4.

Patch Riley så op fra sin disk, da den unge mand trådte ind, og han mærkede med det samme et stik af dårlig samvittighed. Han havde en fornemmelse, som sagde ham, at den unge dansker ikke havde talt med nogen, siden de havde udvekslet de få ord i går morges.

Pan-drop kom hen til disken, nikkede til ham og sagde, – Thorvald Nielsen er død, mister.

Patch nikkede, hans værste anelser bekræftet. Han sagde, – Jeg beklager dit tab.

Pan-drop nikkede igen. – Jeg begravede ham. Jeg gik herind for at fortælle det til nogen.

Patch sagde, – Jeg ville have sagt det i går morges, mister. Jeg skulle have sagt det.

Den unge mand så på ham. – Vidste du, at han lå død derude, mister Riley?

– Nej, sagde Patch. – Men da du var gået, kom jeg til at tænke på, at det er længe siden, jeg har set Thorvald.

– Han har ligget død nogen tid.

Patch nikkede. – Thorvald drak, mister. Drak meget.

Pan-drop betragtede ham. Patch sagde, – Thorvald købte jorden derude ubeset. Han havde tænkt sig at farme. Men da han så stedet… det knækkede ham. En tid gik det. Han byggede sit hus. Talte om at søge tjeneste hos andre. Men det sidste år …

Johannes nikkede. – Nu er han død.

Patch sagde, – Jeg går ud fra, at stedet er dit nu. Hvis du kan godtgøre slægtskabet, tilfalder stedet dig.

– Jeg har et brev, Thorvald skrev til min mor.

Patch nikkede. – Det skulle gøre det, mister.

Lidt efter sagde knægten, – Jeg drikker ikke, mister Riley.

Ordene lettede Patch Rileys dårlige samvittighed lidt. Han sagde, – Nej.

Og lidt efter tilføjede han, – Her er hvad jeg tænker, mister. Hvad om du fik lidt at spise?

– Jeg har penge, sagde Pan-drop.

Patch løftede hænderne. – Penge kan vi altid tale om, mister. Ikke at jeg tvivler. Hvad om vi fiksede dig lidt at spise, og så sørger jeg for, at min mand Sandy Duncan kører dig ud igen, når vi har fyldt en kasse eller to med forsyninger? Bare det mest nødvendige. Så kan vi se på pengene og det, du ellers har brug for, når du har fundet dig lidt til rette.

Knægten sagde, – Tak, mister. Det ville være rart at sidde lidt. Jeg er træt.

Patch Riley viste ham hen til den stol, hvor hans svigermor, Lola Cartwright, normalt sad dagen igennem. Lola var syg, lå i kammeret ude bagved, hvor Margaret Riley passede hende.

Knægten satte sig i stolen, og Patch lod ham sidde, mens han selv gik ind til Margaret for at få hende til at koge kaffe og fikse noget mad.

En time senere kørte Sandy Duncan af sted på Patch Rileys fladvogn, danskeren på bukken, vognen ladet med en trækasse med tørret kød, sort brød, kaffe, en blok hård ost, et glas med honning, fyrstikker og en flaske lampeolie. Patch havde også fundet en bolstret halmmadras og nogle tæpper frem og ladet den indgå i danskerens første ordre.

Patch stod lænet mod gelænderet og så dem køre, og han fortalte sig selv, at han havde bragt orden af en slags i tingene. Han gik ind i forretningen og videre ud bagved for at fortælle sin kone, at den unge dansker tilsyneladende var besluttet på at blive, og at han gjorde indtryk af at være af en anden støbning end Thorvald Nielsen, som ingen i Obscure nogensinde havde brudt sig meget om.

I de følgende dage arbejdede Johannes næsten konstant. Han havde fundet de få stykker værktøj, som Thorvald Nielsen havde ejet, gemt i den sorte kuffert i hytten. Han tænkte, mens han undersøgte sin slægtnings beholdning af søm og nagler, at Thorvald Nielsen havde haft det hele, undtagen modet og måske evnerne.

Under træbroen lå en del tømmer, som Thorvald aldrig havde fået brug for. Johannes tømrede en seng, så den passede til halmmadrassen.

Han savede træstykker til og sømmede dem fast de steder, hvor Thorvald Nielsens egne evner havde fejlet. Han fandt tilfredsstillelse i syslen med at udskifte tværlægter i gelænderet på træbroen, så han vidste, at de ikke ville give efter, når han lænede sig mod dem.

Med mellemrum gik han ned i lysningen og betragtede hytten, hans blik rettet imod de nye stykker træ. Når han havde arbejdet udenfor, gik han ind igen, og hver gang forekom stuen ham stærkt forbedret, hans hjerne optaget af at udviske billedet af hyttens indre, som han havde set det første gang.

Den tredje dag kom regnen. Han vågnede til lyden af dråberne på det tjærede tag, og han stod op og tilbragte den næste tid med at forvisse sig om, at huset var tæt. Derefter fyrede han op i ovnen og kogte vand til sin kaffe.

