Det var ikke meget af et liv, hans storebror havde skabt for sig selv, tænkte Henry.
Deres slægtnings gamle hytte … ja, det var en hytte. Joe havde udført reparationer på den, så den ikke var faldet sammen. Der var, hvad der skulle være, men på en ensom måde, som gjorde ham nedtrykt og rastløs. Der var en gammel, hvid kat, som ikke kom nær ham, men betragtede ham på afstand.
Joe havde fået en familie eller noget, som lignede. Men Henry havde svært ved at forstå det. Hans bror levede sammen med kvinden, Martha. Hvor gammel var Joe? Han regnede sig frem til syvogtyve. Deromkring. Og hvor gammel var hun? Det var ikke til at sige, men når han tænkte på Georgia, luderen i New Orleans, som havde talt om, at hun gerne ville rejse væk med ham, og derpå tænkte på Martha Noonin, så føltes det helt forkert. Hun var ikke gammel, men hun var heller ikke ung, som Joe. Joe havde det sorte ved sig, håret og de mørke øjne, den gulbrune hud, som kom af hans taterfars blod. Når han så Joe og Martha sammen, forstod han ikke noget. Hun var underligt kantet, ingen former på hende. Hvordan kunne han leve sammen med en dame, som lignede en mand? Måske havde Joe sat næsen op efter farmen.
Måske havde han allieret sig med Martha Noonin i det håb, at kvindens søn aldrig vendte hjem.
Men han var vendt hjem.
Men det værste var niggeren.
Henry havde vænnet sig til somme tider at tale om mister Lippincott i Virginny. Han havde vænnet sig så meget til det, at han indimellem opdagede, at han troede på det. Der kunne have været en tid, hvor han og Neil havde været overseere på Lippincotts farm. Han kunne i hvert fald se det. Han havde set overseere, årvågne mænd til hest, som red efter bestemte mønstre i markerne, hvor niggerne arbejdede. Han kunne godt selv have været en af disse mænd. Ville i grunden gerne have været det, tænkte han.
Men her var rollerne byttet om. Her var det niggeren, der overså ham, Henry Pohlson. Mister Ezekiel kørte ham hårdt – når han havde gjort én ting og mente at have gjort sig fortjent til et hvil, havde mister Ezekiel altid flere ting, han kunne gøre.
Henry vidste godt, at han ikke havde været særlig heldig med at få niggeren over på sin side, men det var før, han havde forstået, at niggeren bestemte. Det var forvirrende. Hvordan kunne det gå? Hverken Joe, Billy eller Martha Noonin anfægtede mandens afgørelser og dispositioner.
En dag i slutningen af den første uge, Henrys røv, lår og ryg ømme efter ridningen og de andre ting, Ezekiel havde fået ham til at gøre, havde han sagt til Joe, før han var gået ned til sig selv, – Sig til Ezekiel, at jeg hviler mig i morgen.
Joe havde set på ham på plateauet, solen næsten gået ned.
– Hviler dig?
Han havde pustet ud. – Johannes, sagde han, – niggeren slider mig op, mand.
Men Joe havde sagt, – Heromkring, Henry, heromkring trækker vi læsset. Hvis du er syg, så sig det til Ezekiel selv. Hvis du skal hvile, så gå ned og hvil nu, til i morgen.
– Og det er all right med dig?
– Hvad?
– At niggeren bestemmer.
Joe sagde, – Henry, Ezekiel bestemmer ikke mere, end vi andre gør.
– Alligevel. Det virker forkert at have en nigger til at sætte andre i arbejde.
Joe havde ikke set det på den måde. Han havde sagt, – Hvis du ikke har lyst til at arbejde her, så er du velkommen til at søge andetsteds hen.
Henry havde forstået på Joes indstilling, at det ikke huede hans storebror, at han selv okkuperede Thorvalds hytte – der var noget i Joes maner, når de talte om hytten, som fik Henry til at tænke, at hans storebror længtes efter sin bolig, selv om den ikke var andet end et skur. Det forstod han godt. Han forstod godt, at Joe kunne have brug for en pause fra Martha Noonin, ligesom han selv havde haft brug for en pause fra niggeren.
– Tager du ordrer fra en nigger? havde han sagt.
