LIVSAFSNIT 1997-2007
Trætte anmeldere – det er ikke lige mig.
I den sidste tid har der været en del ballade, fordi Ib Michael på sin blog har truet Weekendavisens Lars Bukdahl med øretæver. Det blev ikke til noget.
ØRETÆVER I LUFTEN
Af Johannes Møllehave
Begrundelse: Cirkusrevyen har tidligere parodieret forfattere som Jørgen Leth og Johannes Møllehave.
Anledning: Den hektiske polemik mellem Ib Michael og Lars Bukdahl, som fik flere litterater, forfatterforeningens formand og Gyldendals direktør, Johannes Riis, op af stolene.
Idé: Scenen er arrangeret som en boksering (markeret ved noget tovværk, en gongong – evt. en smart pige, der annoncerer: FØRSTE OMGANG – på et stort skilt, som hun holder op i luften, m.m.). På en storskærm i baggrunden et vellignende billede (= Facebook eller webcam) af Ib Michael.
Ind træder Lars Bukdahl (Henrik Lykkegaard). Han bærer briller og er iført cowboybukser og en hvid T-shirt, påmalet BUK.
(Vi skal tænke os, at Lars Bukdahl drømmer/eller lige har haft mareridt – roder febrilsk efter sin Mayland – mon Ib Michael stadig er i Thailand?)
Bukdahl (strammer sig op): Jeg er Lars Bukdahl fra Berlingske Weekendavis.
Min kritik af bøger er altid præcis.
Det høje mål er Kritikkens
Jeg skrev speciale om Dickens, ikk’?
Jeg si’r præcis – hva’ der ska’ sig’s
(henvender sig til Riis, som står i kulissen) Er det ikk’ rigtigt, Riis?
(Riis nikker)
Ib Michael – kaldet Mik
er det største offer for min kritik.
Jeg synes, han er en svinemikkel
jeg kritiserer ham altid i min artikel
(til Johannes Riis): Ib Michael – også kaldet Mik – ikk’?
Har jeg da lov at gi’ en hård kritik – ikk’?
Hans lortebøger fylder fyrre meter – ikk’?
De indeholder kun banaliteter – ikk’?
(henvendt til publikum): for analfabeter – ikk’?
Miks værker? Mak-værker – Vil jeg døbe dem
Det er kun tosser, der vil købe dem – ikk’?
Hvem fanden sku’ det ellers være?
Hans møgskrifter er aldrig litterære!
Med fup og svindel gør han karriere
Talentet skal man fan’me lede efter
Det går fra bunden og nedefter, ikk’?
Ib Michael (Ulf Pilgaard) kommer (uventet) ind – trækkende med en cykel. Iført en T-shirt, påmalet MIK). Overlegen, afslappet, men også truende holdning:
Mik (arrogant): Hold lige min cykel! (strammer sig op) Nu skal du ha’ hug – Buk
(spytter i næverne) Jeg maser dig til frikadellefars Lars!
Nu skal du ikke længere blive ved
At dukke mig – og rakke ned og rakke ned
Din colibakterie! Lær og læs! – Buk
Jeg smadrer dig i fjæset – på din Face – Buk!
Du får en uppercut, så du går ned på hug – Buk
Jeg syn’s det er super cool og sejt
Med så’n en rigtig infight!
Bukdahl: Hold op med de beskidte trick, Mik! – ikk’?
Jeg foretrækker skriftlig polemik, ikk’ – Mik
Mik: Nej, Du skal få et højre hook, Buk
Bukdahl: Non-violence er mit princip, Mik – ikk’?
Johannes Riis (ulasteligt klædt i hvid skjorte, slips og sort skindjakke) kommer som dommer ind og lægger sig imellem:
Stop, venner!!
Kan I så forlig’s!
(Henvendt til publikum) Jeg udgiver Ib – Jeg er Johannes Riis
(irettesættende til Mik) Mik, hør! – man truer ikke en politiker
Og endnu mindre truer man en kritiker
(beroligende til Lars Bukdahl): Buk, Sov du kun roligt i din seng
(advarende til Mik): Og Mik, du holder dig fra håndgemæng.
Tru aldrig mere Lars med boksehandsker!
Vælg kompromi’et – Du er dog en dansker!
Slap af, hvis du da kan? (hovedrystende) … men prøv og prøv!
Mik (lige så hovedrystende): Johannes Riis, du laver kun Ris til egen Røv
Min vrede svinder ikke væk som dug
Jeg er arrig og vil tæve ham Lars Buk!
Bukdahl (løber forvirret rundt på scenen):
Hjælp! Mareridt – skønt afstanden er lang nok
For der er langt til Thailand og til Bangkok
Jeg lader ligesom ingenting
(rådvild) Det var et mareridt, ikk’?
(henvendt til nogle (tilskuere) på gulvet – rundt om bokseringen): Hvad laver I? – en boksering?
(skræmt, appellerende til Mik):
Stop, Mik – ikk’?
Mik: Du tror måske, det “foresvæver” dig?
Hold lige cyklen – nu kommer jeg og tæver dig
Vi to har ingenting tilfæll’s
Bukdahl: Hold kæft, hvor er du træls, –
Jeg kalder aldrig mer’ din kunst for tomgang
Riis: Klar til første omgang
Mik (bokser løs): Jeg vinder første omgang. Det er givet!
Riis: Det er unfair at slå i underlivet
Mik: Jeg gjorde det ikke med vilje
Bukdahl: Du slår som en Vanilje- (får et hårdt slag i maven) -pige
Mik: (støder et hårdere stød ): Nej, som Prins!!
Riis (ophidset, irriteret, lægger sig imellem) Hold så op med at skæn’s!
Bukdahl (retter sig lidt op): Jeg bekæmper bestsellerne, for jeg er dannet
Jeg syn’s, Ib Michael er en ren skandale og en skam for landet
(Død over bestsellers – ikk’?)
Mik: Jamen Dickens laved’ ikke andet!
Bukdahl: Jeg er kritikkens svar på Moby Dick, Mik – ikk’?
Riis: (argumenterer): Jeg er Gyldendals direktør og ikke boks’promoter
La’ vær’ at slås, I idioter!
De boksehandsker gør mig vred
Ta’ jer nu sammen og slut fred!
Bukdahl (lettet over, at Riis har lagt sig imellem):
Okay – Jeg lover, at du får en go’ kritik’, Mik
På forsiden ska’ der stå en flot rubrik – ikk’?
Mik (skeptisk, stadig truende): Og hva’ er ordene, som er rubrikkens?
Bukdahl (lovende): At du er Danmarks svar på Charles Dickens.
Riis (træder ind mellem de to, går frem på scenen og holder de to bokseres hænder sejrsstolt i vejret): Tillykke, ind gik til sidst FORNUFTEN
(henvendt til publikum): Hvis blodtørsten er stor hos jer, så må jeg skuf’ den
Øretæverne endte som et slag i luften
Gongong.
Ingmar Bergman blev engang så vred på en anmelder, at han slog ham i gulvet. Da pressen spurgte ham, om han fortrød, svarede han: Nej, tværtimod! Det er udelukket i al fremtid, at den mand kan anmelde mine forestillinger. Det er han afskåret fra, fordi alle vil mene, at det er hævn. Preben Kaas slog engang en dansk teateranmelder. Jeg tager selvfølgelig afstand fra voldelige trusler og brug af vold. Alligevel har jeg stor forståelse for Ib Michaels vrede. Lars Bukdahl har ikke alene rakket ham ned i den ene anmeldelse efter den anden. Det er endog gået så vidt, at han i en anmeldelse af en anden bog skrev: Han er lige så dårlig som Ib Michael. Det er få anmeldere, der kan holde sig i skindet. Bukdahl har selv engang udtalt, at han skød med skarpt mod forfattere, men det var ikke meningen, at de skulle dø, derfor skød han efter maven, så de kunne lide så længe som muligt.
Er det forbudt at anmelde en anmelder? Jeg har gjort det et par gange, hvor jeg ikke selv var involveret. Men hvis jeg føler mig ramt, har jeg bestemt også reageret. Ved positive anmeldelser ringer jeg altid anmelderen op. Ved negative anmeldelser giver jeg også lyd fra mig. Det synes hverken min forlægger på Kristeligt Dagblads Forlag eller kulturredaktøren på Jyllands-Posten om. Jeg mødte ham, fordi jeg havde reageret på en negativ anmeldelse, som indeholdt to fejl. Han så vredt på mig og vrissede: Du skal ikke genere mine anmeldere. Jeg vil ønske, jeg aldrig møder dig igen.
En anden type anmeldere, jeg tager afstand fra, er dagbladsanmeldere, som sukker over, at de har fået nok en bog tilsendt. Nu har vi haft nok: fem krimier! Det er trættende med alle de norske og svenske og danske krimier, sukker de. Eller de sukker over samtalebøger. Jeg har selv medvirket i tre af slagsen. Nu kan det være nok, lyder det ofte. Ikke flere samtalebøger! Anmelderne er trætte. Man kan være træt af så meget – for eksempel af at høre politiske taler eller af polemik. Peter Freuchen fortæller, at han engang har truffet en mand, der var træt af at være neger. Angående samtalebøger: Jeg ville ikke have undværet samtalen mellem Klaus Rifbjerg og Kim Larsen – en samtale, der blev styret af Thomas Thurah. Jeg sætter begge højt og nød, at de havde gensidig respekt. Den bog skulle da ikke tilbageholdes, fordi der er andre samtalebøger. På samme måde har jeg det med Nålen i armen, 2007 – samtalebogen med brødrene Price, som Lone Kühlmann har redigeret – eller bogen med Ole Michelsen og Ulf Pilgaard, redigeret af Jakob Kvist (2006). Tom Kristensen fik en hård medfart, da han i 1930 udgav Hærværk, fordi den havde form af en nøgleroman. Det, der fik ham til at være sikker på, at bogen var et kunstværk, var et brev fra en norsk forfatter, som ikke læste den som en nøgleroman om dagbladet Politiken. Han roste Tom Kristensen til skyerne. Han hed Knut Hamsun. I grunden ikke så sært, at han forstod den. Han var selv blevet verdensberømt med romanen Sult, 1890 – så hvorfor ikke lade en anden forfatter skrive romanen Tørst? Jeg forlanger ikke, at Lars Bukdahl skal være nænsom, men man kunne forestille sig, at han dæmpede sig en smule, fordi hans egen farfar, højskolemanden Jørgen Bukdahl, hele sit liv blev anmeldt sønderlemmende. Især var Politikens Kai Friis Møller grusom mod Bukdahl. Jørgen Bukdahl blev opfordret til at tale i Søren Kierkegaard Selskabet om et centralt emne i Kierkegaards forfatterskab. Foredraget blev til en bog, som blev udgivet i 1970. Jeg sidder her med et genoptryk fra 1996, da bogen er umulig at skaffe. Han kaldte foredrag og bog for Søren Kierkegaard og den menige mand, 1961. Kunsthistorikeren Else Marie Bukdahl, som jeg besøgte for et halvt år siden, viste mig henrykt, at hendes far nu er kommet på engelsk og er anmeldt til skyerne i både engelske og amerikanske tidsskrifter. Jeg har længe anbefalet netop den bog, når jeg er blevet spurgt om, hvor man egentlig skulle begynde, hvis man ville forstå Søren Kierkegaard. Jeg plejer også at anbefale begyndende Kierkegaardlæsere Johannes Sløks lille tætte Kierkegaards univers, en ny guide til geniet, 1983. Endelig er der Kresten Nordentofts bog Kierkegaards psykologi, 1972, genudg. 1995. Den eneste, som skrev om Bukdahls fremragende Kierkegaardbog, var Villy Sørensen. I en kronik i Berlingske Tidende skrev han:
“Jørgen Bukdahl citerer Kierkegaards mange kærlighedserklæringer til den menige mand, der dog i længden ikke kan undgå at virke lovlig patetiske og selvretfærdige. Bukdahls Kierkegaard-bog hører til de forholdsvis få, der virkelig kommer sagen ved.”
