Tre dage senere, mens det endnu ikke var blevet helt lyst, stod Martha i døren til hans hytte. Han havde hørt hendes hurtige trin og set op, grebet sit håndklæde og tørret ansigtet.
– Er Billy her? sagde hun. Hun var forpustet.
– Nej, sagde han. – Han har ikke været her.
Hun kom ind. – Nej, måske ikke i dag. Men han har været her.
Han så på hende. – Har jeg sagt andet?
Hun satte sig på den stol, hvor hun havde siddet, da hun første gang havde spurgt, om han ville se hende uden tøj på. Det føltes, som om det var meget længe siden.
– Hvornår opdagede du, at han var væk?
Hun så ikke på ham. – I aftes.
– I aftes?
Hun rettede blikket mod ham, hendes ansigt nøgent og glat, som om morgenvinden havde strammet hendes hud. Hun bar sin flade hat trykket ned i panden.
– Han er rendt væk.
– Hvordan ved du det?
– Jeg sendte Ezekiel ind med vognen, ind til Obscure, da han ikke kom. For at se, om han var hos Rileys. Og imens opdagede jeg, at han havde taget nogle af sine ting. Han havde pakket dem i en skuldertaske.
Johannes så sig selv, på vej syd ad vejen fra Pandrup. Han sagde, – Du slog ham igen, Martha. Han sagde det ikke, men han trak på det ene ben.
Hun lod ikke til at høre ham. Hun sad foroverbøjet, albuerne på knæene. Lidt efter sagde hun, – Men han har været her.
– Han var her for tre dage siden, Martha.
Hun så brat over på ham. – Hvad ville han?
– Han ville se Mau.
Hun så væk. – Så I talte.
– Ja, vi talte. Hvorfor skulle vi ikke tale?
– Hvad sagde han? Sagde han, at han ville rende hjemmefra?
Han lagde håndklædet ved siden af fadet og tog sin skjorte.
– Nej.
– Ville du have fortalt mig, hvis han havde?
– Det ved jeg ikke. Jeg ville nok have prøvet at tale ham fra det.
– Tale ham fra det, gentog hun.
Han sagde, – Han kommer igen, Martha. Du ved jo, hvorfor han er rendt.
Hun så på ham igen. – Jeg ved ingenting.
Hun så bort.
Han sagde, – Han haltede. Og han ville ikke tale om det.
– Haltede, gentog hun og så ud gennem ruderne i hans vindue.
– Ja, han haltede. Jeg spurgte ham, om han havde slået sig. Han sagde, at det ikke var noget. Men det var noget, ikke, Martha?
Hun svarede ikke. Han sagde, – Hvad gjorde du ved ham?
– Ingenting. Jeg gjorde ingenting.
– Du lyver.
Hun sagde, – Da jeg fødte ham. Doc Bream sagde, jeg blødte så meget, at de havde været bange for, at jeg skulle dø.
Johannes satte sig på den anden stol. – Martha, sagde han.
Hun vendte langsomt blikket mod ham, hendes udtryk roligt, fjernt, som om hun hørte ham langt borte fra. – Hvad?
Han sagde, – Han kommer igen, Martha.
Det var det eneste, han kunne finde på at sige.
Men Billy kom ikke igen.
Hun gik lidt efter. Han lovede at komme op og hjælpe Ezekiel. Han var på vej. Hun kunne have ventet, men hun gik.
De følgende dage ledte de efter ham. Martha Noonin kørte omkring på fladvognen med Amy spændt for. Hun kørte rundt i egnen til de steder, hun forestillede sig, at Billy kunne være. Imens gik han selv med Ezekiel rundt på hendes jord. Hun havde sat dem til det. – Han kan have gemt sig, sagde hun. – Taget sine ting med for at få mig til at tro, at han er rendt langt bort.
