8

Mission fuldført!

Det første, der mødte de tre, da de kom op af hullet, var et par store bekymrede øjne under et velkendt strithår. Selv helt heroppe havde doktor Zakarov hørt den dybe rumlen og bemærket støvet, der kom op af hullet. Men hans bekymrede udtryk blev afløst af begejstring, da han så Viggo og Mylle i live, og da han fik øje på krystallen, begyndte han at hoppe op og ned af bar henrykkelse.

„Fantaztizk! I gjorde det, drenge. Jeg vidzte, jeg kunne ztole på jer,“ sagde han og vendte og drejede den mellem fingrene.

Så fik han øje på Grumpf, der stod lidt genert og gemte sig bag drengene. Han blev så overrasket, at han tabte krystallen på gulvet, og hans kæbe ramte brystet.

„Hvad er det?“ fremstammede han.

„Et rumvæsen,“ sagde Viggo, som om det da ikke var noget særligt.

„Et ægte rumvæzen? Utroligt! Hvad zpizer den? Hvor gammel er den? Hvordan er denz molekylære ztruktur?“ Han løb rundt og hentede en lup og et termometer og nogle andre måleinstrumenter, som Viggo ikke kendte. Doktor Zakarov kastede sig over stakkels Grumpf og undersøgte ham i alle ender og kanter. Grumpf stod pænt stille og fandt sig i det. Måske troede han, at det var sådan, jordboer sagde goddag.

„Ufatteligt,“ udbrød doktor Zakarov. „Bemærkelzezværdigt! Gad vide om den kan tale. Det ville virkelig være en zenzation.“ Så stod han pludselig bomstille.

„Hvem er det, der taler inden i mit hoved?“ spurgte han med store øjne. Viggo og Mylle kunne ikke lade være at grine. Doktor Zakarov så for sjov ud, når han var overrasket.

„Var der nogen af jer, der zagde la vær’?“ Doktor Zakarov kiggede på dem med store plirrende øjne.

Viggo og Mylle rystede på hovedet.

„Var det den?“

Viggo og Mylle nikkede.

„Den kan telepatere?! Utroligt! Men hvor har jeg mine manerer? Hr. Rumvæzen…“

„Han hedder Grumpf,“ afbrød Mylle.

„… Hr. Grumpf,“ fortsatte doktor Zakarov. „Det er mig en ztor ære.

Velkommen til jorden.“ Doktor Zakarov rakte hånden frem, og Grumpf snusede nysgerrigt til den med sin ene snabel.

„Ah! Du er en nyzgerrig natur, zom jeg zelv. Vi zkal nok blive gode venner, vi to,“ sagde han og lagde armen om skulderen på Grumpf. „Men nu må I førzt fortælle mig alt, hvad I har oplevet.“

Det tog dem næsten en time at fortælle det hele. De fortalte om hulen og ruinbyen og de selvlysende fisk og rumskibet og mutanten og om, hvordan Grumpf havde reddet dem. De sad ved bordet i doktor Zakarovs køkken og drak te og spiste knækbrød til. Doktor Zakarov puttede syltede grisehaler og remoulade på knækbrødet. Viggo og Mylle nøjedes med jordbærsyltetøj. Grumpf spiste en kaktus, som han fandt i vindueskarmen.

„Drenge, I må undzkylde, at jeg har været zå dum,“ sagde doktor Zakarov, da de var færdige med at fortælle. „I kunne være døde. Jeg vidzte ikke, at der ztadig var liv dernede. Mine målinger vizte, at der var en grøn kryztal, zom ikke kommer fra jorden, men levende rumvæzner, det havde jeg aldrig troet. Kan I tilgive mig?“

„Der skete jo ikke noget,“ sagde Viggo.

„Selv om det var tæt på,“ tilfølede Mylle. „Men hvordan har Grumpf kunnet overleve så længe?“

Doktor Zakarov kløede sig i skægget.

„Tjaa … Jeg tror, han overlevede den radioaktive ztråling dernede, fordi han lå i hyperdvale. Man kan zige, at han reddede livet, fordi han zov over zig.“

Viggo kom pludselig til at tænke på noget.

„Men vi var jo også dernede. Vi har også fået radioaktiv stråling. Bliver vi så også til mutanter?“

„Nej. At blive mutant tager mange tuzind år. I var kun dernede i en time. Måzke lyzer jerez hår i mørke, det er det hele.“

„Blæret!“ sagde Viggo og Mylle i kor.

„Hvad skal der ske med Grumpf?“ spurgte Mylle bekymret. „Nu kommer han aldrig hjem til sin egen planet.“ De så alle tre på det lille rumvæsen, der sad dybt koncentreret og prøvede at telepatere med doktor Zakarovs støvsuger.

„Han må godt bo hjemme hos mig,“ sagde Viggo.

„Hvad tror du, dine forældre siger til det?“ indvendte Mylle.

„Han kan bo i garagen, uden at de opdager ham,“ prøvede Viggo. Grumpf havde mistet interessen for støvsugeren og var i stedet begyndt at skille kaffemaskinen ad. Han pillede ledningerne ud og studerede dem indgående.

„Det er nok bedzt, at Grumpf bliver her hoz mig,“ sagde doktor Zakarov.

„Jeg kan godt bruge en azziztent. Men I må komme og bezøge ham, zå ofte I vil.“

„Jaah!“ sagde Viggo og Mylle henrykt.

Klokken var mange, og Viggo og Mylle måtte skynde sig hjem, før det blev mørkt. Doktor Zakarov fulgte dem ud til hoveddøren. I døren vendte Viggo sig om.

„Du har slet ikke fortalt os, hvad du skal bruge den grønne krystal til?“

Doktor Zakarov så mistroisk op og ned ad vejen, for at være sikker på at ingen lyttede med.

„I zkal ikke zige det til nogen, men den er en uundværlig ingredienz i min nyezte opfindelze: en tidzmazkine.“

„Sejt!“ sagde drengene i kor. „Må vi prøve den, når den er færdig?“

„Kig forbi på torzdag,“ sagde doktor Zakarov og blinkede til dem. Grumpf vinkede til dem med alle sine snabler, da de gik. Mylle bar sine våde bukser i en plasticpose.

„Efter det her tror jeg altså, der skal ret meget til at få mig til at tisse i bukserne,“ sagde han.

„Surt, vi ikke havde et kamera med ned i hulen. Der er ingen, der vil tro på os, når vi fortæller det her,“ sagde Viggo ærgerligt. Mylle nikkede.

„Og gid jeg havde haft et syltetøjsglas. Så kunne jeg have taget nogle af de selvlysende fisk med hjem til akvariet.“

„Tror du, jeg må sove hos dig i nat?“ spurgte Viggo. „Så holder vi os vågne og ser, om vores hår lyser, når det bliver mørkt.“

„Årh ja, klart!“

I det samme var der noget, der bevægende sig nede i Mylles badebukser.

„Hjælp!“ skreg han og hoppede og dansede rundt, mens han rodede med hånden i badebukserne.

„Klør dilleren?“ spurgte Viggo.

Mylle trak hånden op af bukserne og åbnede den. Dér lå en lille hvid fisk og gispede efter vejret.

„En selvlysende fisk! Årh, hvor blæret!“ råbte de i munden på hinanden, og så løb de, alt hvad de kunne, hjem til Mylle for at putte den i akvariet.

ZLUT