2.

Billy sagde til Ezekiel, – Jeg bliver nødt til at rette mig ud, mand.

Ezekiel sagde, – Gør det. Skal du have en hånd?

– Nej, det er all right.

Billy fandt et sted, hvor han kunne lægge sig fladt på ryggen, som han gjorde, når skulderen gjorde ondt, han så Billy lægge sig, en grimasse på hans ansigt, han så ham skyde brystet opad, den stive arm strakt ud til siden, Billys mund åben, mens han sagde, – Ahhh …

Det var tre år siden, Billy var kommet hjem, og skulderen gjorde stadig ondt. Men, som Billy selv sagde, han var sluppet billigt.

Det kunne man diskutere, tænkte Ezekiel, men det gjorde man selvfølgelig ikke.

Lidt efter satte Billy sig op ovre i græsset, strakte armene bagud, foldede hænderne og skød brystet frem igen, mens hans ansigt fortrak sig lidt, som om det strammede. Billy, næsten fuldvoksen, stadig med skægget, men skåret tæt til kinderne, hans øjne ikke længere som to sorte sten.

Ezekiel havde set ham gøre det så mange gange, at han næsten kunne mærke mandens stivhed i sin egen krop. Ezekiel greb sig i selv at holde vejret og fortrække ansigtet, når Billy strakte stivheden væk.

Et år tidligere havde de for første gang tilsået alle hvedemarkerne, og i år var der ikke længere stykker at rydde, hveden stod halvhøj og lysegrøn. Martha Noonins farm var færdig, sådan som William Noonin havde planlagt det. Det var sket på trods af, at William var død godt otte år tidligere, og det var sket på grund af Joe, ham selv og Billy.

Ezekiel tænkte tit på rækkefølgen af begivenheder, som havde betydet, at Martha og drengen ikke var gået til, som de med stor sikkerhed ville have været, hvis ikke han selv havde været der, og Joe var kommet til. Bortset fra arbejdet havde han ikke meget andet at tænke på.

Det var Marthas ensomhed, hendes angst for fremtiden og hendes manglende evne til at opdrage Billy alene i tiden efter Williams død, som havde fået hende til at indlade sig med Joe, og Ezekiel havde tænkt, bare Joe havde været ti år ældre.

Men Martha havde søgt trøst hos ham, og det undrede ikke Ezekiel, at Joe efter den første tid – man skulle huske, at han kun var sytten dengang – havde tænkt, lige et øjeblik. Martha havde allerede på det tidspunkt ikke længere været nogen vårhare.

Miss Martha havde aldrig indladt sig med ham selv, heldigvis.

Uanset hvilken passion, der havde været imellem Martha og Joe – Ezekiel mente, den var meget kortvarig, først, og ikke lykkelig for nogen af dem – så havde den gjort hende værre. Og da Billy løb væk, havde hun fået det knæk, som havde fået ham til at frygte, at hun ikke havde langt igen, at de en morgen ville finde hende frosset ihjel derude et sted, måske nede i ruinen af det røde hus, hvor hun gik ned, og hvor Joe var den eneste, der turde hente hende tilbage. Martha Noonin havde været så tæt på at dø, som man kunne komme, når man var helt derude, hvor det ikke længere spillede nogen rolle.

De havde begge arbejdet på farmen, som om miss Martha en dag ville genvinde sin forstand, se hele billedet igen, og finde en slags balance i tilværelsen trods det, at hun havde mistet sin familie. Før Billy løb, havde hun godt kunnet se billedet.

Hun havde været forstyrret i de første år, efter at Billy var væk. Men det var vendt igen, længe før Billy kom hjem fra krigen.

Det var Joes skyld.

Joe havde forandret sig. Det var, som om han tidligt havde set det værste i Martha, at han havde manøvreret tålmodigt og koldblodigt mellem ham selv, Martha, arbejdet og det liv, han havde haft nede i Thorvalds hytte med den lille kat, som han var så helt uforståeligt knyttet til.

