LIVSAFSNIT 1977-87
Så længe éns forældre lever, føler man, at der er et bolværk mellem én selv og døden. Når de dør, rykker man selv frem i forreste række. Alle ved vi, at vi skal dø, men de færreste af os tror det. Man skal dog være dummere end et menneske, hvis man som præst eller læge ustandselig konfronteres med døden, men sætter en parentes om sig selv. Herdis far, Jørgen Damkjær Poulsen, døde ved en trafikulykke, hendes mor, Erna, som var maniodepressiv, døde af kræft. Herdis plejede at sige, at det gode ved Kristeligt Dagblad var, at der sjældent var dødsannoncer for nogen, der var under 80. Tegneren Hans Bendix sagde, da han havde rundet 80: “I min alder bliver man i sengen om morgenen og får avisen og en bakke morgenmad ind. Det første, jeg læser, er dødsannoncer, for hvis jeg ser mit navn dér, kan det ikke svare sig at stå op.”
Jeg vender tilbage til vores læsning af Camus og Sartre. Sartre nægtede som sagt at tage imod Nobelprisen i 1964. Han var født i 1905. Hans første bog, Kvalme, kom i 1938. Han tog klart politisk stilling ved at være aktiv i kampen mod nazismen. Det er nazismen, der ændrer hans liv. Han er tysk krigsfange i en kort periode, men vender tilbage til Paris i 1941 og skriver det antinazistiske drama Fluerne, 1943. Den tyske besættelsesmagt forstår ikke meningen. Det er et gammelt græsk drama. Hovedpersonen Orestes myrder tyrannen. Fra denne periode tilslutter Sartre sig socialismen og er entydig marxist. I 1946 fremlægger han sit filosofiske værk, Eksistentialisme er Humanisme – med en vis tilknytning til Kierkegaard (han brugte dog aldrig ordet eksistentialisme). Grundtanken i Sartres værk er, at hvis Gud er død, må hvert enkelt menneske tage ansvar for sit liv og give det mening. Da han gav afkald på Nobelprisen, motiverede han sit valg med, at der for ham at se kun var én afgørende politisk situation: kampen mellem USA og Sovjet. Han blev beskyldt for ensidigt at kritisere Amerika, men svarede, at han undsagde Sovjets besættelse af Ungarn i 1956 og sammenlignede russernes optræden i Budapest med det engelske overfald på Suez. Han pointerede, at der ikke var sand socialisme i det diktatur, der udgik fra Moskva. Når han sagde nej til Nobelprisen, var det, fordi han mente, at man tilbød ham den, fordi man væsentlig havde støttet forfattere i Vestblokken. Han fandt det mere oplagt at tilbyde Pablo Neruda prisen.
Sartre engagerede sig så stærkt mod Vietnam-krigen, at han ledede tribunalet mod krigen. Jeg læser stadig og beundrer Camus, men Sartre, som på trods af at være i livsfare fortsatte med at rase mod den franske undertrykkelse af Algeriet, sætter jeg højere.
Disse erindringer får mig til at tænke efter: Hvordan skal man logisk forstå dansk indenrigspolitik i dag, når man argumenterer for grænsekontrol, fordi vi skal beskytte vores sikkerhed, mens man udenrigspolitisk pumper milliarder i at sønderbombe fremmede kulturer ubegrænset?
I slutningen af 60’erne blev jeg ansat på Københavns Dag- og Aftenseminarium i Skovlunde. Herdis gjorde mig opmærksom på, at jeg hele døgnet talte om fængslet. Hvis vi var ude til et selskab og der blev talt om et hvilket som helst emne, påpegede hun, at jeg altid sagde: “Det er fuldstændig ligesom på fængslet.” Karl Marx har sagt, at det ikke er bevidstheden, der præger omgivelserne, men omgivelserne, der præger bevidstheden: Er man patient på et hospital, taler man hele døgnet sygdom. Hun havde ret i, at jeg, fordi jeg hele døgnet var optaget af fængslet, dårligt kunne tale om andet. Min dør var ikke låst om natten. Ofte kom der en fremmed, en far eller mor eller ægtefælle til en indsat, med bud om et dødsfald i familien. Selvfølgelig gik jeg med over til den indsatte. Sådan blev dagliglivet præget af mit arbejde på fængslet. Efter fire år bad Herdis mig om at søge noget andet. Ved et heldigt tilfælde fortalte Olav Lilleør, som selv underviste på Dag- og Aftenseminariet, at der manglede en lærer i religion. Han foreslog rektor Valdemar Christensen at kontakte mig. Valdemar Christensen, som jeg fik et rigt venskab med, ansatte mig. Vi havde en stor lejlighed på fængslet; nu drejede det sig om at finde en anden bopæl.
