Kapitel 39

I 1978 blev jeg inviteret til et møde i Oslo med ejeren af Bladkompaniet, Claus Huitfeldt, og forlagschefen, Finn Arnesen, to gode gentlemen. Det var på restaurant Blom, husker jeg, for de havde sådan noget overdådigt smørrebrød der.

De to forlagsmænd spurgte, om jeg ville skrive en slægtsserie. Kjell Hallbing var nu færdig med sin westernserie om Morgan Kane, og de ville have en efterfølger.

Jeg blev selvfølgelig overrasket og glad over deres tilbud, men jeg sad og følte mig ilde til mode. Slægtsserie? Jeg så for mig blåblodede damer til bal og på rideture med ditto adelige kavalerer og gøs indvendig. Så jeg sagde tak, men bad om betænkningstid. Jeg syntes, jeg havde det godt med føljetonerne, som lige bagefter blev til bøger; jeg havde skrevet cirka 40 stykker. De påpegede, at med serier kommer pengene. Penge interesserer mig ikke; jeg har to mottoer: Man er rig, så længe man har en krone mere, end man mangler, og penge betyder ingenting, undtagen når man ikke har dem. Både Asbjørn og jeg syntes, at penge var til for at blive brugt, og det gjorde vi, men vi glemte skatten. På det punkt var vi katastrofalt bagud.

I to år fortsatte jeg med at sige nej til at skrive slægtsserien, men så skete der noget. I den svenske avis Dagens Nyheter så jeg et billede af et kirkemaleri fra middelalderen, antagelig af Albrekt Maler; jeg tror, det var fra en kirke i Småland. Maleriet forestillede en djævel, som stod bag en kvinde, som kærnede smør; et meget almindeligt motiv på den tid.

Jeg satte mig ned. Og der blev jeg siddende i et kvarter, mens billeder strømmende gennem min hjerne. Billederne var de tre første bøger af en serie.

Så ringede jeg til Finn Arnesen og spurgte, om jeg måtte bruge overnaturlige indslag. Nej, sagde han. Okay, sagde jeg. Så bliver det ikke til noget, og så lagde jeg røret på.

Et øjeblik senere ringede han mig op. Hvad mener du med overnaturlige indslag? Øhh … det ved jeg ikke. Alt muligt, svarede jeg. Han sagde kort: Skriv tre kapitler, så får vi at se.

Det gjorde jeg og sendte dem ind. Finn Arnesen ringede: Hele forlaget går rundt og smiler som solen. Fortsæt!

Der opstod en meget ophedet diskussion om titlen. ”Nej,” sagde Finn. ”Du kan ikke bruge Sagaen om … Der er alt for mange bøger, der begynder sådan. Og isfolket? Ingen vil læse om noget så koldt og dystert.”

Men jeg stod fast på mit. For det første er det en saga, både i norsk og svensk forstand. Nu har ordet jo en lidt forskellig betydning på de to sprog. Den norske er nærmere en slægtssaga, efter islandsk model. På svensk er ordet mere omfattende; det betyder også det, som på norsk hedder eventyr. Eventyr er også et indviklet ord; det svenske ”äventyr” bruges mest om dristige eskapader og spændende oplevelser. Det er til at blive helt forvirret af. Men Sagaen om Isfolket er jo både en slægtskrønike, en ættesaga og et eventyr for voksne. Selvom de fleste læsere er teenagere.

Og jeg insisterede på isfolket. Et folk, som var avlet af mørket og kulden, og uden at nogen god fe havde siddet ved deres vugge. Ve det menneske, som nærmede sig deres sted!

Finn Arnesen sukkede og gav efter.

Nu var jeg fri! Fri til at kunne skrive om overnaturlige ting – forsigtig, forsigtig, formanede han – men jeg havde et stort problem.

For at få det hele rigtigt var jeg også nødt til at skrive mere om sex.

Åh! Hvad skulle jeg gøre; jeg var jo handicappet på det felt. Nok kunne jeg skrive om kærlighed, men sex…? Jeg ville jo ikke have sådan nogle tuttenuttede skildringer som ”… og så tog han hende i sine arme …” eller ”Hun stønnede af velbehag”.

Det gik ikke i en så hårdfør historie som Sagaen om Isfolket. Der måtte stærkere krudt til.

