3.

Omkring det tidspunkt, hvor Johannes havde fundet Martha i det røde hus, opsøgte Josie Noonin Marcus Crinney i huset på Poplar Street.

Den foregående aften havde en mand ved navn Dan Livingstone været i The Green Room. Livingstone var høj, tynd, med et fugleagtigt hoved og tætsiddende mørke øjne. Oprigtig, tænkte hun. Han havde vist hende en bog.

Det var ikke en rigtig, tyk bog, snarere et hæfte. Det mindede hende lidt om Samuel Leopolds slidte hæfter med noder, billige tryksager, beregnet til at stå åbnet på nodeholderen på klaveret. Samuel kunne kigge koncentreret på sådan en node, mens hans hænder i stigende tempo spillede en melodi, han aldrig havde hørt.

Hun havde smilet til Dan Livingstone og kigget på det grønne hæfte.

– ”The Patriot SongBook” sagde hun. Hun så spørgende på ham. – Er det en gave, mister?

Livingstone grinede og satte sig. – Nej, sagde han. – Det er min. Jeg kommer for at høre, om miss Josie ville sætte sit navnetræk under sangen.

– Mn autograf? Vil du have min autograf?

Dan Livingstone lignede ikke den type, der fandt tilfredsstillelse i en autograf, selv om, hun vidste ikke rigtig, hvordan den type så ud. De kom i forskellige former, hun skrev sit navn, og somme tider skrev hun Best wishes ovenover.

Men hun havde aldrig skrevet sin autograf i nogen bog.

Nu sagde Livingstone, – Ja, en autograf. Under sangen.

Hun var stadig forvirret. – Og hvilken sang er det, så?

Han så på hende. – ”My Soldier Boy”, selvfølgelig. Er det ikke din sang?

Hun sagde, – Det er ikke min, men jeg synger den. Den er skrevet af en feller oppe i Obscure ved navn Joe.

– Aha, sagde Livingstone. Dan Livingstone lignede en mand, hun godt kunne finde på at modtage en drink af. Han så ud, som om han kunne more sig på en måde, som ikke var hverken anmassende eller vulgær, tænkte hun.

– Anyway, sagde Josie og rakte ”The Patriot Song Book” tilbage til Dan, – den sang står ikke i nogen bog.

Dan så på hende.

Hun sagde, – Eller … gør den?

– Kig en gang, sagde han.

Og der var den. ”My Soldier Boy”, trykt mellem de andre sange, vers og node.

Hun sagde, – Det var satans. Det vidste jeg ikke.

Dan Livingstone betragtede hende uden at sige noget. Ovre i sofaen havde Mr. Romulus pakket Bert ud. Mr. Romulus anbragte dukken på sit ene knæ, med hånden inde i Berts ryg, dér, hvor han styrede dukken.

Josie så Dan stirre over på den drukne bugtaler. Hun vidste ikke, om Mr. Romulus bemærkede hans blik eller ej, men hun så Berts grimme røde ansigt vende sit vanvidsblik op mod Mr. Romulus’ ansigt, som var lige så rødt som Berts, og næsten lige så grimt.

Bert sagde, – Fuck you, Romulus.

Mr. Romulus sagde, – Fuck you too, Bert.

Dan Livingstone vendte blikket mod hende igen. Så sagde han, – ”The Patriot Song Book” kan købes i boghandlerne, blandt andet. Den sælger godt.

Josie bladrede i bogen. – Det var da fantastisk, sagde hun. – God reklame, huh?

– For hvem? sagde Livingstone.

– For mig, sagde hun. – Jeg har trukket dem herind i mere end tre år, mister. De kommer for at høre den sang. Jeg vidste ikke, den var trykt i nogen bog. Jeg har i hvert fald ikke betalt for det.

– Betalt? sagde han.

Hun sagde, tålmodigt, – Reklame koster penge, mister Livingstone. Hvis jeg vil have mit ansigt på en plakat, må jeg betale for det.

Livingstone nikkede. – Ja, det forstår jeg. Men der er den forskel, at trykkeren ikke tjener nogen penge på din plakat, andre end dem, du giver ham.

Hun sagde, – Og hvad så?

