LIVSAFSNIT 1957-67
Mine universitetsår 1956-63 blev lysere, fordi jeg igen fandt nogle at læse med. Først og fremmest Henrik Stangerup, som kom fra Stenhus Kostskole. Jeg spurgte ham, hvad nummer han lå i klassen. Han svarede: Nummer ét. Jeg fik igen enorme mindreværdskomplekser. Jeg var jo vant til at omgås genier. Senere forklarede han mig, at han mente nedefra. Henrik afskyede, at vi hos professor Skydsgaard skulle lære latinske sætninger. Vi kom ud fra en undervisningstime, hvor vi havde terpet Luthers udsagn: Simul justus et peccator. Det betyder: På én gang retfærdig og synder. I den periode kom Henrik Stangerup på en lille, næsten lydløs knallert fra sine forældres hus i Sorgenfri. Jeg fulgte ham ned til køretøjet, som han startede. Han vinkede uden at vende sig og forsvandt, idet han råbte: Velo solex et peccator.
En anden opmuntring til forelæsningerne var Gitte Berg, der senere afløste mig som fængselspræst i Vridsløse. Det var en fornøjelse at gå til forelæsninger, når hun kom. Til vores eksamen, hvor vi skulle huske skriftsteder, gav jeg hende et helt hæfte med rimede skriftsteder, for eksempel: Barnet i midten, Mathæus 19. Hun var med, da jeg fejrede min 74-års fødselsdag, og hun betroede mig, at hun stadig husker skriftstederne udenad.
Jeg var heller ikke dygtig på universitetet, men to ting hjalp mig. Den ene var, at jeg har let ved at lære tekster udenad. Jeg kunne 50 dogmatiske læresætninger på latin, og da vi ikke måtte medbringe noter eller andet materiale, var dét en stor fordel. Den anden var, at jeg besluttede, at jeg ville koncentrere mit studium om Søren Kierkegaard. Ikke mindst fordi han havde skrevet den første bog i verdenslitteraturen om begrebet angst. Jeg ved ikke, om hans angst havde noget at gøre med eksamensangst. Jeg tvivler på det. Men for mit eget vedkommende ligger eksamensangsten så dybt i mig, at jeg ikke kan høre fuglene synge om sommeren, uden at jeg drømmer, at jeg dumper, fordi jeg ikke kan det drabelige pensum. I mange år vågnede jeg ulykkelig med følelsen af at være dumpet. Siden steg glæden fra tæerne og op til hjernen, fordi det kun var en drøm.
Kierkegaard er den første, der definerer forskellen mellem frygt og angst, idet han fastholder, at frygten har et objekt – man frygter noget. Angsten derimod er genstandsløs. Angsten for intet. Mange ville hævde, at Kierkegaard mente angsten for døden. Jeg er overbevist om, at det tværtimod er livsangsten, han tænker på. Det, at man spildte dag efter dag, år efter år, fordi man syntes, det hele ingenting var, indtil det en dag går op for én, at man ikke har brugt den tid, der var én beskåret, men har ladet den sive som sand mellem fingrene.
Det første halve år af vores studietid sad vi og oversatte teksten fra 1. Mosebog – også kaldet Genesis – fra hebraisk til dansk. Det er her, vi får at vide, at Adam og Eva må spise af alle havens træer, undtagen det, som bærer kundskabens frugt – vel at mærke den kundskab, der vil gøre det muligt for dem at sondre mellem godt og ondt. Gud advarer dem mod at gøre det: Hvis I spiser af det træ, skal I dø. – Dø hedder på hebraisk (og Vorherre talte jo hebraisk) moth. Med en mørk truende vokal (fr. mort, ty. tod). Den mørke vokal er en rædselsvokal. Adam og Eva er som børn uskyldige og aner ikke, hvad ordet betyder, men fornemmer, at det skaber angst i deres sind. Kierkegaard tolker det som angsten, som på den måde virker både dragende og skræmmende. Dragende, fordi lysten til at trodse forbuddet vækkes, og skræmmende, fordi de trues med et ord, som vækker rædsel, uden at de forstår. Paradokset er, at de ikke kender døden og dog frygter den på grund af lyden. Hvis de ikke trodsede forbuddet, skulle de ikke dø. Angsten ligger i dobbeltheden: At de kan og kan lade være. Kierkegaard præciserer genialt: Angsten er mulighed for muligheden. Kirkefaderen Augustin skriver i det 4. århundrede, at da mennesket ville, hvad det kunne (nemlig lade være) – kunne det siden ikke, hvad det ville. Eller som han udtrykker det: Da vi kunne ikke-synde, men trodsede, kunne vi siden ikke-ikke. Det er udgangspunktet for Kierkegaards analyse, og det passede os godt, fordi vi sad og stavede os igennem det – som det første i hebraisk.
