Kapitel 42

Alle de gamle, rigtigt synske mennesker er borte nu. Såsom Knud den vise, Marcello Haugen, Saida, Anna Elisabeth Westerlund, Ivar Flatmo …

Valdres havde en af den ægte slags. Lodvar Kårstad hed han; jeg fik den ære at lære ham at kende. Han var ganske enkelt fænomenal, og han bad aldrig om nogen betaling. Det kunne man gøre med, som man selv ville.

Det skete, mens vi boede i Ulnes, før vi flyttede til Garli. Der skulle Lodvar finde vand for os, og mens han var ude på markerne, bad Asbjørn ham om at komme ind et øjeblik. ”Ja, jeg ved godt, at Margit vil hilse på mig,” svarede Lodvar, og det var helt korrekt. Vi havde aldrig set hinanden før, og vi fik en hyggelig snak, os tre. Men noget tid efter var jeg i knibe. Jeg havde lånt nogle værdifulde fotografier til en af de længere bøger, jeg skrev på – og nu havde billederne været forsvundet i fire år. Det hastede med at finde dem, jeg havde gennemsøgt huset utallige gange i årenes løb.

Så jeg skrev til Lodvar, forklarede ham sagen og tegnede en plan over huset for at gøre det lettere for ham.

Næste aften ringede han og sagde på sin langsomme måde: ”Du skal kigge i det lille værelse, som går på tværs længst inde i huset. Og så finder du billederne på den mindste af hylderne der i skabet. Under noget grønt karton.”

To minutter senere stod jeg med fotografierne i hånden. De havde ligget i en stor konvolut med nogle fuldstændig misvisende ord udenpå. Noget med opskrifter, tror jeg, det var. Konvolutten lå under en grøn mappe.

Lodvar, en firskåren mand med et samisk udseende, tog med os op til Grunke engang, og han udpegede netop de steder i Huldrehøjen, hvor jeg og andre havde oplevet noget uforklarligt. Bakken, pladsen bag ved huset – og så indendørs:

”Den seng der skal du ikke ligge i, Margit.”

Tak, det havde jeg allerede erfaret. Da jeg var 35 år gammel, havde jeg ligget der – og vågnede med et smæld i hovedet. Det var så forfærdelig en smerte, at jeg skreg. Det var mit første møde med Hortons migræne, en afart af den almindelige migræne, en, man ikke bliver kvalm af. Man kan ikke ligge, når det står på, men må sidde oppe, så længe det varer, og det er, som om det ene øje brænder, og en hovedpine i den ene side er ved at gøre en vanvittig. Øjet (det højre hos mig), bliver ildrødt, og hænderne ryster. Jeg, som har en meget høj smertetærskel, sad i den seng og skreg som besat. Nu er jeg lidelsen nogenlunde kvit. For mit vedkommende virker det, som om anfaldene bliver udløst af skarpe lysblink eller læsning i dårligt lys. Nå, ikke mere sygdomssnak!

Nu skulle Lodvar Kårsrad altså se, om vi havde vand i nærheden. Det fik vi ellers fra en bæk højt oppe i fjeldet, som Asbjørn og Bjørn havde trukket lange slanger fra. Jeg kiggede på, da Lodvars ønskekvist bøjede sig midt på opkørslen til vores hytte. Jeg bad om at få lov at prøve. Gerne, han viste mig, hvordan jeg skulle holde. Jeg gik hen mod stedet. Ingenting skete. Da lagde han sin hånd ganske let på min arm – og ønskekvisten vred sig pludselig nedad, så jeg var ved at brække håndleddene. Han var mesteren.

Det er ikke Huldrehøjen, jeg vil tale om nu. Jeg havde tjent ganske mange penge på mine romaner, og vi byggede vores egen hytte på den del af den store tomt, som vores familie ejede (vores far havde villet sælge hele ejendommen for 25.000 kroner, men da sagde alle vi børn stop).

