Ti år tidligere havde Richard Gavin forladt County Clare i Irland i dyb gæld. Det var i emigrationens tidlige år, før nogen var begyndt at tale for alvor om Amerika, Canada og Australien som steder, man kunne emigrere til for fremgangs skyld.
Gavin var en drikfældig enkemand, som boede på et husmandssted med sin datter Martha. Siden sin kones død havde Gavin efter de flestes mening opgivet ævred. Han arbejdede ikke, han tog sig ikke af dyrene, han tog sig ikke af sig selv. Det eneste i verden, som syntes at give mening for Gavin, ud over kortspil og drikkeri, var Martha.
Efter en række episoder, hvor Gavin i drukkenskab havde forulempet sine naboer og mere end én gang havde ydmyget sig selv ved at bede sine kreditorer om urealistisk kredit, havde sognet besluttet sig for at skille sig af med Richard Gavin for altid. Der var borgere på egnen, som gerne havde gjort det ved hjælp af en økse og et mosehul, men en form for fælles anstændighedsfølelse havde manifesteret sig, ikke mindst af hensyn til Martha.
Herren i det store hus, som ejede Gavins misligholdte sted, forestod indsamlingen af penge. Indsamlingen var ikke nogen succes, men den rige mand slugte den bitre pille, betalte differencen og varmede sig ved tanken om, at husmandsstedet atter ville blive beboet af driftige folk, når Gavin og Martha havde benyttet sig af den billet til Amerika, som var sognets ultimatum til den forgældede mand og hans datter.
I oktober 1848 afsejlede Gavin og Martha fra Liverpool om bord på skibet ”Apeldorn”, en tremaster, som gik i rutefart over Atlanten med gods og et stigende antal passagerer af fattig herkomst. Skibet var bound for New York.
På efterårspassagen opdagede Martha hurtigt, at hendes fars optimisme og erkendelse af mulighederne i rejsen kun var et flygtigt dække over det, hun nu så som hans egentlige natur. Gavin faldt i dårligt selskab på ”Apeldorn”. Hans lidenskaber var enkle – kortspil, alkohol og tobak. Han røg, drak, spillede og tabte.
Hun forsøgte at ræsonnere med ham.
– Det betyder ikke noget, stump, sagde Gavin. – Vi er til søs.
Hun forklarede, hvordan gæld var gæld, uanset hvor den blev til.
Gavin begyndte at græde stille, og han lovede hende, at han ville ændre sig, mens hun bragte ham til køjs og forsøgte at skjule synet af den grædende mand for deres medpassagerer på det trange dæk.
Næste morgen gjorde Gavin det samme, som han havde gjort de øvrige dage, de havde været på skibet. Han spillede kort og tabte. Han drak, så længe søfolkenene, han spillede med, hældte på ham, mens de flåede ham.
Martha indså, at regnskabets time ville komme, når de anløb havnen i New York. Indtil da ville søfolkene vinde over hendes far, mens Gavin var fuld.
Kokken om bord på ”Apeldorn”, en irer ved navn Oliver Maddox, var ikke nogen fordrukken mand, men han var ivrig kortspiller. Det var Maddox, Martha tænkte på, når hun tænkte på sin fars gæld. Maddox vandt fra alle.
Midt på Atlanten blev Gavin syg en nat og tilbragte den følgende dag i sin køje, mens hun plejede ham. Kort efter morgenmaden – gammelt, opblødt brød og et krus af noget, som gik under betegnelsen kaffe – passede Maddox hende op på dækket, hvor hun betragtede de grå, uendelige bølger. – Er din Dad upasselig, missy? spurgte kokken.
Hun nikkede, og Maddox nikkede også. – Er han upasselig, fordi søen bekommer ham dårligt, eller er han upasselig på grund af det andet?
Hun havde set på ham, manden lænet mod rælingen som hun selv, en kort, sort pibe uden ild i mellem hans tænder, mandens hoved raget, så aftegningen af hans hår lå som en skygge på issen.
– Det andet? sagde Martha.
Maddox nikkede. – Jeg ved ikke, hvad din far er, bortset fra en drunk og en miserabel kortspiller, sagde han. – Men jeg ved, at medmindre han bringer en formue med sig, så bliver der hell to pay, når vi anløber New York.
– Vi har ingen penge, mister, sagde Martha.
Maddox nikkede.
