Som tusindvis af andre fattige nordeuropæere i de år løste Johannes en måneds tid senere billet til den transatlantiske passage og afsejlede i september Bremerhaven ved udmundingen af floden Weser i Nordtyskland, indkvarteret på det nederste dæk om bord på tremasteren ”City of Birmingham”.
Skibet satte sejl og gled langsomt ud af floddeltaet, hvor det satte kursen ud sydvest mod Den Engelske Kanal, Frieslands flade marskøer det sidste glimt af kontinentet.
Der gik kun få dage, før Johannes fortrød. Efter en måneds vandring ned gennem Jylland og det nordlige Tyskland havde han vænnet sig til den daglige bevægelse og følelsen af fremdrift, som vandringen gav. Med et var han uvirksom.
En følelse af klaustrofobi greb ham, mens han tilbragte de lange dage på det beklumrede dæk med igen og igen at undersøge indholdet af ranslen. Han vidste, at passagen i bedste fald ville vare tre uger, i værste fald – hvis vejret var ugunstigt – det dobbelte. De første dage fik følelsen af at være spærret inde ham til at tvivle på, at han ville overleve rejsen over havet til byen Boston.
Derefter resignerede han. I hans tanker blev denne del af rejsen til noget, han ikke længere målte i forhold til at vandre, men et nødvendigt onde, som han måtte tåle.
Der var intet ved forholdene på det nederste dæk – som blev kaldt steerage, da kablerne til roret lå direkte under dørken – som var let eller behageligt.
Det mørke dæk var som en stor, ildelugtende kiste, fyldt med mennesker, som kun havde ringe mulighed for at bevare nogen menneskelig værdighed. Sygdom, utøj, ekskrementer og den tykke luft gjorde selv det at ligge i den smalle, tømrede køje til en angstfyldt, varm tilstand. De mange små børn græd, der var næsten altid nogen, der græd, og ikke kun børn. Dagen syntes ikke at eksistere, de døde timer efter midnat gled langsomt af sted, og en ældre kvindes lavmælte klagen, når de små børn endelig var faldet i en udmattet søvn op mod deres forældre i de smalle køjer, føltes næsten som en lettelse, som et passende udtryk for det, de sovende og vågne emigranter følte.
Hver dag udbrød voldsomme konflikter i halvmørket, enten mellem de fattige passagerer og de besætningsmedlemmer, som uddelte den mangelfulde mad, eller indbyrdes mellem de rejsende, som havde mistet et beklædningsstykke eller et stykke husgeråd, og som mente sig bestjålet.
Den konstante kontrovers påvirkede ham, så han nogle dage ikke kunne slippe tanken om sine pengesedler, som han havde delt op i to bundter, det ene gemt i inderforet på stortrøjen, det andet i ranslen. Disse dage tilbragte han nær panik, først med at se efter det ene bundt, dernæst det andet, indtil han så gule pletter for øjnene af anstrengelse og frustration. Pengene var der, men det føltes, som om de blev stjålet.
I nærheden af Johannes’ køje befandt sig en enlig kvinde, som med mellemrum, når bestemte medlemmer af besætningen var gået gennem dækket, krøb ud af sin køje og på bare fødder gik efter søfolkene. Johannes så fra sin køje ofte denne kvindes bare fødder og skørt passere forbi. Kvinden udsendte en sur lugt af alkohol. Når hun vendte tilbage en tid efter, var lugten iblandet en kødelig, ram lugt, en flov, privat em af uvasket køn og urin.
Kvinden var ugleset på dækket, og mens hun sov det meste af dagene væk, beruset af alkoholen, som søfolkene gav hende, hørte han de andre passagerer på dækket tale med forargelse om hende og den skammelige måde, hun horede sig selv ud til mandskabet.
Det var en nat i køjen, mens det trak op til dårligt vejr, og vandet på den anden side af skibssiden kort fra, hvor han lå, tordnede forbi med en buldrende susen – at han første gang følte overgivelsen.
”City of Birmingham” krængede stærkt i stormen og tvang den side, han lå i, nedad, så den dunkle, modsatte række af køjer hang skråt over ham. Skibet gav sig med en brølende knagen.
Han havde følelsen af stærk fart og overhængende fare. Hans blære var spændt, men han turde ikke forsøge at klatre ud af køjen, men lå i stedet udstrakt på ryggen, klinet op ad skibets inderside, hans tanker fikseret af bevidstheden om vandet på den anden side af skibets buede væg.
