Jupiter sad bag skrivebordet i Hovedkvarteret og så på sine to venner. Det var lige over frokost, og han havde netop afsluttet sit referat af samtalen med Graciela Montoya.
"Tænk nu," sagde Jupe, "hvis den blinde tigger er en kvinde!"
Bob tænkte sig om et øjeblik, så rystede han på hovedet. "Nej. Det tror jeg nu ikke."
"Men det er da ikke umuligt," sagde Jupe. "Hun er sminkør og ser ud til at være meget gode venner med hr. Bonestell. Du har måske ret Pete. Måske er Gracie Montoya forbindelsesleddet mellem tiggeren og røveren og de mennesker ved Denicola-anløbsbroen."
"Hun er ikke tiggeren," vedblev Bob. "Den blinde mand havde bakkenbarter. Jeg stod lige bag ved ham ved busstoppestedet, og jeg så også hans ansigt. Han havde ikke barberet sig i nogle dage. Tager en sminkør sig også af bakkenbarter?"
"Hm!" sagde Jupe. Han så skuffet ud. "Men derfor kan pigen jo godt have pumpet hr. Bonestell for oplysninger og givet dem videre til røverne - som den blinde mand måske er en af. Arret -"
"Arret er forfalsket," sagde Bob.
"Nå?" Jupe lo. "Du fandt måske ud af noget på biblioteket."
"Det kan du tro," svarede Bob. Han sad med en tyk konvolut i skødet. Så tog han kopier fra adskillige nyhedsmagasiner ud af den.
"Mesa d'Oro er et interessant lille land," sagde han. "Kun 25.000 kvadratkilometer og knap fire millioner indbyggere. Men det har alligevel ikke skortet på vanskeligheder."
Bob slog op i et af bladene på et sted, han havde markeret med en lap papir. "Der er en kort gengivelse af landets historie i dette tre år gamle Worlds Affairs," sagde han. "Som I regnede med, var landet engang spansk koloni. Og så omkring år 1815 smed godsejerne den spanske guvernør ud og erklærede landet uafhængigt. De valgte en præsident og dannede en Iovgivende forsamling."
"Udmærket," sagde Pete. "Og hvad har det så at gøre med den blinde mand og bankrøverne?"
"Ingenting måske," svarede Bob. "Det er landets historie. I 1872 var der revolution. Folk blev slået ihjel, og det er der stadig mange, der bliver!"
Pete og Jupe rettede sig op.
"Er det revolutionen, der startede i 1872, der stadig finder sted?" udbrød Pete. "Det er da løgn, mand!"
"Både ja og nej," sagde Bob. "Revolutionen i 1872 var noget i retning af Den franske Revolution eller revolutionen i Rusland i 1917. Godsejerne i Mesa d'Oro - dem der smed den spanske guvernør ud - var blevet korrupte. De blev rige på bekostning af de fattige og gav ikke noget til gengæld. De fleste af de fattige indbyggere nedstammede fra indianerne, der var de første, der ejede landet. Men godsejerne regnede dem ikke for noget.
Langt om længe begyndte en indianer ved navn Juan Corso at organisere sit eget folk. Han rejste rundt i landet og holdt taler om lige rettigheder for alle. Det brød godsejerne sig ikke om, så de smed Corso i fængsel."
"Du sagde noget om en revolution," mindede Jupe ham om.
"Fængslingen af Corso startede den," forklarede Bob. "Corso var meget populær blandt almindelige mennesker. De blev vrede og stormede hovedstaden. De befriede Corso fra fængslet og hængte præsidenten - en fyr ved navn Arturo Rodriguez - i et træ. Præsidentens søn, Anastasio Rodriguez, kæmpede imod. Det var det rene blodbad, og regeringen blev udskiftet adskillige gange. Men til sidst blev Corso udnævnt til præsident, og Rodriguez flygtede til Mexico City.