Herdis havde som socialrådgiver haft en sag i Virum og havde i det lokale blad set, at et hus var til salg på Krogvej i Virum. Vi var ude at se det og faldt pladask for huset. Det havde stået tomt i otte år, fordi ejeren var på plejehjem. Han hed Schubart, og jeg forstod, da jeg kom i kontakt med ham, at hans sønner havde presset ham til at sætte huset til salg. Han havde trukket sagen ud, fordi han drømte om at komme tilbage. Derfor havde han kun indrykket en lille bitte annonce i bladet. Alligevel var der 30, som bød på huset. Vi bød absolut lavest, men han accepterede, at vi fik det til spotpris. Jeg gik op på plejehjemmet med bøger og chokolade for at takke ham og spurgte undrende, hvorfor han havde valgt os. Hans forklaring var overraskende: “Jo, forstår De, sagde han, jeg har været advokat hele mit liv, men i 1920 fik jeg et skuespil optaget på Det Ny Teater, og nu så jeg i avisen, at De også har skrevet tekster til Det Ny Teater. Og så synes jeg, ringen var sluttet,” sagde Schubart. – Det var en revy, som Knud Poulsen havde sat op med en del af forfatterteamet fra Hov hov (revyen hed Igenboerne) – og han tilføjede: “Hvis De bliver bare halvt så lykkelig i det hus, som jeg har været i de 4o år, bliver De Danmarks lykkeligste mand.” Det bestræbte jeg mig så på at blive.
– Et stykke ledelseshistorie
Overgangen fra præstearbejdet til arbejdet som seminarielektor blev blid, fordi Valdemar Kristensen var en lysende ener. Til trods for, at der var mange hundrede elever, var han så levende engageret i ledelsen af skolen, at han kendte hver eneste elev og tog hånd om det store lærerpersonale. Jeg bildte mig ind, når jeg kom ind ad hovedindgangen, at jeg kunne mærke, om Valdemar var på sit kontor. Det var, som om der udstrålede en varme fra hans kontor til hele den moderne bygning, som var opført af arkitekt Tyge Arnfred (søn af forstanderen J.Th. Arnfred på Askov Højskole). Når man så kom ind på hans kontor, hvor døren aldrig var lukket, så man ham sidde ved skrivebordet med sin store hund hvilende ved sine fødder.
Samtidig med at jeg fik brug for og fik genopfrisket teologien og idéhistorien, skulle jeg heldigvis også undervise i litteratur på linjefag. Jeg har et ordsprog, der hedder: Man skal lære, så længe man har elever! For at vise, hvor vidtfavnende Valdemar var, kan jeg fortælle en sand anekdote, der bevæger mig den dag i dag: Elevrådsformanden, Inge Eriksen, som senere blev en navnkundig forfatter – hun debuterede med Victoria og verdensrevolutionen, 1976 – var ræverød og kradsbørstig. Det var efter 68, og hun havde et billede af, at Valdemar var en despot. Det var ikke ord, der kan trykkes i et menighedsblad, hun råbte til ham i kampens hede. Jeg har ikke oplevet lignende sammenstød. Jo mere hun gik imod ham, des mere kom han hende i møde. Ved afslutningen skænkede hun ham et kæmpe farvestrålende vægtæppe i patchwork. Hun havde arbejdet på det i 400 timer. Motivet var Den Hellige Frans af Assisi, som ikke kan udstrække sine arme, uden at fuglene sætter sig på dem som på grene. Valdemar var overrumplet og gav tæppet en hædersplads i sit hjem.