Han lukkede øjnene i mørket. Han følte sig ensom, bitter og fortabt, mens det store skib med en flaprende hylen, som fik dækkets beboere til at forstumme, sank og dykkede, rejste sig i svimlende hug og derpå hamrede ned mod søen igen med konstante brag, som fik ham til at knibe øjnene hårdere sammen og spænde sin trængende krop som en fjeder.
Men på et tidspunkt var det ikke længere muligt for ham at bevare tilstanden af alarm. Måske havde han endda sovet. Han kom til sig selv og følte en mærkelig ro, selv om skibets bevægelser og brølet var de samme og ikke lod til nogen sinde at ændre sig.
Han tænkte, hvis du dør, så dør du.
Han tænkte, at det ikke var værd at tænke på. Det var en befriende, næsten overmodig tanke. Han mærkede igen den varme, næsten uudholdelige følelse af at skulle lade vandet, og han kravlede hurtigt ud af køjen og gik med den ene fod på dørken, den anden på den nederste planke i køjerækken, til han kom til åbningen til lukafet, hvor lejderen førte opad mod det fri.
Han stirrede opad i mørket og så en mand på vej ned ad lejderen. Han trådte til side og ventede, mens den våde matros nåede ned og vendte sig mod ham.
Han så på mandens våde skæg under den gennemblødte sydvest. Mandens øjne glimtede. – Hun går rask, sagde han højt. – Ikke et vejr at gå op i, mister.
Johannes sagde, – Jeg skal pisse.
Matrosen nikkede. – Pis i en pøs, mister, sagde han. – Pis hvor som helst. Det gør ingen forskel. Bedre, end at havet tager dig.
Matrosen gik forbi ham ind på dækket, og Johannes pissede ned i en af renderne mellem de kraftige planker i dørken, mens han indså det forrykte i at forsøge at komme bare to dæk op til vaskerummet og pissekummerne.
Da han igen lå i sin køje, følte han sig ikke længere bange. Han havde følt en overgiven glæde ved at tømme blæren og kravle tilbage ind i den stinkende hule.
I de følgende år tænkte Johannes så sjældent som muligt på Atlantpassagen. Sel vikke de sjældne øjeblikke, hvor han havde haft mulighed for at gå på dækket, brød han sig om at tænke på. Synet af det uendelige ocean hjemsøgte ham i årevis under hvælvingen af drømme og vækkede ham med en panisk følelse af fortabthed, en grå, håbløs fornemmelse af at være prisgivet andres evner til at finde vej over noget så foranderligt og dødbringende som et oprørt hav.
Efter fem ugers passage anløb ”City of Birmingham” Boston på østkysten af det nordamerikanske kontinent, og ud fra de direktiver og kort, som han havde fået, da han havde købt billetten i Bremerhaven, og som han havde haft god tid til at studere, samtidig med at han lyttede til samtaler om bord og af og til stillede et spørgsmål, bevægede han sig med det samme ind i land til fods, stik vest, for at finde kørelejlighed med vogne på vejene mod byen Albany.
Den hurtigste vej til de vestlige territorier, havde han lært, for en enlig rejsende med meget lidt bagage, var at søge til Hudsonfloden ved Albany, finde frem til sluseanlægget, som forbandt floden med The Erie Canal, og dér søge påmønstring på en af de mange lastpramme, som transporterede gods vestpå ad vandvejen.
Johannes fik hyre på en pram tilhørende en importør af porcelæn fra New York ved navn Ike Crowe og tilbragte de følgende uger i november i forstavnen af prammen, hvor han holdt udkig gennem den kolde luft, mens prammen gled ad de regulerede flodveje, over akvædukter og gennem gravede kanaler, vestpå gennem staten New York, hvis træklædte bjerge strakte sig nordpå i den grå vinter.
Om natten sov han i en flad køje, prammens dæk få tommer over ham, denne køje rolig og vandret, mens prammen om natten lå fortøjet ved kanten af den lave kanal, inden den igen den følgende morgen blev spændt efter oksen inde på trækstien.
Gennem vinterdisen gled han ad denne vej forbi byerne Utica, Rome, Syracuse og Rochester, frem til Buffalo i den østlige ende af Lake Erie, hvor prammens kaptajn hjalp ham til at få hyre på den skonnert, som skulle føre prammens last videre til byen Chicago på den vestlige bred af Lake Michigan. Skonnerten sejlede vestpå gennem Lake Erie, nordpå op gennem Lake Huron, gennem Mackinacstrædet ved nordspidsen af staten Michigan og derpå igen mod syd ned gennem Lake Michigan.
