LIVSAFSNIT 1967-77
Politik optog os meget i de år. USA’s krig i Vietnam var hovedsagen, men bevægelsen var bred og omfattede hele tilværelsen – kærligheden, tøjet, måden at bo på, politikken. Det var i 1957, jeg mødte min kone, Herdis Damkjær Poulsen, som var stud.polit. Vi blev gift i 1959. Forleden var der én, der spurgte mig, om jeg kunne huske, hvilket år jeg “gik i ægtefælden”. Jeg smilede. Jeg huskede årstallet. Jeg har nu aldrig betragtet det som en fælde, men som mit livs lykke.
Herdis stillede som den eneste betingelse, at jeg ikke brugte mit studium til at blive præst. Jeg lovede hende, at det ikke ville ske, men jeg vil påstå, at jeg var i god tro, fordi jeg på det tidspunkt ikke kunne forestille mig, at jeg ville være præst. Hun sprang fra sit studium på universitetet og uddannede sig i stedet til socialrådgiver. Mens hun uddannede sig på Den sociale Højskole, tjente jeg penge ved mange forskellige job. Jeg underviste ordblinde og gav timer i litteratur på Philips’ fabrikker på Amager, skrev kronikker i Dagens Nyheder (tidligere Nationaltidende), som var den avis, mine forældre abonnerede på. Jeg var vikar på forskellige skoler i Hvidovre og tryllede desuden for børn ved forskellige lejligheder. På et tidspunkt havde jeg 10 forskellige job samtidig. Flere af mine medstuderende blev seminarielærere. Jeg kom også til at undervise på seminariet i en 4-årig periode.
Den største lykke i livet var min søn Tomas’ fødsel. Vi boede i en lille lejlighed i Bredalsparken i Hvidovre. Det var billigt, og jeg havde kun én kilometer til mine forældres hjem på Sønderkærskolen. Jeg var tæt på Tomas, fordi Herdis havde mange timer på Den Sociale Højskole. Engang, da jeg læste til eksamen, mens jeg passede Tomas, som legede i en sandkasse, glemte jeg ham og løb forvildet rundt, til jeg så en dame, som holdt ham i hånden. Hun forklarede mig, at hun havde grebet fat i ham, da han var ved at gå over for rødt. – I skolen viste det sig senere, at han var ordblind (men jeg vidste ikke, at han også var farveblind!). Dengang havde jeg ikke tid til humor. Jeg rystede over hele kroppen. Jeg skammede mig og følte, at to magter havde været med mig: dels den himmelske og dels fornuften – repræsenteret af damen, som havde slået en klo i ham. Mit liv ville have været ødelagt totalt, hvis han var blevet dræbt. Nu, hvor han bliver 50, bor vi sammen på femte år, og han passer bedre på mig end jeg på ham – nok også bedre, end jeg har fortjent, nu hvor jeg er gået direkte fra overgangsalderen til undergangsalderen.
På et tidspunkt havde Herdis’ søster Randi, som læste til børnehavelærerinde, intet sted at bo, så hun flyttede i nogle år ind hos os i den treværelses lejlighed. I øvrigt ser jeg en forbindelse imellem, at jeg ikke alene skrev studenterrevy sammen med Rifbjerg, Jesper Jensen og Ulrich Ravnbøl – men også lavede teologisk revy med Henrik Stangerup, og at jeg derfor fandt en vej ind i den professionelle revy: Sletten-revyen og Dronningmøllerevyen, som havde sin største succes i 1964: Gud bevare Danmark. Det førte til, at jeg blev inviteret til det forfatterpanel, som Niels-Jørgen Kaiser sammensatte med Panduro, Benny Andersen, Paul Hammerich, Lise Sørensen og Knud Poulsen. Det var en fantastisk kreativ periode.
En anden vigtig impuls fik jeg, da jeg efter min eksamen i 1963 ikke kunne få embede. – Det var nær ved, at jeg kunne holde mit løfte til Herdis. – Jeg fik tilbudt et job som underviser på Holbæk Slots Ladegård hos Ulrika Marseen. Jeg skulle undervise i filosofi og idéhistorie. Jeg underviste kl. 14, men kom altid tidligt om morgenen for at høre Poul Borum og Inger Christensen læse op af egne digte og digte, som de havde udvalgt. Det blev min indgang til at forstå og elske modernismen. Erik Knudsen, Ivan Malinovski, Vagn Steen, Jørgen Gustava Brandt, Per Højholt, Jørgen Sonne og Uffe Harder, Jess Ørnsbo. Det var også i den periode, jeg lærte den nøje sammenhæng mellem moderne dansk poesi og svensk poesi, især Edith Södergran, Gunnar Ekelöf og Sara Lidman.
Borum og Inger Christensen har åbnet en verden for mig og givet mig en rigdom, som jeg fortsat tærer på.
