En følelse af frygt havde grebet Billy, da han var gået det sidste stykke.
På vej gennem gaden i Obscure havde han set ind i Patch Rileys butik. Han gik på vejen neden for broen under udhænget. Han havde set Patch derinde, i den smalle gang, der gik ud bag disken, købmanden med siden til, mens han anbragte eller tog noget på hylderne derinde, Patch næsten den samme at se på, hans hoved lidt fyldigere, det sorte, olierede hår lidt mindre.
Patch Riley havde drejet hovedet og set ud gennem forretningen og glasset i døren. Deres øjne havde mødtes i et sekund eller to, og Billy havde været tæt på at smile og løfte armen, men købmandens nøgterne udtryk og det faktum, at han efter få øjeblikke igen rettede blikket mod sit forehavende på hylderne foran sig, fik Billy til at gå videre.
Fire år, tænkte han.
Patch kunne ikke kende ham.
Han fortsatte gennem gaden, forbi huset, hvor han var født. Der boede nogen, han ikke kendte. Huset var udvidet, så han, det trekantede tag hevet af og erstattet af en kasselignende struktur med fladt tag, så huset havde fået det, de i byen kaldte en upstairs.
Han gik ud af byen og fortsatte mod vest, hegnenes træer bare, jorden frossen, men uden sne. Neden for vejen stod granerne, og han passerede stykket, hvor han kunne huske, at man kunne se dem forsvinde ned ad skråningen, høje, buskede oprette trætoppe, som siden han var lille havde givet ham fornemmelsen af, at granerne ventede på at blive skudt op i den grå luft som lodne pile.
Følelsen af frygt blev stærkere, da han nåede vejen ned til Joes.
Han tøvede, mens han stod på vejen, landet omkring ham livløst.
Han begyndte at gå ned ad hulvejen, men halvvejs nede standsede han og vendte om. Han stod stille. Så vendte han om igen og gik derned.
Han stod i lysningen og betragtede Thorvald Nielsens gamle sted. Døren var lukket, ingen røg kom fra skorstensrøret i gavlen. Han kunne se, at det meste af huset var det samme, som da han havde været her sidst, men at Joe havde foretaget reparationer på træbroen, hvis gelænder og lodrette stolper lyste i en bleg farve, lysere end de grå planker i facaden.
Han så, hvordan Joe – hvis det stadig var Joe – havde tætnet mellemrummene mellem stenfundamentets piller med stablede tørv, og at tagets tjærede overflade også var blevet belagt med tørv.
Tørv, tænkte han, og frygten trak sig lidt tilbage. Joe havde talt om tørv. Det kom til ham, at Joe havde haft det, hans mor hånligt havde kaldt ”en forkærlighed for tørv”. Hun mente, at Joe prøvede at imitere huset, Billys far havde bygget til dem deroppe, men at det aldrig ville lykkedes danskeren at reparere Thorvald Nielsens hytte i en grad, som bare tilnærmelsesvis ville bringe det på højde med William Noonins lange hus af granstammer.
Men han havde åbenbart prøvet, tænkte Billy.
Han tog synet af Joes hytte, som den så ud nu, som et godt tegn, et tegn på, at Joe stadig var i live og boede her, hvor han selv havde besøgt ham, og hvor Joe havde trøstet ham uden sådan rigtig at sige noget, når hans mor havde tampet ham, og han savnede sin far.
Billy gik tilbage opad hulvejen.
Frygten kom igen, da han nærmede sig stikvejen længere ude. Denne gang var den stærkere. Den sad i hans hals. Det var en anden frygt end den, han kendte fra øjeblikkene før en træfning. Den manglede noget, som om den kun bestod af frygt og ikke den optændte energi, som udsigten til at slå ihjel eller dø indstillede i ens krop.
Han gik ikke op ad vejen, men begyndte i stedet at gå opad stien, som løb skråt op før vejen, og som Joe og han selv havde brugt som genvej.
Det føltes svært at gå derop.
Han var rendt hjemmefra.