De stod en tid, Martha med følelsen af, at manden ved siden af endnu ikke var nået frem til sit ærinde.
Lidt efter sagde Maddox, – Måske findes der en udvej, missy.
Hun så på ham.
Maddox sagde, – Jeg har indfriet din fars gæld.
Martha smilede. – Indfriet den? Hvordan det, sir?
Maddox forklarede. Han sagde, – Din far skylder ingen andre end mig.
Martha havde stadig smilet.
Arrangementet kom i stand i dagene, hvor hendes far lå syg hen, og hvor Martha tilså ham og var fri til at bevæge sig omkring på skibet, når han sov.
Maddox’ kahyt lå forrest i skibet. Han forklarede hende hvor.
Oliver Maddox forventede ingen ømhed fra pigen. Han fortalte hende, hvad han forventede. Han forventede, at hun hver tredje dag på resten af passagen aflagde ham besøg på et fastlagt tidspunkt. Derefter inddrev han en del af gælden. Han bad Martha om at løfte sine skørter, og mens han stod tæt på hende, så hun kunne mærke lugten af fedt og hans pomade, greb hans hånd mellem hendes ben.
Martha stivnede og bed en lyd i sig.
Maddox sagde, – Du skal ikke sige noget, missy. Det er bedst, hvis du ikke siger noget.
Lidt efter stillede han sig bag hende, tvang hende forover og tog hende. Martha sagde ingenting, men blev stående foroverbøjet, selv efter, at kokken havde trukket sig ud af hende og stod bag ved hende, mens han frembragte strubelyde, som om han anstrengte sig.
Bagefter, mens hun undgik hans blik og bragte sine klæder i orden, sagde Maddox, – Og du behøver ikke at være bange for, at du skal blive frugtsommelig, missy. Det er det gode ved det, både for dig og for mig. Jeg spreder ikke min sæd, missy.
Hun så ned. Hun vidste ikke, hvad det betød.
Hun overholdt sin aftale med Maddox.
Mens ”Apeldorn” nærmede sig det Nordamerikanske kontinent, friskede Gavin til og genoptog sit kortspil og sit drikkeri.
Tredje gang i Maddox’ kahyt sagde hun, – Hvorfor bliver De ved med at flå min far, mister?
Maddox grinede til hende. – Fordi jeg kan, sagde han.
Lidt efter tilføjede han, – Men du behøver ikke at være urolig, missy. Hvis du besøger mig, som vi har aftalt, så længe rejsen varer, så har din far ingen spillegæld, når vi ankommer. – Hvor har du været? sagde hendes far. Han var fuld og træt. Han havde hele dagen spillet kort og drukket. Han var mere udmattet, tænkte hun, end en mand, som havde arbejdet dagen lang i marken.
Hun sagde, – Jeg har betalt af på din gæld, far.
Gavin trak sine støvler af, mens han sad i halvmørket på køjen. Han rejste sig og tog sin jakke af. Han stoppede den ind i det smalle rum for enden af køjen og satte sig igen.
– Hvad skal det sige? Hun kunne se på hans tunge øjne og munden, som malede og smaskede, at han var et stykke borte i tanker, hun ikke kunne gisne om.
Hun sagde, – Jeg har betalt mister Maddox.
Gavin lagde sig i køjen. Hun knælede foran hans ansigt.
– Forstår du, hvad jeg siger?
Gavin glippede med øjnene. – Hvad?
– Jeg besøger mister Maddox i hans kahyt.
– Nå, sagde Gavin. – Hvorfor det?
Hun så hans øjne rulle. – I stedet for at tage de penge, som du ikke har, så tager han mig.
Gavin så på hende, og i et kort øjeblik så hun ham direkte i øjnene. Hun troede, at han forstod hende, og hun troede også, at han af egen fri vilje i næste sekund lod øjnene rulle i hulerne igen.
– Men du kan være rolig, sagde hun, – Mister Maddox er en gennelman. Hører du? Han spreder ikke sin sæd. Han trækker sig ud i tide.
– Det er godt, min skat, sagde hendes far.
Oliver Maddox holdt sit ord. Da de anløb New York efter seks ugers hård efterårspassage, havde hun besøgt ham flere gange, end hun kunne huske. Martha prøvede ikke at huske mister Maddox, og da de gik fra borde, og søfolkene stod langs rælingen, så hun ikke op mod ham.