Frank Jæger lærte jeg at kende. Jeg hørte ham flere gange læse op af sine egne digte – også Klaus Rifbjerg læste op af sin debutsamling, Under Vejr med mig selv, 1956. De var begge digtere, hvis væsen og stemme bedst kom til udtryk, når de selv læste deres ting op. Jeg anede ikke, at Frank Jæger skulle blive bitter af at blive overhalet indenom af modernismen og af Rifbjerg især. Det gav ham en bitterhed, som førte ham ud i et alkoholmisbrug, der ødelagde hans liv. Han kunne sige med Arne Herløv Petersen: Jeg brugte halvdelen af mit døgn til at drikke rom, resten af døgnet på at komme i tanke om, hvad jeg hed.
1960’erne blev for mig to embeders tid. Jeg blev præst i Greve-Kildebrønde, hvor jeg var i fem år (1964-69). Det var især arbejdet med konfirmander og studiekredse, der optog mig. Jeg blev storsindet behandlet af sognepræsten, som boede i præstegården i Greve. Jeg var noget, der ikke længere findes: nemlig kaldskapellan. Vi boede i en lille gul bungalow ved Greve Strand. (Dengang boede sognepræsten i boligen nærmest kirken). En morgen vågnede jeg op og kunne læse i avisen, at alle landets præster var udnævnt til sognepræster. Min svigermor var så overvældende stolt, som var jeg blevet overlæge. Jeg blev også godt modtaget af de missionsfolk i menighedsrådet, som ikke havde stemt for min ansættelse. Jeg kan den dag i dag ikke tro, at der så tæt på København fandtes en så bastant fundamentalisme. Her – mens jeg mindes det, tvivler jeg på, om det kan være sandt, at de overbeviste missionsfolk stemte imod, at der blev oprettet cykelstier med det argument, at de unge, der blev dræbt som de bløde pakker, de var, døde, fordi Gud havde bestemt det. Og hans veje skulle man ikke modarbejde ved at anlægge cykelstier. Skete det, så skete det – fordi det skulle ske. Hans veje er uransagelige. Netop fra den periode husker jeg en 12-årig pige, som kom ind under hjulet på en bus og i en lang periode var indlagt på hospital. Hun overlevede, men lægerne fortalte hende, at hun aldrig ville kunne blive mor. Senere fik jeg at vide, at lægerne havde taget fejl. Hun fødte et par gange, har jeg hørt.
Statsfængslet i Vridsløselille
Efter de fire år i Greve blev jeg præst i Statsfængslet i Vridsløselille (1969-73) – en vigtig periode i mit liv, fordi jeg kom fra et beskyttet miljø og dagligt blev konfronteret med de udsatte og udskudte og med miljøer, jeg ikke drømte om eksisterede i København. De indsatte lærte mig at tale uden at læse op af et manuskript. Hvis jeg havde et manuskript med, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme. De lyttede kun, hvis man talte frit. Det var de vant til. Pastor Heje, som havde været en af mine store forgængere, havde talt frit fra leveren, og der gik skønne anekdoter om ham. Han var indædt modstander af juletræ i fængselskirken. Alligevel stillede man to juletræer op mod hans vilje. En juleaften gik der ild i det ene, og to af de mest forhadte fængselsbetjente hoppede ivrigt rundt med to lange stænger for at slukke ildebranden. Heje så rasende på dem og improviserede: Når de to hønisser er færdige med at danse om juletræ, kan det være, jeg kan få lov til at fortsætte.
Heje stod for at udlevere fangens indtjente penge ved løsladelsen. Da arbejdet var tvunget og lønnet, kunne det efter en længere afsoning godt dreje sig om op til 40.000 kr. Heje var en korporlig herre. Han bankede på celledøren og sagde til den indsatte: “I morgen klokken 7 kommer du over til mig og drikker kaffe, og så får du dine penge, men jeg kører dig direkte hjem til din familie og giver pengene til din kone.” En muskuløs sværvægter fra Titanbanden råbte: “Jeg vil fandeme ikke drikke din kaffe.” Heje svarede: “Så kommer du sgu ikke ud!”
Ligesom jeg boede Heje på fængslet. Han var en flittig person. Da han holdt op som præst, ansatte man to præster, en forsorgsleder og en psykolog.
Heje var Tidehvervspræst. Jeg oplevede ham engang i 60’erne på et Tidehvervs-sommermøde. I præstekredse siger man, at man, hvis man taler for missionsfolk, kun får rejseudgifterne betalt. Taler man for grundtvigianere, får man både rejseudgifter og honorar. Taler man for Tidehverv, får man hverken honorar eller rejseudgifter, men en skideballe, som man ikke kan komme over de næste to år. Jeg oplevede K.E. Løgstrup. Han havde brugt en måned på at forberede et foredrag, som varede i to timer. Efter foredraget sagde Heje, som var ordstyrer: “Ja, vi plejer altid at have en debat efter foredraget, men det her var jo så komplet ligegyldigt, så jeg foreslår, at vi synger Ole sad på en knold og sang.” Det gjorde vi så. Løgstrup sad på en stol for sig selv og snappede efter vejret som en fisk, der er kastet op på en strand. Sådan havde ingen behandlet ham. Det hører med til historien, at han selv havde været Tidehvervsmand i en periode. Nu skulle han sættes til vægs.