Sært at tænke, at Bukdahl er blevet mødt med hovedrysten – han, som i sjælden grad er hjemme i Europas filosofi og nordisk litteratur. Sammenfattende skriver Bukdahl: “Hele Kierkegaards forfatterskab kan ses som et forsøg på at indkredse, hvad virkelighed er: Den er personlighedens indre selvbestemmelse. Er denne gennemført, da er mennesket virkeligt. (…) Det kan bestemmes etisk: Som stedet, hvor individet ophæver det tænkte for at eksistere deri. Og det kan bestemmes religiøst som stedet, hvor mennesker møder Guds konkrete fordring. (…) Menneskets frihed er ikke kun lig med romantikkens uendeliggørelse af mennesket i tankens og fantasiens selvudfoldelse. Friheden er endnu videre: Menneskets forhold til sig selv som en mulighed, en opgave for etiske valg.”
Der er mennesker, som ikke kan styre deres temperament. Jeg er et af dem. Jeg kender en biskop, som dagligt eksploderede og rasede på sit bispekontor, hvorefter han gik ind i sin privatbolig. Hans personale havde væddemål kørende om, hvornår han kom tilbage og gav dem alle et håndtryk og en undskyldning. Sommetider gik der en halv time, sommetider en hel time, men undskyldningen faldt altid, hvis han havde forløbet sig. Jeg havde en præstekollega, som, når han havde været at spise hos os og vi havde talt i timevis, hver eneste gang blev stående et øjeblik i vores entré, før han råbte: Undskyld for alt!
Min søn Tomas, som bor hos mig på femte år, har svært ved at styre sit temperament. Normalt har vi det fint, men når han hidser sig op, hidser jeg mig præcis lige så meget op. Jeg undrer mig ikke over, hvorfra han har det gen. I hvert fald ikke fra sin mor.
Det fortælles, at professor Prenter på Det Teologiske Fakultet i Aarhus jævnlig til møder skreg og råbte og savlede. En enkelt gang var den stilfærdige K.E. Løgstrup også så ophidset, at han blev rød i hovedet og skældte og smældte. – Hvordan er det, du opfører dig? sagde Prenter. – Du skal ikke tro, du har patent på at rase, svarede Løgstrup. Jeg vil heller ikke undlade at fortælle om mine eksplosioner. De er en del af mig. Hvis nogen vil sige, at jeg er en rar mand, vil andre med samme ret kunne sige det modsatte. Ordet rar betyder oprindelig sjælden. Når Brorson skrev en samling salmer, som ham kaldte Troens rare Klenodier, mente han sjældne. Det er ikke min erfaring, at rare mennesker er sjældne.
Jeg har til dato ikke læst en avis uden at ringe til kronikør eller anmelder for at sige tak. Dog kan jeg også bruge telefonen til at imødegå en artikel eller andet. Derfor vil nogle naturligvis huske min vrede. Jeg vil mene, at den foruden sine uheldige sider også er en dynamik og en drivkraft for mig. Hvis der fandtes piller mod vrede og ophidselse, ville jeg ikke tage dem. Jeg lever af at gå på vulkaner. Sådan er mit sind. Var jeg den flegmatiske type, ville jeg nok tænke, det kan vente til i morgen, eller vende mig om og tage en lur mere. Men det er ikke mig. Der er ikke noget, der kan vente. At sige jeg er tålmodigheden selv, ville være den største løgn. Mindst en gang om ugen – eller måske nærmere en gang om dagen – er der et menneske, jeg må takke, hvad enten det er en kronik, en bog, et digt. Jeg kender ikke til at misunde forfattere – tværtimod glæder jeg mig helt ned på bunden af min sjæl, når en forfatter får en pris eller De Gyldne Laurbær.
Konflikten på Kristeligt Dagblad
Johan Herman Wessel skriver i Smeden og Bageren om smeden:
Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faae.
Jeg ingen har, det gaae
min Læser ligesaae!)
Til Uhæld for dem begge to
De træffes i en Kroe
De drak (jeg selv i Kroe vil drikke
For andet kommer jeg der ikke
Anmærk dog, Læser! dette:
Jeg immer går på de honnette
Honnet betyder anstændigt. – Et honnet sted kunne være d’Angleterre.
Vittigheden er, at alle jo vidste, at Wessel kun gik på de tarvelige værtshuse. I folkemunde hed det, at Wessel drak sig fuld, så han blev liggende. Engang fortælles det, at han lå på Valby Bakke og to studenter råbte til ham: Et svin på Valby Bakke lå. Han var trods alt ikke mere beruset, end at han øjeblikkelig svarede: To æsler stod og så derpå.
Jeg skrev i et år klummer til Politiken hver søndag. Tøger Seidenfaden ringede i 2007 og inviterede mig til frokost og bad mig blive klummeskriver for avisen. Jeg takkede ja. Tidligere har jeg skrevet klummer i fem år i træk for et ugeblad. Ligesom jeg skrev faste klummer til Fyens Stiftstidende, mens Bent A. Koch var chefredaktør. Jeg var en anelse bange for, om det nu var muligt for mig hver uge at finde et emne. Den frygt var ubegrundet. Jeg afleverede som regel om onsdagen, når avisen skulle sættes i weekenden. Jeg kaldte klummen Indtryk & Udtryk. På Politikens Forlag udkom siden min klummesamling af samme navn. Det var en vid ramme, jeg havde fundet. Det ville være utænkeligt, at jeg i en uge ikke havde haft indtryk af noget, jeg havde lyst til at udtrykke mig om. Det kunne være alt fra en rejse til en film eller et teaterstykke, en bog, jeg havde læst, eller en kronik, jeg ønskede at kommentere. På samme måde var det utænkeligt, at jeg ikke i løbet af ugen havde hørt et udtryk, som havde gjort indtryk på mig, fordi jeg ikke havde hørt det før. Her var det især mine børnebørn, der leverede stoffet. Børn og unge mennesker er pragtfulde sprogfornyere. I den periode på Politiken indfandt jeg mig jævnlig på redaktionen. Her mødte jeg journalister som Bo Tao Michaëlis, Bjørn Bredal, Marie Tetzlaff og Kim Skotte. Jeg fik jævnlig hjælp fra Politikens arkiv og førte mange samtaler med Tøger Seidenfaden. Da tiden var omme, havde jeg stadig mod på at skrive klummer og henvendte mig til en anden avis.
Erik Bjerager på Kristeligt Dagblad tog venligt imod mig. Jeg fortalte, at jeg nok ville orientere mig mere teologisk i klummerne til ham. Klummerne blev siden samlet i et par klummebøger, som udkom på Kristeligt Dagblads Forlag: Målbevidste svinkeærinder, 2009, og Hellere forrykt end forgæves, 2011.
I 2008 fik jeg to blodpropper i højre side af hjernen, som jeg slap heldigt fra. Andre, som jeg var indlagt sammen med, havde fået blodpropper i venstre side af hjernen og fik alvorlige handicaps. Én blev lam i benene, en anden lam i arme og hænder, en tredje fik afasi og var ude af stand til at tale. Hun var lærerinde og var vant til at bruge sproget. En fjerde blev blind, og én døde. Jeg var lykkelig over, at jeg ikke havde mistet førlighed, syn eller talens brug. Lægerne fortalte mig, at jeg aldrig mere skulle køre bil. Jeg har i mange år været en trænet bilist. Ofte har jeg kørt mere end 1000 km på én dag. Som med andre ting, jeg har måttet tage afsked med, har det heller ikke denne gang taget mit humør fra mig. Skønt jeg i mange år nød at køre Mercedes (jeg har haft tre), er i dag kun nøgleringen tilbage. Jeg har gemt den som et kært minde, og Mercedes-nøgleringen bruger jeg til nøglen til min hoveddør.
Den storartede parodi på mig, som man har kunnet se i Cirkusrevyen, havde den eneste fejl, at jeg blev kaldt cykelpræsten og kom cyklende ind på scenen. Efter 50 udsolgte forestillinger inviterer Lisbeth Dahl altid et offer for Cirkusrevyen til en midnatsforestilling, som kun overværes af skuespillere og personale. Jeg forklarede, at jeg aldrig nogensinde har kørt på cykel, og rimede:
Det forholder sig ganske anderledes./
Jeg kører i en sølvgrå Mercedes
Her kunne jeg høre at Lisbeth Dahl udbrød: Han kan godt li’ os.
Efter blodpropperne lavede Bjerager et stort interview med mig til avisen. Den artikel blev læst og brugt. Der var flere bedemænd, som spurgte, om de måtte tage en kopi af den og bruge den til deres kunder. Der var en del om sorg, angst og det at miste eller tage afsked med livet. Det førte til, at Erik Bjerager foreslog, at vi sammen lavede en samtalebog til Kristeligt Dagblads Forlag. Den blev skrevet, og Johannes Baun, som er Kristeligt Dagblads forlægger, fik glæde af den. Den er indtil videre solgt i 35.000 eksemplarer og kommer i 2012 på svensk og islandsk.
Forlægger Johannes Baun kommer fra forlaget Rosinante. Han er en beundringsværdig forlægger. Han har den sjældne evne, at han opfordrer folk, som kan skrive, for eksempel Kjeld Holm eller Jan Lindhardt eller bedst af alt Lisbeth Smedegaard Andersen, til at udkomme på forlaget. Hver gang har han set rigtigt. På samme måde kommer han hjem fra en bogmesse i Frankfurt, hvor han har sikret sig et par bøger, som også slår igennem i Danmark. Johannes Baun har endvidere fået den oplagte idé at bede en række danske forfattere skrive om salmer, som de selv udvælger. I samarbejde med Hans Edvard Nørregård-Nielsen har han fået en række danske digtere til at vælge og gennemgå salmer, de holder af. Det er blevet til en fin serie, som han har fået den ros for, han fortjener.
I den periode, hvor Erik Bjerager og jeg arbejdede sammen om bogen, som fik titlen, Det ender godt, 2009, skiftedes vi til at komme i hinandens hjem. Han besøgte mig på Dalgas Boulevard 85. Vi sad i timevis og arbejdede. Andre gange foregik det hos ham på Bakkevej i Virum. Samarbejdet var en fornøjelse. Der var ikke et eneste tidspunkt, hvor vi var uenige eller ude af flippen. I den følgende tid fortsatte jeg med at skrive klummer og udgav to klummesamlinger på forlaget. Jeg kom i den periode næsten dagligt på Kristeligt Dagblads redaktion i Rosengården. Jeg holder meget af at opholde mig på en redaktion. Min gode ven Leif Blædel har det på samme måde og sidder flere gange om ugen på Weekendavisen, som han har været knyttet til i en årrække. Lagercrantz skriver om sit forhold til Dagens Nyheter, at hans blod- og nervesystem gennem årene blev forbundet med avisen. Omtrent sådan tror jeg mange journalister og skribenter oplever det. Jeg gjorde i al fald. Leif Blædel og jeg har ofte talt om, at det er dejligt at begynde dagen på en redaktion, hvor der ligger aviser fra hele landet. Jeg var i klummeperioden knyttet til Michael Bach Henriksen, som er en enestående kulturredaktør og anmelder. Han har ære af at have sammensat et panel af dygtige skribenter: Liselotte Wiemer, teateranmelder Rikke Rottensten, Leif Hjernøe, Niels Grymer, Nils Gunder Hansen og Søren Hermansen som filmanmelder. Dorte Remar var jeg knyttet til, fordi vi delte en traumatisk oplevelse. Jeg begravede hendes ven, Bo Hesselager, som blev dræbt i den bil, hvor også min søn sad. De havde været på jagt sammen. Det er givet, at man, når man kommer hyppigt på en avis, får mange venner. For mit vedkommende var det både Birte Eghoff, receptionen og de to altid hjælpsomme kvinder Majbrit Hjelmsbo og Lisbeth Marcussen i arkivet og fotografen Leif Tuxen, Erling Hou Christensen og mange flere.