På rejsen vestpå – mod en koloni af irere i staten Wisconsin – lod hendes far ikke én gang forstå, at han huskede, hvad hun havde fortalt ham.
I begyndelsen af det nye år havde de befundet sig på et herberg vest for Fort Wayne i staten Indiana. Hendes far var ikke rejseklar. Turen vestpå havde været lang og afbrudt af dage, hvor Martha havde taget arbejde som daglejer hos bønder i de småbyer, de vandrede igennem. Når hun havde tjent lidt penge, livede hendes far op, og de fortsatte vandringen, som regel kun til det næste herberg, hvor Gavin lagde sig syg i nogle dage. Hans sygdom forhindrede ham ikke i at stige op ved nattetide og spille kort med andre rejsende, mens han drak. Gavin var en gammel mand. Hans vaner lå fast.
I herberget vest for Fort Wayne lå hun den nat i en seng, som var nødtørftigt adskilt fra herbergets øvrige ved hjælp af tæpper, som var hængt over tynde reb under loftet. Midt i det halvmørke lokale stod bordet, hvor nogle af mændene drak og spillede kort.
Hun vågnede og hørte ham. Hun lukkede øjnene. Hun tænkte på, hvordan hendes far den følgende morgen ville have travlt med at komme af sted, før nogen vågnede, og hvordan han ville tale om fornødne udgifter, når hun spurgte til deres penge, pengene, hun havde tjent.
Lidt efter steg hun ud af sengen og gik ud i lokalet. Ved bordet sad hendes far sammen med to andre mænd. Den ene var på hans egen alder, en rødsprængt, fed mand, som havde krænget selerne ned og af en eller anden grund taget sine støvler af. Hun så, hvordan hans skidne sokker var slidt af forrest. Hun så hans misformede, hornede negle, som voksede frem og krummede ned over tæerne.
Den anden mand var yngre. Martha så, hvordan flasken hørte til den fede mand og hendes far, mens den yngre mand ikke havde noget glas. Denne mand var nok midt i tyverne, hans skuldre firkantede i den grå jakke, han bar. Denne mand smilede ikke, men gjorde indtryk af at være søvnig. Han havde et brunt skæg.
Martha sagde, – Du skal gå i seng, far. Det er sent.
Gavin grinede til hende. – Det er ikke sent. Vi fornøjer os, stump.
Martha sagde, – Hvad med gælden?
Gavin smilede til den fede mand, som smilede igen og kastede et blik på hende. – Evening, miss, sagde han.
Gavin sagde, – Gælden?
Hun trådte hen til bordet. Hun så ned på pengene, som lå foran den fede mand. – Ja, sagde hun. – Gælden.
Gavin så ikke på hende, men i stedet på den unge mand på den anden side af bordet. Han sagde til ham, – Min datter. Hun betaler for mig.
Gavin grinede over sin bemærkning. – Yep, sagde han,
– Martha she pay, alright.
Den unge mand på den anden side af bordet så på hende. Han sagde, – That true, miss?
Hun nikkede.
– Min datter, grinede Gavin, – she’s worth gold, mister.
– Så De bærer pengene, sagde den unge mand til hende. – Det er rart at vide.
Hun så ham rette blikket mod de penge, som hendes far allerede havde tabt til den fede mand med selerne i buer ned langs lårene.
– Jeg har ingen penge, sagde hun. – Han mener noget andet.
– Noget andet? gentog den unge mand. – Hvad?
– Han mener, sagde Martha, – at når han taber, så horer han mig ud til vinderen.
Den unge mand så på hende. Derefter så han på Gavin, som havde tårer af latter i øjnene. Gavin greb sit glas. Det var tomt. Den fede mand skænkede op. – There you go, mister, sagde han.
Den unge mand så stadig på Gavin. – Er det sandt? sagde han.
Gavin sagde, – Er hvad sandt, sir?
Den unge mand sagde, – Hvad Deres datter lige sagde.
Gavin så på hende igen. – Hvad sagde du, stump?
Hun sagde, – Jeg sagde, at fader horer mig ud til vinderen.
Gavin så på hende.
Hun sagde, – Bare så I gennelmen ved det.
Den fede mand så på hendes far og sagde, – Hvorfor spiller vi ikke videre?
Den unge mand sagde, – Jeg er færdig her.
Martha så på ham.
Hun så igen på sin far og berørte hans skulder. – Jeg lægger mig, far, sagde hun.