Så jeg læste og læste masser af bøger om kvindens fysiske følelser og reaktioner. Til sidst havde jeg dannet mig et ganske godt billede – håbede jeg. Men til læseren, som har troet, at alt sådan noget var selvoplevet, må jeg beklage. Når ingen af de to mænd, jeg har følt noget for, den veludrustede Vasja eller Asbjørn, som jeg holdt mere af end alt andet i verden, kunne tænde mig, hvem skulle da kunne klare det?

Nuvel, jeg begyndte at skrive, og det var vanvittig morsomt. Jeg skrev som besat, begyndte den 8. september 1980 og afsluttede bog nummer 47 i maj 1989. I samme tidsrum havde jeg også skrevet fem andre afsluttede romaner og to kortromaner.

Og de to lange romaner, jeg nævnte tidligere, Jonathan og Ond saga, indgår i Sagaen om Isfolket. Jonathan måtte blot skifte navn til Nataniel, og det er hans og Ellens historie, som bliver fortalt der. Ond saga blev til bogen Dødens have. Ikke så sært, at jeg kunne skrive den på 11 dage. At der findes en bog i serien om Lysets rige, som fik navnet Ond saga, er en anden sag.

Legenden om lysets rige er tredje del af en serietrilogi. Den mellemste del hedder Heksemesteren. Isfolket er med i alle de tre dele, og heksemesteren i de to sidste.

Tilsammen udgør de 82 bøger. Indimellem skrev jeg nogle flere romaner. Det bliver sammenlagt 103 bøger og tre kortromaner i løbet af 19 år.

Det er ikke noget at prale af. Jeg tilhører ikke de store forfattere; jeg er en af dem, der må skrive af glæde og af indre tvang. Det var det, jeg endnu ikke havde opdaget, da jeg ledte efter min platform i livet. Jeg forstod ikke, at mine aftenfantasier kunne anbringes mellem bogomslag.

Mange har spurgt mig lidt syrligt: ”Og alligevel er du ikke medlem af Norsk Forfatterforening?” Lige netop det er lidt trættende. Jeg har søgt tre gange. Første gang for længe siden i 1970’erne. Da fik jeg det svar, at ”du har kun en bog med stift omslag.” Det var også et nej anden gang. ”Vi har jo ikke noget at sammenligne dine bøger med.” Den tredje gang var det Forfatterforeningen, som bad mig om at søge, fordi de ville have mig med. Jeg blev rørt og glad og sendte to af de bøger ind, som jeg selv var gladest for. Men jeg sendte dem til den forkerte adresse; det var ikke Forfatterforeningen, som skulle have dem, det var Det Litterære Råd. Men nogen adresse fik jeg ikke. Jeg fik aldrig bøgerne tilbage. Da gav jeg op.

Der skete noget sjovt, da jeg begyndte at skrive om isfolket. Det var således, at jeg i mange år havde antydet, at vi vel kunne købe en opvaskemaskine, eftersom jeg så inderligt hadede at vaske op. Jo da, det kan vi vel, sagde Asbjørn, uden at det blev til noget. Både han og jeg indså, at det kom til at gå hedt for sig med skrivningen – en bog på gaden hver anden måned. Så han påtog sig ædelmodigt at tage ansvaret for husarbejdet. Det takkede jeg ham selvfølgelig varmt for.

Dagen efter havde vi opvaskemaskine i huset. Jeg kan grine af det den dag i dag.

De første bøger solgte helt normalt for mine produkter, men fik en flyvende start, ved at Hjemmet trykte den første som en føljeton. Og oplagene steg jævnt og støt – og en dag kunne Asbjørn og jeg tage en lagkage med og en af disse kæmpestore checks, lydende på godt 800.000 kroner, og traske op til skattemyndighederne og takke dem for deres evige tålmodighed (og hyggelige skatteopkræverbesøg).

Det var meningen, at det skulle blive til seks bøger i serien om isfolket. Tengel og Silje måtte dø alt for tidligt, for at der skulle blive plads til resten af historien. Men det gik ikke. Den ene person efter den anden dukkede uopfordret op i min fantasi og ville have sin livshistorie fortalt. Det bare fortsatte og fortsatte; jeg kunne ikke se nogen ende på det.

Men så kom vi til bog nummer 17. Det var netop Dødens have – den, som engang havde haft titlen Ond saga, og som ingen af de store forlag ville tage. Der sagde Bladkompaniet også stop. ”Dette går ikke,” sagde mine arbejdsgivere. ”Det er alt for overnaturligt, læserne vil ikke godtage det; de ender med at holde op med at køb bøgerne.”