De to sammenfald gjorde studiet lettere for mig. Jeg var klar over, at de sproglige fag, græsk og latin, og de historiske fag (perioder i kirkehistorien) samt de dogmatiske (læresætninger) og det etiske hang sammen. Jeg var nødt til at skaffe mig redskaberne for at forstå Danmarks største filosof, fordi han tænkte teologisk. Efter Kierkegaard har talrige psykologer og dybdepsykologer forsøgt at gøre rede for angsten, men Kierkegaard gør opmærksom på, at hans psykologiske undersøgelse af angsten er foretaget på dogmatisk grundlag.
Senere har jeg i samtale med utallige mennesker opdaget, at mennesker med en angstneurose ville give flere år af deres liv for at få angsten forvandlet til frygt, fordi de så vidste, hvad de var bange for. Kierkegaard har ret i, at frygten har en genstand, mens angsten ikke kan sætte ord på det, den skælver for.
Dét, som jeg i en periode følte var tidsspilde, blev med tiden til det vigtigste, jeg har beskæftiget mig med.
I min studietid var det N.H. Søe, som lærte os at parafrasere. Det betyder at gengive 10 sider af Søren Kierkegaard 100% med vore egne ord. End ikke én eneste linje måtte vi citere. (Han underviste teologer, men på et tidspunkt kom to litteraturstuderende, Thomas Bredsdorff og Jørgen Bonde Jensen). Jeg skrev speciale hos N.H. Søe om Kierkegaards forhold til Platon. På det tidspunkt havde jeg lært at parafrasere både Platon og Kierkegaard. Det er en fantastisk måde at tilegne sig et stofområde på. – Den dag i dag bliver jeg vred, hvis en anmelder af en film eller et teaterstykke blander sin egen personlige mening ind. Det er hverken film, teater, bøger, publikum eller læsere tjent med. Man skal ikke lade sig styre af et spottende nedgørende referat. Søe var jungianer. Han besøgte Jung og knyttede venskab med ham og skrev en storartet lille bog C.G. Jung (1965).
Som ung præst hentede jeg inspiration fra P.G. Lindhardt. For nylig læste jeg en artikel af Niels Højlund, som også indrømmede, at Lindhardt havde været en inspiration. Det stødte mig, at han sluttede sin artikel med: Hvorfor skal vi da høre om P.G. Lindhardt. Kan man ikke lade ham ligge i sin grav?
Når det regner på Platon, så drypper det på Sokrates
Da jeg blev færdig som teolog i 1963, begyndte jeg at læse teologi og filosofi. Man er nemlig ikke færdig med et studium, bare fordi man har forladt universitetet. Det er med et studium som med kørekortet: Man er ikke nogen god bilist, den dag man får kørekortet. Man skal gøre erfaringer i tåge og glatføre. Som 75-årig læser jeg fortsat filosofi og teologi.
For nylig fik jeg af en ven en bog om Sokrates. Han havde fundet den i et antikvariat. Bogen hedder Retssagen mod Sokrates, 1990 og er oversat til dansk af Henning Juul Madsen. Mens jeg skriver på erindringsbogen Det er (ikke) lige mig, betragter jeg alle den slags tilfælde som fingerpeg. Forfatteren I.F. Stone er en institution i amerikansk journalistik. Han har været Washington-korrespondent for The Nation, PM New York Post og New York Review of Books.
Stone er født i 1907 som søn af russisk-jødiske immigranter. Som pensionist begyndte han at lære sig oldgræsk for at studere Platon. Bogen blev en bestseller i USA:
“I.F. Stone har læst de gamle tekster på samme måde, som han læste Pentagon-papirerne – med blik for den vigtige detalje og den skjulte sammenhæng.” – New York Times.
Mit teologiske speciale drejede sig, som nævnt, om Kierkegaards forhold til Platon og Sokrates. Jeg arbejdede længe med Platons dialoger og naturligvis også med Sokrates’ forsvarstale. Jeg brugte et digt af Halfdan Rasmussen fra digtsamlingen Torso. Digtet hedder Agora.