Valdemar, som selv var teolog, havde valgt os religionslærere, så vi indbyrdes havde det godt med hinanden, og flere af os blev inviteret hjem til ham privat, fordi han holdt af at diskutere med os. I forbindelse med min undervisning i litteratur brugte jeg Olof Lagercrantz, som både har skrevet om Strindberg, Proust, Joyce, Joseph Conrad og især om svensk lyrik. Han sad i Nobelpriskomiteen og er Sveriges bedste litteraturformidler. Et myreflittigt menneske, der arbejdede som chefredaktør på Dagens Nyheter. Skønt avisen åd hans tid, havde han altid vigtige bøger under udarbejdelse. Han har i bogen Et år i tresserne, 1990 (da. 1991) forklaret, hvorfor han kombinerede sit forfatterskab med arbejdet som chefredaktør:
“De store kunstværker kræver lang forberedelse. De lange rytmer er nødvendige, og bladfolk udelukkes fra dem. Jeg forsøgte at imødegå depressioner ved altid at have et langsomt hjul – en bog – i gang ved siden af avisens hurtige døgnhjul. Det var også min tryghed, at jeg havde noget, jeg kendte nogenlunde godt og kunne læne mig til.
Mit liv var rigt, og jeg er guderne taknemmelig, hvem de nu er.”
Jeg ville ikke have undværet årene på seminariet. Da jeg skulle undervise i faget kristendom, mødte jeg modstand fra en del af de studerende. Det var obligatorisk at deltage i undervisningen, men mange bedyrede, at de fanden tage mig ikke ville undervises i kristendom. De var hverken medlemmer af folkekirken eller brød sig om at læse salmer. Jeg prøvede at forklare, at Vesteuropa er præget af kristendommen, så man dårligt kan forstå dansk litteratur – eller fransk, tysk, engelsk litteratur – uden at kende den “store kode”, som ikke mindst har betydning, når vi læser Shakespeare, fordi hans baggrund var spændingen mellem den katolske og den protestantiske kirke, som førte til krige og henrettelser. De bandede mig og faget langt væk. Jeg oplevede alligevel, at de, som modsatte sig undervisningen kraftigst, blev mine bedste elever. En del af dem valgte siden religion som hovedfag, hvor jeg også blev deres lærer. Jeg kendte dem lidt i forvejen, men kom til at lære dem endnu bedre at kende og rejste med dem til Israel, så vi kunne se de steder, de havde læst om. Betingelsen for rejsen var, at de hver især skrev et speciale om for eksempel Negevørkenen, Jeriko, Nazareth, Grædemuren, Dødehavsrullerne osv. Det påtog de sig, og de fik gode karakterer, da eksamen kom. Jeg var ikke kun deres lærer, men knyttede venskab med flere af dem, som var inspirerende. Én havde en suveræn viden om Bob Dylan. En anden spillede Brecht-viser for mig, en tredje var besat af Nouvelle Vague og viste mig sin samling. Hvis jeg har lært dem noget, har de til gengæld lært mig meget.
På et tidspunkt havde vi købt et sommerhus i Ennebølle på Langeland. Vi havde dårligt råd til det, men da jeg kom til at oversætte musicalen Hair, 1970, tjente jeg mere end nogensinde. Jeg fik 75.000, fordi forestillingen spillede i Cirkusbygningen for fulde huse gennem længere tid. For de penge indrettede vi laden til en kæmpestue. Da vi nærmede os eksamen, tog jeg eleverne med til Langeland. De medbragte selv soveposer, så der var rigelig plads. I flere døgn underviste jeg dem på højtryk, og der var ingen, der dumpede. Havde jeg før været for ensidigt optaget af fængslet, var det nu stoffet, der beslaglagde min opmærksomhed, så jeg eksaminerede i søvne. I de fire år, jeg var ansat på Rustenborg (sådan kaldtes Dag- og Aftenseminariet, fordi arkitekt Arnfred havde fået den idé, at taget skulle være rustne kobberplader – det så smukt ud med det irrede kobber, men det rustede igennem) – rustede jeg mig til min undervisning i litteratur, henrykt over, at jeg havde taget ved lære af Inger Christensen og Poul Borum og taknemmelig mod Olof Lagercrantz, fordi han havde hjulpet mig til at forstå svensk lyrik i almindelighed og i særdeleshed Edith Södergran, Gunnar Ekelöf og Sara Lidman, som har betydet meget for nyere dansk poesi.
