Han gjorde sig klar. Han barberede sig omhyggeligt og rettede de skrå kanter af de sorte bakkenbarter til. Han pudsede sine støvler, børstede sin kasket, strøg skjorten – kraven, brystet og manchetterne i hvert fald – knappede den grå vest over brystet og tog sin sorte skødefrakke på.
– Jeg går nu, sagde han til Billy og Ezekiel på bænken.
– Det kan vi se, sagde Ezekiel.
Johannes vendte sig.
På vej ind til hotellet tænkte han på Josie Noonin og hendes brev. Det var i dag, de skulle mødes.
Han havde tænkt på hende, siden han fik brevet.
Han huskede hende.
Han huskede hende udmærket, hendes øjne og det tykke hår som slanger over hendes ører. Tanken om synet af hende fik ham til at mumle de ting, han havde forberedt, han skulle fortælle hende.
Josie, Martha er død.
Josie, min halvbror skød hende.
Josie, Billy er kommet tilbage.
Han længtes efter at fortælle hende om det. Han længtes efter at sige hendes navn. Han forstod ikke, hvorfor han længtes sådan efter det. Måske længtes han bare efter at fortælle nogen om det, der var sket i de første år, han havde været i Amerika.
Nej, tænkte han, han længtes ikke efter at fortælle det til hvem som helst. Han længtes efter at fortælle det netop til Josie Noonin. Han længtes efter at se Josie Noonin.
Josie så ham gå forbi udenfor, og et øjeblik efter hørte hun hotellets fordør gå og lyden af hans støvler på gulvplankerne i hallen. Hun lukkede øjnene og lænede sig tilbage i stolen.
Hun havde skrevet til ham.
Ikke til Martha.
Nu mærkede hun følelsen af fordækthed. Hun ville ikke se Martha. Hun var ikke interesseret i Martha. For Martha var ikke interesseret i hende. Og Martha var i stand til at vise sin manglende interesse langt bedre end hun selv.
Hun havde kun fanget et kort glimt af Joe, mens han gik forbi vinduet uden at se ind, og da han et øjeblik senere trådte ind i spisesalen og med det samme fik øje på hende, kunne hun se, hvordan tiden var gået. Ikke lang tid – ikke fire år – men nok til, at man kunne se det.
Hun rejste sig.
– Josie, sagde han.
Hun smilede. – Joe.
– Tak for dit brev, sagde han.
Hun nikkede. – Tak fordi du kom.
De satte sig. Josie sagde, – Jeg bad Ron Breen om at komme med te. Jeg ved ikke, om du drikker te.
Han smilede til hende. – Jo, nikkede han. – Jeg drikker te.
Hun satte sig og så Joe tage plads overfor, hans skikkelse mere værdig og elegant, end hun huskede den. Hans skikkelse virkede tynd som et ungt træ over bordets hvide dug, hans ansigt glat, hans hår sort som ravnefjer, da han tog kasketten af og lagde den på dugen.
Hun sagde, – Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved, hvad jeg har lyst til at sige.
Han smilede stadig. – Hvorfor siger du så ikke det?
Josie sagde, – Før jeg rejste herfra. Du var sammen med Martha. Som mand og kone. Eller havde været. Jeg forstod det ikke.
– Det gjorde jeg heller ikke, sagde han.
Hun sagde, – Jeg skrev til dig, fordi det var dig, jeg gerne ville se.
– All right.
– Men Martha …
Han sagde, – Der er også ting, jeg har længtes efter at fortælle dig, Josie.
Hun så på ham. Han sagde, – Martha er død. Jeg ville have skrevet det til dig. Men det er ikke længe siden. Der var mange ting, jeg gerne ville have skrevet til dig, men jeg havde ikke gjort det, da dit brev kom.
Efter et øjeblik sagde hun, – Hvordan døde Martha?
Hun så Joe skyde øjenbrynene op et kort sekund. Så sagde han, – Min halvbror skød hende.
Hun lagde mærke til, at de sad helt stille. Hun sagde, – Din halvbror skød hende. Hvad skete der med ham?
