LIVSAFSNIT 1999-2011
I stedet for at ærgre sig over, hvad man er gået glip af, skal man hellere juble over dem, man var samtidig med. Ja vist. Der er få, der glæder sig mere end jeg over at være samtidig med en stribe af mennesker. Selv den del af dem, der er døde, tænker jeg hyppigt på: Ove Sprogøe, Buster Larsen, Kirsten Walther, Inger Christensen, Halfdan Rasmussen og Jørgen K. Bukdahl.
Glæd jer over de højst nulevende – dem, som man endnu kan opsøge og selv få besøg af.
Leif Blædel, som er en af mine gode venner, mødte jeg i begyndelsen af 60’erne. Jeg har ofte besøgt og boet hos ham og Anne Grethe. Tit har vi været sammen i Gothersgade 31. De er nu flyttet til Virum, og jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke bliver ved med at ses. Albert Bertelsen i Vejle lærte jeg at kende, da jeg købte et par billeder af ham. Siden kom jeg til at skrive en bog om ham, da han blev 70. Nu bliver han 91. Jeg har besøgt ham flere gange i år. Han er i den grad bundet til Vejle, så han, da han besøgte mig i England om formiddagen, havde sikret sig en flybillet til Billund klokken 20 samme aften!
Jørgen Hartmann-Petersen (Habakuk) blev min lærer i verseteknik. Han lærte mig, at alle linjer skal være mundrette. Han har muligvis selv taget ved lære af PH. “Et sprog skal være redskab først og så musik,” skrev PH. Redskab og musik blev netop titlen på en fremragende bog om PH’s Viser og vers skrevet af Jørgen Dines Johansen, 2011.
Habakuk har i dag rundet 90 år, og jeg ser ham heldigvis en gang om ugen i Charlottenlund. Det glæder mig, fordi jeg så kan få min taknemmelighed udtrykt.
Niels Birger Wamberg har jeg kendt i mere end 40 år. Tilfældet ville heldigvis, at da vi fortalte Wambergerne, at vi havde købt hus i Virum på hjørnet af Krogvej og Parkvej, svarede de, at de havde købt hus på Parkvej 26. I årene i Virum havde vi den aftale, at vi aldrig bankede på eller ringede på, men gik lige ind hos hinanden. Det er det eneste vennepar, jeg har haft det sådan med.
Niels Birger Wamberg har givet mig mod til at sprede mig. Han, som er Johannes V. Jensen-ekspert, H.C. Andersen-ekspert, er også Knuth Becker-ekspert, Heiberg-ekspert, Ebbe Rode-ekspert m.m. Han er uden sammenligning den største polyhistor, jeg kender. En polyhistor er én som ved noget om alt (tidligere var det Palle Lauring). Det var klogt, at Gyldendal brugte ham som vejleder for samtlige forfattere til Den Store Danske Encyklopædi.
Da jeg en dag fik et afbud fra en foredragsholder, ringede jeg til Niels Birger. – Hvad skal jeg tale om? sagde han. Jeg foreslog Knuth Becker. Han talte i 1½ time. Fangerne var meget lydhøre. Becker skildrer miljøer, de kender, for eksempel et drengehjem. Alligevel sagde Niels Birger til mig efter foredraget, at dét var den hårdeste kritik, han havde været ude for: Efter en halv times forløb var der en fange, der støjende forlod lokalet med ordene: Det gider jeg ikke spilde min tid på. Kritikkens hårdhed blev understreget, da Niels Birger bagefter spurgte mig, hvor længe den fange skulle afsone. Jeg måtte – som sandt var – fortælle han, at fangen var idømt livstid! Alligevel kunne han ikke bruge tid på foredraget. – Nylig udgav Niels Birger Wamberg bogen Forkærligheder, 2010. Den handler om de mange skuespillere, han har kendt fra sit arbejde på Radioen, men også om hans skolelærere – selv de værste af dem. – Han kalder dem myter, som han ikke ville have undværet. En kollega, jeg havde på seminariet, hed von Würden. Han var en myte. Jeg har ikke hørt ham forelæse, men hans elever har fortalt, at han var så engageret og optaget af sin undervisning, at han ikke lod sig forstyrre, heller ikke af sine egne funktioner. De glemte ikke, at han fortalte om Sokrates, mens han tissede i håndvasken. – Man siger, at der kun findes to slags mænd: De, der indrømmer, at de har tisset i en håndvask, og de, der ikke vil indrømme det, men nok har gjort det alligevel! Von Würden kunne ikke benægte – der var for mange vidner.
Niels Birger er humoristisk og hittepåsom. I sine ugentlige breve til mig sender han mig vittigheder, og i forbindelse med episoden på d’Angleterre har han konstrueret adskillige fingerede interviews af typen:
Hvorfor gik De på restaurant med en mand, der hed Ebberødgård?
Nå, Møllehave, fik De slet ikke noget at spise på d’Angleterre?
– Jo, jeg gik direkte fra forretten og hovedretten til Byretten.
Fik De slet ikke noget grønt?
– Jo, lige pludselig kom der et salatfad.
Er det ikke lidt hårdt at få håndjern på i Deres alder?
– Nej, i min alder skal man være glad, bare man kan få jern på.
Undskyld, Møllehave, men har De en yndlingsforfatter?
– Ja, bestemt. Det er H.C. Brannert.
De er interesseret i digtsamlinger, hvilken digtsamling kom De i tanke om uden for d’Angleterre?
– Nå, det var én, der hedder Asfalten synger.
Pastor Møllehave, hvad skriver De på for tiden?
Jeg er i gang med Paulus’ brev til abstinenserne.
– Og sådan kan Niels Birger blive ved. Han er så morsom.
I Biblen er profet ikke noget, man kan blive udnævnt til. Det er noget, man er kaldet til at være. Tidligere talte man om et præstekald. Personligt kan jeg ikke påstå, at jeg har oplevet det, som både i Det Nye og Det Gamle Testamente omtales som et kald. Paulus blev kaldet af en stemme, da han var på vej til Damaskus. Grundtvig fortæller, hvordan han i 1810, da han lige var blevet præsteviet, rejste til Udby ved Vordingborg for at vikariere for sin far, som var svækket og syg. Grundtvig gik ud i en skov nær Udby og bad til Gud om et tegn. I samme øjeblik brød en stærk sol igennem skovens træer. Han nævner symbolet i mange af sine salmer. For eksempel at Gud rækker ham sin velsignelse fra Himlen til jorderigs muld (…) med fingre som guld.
Tyve år efter oplevelsen i skoven gentager han betydningen. Han skal prædike 5. søndag efter Trinitatis. Teksten til denne søndag er historien om Peters fiskedræt. Dræt betyder, at man fisker med garn. Man kaster garnet ud i søen og drager det tilbage – forhåbentlig fuldt af fisk. Evangelisten fortæller, at Peter og hans venner, som alle var fiskere, forgæves havde kastet nettet ud i løbet af natten. Jesus møder dem og siger, at de skal prøve igen ved højlys dag. De ryster på hovedet, fordi de er fagmænd. – Hvad ved én, som ikke er fisker, om deres chancer?
Det viser sig, at nettene bliver fyldt til overmål. Peter knæler for Jesus og siger: Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand, men Jesus fortæller, at Peter fra nu af ikke længere skal fange fisk, men fange mennesker. Det er Peters kaldelse. Det står hos Lukas 5. kapitel. Der sad en fisker så tankefuld.
Grundtvig minder tredje gang sig selv om tegnet i skoven for at overbevise sig selv om, at han var kaldet. Grundtvig er tæt på at opgive sine skriverier efter at have mistet sin anden kone, Marie Toft, i 1854, men ved tanken om, hvordan han i 1810 havde oplevet soltegnet i skoven, da han bad om et tegn, forstår han, at han er nødt til at blive i sit kald. Luther taler om at blive i kald og stand. Det er ikke kun præster, der kan føle sig kaldet.
Jeg kender flere skribenter, der oplever arbejdet som professorer som et livskald, og som her i 2010 og 2011 stadig udgiver digre værker. Jeg tænker på Thomas Bredsdorff, Erik A. Nielsen, Hans Hertel og Hans Edvard Nørregård-Nielsen. De har alle fungeret som professorer. Og nu, hvor de er pensionister, arbejder de fortsat med opmærksomhed og fordybelse i deres fag. Ja, de skriver endda deres hovedværker i øjeblikket. Erik A. Nielsen har udsendt den markante bog om Kingo, Thomas Kingo – barok, enevælde, kristendom, 2010. Bogen, som er både klog og rigt illustreret, er andet bind af et 4-binds ikonografisk opslagsværk om kristendommens billedsprog. Thomas Bredsdorff har netop udsendt Ironiens pris, 2011. Den handler om de store skikkelser, han hele sit liv har været optaget af, nemlig Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen. Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har nylig afsluttet sit store værk om Limfjorden (to bind og i alt 700 sider), og Hans Hertel skriver lige nu sit store værk om Poul Henningsen – et værk, han har arbejdet på i årevis. For mig viser det, at de netop har følt deres virke som et kald. De jubler ikke kun over, at de nu har fri tid, men bruger fritiden til forskning og fordybelse.
