"Jeg ved faktisk ikke, hvad de lavede," sagde Pete. "Men jeg tør vædde hele min løn for april på, at det ikke havde noget som helst med folkesang at gøre."
Det var næste morgen. Og Pete sad på gulvet i Hovedkvarteret. Han sad og skulede vredt over alting og ingenting.
"Jeg ville nu ikke vædde, hvis jeg var dig," sagde Jupe. Los Angeles Times lå foran ham på skrivebordet, slået op på forlystelsessiden. "Der skal faktisk foregå noget på Coliseum den syvogtyvende."
Bob sad på stolen ved forhænget, der adskilte kontoret i campingvognen fra Jupes laboratorium. Han havde været nedtrykt, da han kom tilbage fra Santa Monica dagen før, for han havde ikke fundet frem til noget nyt om den blinde mand. Men nu hvor han havde hørt Petes historie, livede han vældigt op. Han sad og bladede langsomt i et verdensatlas, han havde i skødet.
"Flaget, de brugte ved prøven eller stævnet eller hvad det nu var, er ikke det mexicanske flag," meddelte han. "Mexicos flag er rødt, hvidt og grønt. Og det er heller ikke det spanske flag. Og det er heller ikke fra nogen af de centralamerikanske lande."
"Det er måske slet ikke noget lands flag," sagde Jupe. "Det kan jo også være en eller anden organisations fane."
Men så sagde Bob højt "Aha!", og Jupe rettede sig op i sædet.
Bob studerede en side i atlasset et kort øjeblik og så derefter op. "Mesa d'Oro," sagde han. "Det er et lille sydamerikansk land. Der er vist to flag ved siden af kortet. Det ene er grønt med et statsligt segl midtpå, og det andet er blåt med en samling gyldne egeblade. Det grønne er landets officielle flag. Det blå er noget, atlasset kalder Den gamle Republiks flag. Og i en fodnote står der, at det blå flag stadig bruges i nogle fjerne provinser og af nogle konservative grupper på særlige helligdage."
Bob så ned i atlasset igen. "Mesa d'Oro har havne ud til Stillehavet," fortalte han sine venner. "De eksporterer kaffe og uld. Der vokser byg i højlandet syd for hovedstaden, der er en havneby ved navn Cabo de Razon. Landet har tre og en halv million indbyggere."
"Står der ikke mere?" spurgte Pete.
"Der står aldrig særlig meget i et atlas," sagde Bob. "Der er kort, oplysning om befolkningen og sådan noget."
"Meget mærkeligt!" sagde Jupiter. "Et stævne af en eller anden slags, hvor der samles penge ind - måske penge til et lille sydamerikansk land. Og der er noget lusket ved mødets ledere. De lyver for motorcykelbetjenten, da han dukker op. Der udstilles et kæmpestort foto af den blinde tigger, og manden, der leder møderne, er den samme, der blev forskrækket - eller i det mindste meget nervøs - da gamle fru Denicola fortalte om en drøm med en blind mand, der samlede en tegnebog op.
Hvad lavede de mennesker egentlig i aftes? Havde de noget som helst at gøre med røveriet, eller står vi over for et helt andet problem? De ønskede i hvert fald ikke, at politiet skulle kende formålet med deres møde."
"De kan umuligt have planlagt en eller anden forbrydelse," sagde Bob. "Det ville have været latterligt. Ikke med så mange mennesker, og ikke uden en eller anden form for sikkerhed. Pete spadserede bare ind, satte sig ned og blev godtaget."
Jupe rynkede panden og bed læberne sammen - et sikkert tegn på, at han granskede efter et svar på et spørgsmål.
"Måske er den mand, hvis billede jeg så i aftes, ikke den samme mand, Bob så uden for banken," sagde Pete. "Det er måske en anden blind mand."
"Det ville da være et utroligt sammentræf," sagde Jupe hurtigt. "Der er arret, og der er den kendsgerning, at hr. Sebastian må have tabt sin tegnebog i nærheden af Denicola-anløbsbroen, og den kendsgerning, at Ernie genkendte beskrivelsen af den blinde mand, da fru Denicola fortalte om sin drøm. Det må være den samme mand. Men hvad har han at gøre med et land ved navn Mesa d'Oro? Og har han overhovedet noget at gøre med et bankrøveri i Santa Monica?"
