Da Jupiter bankede på hr. Bonestells dør en halv time senere, var det Shelby Tuckerman, der lukkede ham ind. Han havde en sort rullekravebluse og solbriller på.
"Ih, nej!" sagde Shelby. "Vores super-detektiv! Du kan måske finde på noget opmuntrende at sige til Walter."
Jupe blev lidt vred, men han sagde ikke noget. Han fulgte efter Shelby gennem den rengjorte og ryddelige dagligstue ud i køkkenet. Der sad Walter Bonestell ved bordet ved vinduet og rørte i en kop kaffe. Jupe satte sig ned over for ham. Shelby tilbød Jupe en kop kaffe, men Jupe afslog venligt. "Jeg drikker ikke kaffe," sagde han
"Nå, nej!" sagde Tuckerman. "Det glemte jeg. Børn her i landet drikker ikke kaffe, vel?"
"Vi har nogle grapesodavand," sagde hr. Bonestell.
"Jeg har ikke lyst til noget. Ellers tak, hr. Bonestell," sagde Jupe. "Det er ikke så længe siden, jeg spiste frokost."
"Jeg troede ellers, at børn altid guffede et eller andet i sig," sagde Shelby. "Kom ikke her og bild mig ind, at du er en undtagelse! Du ser ikke sådan ud!"
Jupe bed tænderne sammen. Han var for tyk, og han brød sig ikke om at høre det. Men han ville nu ikke vise Shelby, at det generede ham.
"Du går vel på afmagringskur... ind imellem?" spurgte Shelby.
Jupe svarede ikke, og Shelby gik hen til komfuret, hvor kedelen var begyndt at fløjte. Han lavede en kop pulverkaffe til sig selv og satte sig ned ved bordet. Der stod en sukkerskål med låg midt på bordet. Shelby tog skålen og kom lidt sukker i sin kaffe.
"Jeg håber, du har noget nyt at fortælle hr. Bonestell." sagde han.
"Ikke rigtig," sagde Jupe. "Vi har et spor, men det er ikke sikkert, det fører til noget."
"Og hvis det nu gør?" spurgte Shelby.
"Hvem ved? Så vil vi måske gå til politiet med det."
"Ja, det vil jo nok være det rigtige at gøre," sagde Shelby. Han drak sin kaffe færdig og rejste sig for at vaske koppen af i vasken. Han gik ud, og Jupe hørte en bil starte i indkørslen. Så kørte Shelby forbi køkkenvinduet i en flot sportsvogn.
Hr. Bonestell sad og grublede.
"Da politiet var her tidligere på dagen, blev De ikke anklaget for røveriet, vel?" spurgte Jupe.
Hr. Bonestell rystede på hovedet. "Nej, det kan man ikke sige. Men de ville have mig til at fortælle, hvad der skete - tre gange. Tre gange, lige fra begyndelsen!"
Han så på Jupe. "Tror du, de regnede med, at jeg ville dumme mig? Jeg... jeg dummede mig vist ikke."
"Hvis De fortalte dem præcis, hvad der skete, hvordan skulle De så kunne dumme Dem?" spurgte Jupe fornuftigt. "Hr. Bonestell, er De sikker på, at der overhovedet er noget at være nervøs over? Det var meget uheldigt, at De var alene i banken, da tyvene kom. Men det er jo kun et ulykkeligt sammentræf. Det er jeg sikker på, politiet forstår. De ved, at røveriet ville have fundet sted, uanset hvem der var til stede. Og røverne var i det mindste ikke voldelige."
"Nej, det var de ikke," sagde hr. Bonestell. "De var faktisk stilfærdige og venlige. Ham, der sagde noget, var i hvert fald venlig."
Jupe spidsede ører. "Var der da kun en af dem, der sagde noget?"
"Ja. Ham der var forklædt som Rolf, den rigtige rengøringsmand."
"De mener da, at det var ham, der sagde mest, ikke?" spurgte Jupe. "Han gav ordrerne, og de andre sagde ikke noget af betydning. Det er det, De mener, ikke?"
Hr. Bonestell rystede på hovedet. "Nej, han var den eneste, der sagde noget. De andre sagde overhovedet ingenting."
"De tilbragte en hel nat med tre mennesker, og to af dem sagde slet ikke noget?"