Hvis jeg siger, at Sagaen om Isfolket er mit livsværk, så var vores hytte på fjeldet Asbjørns. Han fik selvfølgelig hjælp af sine bedste venner med det grove arbejde. Mesterspillemanden Jan Arne Sæboødegård var arkitekt; han og jeg havde mange diskussioner. Jeg ville have buede døråbninger, men han sagde med sin strengeste stemme:

”Maaargiiit! Vi er i Valdres nu!”

Kommunalordføreren i Nord-Aurdal, Ola N. Døvre, var også med til at bygge. Der blev brugt nogle enorme fyrretræsstammer, de bedste fra Nordaker i Aurdal; jeg tror, de er en meter brede. Vores datter, Tove, kom med indvendinger: ”Nu har du igen lavet et for lille køkken!” ”Ja, med du ved, at jeg aldrig opholder mig i køkkenet.” ”Dig, nej. Men du kommer vel ikke til at leve for evigt.” Sådanne elskværdigheder blev der udvekslet. Men det blev en pragthytte, og det var Asbjørn, som stod for hele interiøret. Vinduerne – en drøm, pejsen, som han murede op uden tegninger; hver eneste detalje var perfekt.

Det var altså der, Lodvar Kårstad fandt ud af, hvor vandårerne løb.

Vi talte om de steder i Grunke, hvor der var sket noget. Jeg fortalte om Røverrøysa, som lå cirka 50 meter fra vores hytte. For 300-400 år siden var der et brødrepar, som havde ligget i skjul i Grunke på flugt fra loven, og som dræbte vagabonder og tog deres ejendele. De blev hængt i en birk netop der, og der blev de hængende, mens folk, som gik forbi, måtte kaste sten på dem, for at de ikke skulle gå igen. Det blev med tiden til en kæmpe stenhøj, og som barn havde min oldemor set barken, som var tilbage i hullet efter birken. Stenhøjen er der stadig, hullet også, og det siges, at brødrenes jordiske rester befinder sig under stenene. Jeg går derhen hver sommer og lægger lidt blomster – liden klokke og gederams – på højen. Der er ikke noget uhyggeligt der, alt er stille og roligt.

Dette fortalte jeg til Lodvar og spurgte, om han ville se stedet. Han rystede på hovedet og sagde, at den slags var mit felt; han havde ikke den samme evne som jeg.

”Og sådan taler en mester,” smilede jeg.

Da smilede han også. Vi forstod hinanden rigtig godt. Velsignede eller ramt af en gave eller en forbandelse.

Nu kender jeg kun til to virkeligt seriøse synske per­soner i Norge (der findes nok flere), Joralf Gjerstad og en til, som ønsker at være anonym for at slippe for at kom­me i medierne eller blive belastet af unødvendige opring­ninger. Det er en person, som kun påtager sig at finde mennesker eller dyr, som er forsvundet. I Sverige kender jeg i øjeblikket kun til Saidas datter.

Som jeg tidligere har nævnt, indskrænker min synskhed sig til, at jeg ser væsener fra andre dimensioner – af og til. På vores rejse rundt i Europa skete der absolut ingenting på det område. Tænk, hvad jeg kunne have set i Venedig, en by så fuld af historie og gamle tiders farvepragt. Hvilke genfærd kunne jeg ikke have mødt! Men jeg var inde i en af disse jævne og tomme perioder, som jeg egentlig ikke kan lide. Da mangler der noget i min verden.

Hytten i Grunke

Ja, for i Huldrehøjen og i vores hytte, som vi kalder Røverhøjen efter stenhøjen, sker der meget – som vi tager nok så afslappet. En gammel historie: Flere mennesker så fra forskellige steder min far gå op ad den hjemsøgte bakke mod vores hytte, og en kvinde, som lignede en nymfe, gik ved siden af ham. Det var på den tid, hvor Grunke var åbent, og udsigten ikke blev spærret af birketræer. Et par af naboerne blev nysgerrige og gik op for at se, hvem hun var, men han var alene og havde ikke set noget.