Dan Livingstone tappede med en finger på det grønne hæfte, hun holdt i hånden. – Ham, der har trykt den bog, har også betalt en trykker, Jimmy Cohen i det her tilfælde. Men når han har fået sine bøger, sælger han dem videre.

Josie sagde, – Hvem er du, mister? Du er ikke kommet for at bede mig om min autograf.

Livingstone nikkede. – Jeg er reporter, miss. Chicago Tri-bune. Og nej, jeg kom ikke for at få din autograf, selv om jeg gerne vil have den. Jeg kom for at høre, om det var din sang.

– Det er ikke min, sagde hun igen, irriteret. – Den er skrevet af en ung feller ved navn Joe. Arbejder for min svigerinde oppe i Obscure.

– Ja, sagde Livingstone, – og alle de andre sange i den bog er skrevet af folk som ham.

– Og hvad så? sagde Josie.

Hun havde stadig ikke forstået det. Dan Livingstone købte hende en drink, og i baren, mens Mr. Romulus og Bert udvekslede ubehageligheder, og Bert sagde grimme ting om herrerne ved de nærmeste borde, så deres koner skreg af grin, fortalte han hende, hvordan Marcus Crinney havde skabt sin forretning.

Crinney inviterede hende ind, Josie Noonin, i sin sorte, lange frakke, sin dybviolette klokkehat og sine støvler.

De gik ind i stuen ud mod gaden, stuen, hvor Crinney tog imod gæster, når han en sjælden gang havde nogen.

– Hvad bringer Dem hid, miss Noonin? sagde han og smilede til den unge kvinde, da de havde sat sig.

Hun smilede ikke igen. Hun sagde, – Jeg så Deres bog i aftes, mister Crinney ”The Patriot Song Book”.

– Javel, smilede Crinney – Hvad synes De om den? Josie Noonin betragtede ham et øjeblik, før hun sagde,

– Hvad jeg synes? Jeg synes, De kunne have bedt om min tilladelse, før De tog en af mine sange og udgav den i en bog uden at nævne, hvor den kommer fra.

Crinney sagde, – Deres tilladelse?

– De ved jo godt, at De skrevordene ognoden ned den aften i Hanratty’s. Jeg kan godt huske Dem, mister.

Crinney smilede til hende. – Det er vist ikke helt sandt, miss Noonin. Det er sandt, at jeg hørte Deres i øvrigt nydelige fremførelse af ”My Soldier Boy” et par gange den aften. Det er sandt, at jeg gjorde nogle notater. Men hvis De slår efter i ”The Patriot Song Book” vil De opdage, at det ikke er Deres tekst, der er gengivet dér.

– Jeg har slået efter, Crinney.

– Og?

Tænk, at bonderøven, han så ofte havde tænkt på, skulle optræde i skikkelse af miss Josie, tænkte han.

– Hvad De har gjort, mister Crinney, er at tage en god sang, bruge melodien og bastardisere ordene, vride dem – De har lavet en anden sang ud af det.

– Såeh? sagde Crinney. – ”Bastardisere”? Sådan kan man godt sige det. Man kan også sige, at jeg har forvandlet et stykke harmløs bondelyrik til en sang, en rigtig sang, som udtrykker de følelser, enhver loyal Unionist burde nære i sit inderste, miss Josie.

– For penges skyld, sagde hun.

– Penge? gentog han. – Tilgiv mig, miss Josie, men jegfinder det upassende, at De bringer penge ind i det. Hvor mange gange har De selv fremført den sang? Hvad? Og det for penge, går jeg ud fra? Og hvor mange gange har De fra Hanratty’s scene berettet for Deres henførte publikum, hvor præcist, den sang har sit udspring?

Det var bedre end bonderøven, han havde set for sig. Miss Josie havde omløb nok i hovedet til at føle hans ord, og det faldt ham let at sige dem.

– Ingen, sagde han. – Så hvis jeg er skyldig i noget, er jeg bange for, at vi er i samme båd. Hvor mange gange har De sunget ”My Soldier Boy”? Nej vel? Det har De slet ikke tal på.

– Det er ikke pengene, sagde hun. Men han kunne se, at han havde vundet. For nu.

– Hvad er det så, miss Josie?

