Martha Noonin havde siden det første øjeblik, hun så Johannes, mærket et fysisk begær, som hun ikke havde følt, siden Billy var blevet født ti år tidligere.
William Noonin var uselvisk, omsorgsfuld, ubesiddende og rolig. Selv hans passion var rolig.
Hun elskede ikke William Noonin – hun havde aldrig kendt et menneske, som hun ville bruge det ord om – men hun var hurtigt blevet afhængig af den beskyttelse, hans rolige, åbne og handlekraftige væsen gav hende.
Hun gengældte det, han gjorde for hende ved at elske ham fysisk, når han ville det. Det var sjældent, men det skete, ofte på tidspunkter, som overraskede hende.
William Noonin lod til at opfatte deres fysiske elskov som sjældne, ekstraordinære begivenheder – som julemorgen.
Hvad Martha huskede, var skibskokken Oliver Maddox.
Og jo rarere og mere hensynsfuld, Noonin var, jo mere tænkte hun på skibskokken, hans indifferente, ondskabsfulde person og hans bortvendte manøvrer, hans ord om ikke at ’spilde sin sæd’ og hans magre, hvide person, den hvide hud med de blå årer på indersiden af underarmene, den leverfarvede tatovering midt på forarmen og lugten af pomade og kabyssens harske fedt.
Hun drømte af og til om Maddox, eller en person, som lignede Maddox, glatraget, med det samme skildpaddelignende hoved, et tørklæde bundet stramt om issen, en skikkelse med en dragt som en skorstensfejer, snøret sammen om livet, i bløde sko, en mand, som bevægede sig ind i huse i mørket og ødelagde de ting, han ikke kunne tage med sig. Maddox – en spejlknuser, en tyv, en voldsmand.
Efter Billys fødsel tørrede hendes og Noonins kærlighedsliv ind, først som en naturlig følge af fødslen og de fysiske forandringer, den medførte, derefter som en tøvende afventen og endelig som en resigneret, distanceret tilstand, som Noonin bar med den samme åbne lethed, som da han efter rejsen til Illinois fra Indiana havde sagt, at hun kunne blive hos ham, og at de kunne tage det roligt og stille.
Hun vidste ikke nøjagtigt, hvor mange gange, hun fysisk havde været sammen med Noonin – ikke så mange gange som med skibskokken. Ingen af de to mænd havde givet hende nogen nydelse. Maddox havde voldt hende smerte og ydmygelse. Noonin havde givet hende en vis nydelse, som blev gjort mindre af hendes tanker om, hvor meget større, den kunne have været, hvis ikke Noonin havde været så rolig.
Men han havde også voldt hende smerte – smerten ved at føde Billy og smerten ved siden at føle, at hun ikke længere var smuk.
Hun klædte sig som en mand, ikke kun af praktiske årsager. Hendes bryster havde været tunge, men nu var de lette og løse. Hendes lår og hendes bagdel var stærke og faste, men knoklede. Stedet mellem hendes ben eksisterede ikke, bortset fra i hendes fantasier og de sjældne nætter, hvor hun vågnede badet i sved, stadig halvt til stede i en drøm, som havde gjort hende våd og blød. Når det skete, følte hun en fysisk sult efter, at nogen skulle røre ved hende. Hun var ligeglad med hvem. Hun følte, at hun ville dø, hvis hun ikke blev rørt ved og ikke igen selv fik nogen at røre ved, som følte det på samme måde.
Hun havde tænkt på niggeren. Hendes kødelige fantasier om den sorte mand satte hende selv i en position, som mindede om Maddox’, skibskokkens. Hun var Ezekiel overlegen, hun var hans arbejdsgiver.
Disse fantasier – hvor hun selv blev til en Maddoxlignende person – bragte hende en akut tilfredsstillelse, som når hun tændte sin pibe og trak røgen ned i lungerne eller drak længe af pøsen i spanden ved gavlen, hendes hals tør som kridt.
Joe havde aldrig været sammen med en kvinde, det vidste hun. Det kunne hun mærke så tydeligt, som hvis det havde været brændt i panden på ham.
Joe var ikke en mand, hun tænkte på som en ægtemand. Men hun levede i isolation. Det havde aldrig været hendes ønske at komme til et fremmed, ensomt sted. Hun havde aldrig forventet at blive svigtet sådan af sin far. Det var bare blevet sådan. Hun tænkte, at Joe måske havde det på samme måde.