Kald eller kaldelse? Dostojevskij viser, at også forbryderen kan føle sig kaldet. Raskolnikov, som med rette er blevet kaldt verdens bedste kriminalroman, handler om den unge student, der føler det som et kald at blive morder. Han udfører et dobbeltmord i en højere sags tjeneste. Han hører tilfældigvis på et værtshus om pantelånersken, som bor med sin forstyrrede søster. Ved et andet tilfælde hører han på Høtorvet, at den syge søster bliver inviteret på en bestemt dato – så han ved, hvornår pantelånersken er alene. Da han er på vej til pantelånersken, ser han ved et tilfælde en økse i en huggeblok. Den bliver mordvåbnet, men Lisaveta – den forstyrrede søster – dukker op efter mordet på pantelånersken. Han dræber også hende, for at hun ikke skal vidne. Til detektiven Porfyrij siger han, at der er to slags mennesker i verden: de almindelige og de ualmindelige. Som Nietzsche taler om mennesker og overmennesker – dog siger Nietzsche det langt senere. Raskolnikov føler sig som overmenneske. Han hører selv til de ualmindelige, fordi han føler sig kaldet til at begå forbrydelse, men igennem romanen rystes han gang på gang ved at spørge sig selv, om det var Djævelen, der kaldte ham og beredte hans vej.
Da jeg var i kirke 5. søndag efter trinitatis, sagde min sognepræst i Lindevang, at man også kunne være overbevist om, at man var kaldet til en forbrydelse. Det var søndagen efter fredag den 22. juli 2011 og tragedien i Oslo og Utøya. Følte Breivik sig kaldet? – Ja, det hævder han i sit omfangsrige dokument.
I Danmark følte Sørine Gotfredsen sig kaldet til at skrive en kronik i Berlingske Tidende om, at vi måtte forstå ham ret. Årsagen til hans handlinger, mente hun, lå i, at social-demokraterne i Norge havde åbnet for indvandrere. Det var det, som han havde reageret mod. En læser i Politiken – en teolog – svarede, at Sørine Gotfredsen lige så godt kunne have sagt, at de seks millioner jøders udryddelse ikke bare var Hitlers hadefulde hævn, men derimod skyldtes, at der var for mange jøder i Tyskland i 30’erne!
Man taler også om, at noget kom som kaldet. Der findes en anekdote om en from præst, som er ved at drukne. Pludselig kommer en motorbåd og tilbyder ham hjælp. Han afslår, idet han siger, at han stoler på Gud. Lidt efter kommer en mand i en robåd og tilbyder at hjælpe ham. Igen afslår han hjælpen og siger, at han overlader det ganske til Gud, om han skal leve eller dø. Og så drukner han. Da han vågner på den anden side for Guds ansigt, siger han: “Jeg har altid sat min lid til dig. Jeg har altid stolet på dig. Hvorfor hjalp du mig så ikke, da jeg var ved at drukne?” “Det må du nok sige,” svarer Gud. “Jeg sendte dig først en mand i en motorbåd og så en mand i en robåd. De kom som kaldet – men du afslog.”
Danmark har mange oversættere, men kun én Niels Brunse
Da jeg fra 2000 til 2002 arbejdede med Shakespeares Hamlet, samlede jeg al relevant litteratur. Herefter skrev jeg bogen Uglen og Bagerdatteren, 2002, med hovedvægten lagt på forvandlingsfænomenerne i Hamlet. Jeg påviste, at forvandlingstemaet stammer fra Ovid, som Shakespeare var fortrolig med. Det er væsentligst negative forvandlinger: Ofelia bliver sindssyg, hendes far bliver myrdet af hendes elskede Hamlet. Forvandlingerne kulminerer i scenen på kirkegården, hvor graverne finder skeletrester af personer, de har kendt. For eksempel jordspekulanten, der ikke havde andet end jord i hovedet. Og det har han stadig! I Hamlet finder hofnarren Yoricks kranium.
Det var en frydefuld studietid, men ligesom mit teologiske studium ikke er noget, jeg har overstået, bliver jeg glad, når jeg finder nye vinkler til Hamlet i særdeleshed og til Shakespeare i al almindelighed. Niels Brunse er i disse år optaget af at fuldføre en komplet nyoversættelse af Shakespeares samlede værker – også sonetterne.
Niels Brunse har vist sit oversættertalent. Han har oversat fra både tysk, engelsk og russisk, men hans største indsats kan vi følge i disse år. Manden overkommer det utrolige. Mens han sidder og slider med komedier og tragedier, har han på Forlaget Per Kofod i 2011 nået at udsende Shakespeares ansigter – med underteksten: Virkelighed og fiktion – alene de informationer, han giver mig om Hamlet, er nye for mig.
“En digression: Hamlet.
Selv om Shakespeares værker aldrig kan bruges som fældende beviser for noget som helst, der har med hans biografi at gøre, kan de dog røbe noget om, hvilke temaer der optog og berørte ham. Og lige præcis i denne sammenhæng er det ikke uinteressant at komme ind på et problem, der ellers kan se ud, som om det kun kan interessere de mest nørdede og støvede Shakespeare-forskere, nemlig dateringen af Hamlet. Det kan også tjene til at illustrere, hvordan akademiske problemstillinger – alligevel! – kan have betydning for vor opfattelse af personen William Shakespeare.
Det var i det meste af det tyvende århundrede en hævdvunden opfattelse, at Shakespeare skrev Hamlet i 1600 eller 1601, og at han byggede på et nu forsvundet ældre Hamlet-skuespil, måske af Thomas Kyd, som forskerne har valgt at kalde Ur-Hamlet (med en klar hentydning til Goethes Ur-Faust). En enkelt dissident, Peter Alexander, mente, at den tidlige version var skrevet af Shakespeare selv.
Argumentationen for denne opfattelse fik en vitaminindsprøjtning i 1988, da en løsgænger blandede sig i debatten: Eric Sams, der egentlig var musikforsker og havde en fortid som kodeknækker under Anden Verdenskrig, offentliggjorde et essay med den morsomme titel: “Taboo or Not Taboo?”.”
Kort fortalt mener Niels Brunse, at Eric Sams skyder over målet, men Sams’ hovedtese er, at vist reviderede Shakespeare mange gange sine tidligere tekster, så hvorfor skulle Hamlet være skabt i én støbning? Er den ikke snarere en bearbejdning af en tidligere tekst af Shakespeare, den såkaldte Ur-Hamlet? Sams mener, at en sådan foreligger fra Shakespeares egen hånd allerede 1589. Shakespeare er på det tidspunkt kun 25 år, men hans egen historie kan godt pege på, at han var optaget af Hamlet-stoffet: Fortællingen om en søn, der kæmper for at hævne mordet på sin far.
I den Hamlet, vi kender fra 1601 eller 1602, er det psykologiske aspekt – det, vi kalder Hamlets tøven – fremtrædende. Hvorfor myrder Hamlet ikke sin stedfar i 1. akt? På en vis måde er det logisk, for så var stykket jo forbi. Men det er ikke den eneste grund. Hamlet mangler handlekraft. Han er gennemreflekteret. Hans tanker kender vi fra monologerne. Der er i alt syv monologer i Hamlet. Faderens genfærd forfølger ham. En del instruktører og fortolkere mener, at Hamlet tvivler på, at han er den rette til at myrde stedfaderen. Det, der blokerer Hamlet, er, at han forvirres af, at lyst og pligt er sat op imod hinanden. En af de største Shakespeare-iscenesættere i England, Laurence Olivier, opsøgte en freudiansk psykoanalytiker for at forstå Hamlets problem.
Som danskere ved vi godt, at Hamlet stammer fra Saxos krønike. Shakespeare kender Saxo gennem en fransk oversættelse af François de Belleforest, Histoires Tragiques fra 1570.
Eric Sams påviser, at Hamlet på nordisk hedder noget i retning af Amlodi, men Saxo kalder ham på latin Amlethus. Belleforest kalder ham Amleth. Allerede her er gåden: Hvordan bliver det til Hamlet på engelsk? Sams minder om, at Shakespeares eneste søn hed Hamlet – opkaldt efter Shakespeares ven i Stratford. Sams minder også om den veldokumenterede historie om en ung pige, der i 1579 druknede sig i floden Avon nær Stratford (som Ofelia). Shakespeare var dengang 15 år, og druknedøden må have gjort et uudsletteligt indtryk på ham – ikke mindst af den personlige grund, at hans lillesøster Anne døde som 7-årig samme år. Sams overrumples af, at de historiske kilder viser, at pigen, der druknede sig, hed Katherine Hamlet.
Shakespeare er samtidig med Thomas Nash og Robert Green. Begge er de universitetsuddannede og ser ned på Shakespeare. Et berømt sted taler Nash gådefuldt om en person, som “hvis man beder ham pænt om en frostkold morgen at fortælle, vil give én hele Hamlet, jeg mener håndfulde af tragiske replikker”.
Brunse gør opmærksom på, at ordspillet Hamlet/handfulls lyder bedre på engelsk end på dansk, og fastslår, at i hvert fald formen “Hamlet” har været kendt, da Nash udtaler sin hån, nemlig lige præcis i 1589. Brunse spørger: “Hvem er det nu, der bliver bedt om at tale på en frostkold morgen og først efter flere opfordringer afleverer sine tragiske replikker?”
Beskrivelsen passer på en prik på genfærdet i Hamlet, og vi ved, at Shakespeare netop spillede genfærdet.
