Nederst i bunden af den smalle skovvej, som ikke var andet end to dybe, mudrede furer, kom han ud i lysningen. På hans højre side gik en stejl skrænt op, og han så, hvordan den fortsatte rundt. Han kunne se træer deroppe.
Foran ham åbnede lysningen sig og faldt nedad. Han kunne se ud over en dal. Lysningen var ryddet, og et stykke borte begyndte skoven igen. Den faldt stejlt bort fra ham, så han kunne se over trætoppene længere nede. Han gik ind midt i lysningen og så et par store sten ligge i det mejede græs. Han så en vogn med et knækket hjul lænet forover på vognstængerne som en mand sparket ned på knæ. Han stirrede ind mellem træerne for at få øje på Thorvald Nielsens hus. Han kunne ikke se noget hus.
Han vendte sig mod den lerede skrænt og så det.
Thorvald Nielsens hus stod på et fundament af rundede sten. Johannes stirrede op mod det. Et hus? Hans hjerte sank.
Thorvald Nielsens hus, som lå umiddelbart neden for skrænten, lignede i hans øjne et hastigt opført udhus. Han tvivlede på, at det rummede mere end én stue. Foran huset løb en træbro, og det tjærede tag ragede ud over broen og blev holdt oppe af lodrette bjælker. Der var et vindue og en dør. I husets gavl kunne han se et skorstensrør, som kom ud af væggen og stak op over tagryggen.
Han så, at døren stod på klem. Han så sig om efter tegn på, at nogen havde bevæget sig rundt her for nylig, men så intet. Græsset var mejet ned med en le, men det var ikke sket inden for den sidste tid. Solen varmede ham. Han hørte bier summe et sted ved huset. Han betragtede de rå brædder i husets facade. De var grå, og han kunne se, at de var tilfældigt naglet fast til husets ramme.
Johannes gik op mod det usle hus, hans tanker rolige, og han opdagede, at han havde samme følelse, som han havde haft hjemme i Pandrup, når han gik ind fra gårdspladsen for at tilse sin mor.
Han satte sin ransel på træbroen og trådte op ad de tre trin nede fra græsset.
– Thorvald Nielsen? kaldte han.
Der kom intet svar, og han stod en tid, lænet mod det nødtørftige gelænder. Endelig vendte han sig og gik hen til døren. Brædderne under ham knagede.
Han åbnede døren helt og kaldte igen. – Thorvald Nielsen?
Så gik han ind.
Han mærkede straks lugten i rummet, en varm lugt, som af indtørrede ekskrementer og sødligt opkast. Han kunne høre en summen og en hvislende lyd af insektvinger imod glas.
De fire ruder i det eneste vindue var matte af støv, og i det grå lys dannede han sig et indtryk af husets indre og dets beboer. Mod bagvæggen op mod skrænten stod et langt, tømret bord med hylder over. Han så en grimet balje på bordet, en kniv, som var stukket ned i bordets top, en bunke af klude eller tøj.
Midt på gulvet stod et vakkelvorent bord med to stole, den ene væltet. Over bordet hang en sodet olielampe. Han så en stor kuffert, lukket, med læderremme omkring og en sort frakke lagt over.
Han så, at skorstensrøret var forbundet med en tykmavet ovn foran den ene endevæg. Omkring ovnen lå kvas og sammenkrøllet papir.
I den anden ende af den lille stue stod sengen langs væggen. På sengen så han husets beboer, som han gik ud fra var hans mors fætter, Thorvald Nielsen.
Thorvald Nielsen var uden nogen tvivl død, det eneste liv ved det dunstende kadaver nogle aflange fluer, som kravlede rundt på den døde mands ansigt, hvis øjne var lukket, mens munden var åben. Johannes betragtede sin døde slægtning en tid, mens han stod ved sengen. Han så flere grønne flasker ligge på gulvet omkring sengen. Han vendte sig og gik udenfor.
Hans mor død på én seng, Thorvald Nielsen død på en anden. Johannes sad en tid utålmodig på træbroen, mens lugten og lydene af insekterne inde i den varme stue nåede ham som en hidsig, utålmodig påmindelse om, at noget var krævet af ham.
Han rejste sig og gik rundt om Thorvald Nielsens hytte.
Skrænten rejste sig i skyggen bag det simple hus. Han betragtede de bageste fundamenter af tilhuggede, flade sten, som var stablet op og bar hyttens underste ramme. Mellem fundamenterne så han, hvordan Thorvald Nielsen var begyndt at stable tørv op under husets ramme, måske for at forhindre vinden i at feje ind under gulvet om vinteren, måske for at holde vilde dyr ude. Han kunne se, hvordan det havde været et stort arbejde – for stort til, at hans slægtning havde gjort det færdigt.
Lænet op ad gavlen stod en skovl og en le. Han greb skovlen og gik ned i den skrå lysning, fandt et sted og begyndte at grave.