Fra min tid på Kristeligt Dagblad husker jeg en episode: En morgen sad Birte og passede sit, mens jeg læste. Chefredaktør Erik Bjerager ankom og sagde henvendt til Birte: “Jeg har i dag skrevet, at Kristeligt Dagblad bakker Jyllands-Posten op i sagen om karikaturtegningerne.” Han tilføjede: “Pas derfor på, hvis vi også bliver udsat for terrortrussel. Læg især mærke til, hvis der kommer nogen med en anden hudfarve.” Kort efter ankom to kulsorte mænd med en pakke, som de lagde på skranken. Jeg opdagede min fordom, da jeg kastede mig ned på gulvet, hvorfra jeg hørte dem sige: “Vi er fra De Grønne Bude.” – Og der var ikke andre end mig, der eksploderede. Jeg bebrejdede Erik Bjerager, at han egenhændigt havde truffet beslutningen om tilslutningen til Jyllands-Posten, fordi han i sine ledere gik ind for demokrati. Han svarede mig, at man kan ikke have demokrati på en redaktion. Mens man mange steder taler om nærdemokrati, går chefredaktøren åbenbart ind for nærdiktatur. (Bjerager skriver altid i sine ledere: Her på avisen mener Vi.)
En dag får jeg den besked, at man ikke ønsker, at jeg viser mig på redaktionen. Det har været en alvorlig dag, fordi jeg blev indkaldt til møde med de to redaktører, Erik Bjerager og Michael Ehrenreich. Bjerager fortalte, at han havde ansvar for alle på avisen, og at de klagede over, at jeg spildte deres tid. Jeg svarede, at jeg elskede at skrive klummer på den redaktion, som jeg efterhånden kendte godt, men at jeg naturligvis ikke ville fortsætte med at skrive, hvis jeg ikke måtte komme. Det var bestemt ikke mit ønske at holde op med at skrive til avisen. Næste dag meddelte de to redaktører læserne, at “Johannes Møllehave ikke længere ønsker at skrive i Kristeligt Dagblad”. Jeg anede på det tidspunkt ikke uråd, men det blev værre. Jeg fik besked om, at jeg ikke måtte tale med andre på redaktionen end Bjerager og Ehrenreich. Det forhindrede ikke, at jeg skrev et par kronikker. På et tidspunkt hævdede kronikredaktøren Jakob Holm, at han ikke ville bringe en artikel, vi havde aftalt. Da jeg spurgte, hvad der var i vejen, svarede han, at det kunne jeg tale med Bjerager om. Altså ringede jeg ham op, og han svarede, at det ikke var en artikel, bladet ville bringe. Jeg spurgte, om der var noget i artiklen, som han ikke brød sig om. Hans svar var underligt. Nej, svarede han. Der er intet i substansen, der ikke er i orden, men vi kan bare ikke lide dig! Jeg afleverede artiklen til Bo Bjørnvig på Weekendavisen. Han bad mig om at gå en tur, så han kunne læse artiklen. Da jeg kom tilbage, sagde han: Den er god, men det havde jeg også regnet med. Artiklen havde overskriften Digte om døden – udgangspunktet var Peter Poulsens seneste digtsamling. Bogen var blevet fint anmeldt, men ingen havde citeret det digt, jeg tog udgangspunkt i. Artiklen blev bragt i avisen, og Peter Poulsen takkede mig for at have valgt netop det digt.
For nylig lånte en mand, Arne Pedersen, som jeg møder i min sognekirke, Lindevang, mig en bunke sange og salmer, som han har oversat til engelsk. Det er Kingo, Brorson, Petter Dass, Grundtvig, Ingemann, Jakob Knudsen – alle de store.
De kan her få et indtryk af hans arbejde:
A CHILD WAS BORN IN BETHLEHEM
German song from about 1600 / A.P. Berggreen 1849.
1 A child was born in Bethlehem, Bethlehem,
So joyful is Jerusalem.
Immanuel. The Lord with us.
2 A needy virgin had a secret birth, secret birth
And bore this king of sky and earth.
Immanuel etc.
3 And he was in a manger laid, manger laid.
God’s angels’ joy will never fade.
Immanuel etc.
4 The wise men of the East brought there, they brought there.
Gold, myrrh and frankincense with glare.
Immanuel etc.
5 Our need is ended with his birth, with his birth.
Today there is sheer joy on earth.
Immanuel etc.
6 God’s children we were now again, now again
To keep the Christmas feast amain.
Immanuel etc.
7 On stellar carpets with blue sheen, with blue sheen.
We’ll walk to church with joyful mien.
Immanuel etc.
8 God’s angels teach us in bright light, in bright light,
To sing the way they sang tonight.
Immanuel etc.
9 Now we are angels, God we see, God we see,
His mild appearence full of glee.
Immanuel etc.
10 His praise shall now forever sound, ever sound,
For we have all a brother found.
Immanuel. The Lord with us.
N.F.S. Grundtvig 1820 og 1845.
English version: Arne Pedersen 2011.
Jeg viste hans arbejde til en professor i engelsk, som var dybt imponeret. Desuden havde organist Levi Bæk fra Sorgenfri Kirke spillet alt igennem for at sikre, at Carl Nielsens, Hornemans og Laubs melodier stadig passede. Jeg ville umiddelbart tro, at det ville være oplagt stof for Kristeligt Dagblads læsere. Tænk, pludselig at se: I østen stiger solen op, og I al sin glans nu stråler solen og Op al den ting som Gud har gjort oversat til perfekt engelsk med rytmer og rim – endda bogstavrim! Jeg gik derfor op til receptionen på Kristeligt Dagblads nye adresse på Vimmelskaftet 47. Jeg lagde mappen på skranken i receptionen med et brev til Ehrenreich og ringede et par dage efter. Han svarede, at det så meget interessant ud. Det opmuntrede mig. Der gik så en uge, hvor intet skete. Da jeg næste gang ringede, forsikrede han mig om, at han havde givet materialet videre til den bedste journalist på bladet. Jeg lovpriste ham og takkede og styrtede til Arne Pedersen med den gode nyhed: Han kunne glæde sig! Et par dage efter modtog jeg med posten et brev fra Ehrenreich, som fortalte, at de to redaktører havde besluttet ikke at skrive om det, da det var mig, som havde indleveret det. Jeg var virkelig ked af at skulle fortælle Arne Pedersen, at det alligevel ikke blev til noget med Kristeligt Dagblad. – Her skal indskydes, at Arne Pedersen, som er tidligere lektor i latin og engelsk, på en rejse i Island var faldet ned fra en klippe og havde pådraget sig et åbent kraniebrud. – Hans arbejde var interessant og af høj kvalitet, og det var imponerende, at han i det hele taget havde fået det lavet. Jeg var så ked af at måtte skuffe ham. Han tog det nu pænt. Ugen efter kunne han fortælle mig, at Lotte Thorsen fra Politiken havde besøgt ham og skrevet en helside, som ville blive bragt den følgende dag. Jeg forstod godt, at det var en Poul Henningsen-oversættelse – I dit korte liv – der var bragt. Lotte Thorsen er virkelig en af Politikens bedste medarbejdere. I artiklen beskrev hun både Arne Pedersens sygdom og invaliditet, men fik samtidig vist det imponerende i hans årelange indsats med oversættelse. Jeg skrev et læserbrev til Kristeligt Dagblad, hvor jeg undrede mig over forløbet. Ehrenreich svarede tilbage, at man ikke ville trykke mit læserbrev. Afslaget kom ikke bladets læsere ved. Det var udelukkende en sag mellem ham og mig!
Et andet eksempel: Da jeg afleverede en omtale af Friedrich Schlegels Lucinde, var kulturredaktør Michael Bach Henriksen godt tilfreds og glædede sig til at bringe den. Ehrenreich afviste at bringe den, fordi han ikke ville omtale bøger, der var udkommet for tre år siden. For det første var det ikke en anmeldelse, for det andet bragte Kristeligt Dagblad, samme dag som afslaget kom, en helside om Morten Nielsen, der som bekendt døde i 1944!
Der findes kloge og nyttige redaktører og mindre kloge og nævenyttige.
Jeg bringer her mit indslag i anledning af Lucinde:
FRIEDRICH SCHLEGELS ‘LUCINDE’
På dansk ved Karsten Sand Iversen og udgivet af Lemvig Gymnasium.
Friedrich Schlegel tilhører kredsen omkring de tyske romantikere, særlig samlet i Jena i Göttingen. Schlegel levede fra 1772 til 1829. Omsider og for første gang udkommer hans hovedskrift Lucinde. Der er to omstændigheder, der springer i øjnene. For det første er det en af Danmarks største publicister, nemlig Karsten Sand Iversen, som har oversat talrige bøger, der her præsterer en mesterlig oversættelse af Lucinde. Samtidig udsender han en oversættelse af franskmanden Stendhals Om kærligheden, top anmeldt i Information af Torben Brostrøm fredag den 1. april. For det andet er det noget så sjældent som Lemvig Gymnasium under ledelse af rektor Lars Ebbensgaard, som i et privattrykkeri står for udgivelsen.
Det er trykkeriets fjerde bog. Rektor åbner bogen ved at citere “Er verden måske ikke den bedste eller nyttigste, så ved jeg, at den er den dejligste”.
Jeg stødte på Schlegel i mit teologiske studium, fordi jeg især brugte tiden på Søren Kierkegaard. Mit speciale var Kierkegaards forhold til Platon og Sokrates. Kierkegaard var dybt grebet af figuren Sokrates. Især af den ironi Sokrates altid udtrykte sig med. Den første store afhandling, Søren Kierkegaard skrev, hed Om Begrebet Ironi med særligt henblik på Sokrates. Netop i dette skrift sætter Kierkegaard den græske oldtids ironi op mod den romantiske ironi. Kierkegaard elsker den første og er dybt skeptisk over for den sidste. Derfor læste jeg dengang naturligvis, hvad Kierkegaard mente om Schlegel, fordi han også var gennemironisk. Kierkegaard finder netop Lucinde direkte slibrig. Underligt nok tog Georg Brandes også afstand fra Lucinde, men af modsatte grunde. Kierkegaard syntes, at bogen kom for tæt på det erotiske, mens Brandes modsat mente, at bogen snød læseren ved ikke at komme tæt nok på det, som han skriver i sin anmeldelse: “Modbydelig er den kunstneriske afmagt … de mange tilløb, der ikke bliver til noget …” I Jena og Göttingen var man ikke i tvivl. Den stakkels Schlegel blev udvist og måtte aldrig vende tilbage.
Lucinde er en dagbogsroman. Dagbogens “jeg” hedder Julius. Den elskede hedder Lucinde. Forargelsen udsprang af, at Lucinde havde en datter, som hed Wilhelmine, og man mente, at hans lovprisning af ungen var pædofil, hvad den på ingen måde er. Det kan vi heldigvis læse i den danske oversættelse.
Besættelsen af Lucinde har rødder tilbage til Det gamle Testamentes højsang, hvor den elskede får elskeren til at se hendes krop i hele naturen. Julius siger også: “I grunden burde man elske alle kvinder i spøg. Jeg begriber overhovedet ikke hvordan man kan være jaloux”.
Lucinde har påvirket mange danske digtere, blandt andre Blicher og Grundtvig. Et brag af en bog. Tak herfra til oversætter og udgiver. Det gør ikke noget at den kommer næsten hundrede år for sent.
Men det var ikke holdningen på Kristeligt Dagblad. Eller det var, fordi man ikke på nogen måde var interesserede i, at jeg kom med initiativer?
Hele forløbet og især sagens udfald – nemlig at jeg ikke længere skriver i Kristeligt Dagblad – rejser for mig at se nogle vigtige spørgsmål om ytringsfrihed. Er avisen redaktørernes avis eller læsernes avis? Jeg har mødt mange læsere som beklager, at jeg ikke længere skriver i deres avis. Hvordan kan det komme så vidt, at personligt uvenskab – sympatier og idiosynkrasier kan udvikle sig til en magtkamp, som i sidste ende betyder, at jeg må droppe at skrive i en avis, jeg føler mig knyttet til?
Journalister og skribenter er gjort af et særligt stof. Man må brænde for sagen, have noget på hjerte for at skrive hver dag – og for at skrive godt. Personligheder som Tom Kristensen, Victor Andreasen – med deres talent og temperament – har tjent aviserne i en menneskealder, og det er min oplevelse, at man også i deres alderdom ydede dem den respekt, de havde krav på – trods særpræg og temperament. Jeg hæfter mig ved Lagercrantz’ oplevelse af omvæltningerne på Dagens Nyheter:
“Mit kontor var en stærekasse hængende over byen. Klarakvartererne var endnu folkelige, bohemeagtige, myldrende. Da vi flyttede ud i en skyskraber, blev vi isolerede, opslugt af den sterilt anonyme tilværelse, som den moderne teknik byder sine slaver. På værtshusene sad der linjeskribenter, specialister i pikante notitser og poeter. De var pendanten til det, man i den engelske bladverden kalder Grub Street. De kom på redaktionen med tilbud mod kontant betaling. På den måde var der stadig kontakt med de ikke bofaste.”
