Pete besluttede sig for, at han ville blive i nærheden af Denicola-anløbsbroen og holde øje med manden, der hed Ernie.
"Hvis han er ude på noget, må vi hellere finde ud af, hvad det er," sagde Pete. "Og han har set dig. Han vil finde det underligt, hvis du lusker rundt her. Han har ikke set mig, så jeg kan godt snuse lidt rundt. Det vil han slet ikke lægge mærke til."
"Vær forsigtig!" advarede Jupe.
"Du ved da, at jeg nok skal passe på," sagde Pete. "Jeg passer altid på. Det er mere, end man kan sige om dig!"
Jupe tog af sted. Han strøg hen ad kystvejen. Pete gik over vejen ned til stranden. Han skubbede sin cykel ind under anløbsbroen, der i vandkanten var høj nok til, at man kunne stå op under den. Han låste sin cykel fast til en af pælene. Han gjorde sig umage for ikke at vise nogen som helst interesse for, hvad der ellers foregik. For enhver, der kunne tænkes at betragte ham, lignede han bare en dreng, der søgte efter et sikkert sted at parkere sin cykel.
Pete gik et stykke hen ad stranden, forbi nogle fiskere. Så satte han sig ned i sandet og så hen over vandet mod Maria III. Ernie befandt sig igen på båden. Han var ved at pudse messingbeslagene.
Morgenen forløb godt nok. Der kom en gruppe børn for at lege i sandet nær ved anløbsbroen. Pete fandt ud af, at de boede i nærheden og begyndte at udspørge dem. De fortalte Pete, at Ernie boede i det lille hus lige oppe på kystvejen, og at han boede sammen med to af sine venner. Og de talte sammen på et fremmed sprog. Pete var tilfreds med de oplysninger, han fik. Det ville Jupe ikke have kunnet gøre bedre, tænkte han.
Til frokost spiste Pete en sandwich, som han købte i en lille butik på kystvejen. Derefter vendte han tilbage til stranden og iagttog Ernie hele eftermiddagen. Lidt over fem forlod Ernie anløbsbroen og begav sig hen ad kystvejen. Han gik i vejkanten. Pete fulgte efter ham i nogen afstand.
Ernie styrede lige hen imod et forfaldent lille hus, hvis facade vendte ud mod kystvejen, og den bageste del strakte sig ud over stranden, bygget på pæle. Da han var forsvundet ind i den forsømte, faldefærdige hytte, stod Pete og spekulerede på, hvad han nu skulle gøre. Hvordan skulle han finde ud af mere om denne mand, der måske kendte tiggeren?
En misligholdt, gammel lastbil kom rumlende hen ad kystvejen. Den trak ind i siden af vejen over for Ernies hytte, og en ung mand steg ud af bilen. Han vinkede og råbte tak til føreren, gik derefter over vejen og ind i huset. Lastbilen kørte videre.
Få minutter senere dukkede en tredje ung mand op på scenen. Han kørte i en gammel Buick, som han parkerede på et vildtvoksende stykke jord ved siden af huset. Derefter gik han ind i huset og smækkede døren efter sig.
Der var kun få fiskere tilbage langs kysten nu. Solen var ved at gå ned i vest. Pete besluttede sig til at vente endnu ti minutter. Så ville han hente sin cykel og tage hjem.
Men han nåede dårligt nok at tage denne beslutning, førend døren til Ernies hytte blev åbnet. Ernie og de to andre mænd kom ud og begyndte at gå hen ad kystvejen. Mændene gik forbi Denicola, krydsede vejen og traskede op ad en snoet indkørsel. Den førte op til en bygning, som lå på toppen af klipperne med udsigt over havet. Et skilt på skråningen kundgjorde, at dette var Motel Havblik.
Ernie og hans venner var nået op til toppen af skråningen, da en bil drejede ind i indkørslen til motellet og begyndte at køre opad. Endnu en bil ankom og fulgte den første op ad skråningen, og en tredje bil gjorde holdt i vejsiden. En mand og en kvinde steg ud af sidstnævnte bil og begav sig op ad indkørslen til fods, samtidig med at to unge mænd på motorcykler drønede op ad skråningen.
Pete stod undrende og betragtede det hele. Da en varevogn fuld af unge mennesker trak ind til vej siden, besluttede han at handle. Han krydsede vejen, netop som en lille bil standsede. Et midaldrende par steg ud ledsaget af to teenage-drenge. Manden og kvinden begyndte at gå op ad indkørslen med drengene i hælene på sig. Pete holdt trit med dem nogle få meter efter drengene.
