7

Mutanten

Pludselig stoppede Grumpf. Viggo hev ham i armen for at få ham til at løbe videre, men Grumpf blev stående og så på noget lige foran dem. Viggo løftede blikket og skreg.

Foran dem stod et væsen, som ingen af dem nogensinde havde set magen til. Ikke engang i deres værste mareridt. Det var en mutant. Engang havde den været et rumvæsen ligesom Grumpf, men mens Grumpf havde ligget trygt og godt i sin glaskøje, havde dette rumvæsen gået rundt i hulen i rigtig mange år. År efter år var det blevet udsat for de farlige stråler, der sivede ud fra rumskibet, og som fik fiskene og vandet til at lyse. Og langsomt var rumvæsnet begyndt at forandre sig. Det ændrede form. Der voksede to ekstra ben ud på det og benene var lange og behårede. Dets snabler skrumpede, og i stedet voksede et stort gab frem fyldt med syleskarpe tænder. Det var ikke noget, der var sket på én gang. Mange tusind år havde det taget, før forvandlingen var komplet. Nu var det ikke længere et rumvæsen. Nu var det en mutant, og den tænkte kun på én ting: At æde.

Den var ikke bange for Viggo og Mylle. For den var de kun mad. Men den var ikke glad for deres nye ven. Selv om mutanten var blevet et savlende rovdyr, var den ikke dum. Langtfra. Den så, hvordan de faldende sten prellede af på Grumpfs hud, og den så, hvor let han med snablerne sendte sten både tredive og fyrre meter op i luften. Den vidste, at de snabler skulle man holde sig fra. Den var nødt til at lokke rumvæsnet væk fra maden. Men hvordan?

Viggo og Mylle var nærmest paralyserede af frygt. De klamrede sig til Grumpf, og Mylle tissede i badebukserne. Mutanten stod mellem dem og elevatoren, som var deres eneste chance for at overleve. Det var kun et spørgsmål om minutter, måske sekunder, før de ville blive levende begravet under ti kilometer jord.

I det samme gik mutanten til angreb. Den snappede efter Viggo, og dens kæber lukkede i med så stor kraft, at tre af dens tænder knækkede og faldt ud. Mutanten var ligeglad. Den havde masser af tænder. Idet den snappede, kastede Grumpf sig over den og slyngede to snabler rundt om dens gab, så den ikke kunne åbne det. Med den tredje snabel dunkede den mutanten oven i hovedet, så det gav genlyd i hele hulen. Det var slag, der nemt kunne have slået hul i en mur, men mutanten var heller ikke helt forsvarsløs. Den havde engang selv været et rumvæsen med panser, og mutationen havde kun gjort den stærkere og farligere.

„Nu! Nu! Løbe! Løbe!“ sagde stemmen i Viggos og Mylles hoveder, og de sprang af sted, alt hvad de kunne. Men det var svært. Det gik op ad bakke, og jorden rystede under dem, så de flere gange var tæt på at vælte. Og mens de løb, måtte de hele tiden kigge opad og springe til højre og venstre for ikke at blive ramt af de faldende klippestykker. Bag dem kæmpede mutanten som en løve for at slippe fri af Grumpfs favntag. De trillede rundt på jorden, og det var umuligt at se, hvor den ene stoppede og den anden begyndte.

Mylle og Viggo nåede frem til elevatoren og kastede sig ind i den. Stålburet beskyttede dem mod de faldende sten, men kun for en tid. Viggo famlede febrilsk i rygsækken efter walkie-talkien. Han trykkede på knappen og råbte så højt han kunne:

„Doktor Zakarov, er du der? Skifter!

… Doktor Zakarov, kan du høre mig? Skifter! …“

Han blev ved med at råbe ind i walkie-talkien, men der kom intet svar.

„Doktor Zakarov! Hjælp os!“ Nu gjaldt det liv og død.

Pludselig kunne de høre en velkendt stemme gennem den statiske knitren.

„Krrr … Hvem dér?“

„Det er os, Viggo og Mylle,“ sagde Viggo lettet.

„ … Hvem?“

„Viggo og Mylle!“ råbte Mylle, så højt han kunne, ind i walkie-talkien.

„Åh, er det jer? Krrr … Hvordan går det dernede? Har I fundet …“

„Vi har ikke tid til al den snak! Bare hejs os op!“ afbrød Viggo ham.

„Nej, vent! Vi skal have Grumpf med,“ råbte Mylle.

„Krrr … Undzkyld, dårlig forbindelze heroppe … krrr … Lyder zom om I ziger Grumpf? Skifter.“

„Der kommer han!“ råbte Mylle og pegede, og ganske rigtigt: Grumpf kom løbende op ad bakken mod dem. Han løb, alt hvad han kunne, men hans ben var korte og herude var der ikke nogen jernstænger, han kunne svinge sig i. Mutanten var lige i hælene på ham.

Grumpfs forspring blev mindre og mindre, jo tættere han kom på buret. Mutanten satte af i et mægtigt spring, men Grumpf nåede akkurat ind i buret. og Mylle og Viggo smækkede gitterdøren i og satte haspen på. Mutanten ramte buret med hovedet først og åben mund. Der lød et brag, og mutanten knækkede mellem tredive og fyrre tænder. Den blev aldeles rasende. Den angreb buret og prøvede at få fat på Viggo og Mylle med sine lange kløer, men Grumpf forsvarede dem. så godt han kunne, med sine snabler.

„Nu! NU! OP!“ skreg Viggo af sine lungers fulde kraft ind i walkie-talkien, og endelig begyndte buret at stige til vejrs. Mutanten var ligeglad. Den blev hængende uden på buret, mens de lettede. Den prøvede rasende at splitte buret ad. Buret var af stål, men det var lavet til at modstå hajangreb, ikke mutanter, og jernstængerne bøjede faretruende mellem bæstets kæber. Den ruskede buret, så Viggo, Mylle og Grumpf blev kastet rundt mellem hinanden.

De blev reddet af hullet i loftet. Da de kom til det, var der kun plads til buret. Mutanten, der sad udenpå, blev skrabet af mod hullets kant, som man skraber en hundelort af sin sko mod en kantsten. Den brølede rasende, mens den faldt de hundrede meter mod hulens gulv. Det var i sidste øjeblik. Det sidste Viggo så, før de steg op i skakten, var væggene i hulen, der faldt sammen og begravede ruinbyen og den udtørrede sø og indgangen til rumskibet. Hele vejen op gennem skakten kunne de høre jorden styrte sammen under sig, mens støvet stod op omkring dem. Det var i sidste øjeblik, de slap ud. Et sekund til, så var de blevet begravet dernede for evigt.

De lagde sig udmattede på gulvet i elevatoren og fik langsomt vejret.

„Det gør jeg aldrig mere. Næste gang ham doktor Zakarov skal bruge en krystal, så må han hente den selv,“ stønnede Viggo. Krystallen blinkede grønt mellem hans hænder som svar.

„Tusind, tusind tak, Grumpf. Du reddede vores liv,“ sagde Mylle og gav Grumpf et stort knus. Grumpf gav igen med et stort vådt snabelkys på Mylles pande.