Vi ved, at Sokrates stillede spørgsmål om tre afgørende emner 1) Var de græske guder de rigtige at tilbede? 2) Hvordan ville man definere det gode? og endelig 3) Hvad er retfærdighed?
Halfdan Rasmussen forbløffede mig ved at kunne sammenfatte det i 2 vers:
Agora
Her gik han, denne mand som spurgte tit,
men aldrig lod sig binde til et svar.
Dyb efter dyb blev rørt. Om intet bar,
der var dog grund mer hård end hård granit.
Han prøvede sit folk. Igen. Igen.
Er Gud den rette Gud? Er dyden dyd?
Er retfærd det retfærdigste?
så byd
din uven samme vin du bød din ven.
Halfdan Rasmussen bruger ordet dyd på en anden måde, end vi gør i dag. Men i Athen skulle borgerne opdrages til, hvad vi kunne kalde borgerdyd. (I København var der i 1700-tallets oplysningstid to gymnasier, som fik navnene henholdsvis Østre- og Vestreborgerdyd. Formålsparagraffen lovede, at eleverne ikke bare skulle blive dygtige, men tilmed gode borgere.)
Det andet, vi ved om Sokrates, er, at han fik at vide, at oraklet i Delfi, som var ufejlbarligt, engang havde givet det svar, at den klogeste mand i Athen var Sokrates. Det kom bag på ham, men langsomt gik det op for ham, at han var den eneste i Athen, som vidste, at han ingenting vidste. Selv følte han, at han var en nar, men så tog han narrens rolle på sig ved at spørge enfoldigt, så det viste sig, at ingen af de vise vidste, hvad de troede de vidste. Han brugte ironi og forklarede, at han ikke var lærer. Han ville ikke kunne lære nogen noget. Hans grundpåstand var, at den sande viden har enhver som en medfødt gave. Når man spurgte, hvad han da var, hvis han ikke var lærer, svarede han, at han havde påtaget sig sin mors arbejde. Hun var jordemoder. Jordemoderens arbejde hedder på græsk maieutik. Ved at stille spørgsmål fik han folk til at indse, at de vidste noget, de ikke vidste de vidste. Halfdan Rasmussen sammenfatter:
Han prøvede sig selv. Om jeg er viis,
da er jeg viis i kraft af fæ og pjok.
Lidt mindre dumhed, er det visdom nok?
Kun tossen skænker tåben kløgtens pris.
Han spurgte. Og med sine spørgsmål stak
han som en hveps de sløve. Hvad er sandt?
Han kendte ikke svaret. Men han fandt
omsider svar i bægeret, han drak.
Her er vi ved domfældelsen. Henrettelsen bestod i, at han skulle tømme et bæger med gift, men før dommen fik han, fordi Athen var et demokrati, lov til selv at holde sin forsvarstale for den samling nævninge, der skulle fælde dommen.
Halfdan Rasmussens sidste vers lyder:
De dømte ham. – Men han blev aldrig dømt
Ironisk, mild tog han imod sin dom
og drak skarntydens bitre drik, som om
det var al visdoms kalk, han havde tømt
(Kilde: Halfdans digte, Schønberg 2004)
Da jeg skrev mit speciale, smittede Søren Kierkegaards begejstring for Sokrates mig, så Sokrates forekom mig at være en helt. I 1844 – samme år som Kierkegaard udsender Begrebet Angest under pseudonymet Vigilius Haufniensis – udsendte han i efteråret Philosophiske Smuler under pseudonymet Johannes Climacus. Kierkegaard vurderer Sokrates så højt, at han sætter ham på linje med Jesus, fordi de begge bliver udskudt af samfundet, dømt og henrettet. Kierkegaards lærer var Poul Martin Møller. Kierkegaard tilegner Begrebet Angest til Poul Martin Møller. I tilegnelsen kalder han ham den lykkelige elsker af græsk filosofi, mens han betegner sig selv som den u-lykkelige. Kierkegaard havde ikke alene sin viden om Platon fra Poul Martin Møller. Kierkegaard og Møller boede dør om dør på Kongens Nytorv og gik mange ture med hinanden i København. Emnet var ofte Platon og Sokrates.