Bjerager hylder det, han kalder “fornuftens stemme” – det er muligt, at det ikke harmonerer med min sidste titel: Hellere forrykt end forgæves. Men sommetider må man da gå fra forstanden for at komme til fornuft.
Det, som overrasker mig, er, at Kristeligt Dagblad ikke håndterer konflikten professionelt – at en avis, der behandler tidens store spørgsmål – tro, etik og eksistens – ikke kan finde en løsning, som vi alle kan leve med. Jeg tænker med længsel på Valdemar Kristensens lederevner. Jeg tænker på Henrik Wivel fra Weekendavisen, på Pundik og selvfølgelig på Tøger Seidenfaden. Jeg har spurgt Bjerager om, hvorfor han er uforsonlig. Han svarer hver gang, at det er, fordi jeg er syg. Det må han meget undskylde!
– Sidst har jeg hørt, at Jan Lindhardt heller ikke længere kan skrive sine klummer i avisen. Men i hans tilfælde er der måske tale om en rask beslutning.
Jeg har spurgt en psykiater, om galskab smitter. Kan man blive smittet af galskab? Hun svarede: Ja, det kan man. Det hedder Folie à deux. På Kristeligt Dagblad har man fået Folie à trois, så Ehrenreich, Bjerager og kronikredaktør Holm i fællesskab holder alle fjender – bl.a. mig – ude. De tre minder mig så meget om Bermuda-trekanten, hvor fjendtlige fly forsvinder for altid. Hvad angår den magt, man naturligt har som redaktion, og som her er fordelt på tre, siger Viggo Hørup: “Kun en idiot lægger al magt i én mands hånd og siger: ‘Jeg stoler på, at du ikke misbruger den’.”
Der findes mennesker, som næsten aldrig er syge, og andre, der ustandselig lider og bliver i sengen. Der findes mennesker, der trives med få midler, og andre, som mistrives trods mange penge. Der findes mennesker, der helst rejser og belønner sig selv ved at vælge udsøgte steder på kloden. Der findes andre, som afslår at rejse, fordi de er tryghedsnarkomaner. En ven af mig fortalte, at han aldrig gik længere ind i en skov, end at han kunne holde øje med sin bil. Der findes mennesker, som aldrig kommer over deres tab af ægtefælle eller et barn.
– Ligesom vi forholder os forskelligt til penge, rejser, tab og sorg, forholder vi os vel forskelligt til alkohol. Nogle drikker meget og tåler det. Andre drikker aldrig. Jeg har kendt mere end hundrede, som troede, de tålte at drikke umådeligt. Det har ofte været kunstnere, skuespillere, malere, instruktører og forfattere. Kjeld Petersen sagde, at han ikke stolede på en mand, der var ædru. Josh Billings skriver: “Jeg drikker for at gøre andre mennesker interessante.” Marguerite Yourcenar udtrykker det således: “Alkohol gør mig nøgtern. Efter et par slurke cognac holder jeg op med at tænke på dig.” Nancy Astor udtrykker sit synspunkt med formuleringen: “En grund til, at jeg ikke drikker, er, at jeg vil vide, hvornår jeg har det sjovt.” Man kan også sige: En alkoholiker er én, du ikke bryder dig om, som drikker lige så meget som dig selv.
For nylig fik jeg af Michael Falch – med personlig dedikation af ham selv – tilsendt Donald Newloves bog: Dengang vi kunne drikke, 1990.
Ibsen skrev i Vildanden, 1884, at hvis man tager livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, dør det. De fleste, der har et alkoholproblem, lever på livsløgn, nemlig den, at de kan tåle det. Eller den lige så store løgn: at de sagtens kan holde op. De fleste undskylder sig med, at deres alkoholproblem er et slægtstraume. I Den lille prins, 1943, af Antoine de Saint-Exupéry, siger Drankeren, at han skammer sig over, at han er nødt til at drikke – og at han er nødt til at drikke, fordi han skammer sig. Første del af Dengang vi kunne drikke spiller på Shakespeare og alkohol og bruger navnet Drukspeare:
“Dostojevskij sagde det: I alle forhold bevæger jeg mig ud på det yderste overdrev.
God aften.
Mit navn er Donald Newlove. For nogen tid siden bevægede jeg mig ud på det yderste overdrev, og blev der i hen ved femogtyve år. Nu er jeg tilbage. Denne bog handler om forfattere, der drak, gik fra forstanden og nu er døde.
Hver enkelt af dem gik fra forstanden på sin egen måde og i varierende grad, men alle fik deres geni syltet ned i sygdom. Nogle få oplevede genfødslen ved at blive tørlagt. Men der skal et mirakel til for at få et geni fisket op af hans idiosynkrasiers syltelage og tørlagt. Man har hele naturen mod sig og er ofret selv. Helbredelse er sjælden. Sandsynligheden for at det mislykkes, er overvældende stor. Det er som at gøre en syltet agurk til en frisk agurk igen. Et mirakel! At dømme efter de berømte døde drankere blandt amerikanske forfattere er helbredelse lige så sjælden som en Martini på månen. Man må kalde det en dødelig sygdom. Alkoholisme dræber.”
Der findes utallige kvinder, som har viet deres liv til at forsøge at frelse et talent, som ødelægger sig selv. Der findes et menneske som Herbert Pundik, der har ydet en stor indsats for Henrik Stangerup ved at betale for at få ham tørlagt. Jeg besøgte jævnlig Henrik Stangerup i den sidste fase af hans liv. Han havde ikke én stor flaske whisky stående i et skab, men i stedet mere end 30 bittesmå flasker med forskelligt indhold – som om det var mere legitimt. I Island har jeg truffet mennesker, som har drukket et liv igennem, men som efter kontakt med foreningen AA (Anonyme Alkoholikere) er blevet tørlagt. Det har også betydet, at de har kunnet arbejde kunstnerisk videre. Engang var gruppen Bazaar i Reykjavik. De spillede for en stor forsamling. En præst spurgte, om de kunne spille i hans kirke. Det svarede de ja til, og Peter Bastian blev deprimeret, da han så, at der kun var 7-8 mennesker i kirken. For at trøste sig gik han en tur og så, at der uden for præstegården var 50 biler. Han tænkte, at det måske var i præstegården, de skulle spille. Humøret var på nulpunktet, da han spurgte en af gæsterne, om de var kommet for at høre musik. Han svarede: Nej, vi er Anonyme Alkoholikere. Kan I ikke også lave en aften for Anonyme Melankolikere?
Digteren John Donne skrev: Hellere dø end at forandre sig. Igen kan man dele folk, der har alkoholproblemer, i to grupper. I den ene er mennesker, der virkelig drømmer om at forandre sig og trøster sig ved drømmen. I den anden gruppe er dem, som siger som John Donne: Hellere dø end at forandre sig. Mange af dem, som vil forandringen, og som måske hver dag er i gang med denne proces, er villige til at bruge resten af deres liv på at forhindre, at andre kommer ud i dette misbrug. Donald Newlove, som har skrevet sin bog for at advare, beskriver sin værste periode:
“Whiskyen var udrikkelig, og i min jagt på autenticitet købte jeg en flaske Wild Turkey (51%), en flaske hvid Bacardi rom og en flaske Southern Comfort, og da jeg kom tilbage på mit værelse, skyllede jeg en psilocybin-pille ned med noget råstærkt dominikansk tjald. Wild Turkey, engang min yndlingsdrik, smagte som døden – eller formaldehyd, Southern Comfort, som jeg ikke havde smagt i evigheder, var flydende lort på min tunge og den krasse Bacardi en mundfuld messingmønter …”
Selv tager jeg antabus indimellem. Jeg bilder mig ind, at jeg sagtens kan holde mig fra flasken uden antabus, men det er netop en livsløgn. Det gør indtryk på mig, når jeg på Langeland møder forfatteren Arne Herløv Petersen, som fortæller mig, at han har holdt sig fra flasker i 15 år – uden brug af antabus. Newlove har gjort indtryk. Tom Kristensen plejede at sige: “Hvordan kan jeg være fuld, når jeg er Tom?” Storm P. har en dialog i en flue: En mand, som gerne vil afvænne sin ven, spørger: “Ved du, at der er flere, der dør af at drikke cognac, end der dør i krigen? Nå ja, jeg vil da også hellere være fuld af whisky end fuld af kugler.” Eller denne her: “Jeg drikker ikke mere – men heller ikke mindre!” “Har De alkoholproblemer? – Nej, ikke hvis der er sprut nok.”
På mit køleskab på Langeland har min søn Mikkel følgende udklip fra en avis: En druktur kaldes nu en Møllehave.
Andre har beskrevet det. Som dansker kan man læse Tom Kristensens roman Hærværk fra 1930 – en rapport om opløsning. Eller man kan nøjes med hans digt Elegi fra 1936.
Jeg glemte mig selv
i whisky en kvæld
og vågnede op
paa et skummelt hotel.
Jeg styrtede ned
i uendelighed.
I graanende gry
blev min nedstyrtning ved.
(…)
Jeg hørte en lyd af tøfler og filt
og anede urent
og kvindeligt vildt
i slapt negligé
i en mørk korridor.
Guddommelig elskov –
usømmeligt ord!
Der findes af duft
en uendelighed,
af kropslig sekret
og af sminke og sved,
I whisky og hvirvel
jeg glemte mig selv
og styrtede ned
i en stinkende elv.
– Og når vi nu er ved det, vil mange læsere måske være nysgerrige efter at høre min version af d’Angleterre. Den kommer her:
d’Angleterre – det ku’ ik’ ha’ været værre
Nyde Livet –
Bruge Penge –
Gøre lige præcis, hvad man ve’ –
Ha’ en Tjener –
La’ ham springe –
Er der noget saa skønt som det!
Jeg vil saa gerne leve over Evne,
Men det er svært, naar man kun har en Øl,
Som først skal drikkes,
Førend man tør nævne,
At man er blank baad’ paa Guld og Søl’.
Skaal! – lad mig drikke ud,
Før der bliver sendt Bud
Efter Inspektør’n,
Som – sikkert, tror jeg, før han hovedkulds
Smider mig på Dør’n,
Vil slaa i Bord’t,
Saa Glasset faar en Revne,
Og si’: Det her, det kan man ikke, Hr. –
Og jeg vil svare: Leve over Evne,
Det kan man godt – se, hvor let det er!
(…)
Jeg vil saa gerne leve over Evne,
Men det er svært, naar alt hvad man formaar
Paa det Punkt ligger under selv det jævne –
Saa maa man slaa de Brød op, som man slaar.
Eet – lille men dog smukt,
Der har baaret Frugt,
Slog jeg op i Maj –
Og – selv om det saa kun var i Lemvig,
Viser det dog sig,
Især den Dag, de kommer for at stævne
Og de saa ser, jeg ikke er i Stand
Til at betale – leve over Evne,
Har jeg bevist – i Lemvig – jeg kan!
(Arvid Müller)
Stilhed – er ikke lige mig. Der er dog undtagelser. Jeg har faktisk tilbragt en uge på en øde ø helt alene – for Danmarks Radio. Desuden har jeg boet en hel måned alene på den ø i Seinen, der hedder Ile Saint-Louis – Jeg var stille som en mus.
Et af mine yndlingsdigte står i en digtsamling, der hedder Fremtiden er forbi, 1985: Digtet er skrevet af den rejselystne Halfdan Rasmussen. Han oplevede stilheden i Grønland. Jeg har selv tilbragt et par måneder i Grønland. Digtet lyder:
Hvad stilheden skabte
skal stilheden standse
og løse fri af sjæl og krop.
Men over det tabte
vil vindene danse
og hvirvle nye frøkorn op.
