Billy Noonin havde kun været syv et halvt dengang, men han huskede tydeligt selv små detaljer fra retssagen mod Ivor March, som var blevet fanget af en gruppe af mænd fra Obscure, deriblandt Patch Riley og hans egen far, William Noonin.
Ivor March boede med sin indianske kone i et lille hus, som Billy aldrig havde set, på den anden side af Green Owl Mountain.
Det var dengang, de selv stadig boede i gaden i Obscure, mens hans far var ved at bygge huset sammen med Harl Orseth.
Sagen havde været klar. Ivor March havde slået sin indianske kone ihjel, far sagde, det var sketi drukkenskab. Billy havde set Dolly March flere gange i Patch Rileys butik. Hun var en slægtning af Illiniindianerne, en lille, brun kvinde med et rynket ansigt og et drømmende smil, som ikke lod til at have noget med virkeligheden omkring hende at gøre.
Hans far så ud på en bestemt måde, når han talte om ægteparret March, både før og efter, Ivor slog Dolly ihjel med en økse, og Billy havde dannet sig et billede af en hytte mellem træerne ovre på den anden side af bjerget, en hytte med små vinduer, et sted, som i hans tanker ville virke uhyggeligt, bare man så det langt fra.
Han vidste ikke, hvem der havde fundet Dolly March med hovedet slået ind, men han huskede, hvordan hans far og de andre mænd var redet ud for at fange Ivor. Han vidste heller ikke, hvor og hvordan de havde fanget ham. Han vidste bare, at de havde fanget Ivor og bragt ham tilbage til Obscure, hvor de havde anbragt ham i det murede fængsel, som hed ”Hoosegow”, og at Patch Riley havde sendt Sandy Duncan op til Galena med bud til dommer Arthur Blade om at komme og sætte retten over Ivor March i Obscure.
I tiden indtil dommeren ankom, havde Billy undgået at gå for tæt forbi ”Hoosegow” af frygt for at se Ivor March kigge ud gennem det lille vindue med jernstængerne for.
Ivor March var en hvid mand, tynd, med slidte klæder og hår af samme farve som hans hud og et langt skæg. Han lignede ikke rigtig nogen.
Hans far havde sagt, at han skulle gå med, når dommeren satte retten. Det foregik i en aflang barak, som lå lidt tilbagetrukket fra gaden, oppe ved Ohlsons hestefold. Barakken blev til daglig brugt til hesteauktion og somme tider til dans, selv om den ikke havde noget festligt indre. Det var bare en træbarak med en lille sidebygning, hvorfra en dør førte ind til det store rum.
De fleste af byens mænd og en del større børn havde været i barakken den formiddag, hvor dommer Blade stillede Ivor March til ansvar for mordet på Dolly, Billy vidste, at dommeren var kommet den foregående aften i en lukket vogn fra Galena, og at manden havde sovet på The Breen Hotel, det nye hotel skråt over for Patch Rileys butik, og Billy havde set på den store bygning i røde sten, mens han forestillede sig, hvordan dommer Blade var en høj, alvorlig mand, sikkert mere alvorlig end både Patch Riley og hans egen far, siden det var Blade, der skulle prøve Ivor March og dømme ham for den forbrydelse, han havde begået.
Billy var blevet skuffet og overrasket over dommer Blades fremtoning, da manden kom ind og tog plads bag katederet fra miss Armstrongs skolestue, som nogen havde slæbt over i barakken bag gaden.
Mændene i det lavloftede lokale var blevet stille, da Patch Riley med en højtidelig stemme havde sagt, – Retten er sat, den ærværdige dommer Arthur Blade præsiderer.
Arthur Blade kom ind ad døren fra sidebygningen. Han var en lille mand, iført læderbukser og en lang, sort skødefrakke, som så ud, som om den tilhørte en højere mand. Hans ansigt virkede sammenpresset, så dommeren så ud, som om han smilede med halvt lukkede øjne. Hans hår var lysebrunt og voksede ned foran ørerne, hvor det gik i et med mandens lange bakkenbarter. Dommer Blade var både mindre og grimmere, end Billy havde troet, han ville være.
Dommer Blade talte med en høj, nasal stemme. Billy havde indtryk af, at han ikke brød sig om at sidde bag miss Armstrongs kateder og at dommeren heller ikke brød sig om byens borgere. Billy så, hvordan Blade smilede et lille smil, når Patch Riley talte alvorligt til forsamlingen om, hvordan mordet på Dolly March og jagten på Ivor var foregået.