Gunnar Ekelöf var Olof Lagercrantz’ nærmeste ven. Lagercrantz fortæller i et essay fra 1968 (Gunnar Ekelöfs dødsår) om, hvordan Gunnar Ekelöf – den i mange henseender svært tilgængelige – elskede ordlege og anagrammer. Det helstøbte anagram hverken mangler eller tilføjer nye bogstaver. Karen Blixen var suveræn til at lave anagrammer. Det er kendt, at hun afskyede Martin A. Hansen og fik hans bogstaver til at blive HAN ER MIN SATAN. Hendes anagram over Jørgen Gustava Brandt blev til: ANTAG AT VI ER GUDS BØRN. Det må nok have taget hende et par nætter at komme frem til det. Gunnar Ekelöf spøgte tragisk med sit eget navn. Han døde af ødelagte lunger. Jeg ser ham for mig siddende med sin lille alpehue og puste røgen ud i luften, mens han lægger sine bogstaver til rette, så der dels står:
FAGER Ø LUNKEN – Og dels:
FEEN RYG LUNGER
Lagercrantz, som kendte Gunnar Ekelöf bedst, fortæller, at han ikke læste meget lyrik. På mange måder afskyede han lyrik. Hellere end lyrik læste han romaner, gravinskriptioner og rejsebeskrivelser. Han var en ypperlig kunstanmelder. Hans yndlingsmusik var Chaplins kompositioner. Hans religiøse synspunkt var, at livet var helligt. Han dyrkede ingen gud.
Fra mine år på seminariet går en lige linje til de mange litteraturprogrammer, jeg har lavet for DR og DK4. I DR-perioden producerede vi et program, der hed TA’ OG LÆS. Ingen gennemskuede titlen og anede, at jeg havde lånt den fra den Hellige Augustin. Historien er følgende: Augustin fortæller i sine erindringer, at han ikke aner, hvad han skal bruge sit liv til. Han står ved sin skrivepult og hører børnene udenfor lege en remseleg a la Okker gokker gummiklokker. På latin hed det Tolle-lege-tolle-lege. Det betyder: Ta’ og leg eller ta’ og læs. Han tog det som et tegn og slog op et tilfældigt sted i sin bibel. Der stod: Du skal søge ud i en ørken og være alene med dig selv. Det besluttede han sig for, og det var et af de første skridt mod klosterbevægelsen. Hvad der dengang (i det 4. århundrede f.Kr.) fik ham til at slå op i en bog, kunne efter min producer Annemarie Noltenius’ og min mening få moderne læsere til at nærlæse. Vi fik blandt andet Inger Christensen til at læse Sommerfugledalen, 1991, i et program. Vi fik Suzanne Brøgger til at læse sin gendigtning af Vølvens Spådom, 1994, og vi fik den alt for tidlig afdøde Ejgil Søholm til at fortælle om Olof Lagercrantz’ Om kunsten at læse og skrive, 1988. Det var den første udsendelse i serien.
Jeg laver stadig DK4, og mange bekendtskaber med folk, som jeg har ført samtaler med i Danmarks Radio eller på DK4, er siden blevet til venskaber. I DK4 har jeg sat mange stævne, som jeg kender godt: livstidsfangen William Brorson, Erik A. Nielsen, Anders Thyrring Andersen, Katrine Marie Guldager og mange flere – alle er de blevet mine venner. I det tilfælde har jeg på grund af mange timers samarbejde fået en ven for livet i den flittige producer Steen W. Pedersen. Det er lykkedes mig at være sammen med flere islandske kunstnere, dels i deres hjem og dels hos mig i Danmark. Først og fremmest Einar Már Gudmundsson, den i år afdøde Thor Wilhjálmsson, Gunnar Kvaran og Páll Gudmundsson, billedkunstneren i Rekholt.