Martha Noonin skyldte Joe sit liv, mente Ezekiel. Danskeren var flyttet op til hende, da tiden var rigtig. Ezekiel tænkte, enten var der mere imellem dem, end han havde troet – selv om, han kunne ikke se det, hun behandlede stadig dem begge to, som om hun ikke var rigtig klog, hun var utaknemmelig, grov og svær at tyde – eller også havde Joe sat sig et andet mål. Måske havde Joe tænkt, at hun en dag ville gifte sig med ham, at hun enten ville blive rask eller blive ved med at være, som hun var, indtil den dag kom, hvor hun ikke kunne noget længere, enten fordi hun mistede forstanden endnu mere, eller fordi hun døde.

Hvis hun døde, og de var gift, ville farmen komme til Joe.

Ezekiel vidste ikke, om Joe havde tænkt sådan – hvis han havde, kunne Ezekiel kun trække på skuldrene ad det. Joe var ung, og under alle omstændigheder ville han ikke være kommet sovende til sin besiddelse af farmen.

Men med tiden havde han forstået, at han tog fejl.

Joe havde ikke giftermål i tankerne. Hvad han havde i tankerne var Martha, hendes person, hendes komfort. Ezekiel kendte alle danskerens små måder at beskytte hende på, hans tålmodige tavshed, når hun gav ham tørt på eller beskyldte ham for et eller andet urimeligt, og han havde tænkt, ja, ja, et eller andet er der mellem dem, selv om det måske kun er Joe, der ved det. Et eller andet er der mellem dem, når de går til ro derinde.

Der var en vedholdenhed over Joe.

Og så var Billy kommet hjem, og Ezekiels første tanke havde været, at gensynet med drengen ikke nødvendigvis ville gøre Martha bedre, ikke fordi drengen var løbet væk i ufred med hende eller fordi hun havde slået ham – det var længe siden – men fordi der var en grænse for, hvor mange kolbøtter, en kvinde som Martha Noonin kunne slå, før stykkerne inden i hende gik så meget fra hinanden, at de aldrig mere kunne samle sig og vokse sammen igen.

Men igen havde han taget fejl.

Billys tilbagekomst havde ikke nogen tydelig følge, hverken at spore i Martha eller i Joe. Ezekiel havde set, hvordan det, der var mellem Martha og Joe, var stærkt nok til, at Martha ikke slap håndtaget, da hendes dreng kom hjem og lignede en stor, skægget skovmand, skudt i krigen og alting.

Hun slap ikke håndtaget. Måske var Joe håndtaget, og hvis han var, kunne Ezekiel kun føle den største taknemmelighed og beundring.

I de tre år, der var gået, siden Billy var kommet tilbage, havde han set dem alle tre blive mere og mere almindelige, Martha, som ikke talte meget, men til gengæld bevægede sig rundt, overså folkene de lejede til at så og høste, Billy og Joe to knægte, hver med deres følelse af loyalitet og kærlighed til hende. Det var sket, at Martha havde sagt, – Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden mine tre drenge, og omfattet ham selv med sine ord. Martha og hendes tre drenge. Det var helt ekstraordinært store ord fra hende. Men hun havde sagt dem.

Billy havde rejst sig. Han stod op ad leen. De havde tilset de fjernere marker og mejet, hvor bræmmer af græs langs markerne voksede for højt og var på vej ud i hveden.

Billy sagde, – Der er en feller deroppe.

Han havde vendt sig om. Han kunne se ind over bræmmen af bevoksning, der hvor de to første marker var delt, videre hen over det spirende korn, op mod huset.

Han kunne se Joe deroppe, og en anden mand. Lidt efter kom Martha ud til dem. Han kunne se hende tørre hænderne i sit forklæde og give den fremmede hånden.

Johannes sagde, – Jeg kunne ikke kende dig.

Henrik smilede til ham. – Jeg kunne heller ikke kende dig, storebror.