Nej, den tavse mand er ikke mig. Jeg vælger aldrig en stillekupé. Faktisk er jeg af natur støjende.
Tre gange er jeg blevet bedt om at forlade en restaurant. Første gang på en restaurant i Aalborg, hvor jeg var indbudt til en fødselsdagsfest for en nær ven, hvis kone fyldte 60 år. Jeg havde skrevet et digt til hende, og mens jeg læste det højt, kom værten og bad mig forlade stedet, fordi min oplæsning forstyrrede hans øvrige gæster. Anden gang var på restaurant Saison i Hellerup. Det var kun en samtale, men også støjende fra min side. Jeg blev bedt om at forlade stedet. Tredje gang var det på d’Angleterre. Jeg var der sammen med rektor for Lemvig Gymnasium Lasse Ebbensgaard.
Jeg havde holdt foredrag på hans egn. Efter foredraget spurgte han, om jeg ville overnatte hos ham. Jeg fik et værelse, og ved morgenbordet fortalte han mig, at han snart kom til København. – Så er det min tur til at være vært, sagde jeg. Han takkede nej, fordi han har fast værelse på Vartov, men han ville gerne, at vi var sammen. Først spiste vi middag hos mig. Næste dag var vi til en forfatteroplæsning på Hovedbiblioteket i Krystalgade. Det var Kirsten Thorup, som på udgivelsesdagen fortalte om sin bog Tilfældets Gud, 2011. Sammen så vi to film og besøgte Storm P.-museet og hørte siden Svantes viser sunget af Dodo. Benny Andersen og Elisabeth Ehmer var der, og vi fik talt godt med dem. Nu ville jeg overraske ham gastronomisk, inden han skulle hjem til Lemvig. Så jeg tog ham med på d’Angleterre, hvor de på menukortet har en specialitet: Canard à la presse. En hel and presses i en sølvpresse ved bordet, så gæsterne ser, hvordan safterne siver ned i kanden. Denne presse findes mig bekendt kun to steder. Det ene er netop d’Angleterre – det andet er La Tour d’Argent i Paris tæt ved Notre Dame. Vi ankom ca. kl. 21 og bestilte en flaske Pomerol. Vi anede på ingen måde uråd. Lasse var betaget af tilberedningen, som han ikke havde oplevet nogensinde. Jeg har prøvet det et par gange. Der var seks andre gæster ved et bord bag ved os. Vi talte om mange ting, naturligvis om Benny Andersen og Kirsten Thorup og Storm P. Når noget opildner mig, skruer jeg op for stemmen. Jeg er ikke altid selv opmærksom på det, men da jeg meget ofte har måttet tale en stor forsamling op uden mikrofon, kan man måske sige, at det er en form for erhvervsskade. Som altid var serveringen prisværdig og opmærksom. Vi blev flere gange spurgt, om vi ville have mere at drikke. På et tidspunkt kom en kvinde hen til vores bord. Jeg troede, hun var servitrice. Det viste sig, at hun var restaurantchef. Hun bad mig om øjeblikkelig at forlade stedet. Jeg svarede, at jeg gerne først ville betale regningen. Hun blev vred og kommanderede, at jeg skulle gå NU! Jeg svarede, at jeg aldrig var gået fra en regning og heller ikke den dag agtede at gøre det. Det gjorde hende harm. Jeg insisterede på at betale og selvfølgelig give drikkepenge – det plejer jeg. Hun opfattede det, som om jeg ville bestikke hende, og sagde, at hun allerede havde ringet til politiet. Mens jeg rejste mig, dukkede fire betjente i uniform op. Hun havde sagt til dem i telefonen, at jeg havde truet hende. Jeg har aldrig truet nogen, og jeg er ikke bevæbnet med lommekniv eller andet. Jeg sagde, at det måtte være en misforståelse. Gæsterne ved det andet bord forsikrede politiet om, at jeg ikke havde truet. Det samme gjorde Lasse fra Lemvig. Det fik dem til at tale hårdt til ham. Han skulle holde kæft og blande sig udenom. I mellemtiden havde jeg fået håndjern på. Jeg stod op, og de begyndte at skubbe mig ud. Da det åbenbart ikke gik hurtigt nok, skubbede de, så jeg faldt. Jeg tabte både stok og briller. Jeg rejste mig og blev ført uden for restauranten. Dér – på fortovet på Kongens Nytorv – lå jeg med håndjern på. En af betjentene satte sig oven på mig. Lasse havde også fået håndjern på og blev lagt ned på fortovet med en betjent på ryggen. Mens vi ventede på en politibil, som skulle køre os til detentionen, slog den betjent, der sad oven på mig, mig med knyttede næver mellem skulderbladene og råbte: “Jeg skal lære dig, Johannes!” Jeg svarede: “Hvis vi er på fornavn, så vil jeg da også gerne kende dit.” “Det kommer ikke dig ved!” sagde han og gav mig nok et dunk. Håndjernene sad stramt, og man gør automatisk modstand med kroppen, når der kommer smerte. Derved strammes håndjernene yderligere. Nu kom bilen, og vi blev skubbet ind på sæderne fra hver side og kørt til detentionen. Her blev vi behandlet hver for sig. Mine håndjern blev taget af, og jeg blev spurgt, om jeg ville skrive under på, at jeg havde forstyrret ro og orden på restauranten. Det bekræftede jeg og underskrev. De meddelte mig, at jeg ville få en bøde på 800 kr. og karantæne i to år. Jeg kom nu ind i en lille celle, hvor jeg fik lov til at ligge. På et tidspunkt bankede den betjent, som havde siddet på min ryg, på min dør og spurgte, om jeg var vred på ham. Nej, sagde jeg. Han ville gerne have, at jeg sagde det højt og tydeligt. Han havde fortalt sin kone i telefonen, at han her til aften havde siddet på ryggen af mig. Konen havde været vred. Hun kendte mig åbenbart og havde sagt: Du sidder da ikke på ryggen af en gammel mand! Og nu ville han gerne kunne fortælle hende, at jeg ikke var vred. Lasse og jeg blev løsladt efter ca. en time og kørte først i taxa til Vartov. Derefter blev jeg kørt hjem til Frederiksberg. Næste morgen havde Ekstra Bladet mig på avisens forside, og der blev ringet fra forskellige ugeblade samt radio og fjernsyn. Jeg skulle holde foredrag i Kolding, og alle var overraskede over, at jeg overhovedet dukkede op. De troede, jeg sad inde. Da mine fingre var sorte på grund af manglende blodtilførsel, og jeg befandt mig tæt på Kolding Sygehus, gik jeg derop. En kvindelig læge undersøgte mig og sagde, før jeg spurgte: “Det er politivold.” Hun fortalte, at hun før havde været ude for det med yngre mennesker. Hun skrev en journal, og jeg fik lov til at få papirerne med.
Et stykke tid efter modtog jeg fra anklagemyndigheden et brev om, at jeg havde forstyrret den offentlige orden, og at jeg ville høre nærmere. Jeg ringede og spurgte, om jeg måtte fremsende to lægeerklæringer: én fra hospitalet og én fra egen læge. Jeg fik at vide, at der ville gå en måneds tid, før jeg hørte mere. Nu sidder jeg med en indkaldelse til Byretten. Jeg skal enten betale en bøde på 8oo kr. eller møde personligt op inden den 24. oktober kl. 13 – i modsat fald vil jeg blive afhentet. Sagen er nu blevet udskudt til november, da der ikke var plads.
– Nej, det er ikke lige mig!
Og det var heller ikke lige Lasse. Han har sendt følgende brev til politidirektøren:
Vrist den 4. oktober 2011
Til politidirektør Johan Reimann.
politi@politi.dk
Vedr. episoden på d’Angleterre og Kongens Nytorv den 5. april 2011
• Sag j.nr. 0100-10161-00054-11 (Københavns Politi)
• Sag j.nr. 0108-94110-00062-11 (Københavns Politi)
• Sag j.nr. 0108-94114-00149-11 (Københavns Politi)
• Sag j.nr. 0108-62690-00190-11 (Københavns Politi)
• Sag j.nr. 0108-61039-00340-11 (Københavns Politi)
• Sag j.nr. 2011-083-59 (Rigspolitiet)
• Sag j.nr. SA1-2011-323-0367 (Statsadvokaten)
Advokatur Citys brev af 24. august 2011 (j.nr. 0108-94110-00062-11)
Tak for oplysningen om, at straffesagen mod mig er opgivet.
Straffesagen
Jeg er glad for, at Københavns Politi har lyttet til mine indsigelser og opgivet den urimelige strafferetlige forfølgelse af mig efter episoden på Kongens Nytorv den 5. april 2011. Jeg gjorde intet forkert, forsøgte kun at hjælpe Johannes Møllehave ved på venlig vis at gøre politiet opmærksom på risikoen ved at fare så hårdt frem mod en ældre mand med hjerteproblemer.
Restaurationsforbuddet
Jeg går ud fra, at Københavns Politi har underrettet Rigspolitiet om, at straffesagen er opgivet, så Rigspolitiet kan færdigbehandle min klage af 14. april 2011 over forbuddet mod at komme på restaurant d’Angleterre. Jeg henviser til Rigspolitiets brev af 29. juni 2011.
Politiets dispositioner og sagsbehandling
Københavns Politis dispositioner under episoden på Kongens Nytorv og Københavns Politis efterfølgende sagsbehandling har givet anledning til en række klagepunkter:
• Klage over at jeg blev uretmæssigt anholdt.
• Klage over at jeg ikke fik at vide, hvorfor jeg blev anholdt.
• Klage over at jeg blev nægtet kontakt til advokat under min anholdelse.
• Klage over at jeg under afhøring på stationen blev forsøgt lagt ord i munden om at jeg selv var skyld i anholdelsen ved at have opført mig beruset og provokerende.
• Klage over at politiet ventede med at udarbejde en anholdelsesrapport til jeg indgav klage over anholdelsen. Det er problematisk, at der gik ni dage mellem anholdelsen og anholdelsesrapporten. Københavns Politi skriver i sit brev af 19. juli 2011, at anholdelsesrapporten forblev uskrevet indtil den 14. april 2011 fordi “der var tale om en mindre sag, hvor det ikke er nødvendigt af hensyn til den videre sagsbehandling, at sagen færdigbehandles straks”. Ved anholdelsen af mig blev der brugt håndjern og fiksering med politimand ovenpå, hvilket bør udelukke at sagen kategoriseres som “en mindre sag”.
• Klage over at jeg først fik meddelt en sigtelse og dennes indhold mere end en måned efter anholdelsen, endda på trods af, at jeg gentagne gange under anholdelsen og igen skriftligt efter anholdelsen bad om at få at vide, hvorfor jeg var blevet anholdt.
• Klage over at min anmodning om aktindsigt blev ignoreret, herunder at der gik mere end 3 måneder fra min anmodning om aktindsigt til jeg fik lov at se den lægeerklæring, som dokumenterer at jeg ikke var beruset, og den detentionsrapport, som viser at politiet var usikkert på, hvorfor man havde anholdt mig (detentionsrapporten, som blev udfærdiget mens jeg var anholdt, angiver ordensbekendtgørelsen, hvorimod anholdelsesrapporten, som blev udfærdiget ni dage efter anholdelsen, angiver restaurationsloven). Københavns Politi skriver i sit brev af 19. juli 2011 at man ikke kan holde lovens frist for imødekommelse af aktindsigt, fordi man “er en meget stor offentlig myndighed, der geografisk er beliggende på mange forskellige adresser”. Det kan ikke passe, at Københavns Politi ikke har etableret sagsgange, der sikrer lovmæssig forvaltning.
• Klage over at jeg stadig mangler at få imødekommet min anmodning om aktindsigt vedrørende specifikt udbedte sagsakter. Liste over det fortsat udestående materiale fremgår af min klage, men jeg vil her nævne, at jeg endnu ikke har fået kopi af den fortrykte formular, hvorpå en af stationens betjente noterede “ur itu”, fordi mit ur var blevet ødelagt under anholdelsen. Jeg har heller ikke modtaget sagsmateriale, som dokumenterer varigheden af frihedsberøvelsen – i det materiale, jeg har modtaget, findes ingen registrering af løsladelsestidspunkt. Endelig har jeg ikke modtaget kopi af de to telefax fra Station City, som omtales i “Anmeldelsesrapport” (j.nr. 0108-94114-00149-11). Københavns Politi skriver i sit brev af 19. juli 2011, at de to telefax “er formentlig destrueret”, men det forekommer utroligt.
