"Han kan ikke have været rigtig blind," sagde Bob. "Hvordan skulle en blind mand kunne komme så hurtigt væk?"
"Måske kan en blind mand komme hurtigt omkring, når han er kendt med stedet," sagde Jupiter Jones. "Og så er en blind mand jo også vant til at orientere sig i mørke." Jupe talte på den omhyggelige - og lettere forvirrede - måde, der var så karakteristisk for ham.
Det var næste dags morgen, og Bob var sammen med vennerne Pete Crenshaw og Jupiter i sidstnævntes udendørs værksted på Jones' skrammelplads. Det var holdt op med at regne. Morgenen var klar og frisk, og drengene var ved at gennemgå den forrige aftens begivenheder. Tegnebogen, som tiggeren havde tabt, lå på Jupes arbejdsbænk.
"Selv om han lod, som om han var blind, hvorfor skulle han så stikke af?" sagde Bob. "Han opførte sig, som om han var bange for os."
Bob stoppede op og tænkte efter et øjeblik. "I virkeligheden var der vel ingen af os, der opførte os særlig fornuftigt," sagde han. "Damen, som 'sammen med mig ventede på bussen, forsvandt ganske enkelt, mens jeg var inde i strædet. Bussen er nok kommet, og så er hun bare steget op i den. Og føreren af bilen, der ramte den blinde mand, kørte bare videre, da jeg havde fortalt ham, at manden var forsvundet. Og så stod jeg dér - som et andet fjols - med tegnebogen. Jeg skulle have givet bilisten den blinde mands navn, og også mit eget."
"Du var jo chokeret," sagde Jupe. "I kritiske situationer opfører folk sig tit mærkeligt."
Imens Jupe havde lyttet til Bob, havde han rodet med et gammelt fjernsynsapparat, som hans onkel Titus havde anbragt på skrammelpladsen ugen før. Jupe havde skiftet slidte rør ud med nye og havde foretaget adskillige justeringer inde i apparatet. Nu satte han fjernsynet rigtigt på plads på arbejdsbænken og sluttede apparatet til.
Der lød en lovende summen. "Aha!" sagde Jupe.
"Du har klaret det endnu en gang," sagde Pete med påtaget beundring.
"Måske," sagde Jupe. Han stillede ind på en kanal.
De tre drenge grinede. Jupiter Jones var lidt af et geni, når det drejede sig om at reparere ting eller lave nyt af gammelt ragelse. Han havde konstrueret tre walkie-talkies, som drengene havde megen fornøjelse af. Han havde repareret den gamle trykpresse, som nu stod i det ene hjørne af værkstedet. Han var også ansvarlig for periskopet, der var en del af udstyret i Hovedkvarteret - en gammel campingvogn, godt gemt væk bag dynger af skrammel nær ved Jupes værksted og ganske glemt af Jupes onkel Titus og tante Mathilda.
Jupiters tante og onkel var helt klare over, at Jupe, Bob og Pete var interesserede i forbrydelser og opklaring af dem. De vidste godt, at drengene kaldte sig De tre Detektiver. Men de vidste ikke, hvor aktive drengene rent faktisk var. Campingvognen var blevet forsynet med det bedst tænkelige udstyr til hjælp for drengene, når de skulle løse de gåder, de stødte på. Campingvognen rummede et lille laboratorium med komplet udstyr til undersøgelse af fingeraftryk og et mikroskop. Drengene fremkaldte selv deres film i et mørkekammer. Et kartoteksskab var fyldt med noter fra deres sager, og der var en telefon, som de betalte for med penge, de tjente ved at hjælpe til på skrammelpladsen.
Det så ud til, at et fjernsynsapparat nu også ville blive en del af udstyret i Hovedkvarteret. Apparatet på Jupes værkstedsbænk kom til verden med en hæs skrigelyd, og et billede tonede flimrende frem på skærmen og blev så klart.
"... er her med formiddagsnyhederne," sagde speakeren.