”Okay,” sagde jeg. ”Så slutter vi med bog nummer 14. Den sidste ridder. Glem 15, 16 og 17!” De tre vigtigste og mest sammenfattende bøger i hele historien. Da var det mine venner på forlaget, som sagde: ”Okay, vi prøver.”

Men hvordan ville det gå, når nummer 18 kom ud? Vi var ængstelige, både forlaget og jeg. Oplaget steg med 10.000 bøger. Fortsæt, sagde min velsignede chef, Finn Arnesen. For resten blev bog nummer 18, Bag facaden, en af de dårligste i serien; jeg var vel blevet lidt udmattet efter de tre foregående. ”Jeg kørte mig selv træt,” som Kjell Aukrust udtrykte det. Jeg var virkelig flov over den 18. bog, men personerne ville have deres historie fortalt.

Finn Arnesen var altid meget forsigtig med ros. Når han langsomt sagde: ”Jo, vi kan vel altid tage denne roman”, så vidste jeg, at den var god. Højere gik bølgerne aldrig. Men vi havde et rigtig godt samarbejde. Indimellem kunne det slå gnister, men vi fandt altid en udvej. Jeg savner ham og hans dygtighed.

Der skete mange uhyggelige ting, mens jeg skrev isfolkesagaen, som må betragtes som mit livsværk. Absolut! Det andet, jeg skrev, var nærmest bagateller.

Jeg skrev om Kongsberg Gamle Kro. Den brændte ned lige bagefter. Jeg skrev om den naturlige stenbro over Ófärufoss på Island. Den brasede sammen to måneder senere efter at have stået i mange tusinde år. Jeg skrev om det kongelige bibliotek i Hofburg i Wien. Også det brændte halvvejs ned. En tunnel under Vatnajökull fandt jeg på. Men så viste det sig, at den eksisterede – og Vatnajökull blev rystet af et enormt vulkanudbrud, lige efter at jeg havde været der.

Nogle venner bad mig være så venlig ikke at skrive om deres hus.

Vi havde for vane, Asbjørn og jeg, at lave research, efter at jeg havde sendt bogen ind. Det fungerede forbløffende godt; jeg havde beskrevet stederne rigtigt uden at have været der. Men engang gik det galt. Jeg havde skildret et uhyggeligt heksemøde på en gammel sæter på Dovrefjell. Da manusset var sendt ind, skulle vi med bil til Trondheim. Til min store forskrækkelse lå der en gammel sæter med to små grå huse nøjagtigt der, hvor jeg havde beskrevet dem. Jeg måtte i al hast bede forlaget om at stoppe trykningen af bogen, og så flyttede jeg sæteren til et andet sted. Jeg ville jo ikke skræmme ejerne af den lille gård.

Det var, som om nogen fulgte i hælene på mig og ødelagde det, jeg havde beskrevet. Uhyggeligt! Som på Vatnajökull på Island. Vi var de første, som skulle krydse hele den lange isbræ. Jeg sagde nej, gør det ikke, det kommer ikke til at gå godt. Desuden er der gengangere der. Addi, Arngrimus Hermannsson, som har undersøgt Island på kryds og tværs med mig de 22 somre, jeg har været der, sagde, at nu tager du fejl. Okay, jeg gav mig. Vi klarede det, boede to dage oppe på isen, men ingen vidste, hvordan vi skulle komme ned, for på den anden side lå der kun Ódádahraun, hvor ingen gik; et kæmpe lavaområde efter et vulkanudbrud, ingen husker.

Vi var otte jeeps med 34 personer, islændinge, nordmænd og svenskere. Jeg betalte gildet, ligesom alle de andre år, når jeg ville have slægtninge og venner med til Island (så nu ved I, hvorfor jeg, der burde have været rig, ikke er det. Men hvad pokker – det var det sjoveste, jeg vidste; skal man ikke kunne bruge sine penge på at have det sjovt?).

