"Det ser sjovt ud," sagde Bob Andrews.
Bob stod på kanten af Denicola-anløbsbroen. Det var fredag morgen. Der var tidevand, og Bob så ned på Maria Ill's dæk. Ernie var ved at male styrehuset udvendigt.
Bob stod afventende. Ernie reagerede ikke på bemærkningen. Han så ikke engang op.
"Vi fik vores hus malet sidste år," sagde Bob. "Malerne lod mig hjælpe. Jeg malede altankasserne."
Ernie gjorde holdt og så op på Bob. Derefter kikkede han ned på penselen i sin hånd. Så trådte han væk fra styrehuset og rakte penselen hen imod Bob.
Bob sprang ned på bådens dæk. Han smilede, tog penselen og begyndte at male, meget nøjagtigt og omhyggeligt. Ernie morede sig lidt over ham.
Da Bob havde arbejdet lidt uden at sige noget, begyndte han at snakke.
"Nej, hvor må det være dejligt at arbejde på en båd!" sagde han.
Ernie gryntede bare lidt.
"Jeg var engang på en sejltur," fortalte Bob. "Min vens onkel tog os med. Det var fantastisk - indtil der kom voldsom bølgegang." Bob digtede derefter en lang, forfærdelig historie om at være søsyg. Til sidst kunne Ernie ikke lade være med at grine.
"Ja, der er nogle, der ikke rigtig kan tåle det," sagde den unge mand. Han talte helt uden accent. "Selv bliver jeg aldrig søsyg."
Bob fik Ernie til at fortælle om den værste storm, han havde været ude i. Bob stillede ham spørgsmål som en lille dreng fuld af beundring. Og Ernie blev efterhånden mere venlig. Men før Bob fik noget nyttigt at vide, kom to mænd omtrent på Ernies alder slentrende hen ad anløbsbroen. De henvendte sig til Ernie på spansk, og da han svarede dem, skævede han hen til Bob. Et øjeblik efter kravlede Ernie op på anløbsbroen og spadserede sammen med sine to venner væk fra Maria III.
Da de var kommet uden for hørevidde, kastede de tre mænd sig ud i en diskussion. Bob forsøgte at iagttage dem uden selv at blive lagt mærke til. Mændene pegede op langs kysten, og en af dem antydede med armbevægelser, at noget nærmede sig nordfra længere oppe ad kysten. Ernie trak på skuldrene, og en af hans venner knyttede sine næver og vinkede med dem i luften. Den anden pegede på sit armbåndsur og sagde tilsyneladende et eller andet vigtigt til Ernie.
Endelig drejede Ernie omkring og forlod sine to venner. De gik væk fra anløbsbroen og tilbage langs stranden til det faldefærdige lille hus, hvis facade vendte ud mod kystvejen, og hvis bagside vendte ud mod havet. Bob gik ud fra, at de boede sammen med Ernie.
Ernie kom tilbage til båden og undersøgte anerkendende Bobs arbejde.
"Fint arbejde!" sagde han varmt.
"Du taler jo spansk som en indfødt!" udbrød Bob. "Også dine venner."
"Det er mit andet modersmål," pralede Ernie. "Mine venner er fra Sydamerika. De er ikke så gode til engelsk, så vi taler spansk."
Bob så gamle fru Denicola komme ud af huset ved parkeringspladsen. Hun bar på en bakke med noget, der lignede en termokande og nogle kopper. Da hun var nået halvvejs hen til det lille kontor, hvor Eileen Denicola sad, kikkede hun hen mod Maria III. Dér så hun Ernie og Bob. Bob havde malerpenselen i hånden. Den gamle dame gjorde holdt et øjeblik. Selv om Bob var mindst et hundrede meter væk fra hende, kunne han se på hendes krop, at hun var anspændt.
Lidt efter gik den gamle kvinde videre ind i kontoret. Et øjeblik efter kom Eileen gående hen ad anløbsbroen.
Den yngre kvinde var iført en enkel blå arbejdsskjorte, der stod åben i halsen. Hun havde et blåt og hvidt tørklæde bundet om halsen. Hun havde falmede cowboybukser på og slidte blå gummisko. Hun virkede selvsikker, men også lidt vred.
"Det var faktisk dig, der skulle male styrehuset," sagde hun til Ernie. Hun hævede ikke stemmen, men hun lød alligevel streng.
Ernie trak på skuldrene. "Drengen ville gerne hjælpe. Han kan godt lide at male."
"Det er rigtigt, frue," sagde Bob. "Jeg kan mægtigt godt lide det."
"Okay, men Ernie kan gøre det færdigt," sagde hun. "Min svigermor vil gerne tale med dig."
"Med mig?" sagde Bob.
"Hun er derinde." Eileen pegede hen mod kontoret. "Jeg ved ikke, hvad det drejer sig om, men hun sendte mig ud efter dig. Giv Ernie penselen og kom med mig!"
Bob afleverede penselen og fulgtes med Eileen Denicola hen til kontoret. Hun vendte om for at bede Ernie om at gøre sig parat til at sejle ud lige efter frokost. "Se at blive færdig!" advarede hun. "Vi skal hen til Kelleher efter benzin. Der kommer treogfyrre mennesker her klokken syv i morgen tidlig, og så har vi ikke tid."
"Ja, fru Denicola," sagde Ernie og begyndte at male hurtigere.
Bob smilede. Det var helt tydeligt, at Eileen Denicola var vant til at blive adlydt. Hun gik foran ham nu. Hendes røde hår bølgede, for hvert skridt hun tog. Gamle fru Denicola kom ud af kontoret og gik dem i møde.