En nyhedsoplæser dukkede frem på skærmen og ønskede alle en god formiddag. Han sagde, at den seneste Stillehavs-storm nu havde passeret Los Angeles, og at det sydlige Californien kunne se frem til adskillige dage med klart vejr.
"Der har været mudder-skred i bjergene ved Malibu," sagde oplæseren. "Og i Big Tujunga-fjeldkløften er indbyggerne ved at rydde op efter gårsdagens stormflod.
Hvad angår forbrydelse på lokalt plan, er vor udsendte medarbejder på stedet for et dristigt røveri, der fandt sted i Santa Monica Thrift and Savings Company-banken for mindre end to timer siden.
Tyvene kom ind i banken i går aftes, forklædt som rengøringspersonale. De lukkede sikkerhedsvagten inde i bankbestyrelsens kontor og ventede så til i morges, da de ansatte kom på arbejde. Da kodeuret blev udløst et kvarter i ni i morges, blev Samuel Henderson, bankens vice-præsident, tvunget til at åbne til boksafdelingen. Bankrøverne undslap med cirka en kvart million dollars i kontanter og et ukendt beløb i værdier fra sikkerhedsboksene. Luk op og få yderligere oplysninger om røveriet, når vi vender tilbage kl. tolv."
"Ser man det!" sagde Jupe og slukkede for apparatet.
"Jeg græmmes!" udbrød Bob. "Santa Monica Thrift and Savings-banken. Jeg stod lige over for banken på den modsatte side af gaden i aftes, da den blinde mand... da..."
Bob holdt inde. Han var blevet helt bleg. "Jeg må jo have set en af bankrøverne," sagde han.
Pete og Jupe sad afventende og så på Bob.
"Ja, det må jeg have," sagde han. "Fra busstoppestedet kunne jeg se tværs over gaden og lige ind i banken. Jeg så rengøringspersonalet forlade banken og tage op med elevatoren. Så kom manden tilbage - rengøringsmanden altså - og han bankede på døren ind til banken, og sikkerhedsvagten åbnede den."
"Kom han tilbage?" spurgte Jupe. "Den samme mand?"
"Ja, det tror jeg... det tror jeg..." Bob så forvirret ud. "Nej, jeg ved det ikke," sagde han. "Den blinde mand tabte sit krus, og pengene trillede ud til alle sider. Damen og jeg samlede dem op, og det var først efter, at jeg havde givet den blinde mand kruset tilbage, jeg så rengøringsmanden ved døren ind til banken."
"Det kunne altså have været en anden mand?" spurgte Jupe.
Bob nikkede.
"Flot planlægning!" udbrød Pete. "Rengøringspersonalet gør deres arbejde færdigt og kører op ovenpå. Så kommer en eller anden - forklædt som rengøringsmand - ind og banker på døren. Sikkerhedsvagten låser op for ham, og så går det løs! Sikkerhedsvagten gemmes af vejen i et baglokale, og forbryderne er nu inde i banken og igennem de værste forhindringer. Ingen alarmer. De kan bare sidde og vente på, at de ansatte dukker op."
"Selvfølgelig!" sagde Bob. "Sådan må det være gået til."
"Så du, hvor rengøringsmanden kom fra?" spurgte Jupe. "Jeg mener, om han kom ind i forhallen fra elevatoren eller fra gaden?"
Bob rystede på hovedet. "Fyren var jo allerede ved døren til banken i forhallen, da jeg så ham. Jeg troede, at han var kommet ned med elevatoren igen. Men han kunne såmænd lige så godt være kommet ind fra gaden, når det nu ser ud til, at han ikke tilhørte rengøringspersonalet i bygningen."
"Det sætter gang i nogle interessante tanker," sagde Jupiter. Han tog tegnebogen, som Bob havde ladet ligge på arbejdsbænken. "Lad os antage, at manden kom fra gaden. Den blinde mand tabte sine penge, netop som den falske rengøringsmand nærmede sig døren til banken. Du og kvinden ved busstoppestedet bøjede jer ned for at samle pengene op. Som enhver anden ville have gjort. Og I var så optagede af det, I foretog jer, at I ikke så røveren gå ind i forhallen. Hvad mon det peger henimod?"
