"Det giver ingen mening," sagde Jupiter. "Hector Sebastian må have flere penge, end han nogen sinde kommer til at bruge. Hans bøger sælger godt."
"Okay!" sagde Bob. "Men hvis han ikke havde noget at gøre med det bankrøveri, hvorfor skulle sikkerhedsvagten fra banken så komme og tale med ham?"
"Det ved jeg ikke," sagde Jupe.
Det var tidligt på eftermiddagen, og De tre Detektiver befandt sig i deres hemmelig Hovedkvarter på Jones' skrammelplads. Drengene havde ventet på vejen uden for den gamle restaurant på Cypress Canyon Drive, indtil sikkerhedsvagten fra Santa Monica-banken var kørt bort fra Hector Sebastians hjem. De havde et kort øjeblik overvejet at tale med Sebastian igen og udspørge ham om sikkerhedsvagtens besøg, men Jupiter nedlagde veto mod ideen. Han tøvede med for anden gang at forstyrre den berømte skribent uden anden grund end nysgerrighed. Så drengene var vendt tilbage til Hovedkvarteret for at diskutere morgenens begivenheder. De sad nu rundt om det gamle egetræsskrivebord i campingvognen. Bob kradsede notater ned på en blok i den rækkefølge, han huskede dem.
"Tiggeren haltede i aftes efter ulykken, og hr. Sebastian halter," sagde han.
"Hr. Sebastian brækkede sit ben adskillige steder," fremhævede Jupe. "Hans halten er permanent. Haltede tiggeren i aftes før ulykken?"
"Det er jeg ikke sikker på," sagde Bob.
"Den halten kan være en tilfældighed," sagde Pete, "men hvad med tegnebogen? Det er en anden tilfældighed. Og så manden, der faktisk lukker røverne ind i banken og kommer for at tale med hr. Sebastian. Det er den tredje tilfældighed. Og tre tilfældigheder er for mange."
"Hvorfor går vi ikke til politiet?" spurgte Bob. "Det sagde hr. Sebastian også, vi skulle gøre. Og hvorfor skulle han sige det, hvis han havde været indblandet i røveriet?"
"Fordi han var nødt til det," sagde Pete. "Han ville være bange for ikke at sige det. Sådan siger voksne altid."
"Jeg tror, at politiet vil synes, at vores teorier er for langt ude," sagde Jupiter. "Og måske har det ret. Det er umuligt at tro, at hr. Sebastian hjalp med til at røve en bank. Han har for meget at miste. Men der må være en eller anden forbindelse mellem ham og røveriet. Måske kan hr. Bonestell hjælpe os med at finde forbindelsen."
"Bonestell?" sagde Bob.
Jupiter åbnede en avis, der lå på skrivebordet. Det var den tidlige udgave af Santa Monica Evening Outlook. Han havde købt den fra et avisstativ, da drengene standsede for at spise en pizza på hjemvejen.
"Walter Bonestell er navnet på den sikkerhedsvagt, der lukkede røverne ind i banken," sagde han. "Det står her på side et." Han rakte ud efter en stak telefonbøger og fandt den, han havde brug for. "Hmmmm... Santa Monica telefonbogen har en Walter Bonestell, der bor Dolphin Court nummer 1129. Det er ikke så langt fra kysten."
"Jupiter!" blev der råbt uden for campingvognen. "Jupiter Jones, hvor er du? Jeg har brug for dig!"
Jupe sukkede. "Tante Mathilda lyder lidt misfornøjet. Hun har ikke set mig siden morgenmaden. Ved denne tid har hun sikkert en hel masse ting, jeg skal gøre for hende."
"Min mor leder nok også efter mig," sagde Pete.
"Jeg skulle lige til at foreslå, at vi skulle besøge hr. Bonestell," sagde Jupe. "Måske kunne vi gøre det først på aftenen. Kan I slippe af sted til den tid? Hvis vi kunne mødes foran Rocky Beach Market klokken syv, kunne vi køre ned langs kysten og træffe sikkerhedsvagten på hans hjemmebane."
"Helt i orden med mig," sagde Pete.
Bob lo. "Vi har fri i morgen. Så det skulle ikke være noget problem. Vi ses i aften."
Drengene forlod campingvognen, og Jupiter tilbragte eftermiddagen med at arbejde på skrammelpladsen. Efter at have spist tidlig aftensmad med tante Mathilda og onkel Titus stod Jupiter nu foran Rocky Beach Market og ventede med sin cykel. Bob og Pete dukkede op fem minutter i syv, og i mørket begav drengene sig af sted til Santa Monica.
Dolphin Court viste sig at være en blind vej i et lille parcelhuskvarter. Nummer 1129 var et træhus halvvejs nede ad gaden. Den lille bil, drengene havde set på Cypress Canyon Drive, stod i indkørslen. Ud mod vejen var huset mørkt, men der var lys i et vindue bagtil. Drengene gik ind ad indkørslen og så gennem vinduet ind i køkkenet.