Johannes afmønstrede skonnerten og søgte ind i den store nye by Chicago. Han nærmede sig sin rejses mål. Det var midvinter, hans helbred, hans sparsomme bagage og de tiloversblevne penge intakte.
Han var besluttet på også at lægge denne by bag sig og uden tøven fortsætte igennem den i retning af det nordvestligste Illinois, hvor hans mors fætter boede.
På vej ud gennem den store by faldt han i staver foran et stort hotel, ”The Windsor”. Stenhusene i byen tog vejret fra ham. Han kunne dårligt holde ud at tænke på, hvor store, de var, og hvor uendeligt mange labyrintiske rum, de enorme huse måtte rumme.
Han stod på gaden og betragtede et indrammet skilt, som var hængt op i et af vinduerne. Indenfor kunne han se en spisesal med mange borde, besat af amerikanerne, betjent af hurtige tjenere i hvide skjorter og sorte, lange forklæder, nogle af dem med en stor, hvid serviet anbragt over den ene skulder, mens de bevægede sig mellem bordene med tungt belæssede bakker med mad.
På skiltet stod, ”Dish washers hired”, og nedenunder ordene, ”Inquire within”. Han stod en tid. Han mærkede længslen efter at være som folkene derinde, tale som dem, sidde som dem og høre til blandt dem.
Så gik han indenfor og blev antaget til at arbejde i hotellets køkken for syv dollars om måneden, kost og indlogering i et lille værelse under bygningens tag.
Ved udgangen af april sagde han op. Han havde spædet sin beskedne formue op og havde desuden haft mulighed for at udskifte sine støvler og dele af sin garderobe. Han følte sig klar til rejsens sidste etape. Hans engelsk havde undergået en subtil forandring i tiden på The Windsor. Han havde god tid under arbejdet til at gentage de ord, han hørte. Han repeterede tonefald, vendinger og høflighedsfraser. Han mærkede følelsen af tiltro til sig selv. Han kunne sige så og så meget, og han vidste, hvornår han skulle lade være med at sige noget. Tavshed var også et sprog, og hvis man tav på de rigtige tidspunkter, passede man ofte bedre ind.
Han gik ud over det flade land vest for Chicago. Her var ikke så forskelligt fra Vendsyssel, men efter knap to ugers vandring, hvor han tilbragte de fleste nætter på vejherberger eller i mindre hoteller, begyndte landet at ændre sig. Foran sig, langt ude i det fjerne, så han mod den lyseblå vestlige forårshimmel disede, grålige højderygge. Han spurgte sig for og sikrede sig, at han var på rette vej. Han nåede de nederste skråninger i terrænet efter et par dage, og snart gik han mellem store, tyste vægge af blågrønne graner ad grusvejen, som snoede sig længere og længere op i bakkerne og ikke længere tillod ham at se ret langt.
Midt i maj nåede han byen Obscure. Det sidste stykke mod den lille by gik han igen i fladt terræn. Det var en stor dal, ryddet for skov, men med stikveje ind over de flade marker mod bygninger, som måtte være gårde, lave træbygninger i klynger af poppel og pil. Han begyndte at spejde efter byen forude. Solen var på vej op. Han havde gået siden daggry, og først nu nåede dens stråler ham skråt bagfra over højderyggen, han var gået over.
Foran sig så han til højre en høj bjergknold, som faldt brat ned mod det sted, hvor vejen forsvandt ind mellem flere træer. Til venstre rejste terrænet sig igen, men ikke så brat. Han forstod, at vejen til Obscure gik ind mellem de to stigninger.
Da han endelig vandrede ind i Obscures eneste gade, så han, hvor lille byen var. Det var en gade med træhuse på begge sider. Foran bygningerne løb en gangbro af træ, nogle steder overdækket af et udhæng fra de høje rektangulære facader.
På gadens venstre side så han en enkelt stenbygning i tre etager, og da han kom tættere på, så han skiltet med påskriften The Breen Hotel. Foran hotellet var udhænget over det hævede fortov kunstfærdigt udsmykket med en udskåret bort malet i en gulhvid farve.
Mens han gik ind i gaden, så han, hvordan husene bag de mere ydmyge træfacader var langt mindre, end facaderne antydede. Det så ud, som om beboerne havde fundet det vigtigt, at facaderne mod gaden gav indtryk af store huse, hvor de virkelige bygninger bag facaderne kun var lave, tømrede skure.