• Klage over at politiet ikke vil redegøre for, hvorfor mindst to af politirapporterne tilsyneladende er blevet “justeret”, så de passer med politiets efterfølgende forklaringer. Jeg henviser til min klage, men skal her gentage, at det ud over anholdelsesrapporten af 14. april 2011 (samme dag, som min klage over forbuddet blev indgivet), drejer sig om “Rapport anm. Fortsat” (j.nr. 0108-94114-00149-11), hvor et afgørende afsnit er blevet tilføjet med anden skrifttype/størrelse, samt “Anmeldelsesrapport” (j.nr. 0108-94110-00062-11), hvor det fremgår, at der den 15. april 2011 er foretaget en ændring af identiteten af sigtede, men hvor jeg ikke kan få svar på, om jeg var anført som medsigtet i den oprindelige anmeldelsesrapport af 5. april 2011.
• Klage over at politiet har videregivet personfølsomme oplysninger til uvedkommende. Jeg har fra politiet modtaget kopi af bødeforlægget udstedt til Johannes Møllehave og oplysning om Johannes Møllehaves cpr-nummer, og jeg har forgæves bedt politiet oplyse, om personfølsomme oplysninger om mig på samme måde er videregivet til Johannes Møllehave eller andre uvedkommende.
• Klage over at politiet har undertrykt beviser, som ville kunne tale til min fordel. Ved at vente over en måned med at sigte mig opnåede politiet, at optagelserne fra private videoovervågningskameraer var blevet slettet før jeg havde en chance for at anmode om at de blev sikret som bevis i sagen.
• Klage over at politiet undlod at sikre identifikation af de vidner, som overværede episoden på Kongens Nytorv, og heller ikke efterfølgende har forsøgt at komme i kontakt med vidner, fx de personer, som i Ekstra Bladet har udtalt kritik af politiets håndtering af episoden.
• Klage over at Københavns Politi, i sin vurdering af anholdelsens lovlighed, har lagt til grund, at jeg skriftligt skulle have erkendt, at “jeg fortsatte med at råbe ad politiet og forsøgte at hindre politiet i at anholde Johannes Møllehave” (politiets brev af 17. juni 2011). Jeg opfatter det som manipulation at politiet påstår, at jeg selv har erkendt, og jeg har derfor bedt om at få udpeget, hvilket skriftligt udsagn fra mig, Københavns Politi henviser til.
• Klage over at de politibetjente, som var involveret i episoden på Kongens Nytorv og derfor har væsentlig egeninteresse i at skjule, hvad der skete, vedblev med at være ansvarlige for at efterforske episoden. Betjentene burde være taget af sagen med henvisning til Johannes Møllehaves anmeldelse af politivold og min klage over anholdelsen og forbuddet.
• Klage over at Københavns Politi har ignoreret min anmodning om at få vejledning om fristen for at indgive adfærdsklage.
De nævnte klagepunkter er indgivet og begrundet i mine breve af 30. juni 2011 og 9. august 2011, og de er ifølge Københavns Politi videresendt til Statsadvokaten som rette klagemyndighed. For god ordens skyld skal jeg bemærke, at jeg finder samtlige klagepunkter relevante, selv om straffesagen er opgivet.
Klage over politiets adfærd (magtmisbrug under anholdelsen)
Jeg har ikke anmeldt politibetjentene for magtmisbrug, men gentagne gange taget forbehold for at gøre dette senere. Imidlertid har Statsadvokaturen valgt, dels at opfatte min klage af 14. april 2011 til Rigspolitiet som en adfærdsklage indgivet til Statsadvokaten, dels at opfatte min tilkendegivelse af, at der ikke var tale om en adfærdsklage, som en tilbagetrækning af en adfærdsklage. I email af 7. august 2011 protesterede jeg mod denne udlægning, som jeg ikke var bekendt med før jeg modtog Statsadvokaturens brev af 3. august 2011. I efterfølgende ubehagelig telefonsamtale og emailudvekslinger med Statsadvokaturen gik det op for mig, at Statsadvokaturen agtede at fastholde misforståelsen, og at jeg dermed var blevet frataget retten til at indgive adfærdsklage, idet jeg ikke kan indgive den samme klage to gange.
Rigspolitiet, Københavns Politi og Politiklagenævnet er med kopi af min email af 7. august 2011 orienteret om den uenighed, som afskærer mig fra at indgive adfærdsklage. Skulle politiets ledelse af egen drift vælge at undersøge, hvorfor det gik så galt på Kongens Nytorv, står jeg naturligvis til rådighed med oplysninger og henviser i øvrigt til de billeder af skaderne på min person, som jeg på Statsadvokaturens foranledning fremsendte til Statsadvokaturen den 27. maj 2011, samt til den videooptagelse af episoden, som har været bragt på Ekstra Bladets hjemmeside.
Vidne i Johannes Møllehaves sag
Rejseholdet har givet mig besked om, at jeg skal påregne at blive indkaldt som vidne i Johannes Møllehaves retssag. Jeg står naturligvis til rådighed herfor og henviser i øvrigt til de billeder fra d’Angleterre og Kongens Nytorv, som jeg på Statsadvokaturens foranledning fremsendte til Statsadvokaturen den 27. maj 2011.
Undskyldning fra politidirektøren?
I Advokatur Citys brev bliver jeg vejledt om muligheden for at få erstatning.
Jeg er imidlertid mere interesseret i en undskyldning.
Er det muligt at få en undskyldning fra politidirektøren? En sådan vil være på sin plads og samtidig overbevise mig om, at min sag er en uheldig undtagelse, som Københavns Politis ledelse vil kigge på med henblik på at undgå gentagelser.
Med venlig hilsen
Lars Ebbensgaard
rektor
Lemvig Gymnasium
Tre svære bøger – det er lige mig!
Man hører ofte spørgsmålet: Er der bøger, De ville ønske De havde læst? Mange svarer På sporet af den tabte tid, 1913-27 af Marcel Proust. Værket kom på dansk i tre bind i perioden 1932-38. Andre svarer Ulysses, 1922, af James Joyce. Endelig er der dem, der svarer Melvilles Moby Dick, 1851. Woody Allen fortæller i en af sine film, at han løj sig til at blive anerkendt for sin læseevne, fordi han påstod, han havde læst Moby Dick. Jeg behøver ikke at lyve, når jeg siger, at jeg har beskæftiget mig med to af værkerne, nemlig På sporet af den tabte tid og Ulysses. Men sandheden er, at jeg gik død i begge adskillige gange, men så læste jeg min mentor Olof Lagercrantz’ studie i Joyces roman.
Nu, hvor jeg sidder i mit hus Lille Snødevej 5, på Langeland, banker det på døren. Det er komponisten Per Nørgård, som inviterer på en kop kaffe i sit hus på Hesselbjergvej 38. Da vi sidder og drikker kaffe, fortæller Per, at han og hans kone Helle skiftes til at læse højt af På sporet af den tabte tid. Deres guide til Proust er ikke Olof Lagercrantz, men Bjørn Bredal, som har skrevet en vidunderlig introduktion til På sporet af den tabte tid. Det er et af de mange tilfælde, jeg betragter som en gave: At jeg netop nu, hvor jeg nævner Proust, konfronteres med Per og Helle, som læser ham.
Min guide er som sagt Lagercrantz. I 1969 offentliggjorde Lagercrantz syv kapitler om Ulysses i Dagens Nyheter. Derefter kunne han i 1970 udgive bogen Att finnas till oversat til dansk af Kurt Faberberg og Bent Wiberg: At være til, 1978. Jeg nærer stor respekt for Mogens Boisen, som oversatte Ulysses første gang i 1949. Tyve år efter udsendte han en revideret udgave. Lagercrantz fortæller, at han i fire år dagligt læste nogle sider af Ulysses. Bogen lå altid på hans skrivebord og i hans mappe, når han rejste. Joyces Ulysses har en sær skæbne. Den udkom i 1922. Joyce var 22 år, da han begyndte at skrive den. Joyce var flygtet fra Irland og arbejdede på Ulysses forskellige steder i Europa, blandt andet i Zürich og Paris. Den oprindelige udgave er på 732 sider og udkom i Paris på forlaget Shakespeare and Co. 2. feb. 1922 – på Joyces fødselsdag, men blev af sædelighedsgrunde toldbeslaglagt. Mange amerikanske turister i Paris købte den forbudte bog og tog den med til USA. Først i 1933 blev bogen ved en domstolsafgørelse frigivet i USA. Det er Lagercrantz’ fortjeneste, at hans gennemgang er lige så nem at læse som et ugeblad. Han gør opmærksom på, at bogen kun har fire hovedpersoner, nemlig ægteparret Leopold Bloom, 38 år gammel, og Molly, 34 år gammel. Desuden Stephen Dedalus, 22 år. Den fjerde er den elsker, som Molly skal modtage om eftermiddagen. Hun er sangerinde, og Blazes Boylan er hendes impresario og elsker. Hele bogens handling udspiller sig på en eneste dag – 16. juni 1904 – som var en torsdag. Der er mange eksempler på, at Joyce bruger navne på personer, som faktisk befandt sig i Dublin den 16. juni 1904.
Joyce anbefalede sin morbrors kone at læse Homers Odysseen, (ca. 700 f. Kr.), før hun gik i gang. Ja, han tilføjede, at hun kunne nøjes med et kort referat af et digt. Joyces roman består af 18 kapitler. Homers Odysseus er borte fra sin kone og søn i 11 år. Leopold Bloom er kun væk i 12 timer. Det lader sig gøre at forestille sig, at Molly er Penelope, at Dublin er Ithaka, og at Stephen Dedalus er Odysseus’ søn Telemachos på jagt efter sin far. Når der hos Homer er en scene, hvor søfolkene og Odysseus lokkes af havfruer, bygger Joyce scenen op på en kendt bar, hvor kunderne på grund af bardisken kun ser servitricernes bryster glide frem og tilbage, som var det havfruer. Joyce havde, mens han arbejdede på romanen, udarbejdet et skema, hvor hver eneste af de 18 kapitler havde et homerisk navn såsom: Nausikaa, Troldkvinden Kirke og Hjemkomsten. Joyce arbejdede dagligt med et kort over Dublin og beskrev gader, stræder og pladser med en sådan nøjagtighed, at hvis Dublin forsvandt fra verdenskortet, ville man kunne bygge den op igen efter hans anvisninger. Meningen med titlen At være til er, at det sære og forunderlige ved et menneskes tilværelse ikke er, hvad det gør, hvad det siger, om vi opfatter det positivt eller negativt – men selve det mirakuløse: At vi er til. Personerne i romanen er alle optaget af, hvad der skete netop den 16. Aviserne rapporterede om den uhyggelige katastrofe i New York: “General Slocum” brød i brand på Hudsonfloden, og hvor i hundredvis af børn på skoleudflugt omkom. Der var et væddeløb den dag, hvor den hest, både Molly Bloom og hendes elsker havde sat penge på, tabte. Hesten hed rent faktisk Sceptre, som betyder spir. Joyce gør tvetydigt opmærksom på, at spiret faldt, ligesom elskerens spir falder samme døgn. I Helsingfors skød Eugen Schauman den russiske generalguvernør Bobrikov. I romanen spørger advokaten O’Molloy den usoignerede Stephen Dedalus, som er iført slips og stratenrøverhat: “Var det Dem, der skød Finlands guvernør?”
Gennem hele romanen bliver vi mindet om Molly. Vi traf hende i 1. kapitel, hvor hun lå i sin seng og fik morgenmaden bragt. Ustandselig tænker Leopold på hende, blandt andet i det 11. kapitel, hvor han aflægger besøg på Ormond-baren. Servitricen miss Douce fortæller, at der har været en klaverstemmer, som glemte sin stemmegaffel. Midt i kapitlet er indsat et lydord: DUNK! Som kapitlet skrider frem, dukker der en hel serie af dunk frem: DUNK DUNK DUNK. Læseren undrer sig, indtil han får forklaringen: Klaverstemmeren er blind og føler sig frem med sin stok. Joyce var ikke blind, da han skrev sit hovedværk, men skæbnen ventede på hans totale blindhed – muligvis som følge af for meget sprit. En anden note kunne være, at Homer – den altseende – var født blind.
