"Det har været et mareridt!" sagde hr. Bonestell. Han lod fingeren følge mønsteret i plasticdugen og så nervøst fra Jupiter til Bob og fra Bob til Pete. "De bad mig om ikke at komme på arbejde igen, før røveriet var opklaret. De sagde ikke højt, at jeg var forbryder, men de tænkte det. Hvordan kunne de dog få sig selv til at tænke sådan? Ligner jeg måske en mand, der vil hjælpe til ved et bankrøveri? Ligner det her måske et sted, hvor forbrydere holder til?"
Drengene så på hr. Bonestell og derefter på hans ryddelige køkken. Jupe følte lyst til at smile. Han kunne slet ikke forestille sig hr. Bonestell udtænke en forbrydelse, og han kunne heller ikke forestille sig, at tyve nogen sinde havde planlagt en forbrydelse på dette sted. Huset var så nydeligt, at det overhovedet ikke havde noget særpræg.
"Åh, nej!" sagde Shelby. "Mine varer!"
Han forsvandt ud ad køkkendøren. Drengene hørte døren smække, da han gik ud.
"Hvorfor ikke begynde med begyndelsen, hr. Bonestell?" sagde Jupiter. "Hvis De fortæller os alt, hvad De husker om røveriet, kommer De måske i tanke om noget, De tidligere har overset."
Bonestell så ikke særlig optimistisk ud. "Sebastian sagde, at det er vanskeligere at bevise, at en mand er uskyldig - hvis han ikke har noget alibi - end at bevise, at han er skyldig."
"Jamen, er De sikker på, at De ikke har noget alibi?" spurgte Jupe. "Stop lidt op og tænk over det. Hvis De var en af bankrøverne, ville det meste af Deres tid i de seneste dage have været optaget af at planlægge røveriet. Og De ville også skulle kende de andre røvere. Kan De give en redegørelse for, hvad De har foretaget Dem de sidste fjorten dage?"
Hr. Bonestell rystede bedrøvet på hovedet.
"Hvad med Deres ven Shelby? Jeg går ud fra, at han bor her. Kan han fortælle noget om, hvad De har lavet de sidste par dage?"
Igen rystede hr. Bonestell på hovedet. "Shelby bor her, men han er ikke så meget hjemme. Han er repræsentant for Systems TX-4. Det er en computer-virksomhed. Han rejser rundt og rådgiver de firmaer, der investerer i computer-systemer. Han var væk hele sidste uge og også i weekenden. Et firma i Fresno er ved at købe TX-faktureringssystemet, og han hjalp dem. Han kom først hjem for lidt siden. Og selv når han er hjemme, lægger han ikke mærke til ret meget. Da jeg var ansat hos TX-4, var han meget venligere, end han er nu."
"Har De arbejdet for Systems TX-4?" spurgte Jupe.
"Ja, efter de overtog Jones-Templeton Kontormaskiner." For første gang viste der sig et glimt af stolthed i hr. Bonestells ansigt. "Jeg var hos Jones-Templeton i over tredive år," sagde han. "Jeg begyndte hos dem lige efter Anden Verdenskrig. Først var jeg i postafdelingen, og så kom jeg i indkøbsafdelingen og arbejdede mig op dér. På et tidspunkt var der tolv ansatte i afdelingen, og jeg var den næstøverste. Det var, mens børnene voksede op. Det var et godt sted at være, og mine børn havde en god barndom. Med trygge kår. Vi flyttede ikke så meget rundt, som så mange andre har det med at gøre."
Hr. Bonestell rejste sig og gik ind i dagligstuen. Han kom tilbage et øjeblik efter med et indrammet foto. Det var et billede af ham selv - i yngre udgave med mørkt, tykt hår. Han sad ved siden af en lyshåret kvinde med rundt ansigt og to børn.
"Min kone, Eleanor," sagde hr. Bonestell og pegede på kvinden. "Vi blev gift året efter krigens afslutning. Hun døde for fire år siden af hjertelammelse. Det var alt for tidligt, hun døde."
Han holdt inde og sank en klump i halsen.
"Det gør mig ondt," sagde Jupiter.
"Ja. Men det er jo den slags, der kan ske. Her blev bare så ensomt, da børnene var rejst. Min søn er produktionskoordinator i Elliot Elektronik i Sunnydale, og Debra er nu gift. Hendes mand er forsikringstaksator. De bor i Bakersfield, og de har to børn.
Så der er en masse at være taknemmelig for - at opdrage to børn og få dem godt i vej. Jeg ville bare ønske, de boede lidt nærmere. Men det gør de altså ikke. Og de flytter heller ikke hjem igen, så mens jeg stadig væk arbejdede for TX-4, begyndte jeg at se mig om efter en at dele udgifterne med. Shelby - Shelby, Tuckerman - havde brug for et sted at bo. På den måde kom vi til at bo i samme hus."
Køkkendøren blev åbnet, og Shelby kom ind med en brun papirpose i hånden. Han gik hen til køleskabet og begyndte at lægge de frosne madvarer ind.
"Med hensyn til hvad der skete i aftes," sagde Jupe lidt efter, "vil De have noget imod at gennemgå det med os?"