Solen stod højt på himlen, da han var færdig med hullet. Mens han havde gravet, havde han udtænkt, hvordan han ville gøre det, og da han mente, at hullet var dybt nok, satte han skovlen i jorddyngen ved siden af hullet og gik op til hytten. Hans skjorte klæbede til hans ryg, og han kunne mærke sveden løbe ned på bagsiden af sine lår.
Han tvang sig til at gå ind. Han trådte hen til sengen, mens han holdt vejret. Han trak de skidne sengeklæder op om Thorvald Nielsen og bandt hjørnerne sammen, så kadaveret af hans mors fætter lå indsvøbt. Det sværeste var at trække bylten ned på gulvet, og det bløde bump udløste en lyd fra dens indre og en endnu stærkere bølge af stank, som fik ham til at gispe og trække bylten hurtigt hen over gulvet.
Hans bevægelser, mens han trak Thorvald Nielsen ned gennem lysningen mod hullet, blev hurtigere og mere målbevidste ude i det fri, og da han rullede bylten ned i hullet, trådte han hovedkulds nogle skridt væk og kastede op.
Da han havde sundet sig, begyndte han at dække hullet til. Så snart jorden skjulte gravens indhold, fik han det lidt bedre. Hans mave gav sig et par gange i krampe, men hans tanker var bedre nu. Endelig var graven dækket til, og Thorvald Nielsen hvilede under en lav forhøjning af næsten sort jord. Johannes klappede jorden fast med skovlen. Så gik han tilbage til hyttens gavl og anbragte skovlen, hvor han havde taget den.
Han brækkede en tør grangren af et af træerne nederst på skrænten og knækkede den over sit lår i to. Han gik ind i hytten, så sig omkring og greb en af de to slidte støvler på gulvet, tog den med ud på broen og trak snørebåndet ud af hullerne. Han brugte det til at binde de to tørre træstykker sammen til et kors. Det var ikke meget af et kors, tænkte han, og selv om han ikke havde nået at kende Thorvald Nielsen i levende live, mindede han sig selv om, at han senere skulle skære et bedre og måske skære Thorvalds navn ind i et bræt.
Han anbragte korset øverst ved graven, op mod hytten. Måske ville han rulle en af de store sten derned, så han kunne huske stedet, når græsset groede hen over graven.
Derefter gik han med sin ransel op mellem granerne på skrænten. Underskoven var tyk, og der lugtede varmt af harpiks. Han pakkede sin stortrøje ud, tog den på og fandt et sted, hvor han kunne ligge, et sted, hvor grenene skyggede for solens stråler. Han trak sin kasket ned over øjnene og faldt i søvn.
Da han vågnede, kunne han se solen som en glødende kugle ret fremme ude over dalen. Han så en lav højderyg længere borte og tænkte, at det var bag den, solen ville synke ned om nogle timer.
Han følte sig udhvilet, men mør i kroppen. Alligevel gik han op til hytten og lukkede døren helt op. Derpå gik han i gang med at smide Thorvald Nielsens ting ud. Han tog et overblik over det miserable bohave og identificerede hurtigt det, som var værd at gemme på. Stolene og bordet. Det tømrede faste bord langs bagvæggen. Olielampen over bordet og kufferten.
Han tog sengen først, den skidne halmmadras, de lasede tæpper, og til sidst hele bræddesengen. Han ville ikke sove i en død mands seng. Han smed det hele ud fra træbroen, så det landede i en bunke nedenfor. Derefter kastede han alle mandens klæder samme vej. Han fandt under sengen et gevær, som han stillede i en krog. Der var intet i hytten, som afslørede dens beboer. Ingen papirer, ingen bøger, ingen penge, ingenting, og Johannes tænkte, at hans slægtning formentlig havde solgt alt, hvad han ejede og drukket pengene op. Ingen pibe og tobak. Nogle få knive, skeer og gafler, et tinkrus og en bulet tintallerken. Bag hytten stod nogle få redskaber, en brækket hakke, en le, og skovlen, han havde brugt.
Da han var færdig, opdagede han en riskost bag den tykmavede ovn. Han fejede det bare rum grundigt. Han var tør i svælget efter en tid, hvor han havde hvirvlet støvet op. Han gik udenfor, ned på græsset og forbi bunken af affald. Til venstre for huset havde han set noget træ på jorden. Han gik derhen og så, at han havde haft ret. Det var et brønddæksel. Han fjernede de mørnede brædder og så ned. Langt nede så han en blå cirkel, hvor hans eget hoved stak frem i silhuet. Han tænkte på, hvordan manden havde fået vandet op. Han gik tilbage mod huset og kiggede under træbroen, ind mod husets stenfundament, og her fandt han træspanden med tovet bundet til hanken. Han gik tilbage til brønden og sænkede spanden ned. Han trak den op igen og løftede med sine hænder det kolde vand til læberne.
Efter en pause, hvor han vaskede sit ansigt og sad i græsset med ryggen til hytten, mens den sene eftermiddagssol atter farvede træernes grønne i en dunklere tone, og himlens blå blev dybere bag ham, mens solen virkede større og nu næsten ramte den skarpe højderyg derude, rejste han sig, fyldte spanden igen og bar den op til huset. Han stillede den på træbroen og gik indenfor. Her stank stadig, men ikke så ramt. Han fejede igen under den lille ovn og opdagede en pung med lange voksfyrstikker, som var stoppet ind mellem kævlerne i stakken langs væggen. Han åbnede ovnens lille luge og så laget af aske under et par forkullede kævlestumper. Han gik udenfor igen, samlede kvas og greb en af kludene, han havde smidt i bunken. Derefter lagde han et lille bål i ovnen og tændte op. Han betragtede ilden og sikrede sig, at der var træk. Da bålet havde fat, stak han en af de tørre kævler ved væggen derind og lukkede lågen.
Han greb derefter spanden og gik over til vinduet. Han betragtede de støvede ruder, gik igen ud og hentede endnu en klud, gik tilbage og vred den op i spanden, inden han tørrede glassene i vinduet over.
Da han vendte sig, forekom rummet allerede forvandlet. Han kunne mærke varmen fra ovnen, og for første gang stod dagslyset klart ind. Det ville snart mørkne, men selv nu oplystes den fattige stue af en sen glød, som fik hans hjerte til at banke.
Han stillede de to pindestole op på bordet, lagde sig på knæ og vaskede plankerne. Han arbejdede hårdt. To gange hentede han vand. Da han var færdig med gulvet og så, hvordan det begyndte at tørre hurtigt henne omkring ovnen, gik han ud igen. Solen var forsvundet nu, og han fortrød, at han ikke var gået ud for at se den synke ned over højderyggen.
Så snart han gik ned fra træbroen, mærkede han kulden, og han gik tilbage og lukkede døren, så huset ville holde på ovnens varme.
Han fandt resterne af det brød og den hårde ost, han havde købt i den sidste flække og satte pakken fra sig på træbroen, mens han tænkte på, om det virkelig var i går, han havde været i den flække, hvis navn, han allerede havde glemt.
Han rejste sig og hentede fyrstikkerne i den varme stue.
Han satte ild til Thorvald Nielsens efterladenskaber og satte sig på trappen op til træbroen og spiste langsomt den sidste mad, han havde.
Bålet skød snart høje flammer op mod den mørkeblå himmel, og han betragtede bekymret gnisterne. Han hentede mere vand og gik rundt om bålet, mens han sprøjtede sjatter fra spanden derind for at tæmme flammerne.
Han betragtede Thorvald Nielsens hus, som var oplyst af de orange flammer. Selv toppen af lerskrænten bag huset var oplyst, og han kunne se en gran deroppe.
Mens bålet brændte ned, brækkede han nogle lave grangrene af på det sted på skrænten, hvor han havde sovet om eftermiddagen. Han lagde et leje til rette på træbroen, inde langs huset ydervæg. Han ville hvile herude med vinduet slået op i det håb, at den døde mands sjæl ville forlade huset i løbet af natten. Det var i hans tanker kun en ekstra forholdsregel, for han tænkte, at sjælen af Thorvald Nielsen havde forladt den ensomme hytte for længe siden.
Da han vågnede, vidste han med det samme, hvor han var. Han drejede hovedet og så en tynd røgsøjle stige lige op fra bålet. Han så, at denne dag var grå og overskyet. Han frøs ikke. Han lå et øjeblik på siden, mens han stirrede ud over lysningen, ned over dalen, hvor en tynd dis hang over træernes sorte kroner.
Han følte med et, at han ikke var alene, og han satte sig langsomt op. Han var øm i lænden.
Da han kiggede hen langs huset, så han for enden af træbroen en tynd, hvid kat, som betragtede ham med sine store, sorte øjne. Han besvarede dens blik, men da han igen bevægede sig, sprang katten ned og forsvandt bag husets gavl. Han rejste sig og gik derhen, lænede sig over det spinkle gelænder og så langs huset. Katten stod nogle meter borte og så op på ham over skulderen. Han sagde, – Missekat.
Men katten satte i løb, lavt over lerjorden, og pilede bort ud af syne.
Han lukkede døren op og betragtede stuen. Han tænkte, at hvis han ikke vidste, at ligstanken havde hængt herinde i går, ville han ikke have tænkt over noget. Nu lugtede hans stue varmt af vådt træ.
Han bøjede sig ned ved ovnen, rodede i gløderne med den krumme ildrager og lagde en ny kævle derind.
Derefter tog han sin stortrøje af, stuvede den i ranslen og gemte ranslen af vejen under grangrenene, som han havde lagt ind under træbroen. Han stak sine penge i skjortelommen under vesten, tog sin kasket og gik op ad hulvejen mod vejen ind til Obscure.