I sin tid i armeen havde han været misundelig på de af hans kammerater, som havde forladt deres hjem i visheden om, at de ville være savnet. De drenge skrev breve hjem til deres familier og fik svar, som de somme tider læste højt, hvis de ikke gemte dem for sig selv og græd om natten, når de ikke troede, nogen hørte det.
Han havde aldrig skrevet.
Han havde haft nok at skrive om, og han havde ofte i tankerne formuleret brevet, som skulle give hans mor svaret på, hvor han var løbet hen. Når han havde overlevet kamp, havde formuleringerne været tydelige i hans tanker. Kære mor, jeg lever vel, jeg kæmper for armeen, jeg er ved godt helbred, jeg er ikke blevet ramt, jeg er ikke blevet syg. En dag vender jeg med Guds hjælp hjem.
Men flugten sad i ham, den var en uoverstigelig forhindring for, at han kunne skrive til dem.
Nu gik han bagom.
Han tænkte, måske er Ezekiel der.
Han nåede det sted, hvor stien mundede ud på engen bag huset. Han standsede. Han kunne se bagsiden af huset, hans eget hjem, og ovre til højre, i skovbrynet, Ezekiels hytte.
Han kiggede efter livstegn derovre.
Han kunne se, at Ezekiels tag også var blevet belagt med tørv, og synet fik ham til at smile.
Han var tæt på nu, hans hænder drivvåde trods kulden.
Han gik over engen og rundt om gavlen.
Han berørte husets væg let.
Da han rundede hjørnet og trådte ud på gårdspladsen, så han for første gang noget, som ikke lignede sig selv.
Neden for plateauet var landet forandret.
Han så ud over marken, hvor hans mor havde fået ham til at hjælpe med at pløje, Ezekiel og Joe længere ude, beskæftiget med at rydde jorden for sten.
Hans tanke var, at landet nedenfor, så langt, han kunne se, var blevet forvandlet til en have. Hvor de uregelmæssige klynger af bevoksning før havde skudt sig ind fra hegnet nede mod vejen, så han nu den rette linje derovre, der, hvor hegnet holdt op, og den pløjede, sorte mark begyndte.
For enden af marken, hvor hegnet før havde udgjort en naturlig barriere mellem den første og den anden mark, så han nu, hvordan dette hegn var fældet, tæmmet, så det mest af alt mindede om en hæk. Han kunne se stedet, hvor man med vognen kunne bevæge sig videre over på den fjerner mark, den mark, som sidst han havde været her, havde været en bølgende, stenet græsmark med pilelunde og birk og længere ude, i en sænkning midt på, en sø.
Han kunne se langt derover. Han kunne ikke se vandspejlet på søen, men bevoksningen omkring den som en grå bræmme der, hvor den sorte, pløjede muld drejede uden om søen.
Stedet virkede større, meget større.
Han vendte sig mod huset.
Der stod en bænk under et af vinduerne. For enden havde de bygget et nyt vognhus, som han ikke havde bemærket, da han kom bagom.
Han gik hen til døren, åbnede den og trådte ind.
Huset var tomt. Han kaldte i gangen, men kunne høre på huset, at her ingen var, ikke engang nogen, som sov.
Han satte sin skuldersæk op ad væggen. Han så knagerne med tøj. Han genkendte hendes grå og røde jakke, dens uldne lighed med en duffelbag, dens mønster falmet lidt, men jakken sig selv. Han greb et af dens ærmer og førte det op til sit ansigt. Han mærkede hendes lugt. Han stod sådan en tid, mens han betragtede de øvrige klæder på knagerækken, støvlerne i en række langs gulvpanelet. Dusters, lange frakker med en fedtet, olieret overflade, en jakke i lyst læder med frynser ned langs ærmerne og hen over syningen på brystet.
Han slap ærmet og sagde, – Mor?
Men han vidste, at hun ikke var omkring. Han gik ud i køkkenet. Hun havde fyldt det ud, tænkte han. Han huskede rummet som nyt, træet i de lyse stammer nøgent. Han så bordet, hvor nogen havde siddet og spist. Han gik over til komfuret og følte på det. Det var varmt.