Han talte mildere nu, tilgivende.

Hun så på ham. – De kunne have spurgt, mister Crinney Den sang blev givet mig af ham, der har skrevet den.

Han nikkede. – Det forstår jeg. Men lad mig fortælle Dem noget. I ”The Patriot Song Book” finder De sange af mange slags. Nogle – de fleste – er kommet ned til os fra mennesker, hvis identitet fortaber sig, ganske som jeg ikke kender denne Joe, som har skrevet det, de kalder ”Deres” sang her. Andre er skrevet på opfordring af mig. Andre igen er bearbejdelser, om-digtninger, af kendte sange. Der er ingen af disse komponister, som modtager pekuniær godtgørelse for deres bidrag, miss Josie. ”The Patriot Song Book” er mit eget bidrag til krigen mod rebellernes barbari. Penge – jeg har afholdt udgiften til bogens produktion og udbredelse. Jeg har viet mit liv til den. Skulle der være penge til overs, hvis det sidste eksemplar en dag skulle være solgt, ja, så føler jeg mig frit stillet til at kalde disse penge min egen ydmyge løn. En mand skal leve, miss Josie. Ligesom en sangerinde.

Han mærkede, at han ikke behøvede at gøre mere ud af det. Han havde sagt det.

Josie sagde, – Jeg kom bare, fordi jeg blev overrasket over at se sangen i en bog.

Han nikkede og lagde overbærenhed i nikket, sammen med et lille smil.

Men han kunne se, at hun ikke havde givet op. Hun havde forstået ham, hun troede ham – men ikke helt. Eller også var hun bare mere grådig, end hendes storøjede form for skønhed forledte en til at tro.

Så Crinney sagde, – Hør her, miss. Jeg sagde, at nogle af sangene er skrevet på min opfordring. Originale melodier. Det er sådan, at jeg samarbejder med nogle meget talentfulde mennesker, som ikke alene kan smede en melodi og en tekst, men som også har den rette indstilling. Patriotisk sindede menne-sker, ganske som De uden tvivl selv er patriotisk indstillet.

Han så på hende. Hun så afventende igen.

– Da jeg nu kender disse mennesker, og de arbejder direkte for mig, er det min praksis at udbetale disse mennesker et honorar af symbolsk art. Det vil jeg også gerne gøre i Deres tilfælde.

Han trak sin tegnebog op af inderlommen på sin ternede skødefrakke. Han tog en 100-dollarseddel ud ograkte hende.

Hun tog den, mens hun så skiftevis på sedlen og på ham selv.

Han sagde, – Så kan De jo overveje, om De selv vil beholde sedlen, miss Josie, eller om den hele eller måske en portion af den skal videregives til mister Joe, som arbejder for Deres svigerinde.

Han så på hende ud under øjenbrynene, smilede bredt og rejste sig.

Det skulle ikke undre ham, tænkte han, da hun var gået, om miss Josie ville sende alle de hundrede dollars til manden Joesom i hans tanker måtte være tættere på den udgave af bonderøven, som tiggede om penge, bonderøven, som han i tankerne øvede sig på at affærdige.

Crinney satte sig igen samme sted.

Han sad en tid, mens han tænkte på miss Josie.

Længe efter rejste han sig og gik ovenpå, hvor brevet lå.

Det var kommet dagen før. Det havde været længe undervejs, breve sydfra blev underkastet inspektion. Den aflange, cremefarvede kuvert bar stempler, han ikke kunne tyde.

Han stod lidt, før han tog det op. Kamrene heroppe havde samme atmosfære som et pensionat, som havde lukket for vinteren.

Han læste brevet.

Marcus

– selv om intet mellem os er forandret og næppe heller bliver det nogensinde, undtagen til det om muligt mere indijferente og kærlighedsforladte, har jeg besluttet at meddele dig, at vor dreng Jamie i går meldte sig til tjeneste i krigen. Det er nok en større sorg for dig end for mig selv. Denne krig har delt os, men kun, fordi vi allerede var delt.

De tager drenge helt ned til femten år, Marcus. Det gør jeres også, så du kan spare dig enhver overlegenhed i den anledning. Jamie er gået i kamp for Konføderationen. Han gik med hovedet løftet. Om han vender tilbage, ved kun Gud. Ingen ved, hvad han vender tilbage til, men du kan forvisse dig om, at din dreng Jamie gik med mod og hengivenhed for at forsvare os mod jer.