Niels Brunse bygger sin beundringsværdigt korte bog om Shakespeare op om Hamlet som 1) søn, 2) ægtemand, 3) skuespiller, 4) elsker, 5) forfatter og til sidst 6) forretningsmand. Selv føler jeg mig bedst informeret af det afsnit, der handler om vilkårene for teateret i perioden. Et afsnit hedder: Mange folk i én person. Brunse fortæller her om Meredith Anne Skuras, Shakespeare the Actor and the Purposes of Playing, som gør opmærksom på, at skuespillerens kunst omfatter to forskellige, men helt grundlæggende ting: mimesis and performance. Det første er selve skuespillet – efterligningen – det andet er at opnå et “virkeligt” forhold til publikum. “På Shakespeares tid kunne skuespillere og publikum altid se hinanden – hvad enten der blev spillet på en åben scene ved dagslys – som på det rekonstruerede Globe Teater i London eller i en stor sal ved levende lys, som det var tilfældet ved aftenforestillinger ved hoffet, på adelslottene eller i Black Forsars-teatret, hvor Shakespeares trup købte sig ind i 1609.”. Jeg er glad for, at jeg har nået at se mange forestillinger på det moderne Globe. Det er bygget uden brug af moderne redskaber (dvs. søm, skruer). Foroven er der en enorm åbning op mod himlen. Jeg har set både tragedier og komedier. Vintereventyret og En Skærsommernatsdrøm har jeg set flere gange. Det eneste, der i dag generer, er den larmende lyd fra fly fra Heathrow. Mens det står på, kan man simpelthen ikke høre replikkerne. På Shakespeares tid har publikum ikke siddet i andægtig tavshed. Man havde madpakker og frugt med. Var man utilfreds, smed man æbleskrog i hovedet på skuespillerne. Skuespillerne skulle optræde som vore dages stand-up’ere. Der fandtes ikke spotlights eller mikrofoner. Skuespillerne måtte ved egen stemmekraft råbe salen op. Der var plads til 1.500 tilskuere. Brunse siger: “Selv om Shakespeare var større som digter end som skuespiller, er jeg sikker på, at denne flex-identitet er nøglen til både hans karakter og til den forbløffende dybtgående psykologiske mangfoldighed i hans skuespil. Han kunne, som der står i en tit citeret replik fra hans eget drama Richard III, spille “mange folk i én, person”. Ordet “person” er interessant – Shakespeare bruger det ofte, men ikke så tit i betydningen “individ” eller “privatmenneske”; han sætter det tit sammen med ordet royal, og det betyder snarest den offentlige rolle, som en monark eller højtstående standsperson spiller (…) Det minder lidt om en dansk kliché “i egen høje person”. Uden at ødelægge sine blankvers kunne den jegsvage, afsatte Kong Richard her nær ved slutningen af sin deroute have sagt: “Thus am I many people in one man”. Men han siger faktisk: “Thus play I in one person many people” altså: den, der først spiller én rolle, kan spille mange.”
Om Shakespeares privatliv fortæller Brunse: Shakespeare blev gift med Anne Hathaway. Han var 18, og hun var 25. Kun seks måneder efter brylluppet får de datteren Susanna. Siden tvillingerne Hamlet og Judith, som blev døbt 2. feb. 1585. Hamlet dør, da han er 11 år. Vi ved fra Shakespeares testamente, at han på det bestemteste understreger, at konen skal arve hans næstbedste seng. Det har man undret sig over, og nogle forskere har tilskrevet det, at hun kun var hans næstbedste elskede.
I de gådefulde sonetter – i alt 154 – handler én eneste, nemlig sonet 145, om hans kone. Den handler om en kvinde, der var nær ved at tage livet af digteren ved at sige, at hun hadede … men som så frelste hans liv ved at tilføje, at det ikke var ham, hun hadede:
“I hate” from hate away she threw,
And saved my life, saying “not you”
Brunse understreger, at Shakespeare ikke har været meget hjemme hos familien. Han opholdt sig mest i London. Forskere har sammenlignet afstanden mellem ægtefællerne med for eksempel sømænds langfart og har draget den slutning, at siden de fleste sømænd som kom hjem en gang om året og næsten altid gjorde konen gravid, slutter nogle, at siden Shakespeare ikke fik flere børn, kan det tænkes, at han ikke længere havde et intimt forhold til sin kone. Andre forskere har lagt vægt på, at en række kvinder, som havde fået tvillinger, ikke længere var i stand til at føde. Brunse indrømmer, at fristelserne i London har været mange, og at skuespillerne i perioden havde ry for at være polygame. Samtlige skuespillere var mænd. Først mange år efter Shakespeares død kommer den første kvindelige skuespiller i 1660. Man har også hævdet, at Shakespeare var homoseksuel, blandt andet fordi der i sonetterne optræder kærlighed mellem mænd. Dog er der kun 20 sonetter, der handler om mænds kærlighed. Der er også forskere, der mener, at Shakespeare havde syfilis.
Shakespeare-forskeren Frankie Rubenstein påviser, at der kan ligge en seksuel hentydning i, at Shakespeare taler om a poor man – et udtryk, der ifølge Rubenstein betyder en pæderast, fordi poor ordspiller på det latinske ord puer, som betyder dreng.
Eric Partridges Shakespeare’s bawdy (Shakespeares vovede sprog) fra 1947 oversætter frække ord til latin for ikke at skrive pornografisk for udannede. Partridges siger, at Shakespeare er en umådelig kyndig erotiker, en alsidig kender og en højst artistisk opfindsom behændig udøver af elskov, der kunne have lært Ovid en del. Blandt andet skriver Shakespeare “om en stimulering af mellemkødet med tungen”.
Brunse indvender: “At slutte direkte fra værkerne til Shakespeares biografi går ikke an. At en forfatter kender et begreb, er ikke ensbetydende med, at han selv praktiserer det som begrebet dækker. I så fald ville mange forfattere stå til langvarige fængselsstraffe for mord, voldtægt, bedrageri, tyveri og spionage”.
Shakespeares kong James var kendt for at holde kønne unge mænd i sit hof. Hvad der ikke hindrede ham i at få syv børn med dronning Anna, som var Christian IV’s søster.
Den grundige Niels Brunse følger også Shakespeares rigdom, som var usikker, fordi han fik procenter af billetsalget, men hele tre gange rammes London af pest, og teateret måtte lukke. Shakespeare fik råd til at købe det dyreste sted i Stratford, men hans teater brændte i 1613 – tre år, før han selv døde – og han fik ikke en øre.
Sjældent har jeg læst en så rig og koncentreret bog som Shakespeares ansigter.
Min interesse for Hamlet fik mig til efter anmelderroserne at tage til Aarhus for at se teaterdirektør og instruktør Stefan Larssons opsætning med den svenske skuespiller Jonas Karlsson som Hamlet og med Signe Kærup Hjort i rollen som Ofelia. Jeg gik i pausen, fordi jeg ikke kan holde ud at se Shakespeares kronjuveler smidt på gulvet. Stykket er ikke instrueret, men destrueret – for publikums skyld, så salen skulle synge med på “Vi er røde, vi er hvide” – så Ofelia skulle voldtages op ad en væg. Bild mig ikke ind, at man efter pausen kan tro, at hun har druknet sig af sorg over, at hun ikke kan få Hamlet. Det var ikke Shakespeare, men røven ud af stråhatten. Teksten var dels oversat fra svensk og dels Brunses, som har svært ved at komme til sin ret i en Robinson-kavalkade. Hvem ejer Shakespeare? spurgte Erik A. Nielsen for nogle år siden i en bog. I hvert fald ikke Aarhus Teater. De har tyvstjålet ham.
Vi er nogle vennepar, som i årevis har mødt hinanden i juleugen. Svend Auken kom med Anne Wivel, Poul Nesgaard kom med sin Marianne, Georg Metz kom med sin Benedicte. Det foregik som regel hos Georg Metz, men en enkelt gang kom de alle til mig i Brighton, efter at jeg var blevet alene, og sammen fik vi flere dage i London. Svend var toastmaster, da jeg fyldte 70. Jeg besøgte ham, da han var døende, og han bad mig holde en kort improviseret prædiken. Jeg talte over ordene: I er Verdens lys og Jordens salt. Jeg var med til Svends bisættelse både i Slotskirken og i Frederiksberg Kirke, hvor hans søster, Margrethe Auken – skønt grådkvalt – formåede at holde talen. Bisættelsen har jeg beskrevet i min klummesamling Hellere forrykt end forgæves, 2011. Det venskab, som jeg havde med Svend og Anne, fortsatte, så Anne og jeg ofte går i kirke sammen, og jeg har spændt fulgt hendes lange filmprojekt: Svend – en 113 minutters kortfilm, som jeg netop har været til forpremiere på.
