Han vendte sig langsomt, halvt i søvne, som han gjorde de fleste tidlige morgener, længe nok til at fornemme om solen var kommet op, men ikke længe nok til helt at komme ud under den hvælving af drømme, som rejste sig over ham natten igennem.

Han havde drømt om uglen – måske havde han hørt den. Uglen med det hjerteformede ansigt syntes at eksistere både udenfor hvælvingen og under den. Han havde på et tidspunkt i løbet af natten drømt, at uglen havde forladt sin vante gren i den høje birk, som ragede op over de tætte, næsten sorte fyrretræer på skråningen ovenfor hans hytte.

Han havde første gang set den gøre det en aften i skumringen. Han havde nogen tid været opmærksom på fuglen, som boede nær hans hytte under den lerede skrænt. Da han første gang med et sæt havde indset, at den sad oppe i birken, havde han haft en urolig følelse af, at uglen havde betragtet ham længe allerede. Den lysebrune fugl havde et skarpt afgrænset ansigt. Området omkring de store, lidt skrå øjne var fladt og mindede ham selv på afstand i strukturen om lamellerne i de brune svampe, som voksede i den bløde skovbund. Selve uglens ansigt – han tænkte på det som et ansigt – passede ikke til en fugl. Han havde følt sig betragtet med en form for overlegenhed, som om uglen var et menneske i dyreform.

Siden han første gang i skumringen havde set den slippe birkegrenen og svæve i et tavst, besværgende dyk ned over tørvetaget på hytten, dens udstrakte form som et fjedret kors mod det dybviolette bælte længst borte på den vestlige himmel, havde han somme tider, når han lå i sengen, haft følelsen af at kunne mærke, når uglen gled over hans tag.

Når han om dagen fik øje på den i birken, fik synet ham til at tænke på nætternes lange, ensomme timer.

Hans nætter var urolige syn og følelser. Han stod ofte udmattet op, lettet ved tanken om dagen, som lå foran ham med et løfte om ord og arbejde, hvis virkelighed han ikke behøvede at betvivle.

Af og til vidste han om morgenen, at han i løbet af natten flere gange havde været oppe, men at han i tankerne stadig havde befundet sig under hvælvingen af urolige drømme, mens han havde siddet en stund ved bordet eller havde pisset ud i mørket fra enden af træbroen under udhænget på den miserable hyttes forside.

Morgenerne syntes farvet af den foregående nats syn under hvælvingen. Nogle nætter foregik synene omkring den røde stenbygning i skoven, et sted, som i hans vågne bevidsthed rummede næsten mere frygtsomme følelser, end når han drømte om det.

Andre nætter spøgte nogle bemærkninger, Patch Riley var kommet med om Illini-indianerne, som få år tidligere havde levet i bakkerne, men som nu var trængt vestpå til den anden side af Mississippifloden. Tanken om indianernes fremmede vildskab skræmte ham, og under nattens hvælving så han i drømme et rødligt ildskær mod træer i mørket, mens han med hamrende hjerte befandt sig i en skov tæt på. Han havde aldrig set indianerne, og i nattens sorte sal levede de udelukkende i kraft af Patch Rileys få ord og det faktum, at de engang havde været her.

Det skete, at nætternes syn og drømme flød sammen, så hans frygtsomme fornemmelse af den røde stenbygning i skoven blandede sig med det monotone og regelmæssige ga-dung fra indianernes trommer, som Patch Riley havde gengivet for ham. Patch havde hørt det som barn, og det havde også skræmt ham.

Når han vågnede, forsøgte han at irettesætte sig selv. Han fortalte sig selv, at den røde stenbygning i skoven ikke havde noget at gøre med indianerne. At indianerne ikke længere boede i skovene. At der ikke var noget at være bange for. At den røde, forladte og tilgroede stenbygning i skoven slet og ret var et forladt hus, hvis oprindelige beboere for længst var borte.