Mens han sad ved sit bord og kiggede ud over den regnfulde dal gennem vinduet, hørte han en skrabende lyd ved døren. Han rejste sig og gik derhen og åbnede. Den hvide kat strøg ind mellem hans ben. Han lod døren stå på klem og vendte sig. Han så katten løbe frem og tilbage over gulvet, panisk, før den løb ind under hans seng. Han kunne se de våde aftryk af dens poter lige indenfor. Han øste vand fra spanden op i Thorvald Nielsens bulede tintallerken og satte den ved siden af sengen. Derpå satte han sig igen.

Med mellemrum så han sig over skulderen. Tintallerkenen stod der, men den hvide kat var ikke at se. Han rejste sig igen, gik over til plankebordet på bagvæggen og tog sit tørrede skinkestykke frem. Han skar en skive af og skar den op i mindre stykker. Han lagde et par af dem tæt på tallerkenen, før han igen satte sig.

Efter en tid vendte han hovedet og så katten sammenkrøbet på gulvet, den hvide hale strakt lige ud bag den på gulvet, mens dens hoved bevægede sig fra side til side i ryk, mens den holdt det ene stykke kød mellem tænderne og forsøgte at bide det i stykker.

– Det var ikke vand, du ville have, sagde han.

Katten ænsede ham ikke, men åd grådigt.

Han kaldte den hvide kat for ”Mau” efter den insisterende, let bebrejdende lyd, den frembragte, mens den så på ham og ville ud, ind eller bare gøre opmærksom på sig selv.

– Kom her, Mau, sagde han, når han gik udenfor. Han hørte sig selv sige, – Jeg går ud og pisser.

Mens han pissede i græsset, kom Mau ud på træbroen, hvor den betragtede ham, før den satte sig, stadig med blikket rettet imod ham.

– Jeg må vel pisse, sagde han op mod den. Mau betragtede ham stadig og blinkede nogle gange, som om den fandt ham komisk.

Kattens tilstedeværelse omkring huset blev hurtigt permanent. Mau holdt af at blive lukket ind om natten, hvor den lagde sig på gulvet tæt på ovnen og tilbragte natten i dens hendøende varme. Den hvide kat lod sig ikke berøre, men tog flugten, når han bukkede sig ned for at lægge en hånd under dens magre bug og løfte den op.

En nat vågnede han, da Mau sprang op i hans seng. Han blev liggende helt stille og hørte katten gå rundt på lejet. Han døsede hen, og da han igen vågnede, og lyset faldt inde gennem vinduet, så han katten sammenrullet som en kugle mellem ham selv og væggen. Han lagde forsigtigt en hånd på dens tynde nakke. Mau gav et lille knyrl fra sig, men blev liggende. Han lod hånden hvile på katten og aede den forsigtigt. Efter en tid strakte den sig ud i en bue, så det sitrede i dens krop. Den hvide kat begyndte at spinde.

Johannes sagde, – Det er godt, missekat, og det føltes, som om han og Mau fra det øjeblik var venner. I løbet af den dag lod Mau sig adskillige gange samle op fra gulvet, hvor hun fulgte ham, og Johannes samlede hende op gang efter gang. Han mærkede en trang i sig selv efter at trykke katten mod sig. Mau begyndte at spinde, så snart han tog hende op.

Da han havde arbejdet på hytten i en del dage, blev han utålmodig. Graven nede i lysningen fik ham til at tænke, at han nu selv var i samme situation som Thorvald Nielsen. Ubrugeligt land, tænkte han. Hvordan kunne man købe land ubeset? Hvem havde solgt det? Det stod for Johannes som svindel, og han forstod, at hans slægtning havde givet efter for sin last og havde drukket sig ihjel. Han kendte til drikfældige folk hjemmefra, deres sølle hutlen sig igennem på andres nåde og den hårdhed, som satte ind hos andre, når usselheden tog over, velviljen var opbrugt og det tærende forfald sendte en drikfældig husmand ud på den sidste, ensomme rejse, som endte under den sandede jord på kirkegården i Pandrup uden andet end et trækors og et bræt med navnet mellem den døde og den hurtige glemsel blandt de levende.

Han tænkte ikke længe over det. Han talte sine penge, gjorde sine værdier op, et hus, som allerede var hans hjem. Patch Riley havde sagt, at Thorvald havde overvejet at søge tjeneste hos andre. Det måtte betyde, at der var arbejde at få. Han vidste ikke hos hvem, han vidste ikke med hvad, men købmanden var den eneste, han kunne spørge, og efter en uge, da han havde skrevet en liste over ting, han manglede, sagde han en morgen til Mau, – Jeg går ind til byen og spørger mister Riley, hvor jeg skal søge tjeneste.

Mau så kort på ham. Hun lå på gulvet inden for døren. Johannes tog hende op, bar hende med ud, lukkede døren og satte hende ned, før han gik op ad hulvejen.