Bob gjorde en synkebevægelse. "At den blinde mand stod på udkig!"
Jupe undersøgte tegnebogen. "Den er vel nok flot," sagde han. "Den er lavet af strudseskind og er købt hos Neiman-Marcus. Det er en af de dyreste forretninger i byen."
"Det lagde jeg slet ikke mærke til," sagde Bob. "Jeg så bare efter, om den blinde mand havde et telefonnummer, så jeg kunne ringe til ham. Men det har han ikke."
Jupe gennemsøgte tegnebogen. "Et kontokort, tyve dollars i kontanter og et midlertidigt kørekort. Hvad i alverden skulle en blind mand med et kørekort?"
Bob nikkede. "Jo. Det er klart. Han lod bare, som om han var blind."
"Hector Sebastian," sagde Jupe efter at have set på kørekortet. "Ifølge dette bor han på Cypress Canyon Drive nummer 2287 i Malibu."
"Malibu er et dejligt sted," sagde Pete. "Måske giver det meget mere at være tigger, end man umiddelbart forestiller sig."
"Det er jo ikke sikkert, at det er tiggerens adresse," påpegede Jupe. "Måske er manden lommetyv og har stjålet tegnebogen. Eller han har måske bare fundet den et eller andet sted. Har du kigget i telefonbogen efter Hector Sebastian, Bob?"
"Han står der ikke," svarede Bob.
Jupiter rejste sig. "Vi har vist fat i noget her, der kunne interessere politiet," sagde han. "På den anden side er det jo ikke sikkert, at det betyder spor, at en blind mand har tabt denne tegnebog. Eller at samme blinde mand skyndsomst forsvandt. Men der er ikke så langt til Cypress Canyon Drive herfra. Skulle vi ikke tage og undersøge sagen lidt nærmere, før vi beslutter os for, hvad vi vil gøre?"
"Jo, lad os gøre det!" sagde Bob.
Alle drengene havde deres cykler med. Lidt efter cyklede de på Pacific Coast Highway nordpå mod Malibu. På mindre end en halv time var de nået forbi det store butiksområde i den berømte kystby.
Cypress Canyon Drive var en smal vej, der snoede sig opad fra kystvejen et par hundrede meter for derefter at løbe nogenlunde parallelt med kystvejen, blot lidt længere inde i landet. Mens drengene kørte ad Cypress Canyon Drive, kunne de høre bilerne og lastbilerne på kystvejen, og de kunne lige skimte havet mellem den række af træer, der afgrænsede vejen på deres venstre side. På deres højre steg kyststrækningen opad og forsvandt mod den klare, blå himmel bag bjergtoppene.
"Jeg tror slet ikke, der bor nogen her," sagde Bob, da de havde kørt et godt stykke ad den opkørte, mudrede vej. "Jeg kan ikke se et eneste hus. Tror I, at adressen på kørekortet er falsk?"
"Det bliver mere og mere indviklet," sagde Pete. "Hvad skal en blind mand med et kørekort? Og hvis det virkelig er tiggerens kørekort, hvorfor står der så en falsk adresse på det?"
Vejen gik nedad i en hulning, hvor et vandløb krydsede. Så steg den opad igen. På den anden side af stigningen standsede drengene. Der var en kløft foran dem, som nok havde været tør i sommer, men som nu var en rivende strøm af brunt vand. Og på deres venstre hånd, lige ved siden af den mudrede regnkløft, lå en forfalden, ladeagtig, gammel bygning med tagvinduer på anden etage. Neonrør løb langs med tagskægget. Et skilt i den ene gavl kundgjorde, at det var Charlie's Place.
"En restaurant?" spurgte Bob.
Jupe tog tegnebogen op af lommen og så igen på kørekortet. "Nummer 2287," sagde han.
"Det er også det nummer, der står på den nye postkasse ude foran."
