Johannes fandt hende efter lang tids søgen i det røde stenhus nede på skråningen.
Ezekiel og han havde ryddet land i to år.
Mere end halvdelen af Martha Noonins jord var en operativ forretning – da de først var begyndt at så hveden, tjente Martha pludselig nok til, at allerede den første høst kunne høstes af daglejere, eksperter, som mod betaling gjorde arbejdet langt hurtigere, end Ezekiel og han kunne gøre det.
Deres arbejde var at organisere. De holdt øje med jorden. De udførte det arbejde, som de ikke kunne betale sig fra.
Martha var 36.
Han selv var 22.
Ezekiel var 30.
Billy – hvis han var i live – var næsten 15.
Et års tid før dagen, hvor han fandt hende i den røde ruin, havde han genoptaget sit forhold til Martha Noonin. På det tidspunkt var der gået over to år, siden han sidst havde set hende nøgen.
Hun var ikke blevet yngre, men det frastødte ham ikke.
Allerede efter den første gang, de nu var sammen, sagde Martha rent faktisk noget, der betød noget.
Alene det.
En stor træthed havde hvilet over hende i lang tid. Han så det, han var der, hver eneste dag i tre år. Hendes tanker kredsede om døden. Hendes sind var opfyldt af tanker om ting, som kunne gå galt. Hun lod ikke til helt at forstå, at hun besad en farm, som vitterligt begyndte at give afkast. Det var alt sammen for meget for Martha – som om anstrengelsen ved at gestalte farmen overhovedet, havde frarøvet hende evnen til at se virkeliggørelsen af William Noonins og hendes drøm.
De havde genoptaget deres forhold en nat, hvor Martha havde en af sine hovedpiner, det, som Doc Bream kaldte neurastenisk hysteria.
Allerede mens de spiste, havde han set det komme.
Martha sad helt stille, man kunne ikke se hende tygge. Hun spiste kun lidt. Omkring hende hang en sprød glorie. Han kunne ikke finde på ét fornuftigt ord, som kunne nedbryde den sky af lukkethed, som omgav hende.
Ezekiel havde ikke så svært ved at udholde det – hans maner over for Martha var mere råt skåret. Men hun var, når alt kom til alt, også den, der kaldte ham sin nigger, somme tider udvidet til niggerdjævel eller niggersvin.
Ezekiels tålmodige, vigende og passive måde at manøvrere på, viste, at han tænkte, enten kommer hun ud af det, eller også gør hun ikke, og at det ikke betød det helt store for ham.
Når Martha fik et anfald af neurastenisk hysteria – hun havde haft en del af dem, oftest sidst på dagen – gjorde Ezekiel og han det, de havde gjort den første gang. Ezekiel ryddede væk efter det anspændte måltid, hvor Martha havde siddet med sit lille, forpinte smil og de søvnige øjne – mens han selv hjalp Martha i seng.
Martha sov i hendes og William Noonins seng i det yderste kammer, en stor jernseng, som William havde købt helt unødvendigt, da han var død kort tid efter.
Fire år senere var sengen forvandlet til et ensomt fort, som Martha bestemte over. Så langt gik hendes evne til at bestemme.
Hun havde lagt sig i mørket, og han havde hjulpet hende til at ligge behageligt. Hun lå på siden. Hun bevægede sig langsomt, som om hun havde nitroglycerin i lommerne, så ondt gjorde det i hendes hoved.
– Jeg fryser sådan, sagde hun helt almindeligt. Hendes tænder klaprede.
Han lagde sig bag hende og trak tæppet op over dem. Hun havde det forfærdeligt, tænkte han, hun var i forvejen ude af stand til at etablere nogen forbindelse med andre mennesker, og hovedpinerne forekom ham som opsparet frygt, smerte og frustration.
Hendes gamle sarkasme, hendes let ondskabsfulde, udfordrende maner, var væk. Den var forsvundet den morgen, hvor Billy var væk. Hun gentog ens sidste ord, som om kun det sidste ord fæstnede sig. Hun forstod ikke noget, han sagde.
Han var faldet i søvn hurtigt, hendes smertende, benmagre krop foran ham ikke meget anderledes, end hvis det havde været Mau, der lå der.
Det var daggry da han vågnede i samme stilling og mærkede Martha bevæge sig imod ham – han vidste ikke, om hun sov.
Lidt efter havde hun trukket sin natkjole op, og han havde mærket, hvordan hans egen krop fandt hendes.
Der var ingen af dem, der sagde noget. Varmen fra deres kroppe og den svage bevægelse var alt, hvad der var.
Han tænkte, hun har fået det bedre, det hjalp, at du lå her og ikke havde tanker for at komme væk.
En følelse af sorg overvældede ham, uden at han kunne forklare dens årsag. Den kom ud af tanken om, at han havde hjulpet hende bare ved at ligge ved siden af hende, og at hun nu trak ham tættere til sig.
Tidligere, en tid efter at Josie Noonin var rejst, og Marthas forstyrrede ånd havde trukket sig længere og længere ind i hende, han selv og Ezekiel tvunget ind i den frustrerende, men nødvendige og fremgangsrige administration af hendes porperty havde Ezekiel en dag sagt, – Jeg ville ikke bebrejde dig, hvis du rejste, Joe.
– Rejste? sagde han. – Hvor skulle jeg rejse hen?
Ezekiel trak på skuldrene. – Til Chicago. Til Josie Noonin.
Han havde tænkt over det, længe. Det var muligt.
