Kapitel 52

Nu lever jeg et roligt liv i Skillinge, en lille fiskerlandsby i Österlen i Skåne. Den nærmeste by er Simrishamn, 10 minutter herfra i bil. Der plejede de førhen at sælge sand i Sahara. Jo, det er sandt, det gjorde de. For man kan ikke sigte brøndvand og lignende gennem ørkensandet. Sandkornene er for fine og flygtige, det bliver til grød, mens Tobis-bugten ved Simrishamn har meget smukke gule og lidt grovere sandkorn. Gode til akvarier for resten. Det er sket, at Bjørn har sneget sig til tage en posefuld sand nu og da. Nu er det blevet forbudt at tage sand derfra; der skulle jo helst være noget tilbage på den fine sandstrand også.

Sagde jeg et roligt liv? I 2008, 2009 og 2010 var jeg ude på forskellige lange rejser, hvor der var signering i Island og Norge to gange, Stockholm, Gøteborg, Ungarn og England. Nu har jeg også mødt mine læsere både i København og Århus, det er jeg meget glad for. Alt dette har i forbindelse med mit virke, både været på bogmesser, til repræsentation og bogsignering.. Til Lanzarote rejste jeg udelukkende for min egen fornøjelses skyld.

Der har jeg været de fleste vintre siden 2000. Det er mine venner Brit og Jan Martin, som nu bor i Sandefjord, som lader mig tage med. De var vores gode naboer i Garli ved Fagernes. Gennem dem har jeg lært Lanzarote at kende som min egen bukselomme, men det er lige sjovt at komme der hver gang, for Brit og Jan Martin har så mange spanske og norske venner der.

Jeg savner de fine aftener i Garli, hvor vi var tre nabopar, som lavede gambas al ajillo, skoldhede rejer i hvidløg og olie og chili, og serverede hjemmelavede hvidløgsretter med salat til.

Men i fjor havde vi planlagt at rejse til Toscana, det er min drømmerejse nu. Det lykkedes ikke på det tidspunkt, men måske kan det lade sig gøre næste år.

De sidste år er flydt stille af sted som en fredelig å. Fra tid til anden er der nogen, som er interesseret i at lave en film eller tv-serie af mine romaner, for eksempel De sorte riddere, men efter mange film- og tv-forsøg tager jeg det helt roligt. Sæt i gang, siger jeg, men jeg tror det ikke, før jeg ser det.

Nogen spørger mig, hvor jeg får energien fra – til at skrive nye bøger hvert år, rejse rundt og generelt være vital. Der findes mange svar på det. Det vigtigste er gode gener. Min far blev 93 år, min mors søster, som jeg ligner meget, blev 99 år. Mit lyse sindelag. Østrogen og en anselig mængde kosttilskud, krydsord og sudoku samt de fem tibetanske ritualer, som jeg praktiserer med lange, meget lange mellemrum, men som er utroligt effektive. Og så har jeg mange efterkommere og er stolt af dem alle. Mine sønner – Henrik i sygeplejen, Bjørn med sin store viden om naturen, min datter, Tove, som er så sød at holde huset i stand for mig. Mine børnebørn: Tim, produktchef i Telenor, Rohan, Grand Master of Musician, Frode, ambulancekoordinator og medicinsk kyndig ved en AMK-station, Øyvind har svendebrev i turist- og restaurationsbranchen, Sindre er filmregissør, Viljar er bilmekaniker, og Vibeke er industriel designer. Gode svigerdøtre og -sønner har jeg fået i to generationer: Henriks Rigmor og Bjørns Turid, begge arbejder inden for sundhedssektoren, Toves to eksmænd, Nils Christian og Nereus, og alle børnebørnenes udkårne. Og så har jeg fem fine oldebørn, som klarer sig godt: Sebastian, Emilie, Jonas, Matilde og Vanja. Det vigtigste er, at alle er gode mennesker, venlige og velfungerende i samfundet.

Og naturligvis er det godt for helbredet, at jeg har et erhverv, som også er min hobby. Jeg ser stadig fremad. Så meget spændende og dejligt kan endnu ske. Lige pludselig sker der noget. Som da Sætre Danseteater satte de tre første bøger i Sagaen om Isfolket op og senere Heksemesteren som musicals på Drammen Teater. Og at Sol af Isfolket er blevet til et friluftsstykke i Valdres. Eller at man får endnu et oldebarn.

Jeg har det godt med alle mine ’usynlige’ væsener nu; alt det overnaturlige har jeg kontrol over. Det vil sige, de har faktisk forladt mig. Mindre godt; jeg savner dem. Men Mørket plager mig af og til. Som i Kina, hvor jeg mistede næsten halvdelen af rejsen, og det gjorde mig trist. Men nu er jeg jo blevet alment aldersbetinget glemsom også, i hvert fald i det daglige. Som da jeg skulle poste et brev her forleden. Jeg lagde det på hylden og vendte mig for at tage min taske, vendte mig om igen og udbrød:

”Orv! Der ligger et brev, hvor kommer det fra?”

Så er det kritisk.

For ikke så mange år siden købte jeg en havnekro her i Skillinge for at redde den fra at blive til en villa. Vores naboer Henny og Åke har en ung slægtning, som er gourmetkok; han ville gerne have den, men var i Australien på det tidspunkt og havde heller ikke råd. Han kom hjem og lejede kroen af mig, indtil han et år efter kunne købe den. Men det var sjovt at kunne kalde sig kroejer.

Og Bladkompaniet gav mig en 80-års fødselsdag, man ikke glemmer. Med over 500 gæster og fyrværkeri og mange pæne ord – hvis bare jeg kunne huske det hele! Ja, det var en stor dag. Den takker jeg virkelig for. Kontakten med forlaget er så vigtig, for en forfatter har verdens mest ensomme job. Man kan ikke diskutere sit arbejde med nogen, ligesom andre kan; hvem gider høre om lange tekster og problemer med dem?