Han fulgte efter familien op til toppen af skråningen og bag om motellet til parkeringspladsen og svømmebassinet. Dørene til motelværelserne vendte alle sammen ud mod bagsiden af motellet. Oven over dem, under tagskægget, strømmede lyset allerede ud. Rækker af klapstole var sat frem langs kanten af svømmebassinet og nogle steder på den asfalterede parkeringsplads. Bag ved svømmebassinet var der et tomt område, hvor Ernie og hans to venner var ved at sætte enorme staffelier op med meget store fotostater. Den ene sort-hvide portræt-fotostat viste en hvidhåret mand i en kunstfærdig uniform belæsset med guld- og sølvbånd. Et farvebillede viste en by badet i gyldent sollys. Det tredje billede fik Pete til at fare sammen. Det var et foto af en mand med langt gråt hår, et ar hen over ansigtet fra kindbenet til hagen og øjnene dækket af mørke briller. Han lignede fuldstændig den blinde tigger, Bob havde beskrevet.
Pete begyndte at blive nervøs. Han havde ingen ret til at være her. Han havde mest af alt lyst til at flygte, men han vidste, at Jupe aldrig ville tilgive ham, hvis han gjorde det. Der skulle holdes et møde af en eller anden slags, og det kunne måske fortælle ham, hvem den arrede mand var. Det var tilsyneladende et åbent møde, og der var ingen, der tog imod billetter. Og der var heller ingen, der lagde mærke til Pete. Han kunne formentlig uden risiko blive der, hvis han blot forholdt sig i ro og lod, som om han hørte til.
Han satte sig ned på en af klapstolene og klarede at smile venligt til en kraftig mand, der meget forpustet efter turen op ad indkørslen satte sig ned ved siden af ham.
Der kom flere og flere mennesker. Da alle stole var besat, satte folk sig på trapperne uden for motellets kontor og på muren på den ene side af svømmebassinet. Der var ikke tændt lys inde i motellet, og Pete spekulerede over, om stedet kun holdt åbent om sommeren.
Det var næsten mørkt, da Ernie gik op på en lille talerstol, der var stillet op foran rækken af fotostater. En af Ernies venner kom marcherende frem bag motellets kontor med et flag af blå silke kantet med guld. Midt på banneret var der en samling gyldne egeblade.
En kvinde blandt tilhørerne begyndte at synge. Endnu en kvinde sluttede sig til hende og derefter en mand. Snart stod alle op og sang. Musikken tog til i styrke og lød sluttelig helt majestætisk. Pete rejste sig og lod, som om han sang. Han havde aldrig hørt melodien før, men den lød som en kampsang eller nationalhymne. Da musikken holdt op, satte sangerne sig ned, mens de hostede meget og skramlede med stolene. Ernie trak sig tilbage fra talerstolen.
En ældre mand gik op på talerstolen og begyndte at tale på spansk. Pete sukkede stille. Han forstod ikke spansk! Bare Jupe dog var her!
Til at begynde med talte manden meget dæmpet, men hans stemme blev hurtigt højere og højere. Manden viftede med en knyttet næve, som om han var vred på forsamlingen, eller på en eller anden, der stod lige på den anden side af lyskeglen oppe på toppen af skråningen.
Der blev råbt bifaldende, da manden sluttede sin tale og gik ned fra talerstolen. Derefter trådte en ung kvinde med langt, glat lyst hår ud af tilhørermængden. Hun stod foran forsamlingen og råbte noget, der lød som slagord. Folk klappede og piftede, og nogle stampede med fødderne.
Kvinden rakte hænderne i vejret, og tilhørerne tav. Hun begyndte at tale. Hun var sprudlende, ja hun nærmest dansede i det blændende projektørlys, mens hun gestikulerede hen mod fotostaterne bag ved sig. Hver gang hun pegede på billedet af manden med arret, lød der et brøl fra tilhørerne.
Der blev råbt bifaldende og piftet, da hun var færdig. Ernie gik igen op på talerstolen, og efterhånden blev forsamlingen stille. Derefter begyndte Ernie - til Petes store skræk - at udvælge folk blandt tilhørerne. Han pegede på dem og opfordrede dem til at rejse sig og holde en tale. Den ene efter den anden rejste sig og holdt tale - på spansk. Først var det en mand på forreste række, så en kvinde lidt tilbage i tilhørerskaren, så en dreng, der sad på trappen til motellet. Når hver enkelt rejste sig, råbte Ernie opmuntrende, klappede og lo.
Så pegede Ernie på Pete, og mændene og kvinderne rundt om Pete så på ham.
Pete rystede på hovedet, men manden til højre for Pete trak ham i albuen og opfordrede ham til at rejse sig.