Men han havde ikke gjort det, og i daggryet den morgen, havde han forstået, at han ikke kunne forlade Martha. Der var mange grunde til, at han skulle gøre det. Han var ung. Hun var forstyrret, utaknemmelig, uvenlig, umulig at arbejde med – og hjælpeløs.
Overladt til Ezekiel ville hun gå til. Ezekiel besad en loyalitet over for hende, men den var ikke af emotionel art. Han havde aldrig set hende nøgen.
Den næste gang, hun fik et anfald – det var en uge senere – gentog det sig. Han lagde sig hos hende, hendes krop kold og sitrende, smerten i hendes hoved så kraftig, at han blev svimmel af at ligge bag hende. Men denne gang faldt de ikke i søvn. Det var stadig mørkt, da hun lagde sin øverste arm op over ham og trak ham lidt tættere ind mod sig. De havde gjort det igen, stadig uden ord. Han bevægede sig langsomt i hende, mens hun sagde en klagende lyd, som han mente kom af smerten i hovedet og anstrengelsen ved at gøre noget, som skulle lindre den, men som først kun gjorde den værre.
To dage senere havde hun for første gang i den tid, han havde været der, sat sig ved bureauet i salonen. Salonen var stadig ikke indrettet rigtigt. Det var aldrig sket.
Han havde set hende ved bureauet, møblets jalousilåge trukket op, mens hun studerede kvitteringerne fra kornopkøberen i Barlew, bogen med kolonnerne over udbetalingerne til daglejerne, fortegnelserne over udgifter til arbejdsredskaber, sæd, foder til Amy, forsyningerne, de købte hos Patch Riley – hele den omhyggelige dokumentation af gårdens drift, som han og Ezekiel havde ført med henblik på den dag, hvor Martha Noonin måske ville være i stand til at overskue sin egen forretning.
Han havde ikke sagt noget, men betragtet hende fra døren.
Hun havde set på ham og sagt, – Jeg tænkte på at fikse op herinde.
– Salonen kunne trænge til at fikses op, sagde han.
Hun nikkede, lidt fraværende, før hun igen rettede blikket mod sine papirer med rynkede bryn.
Siden da havde hun ikke haft anfaldene af neurastenisk hysteria – sygdommen lod til at være passeret, trods dens ubehagelige navn, tænkte han.
Og siden da havde de heller ikke været sammen. Martha fiksede salonen op, men hun lod ikke til at have hæftet sig noget særligt ved de to gange, de havde været sammen inde på hendes jernseng.
De havde været sammen to gange for to år siden.
De havde været sammen to gange nu.
De talte ikke om det. Han følte en let bitterhed. Det var, som om det ikke eksisterede. Han greb sig selv i at håbe, at hun igen ville få et anfald, så han kunne mærke hende igen på den måde, som fik ham til at tænke, at han hørte til. Men det skete ikke.
Hun havde været væk, da de kom op om morgenen, komfuret næsten koldt, ingen grød. Ezekiel gned sig i øjnene med en grimasse.
– Hun er sikkert på højen, ved bærrene, sagde han. – Som sidst. Hvis hun laver det nummer til vinter, er hun færdig.
– Går du op på højen? sagde Johannes.
Ezekiel nikkede. – All right.
– Jeg går ned foran.
Han huskede, da de havde ledt efter Billy. Denne gang gik han direkte mod ruinen af det røde stenhus nede på skråningen.
Sidst var han ikke kommet derned, og Ezekiel ville under ingen omstændigheder derned. Derfor gik han derned nu.
Han fandt hende inde i ruinen i granernes grålige skygge, hun stod derinde og lod til at lytte efter noget.
Han klatrede ind over det smuldrende dørparti.
– Hvad lytter du efter, Martha? sagde han.
Hun løftede hånden, for at han kunne være stille.
– Er det Billy? sagde han. – Martha, hør, jeg har været her før. Jeg hørte dem også. Men der er ikke nogen. Det er spøgelser, det er det hele.
Han så på hende. – Er du ikke kold?
Hun nikkede, og hans krop slappede af.
– Det var mændene med hattene, der byggede huset, Joe. Han satte sig på murkanten, hvor gulvet engang havde hvilet.
– Det sagde Ezekiel også, sagde han.
Lidt efter sagde han, – Mænd med hatte? Hvad for nogen hatte?
– Sorte hatte. Ligesom spaniolernes, sagde William. Han talte med dem. Jeg så dem kun på afstand, da de gik gennem hegnet. Jeg så deres flade hatte.
Han sagde, – Hvorfor skulle mænd med spaniolerhatte bygge et stenhus her?
– De var fra en kirke.
– En kirke?
– De fragtede stenene ind.
Hun virkede, som om det var rigtigt.
– Ville de bygge en kirke her?
– Kirken hed ”The Advent Angel Mission”.
– Hvad blev der af dem?
– De rejste.
Han sagde, – Da jeg var her, hørte jeg nogen tale udenfor. Men der var ikke nogen.
Martha sagde, – Jeg troede også, jeg hørte dem før. Det er vel dem, resterne af dem, der taler.
Han hørte lyden af nogen, der talte og tænkte, nu kommer der nogen.
Men der kom ingen.
– Hørte du noget? sagde han til Martha. – Lige nu?
Hun så på ham. – Nope.
Han sagde, – Lad os gå tilbage til huset, Martha.
Hun så på ham. – Hvordan vidste du, at jeg var her?
Han standsede. – Det ved jeg ikke. Men jeg gik lige herned.
Martha smilede. – Alting går langsomt, Joe.
– Hvad mener du?
Hun så ned. – Jeg ved det ikke. Men det er sandt. Alting går langsomt.