Jeg har også lavet flere samtalebøger. Den første i rækken, Det skal mærkes at vi lever, 2003, var tilrettelagt af Karen Thisted og var en samtale mellem Benny Andersen og mig. Politikens Forlag betalte vores ophold på Kreta. Med min hjertelæge og hjerteven Gösta Pettersson fik jeg 10 dage i Venedig, også sammen med Karen Thisted. Det blev til bogen, Du har rørt ved mit hjerte, 2005. Den tredje samtalebog i Karen Thisteds regi, Hver dag af øjeblikkets blomst, 2007, var mellem Hans Edvard Nørregård-Nielsen og mig. Vi rejste ikke udenlands, men blev i mit hus i Snøde på Langeland og rejste derfra først og fremmest til Fåborg og Johannes Larsens museum i Kerteminde. Når jeg har ført samtaler med mennesker, som har mistet en slægtning, har jeg ofte hørt vendingen: Hun havde mange bekendte, men ingen venner. Det har undret mig, fordi jeg selv har oplevet, at mange bekendtskaber blev til venskaber.
(Fra 69-79)
I 1972 sørgede Jens Otto Krag for, at Danmark kom med i Fællesmarkedet, også kaldet EF (i dag EU). Herefter gik han af som statsminister. Der var kraftig modstand mod hans holdning. Jeg var absolut modstander. Samme år udsendte Ebbe Reich Kløvedal sin store bog om Grundtvig: Frederik, 1972, som han selv kaldte en folkebog. Jeg kendte Ebbe godt. Sammen skrev vi et kirkespil om Kingo og Jacob Worm. Spillet kom til at hedde Jeg er en orm, 1975 – (og altså ikke enorm!). Allerede i 1972 sluttede jeg mig til Ebbes indirekte protest, som jeg så afspejlet i Grundtvig-bogen. Det var en vigtig bog i min undervisning. Her var en tilgang til en af vore største digtere. – Kritikeren Poul Borum hævdede, at Grundtvigs digt Nyaars-Morgen, 1824, var Danmarks største digt. Borum plejede ikke at give ved dørene. Grundtvig udgav en samling salmer, som han kaldte Sangværk til den danske Kirke, 1837. Poul Borum skrev en kærlighedserklæring til Inger Christensen, som han var gift med, og kaldte den – idet han vedkendte sig sin Grundtvig – for Hende. Sangværk til min danske kone, 1963.
I 1974 fik Harry Martinson Nobelprisen. Han delte den med Eyvind Johnson. Der var hidsig diskussion. Dels fordi han selv måtte sendes ud ad døren, dels fordi han var svensker og man var tilbageholdende med at uddele Nobelprisen til nordiske forfattere. I 1909 fik Selma Lagerlöf Nobelprisen. Det svenske Akademi passede på, at Nobelprisen i litteratur gik til alle kontinenter. Den sydamerikanske forfatter Pablo Neruda fik den i 1971. I 1968 gik den til en japansk digter, Yasunari Kawabata, mens Patrick White fra Australien fik den i 1973. Det betyder, at der på den ene side er givet mange Nobelpriser til de store kontinenter, mens Sverige kun har opnået seks.
For mig var Harry Martinsons Vägen til Klockriket, på dansk Vejen til de tusinde drømme, 1949, en hjertebog. Martinson er en svensk forfatter (1904-1978). Hans første bog kom i 1935 og hed Nässlorna blomma, på dansk Nælderne blomstrer, 1937. Siden Vägen ut, 1936, på dansk Ud i livet, 1941. Martinson var absolut autodidakt. Han var en sømand, der gik i land. For mange – i hvert fald for mig – var det en overraskelse, at han i 1956 udgav værket Aniara, en versroman bestående af 103 sange. Aniara lå fjernt fra hans øvrige forfatterskab og markerede sig ved at være en apokalyptisk fortælling og kulturanalyse. Det er historien om livet blandt tusinder af flygtninge fra vor mishandlede klode – en samling mennesker, som søger ud i rummet, fordi de vil undgå fremtidens atomkrigsødelæggelse. De søger at nå Mars, som måske er mere fredelig. Digtet handler om mennesker på et rumskib, som overlever i denne kapsel. Hovedrollen er ikke et menneske, men en maskine kaldet Miman – en slags tv-apparat, som holder kontakt med Jorden, som rumskibet for hver dag fjerner sig mere og mere fra. Miman er et symbol for digtet, for erindringen og samvittigheden. En moderne version af Vølvens Spådom. Digtet Aniara er et dødsdigt eller et forsøg på at besværge døden, som nærmer sig. Det er på én gang personlig og universel poesi. I værket Aniara sprænger Martinson sit tidligere værks egne grænser.