Joe sagde, – Han er også død. Ham skød jeg.
Josie betragtede ham for at se, om han af en eller anden grund lavede sjov med ham, selv om hun vidste, at Joe ikke lavede sjov med den slags.
– Sådan er det, sagde han så. – Det er en lang historie, men den er for det meste slut nu.
– Vil du ikke fortælle mig den?
Han så op. – Jo, selvfølgelig vil jeg det. Hvis du har tid.
Hun sagde, – Vil det sige, at det kun er dig og Ezekiel derude nu?
Joe smilede. – Nej. Nej, Billy kom hjem fra krigen.
Hans ord fik Josie til at se ned. Lidt efter sagde hun, – Så han var i krigen?
– You bet, sagde Joe. – Men han overlevede.
Mens de drak teen, alene i spisesalen på The Breen Hotel denne lørdag middag, fortalte han hende flere af de ting, han havde forberedt i tankerne, og Josie fortalte ham om de ting, som hun havde forberedt, og som lå bag hendes besøg i Obscure.
Hun fortalte ham om Marcus Crinney og hans sangbog, om mandens kone og søn, om hvordan Marcus Crinney var død, hans søn hængt af sine egne.
Hun lagde bogen på bordet, så han kunne se, at det var sandt. Hun så ham studere den side, hvor ”My Soldier Boy” var trykt, så ham løfte blikket og sige, – Det er ikke min sang, Josie.
Hun nikkede og forklarede ham det.
Allerede mens hun forklarede, mærkede hun, hvordan hans opmærksomhed flakkede. Han så på hende, han fulgte hendes ord, men i hans ansigt så hun kun et lille smil, som ville have været der, uanset hvad hun fortalte ham.
Var hun kommet herop fra Chicago for at fortælle ham det?
Han så på hende, hendes ord forståelige, hendes ærinde reelt, men alligevel uvigtigt.
Han sagde, – Da jeg gik herind, tænkte jeg på de ting, jeg skulle fortælle dig. Om Martha og Billy.
Josie så på ham, og han tilføjede, – Jeg har tænkt på det, siden jeg fik dit brev. Hvad jeg skulle fortælle.
Hun sagde, – Da jeg skrev brevet … det var mrs. Crinney, der fik mig til det.
Han så på hende.
Josie sagde, – Hun bad mig sørge for, at du fik pengene.
– Hvilke penge?
Hun tog checken op af sin taske. – De penge, som hendes mand tjente på din sang. Sådan som hun havde regnet det ud. Fem hundrede dollars.
Joe sagde, – Det er ikke min sang.
Hun sagde, – Måske er ordene skrevet om, men det er dig, der har skrevet melodien.
Han virrede med hovedet, – Hvordan gør man det op i penge?
Josie smilede. – Jeg ved det ikke, Joe. Men det er der nogen, der gør.
Han sagde, – Det har ikke noget med mig at gøre.
Billy Noonin havde ikke noget virkeligt ærinde hos Patch Riley den dag. Alligevel befandt han sig på træbroen uden for købmandens butik, skråt over for hotellet, da han så Joe og damen komme ud derovre.
Tante Josie, som han aldrig havde set.
Ezekiel havde sagt, at tante Josie havde et svagt punkt for Joe, og at det var derfor, hans mor havde bedt hende rejse til Chicago.
Billy tænkte på det med det svage punkt, mens han stod lænet mod væggen til Patch Rileys butik. Der var folk på gaden. Han mente ikke, at Joe ville se ham. Det betød ikke noget.
Billy så, at hans tante Josie var yngre, end han havde forestillet sig, og han så Joe tilbyde hende sin arm på en måde, som Billy aldrig havde set før. Han så tante Josie tage imod den.
Hun havde taget imod hans tilbud om en promenade, da de havde udvekslet alle nyhederne, og der ikke var mere at sige på det tidspunkt.
– Bliver du? sagde han, mens han hjalp hende frakken på og stod bag hende.
– Ja, hvis du vil have det, sagde hun.
Hun vendte sig mod ham. Han tog kasketten på bordet og satte den på hovedet.
