De to unge mænd, der boede sammen med Ernie, kom nu igen gående hen ad stranden mod anløbsbroen. Ernie malede stadig løs på styrehuset. Alting så ud, som det havde gjort tyve minutter før, og alligevel var det hele forandret.
Fare! Fru Denicola havde talt om fare.
Flere hundrede meter nede ad kystvejen var der et lille butikscenter. Bob kunne se et lille supermarked, et møntvaskeri og et ejendomskontor. Og der var en telefonboks foran supermarkedet. Han gik ind i boksen og ringede til De tre Detektivers Hovedkvarter.
Pete svarede øjeblikkeligt. Da han hørte Bob i telefonen, sagde han: "Er du okay?"
"Ja, jeg har det fint. Tror jeg da nok. Men den gamle dame - gamle fru Denicola - hun fortalte mig, at hun havde drømt om mig. Du kan nok huske, at hendes svigerdatter sagde, at hun drømmer drømme, der går i opfyldelse? Og i den drøm, hun drømte om mig, var jeg i fare. Jeg befandt mig på et sted, hvor alting drejede rundt og faldt ned. Som ved et jordskælv. Hun sagde til mig, at jeg ikke burde opholde mig her. Væmmeligt, ikke?"
I et kort øjeblik var der ingen af dem, der sagde noget. Så sagde Pete: "Hej! Hej, Bob, hvis den gamle dame virkelig drømmer noget, der går i opfyldelse, skulle du måske se at komme væk derfra. Skal jeg ikke komme og afløse dig?"
"Det var jo kun en drøm," sagde Bob. Han sagde det mere for at overbevise sig selv end for at overbevise Pete.
"Det er i orden. Men tag og pas lidt på, hvad!" sagde Pete.
"Det skal jeg nok," lovede Bob. "Jeg har ikke lyst til at tage herfra lige nu. Der er ved at ske et eller andet. Du kender godt de to fyre, Ernie bor sammen med, ikke? De render rundt herude ved anløbsbroen i dag og taler spansk med Ernie. Der er et eller andet, de er oppe på dupperne over."
En åben varevogn kom kørende langsomt hen ad kystvejen. Den drejede ind ad indkørslen til Denicola og standsede på parkeringspladsen. En høj, ranglet mand i kakifarvet arbejdstøj steg ud og styrede i retning af anløbsbroen.
"Bliv ved telefonen," sagde Bob. "Du hører fra mig."
Bob lagde røret på og trådte ud af telefonboksen. Der var campingvogne, varevogne og andre biler parkeret langs med kystvejen. Og Bob holdt sig bag ved dem, da han gik tilbage mod anløbsbroen.
Den nyankomne fra den åbne varevogn havde sluttet sig til Ernie og hans venner på anløbsbroen ud for Marie III. Bob gjorde holdt og iagttog Ernie, der talte med manden. Ernie så vred ud og talte med store armbevægelser.
Bob kantede sig uden om en parkeret varevogn og hoppede fra vejen ned på stranden. Mændene lagde ikke mærke til, at han gik på stranden, og på et øjeblik nåede han hen under anløbsbroen. Uden at ænse sin cykel, der var låst fast til en af pælene, styrede han ned mod vandet.
Da Bob nåede vandkanten, standsede han og lyttede. Han kunne høre de fire mænds stemmer, men han kunne ikke blive klog på, hvad de sagde. De var stadig væk for langt borte, og bølgernes brusen var for nær.
Bob rynkede panden. Sandsynligvis kunne han slet ikke få noget ud af deres samtale, selv om han kunne høre den. De talte nok sammen på spansk.
Men så lød der fodtrin på anløbsbroen. Mændene kom nærmere. De gik et stykke, standsede så et øjeblik for at tale sammen - de diskuterede et eller andet - og gik så videre. De kom nærmere og nærmere og var nu lige oven over Bobs hoved. Han bevægede sig fremad samtidig med dem. Han så op og lyttede, mens hans fødder førte ham lydløst frem i sandet.
"Okay, Strauss." Det var Ernies stemme. Han standsede, og det gjorde de andre også. "Jeg kan forstå, at du ikke vil foretage dig mere, før du ser nogle penge. Men vi har brug for varerne. Og de må hellere være gode!"
"De er gode," sagde en anden stemme. Det måtte være Strauss, for han talte uden accent. Hans tonefald var friskt og forretningsmæssigt. "Men I fyre ser nu ikke ud til at kunne klare det her. Hvorfor står jeg overhovedet her og taler med jer Jeg vil tale med Alejandro. Det er ham, jeg har lavet aftalen med."