Blade havde derefter sagt en del ting om, hvordan det lå i hans beføjelser at dømme i sager i deres county ligesom han var rejsende dommer i andre af staten Illinois’ counties. Derefter havde han beordret Ivor March ført ind, og Patch Riley kom ind med Ivor, som havde set ud, som han plejede, måske lidt mere bleg og ked af det, tænkte Billy. Han havde ikke været bundet. Patch havde fået ham til at sidde på en stol neden for kateredet, en stol, som stod alene på gulvet, og købmanden havde derefter sat sig på den forreste stolerække lige bag Ivor.
Retssagen havde ikke varet særlig længe. På et tidspunkt havde han hørt dommeren sige, – Javel, mister March. Det lader jo til at være en simpel sag. De tilstår, at det var Dem, der dræbte Deres kone, Dolly March?
Ivor March, med ryggen til, havde sagt noget, han ikke kunne høre, og dommer Blade havde sagt, – Vil De tale højere?
– Der er ingen mening i at benægte det, havde Ivor March sagt, højere, end han havde behøvet.
Derefter havde han tilføjet, med samme høje stemme, næsten som et råb, – Jeg ønsker bare, at jeg ikke havde gjort det.
Der havde været stille. Derefter havde dommer Blade dømt Ivor March til døden ved hængning og hævet retten.
Det meste af byen, deriblandt han selv, havde set Ivor March blive hængt den følgende eftermiddag. Han vidste ikke, hvem der havde bygget galgen, men han havde selv hørt dem bygge den, hørt hamrene slå nagler i udenfor, mens de overværede retssagen.
Galgen stod i solen. Billy havde stået lidt inde i den kreds af borgere, som havde forsamlet sig. Han stod foran sin far, hans fars hænder på hans egne skuldre.
Galgen var et stativ af kraftige kvadratiske bjælker, to parallelle på jorden, to lodrette med en tværligger. Rebet med løkken var fastgjort om overliggeren og derpå bundet ned om den ene lodrette stander. Under løkken stod en kasse.
Der havde været stille på samme måde som den foregående dag inde i barakken. Længere oppe ad Green Owl Mountains nedre skråning kunne han se hestene i Ohlsons fold. De løb omkring derinde, og han tænkte på, om de forstod, hvad der skete.
Efter en tid kom dommer Blade ud fra barakken sammen med pastor Meyers. Bag dem kom Patch Riley og Gunner Braunschweig med Ivor March imellem sig. Ivor March bar de samme klæder som dagen forinden, men ikke længere sin grå jakke. Hans hænder var bundet på ryggen, og Billy kunne se, at han hikstede og måske havde grædt.
Han hørte mændene tale, mest pastor Meyers, som læste op af en bog og sagde noget med den stemme, han brugte i kirken, en hurtig oplæsning, som Billy ikke forstod.
Derpå hørte han Patch sige, – Farvel, Ivor.
Ivor March udstødte et gispende, – Arhh, mens de anbragte ham på kassen og Gunner Braunschweig lagde løkken om hans hals.
Billy så Patch kigge på dommer Blade. Blade trådte frem og sagde, – Ivor March, De er fundet skyldig i mordet på Dolly March. De er dømt til døden efter loven i staten Illinois, og dommen vil nu blive eksekveret.
Ivor på den høje kasse havde set lige frem, hans øjne vilde og sørgmodige, hans underkæbe skudt frem, hans mund tæt lukket til, som om han forsøgte ikke at kaste op, tænkte Billy.
Blade vendte sig bort fra forsamlingen og nikkede til Gunner Braunschweig, som trådte et skridt tilbage fra den høje kasse og sparkede den væk under Ivor March.
Det gav en dump lyd, da rebet strammedes under vægten af Ivor March, og lyden forplantede sig til de forsamlede i et hurtigt, fælles suk. Billy så op på Ivor March. Hans øjne var lukkede, hans hage trukket ned mod brystet. Ivor March svingede blidt og tungt. Han var død med det samme, sagde hans far senere.
De var gået hjem i solen. Billy havde tænkt på, at forskellen på død og levende var meget lille, Ivors egen vægt havde trukket livet af ham hurtigere, end man skulle tro.
Kort tid efter var de flyttet ud i det nye hus, og vinteren efter var hans far død. Hans far var ikke død så hurtigt som Ivor March. William Noonin havde ligget i sit nye sovekammer i to uger først, før lungefeberen havde taget ham.
Siden havde Billys mor ofte straffet ham. Hans far havde også straffet ham, når han var ulydig eller ikke gjorde sig umage med de ting, han blev sat til, men hans far havde aldrig været så vred og straffet ham så længe som mor. Mor græd af raseri, mens hun pryglede ham.
Og somme tider, mens hun slog ham eller trak ham hårdt i håret, sagde hun, – Du ender i løkken, som Ivor March, Billy Noonin, jeg sværger.
Han vidste ikke, om det var sandt.
Det lød sandt. Som om hun vidste det.
Men nu havde hun ikke slået ham, siden den dag, Joe var kommet ind i salonen og havde sagt, at hun skulle holde op.
Billy tænkte, måske er der sket noget.
Mor havde vist Joe bort, men efter to dage havde han set Joe igen, sammen med Ezekiel. De pløjede neden for plateauet, Joe forrest, oppe ved Amys hoved, Ezekiel bag ploven, som han skiftevis styrede ved at gribe hårdt i de to håndtag og springe op på brættet for at tvinge skæret ned i græsset, så tørvene blev vendt og efterlod en fed, brun stribe i marken.
Joe havde fået øje på ham og havde vinket, og Billy havde vinket igen.
Så var frosten kommet, men ikke før Joe og Ezekiel havde pløjet hele marken op. Udsigten var helt anderledes, tænkte Billy. Jorden var sort og våd, indtil frosten fik furerne til at stivne.
Sneen kom. Han så ikke Joe så ofte. Billy tilbragte vintertiden i miss Armstrongs skolestue. Miss Armstrong holdt vinterskole. Om foråret og sommeren skulle børnene hjælpe til derhjemme. Han gik frem og tilbage til Obscure hver dag undtagen søndag, hvor mor tog ham med i kirken.
Når han passerede stikvejen ned til det sted, hvor Joe boede i sin slægtnings gamle hus, standsede han som regel, mens han overvejede, hvad han skulle sige til Joe, hvis han en dag fandt modet til at gå derned.
Johannes sad på træbroen. Det var i slutningen af marts, sneen næsten borte, vejret lunere, men gråt og tungt, træerne levende af sneen, der smeltede og dryppede eller faldt i klatter ned over granernes buskede grene.
Han havde været her i næsten et år.
Ezekiel og han ville gå i gang med forårssæden inden ugen var slut.
Den foregående dag havde han for første gang udforsket området nedenfor lysningen. Han var gået gennem skoven, nedad. Han havde knappet sin jakke op og løsnet halstørklædet, mens han steg nedad over den fugtige skovbund og holdt sig til de steder, hvor sneen var væk.
Nederst i skovdalen løb Ash Creek. Han så, at den var umulig at forcere og han gik i stedet vestpå langs stenene ved åen. Han betragtede strømmens sølvfarvede hvirvler. Efter en tid under træernes kroner kom han til et sted, hvor det tyndede ud i bevoksningen. Han kalkulerede, at han måtte befinde sig et sted nedenfor Martha Noonins land. Han tænkte på de højtliggende marker langt over sig og vandet fra den smeltende sne, der sivede ned gennem jorden, ned gennem skråningen, mens han stirrede op gennem skoven og fik øje på noget, der lignede en sti. Han begyndte at gå opad, bort fra Ash Creek.
Han havde stadig ikke vænnet sig til at færdes på skråningerne mellem de høje træer. Hans gang blev afbrudt, og han skulle tænke over, hvor han satte fødderne, og det gav ham en irriteret følelse og længslen efter at gå ud ad en flad vej.
Han havde fulgt stien op gennem skoven mod Marthas farm med følelsen af at gå på en sti, som mennesker havde trådt, men som sjældent blev benyttet. Et trail, kaldte Ezekiel det. Et spor. Et spor krævede, at man holdt øje med det. Ellers var man pludselig faret vild.
Han fulgte dette spor rundt om en høj klippe og kom ud i en flad sænkning under de høje træer. I sænkningen så han resterne af et hus. Synet fik ham til at standse op. Han så, at det var et forholdsvis stort hus, taget sunket sammen, omgivelserne vildtvoksende. Men det mest overraskende var, at huset var bygget af røde mursten. Bortset fra hotellet og det murede fængsel i Obscure havde han ikke set et muret hus på egnen.
På stenene omkring huset voksede mos, som lyste med en syrlig, grøn farve, næsten unaturligt stærkt. Der var helt stille.
Han gik hen mod stenhuset.
Han kom til sig selv og opdagede, at han sad på en sten midt inde i huset. Han kunne høre lyden af sneens dryppen. Lyden smældede med et lille ekko mellem murene.
Han rejste sig uden nogen erindring om at have sat sig på stenen, ingen fornemmelse af, hvor længe han havde siddet.
Han hørte stemmer.
Det var svært at sige, hvor de kom fra, når man befandt sig inde i resterne af huset.
Han stod helt stille. Han kunne ikke høre, hvor mange stemmer, der var, men en af dem lød, som om den hostede eller grinede.
Så gik han over mod det smuldrende dørparti og hoppede over fundamentet.
Han så sig om. Skoven var stille og øde. Han stod helt stille igen og lyttede. Han kunne ikke høre noget.
Han så tilbage mod det røde hus.
Han gik rundt om det, mens han kiggede efter de mennesker, han havde hørt tale. Men han så ikke nogen. Inde i cirklen, hans gang beskrev, lå huset, det røde stenhus, stenene blåviolette af ælde. Nogle steder var den yderste, hårdtbrændte skal af stenene sprunget af, så man kunne se deres orange, lysende indre. Det var en unaturligt stærk farve, som mossets grønne på stenene.
Han gik tilbage ad stien. Under de dryppende træer mærkede han, hvordan udflugten var ovre. Hvordan gik du herop? tænkte han. Hvorfor?
Han snublede rundt om klippeformationen, som havde skjult det røde stenhus for ham, indtil han var næsten fremme ved det. Han søgte ned mod Ash Creek, tilbage mod stedet, hvor han var kommet ned fra sin egen hytte. Han gik hurtigt, med en følelse af, at han havde brug for at være heldig.
Det var i går. I dag sad han på træbroen, da Billy Noonin kom ned ad hulvejen på samme ludende måde som Ezekiel den dag, han var kommet for at lokke ham tilbage til arbejdet.
– Billy! kaldte han.
Drengen kom nærmere og standsede foran trinnene.
Johannes sagde, – Kom op, Billy. Vil du have kaffe?
Billy nikkede og så ned.
Johannes rejste sig. – Kom indenfor.
Han gik ind og rodede op i gløderne og fyldte kobberkedlen med pøsen i spanden.
I døren bag ham sagde Billy, – Er det Mau?
Han vendte sig. – Ja. Er hun derude?
Han kunne se drengen i døråbningen, Billy med siden til, den ene hånd i lommen, den anden skærmende over øjnene, mens han kiggede efter Mau.
Billy havde siddet en tid på en af stolene, da Mau kom ind ad døren og gned sig mod rammen, halen i vejret på den kostbare måde, hun brugte, når hun ville gøre opmærksom på sig selv.
– Hvis du sidder stille, kommer hun hen til dig, sagde Johannes. Han sad på den anden stol.
Lidt efter sprang Mau op i skødet på Johannes og lagde sig.
– Du må gerne komme over og ae hende, sagde han. – Stille.
Han så Billy bevæge sig forsigtigt rundt om bordet, synke ned på knæ og lægge sin hånd roligt på Maus hvide pels.
– Hun snurrer, sagde han.
– Sæt dig over på stolen igen, sagde Johannes, – så lægger jeg hende over til dig. Så du kan holde hende.
Billy rejste sig, men faldt forover.
Mau sprang ned og løb ind under sengen. Johannes rejste sig halvt og greb Billys arm.
– Op igen, sagde han.
Billy rettede sig op.
– Har du slået dig?
Billy rystede på hovedet.
Johannes holdt stadig drengens arm og førte ham over til sengen. – Læg dig lidt, sagde han. – Så går det over.
– Det er ikke noget, sagde Billy.
Efter en tid sprang Mau op på sengen og lagde sig oven på Billy. Hun lå på hans bryst, den ene pote strakt frem mod Billys hage. Billy smilede.
– Hun kan godt lide dig, sagde han.
– Hun er sød, sagde Billy.
– Du kunne måske også tænke dig en kat?
Billy sagde, – Ikke en kat. Jeg kunne bedst tænke mig Mau.
Lidt efter sagde Johannes, – Går det bedre med mor?
Billy sagde, – Hvorfor sætter hun poten på min hage?
– Det er for at vise dig, at hun er der, sagde han.
Han kunne se Billys udtryk forandre sig. Det var en lille forandring fra det forsigtige smil og blikket mod katten til et fraværende, tomt ansigt.
Billy sagde, – Mor ved ikke, jeg gik herned.
– Det er i orden, Billy. Du må gerne komme herned for mig.
– Du siger det ikke?
De stod udenfor, Billy var på vej hjem.
– Nej.
Drengen så på ham. – Jeg ville bare se Mau.
Han så drengen gå igen, en ensom skikkelse på sin vej. Billy var vokset. Han var blevet lang, hans bukser stumpede.
Johannes gik tilbage op på træbroen og ind i hytten. Han så, at Billy ikke havde drukket al kaffen i kruset. Han tog kruset, gik ud og smed den kolde slat ud over græsset. Da han gik ind og lagde sig på sengen, døren lukket bag ham, sengens tæppe stadig lunt, hvor drengen havde ligget, lukkede han øjnene. Han kom til at tænke på det røde stenhus, men forstod ikke, hvorfor det øde, forladte sted på skovskråningen vest for hans eget land dukkede op i hans tanker netop nu.