Hvad vil mig Hekuba,
hvad vil mig Troja,
Ilions Mure! – som ingen har set!
Undtagen den store Homeres –
den blinde poet, skriver Sophus Claussen i digtet Tvesyn, (i Heroica, 1925).
Overalt, hvor Leopold færdes, møder vi hans tanker om Molly. I det næstsidste kapitel, kapitel 17, kommer Leopold hjem til Eccles Street 7 og lister ind og lægger sig ved siden af Molly og falder i søvn. Hos Homer bæres den udmattede Odysseus i land og aner ikke, hvor han er. Hans Penelope har trofast ventet og har afvist alle friere. Han er så forvirret, at han stiller spørgsmålet: Where am I? Og sådan slutter kapitel 17. Kapitel 18, som er det store afsluttende kapitel, har udelukkende fokus på Molly Bloom. I otte store afsnit på hver omtrent 5000 ord hører vi hendes monolog – en ren tankestrøm. Der er ingen interpunktion – intet punktum, komma, semikolon eller lignende – og dog er der en form, som minder om en slange, der bider sig selv i halen. Det første, hun siger, er: Yes – og det sidste ord: Yes!! Gad vidst, om Suzanne Brøgger havde den i tankerne, da hun skrev sin roman Ja!, 1984.
En tungtvejende grund til, at Ulysses blev forbudt, er netop Molly-kapitlet, for der er ikke grænser for, hvilke erotiske indfald hun får. Bloom har lagt sig, som han plejer, med hovedet ved hendes fødder. Det sidste, vi fik at vide om, hvordan hun lå på siden: – som Gea, Moder Jord. I Mollys egen bevidsthed indgår på én gang grækernes skønhedsgudinde Venus og den katolske Madonna. I Joyce-forskningen har man prøvet at tælle, hvor mange elskere hun har haft. Joyce sagde selv, at man lige så godt kunne prøve at tælle fuglene i et stæretræk en efterårsdag. Molly er blevet meget forskelligt vurderet. Hun er datter af en officer, som gjorde tjeneste ved den engelske garnison på Gibraltar, og hendes første erotiske sansninger og minder stammer derfra. På den måde kobles hendes fortid til Middelhavet, hvor grækernes skønhedsgudinde fødtes. På det homeriske plan er hun Penelope, men modsat Penelope, som var tro som guld, er Molly yderst letlevende. Joyce lader os forstå, at der er to ting, hun ikke kan få nok af. De begynder begge med m: mad og mænd. Man har bedømt hende på talrige måder. Man har fordømt hende. Hun er sangerinde, og hele hendes publikum ved, at hun lever løsagtigt. Andre har bedømt hende som fascinerende. Vi lærer hende at kende gennem hendes egne ord. Alle hendes gamle beundrere og elskere dukker op i hendes fantasi. Hun befinder sig i et stærkt erotisk spændingsfelt. Efter en række heftige samlejer med elskeren Boylan er hun blevet kærtegnet lige så heftigt af Bloom.
Den vestlige litterære tradition er ofte tænkt ud fra klasseforskelle. Da Bernard Shaw i 1913 skrev Pygmalion (senere berømt som My Fair Lady), forelsker den lærde sprogprofessor Higgins sig i blomsterpigen Eliza. Han kan kun elske hende, hvis han når at trække hende op på sit eget sprogniveau. Bernard Shaw rejste til Paris i 1920’erne – da han var på alder med Joyce. Shaw var den store Ibsen-elsker, og jeg er ikke i tvivl om, at hans inspiration til blomsterpigen er Ibsens drama Vildanden, 1884. Også her vil løgnhalsen Hjalmar løfte sin kone Gina op på et sprogligt højere niveau. Når han taler om den ideale fordring, kalder hun det den intrigante fordring. En pistol udtaler hun pikstol. Også Molly misforstår fremmedord. Når hun vil sige, at paven kommer til den døde med kalken, siger hun, at han kommer med Vertikanet. Den irske frihedsbevægelse, som hedder Sinn Fein, kalder hun Sinner Find. Hun læser kun tredjerangs smudslitteratur, men drømmer ustandseligt om digtere, som skriver digte til hende om dagen og går i seng med hende om natten.
Lagercrantz siger: “Gud forbarme sig, hvilken heltinde. Hvor har vi set hende før?” Vi har ikke set hende. Vi ser hen de for første gang.
Molly har sin egen sfære, og i den er hun herskerinde og også gudinde. Hendes tanker holder sig nær kroppen og dens funktioner. Begiver de sig på vandring, er det blot for at sysle med noget, som har umiddelbar kontakt med huden. Hun begynder med at mindes gamle mrs. Riordan, som fordømte badedragter og nedringede kjoler, og hendes afskyelige hund, som altid snusede til hende Molly, når hun havde menstruation – og hun slutter 45 sider længere fremme med at mindes, hvor hendes bryst duftede den første gang, hun sagde ja til Bloom. Hun mindes, hvordan elskeren Boylan klappede hende på halen, da han gik (…) Hun vægrede sig med, at hun hverken var en hest eller et æsel. Midt i monologen begynder hendes menstruation, og hun står op for at hente bind …
Efteråret 1909 var Joyce længe adskilt fra sin hustru, Nora. Han opholdt sig i Dublin, og hun blev i Triest med begge deres børn. Hans breve til hende findes. Nora er 24 år, og de har levet sammen i fem år. Hun er nemlig allerede en smule fyldig. Hun skal have piskefløde hver dag til morgenmad. Hendes hår er rødligt.”
Lagercrantz slutter sin bog med at sige, at Molly er svøbt i et varmt solgult kosmisk lys. Hun er, som hele Ulysses, et jordisk øjeblik, en af den unge Joyces epifanier, der gør krav på betydning netop gennem ikke at hævde noget som helst, men ved at være til.
Jeg holder meget af at læse Blichers biografi af Knud Sørensen fra Nykøbing Mors, ligesom Jens Andersens tobindsværk om H.C. Andersen har optaget mig. Jens Andersen har specialiseret sig i biografier. Jeg har med glæde læst hans Dansende stjerne, 1993, om Tom Kristensen, hans Thit Jensen-bog, Thit – den sidste Valkyrie, 1990, og hans biografi om Tove Ditlevsen, Til døden os skiller, 1997, og senest hans biografi om Ole Lund Kirkegaard, En livshistorie, 2010. Da Jens Andersens H.C. Andersen-biografi, Andersen; en biografi, 2003, udkom, gik det uheldigvis sådan, at Gyldendal ikke kunne nå at have de to bind færdig til bogmessen i november. Jens Andersen ringede mig op og spurgte, om jeg ville tale med ham om de to bind, hvis jeg fik en korrekturudgave. Det blev jeg glad for, og vi gentog vores samtale ved et Politiken Plus-arrangement. Jeg har også nydt at læse Joakim Garffs biografi SAK, 2000 om Søren Kierkegaard. Dog må jeg sige, at jeg blandt alle de biografier, jeg har læst, finder én, som overstråler alle andre. Det er Ernst Pawels Kafka, 1984, dansk 1992.
Ernst Pawel er født i 1920 i Berlin. Sammen med sine forældre flygtede han i 1933 ud af Tyskland, da det var for risikabelt at være jøde og socialdemokrat (forældrene var begge dele). I første omgang flygtede familien til Beograd, men myndighederne her ville ikke give forældrene arbejdstilladelse. I 1938 blev familien udvist og rejste til USA. Efter Anden Verdenskrig fik Ernst Pawel et job i et forsikringsselskab, hvor han arbejdede i 36 år. Underligt nok. Fordi også hans idol, Kafka, var ansat i et forsikringsselskab i Prag. Pawels Kafkabiografi er oversat til mange sprog og tildelt blandt andet Los Angeles Times Award. Bogen har længe stået i min reol, men som det ofte sker med bøger, man elsker, har den været lånt ud, og først nu i sommer er det lykkedes mig at generhverve den antikvarisk. Bogens titel er Franz Kafka – Fornuftens mareridt, oversat af Kirsten Jørgensen, Spektrum, 1984.
Jeg har haft tre Kafka-tilskyndelser. Simon Grabowski, som jeg gik i gymnasiet med, dyrkede Kafka. Han var selv jøde, men også tankemæssigt var han beslægtet med ham. Anden gang, jeg begyndte Kafka-læsning, var, da jeg læste Villy Sørensens bog Kafkas digtning, 1968. På et tidspunkt fik jeg overtalt Villy Sørensen til at holde et foredrag om Kafka i mit sogn. Han tog udgangspunkt i sin bog. Underligt med Pawels biografi. Det er længe siden, jeg har haft den i hånden – men jeg husker godt og kan med sikkerhed slå op på en højreside: Newsweek roste værket og skrev:
“Den prisbelønnede biografi om Franz Kafka og den verden, hvori han skabte sin digtning. Et mesterværk, der omsider lader os lære mennesket bag legenden at kende.”
Kafka havde en traumatisk barndom, især på grund af sin jødiske baggrund. Jeg husker fra Pawels bog, at det, der hjalp ham, var, at han ikke alene havde lidelsesfæller, men at deres skæbne var hårdere end hans, hvorfor hans medfølelse blev større end hans selvmedlidenhed. På side 123 skriver Pawel:
“Man havde i hans (Kafkas) nærværelse et stærkt indtryk af, at der overhovedet ikke fandtes noget trivielt eller sædvanligt. Det berettes, at helgener og religionsstiftere har virket på samme måde – og mit samvær med Kafka overbeviste mig om, at sådanne beretninger har rod i virkeligheden.” Med disse ord mindes Brod i sin biografi den døde ven. Mens Kafka levede, fandt han imidlertid en faderskikkelse i ham, og trods de tilsyneladende modsætninger mellem dem er det let at se, at den livlige og letlevende 19-årige caféberømthed hurtigt måtte give sig ind under denne virkelige, uafhængige ånd. Allerede deres første møde var på en måde typisk for det senere venskab: På den ene side den opvakte, højrøstede og spinkle teenager, der kaldte Nietzsche en svindler, og på den anden side den alvorlige og ironiske jurastuderende – sikkert som altid ulastelig i påklædning og optræden – der høfligt, men bestemt bremsede sin unge modstanders bombastiske fremfærd. Mennesker kan blive nært knyttet til hinanden, når de gensidigt opfylder hinandens behov. Det, Kafka for sit vedkommende søgte hos Brod – og for en stor del fandt – var noget på én gang enkelt og meget kompliceret: Hjælp til at træde i forbindelse med virkelighedens verden, med et “her og nu”. Den svagelige og vanskabte unge mand med den dæmoniske energi og ukuelige optimisme forstod tilsyneladende ikke kun at leve, men også at glæde sig over livet. Han holdt af mennesker, og han elskede at være omgivet af mennesker og selv være midtpunkt. Han var altid parat til at beundre andre, men havde også selv brug for omgivelsernes beundring. Alligevel hvilede der en skygge over Brods liv, over hans hektiske aktivitet, ukuelige livslyst og behov for selskab. Han var tidligt moden, intelligent og venlig, men han spredte sig næsten for meget, forcerede sine mange talenters udvikling frem og gav ingen af dem mulighed for rigtig at modnes (…)”
Den citerede Brod hed Max Brod og var så tæt på Kafka og ilde stedt efter Kafkas død, fordi han havde aflagt et løfte til Kafka. Nemlig, at han – Max Brod – skulle brænde alle Kafkas skrifter. De bringer kun verden uheld, plejede Kafka at sige. Brod kunne ikke gennemføre sit løfte, og takket være ham kender vi nu forfatterskabet og dagbøgerne.
Pawel fortæller, hvad venskaberne betød for Kafka i gymnasieårene. De var en klike af jøder, som havde et usædvanligt sammenhold. En lærer, som fik varig betydning for Kafka, var engelsklæreren Emil Weiss. Han var en slægtning og en beundrer af Brod. Han kom til at indvie Kafka i Shakespeare, Byron og Shaw. Af langt større betydning for Kafka blev bekendtskabet med to af Brods nærmeste venner, Felix Weltsch og Oskar Baum. De mødtes mindst en gang om ugen for at diskutere og kritisere hinandens arbejde, og de tog på vandreture i Prags omegn.