Det skulle vel egentlig have været slutningen på oprøret," fortsatte Bob. "Men det var det ikke. Rodriguez sad i Mexico City og opførte sig som landflygtig konge. Samtidig var de godsejere, der stadig befandt sig i Mesa d'Oro, godt utilfredse, fordi arbejderne nu kunne stemme og beslutte, at de rige skulle pålægges høje skatter."
"Det har nok ikke været så rart," sagde Pete.
"Næ, idet har det bestemt ikke," sagde Bob. "Og godsejerne begyndte da også at tale om de gode gamle dage, da Arturo Rodriguez var præsident, og om hvor dejligt det kunne være at få Rodriguez' søn tilbage. De kaldte sig Republikkens Soldater. De brugte det blå flag med de gyldne egeblade som banner. Det var Den gamle Republiks flag - det vil sige det styre, der eksisterede under Rodriguez. Det nye styre, der begyndte med Juan Corso, brugte et grønt flag med et segl på midten."
Jupiter rynkede panden. "Alt det her skete for mere end hundrede år siden," understregede han. "Hvad kan det overhovedet have at gøre med vores klient? Kom nu ikke og sig, at godsejerne stadig agiterer for at få den gamle præsidents søn tilbage. Han må da være død for længst."
"Ja, selvfølgelig er han det," sagde Bob. "Men i dag bor hans oldebarn, Felipe Rodriguez, i Mexico City. Denne Felipe venter bare på en chance til at vende tilbage til Mesa d'Oro og blive statsleder. Har spioner, der rapporterer til ham om forholdene i hans hjemland - som han aldrig har set."
"Åh hold op, mand!" udbrød Pete.
"Jeg ved godt, det lyder fantastisk," sagde Bob. "Men ikke desto mindre passer det. Her i bladet står der, at konflikten i Mesa d'Oro bunder i traditioner. Hvilken side en indbygger står på, afhænger af hans familie. Efterkommere af de gamle godsejere bliver Republikkens Soldater. Det er ikke et forbudt parti. Det er godkendt, og medlemmerne kaldes republikanerne. Og de kan selvfølgelig ikke sammenlignes med vores republikanere. Om søndagen holder de møder og holder taler om, hvor strålende alting var før i tiden. Af og til får de endda valgt en repræsentant til den lovgivende forsamling.
Og hvis der så ikke skete mere, var der jo nok ingen, der ville tage sig af det. Men nogle af indbyggerne i Mesa d'Oro er ikke tilfredse med blot at være Republikkens Soldater. Der er en yderliggående republikansk gruppe, der med vold ønsker at vælte det nuværende styre. De kalder sig Frihedsbrigaden, og den er forbudt. De iværksætter optøjer og kidnapper folk og sprænger ting i luften. Og når politiet bliver for nærgående, flygter de ud af landet - og nogle af dem kommer hertil."
Pete gjorde en synkebevægelse. "Vil du virkelig fortælle mig, at de mennesker, jeg var sammen med i aftes, er en gruppe terrorister?"
"Måske," sagde Bob. "Måske ikke. Der er mange fra Mesa d'Oro, der bor i eksil i De forenede Stater. Nogle af dem støtter Republikkens Soldater - det lovlige, ikke-voldelige parti. De giver pengegaver for at hjælpe Rodriguez i Mexico City for eksempel og for at få valgt republikanere i Mesa d'Oro. Men nogle af dem støtter faktisk den forbudte Frihedsbrigade."
"Ih, hvor storartet!" udbrød Pete.
"Okay. Nok for denne gang om gammel historie," sagde Bob. "Det vigtigste af det hele er, at jeg så en blind mand uden for banken, og at han stak af, da politiet blev nævnt. Så blev ham Ernie bange, da fru Denicola fortalte om drømmen med den blinde mand og tegnebogen. Og så i aftes så Pete et foto af en mand med et ar og mørke briller. Han blev klart betragtet som en helt af deltagerne i stævnet eller mødet eller hvad det nu var."