"Nej."
"Ikke et ord?"
"Ikke et ord," sagde hr. Bonestell. "Nu hvor jeg tænker over det, virker det også lidt underligt. Men dengang syntes jeg ikke, det var så mærkeligt. Hvad var der egentlig at tale om? Det var bare et spørgsmål om at vente til næste morgen, når resten af bankpersonalet mødte op."
"Hm!" sagde Jupe. "Kan en af røverne have været en kvinde? Er det muligt?"
"En kvinde?" Hr. Bonestell så forbløffet ud. "Ja, det er vel muligt. De havde alle nogenlunde samme højde - omkring 1,75 meter. De havde alle sammen store overalls og løse skjorter på. Og handsker. De havde handsker på. Og de havde smurt så meget i deres ansigter, at man ikke kunne se, hvem de egentlig var. En af de tavse havde sådan nogle solbriller på, der genspejler alting, så man ikke kan se øjnene på den, der har dem på. Vedkommende havde også et skæg, som jeg tror var falsk. Den anden tavse var iført rød paryk og et stort overskæg, og store buskede, falske øjenbryn, der hang ned over hans øjne."
"Hvad med ham der sagde noget?" spurgte Jupe. "Talte han med accent? Var han ung? Gammel? Hvad kan De fortælle mig om ham?"
"Hans stemme lød ikke som en ældre mands stemme. Jeg tror, han var ung. I tyverne eller trediverne. Og uden accent."
Jupe sagde "Hm!" igen og sad og funderede lidt over tingene. Så sagde han: "Hr. Bonestell, kender De Denicola Sportsfisker Selskab? De lejer fiskerbåde ud i havnen oppe ad kysten forbi Malibu."
"Ja, jeg kender Denicola," sagde hr. Bonestell. "Jeg plejede at tage ud og fiske med min søn, inden han giftede sig. Jeg kan huske den ældre kvinde dér - gamle fru Denicola. Hun var en smuk dame. Og hendes svigerdatter, Eileen. Irsk. Køn. Eileens mand døde ung, og hun fik sit eget skibsførerbevis. Vidste du det? Hun fører båden, når den sejler ud."
"Der er en ung mand, der hedder Ernie, der arbejder hos Denicola," sagde Jupe.
"Nå, er der det? Da min søn og jeg tog ud og fiskede, var der en ung mand, der hed Torn eller Hal eller sådan noget lignende. De skifter sikkert temmelig ofte. Det er et af den slags jobs, drenge har, mens de går i skole."
"Og De har ikke været ude hos Denicola for nylig?" spurgte Jupe.
"Nej."
"Så kender De ikke Ernie. Hvad med den blinde mand?"
Hr. Bonestell så uforstående ud. "En blind mand?" sagde han. "Hvad for en blind mand?"
"De har ikke set en eller anden, der er blind, nær ved banken - eller et andet sted? En mand med et ar i ansigtet? Han føler sig frem med en stok og går med mørke briller."
Hr. Bonestell rystede på hovedet.
"Der var en køn ung pige, der talte med Dem i formiddag, da De spillede dækspil," sagde Jupe. "Hvad med hende?"
"Gracie? Gracie Montoya? Hvad med hende? Og hvor ved du fra, at jeg talte med hende i formiddag?"
"Det var helt tilfældigt, vi så Dem," sagde Jupe. "Og vi så også frøken Montoya."
Hr. Bonestell så udfordrende på Jupe. "Og hvad så?" spurgte han. "En køn pige kommer forbi, og jeg taler med hende. Det kan godt være, jeg er gammel, men jeg er altså ikke helt død endnu!"
"Det er ikke på den måde, jeg mener det, hr. Bonestell. Men vi er nødt til at efterforske alt. Kender De hende godt?"
"Jeg har talt en del med hende," sagde hr. Bonestell. Der var stadig udfordring i hans tonefald. "Hun går tur med sin hund rundt om boligkomplekset hele tiden. Jeg tror, hun arbejder med noget inden for film. Hun er en flink pige - altid parat til at standse og snakke lidt."
"Ved hun, at De arbejder i banken?" spurgte Jupe.