– Hvordan fandt du os, Henrik?

Henrik sagde, – Vi havde dit brev.

– Brev?

– Det brev, du skrev til Ib Poulsen.

Joe tænkte. – Nåh. Det brev.

Henrik nikkede og så ned. Joe så på ham, Henrik svær at tyde, billedet af en tynd, lyshåret dreng i hans hjerne. Henrik var stadig tynd, bleg, hans hår mørkere, redt bagud over hans runde hoved, lagt ned med fedt, så det krøllede i nakken.

Henriks klæder var ikke fattige, heller ikke rige. De gav ham ingen fornemmelse af, hvad hans halvbror tog sig til, selv om det gav ham en fornemmelse af, at Henrik nok ikke var Guds gave til kvinder. Man kunne se det på ham. Man kunne se, at han selv vidste det.

Johannes sagde, – Hvornår kom du over, Henrik?

Henrik så op, hans smil forlegent over at stå der. – Vi kom over i ’60.

– Var Niels med dig?

– Ja, sir, nikkede Henrik.

– Hvor er Niels nu?

Henrik sagde, – Han er død.

– I krigen?

Henrik rystede på hovedet. – Nej, sir. Nej, vi kæmpede ikke i krigen.

– Men I var østpå?

– Østpå og andre steder. Vi gik til New Orleans, da vi kom, der ville Niels ned. Men så kom krigen, og Niels havde sin ulykke.

– Ulykke? sagde Johannes.

– Ja, sir. Han blev slået af hesten af en gren.

– Var det sådan, han døde?

– Ikke først, sagde hans halvbror. – Han mistede synet først. Jeg plejede ham i to måneder. Ja, sir. Så døde han.

– Martha, sagde han, med blikket på sin halvbror, – det her er min halvbror Henrik. Henrik, det er Martha Noonin.

Hun tørrede hænderne i forklædet og tog Henriks hånd.

Henrik sagde, – Goddag, frue. Jeg hedder Henrik Poulsen, eller, hed Henrik Poulsen. Nu hedder jeg Henry Pohlson.

– Jeg hedder Joe Neilson Pandrop, sagde Johannes.

– Goddag, sagde Martha.

De stod lidt, før Johannes sagde, – Hvad med Ib Poulsen? I rejste hjemmefra ikke længe efter mig …

Henry sagde, – Ib Poulsen døde, Joe. Han tog det hårdt.

– Tog hvad hårdt?

Henry så på ham. – Mors død.

– Gjorde han? sagde han.

Henry nikkede. – Det knækkede ham. Du rejste … ja, det bragte ham vel en slags trøst at få det brev, så han i det mindste vidste, at du stadig levede og var … Henry slog ud med hænderne, – ja, her.

Johannes så på sin halvbror.

Henry sagde, – Men han begyndte at drikke. Blev syg af det. Han kunne ikke lade være, Joe.

Han kunne se det. Han nikkede langsomt. Han så Ib Poulsen, drukken, i stuen.

– Så I kom vestpå.

Henry nikkede. – Vi fulgte dit eksempel.

– Og Niels mistede synet.

Henry nikkede. – Han lå længe. Kunne ikke se. Så døde han.

– Hvor var det, Henrik?

Henry så på ham, hans udtryk resigneret. – Virginny, sir. Vi arbejdede som overseere for en mand ved navn Walter Lippincott. Havde en tobaksfarm.

– Så du er vant til farmarbejde? sagde han.

Henry Pohlson sagde, – Vant til … Neil og jeg var overseere. Red mellem rækkerne og sørgede for, at Lippincotts niggere bestilte noget.

Martha sagde, – Med rifler?

– Ja, mam, sagde Henry, netop som Billy og Ezekiel kom op over plateauet nede fra marken.

Martha sagde, – Her klarer vi os uden riflen, mister. Også når vi kunne have lyst til at bruge den.