Joe sagde, – Henry, det er ikke spørgsmålet. Kan du ikke forstå det? Ezekiel antog dig, fordi miss Martha godkendte det. Det er hans job at sætte dig i arbejde.
– Og hvor kommer du så ind? sagde han.
– Mig? Jeg har ikke noget at skulle have sagt i det, Henry.
– Jeg troede, du var formanden her. Det fortalte niggeren mig.
Joe sagde, – Jeg vil give dig et råd, Henry. Hvis jeg var dig, ville jeg gøre min stilling op. Du siger, du kom hertil for at gense mig. Fair nok, du har genset mig. Hvis jeg var dig, ville jeg lægge tankerne om Ezekiel fra mig, lytte til det, han lærer dig, udføre arbejdet og gøre dig fortjent til den gæstfrihed, som Miss Martha har udstrakt. Eller – hvis det virkelig byder dig imod at arbejde side om side med en sort mand – at rette tankerne imod et andet sted.
– Der er ikke noget side om side ved det, Joe. Manden er stemt imod mig.
Joe pustede ud. – Hvordan i helvede tror du, jeg er kommet til min plads her?
– Det ved jeg ikke, Joe. Måske ved at være charmerende over for miss Martha. Jeg mener, det ser da ud til –
Joe afbrød ham, – Henry, jeg vil ikke høre på det. Jeg ved ikke, hvad du kan. Jeg ved ikke, hvordan du og Niels har skabt jer et udkomme, men –
– Det har jeg jo sagt. Vi var overseere hos mister Lippincott.
– Yeah, well, sagde Joe. – Hvis det er sandt, så overrasker det mig, at du er så ubekendt med at sidde til hest, Henry.
Hvis det er sandt.
Men det var sådan, landet lå. Henry indså, at hans historier om deres tidligere liv i Amerika kun til en vis grad var blevet taget for gode varer.
De grinede nok ad ham.
Han kunne se niggeren underholde dem med, hvordan han havde mistet grebet om hesten – det skulle ikke undre ham, om de havde givet ham en, som fra naturen var vildsk – og hvordan han havde siddet hjælpeløs på dens ryg, mens den løb og løb, ind gennem nogle buske, som havde slået ham i ansigtet og på hænderne, mens han hørte niggeren bagude råbe, – Oh, man! halvt irriteret, halvt i morskab.
Skid eller rejs dig fra potten, sagde Neil somme tider, hvis han var ubeslutsom.
Han følte sig nedslået.
Hans egen halvbror sagde, at han intet kunne gøre.
Valget var hans eget. Enten lagde han sig i selen og bed sin vrede i sig, eller også rejste han.
Når han følte sig stolt og havde energien til det, forestillede han sig, hvordan han ville pakke sine ting og rejse uden et ord til afsked. En kort note på bordet i Thorvalds skur, måske. Da jeg tydeligvis ikke er ønsket … kort, resigneret.
Men hvor skulle han rejse hen?
Andre tider forestillede han sig, at han ville nærme sig sin bror, appellere til hans familiefølelse, som dog måtte være inde i ham et sted. Henry ville fortælle ham sandheden, eller en udgave af den. Det var Neil, der delte kortene, Joe. Det var Neil.
Han ville angre.
Han ville lette sit bryst. Han ville forklare, hvordan livet som farmhand hos Noonins var hans sidste mulighed for at skabe sig et hæderligt liv i denne verden.
Hverken den heroiske, fattede afrejse eller angeren blev til noget.
Han havde ikke mod på endnu en gang at bevæge sig alene ud i det store land. Aftenerne i hytten fyldte ham med en stor ensomhed, men tankerne om igen at bevæge sig fra flække til flække, lyve, lede efter den næste mulighed, fyldte ham med en rædsel, som overgik ensomheden i hytten.
Desuden var krigen slut. Han vidste ikke, hvordan der så ud nu i egnene, hvor de var gået ind i husene eller havde gennemrodet klæder og oppakning hos de døde, de stødte på, men han vidste, at det var krigen, der havde gjort det muligt for dem at leve som spøgelser.
Og angeren?
Jo mere han tænkte over det, jo mere blev han sikker på, at Joe ikke var modtagelig for hans anger, hvor indtrængende, han end præsenterede den.
Joes position ville være den samme – skid eller rejs dig fra potten.
