– Martha Noonin, sagde Patch Riley. – Hende ville jeg besøge.
– Martha Noonin, gentog Johannes.
Han sagde, – Enke efter William Noonin. Martha står alene med det derude. Har en dreng, hvad er Billy tolv år? Og en sort mand, som arbejder for hende.
– Med hvad? Er de farmere?
Patch Riley nikkede og sagde, – Det bliver de nok en dag. Men indtil videre er de mest beskæftiget med at rydde Noonins land. Du har jo set Thorvalds.
– Vil Martha Noonin farme på en bakke?
– Nej, sagde Patch, – Noonins kiggede på det, før de købte forrige år og William byggede huset derude. De boede først her i gaden, længere henne. Det var der, Martha fik drengen. Deres jord er flad, Yo-hannees, eller næsten, men den er lige så fuld af sten og træer som din.
Købmanden forklarede, hvordan man kom ud til Martha Noonins, og Johannes takkede og gik.
Han gik tilbage samme vej, han var kommet. Da han nåede sin egen hulvej, fortsatte han videre vestud ad vejen væk fra Obscure. Efter en tid nåede han til stenen, som Patch Riley havde beskrevet for ham. Den lå i græsset på den modsatte side af vejen. Fra stedet, hvor den lå, gik en anden vej op i bakken. Han gik derop. Han gik mellem træerne, mest eg og pil, så han. Det var varmt. Han nåede ud mellem træerne og så, at han befandt sig på et plateau. Han fulgte vejen, som fladede ud og blev til en stor, tom gårdsplads. For enden af pladsen stod et langt, lavt hus. Johannes så, at det var bygget af træstammer, ikke noget bræddeskur som hans egen hytte. Der var fem vinduer, og langs husets forside løb en træbro, kun et enkelt trin over jorden. Der var ingen at se. Foran huset og pladsen på plateauet så han ud over det, der måtte være Noonins farm. Det lignede ikke agerland, tænkte han. Han så græsmarken falde blidt bort fra plateauet, ned mod træerne skråt nede mod landevejen. Johannes tænkte på, hvor meget en acre var – her regnede de i acres – og forestillede sig, hvor stort og ufremkommeligt arbejde det måtte være at forsøge at få agerland ud af de pletvist bevoksede, bløde bakker. Langt borte fik han øje på en skikkelse i græsset. Han kunne se, at det var en sort mand. Manden var nøgen til livet under sine selebukser og bar en stråhat. Johannes kunne se en dynge af sten. Den sorte mand i solen var beskæftiget med at bære sten på størrelse med hoveder hen til dyngen. Han så manden smide en sten og hørte med en lille forsinkelse det skarpe smæld, da den landede i dyngen.
Han hørte en lyd fra huset og vendte sig. Han så en ung mand komme imod sig fra huset af træstammer. Han forberedte sig på at spørge efter Martha Noonin, da det gik op for ham, at skikkelsen, som nærmede sig, ikke var en ung mand, men en tynd kvinde. Hun var klædt i støvler og smalle bukser og bar en skjorte af tykt lærred løst ud over bukserne. På hovedet havde hun en flad, bredskygget hat. Han så, at hendes rødbrune hår var skubbet op under hatten. Der var noget benet ved hende.
Han sagde, – Jeg leder efter Martha Noonin.
Kvinden standsede foran ham. – Jeg er Martha Noonin.
Johannes sagde, – Jeg er kommet for at søge arbejde, miss Noonin. Patch Riley sagde, at der måske var brug for en mand herude.
– Hvem er du? sagde kvinden.
– Jeg hedder Johannes, sagde han. – Jeg er kin til Thorvald Nielsen.
– Bad luck, sagde kvinden. – Fra Den-mark, som Thorvald, er du?
Han nikkede og forklarede, at han havde overtaget Thorvald Nielsens hytte, og at Thorvald var død.
– Død? gentog kvinden. – Bare død? Thorvald?
Han forklarede, hvordan han havde fundet den døde og begravet ham, og for en ordens skyld tilføjede han, hvordan Patch Riley havde sagt, at han selv kunne overtage stedet.
Hun betragtede ham. Lidt efter sagde hun, – Det var langt at rejse for at finde en død, mister.
Johannes sagde, – Ja. Men nu er stedet mit.
– Og du søger arbejde?
– Ja, miss.
– Hvad kan du?
Han trak på skuldrene. – Jeg kan rydde sten.
Martha Noonin sagde, – Du kan rydde sten?
Han ventede. Hun var ikke ældre, end hans mor havde været. Ung af en enke, tænkte han. Hendes ansigt var skarpt, hendes hud lys og fregnet, hendes øjne lyseblå. Hun var tynd. Hendes skikkelse havde intet af den kvindelighed, han huskede fra sin mor. Hun så skråt på ham.
– Hvor gammel er du?
– Sytten.
Hun sagde, – Du kan arbejde her. Jeg giver dig syv dollars om måneden, og du kan komme her og få morgenmad. Midt på dagen kommer jeg ud med mad og drikke, og ved aftenstid kan du spise med her.