Sikkerhedsvagten var der - alene. Han sad ved bordet nær vinduet med en dynge aviser foran sig og en telefon stående ved albuen. Han ringede ikke til nogen lige nu. Han sad blot og stirrede åndsfraværende på plasticdugen. Han så ældre - og mere skrøbelig - ud end i morges. Hans hår virkede tyndt, og han havde røde rande under øjnene.
Drengene talte ikke. Lidt efter vendte Jupe sig for at gå om og ringe på hoveddøren.
I indkørslen stod en mand med automatisk pistol og spærrede vejen for ham.
"Hvad er I egentlig ude på?" spurgte manden.
Han sigtede ikke med pistolen, og han talte lavt og behersket. Men Jupe havde en mareridtlignende fornemmelse af, at han og hans venner var i overhængende fare. Der var noget koldt og beslutsomt ved manden med pistolen. Hans mund var en lige, tynd linie, der ikke røbede bare en antydning af humor. Kæmpesolbriller tronede på hans hoved som endnu et par kolde øjne.
Pete gav en forskrækket lyd fra sig, og manden vrissede: "Ti stille!"
Køkkenvinduet blev åbnet, og hr. Bonestell lænede sig ud. "Hvad er der, Shelby? Hvad laver du?"
Manden med pistolen pegede hen imod drengene. "De tre dér står og kikker ind ad vinduet på dig."
"Nå!" sagde hr. Bonestell. Han lød forvirret og nysgerrig. Men så sagde han "Nå!" igen, og denne gang lød han opskræmt.
"Ind i huset med jer!" beordrede manden med pistolen. "Dén vej! Af sted!"
Drengene begyndte at gå. De gik rundt om huset til baggården og ind ad køkkendøren.
"Hvad er det egentlig for noget det her?" spurgte hr. Bonestell. "Da jeg tog ud for at tale med hr. Sebastian i morges, fortalte han, at han netop havde haft besøg af tre drenge. Det var jer tre ikke? I stod på vejen, da jeg kom kørende, ikke? Med jeres cykler."
"Ja, hr. Bonestell," sagde Jupiter.
"Vil I ikke sidde ned?" sagde hr. Bonestell. Han trak en stol ud fra bordet nær vinduet.
"Walter, hvad går det her ud på?" spurgte manden med pistolen. "Hvad er det, der foregår?"
"Det ved jeg ikke rigtig," sagde hr. Bonestell. "Tag nu og fjern den pistol, Shelby! Pistoler gør mig nervøs."
Shelby tøvede. Så smøgede han sit bukseben op over skinnebenet og lod pistolen glide ned i et hylster, der var spændt fast til hans ben lige under knæet.
Pete glippede med øjnene og stirrede, men han sagde ikke noget. Drengene tog plads ved bordet.
"Hr. Sebastian sagde, at I havde set en mistænkelig person nær ved banken," sagde Bonestell.
"Vil du så tage og fortælle mig, hvad det er, der foregår?" råbte Shelby.
Hr. Bonestell sukkede. "Har du ikke hørt nyhederne i radioen?" sagde han. "Der blev begået et røveri i banken i morges."
"Røveri? Nej, det har jeg ikke hørt. Jeg havde ikke tændt for bilradioen. Hvad skete der? Og hvad er der med de drenge? Jeg kan altså ikke forstå det."
Hr. Bonestell gjorde hurtigt rede for enkelthederne ved røveriet. "Og det var mig, der lukkede tyvene ind," sagde han. "Jeg tror, politiet mistænker mig for at have med tyvene at gøre."
Hr. Bonestell så trist ud. "Det var uforsigtigt af mig," tilstod han. "Hvis jeg havde set nøjere på manden ved døren, ville jeg have kunnet se, at det var en fremmed. Men selv om jeg var uforsigtig, betyder det ikke, at jeg er forbryder. Jeg har ikke gjort noget uhæderligt i hele mit liv. Der er bare det ved det, at politiet ikke kender mig, så jeg bliver nødt til at finde en eller anden, der kan hjælpe mig med at bevise, at jeg er uskyldig."
"En sagfører," sagde Shelby og nikkede selvtilfreds som én, der altid har de rigtige svar. "Meget klogt af dig, Walter, men hvad har det med drengene at gøre? Hvorfor stod de og kiggede ind ad vinduet?"