Ezekiel tænkte, at manden, der hed Henry Pohlson ikke lignede Joe overhovedet. Men Joe gjorde sig også umage for at sige halvbror, da han fortalte ham og Billy, hvem manden var.

Ezekiel mente ikke, at Joe ligefrem var glad for at se Henry.

Martha Noonin virkede anderledes opløftet. – Nu, hvor din bror er kommet, kan han vel bo nogen tid nede i Thorvalds hytte, sagde hun og så på Joe. Som tøvede. Ezekiel kunne næsten mærke ham sukke indvendig.

– Sure, sagde han.

– Jeg tænkte, sagde Henry Pohlson, – nu, hvor jeg var alene, og jeg fandt dit brev i Neils taske, jeg tænkte, at jeg ville rejse herud vestpå og gense min bror.

Martha sagde, – Ezekiel, følg mister Pohlson ned til Thorvalds.

Ezekiel sagde, – Ja, miss Martha.

Martha sagde, – Vis ham til rette dernede.

– Ja, miss Martha.

Så sagde hun til Henry Pohlson, – Du finder let vejen tilbage, mister. Du er velkommen til at spise her til aften, Henry.

Ezekiel så Pohlson bukke let. – Tak, frue.

Han fangede lige et blik fra Joe, før han gik ned over plateauet med hans halvbror, et blik, som Martha Noonin ikke så.

På vejen bar Ezekiel Henry Pohlsons taske, og Ezekiel tænkte på dengang, Joe havde fortalt om en mand af kulør på et hotel i Chicago, en mand, som ikke brød sig om at blive kaldt nigger, hvilket var grunden til, at Joe aldrig havde brugt ordet selv.

Henry Pohlson gik ved siden af ham, manden spinkel, ikke meget at se til, han kunne være en klerk eller en omrejsende handlende. Henry sagde, – Hvor mange niggere har miss Martha til at arbejde for sig?

Se, tænkte Ezekiel. Det varede ikke længe. Han havde set det i Joes øjne, at Henry Pohlson var en mand, som tænkte lidt i retning af Martha Noonin, når det kom til ordet ”nigger”. Så tænkte han, at det var længe siden, han havde hørt hende bruge det. Nu, han tænkte over det, havde han ikke hørt Martha kalde ham nigger, siden Billy var kommet hjem.

– Kun mig, sir, sagde han.

Pohlson så på ham. Han så lidt opad. Henry var kortere og tyndere end både han selv og Joe. Ezekiel havde somme tider en følelse af at vide, hvordan Joes far måtte have set ud – en del som Joe, det mørke og blikket, som mest var åbent og venligt, men som hurtigt blev indesluttet og tavst.

Man kunne godt se, at Joe og Henry ikke havde den samme far, tænkte han.

Så sagde Pohlson, – Er de gift?

– Hvem, sir?

– Min bror og miss Noonin, sagde Pohlson og sendte ham et hurtigt blik. – Hvem ellers?

Halvbror, tænkte Ezekiel.

– Nej, sagde han.

– Men de lever sammen?

– Ja, de lever sammen. Mister Joe er formand på farmen, miss Noonin laver regnskabet og holder huset.

– Fin mand, nikkede Pohlson, – formand.

Ezekiel sagde ikke noget, og Pohlson gik en tid i tavshed.

Så sagde han, – Men de lever sammen som mand og kone?

– Jeg ved ikke, hvordan de lever sammen, mister, sagde Ezekiel. – Det angår ikke mig.

– Men de sover sammen? blev Pohlson ved.

Ezekiel sagde, – Som sagt, mister, jeg blander mig ikke i, hvordan de lever. Jeg bor for mig selv.

– I Niggertown? sagde Pohlson. – Jeg mener, der er vel en Niggertown her omkring.

Ezekiel standsede op. Pohlson tog nogle skridt fremad, før han standsede, vendte sig og så på ham.