Så det blev ikke til nogen hviledag. Han stillede på arbejde og fandt sig i, at niggeren satte ham til at luge i Martha Noonins køkkenhave nede bagved. Det var en stor køkkenhave.
Han lugede dagen lang. Han lagde sjælen i det, mente han.
Miss Martha kom derned og hilste på ham, mens hun gik rundt og studerede sine bønner og de små græskar, som han lugede rundt om. Det var varmt, foråret ved at gå over i sommer, Martha i bare fødder og et langt skørt, men stadig med hatten, så hun lignede en tynd, underlig feller, der havde klædt sig ud som en ung pige.
Hun viste ham, hvad han skulle gøre, som om niggeren ikke allerede havde vist ham det. Han kunne mærke, at hun holdt af sin køkkenhave. For ham var det et sted, hvor man dyrkede ting til at spise. Han kunne ikke se noget særligt ved det. Ting, der voksede.
Hun sagde, – Jeg håber, du er faldet til, Henry.
– Ja, miss Noonin, sagde han. – Selv om jeg går ud fra, at min bror gerne vil have sin hytte igen.
Hun så på ham. – Det har ingen hast.
– Når tiden kommer, kunne man selv bygge sig et sted, sagde han. Han havde lagt jakken og rullet skjorteærmerne op.
– Måske vil Joe sælge, sagde hun.
Han havde grinet. – Sælge? Til mig?
Hun nikkede.
– Det forekommer mig, miss, at min bror er ret knyttet til stedet dernede.
Hun sagde, – Men måske ville han tænke om. Hvis Henry var interesseret. Og gav ham en pris.
Han så det. Hvis han købte hytten af Joe, ville hun straks sidde stærkere i sadlen. Så ville Joe være hendes.
– Har han talt om at sælge? sagde han.
Hun trak på skuldrene, og han så, at det havde Joe ikke. Han kunne ikke regne det ud.
– Under alle omstændigheder, sagde han og tørrede sin pande, – under alle omstændigheder ligger det nok ude i tiden. Jeg ville måske være interesseret. Men jeg ville ikke indgå en handel, før jeg havde midler nok til at bygge et rigtigt hus dernede. Jævne det. Måske bygge på fundamentet.
Hun så på ham. – Det kunne gøres.
– Sandt at sige, sagde Henry, – så bryder jeg mig ikke meget om stedet. Jeg mener Thorvalds hus.
Hun smilede. – Det får det til at krybe i dig, mister? Tanken om, at det var der, din slægtning drak sig ihjel?
Prøvede hun at pine ham?
Han sagde, – Det, og så det, at min bror har siddet der i sin ensomhed, siden han kom hertil, miss Martha. Han har ikke set meget af verden. Eller Amerika.
– Men det har du.
– Plenty, nikkede han. – Han må have tilbragt ensomme år dernede, miss Martha.
– Det ved jeg ikke, sagde hun. – Somme tider er han vel ensom. Som alle mennesker.
Han kunne ikke nå frem til noget, som satte hende på plads.
– Han kunne lige så vel være blevet hjemme.
– Hjemme?
– I Pandrup, miss. Hvor vi voksede op.
– Var det et lykkeligt hjem, Henry?
– Er Thorvalds hytte et lykkeligt hjem, miss Martha?
Hun trak på skuldrene. – Joe har … to hjem, mister. Hun så ned.
– Ja, det forstår jeg. Han har sit eget skur, når han ikke er ønsket her.
Hun så op. – Er det sådan, du ser det?
– Er det ikke sådan, det er?
Hun så på ham et stykke tid. – Det tror jeg ikke.
– Joe kunne have klaret det, sagde han. – Han kunne have fået sit eget. Hvad har han nu? Et skur, mens han arbejder for miss Martha og niggeren.
Hun smilede ikke længere. – Mister, sagde hun, – jeg tror ikke, du ved ret meget om, hvad Joe har og ikke har.
– Hvad har han da?
– Han har os. Din bror, halvbror, og mister Ezekiel beskyttede mig og min farm, efter min mand var død. De skabte farmen, mister. De tog sig af mig, da jeg blev syg, efter at Billy var gået til krigen.
– Godt, nikkede han, – for miss Martha.
Hun sagde, – Han tog sig også af jeres mor. Gjorde han ikke?
Henry følte noget i sig stivne. – Har han sagt det?