Så de gennemsøgte området omkring plateauet. De gik gennem det tætte hegn mellem vejen og marken neden for plateauet, som de havde tilsået. De gik med afstand imellem sig, og af og til satte Ezekiel hænderne op som en tragt for munden og kaldte. – Billy! Billy!
Jo mere han kalder, jo mere er han væk, tænkte Johannes.
Efter en tid gik han over til Ezekiel. – Han er væk, mand, sagde han.
Ezekiel pustede magtesløst ud. – Det ved vi ikke. Han kan være lige i nærheden, Joe.
Ezekiel så bange ud, tænkte han. Han sagde, – Nej, Zeke. Han er væk. Og hvem kan bebrejde ham? Hun var efter ham igen. Han haltede.
– Jeg ved det, nikkede Ezekiel.
– Hvorfor haltede han?
– Hun sparkede ham.
– Sparkede ham?
– Hun sparkede ham over låret, all right?
Johannes sagde, – Det er ikke mig, du skal være vred på.
– Jeg ved det, nikkede Ezekiel uden at se på ham.
De gik lidt videre, Ezekiel ikke længere i humør til at kalde. Johannes sagde, – Kender du det røde hus?
– Det røde hus?
– Jeg fandt det nede i skoven på skråningen. Han pegede.
– Længere nede. Jeg gik ned til Ash Creek og fulgte den mod vest. Og så gik jeg op i skoven og fandt det. Et tomt hus.
Ezekiel sagde, – Det er Red Brick House.
– Hvem har boet der?
Ezekiel trak på skuldrene. – Jeg ved det ikke.
Den sorte mand satte farten lidt op. Han fulgte efter. – Ezekiel. Hvem har bygget det hus?
– Det har altid været tomt. Så længe, jeg har været her.
Johannes standsede. Han stod på den fugtige jord under de nøgne grene. Han så efter Ezekiel.
Han kaldte efter ham, – Jeg går ned og kigger i det røde hus. Den sorte mand standsede og vendte sig. – Hvorfor?
– Hvorfor ikke? Vi leder jo, mand.
Ezekiel kom tilbage. Han sagde, – Han er ikke i Red Brick House, Joe.
– Hvordan ved du det?
– Der er ingen, der går derned. Billy er bange for det sted.
– Hvorfor det?
Han tænkte på stemmerne, han havde hørt.
– Miss Martha går derned, sagde Ezekiel. – Nu og da.
Han stirrede på Ezekiel. – Hvorfor går hun derned? Der er ingenting.
– Jeg ved det ikke, sagde Ezekiel. – Jeg ved det ikke.
– Jeg går derned og ser efter.
Ezekiel sagde, – Miss Martha fortalte mig engang, at det var mændene med hattene, der byggede det.
– Mændene med hattene? Hvad for nogen mænd? Ezekiel trak på skuldrene. – Jeg ved det ikke, Joe. Jeg ved bare, at jeg ikke kan lide at gå derned. Murene stønner.
Johannes trådte helt hen til ham og så ham i øjnene.
– Murene stønner? Hvad skal det betyde?
– Der er nogen, der er død derinde.
– Og hvad så? Der er også nogen, der er død oppe i miss Marthas hus.
– Ikke sådan.
– Ikke hvordan?
Men Ezekiel ville ikke sige mere om det. Johannes så ham gå videre, mens han igen kaldte Billys navn.
Han lod ham gå og gik ud mod vejen. Det tog et stykke tid. Han gik over vejen og begyndte at gå videre mod vest, bort fra Obscure, mens han kiggede videre ned gennem skoven. Han vidste, at han ikke kunne se den røde ruin fra vejen. Det ville være lettere at finde det, hvis han tog den samme vej som første gang. Han mærkede huset, som lå et sted under ham, gemt i sænkningen mellem de tyste graner, og han mærkede det som et sted, der havde et liv, et sted, der føltes, som om det grinede ad ham, hånede ham.
Han opgav.
Han gik tilbage ad vejen.