Hr. Bonestell så nedslået ud. "Jeg tror også, at de nærer mistanke til mig." Han lænede sig frem mod Jupe. "Først troede jeg, at hr. Sebastian måske kunne hjælpe mig. Han var med i et fjernsynsshow i sidste uge, hvor han fortalte om den film, han lige var blevet færdig med. Og han sagde, at somme tider får folk rodet sig ind i vanskeligheder, blot fordi de tilfældigvis befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg er vist en af den slags. Så jeg tænkte, at hr. Sebastian måske ville være interesseret i min ... min sag. En af sekretærerne i banken troede også, at han måske kunne hjælpe mig, og hun skaffede hans adresse til mig. Han har hemmeligt telefonnummer - det tror jeg en masse berømte mennesker har - så jeg tog ud til ham for at..."
"Hold op med din plapren, Walter!" beordrede Shelby. "Hvem pokker er hr. Sebastian?"
Jupe rømmede sig. "Han skriver romaner og filmmanuskripter," sagde han. "Han har også været privatdetektiv. Vi besøgte ham i morges. Der var nemlig en mand, der uden for banken tabte en tegnebog, der tilhørte hr. Sebastian. Og Bob her - Bob Andrews - samlede den op."
"Jeg tror, jeg var lige over for banken, da røveren stod ved døren," indskød Bob. "Jeg så faktisk, De lukkede ham ind, hr. Bonestell."
"Da vi så Dem komme til hr. Sebastians hus i morges, efter at vi havde afleveret tegnebogen," sagde Pete, "var vi faktisk lidt mistænksomme. Vi mente, at der kunne være en eller anden forbindelse mellem Dem og hr. Sebastian og... og røveriet."
Pete holdt inde. Han blev helt rød i ansigtet. "Det lyder dumt nu, hvor jeg siger det højt," tilstod han.
"Jeg kom blot for at bede om hjælp," sagde hr. Bonestell, "men hr. Sebastian skal til at begynde på en ny bog, og han har ikke tid til at hjælpe. Han gav mig navnene på nogle privatdetektiver her i Los Angeles, men han syntes, det var bedre at opsøge en sagfører. Jeg ringede rundt i eftermiddag. Ved I, hvad sagførere koster? Og privatdetektiver? Jeg har ikke råd til nogen af delene."
Jupe rettede sig op i stolen. "Hr. Bonestell, vi var nok mistænksomme, lige da vi kom, men jeg er ikke mistænksom længere. Jeg tror, vi kan hjælpe Dem. Vi er nemlig privatdetektiver, hr. Bonestell."
Jupe rakte et af deres visitkort til hr. Bonestell.
"Hvor mærkeligt!" sagde Shelby, som læste over skulderen på hr. Bonestell. Han lød sarkastisk.
"Vi er ikke særlig mærkelige," sagde Jupe. Han havde fuld kontrol over sin stemme. "Vi kan opvise utrolig mange gode resultater, som almindelige bureauer må misunde os. Vi er ikke hæmmet af en masse fordomme, som ældre mennesker ofte er. Vi mener, at næsten alt er muligt, og vi er tilhængere af at følge vores bedste instinkter. Hr. Bonestell, jeg tror ikke, De har taget del i et bankrøveri. Jeg tror, mine venner føler på samme måde."
Jupe så hen på Bob og Pete, som nikkede.
"Hr. Bonestell," sagde Jupe. "Hvis De vil tage imod det, vil De tre Detektiver godt have Dem som klient."
Det tog pippet fra Walter Bonestell. "I er så unge!" sagde han.
"Skulle det virkelig være en hindring?" spurgte Jupe.
Bonestell vred nervøst sine hænder. "Jeg burde gå til et rigtigt bureau, men... men..."
"Hvad ville det koste dig, Walter?" spurgte Shelby.
Den yngre mand trak en stol hen til bordet. Han kiggede forbi hr. Bonestell og drengene hen på det natsorte vindue. Han så bistert på sit eget spejlbillede. Han strøg sit glatte, lyse hår tilbage med hånden, tog sine solbriller af og stak dem i lommen på sin fløjlsjakke.
"Jeg ved ikke, hvorfor du er så bekymret," sagde han til sidst. "Ifølge retssystemet i dette land er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist."
"Jeg føler mig nu ikke helt uskyldig," sagde hr. Bonestell. "Det var jo mig, der lukkede røverne ind."
"Det kan de da ikke sende dig i fængsel for," sagde Shelby. "Men hvis du er helt ude af flippen, hvorfor så ikke hyre de her drenge? Jeg ved ikke, hvordan de vil bevise, at du ikke gjorde det, men det kan de måske."
"Vi vil i hvert fald forsøge," lovede Pete.
"I virker meget ivrige efter at hjælpe," sagde hr. Bonestell. "Jeg har svært ved at udtrykke, hvor rart det føles. Der er så få, der har været flinke i dag. Jeg tror... hvis I virkelig er i stand til at hjælpe... Jo, jeg vil være jeres klient. Det er på høje tid, der er nogen, der står på min side!"