FORORD

Klokken slår os alle sammen. Jeg sidder med Poul Borums Lykkelige digte fra 1989. Han skriver, at han husker så let og glemmer så tungt. Han siger, at hans hoved svæver af erindring, mens hans krop synker ned i borthed. Han siger, at han stadig ikke kan forstå, at “borte” ikke er rigtig borte, og at han har svært ved at skelne mellem “her og dér”, og hver gang han lukker sine øjne, gør det lidt ondt.

Præcis sådan har jeg det i dag, da jeg begynder på min sidste erindringsbog.

Jeg har jo været der lige siden min første, På myrens fodsti, 1975. Først prøvede jeg at samle min egen barndom op. Derefter beskrev jeg mine børns tidlige liv i Så forskellige sind, 1978. Så en lykkelig tid i Huset vi bor i, 1980. Siden Skuffelser der ikke gik i opfyldelse, 1987. Det tabte sekund, 1993 og Som en springende hval, 1999.

Jeg spørger mig selv, om der så er nogen som helst grund til at skrive sine erindringer. Hvis man mener det samme, som man gjorde for 40 år siden, har man spildt 40 år. Der må være forskel på bevidstheden, som ser. – Mit svar er altså: Ja. Jeg var en anden, da jeg som 40-årig debuterede med min første erindringsbog, end den 75-årige, som ser tilbage på et liv med mange forskellige erfaringer fra et arbejdsliv, ægteskab, familieliv, rejser m.m. Et liv, som nærmer sig sin afslutning.

Kistrup, som jeg højagter og savner, anmeldte mine erindringsbøger:

“Det er underligt, når jeg læser Møllehaves erindringer, og jeg har læst dem alle, får jeg mindre og mindre at vide om ham selv.”

I stedet for at føle mig krænket må jeg give ham ret. Men kan man overhovedet fortælle om sit liv uden at omtale de mange mennesker, der var med til at forme det – forældre, familie, venner, bekendte, kolleger, skolelærere? Den jødiske filosof Martin Buber (1878-1965) skriver i sin bog Jeg og du, da. udg. 1964: “Alt virkeligt liv er et møde”, “Jeg’et bliver til ved du’et”, siger Buber, eller: “Uden du intet jeg”. Jeg‘et bliver først til i mødet med den anden/det andet. Og selvfølgelig vil jeg også i denne bog fortælle om mennesker, jeg har fortalt om før. De var mit liv – det liv, som jeg forsøger at erindre eller skue tilbage på. De har været medvirkende til at forme mig og gøre mig til den person, jeg er. Desværre har jeg ikke Jan Lindhardts beskedenhed i mig. Han kalder sin bog En biperson i mit liv, 2003.

Kistrup gav mig altså en ny idé, og jeg håbede, at han levede længe nok til at opleve min syvende erindringsbog. Desværre er han død.

Jeg mener i kraft af hans præcise beskrivelse, at jeg skylder både ham og mine læsere en bog med titlen Det er lige mig! Man hører så tit vendinger som: Fjordrejer – det er lige mig! Røget ål med røræg – det er lige mig! Paris – det er lige mig!

– Senere kom parentesen til som en slags gardering – så den kom til at hedde Det er (ikke) lige mig. Parenteser er sprogets sikkerhedssele. Prøv at læse: En parentes kan (ikke) bruges til ret meget. Marie Tetzlaff bruger hele tiden parenteser. Forhåbentlig kan jeg leve op til titlen ved at vedkende mig mine lidenskaber og idiosynkrasier, min energi, mit engagement. Titlen skal ikke opfattes som et punktum. Punktum – er ikke lige mig. Jeg håber, at jeg i nogle år endnu kan være i gang og engagere mig – at der vil være emner og områder, mennesker, film og bøger, som kan få mig til at rase højt eller juble af begejstring og udbryde: Det er lige mig!

Erindringer er jo set gennem et nu, og man ved aldrig med sikkerhed, hvad der er erindret, og hvad man i fortælleøjeblikket omformer eller opdigter. Borum indrømmer i sit digt, at han har svært ved at skelne mellem her og dér. Jeg vil forsøge at skelne mellem mit her og mit dér – vel vidende, at der kan være glidende overgange.

Virgil hjælper Dante gennem rejsen i helvede, skærsilden og himlen. Det er godt at have en guide. Jeg har to. Den ene er svenskeren Olof Lagercrantz, som i øvrigt selv sagde, at han især blev hjulpet gennem sin tilværelse af mennesker, der for længst var døde. Hemingway har sagt, at de virkelige digtere kun lærer af de døde. Jeg tror, det er sandt. De levende ses ikke endnu, fordi de er skjult af vore fordomme.

Min anden guide i tiden er Jørgen Gustava Brandt, som skrev sine erindringer og gav bogen titlen, Mit liv, 2007. Gustava Brandt indleverede sit manuskript i 2006 og døde uden at se det færdige resultat. For mig står han lyslevende.