Bo Green Jensen anmeldte filmen i Weekendavisen den 16. september under overskriften Mennesket Svend. Han skrev:
“Et af filmens mest gribende steder falder, da han næsten i forbifarten forklarer, hvad det socialdemokratiske projekt går ud på, og hvad dets værdier betyder for ham. Skønt sagen fylder meget, er det dog mennesket Svend, som skildret af hustruen Anne, ikke det politiske dyr, der er i fokus. Man mærker hans glæde ved livet, som forstærkes af den dødsbevidsthed, der også for filmen er et grundvilkår. Det er aldrig til diskussion, at der ikke må ynkes og klages. Både som beskrivelse af en dødskamp og som arbejdsportræt af en statsmand, er Svend et unikt dokument. Det er dog som en kærlighedsskildring og som en hyldest til det nære, almindelige, udsatte liv, at filmen gør et uudsletteligt indtryk. Man tror måske, at man skal se en vemodig, vagt deprimerende skildring af et elsket menneskes sygdom. Man frygter, at sorgarbejdet vil være af privat karakter. Svend er imidlertid noget andet. Ordene carpe diem bliver aldrig sagt højt, men hver scene handler om at gribe dagen. Filmen er en værdig, kærlig og inderlig afsked med en ildsjæl, der har levet i overensstemmelse med sine idealer. Auken taler om at beskikke sit hus. Han ved, han har udrettet meget, men frygter alligevel, at han ikke har gjort nok. Livet er slet ikke færdigt, da døden kommer til mennesket Svend.
Forhåbentlig sidder nogen i rød blok og fortryder, at man ofrede Auken i 1992. Hans enke har skabt en inspirerende film, som vil leve længere end den næste regering.”
Efter premieren på filmen blev jeg opfordret til at skrive en prolog, som skulle læses op ved forevisningen i Grandbiografen dagen efter.
PROLOG:
Svend, ja
Du var min ven, ja
Du kom altid hvis du ikke var i Kenya.
I filmen nu, gav det i mig et vældigt gib,
fordi det første i savannen er en grib.
Det næste, som vi ser fra flere kanter,
er dels giraffer og dels elefanter.
Som Anne siger med en sjov logik,
“Du er en elefant i en girafbutik”.
50.000 stemmer tog du i en håndfuld.
Du var ildfuld og energisk,
du var åndfuld.
Du gik op mod Connie Hedegaard, men Connie
var der knap så meget ånd i.
Man ku’ altid læse i avisen,
at du knokled’ for at frelse indlandsisen.
Filmen “Svend” blev skabt af Anne Regitze.
Jeg har fulgt den, fra den bare var en skitse.
Du døde, før filmen den blev til.
Dit valgmotto var: “Vi kan, såfremt du vil”.
Det vil vi huske, nu når vi skal stemme,
gør vi det, så ved vi, den er hjemme.
I aften følger vi med åbne sanser
din kamp imod din frygtelige cancer;
den inspirerer os, fordi
vi alle ønsker os din energi.
Fler’ vindmøller i 2020 – gerne inden.
Mon? – Svaret blæser stadigvæk i vinden.
Vi savner Svend som den, han altid var
og er i Anne Wivels dokumentar.
Sørine Gotfredsen, som selv tror, hun er klog,
har netop nu udsendt en bog;
hun savner ånd i Danmark, sir hun i sin åndenød.
Nogen må da fortælle hende: “Jamen, Svend er død.”
En anden veninde er Michala Petri, som sender mig sine cd’er som tak for de bøger, jeg sender hende. Da jeg i år besøgte Færøerne – jeg skulle tale i Nordens Hus – og besøgte kirken i Torshavn, fik jeg at vide, at det var Michala Petris far, som var organist i kirken.
Anne Linnet har jeg tæt forbindelse med, siden vi sammen lavede pladen Min sang (1989). Maiken Ingvordsen, som har spillet med Anne Linnet, har jeg lavet et par cd’er med. Jeg har indtalt mine yndlingsdigte, og hun har som komponist sat musik til. Vi har projekter i 2012 – men ses også, når vi ikke arbejder.
Jeg havde engang en konfirmand, som var provokerende og forstyrrende. Han skød med elastikker og forstyrrede roen. Som regel smed jeg ham ud, så vi andre kunne få ørenlyd. Han gik på samme skole som min søn Tomas, der nærede en vis frygt for ham, fordi han også var en slagsbror. De mødtes for nogle år siden, og Tomas fortalte, at han stadig følte en vis nervøsitet, når de mødtes. Han var blevet vist ud af skolen med en anmærkning om, at han ikke alene var måske egnet – men komplet uegnet til at gå videre i gymnasiet. Han tog en uddannelse som murer og arbejdede i 10 år, mens han for at drille autoriteterne tog studentereksamen på kursus og derefter gik i gang med at læse medicin. Han blev læge og tog en ekstra uddannelse i England, så han i dag er uddannet akupunktør. Gennem Tomas fik jeg kontakt med ham igen, og da jeg i 2008 kom hjem efter en rejse og følte mig syg, ringede vi efter ham. Han kom med det samme, så og hørte på mig og stillede diagnosen. Du har ikke én, men to blodpropper i højre side af hjernen. Du skal indlægges. Takket være ham blev jeg indlagt på Herlev Sygehus, hvor man næste dag i en scanner kunne konstatere, at diagnosen var rigtig. Jeg vidste intet om hjerneblodpropper, men i dag føler jeg, at det er mit held, at blodpropperne var i højre side. Jeg blev patient hos ham. Han hedder Brian Doktor. Doktor er et slægtsnavn, men ingen i slægten har været læger før han. Hans kone Conni, som er jordemoder, arbejder sammen med ham på klinikken i Lyngby. Da jeg første gang besøgte ham i hans konsultation, spurgte han, om jeg ikke var glad for, at han ikke smed mig ud. Han huskede godt, hvordan jeg havde sat ham uden for døren. Som alle, der har fået blodpropper, skulle jeg tage mange piller og nødigt få for højt blodtryk. Det kunne betyde, at jeg fik flere blodpropper. Den akupunktur, han gav mig, har haft en fabelagtig virkning. Da jeg skulle holde mig i ro og ikke arbejde, som jeg er vant til, blev jeg naturligvis deprimeret. Derfor fik jeg også medicin mod depression. Efter 5-6 behandlinger med akupunktur oplevede jeg ikke kun, at min depression forsvandt, men også at jeg fik min energi, min vitalitet og mit humør tilbage. I dag er vi knyttet til hinanden. Vi ses en del privat. Vi går i biograf og teater sammen. Vi rejser sammen og udveksler bøger. Jeg tror ikke, jeg ret ofte har fundet de bøger, der betyder mest for mig, på egen hånd. Jeg har næsten altid fået et tip om, at den og den bog skulle jeg læse, eller jeg har modtaget bogen som gave. Brian Doktor gav mig Axel Munthe: San Michele, 1929. Brian fortalte mig, at når jeg læste den, ville jeg forstå det afgørende i en læges tilværelse.
Bogen er en beretning om en læge, som uddanner sig i Frankrig. Han bor i Latinerkvarteret og slider på hospitalet Hôtel-Dieu. En professor Charcot spår ham en fremtid, som vil føre ham til toppen i lægestanden. Forfatteren mener, at det er professorens eneste forkerte diagnose. Dog betyder profetien, at han med liv og sjæl kaster sig ind i lægerollen:
“Hidset frem af ærgerrighed efter at virkeliggøre hans profeti, ufølsom over for træthed, krav om søvn, ja endog sult, spændte jeg hver fiber i sjæl og legeme til brudgrænsen under forsøget på at sejre for enhver pris (…). Sejr efter sejr. Slid, slid og atter slid! Jeg skulle tage embedseksamen til foråret. Held var der ved alt, hvad min hånd rørte, et aldrig svigtende, forbløffende, næsten uhyggeligt held. Jeg havde allerede begrebet hele opbygningen af det forunderlige maskineri, der udgør menneskets legeme, alle dets tandhjuls gang i sundhed, dets forfald i sot, dets endelige sammenbrud i døden. Jeg var allerede fortrolig med de fleste af de plager, der lænkede sygestuernes martyrer til sengen. Jeg havde allerede lært at håndtere kirurgens skarpslebne våben, så jeg under mere lige vilkår kunne optage kampen mod den uforsonlige fjende, der med leen i hånd gik sin runde gennem hospitalsstuerne, altid rede til at dræbe, altid nærværende hvert sted, hver stund, nætter såvel som dage. Han syntes i virkeligheden at have taget standkvarter i det gamle uhyggelige hospital, der gennem sekler havde rummet så megen kval og bitter kvide. Undertiden kom han farende gennem sygesalene, huggende vildt til højre og venstre, til ung og gammel, med en galnings blinde raseri, kvælende ét offer med et sejt tag af knokkelfingrene, mens han med den frie hånd flåede forbindingen fra et andet offers gabende sår, til den sidste dråbe blod var sivet ud over dampende ramme. Undertiden kom han listende tyst og stille og lukkede med et næsten blidt strøg af sine hårde fingre et par trætte øjne, så den døde lå med et saligt smil, når han var gået. Det hændte ofte, når jeg gik der for at hindre hans komme, at jeg end ikke anede, hvor nær han stod. Kun småbørnene ved moderens bryst følte hans nærhed og fór op af deres søvn med et skingert angstskrig, idet han gik dem forbi (…)
Men, da jeg efterhånden blev fortrolig med hans nærværelse, begyndte jeg at iagttage ham med stedse stigende interesse, og jo mere jeg så, jo mere ønskede jeg at kende ham og forstå ham. Jeg begyndte så småt at indse, at han havde sit arbejde at udføre, som jeg havde mit, at vi, trods alt, var kammerater, og at det bedste var, om vi, som venner, kunne se hinanden frygtløst i øjnene, når striden om et menneskeliv var endt med hans sejr (…)
Men hvor kunne han på én gang være så grusom og så blid? Hvor kunne han med sin ene hånd knuse så megen livsglad ungdom, når han med den anden skænkede så dyb og fredfyldt glæde? Hvorfor lukkede hans ene hånd sig i et pinefuldt sejt kvælertag, når den anden dræbte med et lynsnart hug? Hvorfor trak han den smertelige kamp så længe ud, når det gjaldt et barns liv, mens han lod oldingen glide stille og umærkeligt bort i en nådig søvn?”