Bob bladede baglæns i et af de nyhedsmagasiner, han havde taget med hjem fra biblioteket. Han holdt bladet op, og Jupe og Pete stirrede på et billede af en mand med mørke briller og et ar. Manden stod ved en mikrofon, med armen løftet. Han så ud, som om han råbte.
"Pete, var det det billede, du så?" spurgte Bob.
"Det er... det er ikke helt det samme billede," svarede Pete. "Men det er den samme mand. Ja. Det er jeg helt sikker på."
"Og det er den mand, jeg så uden for banken," sagde Bob. "Og det kan det jo umuligt være. Det er et billede af Luis Pascal Dominguez de Altranto. På et tidspunkt arbejdede han for Felipe Rodriguez, der er i Mexico City nu. Han var hjernen bag en bombesprængning i Mesa d'Oro, der kostede fjorten skolebørn livet. Han hævdede, at han havde retfærdigheden på sin side, og at ansvaret for de uskyldige børns død påhvilede det styre, der havde frataget hans landsmænd deres ejendom."
"En fanatiker," sagde Jupe. "En ægte fanatiker. Men hvorfor kan det ikke være ham, du så uden for banken?"
"Fordi Altranto er død!" sagde Bob. "Han har været død i mange år."
Der var et øjebliks tavshed. Så sukkede Pete. "Men hvis Altranto er død..." Han gjorde ikke sætningen færdig.
"Tiggeren havde slående lighed med en død mand - også hvad arret angår! Og han var blind! Var Altranto også blind?" spurgte Jupe.
"Ja. Han mistede synet ved en brand, han selv påsatte i et varehus i Mesa d'Oro. Men handicappet fik ham ikke til at holde op. Det gjorde ham snarere til en slags helt."
"Tiggeren var altså forklædt som Altranto," sagde Jupe. "Det eneste, der skulle til, var lidt make-up og et par mørke briller. Mon det var Gracie Montoya, der stod for maskeringen? Men... men hvorfor blev der overhovedet benyttet forklædning? Hvad ville man opnå med det? Der var jo ingen -"
Jupe standsede midt i sætningen. Telefonen på skrivebordet ringede. Han stirrede på den, misfornøjet over at blive afbrudt. Så tog han den.
"Hallo," sagde han. "Nå. Ja, ja, hr. Bonestell."
Jupe lyttede et øjeblik og sagde så: "Det er jo slet ikke sikkert, det betyder noget. Men det kan selvfølgelig virke foruroligende. Jeg kan godt komme over til Dem, hvis De vil have det. Jeg vil gerne tale med Dem om... om den vending, sagen har taget."
Han lagde røret på igen.
"Hr. Bonestell er blevet udspurgt om røveriet igen," sagde han. "Han er meget oprevet. Jeg er ikke sikker på, at politiet er helt så mistænksomme, som han mener. Men jeg tager over til ham og forsøger at berolige ham lidt. Og så kan jeg jo også spørge ham lidt ud om Gracie Montoya. Vi er nødt til at vide, hvor godt han kender hende."
Jupe så ivrigt på Pete og Bob. "Vi må også nok hellere holde hende under opsyn. Vi må vide, om hun står i tæt forbindelse med Denicola-gruppen - Ernie og hans venner."
"Se ikke på mig!" sagde Pete. "Min mor bliver fnysende gal, hvis jeg ikke slår græsplænen i eftermiddag. Vores græs er vokset mindst femten centimeter efter al den regn, vi fik i sidste uge. Og pigen ville måske også bare genkende mig."
"Bob?" sagde Jupe.
"Jeg skal nok holde øje med pigens hus," sagde Bob. "De har alligevel ikke brug for mig på biblioteket i eftermiddag."
"Du må nok hellere passe på," advarede Pete ham. "Hvis de mennesker synes, det er i orden at gå rundt og smide bomber og slå ihjel... er det nok bedst at holde sig lidt på afstand af dem."