Han så sig om i køkkenet og tænkte, her bor hun ikke alene.
Salonen var endnu mere overraskende. Han gik over gangen.
Han så ildstedet, de grå sten bagest i væggen sodede. Han så den store kobberbalje med kævlerne, en spand med kviste anbragt ved siden af på stenene foran ildstedet.
Han så tæpperne lagt som de skulle, hendes bureau, toppen rullet op, en bakke med en stabel af papirer på pladen, hylden på knægte over bureauet, for hver ende en sten anbragt som støtte for at forhindre de sorte bøger og kasser med papirer i at vælte ned.
Han så møbler, som ikke havde været der før. En flettet chaiselongue under det ene vindue, et lavt bord foran, et trekantet hjørnemøbel ovre ved krogen ved døren til hendes kammer. Møblet var et skab forneden, med tre hylder over, den nederste størst, hyldernes forkant dekoreret med kniplede, hvide bånd.
Han gik over gulvet og så ind i hendes kammer. Han så, at hun ikke sov alene, sengens halvdele havde hver sit udseende, den nærmeste var hendes, natbordet med lampen var hendes. Den anden halvdel havde også et natbord med en lampe. På det fjerneste natbord lå en bog og et lommeur i en sølvkæde.
Han så hendes garderobe. På den høje, mørke trælåge hang en mands sæt tøj, sort, vesten under jakken, de smalle bukser hængt op over bøjlens tværstang. Han så et par høje, sorte støvler.
Til sidst gik han ind i sit eget kammer.
Det første, han tænkte, var, her lugter som sidst. Han så det lyse gulv, lysere end i husets øvrige rum. Han så træsengen, hans far havde tømret, en kort seng. Han så skabet og lukkede det op. Han så sine barneklæder, trøjerne i en lille stabel på hylden, hans pæne bukser foldet over en bøjle, selv kurven med hans små sokker stod i bunden af skabet.
Han så trækassen med den udskårne træhest, købt i Patch Rileys butik, da han fyldte otte, sammen med hans få andre stykker legetøj.
Han stod derinde lidt, før han gik ud i salonen og lukkede døren efter sig. Den havde været lukket, da han gik derind.
Han gik udenfor. Han var sulten, men han ledte ikke i køkkenet efter mad. Han lod sækken stå i gangen, mens han gik udenfor igen og betragtede farmlandet nedenfor.
Han gik hen til bænken. Den var længere end hans seng derinde. Den var bygget af to lave stykker af en træstamme med to kraftige planker lagt over. Han satte sig, ryggen mod de rundede stammer i væggen.
Lidt efter lagde han sig fladt ned. Bænken havde samme længde som han selv. Han rejste sig med det samme, hentede sin tæpperulle i sækken i gangen, tog den med ud og lagde sig igen, denne gang med rullen under hovedet.
Han så lodret op. Over ham stak taget ud, og hvor det holdt op, begyndte himlen. Den havde været grå hele dagen, ikke snegrå, men en lys, kold farve, ubrudt af blåt. Han så derop, taget tæt på, himlen langt oppe, og han kunne se, at der var to lag af skyer, et højt, tykt lag og et tyndere længere nede, et lag, som bevægede sig hurtigt som røgen fra kanonerne.
Martha sagde, – Holdt.
Han trak i tømmen, og Amys rolige gang op mod plateauet sagtnedes, hesten tøvende, som om den tænkte, hvorfor standser vi her?
– Hvad? sagde han.
Hun nikkede op mod huset.
– Der ligger en feller på bænken.
Han så derop. Han så en skikkelse strakt ud på plankerne, en tynd skikkelse af samme længde som bænken, med et stort, rødbrunt skæg stikkende opad.
Han sagde, – Det er sikkert ham norskeren, der har sendt sin nevø. Jartholm? Ham, der ville sælge sin store plov.
Hun så stadig derop, hendes flade hat trykket ned i panden.