Mens vi herhjemme var bange for Fællesmarkedet, vidste Martinson, hvad der var den største fare: Aniara. – Dette, at vi må flygte fra selve Jorden.
I tidens løb havde jeg skrevet anmeldelser og kronikker i provinsaviser. Jens Kruuse, som var kulturredaktør på Jyllands-Posten, bad mig skrive artikler og anmeldelser. Jeg havde skrevet kronikker helt tilbage til min fars avis, Nationaltidende – senere Dagens Nyheder. Vi var to yngre, flittige kronikører – den anden var Niels Birger Wamberg. Først i 60’erne mødtes han og jeg, fordi han på det tidspunkt var ansat på radioen og brugte mig dels til en nekrolog om Sven Clausen, dels til at anmelde teaterforestillinger. Jeg skrev for at skaffe penge til vores sølle økonomi. Engang havde jeg på samme dag en kronik i Politiken og én i Jyllands-Posten. Det var, mens vi boede i Virum. For første gang i mit liv standsede folk mig på gaden og roste mig: Hvor var det godt, det De skrev! – Jeg blev stolt som en pave og spekulerede på, om det var den ene eller den anden kronik, de havde læst. – Jeg store idiot! Selvfølgelig var det ingen af delene. Det, de roste, var en annonce, jeg havde ladet indrykke i vores lokalavis i Virum. Formålet var at skaffe en barnepige. Annoncen var udformet som et lille digt:
Inde i min kones mave,
bor en lille Møllehave.
Når han kommer, vil han sige,
at han syns’, vi mangler pige,
Derfor søger vi og søgte
efter én med lys og lygte.
Hun skal bare vaske bleer,
rydde op og kokkere.
Vi fik ti henvendelser på annoncen og var heldige at få en ypperlig hjælp. En pige, som viste sig at være så trofast, at hun blev, til vi flyttede fra huset.
I begyndelsen af 70’erne skrev jeg stadig kronikker – nu kun i Politiken. Tilfældigvis handlede de om min tidligste barndom. Tilfældigvis blev jeg ringet op af et nystartet forlag, Lindhardt og Ringhof. Det var Gert Ringhof i telefonen: Han ønskede, at jeg skulle skrive flere kronikker om barndommen. Det afslog jeg, fordi jeg havde travlt med at undervise og holde foredrag. Han blev ved med at ringe til mig, og som det hedder: Når der bankes på, skal der lukkes op. Det endte med, at jeg lovede ham en bog. Jeg sad med min lille rejseskrivemaskine i haven og skrev løs. Bogen blev min første prosa-bog og fik titlen På myrens fodsti. Den udkom i 1975. Jeg har aldrig fået bedre anmeldelser, især Jens Kruuses i Jyllands-Posten. Han, der selv var en vidunderlig erindringsfortæller og havde skrevet to bøger, Min hat sidder skævt, 1951, og Min kone sidder på kassen, 1956, var gavmild i sin kritik, og der var ikke en eneste negativ indvending. Igen spiller vel tilfældet en rolle: Det var et tilfælde, at jeg var begyndt at skrive disse glimt fra en tryg barndom. Det var vel også tilfældigt, at Otto B. Lindhardt og Gert Ringhof netop havde forladt Gyldendal for at begynde på egen hånd med forlaget Lindhardt og Ringhof. Og måske også tilfældigt, at Gert Ringhof havde læst de få kronikker, som han nu så for sig samlet i en bog. – Jeg var aldrig selv kommet på det, men jeg mødte Vagn Steen i begyndelsen af 70’erne, og han blev ved med at sige: Du skal skrive en bog. Jeg lover dig, du vil få meget mere ud af det, end de viser, artikler og kronikker, du skriver. Hver gang vi mødtes, gentog han, hvad han mente jeg skulle gå i gang med.
“Døgnet varer ikke længere end dagbladet, men foråret er et helt år om at komme tilbage. Et barn må vente i ni måneder for at se lyset,” skrev Lagercrantz som forklaring på, hvorfor han, samtidig med at han skrev artikler for at leve, fandt ro i også at skrive bøger.