– Ja, miss, sagde han.
Martha Noonin sagde, – Jeg håber, du har en god ryg.
Derefter tog hun ham med ned over marken foran plateauet.
Mens de gik gennem græsset ned mod den sorte mand, som stadig arbejdede med at bære sten langt dernede, sagde Martha Noonin, – Min mand døde i vinter. Lungefeber. Efterlod mig med 80 acres.
Johannes sagde ingenting. Han gik ved siden af hende. Martha Noonin gik hurtigt, som en, der havde travlt. Johannes tænkte. 80 acres. Det var en stor farm, bortset fra, at det ikke var en farm endnu. Det var meget jord. Han kunne ikke forbinde området omkring sig med en gård. Han kunne ikke forestille sig, hvordan Martha Noonin kunne tro, at hun og hendes sorte mand kunne forvandle de bløde bakker, med deres klynger af høje piletræer til markland.
Han sagde, – Så de 80 acres skal ryddes?
Hun så lige ud, mens de gik. – Min William startede. Jeg agter at gøre det færdigt. Det er min tanke.
Hun sagde de sidste ord på en måde, som fik ham til at tænke, at hun havde sagt dem før, og at planerne for farmen var præcis det – en tanke og ikke meget andet.
Han tænkte, det er arbejde. Han tænkte, det er langt, møjsommeligt arbejde. Han tænkte, det er langt, møjsommeligt arbejde, og når det er gjort, venter det rigtige arbejde. Han så sig selv slæbe sten på en mark sammen med den sorte mand. Han så sig selv og den sorte mand, foroverbøjede, gamle, på en skovlignende skråning langt ude i horisonten. Han tænkte, hvorfor fanden har de i det mindste ikke en vogn?
De gik ned i en sænkning, hvor jorden var pløjet op. Johannes forstod ikke, hvorfor den kun var pløjet op hernede. Han tænkte på pløjningen hjemme, hvor en bonde kunne gå en hel dag bag sit spand af okser eller heste, mens ploven trak snorlige furer frem og tilbage i den brune muld under Vendsyssels himmel. De få furer her virkede tilfældige, halvhjertede.
Martha Noonin sagde, – Du kan se, Ezekiel er ved at rydde marken.
Hvad han kunne se, var en sort mand i færd med at slæbe sten hen i en dynge. Han tænkte på, hvad der skulle ske med dyngen. Skulle den ligge der, mens ploven kørte udenom? Skulle stenene flyttes en gang til? Han følte en underlig blanding af mismod og forvisning. Her kunne han arbejde, til han døde, for syv dollars om måneden og måltiderne, hun havde lovet ham. Han vidste ikke præcis, hvor stor en acre var, men alligevel fortalte noget ham, at 80 acres måtte rumme sten, trærødder og vildt buskads nok til at holde ham selv og den sorte mand i gang i mange år, mens kvinden Martha Noonin kunne begynde at pløje jorden op rundt om de dynger af sten, de slæbte sammen. Han lod være med at tænke mere på det. Det virkede formålsløst, imod hans egne interesser, uanset hvor tåbeligt Martha Noonins forehavende syntes.
Den sorte mand blev ved med at slæbe sten, mens de nærmede sig, og for Johannes forekom mandens bevægelser stædige og demonstrative, næsten som et fysisk ekko af den håbløshed, han selv følte.
De gik hen til dyngen af sten og stod der, da den sorte mand kom tilbage fra marken med endnu en sten. Han smed den i dyngen og så på Martha Noonin. – Miss Martha, sagde han. Hans stemme var forpustet, klangen af hans ord hæs.
Hun sagde, – Ezekiel, der er kommet en fyr, som vil arbejde for mig.
Den sorte mand vendte blikket mod Johannes. Manden var høj, hans skuldre brede. Han bar lerede overalls og kraftige sorte støvler. Hans nøgne overkrop under selerne og fronten af lærredsbukserne var blank af sved og havde samme farve som kaffe med lidt mælk i. Johannes mødte mandens blik, det hvide i øjnene næsten lyseblåt. Manden Ezekiel sagde, – Hvor er du fra, mister?
Før han kunne svare, sagde Martha Noonin, – Han er kin til Thorvald. Thorvald er død, Zeke. Joe her fandt ham død nede i hytten. Joe er kommet fra Den-mark for at slutte sig til sin slægtning. Og så ligger Thorvald dernede død. Så det første, mister Joe her gør, er at begrave manden, han er rej strundt om jorden for at træffe.
Martha Noonin så på Ezekiel og derefter på Johannes, og Johannes kunne se, at hun smilede, som om hun fandt hans rejse komisk.
Ezekiel tog sin stråhat af og førte håndryggen over sin glinsende pande, hans mund åben, hans åndedræt ved at falde til ro efter anstrengelsen med stenen. Johannes så hans tætklippede, krusede hår, før manden satte hatten på igen og sagde, som Patch Riley havde sagt tidligere, – Jeg beklager dit tab, mister.