Så nu sidder Tove og jeg i hver vores ende af huset – hun i sit rygerværelse, som vi kalder gaskammeret, og jeg i min vinterhave, som bliver kaldt for pensionistkuvøsen.

Jeg har en alrune der. De, der har læst Isfolket, ved, hvad jeg taler om. En trolddomsurt, mandragora, galgedukke. Kendt i 4000 år. Roden har en menneskelignende form, den skal efter sigende kunne trække rigdomme eller en, man elsker, til sig, men den kan også dræbe ens fjender. Den er meget svær at få fat i, eftersom den har været tæt på at blive udryddet i Middelhavslandene, hvor den voksede. Min søn Bjørn fik fat i seks frø. Jeg fik et for otte år siden, hans fem døde ud. Min plante er udødelig. Da den stod i haven, blev den angrebet af snegle og biller, blev brugt som pude af katten, Tove plejede at snuble i den og så videre. Den er narkotisk, så jeg ville gerne have set den snegl, som spiste et helt blad. Den må have slingret væk derfra i zigzag. Bladene er en halv meter lange.

Alrunen skulle tages op efter tre år. Det gjorde vi. Den var ikke ligefrem menneskelignende, lignede nærmest et læs med en siddende trold, men vi satte den pænt op på en hylde. Der stod den i fire måneder, indtil en gæst sagde: ”Den spirer jo!” Så var det bare om at sætte den i jorden igen i en dyb kasse. Et år blomstrede den, og vi troede, at nu skulle vi blive rige af at sælge frøene. Men nej. Der kom ikke nogen frø. Men vi rykker rundt på den og flytter den efter klimaforholdene. Den er nok så besværlig, tiltrækker alverdens utøj. Bladlus, snegle, biller, spindemider, så den skal stå beskyttet – og langt fra andre, mere ømtålelige planter. Men jeg kan ikke skille mig af med den. Den er unik. Den vil heller ikke skilles fra mig.

Derudover ejer jeg en kæmpe pralesofa. Den er fra 1800-tallet, og den svenske malerprins Eugen tissede i den som lille. Mormor Bellas far var rigsarkivar og slotsbibliotekar hos kong Oscar II, som han var god ven med. De spillede skak sammen med den stiltiende aftale, at man aldrig nogensinde måtte gøre kongen skakmat. Min mormor og hendes tre brødre legede med de fire prinser, Gustaf, Carl, Oscar og Eugen. Og så skete uheldet i sofaen. Prins Eugen måtte låne et par bukser og gik hjem til slottet i dem. Gustaf blev med tiden kong Gustaf V.

Indbyggerne her i Skillinge er enestående. De har taget imod os, som om vi var indfødte. Vi føler os også næsten som det. Da PRO, pensionistforeningen, ønskede mig velkommen som medlem, blev jeg først perpleks. De er jo så gamle, tænkte jeg. Jeg takkede imidlertid ja til en læsekreds. Jeg tager alt det tilbage, jeg har sagt om ”gamle”. Det er utroligt givende at få lov at være med hver tirsdag eftermiddag. De møder er efterhånden mine eneste spændingsøjeblikke. For resten er jeg nu den ældste i gruppen, så sådan er det!

En ting har plaget mig i de senere år. At jeg ikke har kunnet svare på alle de fine breve eller takke for de udsøgte gaver, jeg har fået. Jeg har stået over for et svært valg – at besvare dem eller at skrive bøger; min hjerne tåler ikke at blive splittet, så flipper den ud, som jeg har beskrevet. Men jeg læser alle de breve, jeg får, og er så taknemlig!

Det glemte jeg at nævne: Min skytsånd er her stadig. Men han viser sig ikke. I vinter mærkede jeg, at en forkølelse var på vej, og spurgte Tove, om vi havde nogen Kan Jang tilbage (et effektivt, flydende kosttilskud). Nej, det var slut med det for længst, svarede hun. Jeg er helt klar over, hvad der står i vinduet på mit kontor. En blomst, en klokke, et par småting. Da jeg kiggede derhen, stod der en æske med Kan Jang-piller, noget, vi aldrig har købt. Virgil igen? Eller Asbjørn?

Jo, Asbjørn er her og sikkert også Virgil. For jeg sad for et par år siden nede på havnekroen og kiggede ud på de hundredvis af måger, som sad på molen yderst på havnen. Langt væk. Og jeg hviskede for mig selv:

”Asbjørn. Hvis du er der, så send en måge hen til mit vindue!”

Hele flokken lettede og kom i fuld fart mod kroen. De var så tæt på vinduet, hvor jeg sad, at et par af dem fejede vingerne mod ruden. Tak, hviskede jeg. Nu ved jeg det med sikkerhed.

Nu er selvbiografien skrevet. Nu går jeg tilbage til mine fantasiromaner, for dette var ikke helt mit bord. Man graver så meget op, som burde have været glemt; man bliver sårbar igen, vemodig og vred. Og det er ikke så morsomt at skulle skrive jeg, jeg, jeg, mit, mit, mit hele tiden.

Det, man husker, er glimt, brudstykker, episoder, intet helt, kontinuerligt. Men selvfølgelig har jeg haft et fantas­tisk liv! Jeg har været privilegeret, og jeg gør det gerne om igen. Men så skal jeg lære ikke at være så godtroende og naiv. Og jeg vil især gerne gifte mig med Asbjørn igen. Det er den bedste kompliment, jeg kan give ham. Jo, livet er skønt. Så endnu engang: Tak!

Slut