Hun sagde, – Joe drog omsorg for jeres mor, og da hun var død, var der ikke længere noget for ham i Danmark.
Han sagde, – Han forgiftede hende.
Hun stod helt stille, hendes øjne på hans ud under hatten.
Henry sagde, – Joes far var ikke min far, miss. Joes far var en zigøjner. Før vores far – min og Neils – døde, fortalte han, hvordan zigøjnerens blod var kommet ind i hende, allerede da han gjorde hende med barn. Med Joe. Det var giften i zigøjnerens blod, der slog hende ihjel, miss.
Hun sagde ikke noget.
Han sagde, – Han vidste det vel. Det var derfor, han plejede hende. Han håbede, at han kunne gøre hende rask. Men han havde allerede slået hende ihjel, da han lå i moders liv.
Johannes var ved at falde i søvn, da Martha sagde, – Joe?
Han bevægede sig lidt og lavede en lyd. – Hvad?
Hun sagde, tæt på ham, – Jeg talte med Henry i dag.
Han svarede ikke. Hun sagde, – Jeg tror, du skulle tale med ham.
– Om hvad? mumlede han. – Driver han den af?
– Nej … han arbejdede i køkkenhaven. Lugede.
– Godt.
– Det er ikke det. Han talte om jeres mor.
– Hvad?
Hun fortalte ham, hvad Henry havde sagt.
– Satan, sagde Joe, vågen nu. – Sagde han det?
– Han kan ikke lide os, Joe.
Han lå lidt, blikket rettet op mod loftet.
– Det er all right. Vi er heller ikke ligefrem vilde med ham.
– Det er ikke det. Han er ikke rigtig i hovedet.
Han tænkte, nej, og du ved, hvad du taler om.
Han sagde, – Hvad skulle det hjælpe at jeg talte med ham om min mor?
– Jeg ved det ikke. Tal med ham om, hvad han vil.
– Det gør vi jo hver dag. Jeg har prøvet, Martha.
– Tal med ham om, hvad han har lavet. Ham og den anden.
Han lå lidt, før han sagde, – Det ved vi vist godt.
Martha sagde, – Ved vi?
Han vendte sig om på siden, så deres ansigter lå tæt på hinanden. – Martha. Ezekiel og jeg har talt om det.
– Så skulle du måske fortælle mig, hvad I har sagt.
Han sagde, – Det er ikke let for mig. Han er trods alt en slags kin.
– Men?
– Men … det er små ting. Den måde han lyver på.
Hun ventede.
Han sagde, – Han har været nogle steder, han ikke skulle have været.
– Hvor?
Så han fortalte hende, hvad de vidste, eller mente at de vidste. Johannes gengav alle deres ord, måden, Henrys løsrevne bemærkninger samlede sig til et andet billede end billedet af en overseer på en tobaksfarm i Virginny. Han gjorde sig umage, så hun ikke skulle tro, at han og Ezekiel havde kogt det sammen selv, fordi de ikke brød sig om hans halvbror.
– Du siger, at de var scavengers, sagde hun så. – Er det det, I er nået frem til?
– Ja, mam, sagde han. – Det er jeg bange for.
Hendes øjne var tæt på hans. Han holdt hendes blik.
– Har du spurgt ham lige ud?
– Nej. Du har jo hørt ham. Han lyver, Martha, han lyver hele tiden på sin halvrøvede facon. Han kender ikke forskel på, hvad der er løgn og sandhed.
– Men hvis du spurgte ham? Hvis du sagde, hvad du og Ezekiel havde talt jer frem til? Måske ville det hjælpe ham.
– Det er ikke så simpelt.
– Hvorfor?
– Fordi … han hader Ezekiel, Martha. Jeg kendte ham hele vores barndom. Og jeg ved, at han hader Ezekiel. Måske hader han også mig.
– Og mig? Og Billy?
– Det ved jeg ikke.
Hun rullede fladt om på ryggen. – Tal med ham, Joe. Det er det eneste, jeg kan sige. Jeg ved godt, at det er svært. Men vi kan ikke have ham her, hvis han lyver og hader os.
Han var længe om at falde i søvn, hans træthed var ophævet af hendes opfordring. Tale med Henry. Tale om hvad? Hvad var der at tale om? Hans halvbror var uduelig, ussel og ondsindet.
Hvordan skulle det hjælpe, at han talte med ham?