Hvis jeg havde kendt Stones bog, Retssagen mod Sokrates, havde jeg næppe overgivet mig til at skatte Sokrates højt:
I Athen havde de velhavende aristokrater mest at skulle have sagt. Sokrates var ikke en velhavende aristokrat. Han tilhørte middelstanden. Hans far var stenhugger, måske også billedhugger. Man sondrede ikke dengang mellem kunst og håndværk. Hvordan tjente Sokrates til det daglige brød?
Vi ved, han havde en kone, Xanthippe, og tre sønner at forsørge. Han levede, til han blev 70. Han synes aldrig at have haft noget egentligt arbejde. Han tilbragte sine dage i lediggang med at tale med folk. Han hånede sine modstandere, sofisterne, fordi de modtog honorar fra deres elever. Han var stolt over, at hans egne elever aldrig betalte ham. Hvordan underholdt han sin familie? Svaret er, at Sokrates formodentlig levede på en arv, som hans far havde efterladt ham. Søren Kierkegaard siger på sit dødsleje, at han som Sokrates aldrig har tjent på sin virksomhed. Han kalder sin far for forhenværende hosekræmmer. Også Kierkegaard levede på sin kæmpe arv.
I.F. Stones hovedsynspunkt er, at det demokrati, som USA roser sig af, allerede kendes på Sokrates’ tid. Efter at Grækenland i lang tid har bestået af små bystater, samles Hellas’ magt i én stat, nemlig Athen. Småstaterne vekslede, så der snart var en tyran – et styre, der var overladt til de få, og efterhånden en styreform, der var overladt til de mange. Problemet er, om de mange skal styres af de få, eller om staten skal styres af alle, således at alle får en stemme.
Platon og Sokrates håner demokratiets fattige og almindelige mennesker. Platons drøm er udtrykt i den bog, der hedder Staten 377-370 f.Kr. Han mener, samfundet har gavn af, at det er filosoffer, der styrer. Stone mener, at Platon har påduttet Sokrates den samme tanke. I hvert fald siger Sokrates, at en skomager eller en håndværker for slet ikke at tale om en amme umuligt kan have forudsætninger for at deltage i et demokrati. Stone kalder det for snobberi, at Sokrates og Platon mener, at samfundet skal styres af adelen. Den græske opfattelse af demokratiet går tilbage til Solon fra 500 f.Kr. – ham, vi kalder Solon Den Vise. Han var så konsekvent, at han mente, at demokratiet (fordi demos betyder folk) betød, at alle uanset stand skulle deltage. Ja, han gik så langt som til at sige, at de unge ikke måtte rejse ud af Athen, fordi de så kunne komme hjem med nogle nye ideer. Et af anklagepunkterne mod Sokrates var, at han netop anbefalede de unge mænd i Athen (især godsejersønner) at rejse til Sparta. Sparta var en torn i øjet på enhver fornuftig fra Athen. I Athen levede man i luksus, i Sparta levede man fra hånden i munden (jf. ordet spartansk).
Da Platon efter Sokrates’ død grundlagde sit akademi, var fagene æstetik (det skønne), etik (det gode), filosofi (det sande) og det guddommelige (det evige). Stone drager en parallel til USA, fordi Athen tilstræbte frihed, ytringsfrihed, lighed og broderskab. Stones påstand er, at de, der dømte Sokrates, havde en vis ret på deres side. Han var en trussel mod Athen. Allerede den kloge Solon foreslog, at personer i samfundet, som ikke interesserede sig det mindste for samfundet, skulle udvises.
Retsagen mod Sokrates er en vittig bog, fordi Stone har en rig erfaring fra det moderne politiske liv. Sokrates spotter fænomenet retorik. Stone viser, at veltalenhed også i vores samfund spiller en rolle. Man kan ikke bare tale, man kan også overtale og desværre også bagtale. I parlamentet er det afgørende, at man kan tale for sig og sin sag. Også nævninge kan overtales. – Oscar Wilde siger, at i en retssal skal tolv mennesker afgøre, hvem der har den bedste sagfører.