– Hvorfor helvede skulle Jartholms nevø lægge sig til at sove på bænken, Joe?
– Det ved jeg ikke, sagde han. – Måske var han træt.
Martha så på ham, hendes blik tog en kort, tung pause fra den alarm, han vidste, hun følte. – Er det sjovt?
Lidt efter sagde han. – Skal jeg gå derop?
Hendes utålmodighed vandt. Hun sagde, – Nej, kør op, Joe.
Men han så hende gribe haglbøssen bag bukken, mens han gav tømmen et nøk.
Billy åbnede øjnene og så hende foran sig, haglbøssen i hendes hænder.
Han sagde, – Mor?
Hun sagde, – Sæt dig op, mister.
Han satte sig op.
Han så fladvognen midt på pladsen. Ved siden af den stod Joe. Han var blevet lidt højere, tænkte han, manden lignede … sin far, tænkte han. Fyldt ud, men mager, den sorte skødefrakke lang og tung om ham, kasketten en af samme slags, som Joe altid bar. Han så Joe kigge hen, hans ansigt udtryksløst, mens han skubbede kasketten tilbage over det sorte hår og ventede.
Han så på hende igen. – Det er mig, mor. Det er Billy.
Hun stirrede tilbage, haglbøssen stadig halvt løftet, så det gav ham en urolig følelse. – Lad være med at pege med bøssen på mig, sagde han, – den kunne gå af, mor.
Hun sagde, – Billy?
Han nikkede.
Han så hende sætte bøssen forsigtigt mod væggen. Hun bevægede sig lidt anderledes, tænkte han. Hun lignede sig selv, hendes klæder var næsten som dem, han huskede. Hun var ikke fyldt ud som Joe, hun virkede mindre, lidt foroverbøjet. Hun lignede en mand, tænkte han. Hvis han havde set hende på ti skridts afstand, med bøssen lagt til, hatten trukket ned, mens hun sigtede på ham, ville han have taget hende for en mand.
Hun satte sig på bænken, halvt drejet mod ham.
Han så på hende. Hendes ansigt skælvede, tænkte han. Tæt på var hun slet ikke, som han huskede. Hendes hoved virkede tyndere, øjnene trættere, linjerne over dem dybere, trukket opad mod toppen af hendes lange næse.
Han tog hendes hånd i sine. – De sendte mighjem, mor. Jeg gik i en måned for at komme hjem.
Han så hendes næsefløje udvide sig, hendes mund let åben, hendes øjne våde, som om hun lige havde set noget forfærdeligt.
Han sagde, – Jeg er ked af, jeg løb væk.
Han klemte hendes hånd og så ned.
Han hørte Joe komme over og så op.
– Billy, sagde Joe. – Jeg kunne ikke kende dig. Med det skæg. Han så Joe smile og sige, – Men jeg er ikke sikker på, at jeg havde kendt dig selv uden skæg.
Hans mor rejste sig. Hun græd. Hun sagde, – Årrh! som om det ærgrede hende, at hun græd. Han så Joe træde helt hen til hende og lægge armen om hendes skulder. Joe sagde, – Det er all right, Martha. Det er Billy, der er kommet hjem.
Hun vendte sig ind mod Joe og gav sig til at græde rigtigt. Han kunne se hendes ryg bevæge sig under læderjakken. Han kunne se bagsiden af hendes støvler, hendes støvler, der lignede en mands, en tynd mands.
Hun græd ind mod Joes bryst, Joes ene hånd lagt op om bagsiden af hendes hals, under hatten.
Billy rejste sig. Han så, at han og Joe var lige høje. Han så på Joe, så ham smile og give et lille nik. – Det er all right, Martha, sagde han. – Det er all right.
De stod sådan en tid, indtil hans mor vendte sig imod ham og sagde, – Du kunne have skrevet. Hendes ansigt var vådt og rødt. Han tænkte, at hun ikke var så pæn, som han huskede hende.
Han sagde, – Jeg … tænkte, at I helst var fri.
Hun så på ham, mens hun snøftede. – Fri?