Drengene hørte en bil på vejen bag ved dem. De gik til side, og en rød sportsvogn plaskede langsomt gennem det lille vandløb, de allerede var vadet over. En tynd mand med gråt hår og et furet, ret bedrøvet ansigt kørte forbi dem - tilsyneladende uden at lægge mærke til dem. Han drejede ind på den mudrede gårdsplads, som fungerede som parkeringsplads for Charlie's Place, standsede bilen, steg langsomt ud og tog en stok fra bunden af bilen. Så gik han langsomt op ad den vakkelvorne trappe og ind i den faldefærdige bygning. Han lod en medtaget trådnetsdør smække i efter sig og forsvandt ind i huset.
"Han haltede!" udbrød Pete. "Hør Bob, sagde du ikke noget om, at tiggeren haltede, da han stak af i aftes?"
"Jo, han haltede, efter at han var blevet ramt af bilen. Hvem ville ikke gøre det?"
Bob trak på skuldrene. "Han har omtrent samme størrelse, og jeg tror også, han er på nogenlunde samme alder. Men der er da masser af den slags fyre."
"Ja, det kan godt være," sagde Jupe. Pludselig lød han frisk og målbevidst. "Jeg går derind."
"Jamen, hvad vil du derinde?" spurgte Pete. "Købe en hamburger?"
"Måske," sagde Jupe. "Eller også vil jeg bare spørge om vej. Men på en eller anden måde skal jeg nok finde ud af, hvem den mand er. Bob, du må hellere holde dig uden for synsvidde. Hvis den mand var uden for banken i Santa Monica i går aftes, kan han måske genkende dig - og så kan det jo være, han går hen og bliver modbydelig."
"Jeg venter her sammen med Bob," sagde Pete. "Jeg er allergisk over for fyre, der måske bliver modbydelige."
"Bangebuks!" sagde Bob drillende.
"Jeg er blot målbevidst," sagde Pete. "Mit mål er at leve, indtil jeg bliver meget, meget gammel."
Jupe smålo. Han efterlod sine venner stående i vejsiden og trak sin cykel ind på parkeringspladsen til Charlie's Place. Han stillede cyklen op mod muren og gik op ad trappen. Han gik hen over den lille veranda, tog i døren og trak til. Døren gik op.
Jupe trådte fra solskinnet direkte ind i et dunkelt rum. Han kunne se blanke trægulve og mørke træpaneler. Lige foran ham gennem en stor døråbning var der et stort, tomt værelse. Den ene væg i værelset bestod udelukkende af vinduer, fra hvilke man gennem træer havde udsigt til det blinkende hav i baggrunden. Jupe gættede på, at dette værelse engang havde fungeret som spisestedet i en restaurant. Det var helt tydeligt, at der ikke var restaurant mere.
Jupe stod i en stor gang, som egentlig var en slags forhal til det meget store værelse. Til venstre for forhallen var der et område, som var et støvet virvar af kaffemaskiner og diske og taburetter og båse. Jupe blev klar over, at dette engang måtte have været en kafferestaurant. Til højre så han en væg med et utal af døre. Papkasser og pakkurve hobede sig op i kafferestauranten, og i forhallen lå der også store dynger af papkasser. Der stod adskillige pakkurve på gulvet i det store rum. En af pakkurvene stod åben, og pakkematerialet flød ud over siderne på den.
Jupe bevægede sig langsomt fremad. Han skulle lige til at råbe op, da han hørte et telefonrør blive løftet. Han stod helt stille og lyttede. En eller anden uden for hans synsvidde i det store, lyse rum foran ham drejede et nummer.
Der blev en pause, og så sagde en mand: "Sebastian her."
Efter endnu en pause talte manden igen. "Ja," sagde han. "Jeg ved, det bliver dyrt, men alt har sin pris. Og jeg er parat til at betale den."
I samme øjeblik blev en lille hård genstand presset hårdt ind i ryggen på Jupe lige over bæltestedet.
"Ræk blot armene i vejret!" sagde en blid stemme. "Hvis du rører dig, deler jeg dig i to stykker!"