Engang var vi mange på Huldrehøjen. Det var aften, og vi sad og spillede og sang. Pludselig gik døren op med et brag. Den havde været lukket rigtigt, og det blæste ikke udenfor. Vi kiggede på hinanden, men lo lidt småskræmt. Vi har hørt kobjælder uden for huset, uden at der var nogen dyr i nærheden. Og da nogle venner fra Sri Lanka havde lånt hytten og havde en lille fest der, så de en mand og en kvinde sidde på bænken udenfor. Fyrene gik ud for at invitere dem ind, men der var ikke nogen.

Sengen, som jeg ikke kan ligge i, har også voldt problemer for andre. Min svoger, Kaj, vågnede der med en uhyggelig følelse af, at en anden, en dybt deprimeret sjæl var krøbet ind i ham. Han lå i flere timer og kæmpede med dystre tanker, som grænsede sig til ønsker om selvmord. Og min søster, Eva, oplevede noget lignende en anden gang. Hun vågnede midt om natten af en mærkelig kulde. En dødskulde faktisk, for den begyndte nede på hendes fødder, som blev iskolde, og så bredte den sig opad, langsomt og gradvist; hun lå som lammet. Til sidst bevægede den unaturlige kulde sig ligesom op i en spids over hendes isse. I en hel time lå hun rædselsslagen og magtesløs, til den isnende kulde slap taget, og hendes krop gradvist blev varm igen.

Men far led ofte af tunge depressioner, når han boede alene i Grunke. Han lå aldrig i den seng, altid i køkkenet, og man kan jo spørge sig hvorfor.

Der findes utallige historier fra nutiden om Huldrehøjen. Om de fire unge svenskere, som kom derfra og ned til os i Ulnes midt om natten, fordi de ikke turde bo der længere. Tunge skridt var kommet op ad bakken og dundrede over taget og fortsatte op ad skrænten. Fyrene var faktisk så blege og opskræmte, at vi troede dem. En af vores slægtninge var vågnet af et bump i gulvet, og efterfølgende havde ”nogen” stået og nevet hende i ansigtet med små hurtige, drillende nap. Og hendes mor havde ligget i den famøse seng og frosset, så hun skælvede, og ingen dyner i hele verden havde hjulpet. Nogle drenge havde set en sort skygge, som skyndte sig ind mellem brændeskuret og huset og så videre og så videre; der var så mange historier, at vi fik en svensk parapsykolog dertil, uden at hun fik noget at vide på forhånd. Da hun kom om til bagsiden af huset, skuttede hun sig voldsomt og spurgte, hvad dette var for et sted.

”Her er der sket meget,” sagde hun. ”Der har været en eller anden henrettelse eller et mord eller en ofring her; jeg kan ikke få hold på det.”

Jeg spurgte, om hun kunne rense Huldrehøjen for os. Det sagde hun var umuligt, for der var mere der.

”Dette var de underjordiskes sted, og dem skal vi ikke røre; de var her før os og har mere ret til naturen.”

Så gik hun rundt inde i huset. ”Nej. Der var mere derude. Men den seng der er ikke god,” fastslog hun.

Derefter gik vi hen til vores rimeligt nyopførte hus. Lige før indkørslen standsede hun. ”Parker ikke her,” formanede hun. ”Småfolkets færdselsvej går tværs over vejen her.”

Vi deler vores hus med en lille vætte. Vi hilser på ham, når vi kommer, og beder ham om at passe på huset, når vi forlader det. Jeg ved ikke, hvor mange der har set ham; jeg vil gætte på cirka 10 personer. Man kan se ham, når han sniger sig ud af et rum, han sidder ofte oppe på hemsen, og det hænder, at han står og kigger på en, når man vågner – og forsvinder hurtigt.

Tove og en god ven så en hvidklædt kvinde ude på engen neden for hytten en efterårsaften. Hun stod ved en sten og kiggede op på dem med bedrøvede, men venlige øjne. Da de kiggede nærmere efter, var birkeskoven rundt om vores grund fyldt med små væsener samt nogle meget majestætiske.

Den samme vemodige venlighed strømmede ud fra dem alle.