– Det vil jeg, sagde han. – Jeg håbede på det.
Mens de gik, tænkte han.
En mand havde udnyttet hans sang.
Det gjorde ham ikke noget, men tanken undrede ham.
Nogen havde tjent penge på ord, han selv havde skrevet ned.
Han forstod ikke, hvordan tanken kunne opstå i en mands hjerne. Tjene penge på ord?
Josie havde vist ham, hvordan manden havde lavet hans sang om til en krigssang, og han havde sagt, at det ikke interesserede ham og ikke havde noget med ham at gøre.
– Hvis hans enke mener, at de fem hundrede dollars er mine, så tager jeg imod dem, sagde han. – Men jeg kan ikke se, at det har noget med mig at gøre.
Billy anede ikke, hvad hans tante ville Joe.
Han så dem spadsere, han så Joe hjælpe Josie ned fra træbroen og så dem fortsætte over vejen. Billy lænede sig lidt frem. Det så ud, som om tante Josie havde fået øje på frakkerne, som Roger Ikeman havde hængt ud foran sin manufakturforretning længere henne.
Det var ved at blive koldt. Bladene på træerne på skrænterne oven for Obscure var røde og gyldne.
Billy lænede sig mod gelænderet. Det gjorde ikke noget, hvis de fik øje på ham nu. Der var ingen skade i det.
Han betragtede dem, Joes rolige belevenhed, tante Josie, som Ezekiel havde sagt var sangerinde i Chicago, og som havde broderede støvler på.
I sin tid i armeen havde Billy ofte tænkt på Joe, når han var ensom. Det tænkte han på nu, mens han så dem spadsere og ventede på, at de skulle få øje på ham.
I de år havde han altid tænkt på Joe som en far, og det havde virket beroligende at forestille sig, at der var en mand et sted, som man kunne tænke på på den måde, og som måske en dag ville stå over for en igen, så man kunne fortælle, hvad der var overgået en.
Nu så han, at hans tanker havde været forkerte. Han havde gjort Joe ældre, end han egentlig var, når han på sin hest eller på en vagt havde set ham for sig og forestillet sig, at Joe kunne høre hans tanker og var lidt som en far.
Joe var ikke gammel. Joe var ikke nær gammel nok til at være hans far. Billy så Joe og tante Josie komme nærmere, nu gik de mellem folkene på træbroen på hans egen side af gaden, den side, hvor Patch Rileys butik lå.
Hans far, tænkte Billy, mens han rettede sig op og begyndte at smile i de få sekunder, der ville gå, før de opdagede ham og Joe ville præsentere ham for hans tante Josie – hans far havde været en anden.
De havde stadig ikke set ham. Billy smilede. Han kunne ikke lade være. Han så tante Josie smile mod Joe, hans tante anderledes end nogen tante, han kunne forestille sig, og han så Joe smile igen og se op.
Joe fik øje på ham, og hans smil blev bredere. I det øjeblik holdt Billy op med at tænke på ham som en far. Joe, tænkte han, var mere som en bror.
Soundtrack til ”Illinois” kan downloades gratis på:
De ti stykker musik, som udgør soundtracket, er indspillet af ”Lars Kjædegaard’s Orkester” og produceret af Kenneth Plon. Musikken er tænkt som en lydlig parallel til romanens univers, men bog og soundtrack kan nydes separat. Vi har med soundtracket ønsket at give romanen en ekstra dimension – en
lydside, som læseren kan vende tilbage til igen og igen!
Tak til
Jeffrey Artenstein, Birgitte Graae, Henning Knudsen,
Dave Swarbrick, Jill Swarbrick-Banks, Jonathan Schwartz og
Tom Bailey for research, indsigt og gode råd.
En stor tak til Statens Kunstfond for det treårige legat
”Bølgen” i Ålsgårde for studie
Dave Swarbrick for violinen på ”Brothers with Arms”
Jeff Artenstein for annonceringen på ”This is my home”
”Lars Kjædegaard’s Orkester” spiller ”Illinois” live.
Booking på:
chain@c.dk
Lars Kjædegaards website: