3

Hullet i gulvet

Doktor Zakarov hængte parykken og frakken op på en knage ved siden af en brandhjelm, en lilla sommerkjole med flæser og en hvid søofficersuniform. Doktor Zakarov havde åbenbart mange forklædninger.

Doktor Zakarovs hus lignede ikke Viggos hus. Det lignede heller ikke Mylles hus eller noget andet hus, Viggo nogensinde havde været i. Der var ikke nogen sofa eller noget spisebord eller noget fjernsyn eller nogen af de andre ting, man normalt har i et hus. I stedet var der reoler fra gulv til loft stoppet med kasser fulde af søm og skruer og ledninger og mærkelige elektroniske apparater. Der var også computere, masser af computere, men de lignede ikke Mylles mors computer, som de plejede at spille piratspil på, når de fik lov. Skærmene var fulde af tal, tal og atter tal.

Overalt på væggene hang der tegninger og planer over videnskabelige eksperimenter. En af tegningerne forestillede en rumraket, der skød en slags kæmpestort fiskenet ud mod noget, der lignede solen. Zolfanger stod der på tegningen. Kazzeret havde nogen skrevet hen over med rød tusch.

I et hjørne, i det der vistnok var stuen, sad en robot og kørte på en motionscykel.

„Jeg har ikke tid til at motionere zelv, men jeg zyntez, det var zynd, at cyklen ikke blev brugt,“ forklarede doktor Zakarov, da han mærkede drengenes undrende blikke. „Her, den zkal ztå her,“ sagde han og pegede på en bar plet på gulvet. (Den eneste bare plet i hele huset, så vidt Viggo og Mylle kunne se).

Doktor Zakarov hentede et koben og åbnede kassen, som var sømmet godt til. Det knagede og bragede, indtil træet gav efter og splintredes. Inden i kassen stod et mærkeligt stativ af metal. Det lignede lidt et bur.

„Perfekt! Den er præciz, zom den zkal være!“ brummede doktor Zakarov fornøjet.

„Lad os så se at komme ud,“ hviskede Mylle, men Viggo havde ikke lyst til at gå. Ikke endnu. Han var alt for nysgerrig.

„Hvad er det?“ spurgte han.

Doktor Zakarov kiggede overrasket på dem.

„Hvem er I?“ spurgte han mistænksomt.

„Øh … Vi hedder Viggo og Mylle. Vi hjalp dig med at bære kassen ind?“ forklarede Viggo.

„Gjorde I det? Nå ja, det gjorde I vizt. Hmm, det er til et ekzperiment.“ Doktor Zakarov sagde ikke mere, og det gjorde Viggo endnu mere nysgerrig.

„Kom nu!“ hviskede Mylle og trak ham i armen.

„Vent lidt,“ hviskede Viggo tilbage. „Jeg vil vide mere om det dér eksperiment.“

„Det er sikkert noget med hajer,“ sagde Mylle og fik kuldegysninger.

„Hajer?“ sagde doktor Zakarov og kløede sig i skægget. „Hvorfor hajer?“

„Det ligner bare sådan et bur, man hejser ned i vandet, når man vil se på hajer,“ forklarede Mylle. Det havde han set engang i fjernsynet. Der var nogle dykkere, der lod sig sænke ned i vandet fra et skib, i et jernbur. De havde et kamera med, så de kunne filme hajerne uden at blive spist. Det her bur var præcis magen til. Det havde endda et hul i toppen, som man kunne binde et reb fast i, eller sætte en krog i.

Doktor Zakarov så forbløffet på ham.

„Du er ikke zå dum,“ sagde han imponeret. „Faktizk har jeg lånt det her bur af en gammel ven, der er havbiolog. Men jeg zkal ikke ze på fizk og hajer. Jeg zkal bruge det som elevator.“

„Hvad skal du med en elevator?“ spurgte Viggo. Der var kun én etage i doktor Zakarovs hus, så der var ingen steder at køre op og ned. Doktor Zakarov stod længe og så tænksomt på dem. Hans øjenbryn hoppede op og ned, og han så ud, som om han ikke kunne beslutte sig for, hvad han skulle sige.

„Vil I gerne vide det? Zkal jeg vize jer det?“ spurgte doktor Zakarov.

Viggo nikkede.

„Nej, tak. Vi skal nemlig gå nu,“ sagde Mylle og hev igen Viggo i armen. Viggo rev sig fri.