Poul Sørensen, som kaldte sig Poeten, er ikke en guide – men alligevel. Af ham har jeg lært betydningen af at begynde hver dag med et digt. Jeg har kendt to mennesker, som gjorde det samme: Anker Jørgensen og Islands præsident Vigdis Finnbogadóttir. Digte er lige mig. Og selvfølgelig vil jeg gennem bogen citere og kommentere digte og digtere, jeg sætter højt.

Mit sjælsvindue

Forleden spurgte Anne Wivels barnebarn, Ingrid på otte år: “Hvad er sjælen?” Da de voksne i stuen ikke kunne svare, sagde hun: “Kan man ikke sige, at den er et vindue?” Jeg har tænkt over det og synes, det er et pletskud. Der findes børn, der kan male intuitivt, som kendte malere undertiden maler. Hendes intuitive fornemmelse for sammenhængen mellem vindue og sjæl er værd at gennemtænke. Når vi læser et digt eller ser en film, ser vi så ikke netop ind ad et vindue?

Omvendt er det, vi ser, formet i sindet hos et menneske, der havde et sjælsvindue. Vi kan tænke på Carl Th. Dreyers film. Alt, hvad han så, satte sig som et billede i et kamera. Der skulle et lysglimt til, og siden skulle fikserbilledet fremkaldes i et mørkekammer. Ingrid sagde ikke, at sjælen er et spejl, men meget mere rammende. Et vindue, som man både kan se ud og ind ad. Et vindue kan være et spejl, så man kun ser sig selv. Hokus pokus: Mig i fokus!

Hvordan er forholdet mellem selvet og sjælen? Er det sjælen, der former selvet eller omvendt? Det vi ser, sanser, oplever – oplever vi ikke på samme måde. Det, vi oplever, formes og tolkes forskelligt. Den samme søskendeflok kan have lige så forskellige billeder på nethinden, som de har forskellige sind.

Et udtryk som “set i bakspejlet” er forståeligt, hvis vi sidder i en bil og skal passe på, hvad der er bag os, men ellers er udtrykket problematisk: Fordi en bil er udstyret med et bakspejl, er det jo ikke sikkert, at sindet har bakspejle.

Udtrykket “at se sig for” kommer som regel for sent, siger Storm P.

Hvorfor findes der et udtryk som forudseende? Vi siger jo ikke bagudseende – men nok indblik og udsyn. Det, vi kommer ud for, former os, men hvordan, det former os, afhænger af sindet eller sjælen. Man taler om indtryksmodtagelighed og udtrykskraft. Er en psykiater en slags vinduespudser? Er sjælesorg et forsøg på at drage omsorg for den, der har forset sig på noget, som ikke er til at komme over? Ser fire øjne bedre end to øjne? Så ser to øjne vel bedre end ét øje? Derfor taler man om, at noget er for enøjet.

Hvordan kan man gennem sit livs aldre bevare en kerne, som kan kaldes sjælen eller selvet, når vi ved, at alle celler i et menneske udskiftes totalt hvert syvende år? Hvordan kan man sige Det er lige mig! – Jeg tror, Poul Borum er inde på det rigtige, når han taler om mit her og mit dér. Når man kommer op i alderen, tager man sig nogle friheder med hensyn til tiden. Man hæfter sig ikke så meget ved hændelsernes kronologi som ved kvaliteten af hændelserne. Noget har gjort indtryk, har været betydningsfuldt og har sat sig spor. Det kan være stemninger eller øjeblikke eller tanker, man har gjort sig. Man forsøger at rydde lidt op og skabe sammenhæng. Den vældige formløse masse, som er nuets historie, får mening og form gennem erindringen.

Var øjnene ulykkelige eller lykkelige?

Jeget, Selvet og Ånden.

I Vartov prædikede Niels Grønkjær første søndag i fasten, over Evangeliet fra Matthæus kap. 4, om Jesu fristelse i ørkenen. Det er klart, at vi i fastetiden skal høre om, hvordan Jesus fastede i ørkenen. Der står ikke, at Djævelen førte Jesus ud i ørkenen. Der står: “Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.”

Der er som bekendt tre fristelser. Den første fristelse er, at Satan siger, at Jesus skal forvandle stenene i ørkenen til brød.

Jesus afviser den fristelse med ordene “… Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.”

Den anden fristelse er, at Satan siger, at Jesus skal stille sig op på templets tinde og styrte sig ud. Det afviser han også.

Tredje fristelse er, at Djævelen tager Jesus med op på et højt bjerg, viser ham alle verdens herligheder og siger: “Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.”

Jesus afviser også dette ved at sige “… Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.”