Gert Ringhof, som heldigvis var min forlægger i mange år, var ikke kun min vejleder. Han så muligheder, som jeg ikke selv var opmærksom på. Engang skrev jeg en bog om dansk litteratur: Læsehest med æselører, 1979. Til min fortrydelse sagde han, at der var et afsnit i bogen, han ikke ville have med. Det var et afsnit om Storm P. Det blev jeg først ked af, men så forklarede han mig, at han langt hellere ville have, at jeg skrev en bog om Storm P., fordi det var Storm P.s jubilæumsår. Det blev til Tusind fluer med et smæk, 1982. Bogen kom i et stort oplag, og siden skrev jeg endnu en bog om Storm P.: Filosofiske fluer, 1988. – Anmeldere har i de senere år sagt, at jeg ikke kan blive ved med at citere Storm P. Men de tager fejl. Storm P. lavede mere end 60.000 tegninger. Jeg vil da ikke påstå, at jeg kender en brøkdel af hans produktion! Når jeg ser en tegning, jeg ikke kender, er dagen reddet. (Det er på mit initiativ, at Kristeligt Dagblad er begyndt at citere Dagens Flue på bagsiden af avisen). Det glæder mig meget. Indimellem dukker en enkelt op, som jeg ikke kender: En mand i en park siger til en fremmed: “De kan vel ikke vise mig udgangen.” Den fremmede svarer: “Jo, De skal ud ad indgangen.” – “Nå, så er jeg jo kommet ind ad udgangen.” Eller denne Peter & Ping: Peter og Ping går tur (sikkert på Frederiksberg Allé), da en mand kommer løbende forbi dem uden at hilse. Peter Vimmelskaft råber: “Hov-hov, Rasmussen. Er du blevet nærsynet? Kan du ikke engang hilse på dine venner.” Manden vender sig og siger: “Jo, jeg er nærsynet, men jeg hedder ikke Rasmussen.”
Tilfælde eller ikke tilfælde? Gert Ringhof og jeg forholdt os ikke kun som forlægger til forfatter. Vi fik et inspirerende venskab, og han bad mig skrive endnu en erindringsbog. Det blev til bogen Så forskellige sind, 1978. En bog om blandt andet mine børns opvækst. Senere skrev jeg om erfaringerne fra fængslet. Romanerne Op ad en mur, 1976, Livsfangerne, 1977, og En fri mand, 1982. Den første interesserer sig mest for personalet på fængslet. Den næste om de hårdest dømtes dagligdag. Den sidste berører pressens rolle. Nikolaj Lie Kaas, som De måske netop har set i hovedrollen som Dirch Passer – i Martin P. Zandvliets film Dirch – har fået overdraget rettighederne til filmatiseringen af En fri mand og har allerede skrevet manuskriptet. Han forsøger nu at rejse midler til at filmatisere min bog. Jeg afventer spændt resultatet af hans anstrengelser.
Otto B. Lindhardt lever stadig, og jeg benytter lejligheden til at sige ham tak for alt!
Der er mennesker, som man får lov til at møde, uden at det virker som tilfældige sammentræf. De sætter spor i éns tilværelse – spor, der aldrig slettes. Børge Outze døde i 1980. Jeg begravede ham. Han overanstrengte sig, fordi han både var chef for Information og samtidig skrev sin personlige historie om besættelsestiden i Danmark. Han kunne kun gennemføre sit værk ved at skrive på det om natten. Det førte til kredsløbsforstyrrelser, som slog ham ihjel. Jeg kendte ham fra hans vittige ledere i Information – den avis, vi holdt i 50’erne. I 1962 knyttede han mig til Information. Jeg skulle skrive aktuelle vers på bagsiden af avisen. Han underskrev sine ledere med et lille o for Outze. Han behøvede ikke at signere. Når det var hans ledere, så man det straks ved et flygtigt blik ned over siden, fordi hvert afsnit begyndte med samme bogstav – for eksempel kunne en leder om Hemingways Nobelpris føre til, at Outze begyndte alle afsnit med N:
“Nis Petersen så rigtigt, da han dagdrømmende ændrede sin egen fortid, begravede Holbækjournalisten med skrivemaskinen og pustede liv i vagabonden, sigøjnernes ven vraget fra natherberget, den trætte vandrer med de utalte mødige forbandede mil bag sig.
Læserne foretrækker digte, skrevet med afbrændte tændstikker på krøllet papir i lyset fra lejrbål frem for det maskin-nedklaprede.