I løbet af de fire år, jeg var præst på Statsfængslet i Vridsløselille og Herstedvester (som var en psykiatrisk forvaringsanstalt, der lå lige over for Vridsløse), havde jeg flere tusinde samtaler. Især lærte jeg de mere end 30, der var indsat på livstid, godt at kende. I en almindelig kirke kender præsten dårligt menigheden. I fængslet vidste vi, hvad hver eneste var dømt for: voldtægt, rovmord, vold med døden til følge, hustrumord, barnemord, bankrøveri, forsikringssvig og smugleri m.m. Også i et fængsel er der en hakkeorden. Smuglerne nød størst respekt, fordi de slap med to års fængsel og havde en formue skjult et sted, som kun de selv kendte – måske 2 millioner. En god løn på to år! Lavest i hierarkiet lå forbrydere, der havde dræbt børn. Jeg havde læst Jørgen Gustava Brandts digte: De nødstedte djævle – de er de værste, 1972. Jeg undrede mig over, hvorfra han havde den indsigt, når han aldrig havde besøgt et fængsel. Jeg fik lejlighed til at spørge ham og fortælle ham, hvor præcist han havde ramt den uhyggelige mekanisme, som jeg erfarede i mine år i fængslet. Han svarede, at den, som har intuition, ikke behøver at have erfaring.
Tove Ditlevsen udtalte engang i et interview: “Jeg fatter ikke, at mennesker ikke er mere bange for hinanden, end de er.” I den tid, jeg sad med journaler, slog hendes ord mig, fordi jeg for eksempel kunne læse om en eksmand, som dukkede op hos sin fraskilte kone og dræbte både hende, børnene og den nye mand. Vi kender vist alle det groteske i, at man står op om natten for at finde lidt at spise og møder en skikkelse i køkkenet – og får et chok. Det viste sig bare at være éns egen ægtefælle. Tove Ditlevsen har da ret i, at der indimellem kan være grunde til, at man er på vagt. Jeg tør godt sige, at jeg aldrig nogensinde har været bange for et fremmed menneske. Jeg har siddet i timevis over for en morder, som har dræbt tre mennesker, men hvorfor skulle han dræbe mig? Aldrig har jeg næret frygt. Jeg har også været på udgang med forbrydere, der var kendt for at være voldelige. De har overnattet sammen med mig i mit sommerhus eller boet i mit hus sammen med min kone og mine børn. Ingen har nogensinde forsøgt at flygte.
60’erne var skæbnesvangre år for mig, fordi vi fik vores anden søn Mikkel og min datter Katrine, og fordi min far og mor døde. Vi sad i vores embedsbolig på fængslet og drøftede Vietnamkrigen. Min far var tilhænger af krigen. Jeg var indædt modstander. Lagercrantz skriver: “Det er umuligt ikke i længden at væmmes ved dramaet i Vietnam, som de moderne våben gjorde uhyggeligere end nogensinde før i krigshistorien – man kan endog gå så vidt som til at drage en parallel mellem USA’s krig i Vietnam og nazisternes forbrydelser.”
Vi brugte ikke onde ord, men uenigheden var voldsom. Næste morgen ringede min mor og fortalte, at min far var død i sengen om natten efter et hjertestop. Jeg tog straks til Hvidovre, men hans lig var bragt til retsmedicinsk på Rigshospitalet. Det er skik og brug, at man altid undersøger én, der er død i hjemmet, for at være sikker på, at der ikke foreligger et mord. Jeg blev ført ned i en kælder, hvor man trak en køleskuffe ud. Jo, det var min far – men ikke, som jeg kendte ham. Det var en kold afstøbning. Døden havde været der med sin “istaphånd”, som skiller liv og ånd. – Sært for mig i dag at tænke på, at jeg fik lov til at blive ældre end min far. Han blev 63 år. Jeg har arvet hans hjertelidelse. Det har min søn Tomas også. – Tomas faldt om til et fødselsdagsselskab. Der var to sygeplejersker til stede, som kunne konstatere, at der hverken var puls eller åndedræt. Det var hans held, at de to professionelt kunne give ham hjertemassage, og at der kun var fire minutter til Gentofte Amtssygehus. Han kunne klare sig med en ballonudvidelse.
Min mor døde som sagt også i 60’erne, men af kræft. Jeg har tidligere beskrevet mine oplevelser i forbindelse med min mors sygdom og død.
Det første, jeg blev spurgt om, da jeg fik blodpropper, var, om det var et gen fra familien. Havde jeg fået kræft, kunne jeg jo sige, at det var et gen fra min mor.