"Jeg skriger, hvis det ikke snart holder op," sagde kvinden i regnfrakken.
Et vindstød for gennem Wilshire Boulevard. Det fik tag i kvindens paraply, så den vendte vrangen udad. Så jog det videre og sprøjtede regndråber mod butiksruderne.
Bob Andrews, der stod ved busstoppestedet, troede et øjeblik, at kvinden faktisk ville give sig til at skrige. Hun stirrede på sin ødelagte paraply. Så kiggede hun anklagende på Bob, som om det var hans skyld. Men pludselig begyndte hun at grine.
"Pokkers også!" sagde hun. Hun smed paraplyen i affaldskurven, der stod ved kantstenen. "Det er, hvad man kan vente sig, når man vover sig ud i sådan et uvejr her i Californien." Hun satte sig ned på bænken ved siden af stoppestedet.
Bob rystede af kulde og trak skuldrene op mod regnen. Det havde været den mest regnfulde april, han havde oplevet. Klokken var lidt i seks 2. påskedag. Det var koldt og næsten mørkt på grund af uvejret. Bob var kommet til Santa Monica tidligere på eftermiddagen. Han skulle ind i en stofforretning efter et kjolemønster til sin mor. Han havde ikke noget imod at bruge lidt af sin påskeferie på dette lille ærinde, men nu forekom ventetiden på bussen tilbage til Rocky Beach ham uendelig lang. Han tørrede utålmodigt sine brilleglas for hundrede og syttende gang.
"Åh, der kommer den blinde mand," sagde kvinden på bænken.
Bob så hen ad gaden. Gennem regnens plasken mod stenbroen hørte han lyden fra en stok og klirren af mønter i et metalkrus.
"Stakkels fyr," sagde kvinden. "Han er kommet meget her i kvarteret i den sidste tid. Jeg giver ham altid en lille skilling, når jeg ser ham."
Hun rodede i sin pung, mens den blinde mand kom nærmere. Bob lagde mærke til, at han var meget tynd og gik foroverbøjet. Han havde smøget sin krave op om ørerne og trukket sin hue helt ned over panden. Hans øjne var skjult bag mørke briller, og et nydeligt skrevet skilt var gjort fast foran på hans vindjakke. Det var dækket med plastic, og der stod: "Gud være med jer. Jeg er blind."
"Væmmeligt vejr i aften," sagde kvinden. Hun rejste sig og lagde en mønt ned i hans krus.
"Uf!" sagde den blinde mand. Hans hvide stok bankede mod kantstenen og slog derefter mod bænken. Han følte sig for med stokken langs kanten af bænken og satte sig så ned.
Bob og kvinden betragtede et øjeblik den blinde mand. Så vendte de sig og kiggede på de oplyste vinduer i banken på den anden side af gaden.
Rengøringspersonalet i banken var netop blevet færdige med deres arbejde. Skrankerne skinnede, og stolene var sat på de rigtige steder. Der var to til at gøre rent - en mand i overall med langt, gråt og strittende hår, og en kort og kraftig kvinde. De ventede ved døren, som førte fra banken ud i forhallen af bygningen.
En uniformeret sikkerhedsvagt med et bundt nøgler skyndte sig hen til dem. Han udvekslede et par ord med rengøringsfolkene, låste døren op og lukkede dem ud.
Da de to rengøringsfolk var kommet gennem forhallen og forsvundet ind i en elevator, så Bob igen ned på den blinde mand. Han kunne se, at der stak grå hår ud under kanten af mandens hue, og at han havde skægstubbe på kinderne. Et bredt, grimt ar strakte sig fra mandens kæbe til hans kindben. Det må have været et frygteligt ulykkestilfælde, der har givet ham det ar, tænkte Bob. Han spekulerede på, om ulykkestilfældet også havde kostet manden synet.
Tiggeren lænede sig frem, som ville han rejse sig fra bænken. På en eller anden måde kom hans fod til at støde ind i stokken, og han tumlede sidelæns, halvt siddende halvt stående.
" Åh nej!" råbte kvinden. Hun greb tiggeren i armen for at hjælpe ham.
Metalkruset faldt på jorden og trillede væk. Mønterne rullede i alle retninger.
"Mine penge!" råbte tiggeren.
"Vi skal nok samle dem op," sagde kvinden. "Rør Dem ikke!"