Hele lægens liv er en kamp, en opstand mod død og ødelæggelse. Det er rigtigt, at bogen er den bedste indføring, jeg har læst. Vi kommer langt omkring. Den dygtige læge arbejder både i Rom og i England. Han bliver navnkundig som spået og arbejder tit i adelige kredse, så han bliver vellønnet. Vi kommer også til Capri, hvor han har sit “slot” med det særlige tårnværelse, hvor han sidder og skriver. Vi hører om nye tiltag i lægekunsten, om hypnose og massage og midler mod søvnløshed. Grundordet i bogen er medfølelse eller barmhjertighed.
Jeg spurgte engang min anden læge, hjertekirurgen Gösta Pettersson, hvad der er det vigtigste for en læge. Han svarede: At han eller hun kan føle med patienten. Så patientens lidelse får lægen til at identificere sig med smerterne. Lægen i San Michele kender for eksempel søvnløshed fra sig selv:
“Snart holdt jeg helt op med at sove, kom i en periodes akutte søvnløshed, der var så forfærdelig, at jeg nær havde mistet forstanden. Søvnløshed dræber ingen mand, hvis han ikke dræber sig selv, men søvnløshed er en af de hyppigst forekommende årsager til selvmord. Søvnløshed kvæler livsglæden, tærer et menneskes kræfter som en vampyr, der suger blod fra hjerte og hjerne. Den lader ham i lange nætter tænke på det, han håbede at glemme i en kvægende søvn … Jeg gik ikke fra forstanden, og jeg begik ikke selvmord. Jeg fortsatte, så godt jeg kunne, mit trælsomme arbejde, skødesløst og ligeglad med, hvad der overgik mine patienter eller mig selv. Gå langt uden om en læge, der lider af søvnløshed.”
Jeg har netop i 2011 lavet en DK4-udsendelse med Brian Doktor, hvor han fortæller om bogen og sit arbejde som familielæge.
Gösta Pettersson kendte jeg, før han opererede mig. Vi besøgte hinanden, og jeg begik den dumhed, at jeg engang sagde: Kig indenfor. Sådan skal man aldrig sige til en kirurg. Gösta Pettersson voksede op på en gård i Sverige. Som dreng troede han, at han skulle videreføre slægtsgården, men efter at være blevet matematisk student valgte han at blive læge. Hurtigt gik det op for ham, at det ikke var medicin, men kirurgi, der var hans felt. I en lang periode foretog han lungeoperationer, men ret tidligt blev hans speciale hjerteoperationer. På Rigshospitalet i København foretog han mange hjertetransplantationer, ikke mindst på nyfødte, som ville være døde, hvis ikke de havde fået et nyt hjerte. Hans uortodokse arbejdsform – ofte havde han to operationer samme dag – generede ledelsen, så han nærmest følte sig chikaneret bort fra hospitalet. En kort tid valgte han at arbejde på privathospitalet Hamlet. Derefter rejste han med sin kone Ingegerd til staten Ohio, hvor han arbejder på Clevelands klinik – et af USA’s største hjertecentre, men i øjeblikket foretager han flest lungetransplantationer.
I 2011 har jeg i Sverige været sammen med både Brian Doktor og Gösta, som har gensidig respekt, og som begge har været inspireret af Axel Munthes San Michele, der er skrevet på Göstas modersmål: svensk.
Som læseren vil have opdaget, har mit livs forskellige perioder og de forskellige job, jeg har haft, åbnet mine øjne for noget, jeg ellers ikke ville have stiftet bekendtskab med. Det gælder i særlig grad de fire år, hvor jeg var på Statsfængslet i Vridsløselille og på Forvaringsanstalten Herstedvester. Forskellen på de to arbejdspladser er, at det på fængslet er en jurist, der er inspektør, mens det på Herstedvester er en psykiater. I den tid jeg arbejdede, var det Stürup. Det var i den periode, jeg opdagede, at de såkaldte mentalerklæringer – ofte rapporter på 60 sider – i mine øjne var alt for brede og generaliserende. Derimod var de grafologiske korte analyser uhyre præcise. Det vakte min interesse for grafologi. Herdis og jeg gik til undervisning i grafologi hos to af de kyndige grafologer Hanne Bøje og Erika Essau. Vi tog ikke eksamen i faget, men lærte grundregler, som jeg den dag i dag har glæde af. Grafologen Vera Slæbo har jeg lavet et tv-program med. På Søllerød Kro findes nemlig en stue med danske digteres håndskrifter fra Kingo til Karen Blixen og Johannes V. Jensen. Over hver skriftprøve er anbragt er godt portrætbillede. Det var oplagt fjernsyn. Jeg bad Vera Slæbo beskrive de vidt forskellige skrifter. Hun kunne for eksempel se, at der i Blichers skrift var tegn på, at han var drikfældig. Nu, mange år efter, faldt det mig ind at sende hende skriftprøver af mine to lægevenner, som begge har været med til at forlænge mit liv – Gösta med hjerteoperationen og Brian Doktor med akupunktur mod depression. Vera Slæbo vidste intet om de to. Hun bad om at få oplyst deres alder og deres erhverv. Begge har været overraskede over, hvor meget hun fik frem af deres væsen og virke. Deres koner, Ingegerd og Conni, har fået tårer i øjnene af præcisionen. Jeg ville også gerne have en analyse af min egen skrift, men det afslog hun. Jeg bringer her både skriftprøver og analyser. Begge læger afleverede dels deres officielle skrift, dels noter i form af telefonlister, indkøbssedler og lignende. Vi skriver nemlig forskelligt, afhængigt af om det er et brev, en anden skal læse, eller det bare er notater til eget brug. Jeg mener, jeg fik ødelagt min skrift i de år, hvor jeg studerede, fordi jeg kun skrev notater til eget brug.
Først Brian Doktor: Grafologen siger:
Holberg skrev som bekendt, at han udarbejdede sine komedier på tre år, og kaldte det for en raptus. Ordet raptus er latin og betyder, at man er grebet af, besat af, vild med en bestemt opgave. Andre ville kalde det inspiration. Holberg kunne simpelthen ikke slippe det, vi i dag forstår som hans hovedværk. Han skrev jo utrolig meget – både epistler, erindringer, historier og satiren Peder Paars 1719-20, på vers – men alle husker ham som manden, der skrev komedier til Grønnegade Teatret i København.
Selv har jeg haft tre Holberg-betagelser. Første gang fordi vi skrev en revy, Jeppe her på Bjerget, i 60’erne i Dronningmølle. Jeg lærte på det tidspunkt Jeppe på Bjerget udenad. Anden gang var Jens Kruuse den igangsættende ånd. Han skrev bogen Holbergs maske, som jeg først læste i 70’erne. Tredje gang er i år (2011) hvor jeg, som den tåbe, jeg er, har kastet mig over George Brandes’ Ludvig Holberg, 1884. Udgaven, jeg sidder med, er fra 1969. Jeg har dyrket Brandes’ skrift om Shakespeare, men er altså bagud med hans Holberg-læsning, som Paul V. Rubow anbefalede med ordene: “Den bedste indledning til Holberg, fordi det er den mest levende, der er skrevet om det emne.”