Martha Noonin sagde, – Ikke meget af et tab, hvis man har kendt Thorvald.
Ezekiel ignorerede hende, men så på Johannes. Johannes sagde, – Patch Riley siger, Thorvalds hytte er min.
Ezekiel nikkede. Så sagde han, – Bortset fra Thorvald har jeg aldrig mødt én fra Den-mark før.
Johannes sagde, – Jeg har heller aldrig talt med en mand af kulør før, mister Ezekiel.
Ezekiels så på ham, mens Martha Noonin gav et fnys af latter. – Mand af kulør? gentog hun. – Hvem har lært dig den slags fancy talemåder, mister? Heromkring kalder folk Ezekiel for miss Marthas nigger.
Johannes så på Ezekiel. – Der var en sort mand uden for hotellet i Chicago, hvor jeg arbejdede i vinter. Han pudsede sko for folk. Ham kaldte de også nigger. Jeg tror ikke, han brød sig om det. Én gang hørte jeg ham sige, sådan for sig selv, at han ikke var nogen nigger, men en mand af kulør. Så jeg gik ud fra, at han foretrak det.
Ezekiel nikkede langsomt, mens Martha Noonin sagde, – Ja, de siger, at niggerne i Chicago har manerer.
Arbejdet var – som Martha Noonin sagde, før hun gik tilbage over marken – så simpelt, at selv et barn kunne forstå det. Ezekiel sagde, – Inde i hovedet laver jeg en cirkel, forstår du. Midt i cirklen starter jeg dyngen. Så går jeg rundt om cirklen, og først samler jeg de sten, som ligger løst på jorden. Så går jeg indad, så vejen hele tiden bliver kortere. Når cirklen er ryddet for de løse sten, går jeg turen igen, og denne gang har jeg spaden og mine crowbars. Løftestænger.
Den sorte mand gjorde med hænderne en bevægelse, som om han trykkede ned på en løftestang. – På den måde løsner jeg de sten, som ligger lidt nede. Og så bærer jeg dem hen i dyngen.
Han så på Johannes. – Og når det er gjort, starter jeg en ny cirkel.
Johannes sagde, – Hvad med træerne og buskene?
Ezekiel nikkede og vendte sig halvt. Et stykke længere ude på græsmarken voksede et buskads op fra skovbrynet. Ezekiel sagde, – Det gør jeg på to måder. Enten hugger jeg det ned, slæber det sammen og brænder det. Eller også brænder jeg det bare, selv om miss Martha ikke kan lide det.
– Hvorfor det?
Ezekiel så på ham og smilede let. – Hun er bange for, at jeg brænder for meget af. At ilden breder sig. Desuden kan hun godt lide, at man arbejder. Hun siger, det er for let bare at sætte ild til bevoksningen.
– For let? gentog Johannes. – Hvis hun vil have agerjord ud af det her, er der ikke noget, der er for let.
– Amen, sagde Ezekiel og nikkede. Lidt efter sagde han,
– Læste I Bibelen derovre i Den-Mark?
– Lidt, sagde Johannes.
– Så du kender Job, sagde den sorte mand. Johannes nikkede.
– Og ham den anden. Sisyfos.
– Ham kender jeg også, sagde Johannes.
Ezekiel smilede til ham. – Og her er vi, sagde han.
De arbejdede resten af dagen. Da solen var højest på himlen, kom Martha Noonin igen ned over marken med en kurv over armen. Johannes kastede blikke mod hende, mens hun nærmede sig. Det varede længe at gå oppe fra huset.
De satte sig på stendyngen i midten af cirklen og drak kold te fra flasker med propper i og spiste brødet og de rynkede, små æbler, hun havde haft med.
Om aftenen, da dyngen på midten havde nået brysthøjde, og Johannes’ ryg værkede, hans hænder næsten følelsesløse, gik de op til huset. Ezekiel viste ham hen til gavlen af huset, hvor en vandtønde stod ved siden af et trug. Den sorte mand viste ham, hvordan han vaskede sig nødtørftigt. – Miss Martha kan ikke lide snavsede hænder ved aftensbordet, sagde han.
De spiste i det lave køkken, som lugtede af den stuvning, som Martha Noonin havde kogt på komfuret. Der var varmt. Ved bordet sad en dreng. Johannes nikkede til ham, da de satte sig. Drengen så kort på ham og derpå ned. Han var spinkel, med brunt hår og brune øjne. Han var måske tolv år.
– Jeg hedder Joe, sagde Johannes, da ingen andre sagde noget, Martha med ryggen til dem ved køkkenbordet, beskæftiget med at øse stuvningen op i deres skåle. Drengen så igen kort på ham, men reagerede ellers ikke. Johannes tænkte, at drengen måtte være uvant med andre mennesker. Han sagde,
– Hvad hedder du?
Drengen sagde med det samme, – Billy Noonin.