Hun bøjede sig ned for at samle mønterne op fra det våde fortov, og Bob begyndte at rode i rendestenen efter pengene. Kvinden fandt metalkruset, som var trillet helt hen til en affaldskurv, og lagde pengene ned i det.
"Har I fundet dem alle sammen?" spurgte den blinde mand. "Det har taget mig hele dagen at samle så mange."
Bob puttede nogle våde småmønter ned i kruset. "Jeg tror, de er her alle sammen," svarede han.
Kvinden rakte kruset til den blinde mand, som hældte mønterne ud i hånden og rørte ved dem. Han brummede et eller andet uforståeligt og sagde så: "Ja, de er her alle sammen."
"Venter De på bussen?" spurgte kvinden. "Jeg tror, den kommer nu."
"Nej," sagde manden. "Men De skal have tak alligevel. Jeg bor her i nærheden."
Bob kiggede over på den anden side af gaden. Rengøringsmanden var igen kommet til syne i forhallen. Han stod og dundrede på døren til banken. Sikkerhedsvagten kom hen imod ham med nøglerne parat. Han åbnede døren og udvekslede nogle få ord med rengøringsmanden, der gik ind i banken.
Den blinde mand rejste sig og begyndte at gå. Han følte sig frem på fortovet med sin stok.
"Stakkels fyr," sagde kvinden. "Jeg håber ikke, han har langt at gå."
Bob så efter den blinde mand, der langsomt gik ned ad Wilshire Boulevard.
"Ah, han har tabt noget," sagde kvinden.
"Vent lige lidt, hr.!" råbte Bob.
Tiggeren hørte ham ikke. Han fortsatte famlende ned ad gaden.
"Vent!" råbte Bob. Han løb efter manden og fik øje på en tegnebog på fortovet.
Den blinde mand var nu nået hen til en sidegade. Han stod og trippede på kantstenen, følte sig for med stokken og trådte så ud på kørebanen.
Tiggerens tynde skikkelse blev fanget i skæret af nogle forlygter, der kom nærmere. Der kom en bil kørende fra sidegaden - lidt for hurtigt. Da den bremsede ved lyssignalet, gled den på den våde kørebane. Kvinden ved busstoppestedet skreg, og Bob råbte. Bremserne hvinede. Den blinde mand vendte sig og forsøgte at springe til side for at undgå bilen, der kørte for hurtigt hen imod ham. Så hørtes en dump lyd, og tiggeren rullede rundt på kørebanen.
Bilen standsede. Føreren sprang ud. Bob løb, og det gjorde kvinden også. De nåede alle tre samtidig hen til manden, der lå på kørebanen.
Føreren lagde sig ned på knæ ved siden af den blinde mand og ville tage ham i armen.
"Nej!" skreg tiggeren. Han slog ud efter manden
med knyttet næve, og manden trak sig tilbage.
Mine briller!" Tiggeren famlede vildt efter dem.
Kvinden samlede de mørke briller op. De var ikke gået i stykker, og hun rakte dem til tiggeren.
Den blinde mand tog sine briller på og følte efter sin stok.
Føreren af bilen var en ung mand. Bob så - i lyset fra forlygterne - at han var helt hvid i ansigtet af chokket. Han samlede stokken op og anbragte den i hånden på den blinde mand.
Langsomt rejste den blinde mand sig op. Han vendte hovedet på en søgende måde, som om han troede, han kunne se, hvis blot han forsøgte ihærdigt nok. Og derefter begyndte han at gå ned ad sidegaden. Nu haltede han. Han gispede af smerte, for hvert skridt han tog.
"Vent lige et øjeblik, hr.!" råbte føreren.
"Vi burde nu nok ringe efter politiet," sagde kvinden. "Han må være kommet til skade!"
Den blinde mand fortsatte, med stokken søgende foran sig, haltende, gispende. Alligevel bevægede han sig temmelig hurtigt.
Bob løb efter ham og råbte, at han skulle vente lidt.
Manden forsvandt ind i et stræde bag ved nogle forretninger. Bob fulgte efter ham. Det var så mørkt, at han famlede sig frem med hænderne foran sig for at føle efter forhindringer. Strædet førte ud i en lille gårdsplads. En elektrisk pære brændte over bagdøren i en bygning og kastede sit lys på en skraldebøtte og en papkasse, der langsomt var ved at gå i opløsning i regnen. Bob så et andet stræde, der førte tilbage til Wilshire Boulevard, men han så end ikke skyggen af tiggeren. Manden var som sunket i jorden!