En vinter fik Tove en meditativ besked om, at nogen skulle indvies i Grunke om sommeren. Men sommeren gik, uden at noget skete. Så skulle et tv-hold optage en film deroppe med Tove, mig og en shaman. Både jeg og Tove var skeptiske, men vi tog derop om efteråret. Inklusive tv-holdet, som var blevet forsinket, var vi ni mennesker og to hunde. Der var en voldsom uro i luften, ikke fjendtlig, nærmere ophidset, en underlig stemning. De fleste af de tilstedeværende havde paranormale evner, så der var en stærk koncentration.

Så kom tv-bilen, og et orkanagtig vindstød blæste op og fejede ind over hele engen og huset. Dem, der skulle åbne portene for bilen, kunne knap nok gå mod stormen.

Også indendørs fik man gåsehud.

”Hvad er det, der sker?” var der en, der hviskede.

”Nærkontakt af tredje grad,” mumlede jeg.

En af pigerne fra tv-bilen kom ind og satte sig i sofaen. Ude på trappen stod der tre mænd, deriblandt Asbjørn, som stivnede i deres bevægelser. I baggrunden blev der spillet dæmpet shamanmusik. Dette bliver et kultursammenstød, tænkte jeg. Men jeg måtte spørge mig selv: Hvad er det, der sker?

Begge hundene rejste børster. Tove og jeg stod med ryggen til pejsen uden at kunne røre os. Toves otte år gamle søn, Rohan, sad ved bordet og var holdt op med at tegne.

Jeg var ikke blandt dem, som så dem, jeg fornemmede dem kun, utroligt stærkt. Men nogle få af de andre kunne fortælle: Ind kom den høje lyse kvinde, som Tove havde set året før. Hun blev efterfulgt af seks små underjordiske. Mørkklædte, brunbarkede i huden, ældgamle og alligevel unge …

De gik direkte hen til pigen i sofaen. Den lyse kvinde sagde (og det var kun pigen, som hørte det): ”Husk, denne jord er ikke kun jeres. Den er også vores. Ødelæg den ikke!” Så var de væk.

Rohan havde ikke set dem. Han havde bare mærket en kraftig brise, som fejede forbi ham. En af mændene udenfor havde set tre af dem indenfor. Pigen brød fuldstændig sammen. Hun fik et hysterisk chok; shamanen slog hende i ansigtet, så hun kom til sig selv igen.

Det tog tid, før vi kunne samle os nok til at lave tv-indspilningen. Den vil jeg ikke sige så meget om; vi skulle alle sidde sammen og foretage shamanrejser til den bankende tromme. Jeg vil blot fortælle, at jeg var nede i en uhyggelig afgrund, hvor ulveøjne lyste i en mørk skov, og jeg stred mig frem i en slags beg eller tjære; jeg måtte løfte fødderne højt, for det sorte klæbede sig til mine sko. Så kom en bjørn og reddede mig, vi gik op ad en hvid bakke, mod toppen.

Jeg havde ikke ønsket at fortælle om det, hvis ikke det havde været, fordi vi alle skulle genfortælle vores oplevelser til shamanen i enerum uden at tale med hinanden om dem først. Tove kom lidt efter mig, og jeg kan ikke huske hendes fortælling, andet end at hun havde set mig gå op ad en hvid bakke sammen med en bjørn.

Shamanen havde et tigeransigt malet på sin tromme. Men mens han trommede, sad Rohan og tegnede alle de tegn, en sametromme plejer at have. Da shamanen så det, gav han Rohan tigertrommen. Kun han havde ret til at eje den. Rohan havde aldrig set en sametromme.

Nisser troede jeg ikke på, ikke før jeg fik en at se i en hytte i Øystre Slidre i Valdres. En lille firskåren skikkelse, en halv meter høj, hoppede fra kaminhylden og ned på brændekurven og derfra videre ned på gulvet, hvor han pilede af sted langs væggen og forsvandt bag en af de tilstedeværende. Og glem alt om den røde nissehue! Den var grå.

Min bror Axel, søster Eva, Tove, jeg og min bror Embrik. Synger russiske folkesange, 1981