"Hvis I tror, det kan hjælpe," sagde hr. Bonestell. "Til at begynde med foregik der ikke noget usædvanligt. Jeg har haft jobbet i næsten et år. Når jeg møder klokken tolv, tager jeg mig af forskellige småting - ikke noget særligt. Jeg tog kun jobbet, fordi tiden føltes uendelig lang, da jeg blev... øh... trak mig tilbage fra Systems TX-4. Jeg blev erstattet af en computer.
Så nu er jeg en slags altmuligmand i banken. Når banken lukker, har jeg opsynet med rengøringspersonalet. Når jeg har lukket dem ud og låst efter dem, kontrollerer jeg stedet en sidste gang for at være helt sikker på, at alt er i orden. Derefter går jeg. Der er ingen sikkerhedsvagt i banken om natten. Der er et kodeur i boksen, så de har ikke brug for en vagt. Ingen kan åbne boksen, uden at alarmen går i gang. Og så kommer strisserne."
"Det er altså derfor, forbryderne holdt Dem fanget hele natten," sagde Bob. "De kunne ikke foretage sig noget, så længe kodeuret var slået til."
"Ja, det er rigtigt," sagde hr. Bonestell. "De var tre, og de kendte selvfølgelig systemet. De må have stået på lur og ventet et eller andet sted, indtil rengøringspersonalet var færdige og tog op med elevatoren. Så gik en af dem hen og bankede på døren. Der er ikke så meget lys i forhallen, og da jeg så ud gennem døren, så jeg en mand i overall, med langt gråt, strittende hår og en hue trukket helt ned over øjnene. Jeg troede, det var Rolf, der kom tilbage efter noget. Jeg åbnede døren. Han gik ind, og først da så jeg, at det ikke var Rolf. Han havde en pistol, så det var for sent at gøre noget.
Og straks kom der to andre. De havde parykker og falske skæg på. De tvang mig ind i bestyrelsens kontor, hvor jeg ikke kunne ses fra gaden. De holdt mig under opsyn hele natten, og de ikke så meget som nærmede sig boksen. Da de ansatte begyndte at komme om morgenen, gennede de dem ind i bestyrelsens kontor. Og da hr. Henderson kom ind - det er ham, der har koden og åbner boksen - vidste de, hvem han var. De tvang ham til at åben boksen, så snart kodeuret var udløst."
Shelby Tuckerman satte sig ned ved siden af Pete. "Jeg tror, der er nogen i nabolaget, der har udspioneret dig," sagde han til hr. Bonestell. "Enten det eller en af de gamle stabejser i Pensionistcentret, der besluttede sig for, at banken ville være let at gå til."
Hr. Bonestell så misfornøjet ud. "Shelby, jeg ville da genkende en nabo eller en ven. De var fremmede."
Shelby rejste sig og satte en kedel vand over. "De var da forklædte, ikke?" sagde han. "Jeg tror ikke, det ville være nogen skade til, hvis drengene holdt et vågent øje med naboerne. De hører jo ikke ligefrem til overklassen."
"Hvorfor skulle de også det?" spurgte hr. Bonestell.
Jupe lænede sig frem. "Det er da klart, at De ikke har lyst til at mistænke Deres naboer," sagde han. "Men det virker unægtelig, som om der er nogen, der kender alt til rutinen i banken. Er De sikker på, at De ikke er blevet iagttaget de sidste par dage? Er der nogen, der har stillet Dem spørgsmål om Deres job?"
"Nej." Hr. Bonestell så fuldstændig knust ud.
Vandet begyndte at koge, og Shelby kom en skefuld pulverkaffe i en kop og hældte varmt vand over. Han gik tilbage til bordet og sad og nippede til den sorte væske, idet han så fra Jupe til hr. Bonestell og tilbage igen.
"Vi bliver nok nødt til at bevise, at en anden er skyldig, før vi kan bevise, at De er uskyldig," sagde Jupe. "Vi har måske også et spor."
"Et spor?" sagde hr. Bonestell ivrigt. "Hvilket?"
"På det her tidspunkt kan vi ikke være helt sikre på, at det virkelig er et spor," sagde Jupe. "Det er nok bedst, at vi ikke diskuterer det med Dem. Vi vil undersøge sagerne og ringe til Dem om et par dage. Hvis De i mellemtiden lægger mærke til usædvanlig opførsel eller umådelig nysgerrighed hos nogle af Deres bekendte, så lad os det vide. Vores nummer står på bagsiden af kortet."
"Ja, selvfølgelig."
Drengene forlod huset. Da døren havde lukket sig bag dem, spurgte Bob: "Et spor? Mener du tegnebogen? Er den et spor?"
"Et meget lille spor," sagde Jupe. "Men det er alt, vi har at gå efter. Jeg tror, at vi allerede har fastslået, at hverken hr. Sebastian eller hr. Bonestell er forbrydere. Men hvis den blinde mand havde nogen som helst forbindelse med røveriet, så er hr. Sebastian måske kommet i kontakt med en forbryder. Hans tegnebog er forbindelsesleddet, så det er nok værd at følge op."
"Ja, hvis du tror det," sagde Pete. "Men prøv i det mindste på at holde os borte fra steder, hvor folk sigter med pistoler på os, okay?"