Så sent i mit liv kommer en kæmpemæssig beundring – først af biografiske grunde: Vi siger i Danmark, at Holberg er dansk – i Norge kalder man ham norsk, og det er sandt, for så vidt som han er født i Bergen den 3. december 1684. Han var yngste barn af en flok på 12. Holberg siger selv om Bergen, at den var som Noas Ark – et sted, hvor alle levende væsener samledes. Mest kom de fra fjerne egne. Få kunne som Holberg selv nævne bare én af deres oldefædre. Tilbage til vikingetiden var Norge jo åbent for fremmede byer i Europa. Bergen ligger i hesteskoform omkring en dyb bugt omringet af mægtige fjelde. Folk fra Skotland havde i stort antal bosat sig i Bergen, og fremmede købmænd giftede sig med borgernes enker og døtre. Stærkest var måske indflydelsen fra Holland. Holberg siger selv, at det hollandske – såvel sprog og skikke og dyder som nøjsomhed og arbejdsomhed – prægede byen, så den ikke gik til i indavl. Holbergs far hed Christian Nielsen. Tilnavnet Holberg tog han fra en af de gårde, som lå i distriktet. Han var ikke bare soldat, men opnåede at blive oberstløjtnant. En næsten enestående høj placering i en tid, hvor så godt som alle landets officerer, hvis de ikke var af adelig fødsel, var indvandrede – fremmede: tyskere, polakker, hollændere, svenskere, skotter og irlændere. Ludvig Holberg var kun et år gammel, da hans far døde. Han var 11 år, da hans mor døde. Den forældreløse blev livet igennem præget af ensomhed og uafhængighed. Det er sikkert fra sin far, han har arvet lysten til rejser og eventyr. Faderen havde nemlig som ung gjort krigstjeneste på både Malta og i Venedig, og havde i sin trang til at se sig om i verden gennemvandret Italien til fods. Måske har han også arvet sin fars fantasi og mod. Man mener, at hans humor stammer fra moderens slægt. Hendes bror hed Peder Lem og huskedes som et såre vittigt, muntert menneske. Familien var også efter faderens død velhavende, men den frygtelige brand i Bergen i 1686 ødelagde enhver velstand. Efter et ophold hos en slægtning i Gudbrandsdalen gik Holberg i Bergens latinskole. En ny stor brand i Bergen fik Holberg til at rejse til København for at blive student. Han var fattig og begyndte som huslærer. I 1703 tog han teologisk embedseksamen. Holberg rejser fra København fattig som en kirkerotte. Han var 19 år og havde 60 daler i lommen. Da han er 20 år, rejser han igen. Denne gang med 100 daler. Som sin far foretog Holberg næsten alle rejser til fods. I første omgang går han fra Amsterdam til Aachen. Han tigger sig frem og synger ved folks døre for at få til brødet. Han flakker fra Paris til Rom og helt tilbage til Amsterdam. Så går turen til England. Han opholder sig to år i Oxford, et år i Paris og ligger næsten døende i Genua. Han har næsten hele tiden feber. Han underviser i musik og sprog og lever på streng diæt. Han er sin egen læge i Rom og sin egen kok. Han slæber sig siden gennem Provence. Anden gang han opholder sig i Rom, bliver hele byen fyldt med komedianter – 10-12 skuespil-selskaber kommer til byen på én gang. Holberg bor dør om dør med et af selskaberne og lærer af dem la commedia dell’arte. Den form havde han dog tidligere mødt i Paris, når han så Molière opført. Selv siger han, at han studerer mennesker mere end bøger på sine rejser, hvor han dog altid opsøger biblioteker og gør sig fortrolig med samtidens og oldtidens forfattere. I Holland fandt han alle periodens frieste tænkere. Holland var dengang et fristed for alle livsholdninger. Hans korte ophold i København, og især ved Københavns Universitet, var i første omgang en skuffelse, men han slog sig alligevel ned i hovedstaden og blev professor.
Min beundring for Holberg skyldes, at jeg, som nemt med de transportmidler, vi har i dag, kunne have rejst, da jeg var på hans alder, kun nåede til Schweiz. Efter min studentereksamen tog jeg mod et tilbud om at komme til Genève. Som modydelse skulle jeg medvirke til at bygge et børnehjem. Jeg fik næsten kun kost og logi. De få penge fortjente jeg ikke, da jeg – den 21-årige Johannes – som medarbejder allerhøjst kunne være fører af en trillebør med nogle mursten. Det var endda et arbejde, som jeg kun overkom, fordi jeg forelskede mig i en schweizisk studine, som havde mistet en del af sin venstre underarm. Jeg husker, at vi gik i mørke, og at jeg ustandselig forsøgte at tage hende i den hånd, hun ikke havde. Det blev så ikke til noget. Sådan en hjemmefødning må mange år efter beundre den unge Holbergs talrige rejser og især, at han, som var svag af natur og ofte led sult og tørst, udholdt de forfærdelige strabadser, som var forbundet med datidens trafik. Rejserne var fundamentale. Uden rejser ingen Holberg. Efter at have slået sig ned i København betød hans rejseliv, at han var kosmopolit. Datidens “Fællesmarked”, hvis lærde sprog var det latinske, blev flittig aftager af hans værker. Han skrev flydende på latin, og i enevældens tid kunne han på grund af censuren ikke skrive hvad som helst i Danmark, men sagtens sende sine tanker ud i verden. Det betød, at han blev velhavende, og at han som baron kunne sidde på Tersløsegaard. Uden Holbergs rejser havde vi heller ikke haft Holbergs komedier. Han var ikke så berejst som H.C. Andersen, men H.C. Andersens værk vokser i omfang og kvalitet ved, at heller ikke han holdt sig til Danmark. H.C. Andersen skrev ikke på latin, men hans danske tekster blev hurtigt oversat både til tysk og engelsk og siden til mange andre europæiske sprog. Hans eventyr udkom i Amerika, mens han levede.
Jeg oplevede på Betty Nansen Teatret Erasmus Montanus i Peter Langdals genialske opsætning (som blev hans gennembrud). Et af hans vellykkede påfund var, at personerne talte danske dialekter – ikke kun sjællandsk, men også jysk og fynsk. Det var ikke kun Peter Langdals gennembrud. Det var også det store gennembrud for Jesper Christensen i rollen som Erasmus. – Jeg var som nævnt meget forarget, da jeg i en opførelse af Jean de France i London hørte nogle sige, at Holberg var hollandsk, men jeg læser hos Brandes, at netop i Jeppe på Bjerget, som for Brandes er det højeste, er det, som om nordboen i Holberg, man fristes til at sige nederlænderen i Holberg, manden fra den halvt nederlandske hansestad oppe i Norge havde kastet sin romantiske optik. Her i Jeppe er Holbergs alsidighed nået.
Brandes skriver:
“Tænk paa Jeppe! Alt det. Vi vil vide, naar vi ønsker at lære et Menneske at kende og meget mere end vi plejer at vide om de Mennesker, vi ellers kender i Virkeligheden eller træffer på Scenen, erfarer vi om Jeppe. Ethvert Spørgsmaal besvares. Hvad Slags Menneske er han, og hvorledes er han bleven den, han er? Hvilket er hans Sindelag, hvilke Laster og hvilke Dyder har han? Hvor megen Vilje kan han opbyde, har han Forstand og hvad slags Forstand? Hvilken er hans herskende Lidenskab? For hvilke Fornøjelser er han modtagelig, og hvilket er hans Ideal af Lykke?”
For mig er et par af de uforglemmelige steder i stykket Jeppes spørgsmål, da han ligger i baronens seng: “Er jeg kommet i Himmerig – så er det ganske uforskyldt” eller særlig Holbergs brug af monologen, som er drevet til fuldkommenhed hos Shakespeare. Jeppe mumler i baronens seng: “Drømmer jeg? Eller er jeg vågen?” – Det er et genialt greb af Holberg at lade den enfoldige bonde stille de højeste filosofiske spørgsmål som en anden Descartes: “Jeg tænker – altså er jeg.” Jeg skal love for, at Jeppe tænker! Han prøver at nive sig i armen. At være eller ikke – sådan er det.
En anden pragtscene oplever vi, da Jeppe er blevet “hængt”. I narredommen dømmes han til døden, men komediefidusen er, at man hænger ham med rebet under armhulen – det dør man ikke af. Det er her Nille, hans utro hustru og plageånd, som har børn med degnen, kaster sig grædende om på gulvet og fortryder sit samliv. “Giv dig tilfreds, kære kone,” siger Jeppe fra galgen: “Gå hjem og giv den bedste trøje, jeg har, til Christopher, for han er lavet, før degnen kom til herred, så ham ved jeg da er min egen.”
Lige så produktiv Holberg var, da han havde sin raptus, lige så svære problemer løb han ind i, fordi han var uønsket af enevoldsmagten. Teatret i Grønnegade blev midlertidigt lukket i 1826. I 1827 bliver det definitivt lukket. Holberg oplever, at hans skuespillere, som var studenter fra universitetet, blev ført i retten.
Af Molière har Holberg lært at skildre en hovedperson ud fra én eneste egenskab – hos Molière den gerrige og misantropen, der kun er menneskehader, og Tartuffe. På samme måde er den stundesløse hos Holberg udelukkende skildret som den stressede. Jean de France er latterliggjort ved, at han efter et kort ophold i Paris kun vil tale fransk. Han afskyer sin elskedes ansigt, fordi hun ikke har en fransk profil, men un visage de la Vimmelskaftet (måske er det herfra, Storm P. fandt på, at hovedpersonen i Peter og Ping skulle hedde Peter Vimmelskaft?).
På lignende måde er Erasmus en klovn og til nar, fordi han kun vil tale latin og foragter sin bror, der taler dansk, og er på nakken af degnen, hvis latin er for ringe.
Indlysende måtte det danske sprogs største forfattere ækles ved danskere, som troede, at et fortidigt eller et moderne sprog som det franske var bedre end modersmålet, som Holberg berigede, så der den dag i dag er gloser, vi har fra ham.
Fordi jeg endnu har en Holberg-raptus i mig, tilslutter jeg mig Tyge Rothes udsagn fem år efter Holbergs død:
“Holberg søgte ikke andet end sine landsmænds bedste. Han fandt dem sovende og vækkede dem. Holberg døde, og hans landsmænd tav. Ingen sagde, hvor stort et tab vi led. Vi erkendte ikke tabet. Jeg er ked af at sige det: Men danskerne nævner allerede hans navn med ligegyldighed.”
Brandes siger, at Holberg ramtes af den danske pænhed. Han gjorde op med paryk-perioden – det falske er bedre end det ægte. Samtiden kunne ikke lide, at han var fræk. Oplysningstiden syntes, at han overdrev, og Brandes giver Grundtvig skylden for, at romantikken kasserede Holberg. Grundtvig sagde, at Holberg udødeliggjorde samtidens narreverden i stedet for at genoplive fortidens helte. Brandes slutter sin bog om Holberg med ordene: “Er Holbergs digterskib kommet uskadt igennem alle disse brændinger, så har det gode udsigter for fremtiden. For Holbergs navnkundighed i den fjerneste fremtid er der ingen grund til at ængstes. Han er ovre det værste. Når talen er om litterær udødelighed, er det de første to hundrede år, det gælder.”