Han trak på skuldrene. – I betragtning af, hvordan det stod mellem os, da jeg rendte væk.
Hun så længe på ham. Så sagde hun, – Så det tænkte du?
– Ja, mam, sagde han.
Joe sagde, – Har du været i krigen?
Han nikkede. – Ja, sir.
– I al den tid?
– Siden den begyndte. Jeg sluttede mig til det tolvte Illinois kavaleriregiment, sir.
Joe sagde, – Blev du såret?
Han nikkede. – Ja, sir. Her. Han viste med venstre hånd stedet under højre skulder, hvor skuddet var gået igennem.
– Det var derfor, de sendte mig hjem.
– Er det slemt?
Han grinede. – Ikke nu. Stift. Jeg var en tid på lazarettet. Hvis jeg ville, kunne jeg måske være kommet tilbage til regimentet, men Doc Ritter sagde, at jeg ville få problemer med at bruge riflen.
– Er du all right? sagde hans mor.
Han nikkede. – Jeg er all right, mor.
Så dér var det, tænkte han. Han havde følt trang til at sige noget, noget i retning af, – Og hvordan har I så haft det? men han sagde det ikke. De var gået ind i køkkenet, hans mor havde ikke set på ham, men var gået i gang med at forberede et måltid.
Én gang, mens han sad ved bordet sammen med Joe, så hun over på ham og sagde, – Du er vel sulten?
– Ja, mam, sagde han.
Lidt efter sagde han, – Jeg var godt frygtsom, da jeg kom. Gik ned til Thorvalds hytte først. Der var ingen, men jeg tænkte, at den nok stadig var Joes.
Joe sagde, – Den er stadig min.
– Det tænkte jeg nok. Med tørv på taget. Han grinede til Joe.
Joe sagde, – Den er stadig min, Billy. Men jeg bor der ikke længere hele tiden. Jeg bor mest heroppe, hos din mor.
Billy nikkede, men sagde ikke noget om, at han allerede vidste det fra at have kigget ind i deres sovekammer. – All right, sagde han.
Joe så på ham. Joe så også anderledes ud, men kun lidt. Han så mere rolig ud. Han så ud, som om han bestemte mere, tænkte Billy. Joe sagde, – Det blev sådan, Billy.
Billy nikkede. Så sagde han, – Jeg kunne ikke kende det ude foran. Det er blevet en stor farm, huh?
Joe så ud, som om han slappede lidt af. Han sagde, – Ja, det er blevet en stor farm. Vi tjener penge, Billy.
– Meget arbejde, huh? grinede han, mens han tænkte, hvorfor griner du?
Joe sagde, – Ja. Så sagde han, – Hør, Billy, det er all right. Forstår du det? Det er all right.
Han holdt op med at grine. Lidt efter sagde han, – Er Ezekiel stadig omkring?
Hans mor satte tallerkener på bordet. Rigtige tallerkener, så han, af tyk, hvid porcelæn. Hun sagde, – Han er stadig omkring.
– Han er ude på kvadrant otte, sagde Joe. – Han kommer og får sin mad.
– Prøv at forhindre ham, sagde hans mor.
Joe sagde, – Nu, hvor armeen ikke længere har brug for mig, tænkte jeg, at der måske var brug for mig her.
Joe så på ham, mens Martha sagde, – Brug for dig?
– Min skulder er lidt stiv, sagde han. – Men det går bedre.
Hun så på ham, ikke længere forgrædt. Hun sagde, – Billy, den dag, jeg ikke længere er her, er det din gård. Din.
Han sagde, – Men så er det vel heller ikke mere end rimeligt, at jeg giver en hånd med.
Hun sagde, – Jeg regner med at være her noget tid endnu, Billy
Han sagde, – Ja. Men alligevel.
Den første nat hjemme sov Billy på en madras foran ildstedet i salonen, men den næste dag tømrede Joe og Ezekiel en seng til ham, som de anbragte i hans kammer, og den tredje dag viste de ham farmen, hans far havde grundlagt.