– Stone går så vidt, at han har et afsnit, der hedder 1) Hvordan Sokrates gjorde sit bedste for at støde nævningene fra sig? og 2) Hvad Sokrates skulle have sagt? og 3) Var der heksejagt i oldtidens Athen? – Her hentyder Stone til McCarthy. Stones sympati ligger ikke hos Platon, ej heller hos Sokrates, men hos den store filosof, som levede efter Platon – nemlig Aristoteles. Aristoteles siger, at en mand, der ikke hører hjemme i nogen by, er som en “enlig brik i brætspillet”. En enlig brik på et bræt har ingen funktion. Den har først en mening i forbindelse med andre brikker. Den udtryksfulde metafor indebærer, at mennesket kan realisere sig inden for polis. Individet kan kun opnå et godt liv, når det lever sammen med andre i et fællesskab. “Mennesket,” skrev Aristoteles, “er, når det fuldkommengøres, det bedste af alle dyr, men hvis det udelukkes fra lov og retfærdighed, er det det værste af alle (…) det er det mest ugudelige og blodtørstige væsen.”
Stones bog har været vigtig læsning for mig, men efterlader mig med behersket sympati for Sokrates.
I 1956 udkom K.E. Løgstrups bog Den etiske fordring. Jeg læste den med glubende appetit. En ven af mig, hvis far var kommunist, viste mig, at bogen lå på faderens sengebord. Det overraskede mig, men viste mig også, at Løgstrup som teolog ville fremhæve, at grundfølelser som tillid og mistillid, angst og mod, ensomhed og hjælpeløshed ikke kun var noget, der hørte til inden for kirken eller den kristne livsforståelse. Det var netop dét, der gjorde teologien livsvigtig for mig. Skulle jeg i dag vælge studium, ville jeg igen læse teologi.
I 2011 udkom Ole Morsings bog Løgstrup & Sløk. Morsing er fortrolig med både Sløk og Løgstrup. Han tegner deres gensidige konflikt tydeligt op.
Jeg husker, da Sløk 24. april 1986 holdt sin afskedsforelæsning på Aarhus Universitet. Jeg var rejst over for at være med sammen med mine to sønner. Der var flere hundrede til stede i auditoriet. Sløk tegnede på tavlen en vertikal streg, som skulle være en mur, som sagde: Hertil og ikke længere. Til venstre for muren tegnede han et kryds og til højre et spørgsmålstegn. Meningen var, at han ville understrege modsætningen mellem mennesket og Gud – illustreret ved et kryds henholdsvis et spørgsmålstegn. Han ville vise den fundamentale forskel på menneskets jordiske vilkår og det hinsides. Sløk fastholdt, at alle teologiske tanker og forestillinger er tomme og uvirkelige. Mennesket kan ikke tænke sig til Gud. Mennesket har kun sin jordiske erfaring og logik.
Løgstrup var hans modsætning. Løgstrup ville hævde, at fordi livet er skænket som en gave, er det ikke indholdsløst og tomt – tværtimod indeholder det værdier, som vi ikke kan sætte vilkårligt. Vi kan ikke ved flertalsafgørelser hævde, at der ingen forskel er på godt og ondt og på lys og mørke. En af Løgstrups elever, Helmut Friis (1944-1994) husker den første gang, han hørte Løgstrup forelæse.
“En gråhåret herre ved navn Løgstrup – man sagde, han var en rigtig tænker med originale tanker – kom ind. Han lignede godt nok en filosof. Han begyndte at vandre frem og tilbage over podiet.”
Modsætningen mellem de to teologer springer i øjnene allerede ved deres fremtoning. Løgstrup var imødekommende. Tog et hvilket som helst spørgsmål alvorligt og gik ind på det. Sløk var elegant – en entertainer, grov over for de studerende. Ved en bestemt lejlighed fik han et spørgsmål fra en af de studerende. Han lyttede knap nok og sagde: “Ved De, hvad De er? De er komplet idiot.” Løgstrup kan sige, at mennesket ikke kan undslippe fænomenerne, fordi de, i kraft af at verden er skabt på forhånd, er ladet med værdi. Det er ikke menneskets vurderinger, det først drejer sig om, for fænomenerne har deres egne bestemmelser.
“Mit liv har overtaget mig, før jeg har overtaget mit liv. Mit liv har givet mig at forstå, hvad der er godt og ondt, før jeg tager stilling og vurderer. Vor tilværelses egen forståelse afgøres af, hvad der på forhånd er godt og ondt” (…) “Livets gåder ægger uopholdeligt vor tolkning. Vel at mærke en tolkning, som ikke giver sig ud for at være en forklaring.”