Johannes trådte op på træbroen i gadens højre side, lyden af de nye støvlers lædersåler pludselig højere. Der var ingen at se. Morgensolen stod i kraftige, næsten blændende søjler ned i gaden, og han kastede blikket op over skråningen bag husene på den modsatte side. Han så solstrejfene mellem de skarpt aftegnede træer på klippens stejle side.
En rumlende lyd fik ham til at se frem under udhænget. Lyden blev kraftigere, og et øjeblik senere kom en hest til syne med en ladvogn spændt efter. Det så ud, som om den kom ud af husrækken længere fremme. Han så manden på bukken piske på hesten, så vognen kørte i en bue ud i gaden og fortsatte væk fra ham. Han gik længere frem og kom til en passage mellem husene. Han trådte ned fra fortovet, krydsede passagen og kastede et blik opad mellem husene, hvor vognen var kommet fra. Længere oppe i passagen så han en indhegning på skrænten bag husene. Han lod blikket glide opad mod bjerget på denne side af gaden. Det var et højt bjerg, tænkte han. Han kunne forestille sig, hvad et stenskred deroppe fra kunne gøre ved husene langs gaden. Solen ramte allerede klippesiden deroppe. På nogle af klippefremspringene voksede tynde graner. Synet gjorde ham svimmel.
Der var nogle folk omkring den morgen.
Han så en ældre kvinde krydse gaden længere fremme. Hun havde et netslør ned foran ansigtet og trak på det ene ben. Hun drejede hovedet langsomt mod ham, og han fornemmede hendes blik, gult som en geds bag sløret, før hun igen så frem og satte sit stive støvleben foran det raske.
Han så to drenge gå i skyggen på gadens sydside, to brødre, måske, den ene med armen om skulderen på den anden, begge de to ansigter nysgerrigt vendt imod ham.
Han fortsatte ad fortovet på den anden side af passagen, indtil han kom til byens forretning. Han så den åbne dør og tøvede. Mens han stod ubeslutsom, kom en mand frem i døren. Han var kraftigt bygget, bred, i sorte bukser og en grå skjorte. Om livet havde han spændt et læderforklæde, og i favnen bar han fire par træskostøvler i en rødbrun farve.
Manden så på ham et øjeblik uden at standse. Johannes så, at han for venstre øje bar en sort klap, som blev holdt ind til hovedet af et fladt, sort bændel, som løb gennem hans kraftige, mørkebrune, olierede hår i en bue, videre rundt om baghovedet og frem under øret.
Manden anbragte træskostøvlerne langs væggen, betragtede dem et øjeblik og vendte sig derefter mod ham. – God morgen, sagde han.
Johannes sagde, – God morgen, sir.
Patch Riley havde aldrig set den unge mand før. Det var sjældent, at fremmede kom ind i byen alene. Som regel kom de med vognen østfra, der ved middagstid tre dage om ugen standsede ved depotet længere nede ad gaden.
Patch Riley opdagede, at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Den unge mand stod ret op og ned foran ham og lod til at forvente, at han selv skulle sige noget. Men han vidste ikke hvad.
Den unge mand sagde, – Jeg leder efter Thorvald Nielsen, sir.
Patch nikkede og følte sig lettet. Ordene forklarede meget. Det flade engelsk sagde, at manden var emigrant, og det, at den unge mand ledte efter Thorvald, fortalte Patch, at manden nok var dansker.
Han forklarede vejen til Thorvalds hus. Det var let at forklare, og han valgte sine få ord omhyggeligt. Han så, at manden forstod ham.
Derefter sagde Patch, – Er du dansker, mister?
Den unge mand nikkede. – Ja.
– Er du måske kin til Thorvald?
Manden nikkede igen. – Han er min mors fætter.
Patch Riley så lige i den unge mands øjne, som så forventningsfuldt på ham.
Han sagde, – Mit navn er Patch Riley Din … mors fætter køber sine forsyninger her, i min butik.
– Så han kommer her?
Patch nikkede og så ud over gaden. – Der er kun min butik, mister.
Den unge mand nikkede ivrigt. Patch betragtede ham og sagde, – Hvad hedder du?
– Johannes Nielsen Pandrup.
Patch sagde, – Yo-hannees Nielson Pan-drop.
Den unge mand smilede igen, og Patch Riley følte sig opmuntret af at se ham smile. – Ja, sir, sagde den unge mand.
Patch sagde, – Du taler godt engelsk, mister Yo-hannees.
Patch så ham gå videre ud gennem gaden i morgenens sol, mens han tænkte på, hvornår Thorvald Nielsen sidst havde været inde for at købe forsyninger.