Jeg har jo, som ofte nævnt, problemer med hyppige toiletbesøg. Hvorfor i alverden rejser jeg så til Island, hvor den højeste sten er 10 centimeter og for lille at gemme sig bag? Efter at have kørt mange kilometer sagde jeg til Addi: ”Nej, nu må jeg ud!” I den slags nødstilfælde går man bag ved jeepen. Der var radiokontakt mellem bilerne. Så han tog mikrofonen og forkyndte for alle: ”Vi stopper nu. Kvinden skal pisse.” Jeg kunne have myrdet ham. Men det viste sig, at alle skulle ud. Det var jo en trøst.

Vi overnattede to nætter i en nødhjælpshytte midt på Vatnajökull, 34 personer i et rum. Bad og toilet befandt sig i et lille skur cirka 70 meter borte.

Det var jo en lidt speciel situation, særligt fordi jeg havde glemt min natskjorte på hotellet langt, langt derfra. Men det var frygteligt eventyrligt, og jeg fik min egen seng. Det var det vist ikke alle, der fik. Og den mad, som jeepchauffø­rer­ne tilberedte over et bål udenfor, det er noget af det lækreste, jeg har fået. Delikatesser, gourmetmad. Utroligt flot anrettet og så godt!

Udsigten var selvfølgelig formidabel. Is og atter is med en eller anden stor bjergtop, som stak op – tidligere vulkaner naturligvis. Den nærmeste hed Bardabunga, husker jeg.

Vi tog en afstikker til Kverkfjöll, hvor lavaen brændte neden for os, og vi så, hvordan isblokke rev sig løs og dundrede ned i en lille sø. Smukt! Storslået!

At finde overgangen fra is til fast grund og den ældgamle ridesti gennem lavaen var ikke det letteste. Isen er jo meget skrøbelig i kanten, så vi smøg os henover med ængstelige hjul. For at kunne køre på is eller meget ufarbar mark må man slippe meget luft ud af dækkene. Addi havde sine tre sønner med sig. Engang da vi skulle holde pause, og alle bilerne var parkerede ved siden af hinanden, kom en jeep og parkerede ved siden af vores, og jeg så, at det var hans mellemste søn, som kørte den. ”Men gud, er han blevet gal, drengen er jo kun 11 år,” tænkte jeg. Så kom næste bil rullende. Jeg kunne ikke se nogen chauffør. Det var Addis søn Haukur, otte år gammel. Men på vej ned måtte der mere erfarne chauffører til. På Langjökull, nogle år tidligere, var den jeep, som Asbjørn og jeg sad i, kæntret ned i en sprække, og vi kiggede direkte ned i et dyb på cirka 100 meter. Vi blev trukket op af de andre jeeps. Sådan en ekspedition var det også; vi ryddede nye veje – eller rettere sagt is. Det minde gjorde nok, at jeg kiggede en anelse nervøst efter sprækker i den halvsmeltede is på vej ned fra Vatnajökull.

Det tog tid. Flere timer, for vi måtte være sikre på at finde den rigtige vej, ellers var vi fortabt på lavamarkerne.

Vejen fandt vi, men det værste var endnu tilbage – overgangen. En af de mest erfarne chauffører vovede sig ud på den sjappede is og gik igennem. Men vandet var ikke særligt dybt, så vi kom over alle sammen.

”Ja, der kan du se,” sagde Addi, da vi bevægede os fremad på den snoede lille vej. ”Alt gik jo fint.”

”Nej,” sagde jeg. ”Vi har fået selskab. En lille grå mand sidder og er blind passager på vores motorhjelm.

Jeg måtte beskrive ham, og Addi blev stram i masken. Det var en eneboer, som havde boet ved den lille sø i Trölldyngja, som den hed, den del af lavaområdet, hvor vi kørte. Genfærdet forsvandt, da vi kom til søen.

”Men det gik i hvert fald fint deroppe,” fastholdt Addi.

Jo, det kunne jeg tøvende gå med til. ”Jeg tror det ikke helt.” Fornemmelsen af fare var meget stærk.

Kun nogle få uger efter gik Vatnajökull i det vulkanudbrud, jeg nævnte tidligere.

Dette var nogle få af de dramatiske hændelser, som fulgte i kølvandet, da jeg skrev om isfolket.

Tilfældigheder? Selvfølgelig, men alligevel!

For min allerførste roman fik jeg altså 2,500 kroner. For den sidste bog i Sagaen om Isfolket fik jeg fire millioner i grundhonorar, og da jeg signerede den i Stockholm, snoede køen sig rundt i kvarteret i tre timer, overvåget af politiet. Det samme i Oslo. Dejligt!