Ezekiel sagde, – Mister Pohlson, der er ikke nogen Niggertown heromkring. Jeg er ansat af miss Noonin. Jeg bor i min egen hytte på ejendommen. Jeg kalder Joe for Joe, han kalder mig Ezekiel.

– Hvad kalder miss Martha dig? sagde Pohlson.

– Hun kalder mig Ezekiel, eller mister.

Pohlson nikkede langsomt. Så sagde han, – Hør, mister Ezekiel, jeg mente ikke noget med det.

– All right, sagde Ezekiel.

– Mister Lippincott i Virginia ejede 123 niggere. De boede i deres egen Niggertown.

– All right, sagde Ezekiel. – Her er det lidt anderledes.

I køkkenet sagde Martha, – Undskyld, Joe.

Han sagde, – Behøvede du at tilbyde ham hytten så hurtigt?

– Han er din bror, sagde hun. – Hvad skulle jeg gøre? Det virkede naturligt.

– Halvbror, sagde han.

– I ligner ikke hinanden, sagde hun.

– Nej.

– Du har aldrig fortalt meget om ham.

Han så på hende. Hun var ved at skære senerne af en flået hare, som Billy havde skudt.

– Der var to af dem, sagde han. – Henrik og Niels. De var små, da jeg rejste fra Danmark, Martha.

– Tænk at han husker dig efter al den tid.

– Ja, sagde han, – tænk.

Hun så på ham. – Kan du ikke lide ham? Han drejede hovedet. – Jeg ved det ikke. Det er svært at sige.

– Hvorfor?

– Fordi vi er … eller, vi var, kin af en slags. Henrys far var min stedfar.

– Og ham kunne du ikke lide.

– Han kunne ikke lide mig.

– Men Henry, sagde hun, – er ikke sin far.

– Nej.

Hun sagde efter en tid, – Det er op til dig.

– Hvad er op til mig?

Hun vendte sig ved bordet og tørrede hænderne i forklædet.

– Det er op til dig, hvor længe han bliver.

– Hvis han har tænkt sig at blive.

– Joe, selvfølgelig har han tænkt sig at blive. Hans bror – din anden halvbror – død. Henry er alene. I kan vel antage ham.

– Ezekiel antager folkene.

– All right. Ezekiel kan vel antage ham.

– I guess. Hvis han vil. Hvis Henry kan bestille noget. Jeg ved ikke, hvad han kan.

Martha Noonin trådte hen til ham. Han drejede sig bort fra hylden med tallerknerne på række.

Han sagde, – Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke, Martha.

– Det plejer du at vide, sagde hun, tæt på.

Han rystede på hovedet. – Jeg ved det ikke. Han giver mig ... en dårlig følelse.

– Hvorfor, Joe? sagde hun. Hun tog hans hånd.

– Jeg ved det ikke.

Mens de spiste, tænkte han, at han vidste, præcis, hvornår han sidst havde haft det sådan: Det var det år, han var kommet, året, hvor Martha havde ladet ham se hende nøgen.

Det havde givet ham en følelse af noget, som på én måde var rigtigt, men som på en anden måde ikke var.

Det havde fået ham til at sætte sig igennem. Først havde han gjort som Martha selv – taget hende, som hun havde taget ham første gang.

Det var en begyndelse.

Men det løste ikke noget.

Hvad havde løst det?

Én ting var sikker – det havde ikke løst sig i en fart. Han havde stødt hende fra sig ved at tage hende. Og så løb Billy. Hun var blevet sær, selv Ezekiel kunne se det. Og igennem månederne havde de eksisteret side om side næsten uden at tale. Løsningen var kommet efter hendes anfald af neurastenisk hysteria. Der var ikke ét øjeblik, han kunne huske, hvor det havde slået ham, at tingene mellem dem var løst. Det var en langsom ændring, som startede, da Martha satte sig ved bureauet og senere begyndte af fikse salonen op. Løsningen var kommet af deres kroppes lethed, på et tidspunkt, hvor han i hvert fald ikke havde regnet med det, et tidspunkt, hvor det næsten ikke kunne blive værre.