Niels Grønkjær brugte ikke alle tre fristelser. Derimod fastholdt han, at ørkenen er et billede på det moderne menneskes situation. Det fristende ved at være alene i en ørken er, at man ikke ser noget medmenneske. Selvom man bor i en storby, kan man godt være sig selv nok eller kredse om sit jeg, altså være egoist. Dostojevskij skriver i sin sidste roman Brødrene Karamazov, 1880, at hvis vi forestiller os, at dette stykke om Jesu tre fristelser i Evangeliet var forsvundet, for eksempel ved en naturkatastrofe, hvis man så, til dette formål samlede alle Jordens vise, alle de ypperste, som Jorden ejer af herskere, prælater, forskere, filosoffer og digtere, og sagde til dem: “Løs denne opgave, udtænk disse tre spørgsmål …” – så ville de ikke kunne gøre det. Der er herskere, som har villet afskaffe sult og vundet magt på det, men Jesus afviser. Han afviser også at overbevise mennesker ved at gøre et under. Han vil heller ikke tilbede Djævelen, fordi der går djævelskab i ren magtudøvelse.

Denne tekst er baggrunden for Martin A. Hansens roman Løgneren. Det er historien om Jesus, der uddriver en dæmon, og man siger om ham, at det er ved hjælp af en ond magt, at han uddriver dæmonen. Den, som er blevet renset for den onde dæmon, tror, at nu er han fri. Men den onde dæmon går ud og finder syv andre ånder, værre end den selv. Og det sidste bliver værre end det første. I Løgneren skal degnen Johannes Vig tale i kirken over denne tekst, og han bliver bange for, at han ikke selv er fri af dæmoner. Romanen er fra 1950. Det var en radioroman, og gaderne var tomme, da den blev læst op af Poul Kern. Der er netop i januar i år udkommet en vigtig bog af Anders Thyrring Andersen om Martin A. Hansen. Den hedder Polspænding og er blevet smukt anmeldt.

Jeg tror ikke, at der kan skrives en bedre bog om Martin A. Hansens hovedværker. I Polspænding er Thyrring Andersens analyse af Løgneren i mine øjne den mest spændende. Løgneren er den bedst solgte danske roman nogensinde. Thyrring Andersens pointe er, at der er en spænding i Martin A. Hansens sind mellem den enfoldige almuetro, som han kendte fra sine bedsteforældre, og den modernitet, som han oplevede i efterkrigstiden.

Det er spændingen mellem disse to poler, han så suverænt fremlægger, jeg er optaget af. Men også polspændingen mellem Kierkegaard og Grundtvig. Thyrring Andersen påviser, at Martin A. Hansen i høj grad er Kierkegaard-orienteret – især skriftet Begrebet Angest. Det er her, Kierkegaard beskriver det dæmoniske som det pludselige, det kredsende og det indesluttede. Man har ofte spurgt, om der er sammenhæng mellem Kierkegaards og Grundtvigs teologi. I min studietid sagde man: Du må vælge enten Kierkegaard eller Grundtvig. – Det valg er svært. Kierkegaard var i sine tidlige skrifter optaget af Hiin Enkelte, eller den menige mand. Grundtvig taler derimod om menigheden eller folkeligheden. Dog skriver Kierkegaard, som er meget negativ over for Grundtvig, at det bedste ved Grundtvig er hans salmer. Kierkegaard mente, at de mest ulykkelige var de mennesker, der levede samtidig med Jesus.

Ja, faktisk mente han, at de øjne, der så ham først, var de mest ulykkelige i verdenshistorien, og han kræver, at hans egen tid skal forestille sig, at den er samtidig med den Jesus af Nazaret, som bliver spyttet på, forhånet, pisket og korsfæstet.

Kierkegaard håner præsterne, og Grundtvig prædiker i Vartov og kan og må ikke nævne Kierkegaard ved navn, men kalder ham Spotteren. I 1864 skriver Grundtvig Øjne, I var lykkelige, men i de to sidste vers skifter han over til nutid:

Blindfødt var det ømme hjerte,
ser dog nu hans guddoms-glans …
Øjne! I er lykkelige,
I, som ser Guds Søn på jord!
Øren! I blev hovedrige,
da I hørte livets ord!

Det eneste, der undrer mig, er, at Thyrring Andersen i sin udførlige litteraturliste ikke nævner Anders Holms ph.d.-afhandling, der udkom i bogform med titlen: To samtidige – Kierkegaards og Grundtvigs kritik af hinanden, 2009.

Både hos Kierkegaard og Grundtvig er der tanker om Jeget og Selvet. I salmen Gud Helligånd, vor igenføder, (307 i Salmebogen), skriver Grundtvig:

Det er den snævre port for sjælen,
for det i os, som siger “jeg”, (…)
os egenkærlighed dog frister
til på “os selv” at holde fast.

Det er Ånden, som gør os frie.

Luther siger, at han tror, at han ikke ved egen vilje kan blive frelst. Men at Helligånden har kaldet ham ved Evangeliet.