Tidlig den næste morgen var hun vågnet og havde trukket tæppet til side og set, at hendes far ikke lå i sengen ved siden af. Hun klædte sig på og gik ud. Udenfor lå sneen fladt ud over marken, mens daggryet rejste sig blygråt over den uendelige flade vest for Fort Wayne.
Hun fandt ham i vaskehuset, hvor Gavin engang i løbet af natten var gået ud. Hendes far havde fastgjort sit bælte om en af stolperne i husets ydervæg, lagt spændeløkken om halsen og sat sig hårdt ned. Hans hoved var trukket ned mod brystet, hans ben stod skråt ud fra ham, hælene i den hårde jord.
Martha gik ind i herberget og kiggede ind mellem tæpperne, indtil hun fandt den unge mand. Han sov, på siden, hans hoved trukket tilbage, munden opadvendt og åben. Hun satte sig på sengen og vækkede ham.
Manden vågnede brat, spærrede øjnene op og så på hende.
– Jeg vandt ikke noget, sagde han. – Jeg spillede slet ikke kort.
Hun sagde, – Min far har hængt sig i vaskehuset i nat, sir.
Der var to slags mænd, hun ikke brød sig om – stærke og svage. William Noolin stod allerede i de første dage for hende som en mand, der befandt sig et sted midt i mellem.
Det var William, der hjalp hende, mens de var i flækken i det nordlige Indiana. William Noolin sørgede for, at hendes fader blev lagt i jorden. Han hakkede selv graven ud i den hårde jord på begravelsespladsen på den anden side af flækken. William satte et kors og skar ordene RICHARD GAVTN IRELAND ind i korset.
Da det var overstået, forberedte hun sig på, at William Noolin ville drage videre – alle i herberget drog videre.
Men William sagde, – Hvor var I på vej hen, du og din far?
– Wisconsin.
Han nikkede. – Der er et stykke vej, Martha.
– Jeg ved ikke, hvor det er.
William sagde, – Vestpå ligger først Illinois. Drej til højre, gå nordpå, så kommer man til Wisconsin. Har du kin der?
Hun rystede på hovedet. – Der er irere der. Men ikke kin til mig.
Han nikkede igen. – Mig, sagde han, – jeg bor i Illinois. Tættere på end Wisconsin. Men i den rigtige retning.
Sammen med William Noolin gjorde hun rejsen det sidste stykke mod vest. De talte ikke om Wisconsin, men William fortalte hende om sit hjem i byen Obscure. Da de nåede frem, sagde han, – Du kan blive her, så længe du vil, Martha.
Hun havde set på huset i gaden, som var hans. – Som hvad? sagde hun.
William så på hende. Han sagde, – Hvad mener du?
– Som din datter?
– Min datter?
Hun så på ham. – Som hvad? gentog hun.
Han sagde, – Jeg har ikke tænkt over det. Hvis du vil videre til Wisconsin ...
– Du har ikke tænkt over det?
Han sagde, – Look, missy, hvorfor tager vi det ikke let?
Så dér var det, tænkte hun. Let. Hun sagde, – Har du tænkt på at gifte dig?
Han grinede, – Tilbyder du?
Hun så på ham og kom til at smile. – I guess, sagde hun. – Accepterer du?
William Noolin sagde, – Som jeg sagde, Martha, hvorfor bliver du her ikke bare lidt? Samler tankerne.
– Så du vil ikke giftes med mig?
– Det sagde jeg ikke, sagde William. – Jeg sagde bare, hvorfor viser jeg dig ikke huset først?
De blev gift året efter, da hun havde sovet hos ham to gange. Hun kunne godt lide at sove hos ham, og hun sagde en dag,
– Har du tænkt videre?
– På hvad?
– På at vi skulle giftes.
Han smilede til hende. – Hvorfor ikke? sagde han. – Hvis du er indstillet på ikke at rejse videre til Wisconsin.
De havde boet otte år i det lille hus i gaden, mens William Noonin arbejdede som daglejer og sparede op til at købe jorden vest for Obscure. Land var billigt her. William havde ryddet plateauet og bygget deres nye hus med hjælp fra tømreren Harl Orseth. De havde boet derude i mindre end to år, da William havde fået lungefeber og var død. Inden da havde Noonin antaget Ezekiel Honeyman som medhjælp, og den sorte mand havde bygget en hytte til sig selv oppe mod skovbrynet for enden af engen bag Noonins hus af tømmerstammer.