Langsomt - som var det hele et mareridt - kom Pete på benene. Han vidste, at han var nødt til at tænke hurtigt, men hans hjerne fungerede slet ikke.
Ernie sagde noget, og tilhørerne lo. Så var der igen tavshed. Pete så en masse ansigter, der stirrede på ham og ventede.
Pete havde mest af alt lyst til at stikke af. Han ønskede at komme væk, væk fra tilhørerne og ned i indkørslen, førend alle disse mennesker fandt ud af, at han var spion.
Manden ved siden af Pete sagde noget - stille og blidt. Var det mon bare et spørgsmål? Eller var det en trussel?
Pludselig førte Pete hånden op til halsen. Han åbnede munden og pegede og udstødte en halvkvalt lyd. Og så rystede han på hovedet.
"Aha!" sagde manden ved siden af ham. "Stemmebåndskatar!"
Pete nikkede og fremtvang et smil. Folk begyndte at le, og Pete satte sig meget lettet ned. Hans nabo gav ham et trøstende klap. Alle vendte sig om. Ernie sagde et eller andet og pegede på en anden blandt tilhørerne. Og vedkommende rejste sig og talte. Til sidst sendte Ernie og hans venner en kurv rundt mellem rækkerne af stole. Den unge lyshårede kvinde talte igen. Hun opfordrede sandsynligvis tilhørerne til at give lidt rigeligt.
Der var stoppet masser af pengesedler i kurven, da den nåede Pete. Han lagde en dollar i og sendte den videre. Så var der en eller anden, der råbte noget henne fra indkørslen, og kurven forsvandt hurtigt ud af syne.
Der opstod en vældig forvirring, og pludselig sad Ernie og to andre mænd foran tilhørerne med guitarer og en harmonika. Ernie slog en akkord an på sin guitar. Harmonikaspilleren begyndte at spille, og den lyse unge kvinde sang stille.
Tilhørerne begyndte at synge med på en melodi, der var sød og enkel, som en folkesang sunget af børn.
Pete kunne høre larmen fra en motorcykel. Han vendte sig, idet en uniformeret motorcykelbetjent kom drønende op ad indkørslen.
Sangen døde hen.
Betjenten stillede sin motorcykel og gik hen til den åbne plads ved talerstolen. "Jeg er ked af at forstyrre jer," sagde han. "Hvem står i spidsen for det her?"
"Det gør jeg." Ernie rejste sig. "Er der noget galt? "Vi har fået tilladelse af hr. Sanderson til at øve os her."
"Sanderson?" Betjenten så hen imod motellets kontor. "Er det ham, der ejer dette sted?"
"Ja. Vi har lejet fællesrummet af ham. Vil De se kontrakten?"
"Nej. Jeg tror på jer. Men det her er ikke fællesrummet. Og fortalte Sanderson - eller en anden - jer ikke, at det er farligt at opholde sig på motellet? Hvorfor tror I egentlig, det er lukket? Jordbunden er usikker efter den megen regn, og der kan opstå jordskred når som helst. Og hvad laver I egentlig her? Hvem er alle de mennesker?"
Ernie smilede sit mest troskyldige smil. "Vi er Sunset Hill Musikforening," sagde han. "Vi er ved at øve os til Folkemusikfestivalen på Coliseum den syvogtyvende."
Betjenten stirrede på tilhørerne. "Alle sammen?" sagde han. "Øver I jer alle sammen til denne... denne festival?"
"Folkemusikfestivalen er for store amatørgrupper," sagde Ernie tålmodigt, "og jo, hr. Sanderson har fortalt os, at jordbunden var usikker. Men det var for sent at aflyse prøven, og nogle af dem, der er her, kommer helt fra Laguna, så vi besluttede at øve herude i det fri. Det er ikke helt så farligt. Selv om motellet skulle skride ned, er der jo ingen herude, der vil komme til skade, vel?"
"Det skal I nu ikke regne med," sagde motorcykel-betjenten. Han hævede stemmen. "Jeg er ked af det, venner, men jeg bliver nødt til at bede jer om at forlade dette sted så hurtigt som muligt. I skal ikke blive grebet af panik, men her er ikke helt ufarligt. Så vent ikke alt for længe, men se at komme herfra nu! Vil I ikke nok skynde jer. Tænk ikke på stolene! Lad dem bare stå og se så at komme af sted!"
Folk begyndte at strømme ud, stille og i god orden. Da Pete begyndte at gå ned ad indkørslen, hørte han
Ernie sige til betjenten: "Det er helt i orden det her. Men tag lige og giv mig en chance for at få pakket min guitar ned, ikke?"
Pete rystede forbløffet på hovedet. Bare vent til Jupe hører om det her, tænkte han!