"Det ved jeg ikke rigtig. Det kan godt være, jeg har nævnt det. Men hun har aldrig udspurgt mig om noget, hvis det er det, du antyder. Hun er bare et venligt menneske."
"Jeg forstår," sagde Jupe. "Og hvad med Deres andre venner, hr. Bonestell? Har De talt med dem om Deres arbejde?"
"Det tror jeg nok. Men jeg kan ikke huske, at der skulle være nogen af dem, der har været særligt interesseret i, hvad jeg laver."
"Hvad med hr. Tuckerman?" spurgte Jupe.
"Shelby? Shelby er kun interesseret i Shelby," sagde hr. Bonestell. "Han er for det meste udenbys, og når han endelig er hjemme, holder han sig helt for sig selv. Han spiser sædvanligvis ude, og når han befinder sig her i huset, plejer han at låse sig inde på sit værelse. Og det er ikke noget, jeg siger for sjov - jeg kan vise dig låsene."
"Det er ikke nødvendigt." Jupiter rejste sig. "Tab ikke modet, hr. Bonestell. Politiet er jo nødt til at blive ved med at gennemgå det hele med Dem. De har måske ikke andre spor at følge, og så håber de nok, at De vil komme i tanke om nogle enkeltheder, De tidligere har glemt."
Walter Bonestell svarede ikke. Han så overhovedet ikke opmuntret ud. Da Jupe gik, sad han ved bordet og stirrede lige ud i luften.
Klokken var halv fem, da Jupe nåede Jones' skrammelplads igen. I stedet for at gå ind gennem hovedindgangen, standsede han med sin cykel på et hjørne foran skrammelpladsen, uden for plankeværket. Plankeværket var blevet farverigt udsmykket af kunstnere fra Rocky Beach. I dette hjørne sås et sejlende skib, der var lige ved at kæntre på grund af gigantiske grønne bølger. I forgrunden stak en fisk hovedet op for at betragte skibet. Da Jupe lagde sin hånd på fiskens malede øje og skubbede til, svingede to brædder i plankeværket ind forneden og dannede dermed den åbning, drengene kaldte Grønne Port Ét. Den var en af de hemmelige indgange, der tillod dem at smutte væk fra og ind på skrammelpladsen, uden at tante Mathilda eller onkel Titus lagde mærke til det.
Jupe åbnede indgangen og skubbede sin cykel gennem den ind i sit udendørs værksted. Petes cykel stod der, lænet op ad trykpressen. Jupe smilede og lod brædderne i plankeværket falde på plads igen.
Pludselig kunne han høre en svag lyd fra hjørnet af værkstedet. Det var bare en ganske svag raslen af tøj og lyden fra en, der trak vejret.
Jupe drejede hovedet.
Den blinde tigger var der! Hans arrede ansigt var vendt mod Jupe, og hans hoved let løftet. Der var ingen skægstubbe på hans kinder nu, og han havde ingen stok med. Det gav et gys i Jupe, da han så, at arret trak hans ene mundvig op i et uhyggeligt, spotsk smil.
I et kort øjeblik rørte Jupe sig ikke ud af stedet. Tiggeren rørte sig heller ikke. Så trak Jupe vejret dybt, og tiggeren bevægede sig - stadig med hovedet let løftet, stadig med munden fordrejet i et spotsk smil. Han havde noget i hånden. Hans fingre knugede sig tæt sammen om noget. Han forsøgte at smutte forbi Jupe. Og pludselig ville Jupe vide - han måtte vide - hvad manden havde i hånden. Jupe kylede sin cykel fra sig, kastede sig over manden og greb hans knyttede næve med begge hænder.
Manden råbte og trak sig tilbage, men Jupe holdt godt fast i hans knyttede hånd og forsøgte at lirke fingrene op. De åbnede sig lidt, og noget faldt på jorden.
Tiggeren kastede sig til side. Og så angreb han! Han slog, og slaget ramte Jupes kindben. Jupe så sol, måne og stjerner. Det stak af smerte under hans øje. Blåt, rødt og gult bølgede for hans øjne, og han blev helt slap.
I et ganske kort øjeblik mistede han bevidstheden. Så blev han klar igen og så tiggeren træde hen over ham. Brædderne i plankeværket svingede op og faldt i med et brag. Og Jupe var alene.