Grå er en farve, som jeg godt kan lide, men den grå farve er sprogligt kommet i miskredit. Hvis man i avisen læser om en forretningsmand, der handler i gråzonen, ved man, at det er halvkriminelt. Kun farven sort er værre. Grå er ligesom lala. Det er ikke et nyt fænomen. Allerede i den islandske saga optræder en person, som kaldes Uffe hin Grå – tilnavnet er ikke smigrende. Også han er flosset i kanten. Man taler om den grå hverdag, som simpelthen betyder den kedelige, trivielle, ligegyldige og tomme hverdag. I jantelovens land er det farligt for mig at påstå, hvad mit indtryk er, nemlig at de, der især taler om grå hverdag, er mennesker, der selv mangler kulør. Er man ked af sit grå sommerhus, kan man da for eksempel male det rødt eller blåt. Jeg forstår udtrykket, at man ser lyst eller mørkt på tilværelsen, men man siger ikke på dansk, at man ser gråt på tilværelsen. Man siger derimod, at det sete afhænger af øjnene. Betyder det, at den, som kun ser grå hverdag, ikke beskriver hverdagene, men udtrykker en synsbegrænsning. Grundtvig siger i Et jævnt og muntert virksomt liv på jord: “Med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden.” Jeg tror, han tænker på spædbarnet, som ligger i sin vugge under en åben himmel. Sproget siger om den, der er barnlig eller naiv (lat. natus= født), at han eller hun er blåøjet. Nietzsche sagde, at sortsyn er klarsyn. Foretrækker vi pessimister frem for optimister? Oscar Wilde sagde: “Erfaringer er det navn, alle giver deres fejltagelser.” Anton Tjekhov sagde: “Hvilken som helst idiot kan få en krise. Det er det daglige liv, der slider én op.” Det giver jeg ham ikke ret i – tværtimod er hverdagene for mig ikke mørke punkter, men lyspunkter. Mark Twain sagde: “Det eneste, man behøver her i livet, er dumhed og troen på sig selv, så er succesen givet.”
Halfdan Rasmussen giver den grå farve tone i digtet Hjemad:
Hjemad
Hjem til det grå.
Til himlen der søger jorden.
(…)
Tilbage til hverdagens skønhed.
Hjem til det grå
På et tidspunkt, da vi kun havde vores to sønner Tomas og Mikkel, købte vi hus i Ennebølle på Langeland. Jeg spåede i et digt:
I Ennebølle kan bøller ende
og vores finder I snart herhenne.
Men inden længe vil flere følge
som også ender i Ennnebølle.
På Langeland er der mange “bøller” Ordet kommer af ordet boel, som med fynsk udtale bliver til bøl. Ordet betyder bosted. Jeg var vild med tegneserien Radiserne, i en sådan grad, at vores ældste søn fik navnet Tomas efter Lins – på dansk: Tomas. Tegneren Schulz havde oprindelig kun en hund, nemlig Nuser. Senere kom drengene til, men der var ingen pige. Hun dukkede op, fordi hans egen datter havde en rap replik. En dag, hvor han var stresset, råbte han: “Kan man ikke få fred, når man spiser?” Hans datter sagde forsigtigt: “Smører jeg for støjende?” Så havde han Trine.
Det var Paul Hammerich, som fandt på at oversætte radix, som er latin og betyder rod. Radise hedder det, fordi man spiser roden. Men det er klart, at små rødder hedder radiser. Og det er ikke bare en oversættelse at kalde ungerne radiser, det er et fund! Vi havde et par år plejebørn, som kom med til Langeland. Vi havde et hilsesignal. Når jeg kom, råbte de: “Hej far.” Og jeg råbte altid: “Hej rødder.” På samme måde hilste de mig, når jeg satte mig ind i bilen: “Hej far – Hej rødder.”
Rod er en spændende orddannelse. Køer kælver, heste foler, og rødder roder. Et børneværelse skal ikke ligne et sirligt bed. Det gør det heller ikke. Også i vores familie begyndte vi som i tegneserien med drengene. Siden kom Katrine til. Hver gang jeg ser mine børns unger, er det som at se en film, man har set før. Jeg er så heldig, at jeg har set Tomas’ to døtre, Mashea og Arendse. Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg får lov til at se, hvad min kone, Herdis, ikke nåede. Det er en gave at følge børnebørnene. De har begge træk af Herdis. Gener er forbløffende, fordi de dels viderefører træk, og dels kombinerer dem i overraskende mønstre. Det kan være en fregne på huden eller en hånd, der er som kopieret efter mors eller farmors hånd. Jeg kom engang som vikar ind i en 9. klasse. Der var en larm, og de kastede med bøger og ostemadder. Jeg ville bruge den autoritet, jeg manglede, og råbte: “Jeg er ikke vant til larm.” En af rødderne råbte: “Det vænner du dig hurtigt til.” Han fik ret. Jeg har vænnet mig til støj, men bliver næsten rørstrømsk, når en støjende dag går ned som solen i vest og går direkte over i søvn efter et ritual. For mine børn og for mine børnebørn har jeg læst godnathistorier og fundet små vers, som de slumrer ind til: Sov sødt, barnlille og Solen er så rød, mor. Der er en magi i gentagelserne. Dog har jeg en lille søvnig sang. Da jeg ikke kan synge, siger jeg Halfdans fine vise forsigtigt:
Sommerfuglen er så let
som en piges åndedræt.
Når de fine vinger bæver
ligner den en blomst der svæver.
Før jeg sover trygt og tyst
kan jeg mærke i mit bryst
hjertets gode stilhed svinge
som en sommerfuglevinge.
Læg mærke til stavelsernes lyde: som en som, som en som – sommerfuglevinge – teksten daler ned som et silketørklæde over det sovende barns ansigt. Lidt efter ser man et smil om barnets mund. Barnet er allerede inde i det fantastiske eventyrland, som drømmen er.
Med Katrines piger, Rosa og Amalie, har jeg været danske fortællere igennem fra H.C. Andersen til Blicher. En sommerferie læste vi nordiske fortællere, blandt andet de samme Selma Lagerlöf-fortællinger igen og igen. Rosa kom hurtigt til selv at læse og er netop i år blevet student. Også Amalie, som går i gymnasiet (2.g musiklinjen) – har et godt gehør.
Tomas’ søn, Tobias, er 25 år og studerer, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver Tobias og Line, som skænker mig mit første oldebarn. Mikkels søn, Mathias, læser medicin. Jeg havde ikke drømt om at få en læge i familien. Det minder mig om den jødiske mor, som på legepladsen på et spørgsmål om, hvor hendes børn er, svarer: “Advokaten sidder derovre – og lægen, det er ham i gyngen. Pigen med den blå bold er jordemor.” Jeg har ikke selv haft den slags ambitioner, men det forekommer mig, at det var for nylig, jeg så ungerne i deres leg.
Rødder er let sagt, men hjerterødder er noget andet. Selma Fraiberg sagde, at det at sætte børn i verden er at sætte angst i verden. Desværre har hun ret, men angsten lyses delvis af vejen af det eventyrlige: At de er til.
Det er et held at have flere børnebørn end ugedage.
Én der ikke er til at bide skeer med
Den gamle vittighed: At arbejdet adler, men adelen arbejder ikke, kan umuligt bruges på Olof Lagercrantz. Han er født med en guldske i munden, men har spyttet den ud. Lagercrantz var født i en adelsfamilie, men gjorde op med medfødte rettigheder og viste hele livet, at han kunne ville adles af arbejdet. Han er født i 1911, men da han tidligt ramtes af tuberkulose og måtte være patient, blev han Nordens flittigste og kyndigste litteraturlæser. Efter at han var blevet chefredaktør på Dagens Nyheter gjorde han op med de holdninger, han arvede fra avisen. Han gik imod svensk Natotilslutning og kraftigt mod tanken om, at Sverige burde have en atombombe. Desuden ville han ikke videreføre avisen linje med ubegrænset tilslutning til USA. Som chefredaktør fortsatte han med at være kulturredaktør og gav spalteplads til for eksempel Peter Weiss. Vis mig den adelsmand, som ville rejse til malmgruber og sympatisere med de strejkende arbejdere og forlange deres kår forbedret – men det gjorde Olof Lagercrantz. Fra nu af forkorter jeg hans forbogstaver. Det er mere end tilfældigt, at der falder olympisk glans over forbogstaverne. I en tid, hvor man giver hjerter og stjerner, står Lagercrantz efter min vurdering til intet mindre end olympisk guld. Han betragtede Vinterkrigen i Finland som en personlig hjertesag og skrev i Svenska Dagbladet: Finlands sag er vor sag – og han sammenlignede Sovjetunionens krig mod Finland med persernes krig mod grækerne. Det olympiske guld får han af mig, fordi han bliver yngre og yngre med årene. Han lærer af digtningen at være vagtsom over for indenrigs- og udenrigspolitisk løgn. Han studerer ikke kun Strindberg af historiske årsager, men han bruger Strindbergs skepsis over for alle former for livsløgn. Af Nelly Sachs lærer han medfølelsen med ofre fra Anden Verdenskrig. Af Noam Chomsky lærer han at tale åbent om USA’s råhed og magtanvendelse. Af Joseph Conrad lærer han civilisationskritik og protesterer mod Vestens grusomheder, så han i den henseende er på linje med Bertrand Russell og Sartre. Så sent som i 1986 siger Lagercrantz:
“Der findes mennesker, som tror, at mordet på jøderne var unik i sin ondskab. Det er en vældig fejltagelse. Det var kun teknikken, som gjorde vældige fremskridt. Vor hvide kristne verden har praktiseret folkemord i 500 år.”