I 1957 fik Albert Camus Nobelprisen. Jeg læste ham, fordi han blev diskuteret blandt mine medstuderende. Det var romanen Faldet, 1956, der i titlen havde hentydning til syndefaldet, og hvor hovedpersonen havde det religiøse navn Jean-Baptiste Clamence – som betyder Johannes Døberen, som råber. I Det Nye Testamente hedder det, at Johannes Døberen er den figur, som i ørkenen råber: “Ban vejen for Herren.” Johannes Døberen dømmes til døden og halshugges. Han spørger usikkert fra sin fængselscelle Jesus, om han er den, som kommer, eller om jøderne skal vente en anden. Jesus svarer: “Sig til Johannes, at døve hører, blinde ser, spedalske renses, og evangeliet forkyndes for de fattige.”
Vores professorer henviste til, at der var kommet en roman (oversat til dansk af Frank Jæger) om den moderne Johannes, som råber i den ørkenlignende by – måske mellem ruiner. Som begrundelse for tildelingen af Nobelprisen fremhævede man Camus’ første bog, Den fremmede, 1942. Camus sammenlignes med Kafka. Man nævner også hans filosofiske værk Sisyfos-myten, 1942. Det er her, han siger, at der kun findes ét filosofisk problem, som er værd at beskæftige sig med, nemlig selvmordet. Og det fremhæves ved tildelingen af Nobelprisen, at Camus skildrer Sisyfos, den fordømte, som i al evighed skal rulle en sten op ad et bjerg og se den trille ned igen – som en lykkelig mand. Hos Camus er Sisyfos skildret som et menneske, der finder sig i absurditeten, tager håbløsheden på sig med optimisme. Camus slutter med at sige: Jeg formoder, at Sisyfos var en lykkelig mand.
I romanen Pesten, 1947, fortæller Camus om en læge, der ene mand under komplet umulige omstændigheder kæmper mod døden og de mange millioner rotter, som er med til at sprede håbløsheden.
Det var Henrik Stangerup, som lånte mig sit eksemplar af Faldet – med sine mange understregninger. Senere gik det op for mig, at Camus, som skildrer livet som en absurditet, kun var en forløber for det absurde teater, som vi ser det hos først og fremmest Beckett. – Camus skrev i et sammenhængende sprog om det absurde. Beckett og Ionesco demonstrerede med sprogets sammenhængsløshed tesen om det absurde.
Jeg husker derfor perioden fra 1957-64 som en periode mellem Camus, som fik og modtog Nobelprisen – og Sartre, som nægtede at modtage den. Opgøret mellem de to gjorde indtryk. Jeg skal senere forklare med Sartres egne ord, hvorfor han ikke ville tage imod den udmærkelse, prisen dog er.
Camus, som var algerier, rasede mod de franske tropper i Algeriet. Sartre var endnu mere indædt, selvom han var 100 % fransk. To gange sprængte hans landsmænd hans hus i luften. Nu i tilbageblik forstår jeg, at vi langsomt gik fra at beundre Camus til at slutte os til Sartre. Der var noget, som langt stærkere end retsopgøret i Danmark lammede os. Det var, at befrielsen i 1945 ikke kun kunne føles som en henrykkelse: Atombomberne over Japan sendte rædsel ind i sindene: At atombomben bar navnet Corpus Christi, rystede os mere end Camus’ brug af Johannes Døberen. Vi havde det billede, som var Anden Verdenskrigs rædselsbillede, nemlig Picassos Guernica, hængende i vores værelser. Nu sang vi Ole Wivels indvielsessang til Baaring Højskole, 1959:
Der truer os i tiden
en ond, usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.
I Hiroshima har man fundet en menneske-silhuet som røntgenbillede på en mur.
Hvis Rusland havde brugt atombomben, ville vores had mod Øst være blevet mangedoblet. Nu var det USA, som brugte atombomberne først. Det må selv for Bent Jensen være en forklaring på den USA-fjendtlighed, som han forsker i.
Hvis Hitler havde haft atombomben, havde han fra sin bunker givet ordre til, at den skulle bruges mod USA og England. Når han ikke opnåede at udvikle den, var det ikke mindst, fordi de store hjerner bag spaltningen af atomet, først og fremmest Einstein, var flygtet til Amerika. Nu kobles USA-fjendtligheden oftest sammen med en ny antisemitisme.
Olof Lagercrantz forklarer sin vanskelighed ved at være USA-skeptisk med, at Tor Bonnier (som var jøde) og ejede Dagens Nyheter, blev vred, hvis man var imod USA. Lagercrantz fandt det så vanskeligt, at han overvejede at sige sin stilling op.