"Vi går ind i huset," sagde den ældre kvinde. Hun gjorde en håndbevægelse hen mod Bob. "Og du, unge mand, du kommer med mig."
Bob fulgte efter hende ind i huset, mens han spekulerede over, hvad det egentlig var, der foregik. Hun førte ham ind i dagligstuen, der så meget fremmedartet ud med store højryggede lænestole og en lang, meget grim sofa.
"Sæt dig ned." Fru Denicola pegede på en stol, der stod vinkelret ud fra sofaen. De satte sig begge to ned. Den gamle kvinde foldede hænderne i skødet på sin sorte kjole. Derefter så hun på Bob med et blik, der var så gennemtrængende, at han blev nødt til at se væk.
"Jeg har set dig før." sagde hun.
"Det... det tror jeg ikke," sagde Bob.
"Det kan du heller ikke vide noget om, men jeg har altså set dig," sagde fru Denicola. "Jeg så dig i en drøm, og så igen her udenfor." Hun pegede hen mod vinduet. "Jeg synes ikke, du skal opholde dig her."
Det virkede, som om hun ventede et svar. Bob åbnede munden for at sige noget, men hans stemme svigtede ham. Han fik kun frembragt en mellemting mellem en halvkvalt lyd og et host. Han lukkede munden, tog en dyb indånding og rømmede sig.
"Jeg ville... bare hjælpe til med at male," sagde han. "Jeg har aldrig været her før, og..."
Han tav. Han følte sig pludselig genert og nervøs. Han ville ikke fornærme denne gamle kvinde eller gøre hende ked af det. Men han var bange for den kraft, han mærkede hos hende. Hun mindede ham om oraklerne i de gamle myter - disse kloge kvinder fra gamle dage, der levede skjult i huler, og som spåede om fremtiden og advarede mænd om, hvornår en ulykke ventede dem.
Der var indelukket i det lille hus, og alligevel frøs Bob.
Fru Denicola lænede sig frem imod ham. Hun havde stadig hænderne foldet i skødet på sin sorte kjole. Hendes ansigt var som et landskab af knudrede klipper og mørke hulninger. Hun så udtæret og træt ud.
"Jeg synes ikke, du skal opholde dig her," sagde hun igen. "Jeg tror, du havde en grund til at komme. Hvorfor kom du?"
"Hvo- hvorfor?" hviskede Bob. Han blev overrasket over at høre sig selv hviske, men han var ikke i stand til at tale højere.
"Jeg havde ingen grund. Jeg skulle bare... bare have tiden til at gå."
Så vendte han ansigtet bort - sikker på at den gamle kvinde gennemskuede ham og vidste, at han løj.
"Du er i fare," sagde hun. "Du må forsvinde herfra. Tag af sted og kom ikke tilbage! Hvis du bliver, vil der bare opstå en masse problemer. Der vil ske noget forfærdeligt. I min drøm var du på et sted, der drejede og rystede. Pludselig var der en frygtelig larm, og du faldt, og stedet faldt også, og det hele slog revner."
Bob stirrede forfærdet på hende. Han kunne mærke, at han sad med knyttede hænder. Han tvang sig selv til at slappe af.
Eileen Denicola havde fortalt Jupiter, at den gamle kvinde somme tider drømte drømme, der gik i opfyldelse. Og den gamle kvinde havde fortalt Jupe, at hun havde drømt om en blind mand, der samlede en tegnebog op fra jorden. Nu havde hun drømt om, at jorden slog revner, og at Bob faldt ned. Hvad mon det betød?
Et jordskælv? Hun havde drømt om et jordskælv! Men hvad skulle det gøre godt for at fortælle Bob om det? Han kunne da ikke undgå et jordskælv ved at forsvinde fra anløbsbroen.
Hun sukkede. "Du tror, jeg er en skør gammel kone," sagde hun bedrøvet. "Jeg burde nok ikke fortælle dig om min drøm. Du går måske hen efter nogle andre drenge, og de vil nok grine .og kalde mig en gammel heks - en skør og gammel italiensk heks! Men det er sandt, at jeg i drømme så dig på det sted, hvor jorden slog revner, og jeg... jeg var der også!"
Husets hoveddør blev åbnet, og der blæste frisk luft ind i huset. Eileen Denicola kom til syne i forstuen. Hun kikkede ind på dem. Hendes mund smilede, men der var antydning af bekymring i hendes blik.
"Hvad sker der?" spurgte hun. Hendes stemme lød anstrengt hjertelig. "Ikke en drøm til, håber jeg."
"Og hvad så? Hvis der nu er det?" sagde den gamle kvinde. Hun lænede sig frem og lagde en hånd på Bobs knæ. "Jeg kan mærke, at han er en god, arbejdsom dreng," sagde hun. "Jeg fortæller ham blot, at han vil klare sig godt og nå langt - når bare han lytter til rådene fra dem, der vil ham det godt."
Hun rejste sig. "Jeg må nok hellere skynde mig nu," sagde hun til Eileen. "Vores gæst kommer, inden eftermiddagen er gået. Og der er meget, der skal ordnes."
Hun gik ud uden at henvende sig til Bob igen.
"Går alting, som det skal?" spurgte Eileen Denicola.
"Ja," svarede Bob spagt. "Alt er i orden."
Han rejste sig og skyndte sig forbi den unge kvinde. Dette sted gav ham myrekryb. Han kunne ikke komme væk hurtigt nok.