"Måske er Ernie udenlandsk agent og den blinde mand hans kontaktperson," sagde Pete. "Hvis Ernie virkelig er spion, ville han ikke bryde sig om, at politiet vidste det, så han ville lade, som om han var noget andet - folkesanger for eksempel."
"Du ser vist for meget fjernsyn," sagde Bob. "I det virkelige liv opfører folk sig ikke sådan."
"I det virkelige liv opfører folk sig på en måde, der er endnu mere fantastisk, tror jeg," sagde Jupe. "Men vi ved stadig væk ikke nok om Ernie - eller om nogen anden - til at forstå, hvad det egentlig er, der foregår i denne sag. Heldigvis giver Petes oplevelse i aftes os nogle nye spor at gå efter. Mesa d'Oro - for eksempel. Vi er nødt til at blive ved med at søge, indtil vi finder noget, der kan rense hr. Bonestell."
Bob sagde: "Jeg skal være på mit arbejde på biblioteket klokken ti. Så vil jeg slå Mesa d'Oro op og se, hvad jeg kan finde ud af."
"Jupiter!" Det var tante Mathilda, der kaldte fra et eller andet sted på skrammelpladsen, "Jupiter Jones! Hvor er du?"
Pete lo. "Tante Mathilda lyder, som om hun virkelig mener det," sagde han. "Hun har brug for dig - og det skal være nu!"
Bob åbnede en luge i bunden af campingvognen, og et øjeblik efter var drengene kommet ned igennem den. Under den gamle campingvogn endte et stort bølgeblikrør, der var beklædt indvendigt med stumper af kasseret tæppe. Det var Tunnel To. Den løb gennem dynger af henkastet skrammel og andet ragelse hen til Jupes udendørs værksted. Den var blot en af adskillige skjulte gange, drengene havde rigget til, så de kunne komme ind i og ud af Hovedkvarteret uden at blive set af tante Mathilda og onkel Titus.
Det tog kun De tre Detektiver et øjeblik at kravle gennem Tunnel To, at skubbe jerngitteret, der dækkede udgangen fra røret ind til værkstedet, til side og komme ud i det fri.
"Jupiter Jones!" Tante Mathilda var meget tæt på nu. Jupe skyndte sig at trække gitteret for røret igen.
"Nå, der er du!" sagde tante Mathilda. Hun var nået hen til indgangen til værkstedet. "Hvorfor svarede du ikke, da jeg kaldte? Hans har brug for din hjælp. Han har noget, der skal bringes ud. Du kan også hjælpe, Pete, så længe du alligevel er her. Det drejer sig om nogle møbler - I ved, de der borde og stole, som onkel Titus malede blå, røde, grønne og gule. Jeg kan ikke forstå, hvad der en gang imellem stikker den mand. Der var en kvinde her i går og købe det hele. Hun er ved at åbne en børnehave i Santa Monica, på Dalton Avenue. Takket være børnehaverne slipper vi af med de møbler. Hvor skal du hen, Bob?"
"På arbejde," sagde Bob hurtigt. "Jeg skal være på mit arbejde på biblioteket om ti minutter."
"Så stå ikke der og smøl," beordrede tante Mathilda.
Hun skyndte sig videre, og Jupe og Pete gik ud for at lede efter Hans, en af de to tyske brødre, der arbejdede på skrammelpladsen. På ganske kort tid fik de hjulpet Hans med at læsse børnehavemøblerne på skrammelpladsens lastbil og kørte sydpå, med Hans ved rattet.
Børnehaven lå i en sidegade til kyststrækningen i Santa Monica. Da Hans trak ind til kantstenen foran stedet, så drengene, at Pensionistcentret lå lige på den anden side. Det var en en-etages murstensbygning omgivet af plæner og bænke. Fire ældre mænd spillede dækspil foran huset. En af mændene stod og lænede sig til sin stok og så på dem, der spillede. Han så træt og nedtrykt ud, og Jupe sukkede, da han så ham.
Det var Walter Bonestell.
Pete pegede. "Han ser nu ikke ud til at have sovet ret meget!"
Jupe rystede på hovedet.
"Er det bare noget, jeg forestiller mig," sagde Pete "eller overser de andre fyre ham fuldstændig?"
"Det ser sådan ud," sagde Jupe. "Det er, hvad der følger med, når man er under mistanke. Folk ved ikke, hvordan de skal opføre sig over for én."
"Kender I den mand?" spurgte Hans nysgerrigt.