Foruden deres baggrund og interesser havde de fire også bevidstheden om deres handicap tilfælles. For Brods og Baums vedkommende drejede det sig om et legemligt synligt handicap; hos Kafka og Weltsch var det mindre synligt, men måske alligevel alvorligere. For dem alle fire kom dette kammeratskab til at betyde menneskelig støtte og kunstnerisk stimulans, i hvert fald indtil først Baum og dernæst Brod og til sidst også Weltsch giftede sig. Derefter blev det utvungne kammeratlige samvær fra ungkarletiden til en mere formel forbindelse.
En af de første kronikker, jeg skrev i Dagens Nyheder (Natiotidende) handlede om Hemingway (1899-1961). Han modtog Nobelprisen i 1954. I den forbindelse sagde han: “Da Sartre afviste Nobelprisen, tror jeg, at han vidste, at prisen er en luder, som kan forføre dig og give dig en uhelbredelig sygdom. Det vidste jeg også engang, men nu har jeg fået den, og hun har fået mig, og ved I, hvem hun er, denne luder kaldet berømmelse? Hun er dødens lillesøster.”
Jeg har altid ment, at man lærer at skrive ved at læse. Jeg holder af bøger, som man skal læse i fri luft, for eksempel en sommerdag i en park eller på en mark eller gerne i en båd, helst sejlbåd, fordi den er stille. Enkelte bøger har jeg læst i fri luft i Island eller Grønland. Utallige ved Roskilde Fjord. Til udendørslæsning regner jeg Toms Eventyr, 1876 og Huckleberry Finn, 1884, af Mark Twain, eller netop Den gamle mand og havet, 1952. Hemingway sagde selv, at den første fuldendte fortælling i Amerika var Toms Eventyr. Talrige somre har jeg læst Den gamle mand og havet – sidst i 2011 i Lindevangsparken.
Den gamle mand ligger alene i båden på det åbne hav og taler mest med sig selv, men undertiden også med en lille fugl.
“‘Jeg kan da ikke give op og dø, når jeg har fanget sådan en fisk’, sagde han. ‘Nu har jeg lige fået ham så fint i gang, Gud hjælpe mig, så jeg kan holde ud. Jeg er fint i gang. Gud hjælpe mig, så jeg kan holde ud. Jeg vil sige hundrede fadervor og hundrede ave maria. Men jeg har ikke kræfter til at sige dem nu.’ Jeg vil lade som om jeg har sagt dem, tænkte han.
Jeg kan sige dem bagefter.”
Fra Den gamle mand og havet citerer jeg sammenholdet mellem den gamle mand og drengen:
“‘Santiago,’ sagde drengen til ham da de klatrede op på bredden, hvor jollen blev halet op.
‘Jeg kan godt tage med dig igen. Vi har tjent penge.’”
Den gamle havde lært drengen at fiske og drengen elskede ham.
“‘Nej,’ sagde den gamle mand. ‘Du er ude med en båd, der har held. Bliv hos de andre.’
‘Men kan du huske, at du gik i syvogfirs dage uden at fange en fisk, og så fangede vi store fisk hver dag i tre uger.’
‘Det kan jeg godt huske, sagde den gamle. Jeg ved, at du ikke har forladt mig, fordi du tvivlede.’
‘Det var min far, der sagde, at jeg skulle gå. Jeg er en dreng, så jeg måtte rette mig efter ham.’
‘Det ved jeg,” sagde den gamle. ‘Det er, som det skal være.’”
Man taler om Hemingways teknik som en isbjergsteknik – kun det øverste er synligt. Her drejer det sig om en gammel mand og en dreng, der sammen har haft held, men drengens far har advaret ham: Heldet kan være opbrugt. Drengen vil helst med den gamle, men den gamle siger, “Bliv hos de andre,” og sådan bliver det. Den gamle siger: “Det er som det skal være.” Det mener han naturligvis ikke. Både den gamle og drengen har svært ved at skilles. Det hører man ikke direkte, men man fornemmer det.
Jeg har altid sat Hemingways noveller om barndommen højest, for eksempel De ubesejrede, 1927. Her skildres drengen Nick Adams. En af de fine noveller hedder Min gamle, 1923. Den handler om, hvordan Nick Adams oplever sin fars død. I novellen kører faderen hestevæddeløb:
“Min Gamle var død, da de kom ind med ham, og mens en Doktor hørte på hans hjerte med et apparat, han havde stukket ind i ørerne, hørte jeg et skud længere oppe ad banen, det betød, at de havde slået Gilford ihjel. Jeg lagde mig ned ved siden af min gamle, da de bar båren ind i hospitalsteltet, og jeg klamrede mig til båren og græd og græd, og han så så hvid og færdig og forfærdelig død ud. (…) Så kom der et par fyre ind, og en af dem klappede mig på skulderen og gik så over og så på min gamle, og så tog han et lagen af sengen og bredte det ud over ham.” (…)
“Din gamle var en af de helt rigtige.”
“Men jeg ved ikke. Det er ligesom, at når de først begynder, tager de alt fra en.”
Hemingways far var læge for indianerne og begik som 33-årig selvmord ved at skyde sig. Den fåmælte dialog kender vi fra Biblen fra den gamle Abraham, der i uhyggelighed går med sin søn til Moriabjerget, hvor han ved han skal ofre sønnen. Også i denne tekst er underdrivelsen og det underforståede på færde. Drengen spørger, og faderen svarer kort. Der står hele tre gange:
– Og så gik de to sammen.
Det er tavsheden, der taler.
Jeg ved ikke, om Hemingway har det stykke fra 1. Mosebog, kap. 22 i bevidstheden, men den bedste fortælling om Nick Adams og faderen husker jeg. Doktoren tager sin søn Nick med ud for at opleve en fødsel. Måske har han tænkt, at drengen skal opleve, at der ud af smerte fødes nyt liv. Drengen oplever noget uforudset. Indianerkvinden skriger afsindigt, mens hun føder. I køjen oven over hende ligger hendes mand. Han kan ikke hjælpe, og hendes smerte gør ham fortvivlet. Da barnet er født, fjerner Nick Adams’ far tæppet, som hendes mand har gemt sig under, for at fortælle ham, at han er blevet far. Han når ikke at opfatte det. I desperation har han skåret halsen over på sig selv. På vejen hjem spørger Nick:
“‘Far gør det ondt at dø?’
‘Ja, svarer faderen.’
‘Er der mange, der dræber sig selv?’
‘Ja.’
Nick siger:
‘Så må det også gøre ondt at leve.’”
Nick Adams-novellerne hedder De ubesejrede, 1927, men i samtalen mellem den gamle og drengen sprang jeg to linjer over. Om den gamle hedder det: “Alt ved ham var gammelt undtagen øjnene, der havde samme farve som havet og var muntre og ubesejrede.”
En dansk anmelder skrev om Den gamle mand og havet: “Et stort kunstværk. Man følger skildringen i åndeløs spænding.”
Romanen handler jo om den gamle mands nederlag, men Emil Frederiksen skrev i Berlingske Tidende: “Den er en sejr.”
Tom Kristensen skrev: “Et billede så lysende og klart, så følsomt og fast og fejlfrit.”
Samtidig med at jeg genopfrisker romanen, læser jeg Hemingways udtalelser om det at være forfatter:
“Når en mand har evnen til at skrive og lysten til at skrive, kan ingen kritiker ødelægge hans arbejde, hvis det er godt, eller redde det, hvis det er dårligt. Prøven på en bogs kvalitet er, hvor meget godt stof man kan kassere. Jeg har altid kunnet huske de ting, jeg ville huske. Jeg har aldrig taget noter eller skrevet dagbog. Jeg trykker bare på hukommelsesknappen, og så er det der. Hvis ikke det er der, har det ikke været værd at gemme på … Det eneste konstruktive, jeg har lært om kvinder, er, at lige meget, hvordan de opførte sig, bør man kun huske dem, som de var på deres allerbedste dage.”
Første gang jeg tog til Paris, var tilskyndelsen Hemingways A Moveable Feast – dårligt oversat til: Der er ingen ende på Paris, 1960. Den var inspiration for Henrik Stangerups kongeniale Veritabel pariser, 1966. I Hemingways pariserbog hører man om de store skikkelser, han mødte. Det er først og fremmest Zelda og F. Scott Fitzgerald, Gertrude Stein og James Joyce. Man kan misunde ham disse møder. Hvem der dog havde oplevet Paris i 1920’erne. I denne sommer 2011 valfarter vi til biograferne for at se Woody Allens Midnight in Paris. Jeg har set den fem gange. Den omhyggelige filmanmelder Bo Green Jensen slog et interview sammen med sin anmeldelse i Weekendavisen. Woody Allen har præsteret 40 film på 40 år. Bo Green Jensen spørger ham, om han er blevet klogere på filmmediet med tiden. Woody Allen svarer: “Overhovedet ikke. Snarere tværtimod. Jeg er en komplet amatør. Jeg ved ikke noget. En gennemført fiasko, for det er vi alle, når det kommer til stykket. Alle taler om livet og kærligheden, men i virkeligheden er der ingen, der ved noget. Den er meget flygtig og uforudsigelig. Den ryster og forvirrer alle, som den rammer. Det er ikke noget, der sker i hjernen, og du kan aldrig for alvor forstå det. De mest intelligente mennesker gør de mest irrationelle ting, når de rammes. Strålende kvinder og mænd gør sig selv til nar for kærlighedens skyld. For ingen ved noget, og ingen tager ved lære af sine fejltagelser.
Kærlighed er noget, der optager alle til alle tider. Hvis du går tilbage og læser de klassiske grækere, vil du se, at de skriver mere om den end om noget andet. Fra Euripides til Tolstoj er kærligheden det store emne. Stendhal og Flaubert skriver om den. Når som helst nogen skriver fiktion, bliver kærlighed en væsentlig faktor. Nu og da er en ting som et mord det centrale, men selv når mord er det centrale tema, kan man være sikker på, at kærligheden fylder en del. Mennesker er simpelthen interesserede i forholdet mellem mænd og kvinder og i romantisk kærlighed. Det er derfor, det hele går galt.”
Drømmen om en nat i Paris – endda i fortiden og netop i 1920’rne – kan nu alle Woody Allen-fans opleve. Endda møder vi i filmen flere af de store kanoner, end Hemingway gjorde – blandt andre Cole Porter. Woody Allen har før brugt hans musik, og i Midnight in Paris er den det gennemgående soundtrack.
Woody Allens berømte humor ligger i næsten hver eneste replik. Den unge Hemingway siger, at der ikke er noget heltemodigt i at dø i mudder. Men han siger også, at man må se døden i øjnene, selv når man ikke er tyrefægter. Han tilføjer, at den, som frygter døden, bør opsøge den største erotiske fryd. Hvis dødsfrygten vender tilbage, bør han bare gentage det erotiske. (Kærlighed er stærkere end døden – det står i Biblen!).
Vi møder Dali, som i den grad – med henrykt gestik – får præsenteret sit eget navn. Vi møder Dalis ven, Buñuel og Man Ray. Josephine Baker, Pablo Picasso, Alice B. Toklas – I La belle époque møder Gil og Adriana Toulouse-Lautrec, Paul Gauguin og Edgar Degas, som alle helst ville leve på Solkongens tid.
At se filmen er en fornøjelig gyngetur – et fantasiens tivoli. En mystiker, Kabir fra Benares, forestiller sig skabelsen som en uophørlig gyngetur. Han sagde: “Mellem det bevidstes og det ubevidstes poler hænger en gynge. Alle væsener og alle verdener er i gyngen, og den ophører aldrig med at svinge. Der er millioner, der er sole og måner i deres baner. Millioner af år forløber, men gyngen gynger stadig. Grækeren Heraklit er blevet berømt på at sige: Alt flyder. Mystikeren siger: Alt gynger. Himmel og jord og luft og vand, ja, selv skaberen er i fuld sving, når han klæder sig i synlig form.”