Nobelpristageren Hemingway har ikke drømt sig til sit råstof om kamp og død, drik og hor; han har opsøgt faren som en landsknægt; men også han har skabt en myte, for i de fleste tilfælde har han trods alt været tilskuer.
Nyheden om, at Hemingway skal have Nobelprisen, var ingen nyhed. Det har man vidst i årevis; i meddelelsen er, som i visse aviser, kun datoen nyheden. Det er karakteristisk, at han skulle skrive en bog, som endog børn kan læse – før man i Stockholm gjorde ende på sit vankelmod. Hemingway måtte vise, at han kunne skrive en bog uden krig, alkohol og elskov, før man turde hædre ham.”
Det særegne ved Outze var hans humor og hans ufattelige personalia-kendskab. Der var ikke den borgmester eller politiker, han ikke vidste så godt som alt om. Når jeg ikke kan ryste ham af mig, er det ikke kun på grund af hans associationsteknik, som jeg lige har demonstreret, men i høj grad også fordi han netop kunne sætte sig direkte til tasterne og skrive en nekrolog, som var uovertruffen. De bedste har kvalitet, som Tom Kristensens digte om Knud Rasmussen, Gustaf Munch-Petersen og Emilie Sannom.
I en af mine Storm P.-bøger har jeg klistret Børge Outzes nekrolog ind. Storm P. døde i 1949:
“Det er blevet sagt ved Storm Petersens død, at vi er blevet fattigere. Det er sandt. Først gik “Ærbødigst” og nu Storm. De to tab lader sig ikke overse.
Denne slagtersvend, der elskede dyr, denne kapitalist, der tegnede bolsjevikiske tegninger af kapitalister, denne verdensborger, der var en ven med alle samfundets forhutlede, denne stille, lille, forsigtige mand med en gøglersjæl har betydet mere for dansk kultur, end det endnu lader sig overse. Af en ufattelig sindets overdådighed skabte han i ord og streg en verden af børn og dyr og bisser og eventyr så særegen som H.C. Andersens.
Som al virkelig humor havde Storm Petersen ofte gråden i halsen. Hvem nåede at le færdig over hans lille dyreven, der glemte akvariet på komfuret, da han ville lune vandet for de små fisk? Og som al virkelig humor skjulte de barokke indfald en dyb livsvisdom …
Robert Storm Petersen, slagtersvend, cabaretkunstner, tegner, forfatter, skuespiller, pibesamler og hundeejer er afgået ved døden og vil blive begravet på Frederiksberg Kirkegård, men Storm P. vil leve videre i et Danmark, der ville have været anderledes, om han ikke havde eksisteret. I den humor, vi varmer os ved i en barsk verden, var Storm P. en pejs mellem radiatorer.”
Børge Outze var beskeden. Jeg spurgte ham engang, hvorfor han ikke skrev et stort O under sine ledere. Han svarede smilende: Jeg vil hellere være et lille 0 end et stort 0.
I 2010 – 65-året for grundlæggelsen af avisen Information – udkom på Informations Forlag 2010 en biografi over en ener i dansk journalistik. Bogens titel er Outze – Reporter – Redaktør – Revser. Outzebiografien er skrevet af historiker Ole Lange og journalisten Alex Frank Larsen. Om bogen skriver Peter Wivel 3. maj 2010 under overskriften: Børge Outze og frihedens forbandelse:
“Besættelsen var ingen parentes, som “de mænd, som har rejst sig fra lænestolene for atter at blive store folk i Danmark, en overgang forestillede sig,” for nu at låne et par ord fra Outzes første ledere i den fri avis. Først nu begyndte kampen for det frie ord.
Bogens kyndige og velskrivende forfattere tegner over mere end 800 sider et detaljeret og overdådigt tidsbillede af den voksne Outzes livslange kamp for ytringsfriheden forstået i dens mest radikale version.
Outze gav også det frie Danmark et alternativ til samarbejdspolitikken. Hans bevægende liv afspejler en konflikt, der stadig deler vores samfund og ikke vil gå væk. Det er kampen mellem samarbejde og modstand.
Senest brændte tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fingrene på den, da Danmark gik ind i Irak-krigen. Fogh solgte sin samarbejdspolitik som modstandskamp.