Måske havde de tilgivet hinanden, tænkte han.

Men tilgivet hvad?

Han hørte Henry, som så op fra sin tallerken, sige, – Fire år i armeen?

Billy sagde, – Ja, sir.

– Såret? sagde Henry.

– Ja, sir. Min skulder gør stadig knuder. Tog en kugle her, han berørte stedet. – Den gik durk igennem.

– Grusom krig, sagde Henry.

Johannes sagde, – Det mærkede I vel også i Virginny?

Henry så over på ham. Han nikkede langsomt. – Mister Lippincott havde to sønner. Kæmpede for Unionen. Den ene, Roger, klarede det ikke. Faldt ved Shiloh, mener jeg, det var.

Han løj, tænkte Johannes. Henry løj.

Det var det, han bedst kunne kende sin bastard-lillebror på.

Henry havde løjet, da han stadig hed Henrik. Han kunne se dem for sig, de to gulhårede drenge fra hans barndom, Niels lidt mere frejdig, den store af dem, den, der tog initiativet til det, de tog sig til, den, der løj om kattekillingerne bagefter, og Henrik den lille, som lærte at lyve og smile af sin storebror og i det hele taget var en imitator af de ting, som Niels kunne finde på at gøre med de små katte.

Ham og Niels havde altid løjet for ham. Det var en af de ting, han sjældent havde tænkt på siden.

Hvorfor tænkte han så på det nu?

Fordi Henry stadig løj.

Johannes troede ikke på, at Niels var blevet blind.

Han troede heller ikke på, at Henrik og Niels havde arbejdet hos en Lippincot, tobaksfarmer i Virginny, som overseere, der havde redet med rifler langs rækkerne af sorte.

Han vidste ikke, om der var andre end ham selv, som opfattede Henrys ord som løgn.

Ezekiel? Måske.

Billy? Måske.

Martha?

Han kunne ikke afgøre, hvad Martha tænkte om Henry – det skyldtes, at han aldrig havde set hende tale med en, hun ikke allerede kendte.

Det betød ikke noget for ham, om så Henry og Neil havde været pirater i Vestindien. Men det betød noget, at han løj.

Henry løj dårligt. Johannes kunne allerede under det første måltid mærke, hvordan selskabet kølnedes. Ezekiel virkede næsten, som om han havde lidt ondt af manden, mens Henry fortalte, hans ord mange, men billederne de fremkaldte underligt usammenhængende. Ezekiel nikkede stiltiende. Sendte Henry et lille smil af og til, et lille, medlidende smil, tænkte han.

Billy blev, som Billy blev, når der blev talt for meget. På et tidspunkt kunne han ikke følge med længere.

Han havde hørt Billy sige til Martha dagen inden, – Godt jeg ikke er ved armeen endnu, mor. Jeg kan høre divanen kalde midt på dagen.

Og Martha havde svaret, – Dine skydedage er ovre, Billy.

Billy hørte ikke længere efter Henry. Johannes vidste, at han tænkte på noget helt andet, måske sin seng.

Mens Henry talte.

Ezekiel antog Henry.

Henry skulle ride med Ezekiel rundt, så Henry kunne lære stedet at kende. Det var Marthas instruks. Det ville hun ikke have gjort for enhver tilfældig farmhand, men hun gjorde det for Henry.

Han havde følelsen af, at hun gjorde det af medlidenhed. Og det føltes godt. At se Martha Noonin gøre noget ud af medfølelse.

Det kunne næsten være ligegyldigt, om han selv ville have gjort det samme.

Om aftenen den dag, Ezekiel havde redet rundt med hans halvbror, sagde Ezekiel, – Man skulle have været nigger på den farm, hvor din halvbror var overseer.

– Jeg vidste det, sagde han. – Han kan ikke ride, huh?

Ezekiel trak på det. – Lidt.