„Vent lidt. Jeg skal lige se det her.“

Doktor Zakarov gik hen til den ene væg, hvor der hang en stor gul fjernbetjening med forskellige håndtag og knapper på. Det var ikke en almindelig fjernbetjening, som man bruger til et fjernsyn. Det lignede mere en, man brugte til at styre en kran med. Doktor Zakarov trykkede på en knap, og med en dyb rumlen begyndte en lem at åbne sig i gulvet. Viggo stirrede måbende ned i et hul i jorden.

Doktor Zakarov tog en stor krog, der hang ned fra loftet i en stålwire, satte den fast i buret, og med et tryk på fjernbetjeningen løftede han det op fra gulvet.

Viggo trådte et skridt frem og kiggede ned i hullet, men fortrød det med det samme. Det fortsatte så dybt ned i jorden, at han ikke kunne se bunden. Han blev svimmel, og hans ben blev bløde som kogt spaghetti. Langsomt, som i slowmotion, begyndte han at falde fremover, og hvis ikke doktor Zakarov i det samme havde sluppet fjernbetjeningen og grebet ham i armen, var han endt som tredive kilo hakket kød et sted dybt nede i jorden.

Buret svingede voldsomt og landede så, med et brag, lige oven på doktor Zakarovs ene fod. Han hylede op som en stukket gris og fumlede med fjernbetjeningen for at fjerne buret igen, så det i stedet hang lige over hullet. Nu lignede det faktisk en elevator.

Doktor Zakarov tog den ene skotskternede hjemmesko af og viste dem sine tæer, der var knaldrøde og allerede dobbelt så store, som de plejede at være.

„Undskyld,“ mumlede Viggo.

„De zkal nok blive fine igen,“ trøstede doktor Zakarov ham. „Om to til tre uger,“ tilføjede han dystert. De kunne se på ham, at han var ked af det. „Nu har jeg ventet zå længe og zå zker det her …“ Han var lige ved at græde nu.

„Hvad skal du med den elevator? Hvor fører den hen?“ spurgte Mylle.

„Dezværre,“ sagde doktor Zakarov. „Den del af projektet er en hemmelighed.“

„Årh, kom nu!“ plagede begge drenge i kor. „Vi har jo hjulpet dig og alt muligt.“ Doktor Zakarov så på dem og tænkte sig godt om.

„Jeg ved ikke,“ sagde han og kløede sig igen i skægget. „Kan jeg ztole på jer?“ De nikkede begge to.

„Godt, zå zkal jeg fortælle jer det, men I må love ikke at zige det til nogen. Den her elevator fører direkte til jordenz indre. Zer I, under jorden er der mange ting, zom vi mennezker ikke kender. Men mine underzøgelzer vizer, at der 10 kilometer under vorez fødder ligger en by. En by, som har ligget der i mange millioner år.“

Drengene glemte helt at lukke munden, så spændende lød det. En underjordisk by!

„Med mit zpecialkamera har jeg fundet ud af, at der engang boede et folk, zom var meget zpecielt. De havde en ting, som jeg zkal bruge i et eksperiment. Måzke I vil hjælpe mig? Måzke vil I hente tingen til mig?“

Drengene lukkede munden og skævede usikkert til hinanden. Viggo så på elevatoren. Gik hullet virkelig 10 kilometer ned i jorden? Kunne man overhovedet overleve dernede? Var der ikke lava over det hele? Doktor Zakarov så deres tøven og sukkede.

„Jeg forztår. Jeg ville zelv gøre det, men med den her fod… Ah, zikken en zkuffelze!“ snøftede doktor Zakarov bittert.

„Er det ikke farligt?“ spurgte Mylle.

„Jo,“ indrømmede doktor Zakarov. „En lille smule.“

„Jeg tør godt,“ sagde Viggo.

„Så tør jeg også,“ sagde Mylle. „Men nøj, hvor bliver min mor sur, hvis jeg dør.“ Han kom pludselig i tanke om noget. „Jeg skal altså hjem og fodre mine fisk, før vi tager af sted.“

„God idé. Og tag endelig et par badebukzer med, nu I alligevel er hjemme,“ sagde doktor Zakarov.

„Badebukser? Hvad skal vi med dem?“ spurgte Viggo og Mylle.

„Det får I at ze,“ sagde doktor Zakarov hemmelighedsfuldt. „Det får I at ze.“