OL analyserer Mørkets hjerte og understreger, at grusomhederne udgår fra Bruxelles, som i romanen kaldes Gravbyen. Lagercrantz har ret i, at billedet af de kalkede grave er taget fra Jesus, som kalder farisæerne “kalkede grave”.
“De ser kønne ud, men indvendig er de fulde af dødningeben”.
Denne straffeprædiken går på hykleriet og kulminerer i Mat. kap. 23 med forbandelsen: “Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?”
I Mørkets hjerte fortæller Marlow – om bord på skibet Nelly, som, mens han fortæller, langsomt drejer sig på Themsen, og da hans fortælling er forbi, peger direkte mod London – om barbariet i Congo. Det er rigtigt, at hele historien handler om Belgiens kolonialisme, men Conrad ved, at englænderne har langt værre kolonitilstande på samvittigheden.
Det er sjældent, Lagercrantz citerer Nye Testamente, men han henviser til Bjergprædikenen “Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.”
I 1991 skriver OL:
“Denne vinter har totalt udelukket barmhjertigheden for gerrighed og magtvanvid. Derfor skal vi ikke få del i barmhjertigheden. Vi har ikke fortjent den.”
I Mørkets hjerte når fortælleren frem til den døende djævel, som hedder Kurtz, som på sit dødsleje sammenfatter sin livserfaring med det gentagne: Horror! Horror! – Rædsel! rædsel! Det er Macbeths ord efter kongemordet. (Francis Ford Coppola bygger til dels sin film Apocalypse Now, 1979 på Joseph Conrads Mørkets hjerte. I filmen spilles Walter E. Kurtz fremragende af Marlon Brando). Lagercrantz kalder Joseph Conrad sit vigtigste vidne. Man kunne have nævnt Primo Levi eller Elsa Morante, men der er en sammenhæng mellem OL’s valg af yndlingsforfattere lige ved overgangen fra 1800 til 1900 tallet. Proust, Joyce og Joseph Conrad skildrer tiden før de to verdenskrige, før flyvemaskinens tid. Storm P. siger: “Vi mennesker er mærkelige. Da vi opfandt flyvemaskinen, var vi nødt til at bygge bunkere under jorden.”
Jeg vil sove en stund i strålerne fra den hældende sol
over sneen.
Væk mig ikke.
Fortæl mig ikke hvor megen sorg der er i et blad med
dets naturlige safter.
Fortæl mig ikke hvor mange børn der er blevet født med
stumpfødder
gennem alle de år vi levede i Augustins skygge.
Fortæl mig om støvet der falder fra den gule påskelilje
rystet i de rastløse vinde.
Fortæl mig om partiklerne af babylonisk hjernespind der
Stadig glider gennem regnormen hver dag.
Fortæl mig ikke om “de skrækkelige arbejdere der ikke læser bøger”
Grundtvigs symbol mod døden var ikke korset, men påskeblomsten. Så tidligt som i 1817 skrev han et skuespil som hed Påskeblomst. I dag er det eneste vi har fra det skuespil, salmen Påskeblomst hvad vil du her til Carl Nielsens kongeniale melodi. Jeg nøjes med at citere 7. vers:
Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Svanevinge, svanesang
Synes mig, af den udsprang;
Vågnende jeg ser de døde
I en påskemorgenrøde
Det første digt jeg citerer her på falderebet, er skrevet af en amerikansk digter Robert Bly. Jeg traf ham i Rejkjavik i Nordens Hus hvor han læste sine digte op på engelsk. Hans historie er kort fortalt, at hans oldefar emigrerede fra Norge til Amerika. På et tidspunkt ville Robert Bly gerne kende slægtens historie og se det sted i Norge, han stammede fra, Bleidalen. Han rejste til Norge, opsøgte stedet og blev der længe nok til at han lærte sig norsk. Senere blev han ven med den svenske lyriker Tomas Tranströmer. Deres breve til hinanden skaffede jeg mig forleden antikvarisk. Bogen hedder Air Mail, 2007. Jeg faldt i staver, da jeg erfarede at Tranströmer den dag han modtog Nordisk Råds Pris, fik en blodprop i venstre side af hjernen og blev ramt af afasi og blev ude af stand til at tale. Som ung arbejdede Tranströmer med unge kriminelle ofte syge eller skizofrene. Han hørte at der var en amerikansk poet, der ligesom han havde arbejdet med sindslidende kriminelle. Hans ønske var at komme i kontakt med den lyriker fordi de havde erfaringsbaggrund til fælles. Nogle fortalte ham at han skulle skrive til Robert Bly, som straks satte sig i forbindelse med forfatterkollegaen. På den måde opstod venskabet mellem Bly og Tranströmer.
Jeg havde et digt af Tranströmer i tankerne – kun en enkelt linje: Tomheden spurgte: “Hvorfor kalder du mig tomhed? Se jeg åbner mig for dig”
Med mig i toget til Aarhus havde jeg Blys digtsamling Tandmoderen, omsider nøgen, 1972 (På dansk ved Carsten Koed Hansen).
Tandmoderen er i nordisk mytologi døden – ligesom barnet kommer fra en livmoder ved hjælp af en jordmoder eller en lysmoder som hun kaldes i Norden – er der også en kvinde, som er destruktiv: Først falder vore tænder ud, senere tager hun hele skelettet. Bly ved det fordi han var brændende optaget af nordisk mytologi. Grundtvig vidste det, fordi hans tidlige studier også var de nordiske myter. Fælles for dem er, at de ser påskeblomsten.
Fortæl mig om støvet der falder fra den gule påskelilje
rystet i de rastløse vinde
– vågnende jeg ser de døde i en påskemorgenrøde
Ligheden er slående, men forskellen er at Bly ikke kun ønsker at høre om påskeliljen, men også
om partiklerne af babylonisk hjernespind
der stadig glider gennem regnormen hver dag
Bly udvider altså fra nordisk mytologi til verdens mytologi (Babylon).
Grundtvig havde oplevet en dødsrædsel da han i 1810 første gang blev sindssyg. Påskeliljen er hans trøst og åbenbart også Blys trøst. Tranströmer skaber en metafor om tomheden der åbner sig. Der er sammenfald i de tre digte. Jeg mente at Transtromer var død på grund af sin blodprop, men da jeg ankom til Aarhus, fik jeg at vide at Tranströmer lever og er 80 år. Han har netop fået Nobelprisen for sin digtning. Vi oplever nok vores alder stærkest nu hvor vi er med til begravelser af vore jævnaldrende. I denne uge var jeg til Erik Wedersøes begravelse. Derfor tog jeg også hans erindringsbog Hvis luften kunne bære, 2005 med mig i toget. Også Wedersøe har haft brug for et symbol mod døden, mens han sejlede. Faktisk har han flere gange opdaget at han var tæt på døden på havet. For ham er døden ikke tomheden, men luften. Og luften kan jo netop ikke bære. Derfor titlen og titeldigtet:
Hvis luften kunne bære
ville jeg træde op på den
først ét trin
og så
– et andet
hvis den altså kunne …
Wedersøe taler om at nogle af de største religiøse øjeblikke han har haft var når han oplevede sin totale afmagt.
Hvorfor har jeg
mange gange –
midt i afmagten
oplevet en
fuldstændig ro?
Når der ikke er noget
at gøre,
bliver jeg rolig
og fortrøstningsfuld.
Er det en eller anden
skjult barnetro
og tillid til Vorherre?
Eller er det
simpelthen
den klump af dumhed,
jeg har nede i maven?
og i så fald
hvor kommer klumpen fra?
Hvad ville
min far svare,
hvis han hørte
mig
sige sådan?
Bly oplyser at han betragter døden – Tandmoderen – som en magnetisk destruktiv kraft, en magt som trækker mennesket til sig, sønderlemmer dets psyke og lader åndelig energi forstene. I Nordens mytologi er det Tandmoderen, som er nordens svar på Medusa, der dræber sine børn. Bly betragter dog ikke Tandmoderen som et mytologisk fænomen. For ham lever hun i bedste velgående, og netop Vietnamkrigen ses som et tydeligt eksempel på i hvor høj grad vi befinder os i hendes vold.
Massive maskiner løfter sig smukt fra dækket.
Vinger kommer til syne over træerne, vinger med otte hundrede
nitter.
Maskiner der forbrænder tusinder liter benzin i minuttet
jager hen over hytterne med lergulve.
Kyllingerne føler den nye frygt dybt inde i deres
næbhule.
Buddha sammen med Padma Sambhava.
Skiferskibe sejler på Der kinesiske Hav,
grå kroppe født i Roanoke,
havet strækker sig vidt til begge sider, “De flyder elegant på
den kompakte ø”
Før døden kommer? Fremtiden? Jeg ser frem til den med en glæde og fortrøstning – som jeg ikke er sikker på den har fortjent.