– Men han var ikke overseer i Virginny?

– Hvad ved man? sagde Ezekiel. – Måske var han, måske var han ikke.

– Hvad var han?

Ezekiel sagde, – Jeg ved det ikke. Noget andet end det han siger.

Han sagde, – De har ikke været soldater.

– Uh-uh, sagde Ezekiel.

– De har været alle steder og ingen steder.

– Jaeh …

– Daglejere?

– Uh-uh.

– Eller måske, sagde han, – måske har de været forbrydere, Zeke.

– Nu du siger det…

– Fallerede.

– Ja, han er falleret, all right.

– Måske var Niels klogere, sagde han, – selv om jeg ville have troet, at forskellen på dem var marginal.

– Henry mangler en violin eller to for at være en dansesøndag, nikkede Ezekiel.

– Niels dør, Henrik er fortabt i vildnisset.

– Ja, det har vi set beviserne på hele dagen.

– Hvad vil han?

Ezekiel trak på skuldrene. – Det samme som alle andre, vel. Et meningsfuldt udkomme … en seng, hvor det ikke drypper. Den slags.

– Ikke andet?

Ezekiel så op. – Hvis dine halvbrødre var bankrøvere, ville vi så ikke have hørt om det? Pohlson-drengene?

– Kan du se Henry plyndre en bank? Ezekiel så ud, som om han prøvede.

– Jeg kan se det. Jeg kan se Henry ude foran banken …

– I en pøl af blod?

Så Henry blev. Han var kin, han var arbejdsom på en blegnæbbet måde, og Martha var af en eller anden grund venlig overfor ham. Det undrede ham. Hvis Martha ikke havde været venlig mod hans ulidelige halvbror, havde han selv afstukket andre rammer for Henry. Marthas generøse indstilling var på én gang betryggende og urovækkende, som om hun for første gang øvede sig i at være venlig, men ikke helt havde fået fat på det endnu.

Giv ham nu en chance, sagde noget i ham. Giv dog din halvbror en chance. Han er ikke ond. Han er dum. Han er dum. Han er ikke ond.

Og giv Martha en chance nu, du er i gang.

Det er din røvbror og din kone af en slags.

Han korrigerede sig selv. Det er din halvbror og din kone.

Det var Ezekiel, der udvidede deres signalement af Henry Pohlson.

– Han taler sjovt, sagde han.

– Sjovt? Det ville jeg ikke kalde det.

– Ikke på den måde. Han siger, ” … som når man kommer ind i deres hus”. Eller, ” … der, hvor kvinder som regel har deres private ting.”

Han nikkede langsomt. – Det er bedre end bankrøver, Zeke.

– Tyve, sagde Ezekiel og nikkede. – Det var, hvad det fik mig til at tænke på. At de var gemene indbrudstyve.

– Hvad mere sjovt sagde han?

– Én ting, sagde Ezekiel. – Han sagde, ovre ved kulen i kvadrant 4, han sagde, ”Her stinker af døde soldater”.

Han så på Ezekiel. – ”Her stinker af døde soldater”?

– Det sagde han.

Johannes sagde, – Men de var ikke soldater.

– Det tror jeg ikke.

– De har været i huse, de har set døde soldater.

– De var måske indbrudstyve rundt omkring, hvor krigen var.

– Ligrøvere?

Ezekiel skar en grimasse. – Ikke helt, vel?

Han prøvede at se Henry i færd med at udplyndre en død mand. Han anede ikke, om man overhovedet kunne komme tæt på de steder, ingen havde nogen sinde talt om nogen, der var vandret lige ind, hvor en træfning havde været. Han havde i hvert fald ikke hørt om det.

– Nej, sagde han, – men måske folks huse. Scavengers.

De sad en tid, hvor han kunne mærke, at Ezekiel gik ind for tanken, men da Ezekiel sagde noget, var det, – Det er en hård anklage mod ens halvbror, Joe.