Min far er gået bort.

Charlotte

Atlanta, Georgia, den 3. september i året 1862

Crinney satte sig på sengen i det kammer, hvor Jamie havde boet, han selv og Charlie i det store kammer på den anden side af gangen dengang, de stadig havde været en familie.

Han så Jamie for sig, en dreng, han sidst havde set, da drengen var 14, knap tre år tidligere. Han havde et brunt fotografi af Charlie, Jamie og sig selv, taget i Josh Dencks atelier på Rathnor Avenue, hvor de havde siddet i et opstillet møblement med udtryksløse ansigter, ikke fordi de ikke havde lyst til at smile, men fordi Josh Dencks havde forklaret dem, hvordan ansigter blev mest livagtige og naturlige at se på, hvis man gjorde sig umage for at se udtryksløs ud.

Men han brød sig ikke om at se på billedet længere.

Charlie havde alle dage længtes tilbage til sin store familie i Atlanta. Deres separation skyldtes ikke, at Charlie nærede nogen speciel loyalitet mod Konføderationen – hun savnede sine forældre.

Han havde ikke set det komme.

En dag i året, før krigen brød ud, var han kommet hjem til et tomt hus, et brev på bordet fortalte ham, at hun var rejst og havde taget drengen med sig.

Siden havde de skrevet, men sjældnere og sjældnere. Han havde ikke bebrejdet hende i sine breve, bevidstheden om hans egne mangelfulde evner som ægtemand og far sad i ham. Han havde prøvet at forsørge dem, han havde solgt bibler ved dørene i rækkerne af beboelseshuse, som skød op i udkanten af Chicago, han havde været natteinspektør ved byens vandvæsen, tilbragt frosne nætter ved måleinstrumenterne, som angav vandtrykket i blyrørerne, der lå under jorden. Han havde en kort overgang arbejdet blandt byens fattige, det kunne Charlie godt lide ham lidt for, selv om lønnen var ussel. Da de rejste fra ham, havde Crinney arbejdet som natportier på The Red Chief Hotel, hvor han slæbte bagage og forsøgte at holde sig vågen.

Og så en dag var de væk, og hans liv, hans hus og hans arbejde, gavikke længere nogen mening. Han havde drukket i den første tid, sjældent været ude, indtil billederne af de subsistensløse i herberget, hvor han havde arbejdet, havde antaget en skræmmende lighed med ham selv. Han havde trukket sig op af det. Der var ikke meget i hans liv, der var gået, som han havde villet. En sød kone havde han fået – det havde han ikke forstået. En dreng, som han ikke længere kunne holde ud at tænke på eksistensen af, en dreng, som måske ikke kunne huske sin fars ansigt længere, og som nu kæmpede mellem de rebeller, som Crinney med skødesløs lethed indføjede i sine sange, iklædt uværdige, tilfældige uniformer, mens de skreg deres rebelråb og slagtede løs på unionens drenge i forsvar for slaveriets umenneskelighed.

Og så en dag havde han set det.

Det var så indlysende, at han først havde mærket en følelse af panik – nogen måtte være kommet på ideen før ham!

Han undersøgte det. Der var andre. Broadsheets var ikke Marcus Crinneys opfindelse.

Men da krigen nærmede sig, hans egen afstand til Charlie og drengen konstant større, fremmedheden uvirkeligi sin konkrete, fremadskridende uafvendelighed, så han, hvordan han ved at vie sit liv til den patriotiske sag ved at udbrede den blandt almindelige mennesker i form af sange, kunne redde sit eget liv. Blive nogen. Tjene penge.

Hans kone Charlie nede i Atlanta vidste ikke, hvad han lavede. Hun var formentlig ligeglad – den del af hendes liv var afsluttet, hvor den slags gav nogen mening.

Han lå på Jamies gamle seng i mørket i kammeret på Poplar Street, omsluttet af svage minder om noget, han ikke havde været klar over, at han havde, før han ikke havde det længere. Og prøvede ikke at tænke på Jamie.