"Han er vores klient," svarede Jupe. "Jeg burde egentlig gå hen og tale med ham, men jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til ham. Vi prøver på at hjælpe ham."
"Så skal det nok gå for ham," fastslog Hans.
Han kravlede ud af lastbilen og gik hen til døren til børnehaven. Mens han ventede på, at nogen skulle lukke op, stod Pete og så over mod Pensionistcentret, og pludselig hev han efter vejret.
"Hvad er der i vejen?" spurgte Jupe.
"Se den pige der!" Pete pegede og lod sig så glide ned i lastbilens førerhus for ikke at blive set udefra.
Jupe så en bemærkelsesværdig køn ung pige komme gående med lange skridt hen ad fortovet. Hendes lange, lyse hår bevægede sig for hvert skridt, hun tog. Hun havde lange bukser og en stor uformelig sweater på, og en sanktbernhardshund traskede ved siden af hende med åben mund og tungen hængende ud af munden.
"Hvem er det?" spurgte Jupiter. "Kender du hende?"
"Det er pigen fra mødet," svarede Pete. "Hende der rejste sig og holdt tale! Hende alle kom med bifaldsråb til!"
"Mm!" Jupe rettede sig op og kiggede nøje på den unge kvindes tøj og hendes måde at gå på. "Hun ser meget... meget venlig ud," sagde han. "Og lige nu omfavner hun faktisk hr. Bonestell."
"Hvad gør hun?" Pete rettede sig op og stirrede.
Den lyse pige slap hundens halsbånd. Hun stod med armen omkring Walter Bonestells skuldre og smilede varmt til ham. Så kyssede hun hr. Bonestell på kinden.
Hr. Bonestell rødmede. men så ud til at kunne lide det.
"Der er den!" jublede Pete. "Forbindelsen mellem hr. Bonestell og bankrøveriet og de folk ved Denicola-anløbsbroen og... og hr. Sebastians tegnebog og den blinde mand!"
"Skulle den pige være forbindelsesleddet mellem alle de ting?" spurgte Jupe.
"Ja," svarede Pete. "Det er ganske enkelt. Pigen ur medlem af banden, ikke? Og hun lærer hr. Bonestell at kende og pumper ham for oplysninger om banket - arbejdsgangen og rengøringspersonalet og alt det der. Den blinde mand er bandens chef, og han holder udkig, inden de andre påbegynder bankrøveriet. Pigen kan faktisk godt have været en af røverne. Hun kan have forklædt sig, inden hun gik ind i banken, så hr. Bonestell ikke kunne genkende hende. Eller også er hun bare stikker."
"Den, der har skaffet oplysningerne, mener du," sagde Jupe åndsfraværende. Han var travlt optaget af at tænke Petes teori igennem. "Det er muligt," sagde han. "Men hvad så med alle de mennesker, der overværede mødet i aftes?"
"De øh... de øh..." Pete gik i stå, rådvild. "De er nogle godtroende fjolser!" forsøgte han sig. "Forbryderne bruger dem til... til..."
Pete gik i stå igen.
"Forbryderne lavede en indsamling i aftes, fordi folk, der lige har stjålet en kvart million dollars fra en bank, har brug for endnu flere penge," lød Jupes forslag.
"Jeg ved godt, det lyder dumt," sagde Pete.
"Så dumt lyder det nu heller ikke," sagde Jupe. "Det er da et bemærkelsesværdigt sammentræf, at pigen, der spillede så vigtig en rolle ved mødet i aftes, ser ud til at kende hr. Bonestell temmelig godt. Når han igen er alene, må vi spørge ham om, hvor mange oplysninger, han har givet hende om banken."
Den lyse pige gav sig til at le. Hendes hund havde fået viklet hundesnoren ind i en hibiscus-busk, og hun gik over for at hjælpe den.
"Du bliver her og hjælper Hans," sagde Jupe sagte. "Jeg følger efter pigen og finder ud af, hvor hun bor, og hvem der er hendes venner. Psst, duk dig! Hun kommer nu."
Pete lod sig glide ned bag instrumentbrættet, så pigen ikke kunne se ham. "Kom nu, vovse!" hørte Pete pigen sige, da hun gik forbi lastbilen. Hendes hæle slog mod fortovet.
Jupe ventede et øjeblik, så smuttede han ud af lastbilen og fulgte efter pigen.