"Jeg taler for Alejandro," sagde Ernie. "Hvis du insisterer, kan vi godt ordne det med et forskud."
"Jeg insisterer," sagde Strauss.
"En fjerdedel af det samlede beløb," sagde Ernie. "Resten har vi parat, så du får dem, når vi har modtaget leveringen - hvis varerne altså er som lovet."
"Halvdelen på forskud," sagde Strauss i et ligegyldigt tonefald. "Og resten ved leveringen. Men jeg foretager mig ikke noget uden forskuddet - intet. Jeg er faktisk ikke afhængig af jer. Der er masser af steder, jeg kan handle med varerne."
Der var et øjebliks stilhed. Så sagde Ernie: "Det er i orden. Halvdelen på forskud. Men vi skal have varerne, før du får resten af pengene. Tag tilbage til Pacific States og vent der. Jeg ringer, når jeg har pengene."
"Hvorfor kan jeg ikke vente her?" spurgte Strauss. "Jeg kan ikke fordrage at fare omkring på den måde."
"Fordi det tager tid. Og den dame, der er min chef, sidder lige nu inde på sit kontor og bliver mere og mere irriteret, fordi hun tror, at jeg driver den af på jobbet. Så tag du hellere tilbage op langs kysten og vent på min opringning."
Der blev stille, og Bob gik ud fra, at manden vendte sig om mod kontoret med de mange vinduer. Der var ingen tvivl om, at Eileen Denicola sad der, og der var heller ingen tvivl om, at hun iagttog dem.
"Ja," sagde Strauss til sidst. "Okay. Jeg skulle nok slet ikke være kommet her. Okay. Jeg venter på din opringning i Pacific States. Men prøv ikke på at vige udenom! Husk på, I er mere afhængige af mig, end jeg er af jer."
Strauss forlod Ernie og hans venner. Og Ernie sagde noget på spansk. Det lød ikke som en kompliment, og de to unge mænd, der var sammen med Ernie, udtrykte deres enighed med ham med en vred mumlen.
Nu lød der lette fodtrin på anløbsbroen, og Bob hørte en yderst irriteret stemme.
"Hvem var det?" spurgte Eileen Denicola.
"Det var en fyr fra en eller anden loge eller sådan noget lignende," svarede Ernie. "Han sagde, at han havde set Maria III oppe fra kystvejen. Han ville bare vide, om den stod til rådighed."
"Næste gang nogen vil vide, om båden står til rådighed, så send ham ind til mig," sagde Eileen.
"Ja, fru Denicola," sagde Ernie.
"Gå nu hen og spis din frokost," beordrede Eileen. "Du skal være her tilbage præcis klokken et, så vi kan få hentet benzin. Og lad dine venner blive hjemme! Forstået?"
"Ja, fru Denicola," sagde Ernie ydmygt.
De unge mænd begav sig af sted, og Eileen gik sin vej. Bob ventede i skyggen under anløbsbroen. Da han så Ernie og hans venner slentre hen ad stranden mod deres faldefærdige lille hus, vendte han om og gik i den modsatte retning. Han ville finde ud af, hvor Pacific States lå. Det lød som en by, men Bob havde aldrig hørt om den før. Han småløb tilbage til telefonboksen.
Telefonbogen i boksen indeholdt ikke en by, der hed Pacific States, men under P fandt Bob Pacific States Flytte- og Møbelopbevaringsfirma på West Albert Road i Oxnard. Han ringede det angivne nummer op og bad om at tale med hr. Strauss.
"Han er her desværre ikke lige nu," sagde manden, der tog telefonen. "Skal jeg bede ham om at ringe Dem op?"
"Nej," sagde Bob. "Jeg ringer senere."
Han lagde røret på. Han skulle lige til at ringe til Hovedkvarteret igen, da en mand, han kendte, kom gående ud fra supermarkedet. Da manden styrede hen imod sin parkerede bil, trådte Bob ud af telefonboksen og slentrede skødesløst hen imod ham.
"Hej, Bob!" sagde manden. "Hvad laver du her?"
"Hej, hr. Soames!" Det var en nabo - en mand der boede lige over for Bob i Rocky Beach.
"Jeg skulle bare.., bare finde ud af, hvordan det er at fiske her," sagde Bob. "Min far og jeg skal nok ud at fiske her i weekenden."
Manden så sig omkring. "Kom du hertil på cykel?"
Bob rystede på hovedet. "En af mine venner kørte mig hertil," sagde Bob. Han løj lige så professionelt, som Jupe gjorde det, når det var nødvendigt. "De skal vel ikke tilfældigvis nordpå?"
"Jo da," sagde hr. Soames. "Jeg skal besøge min søster i Carpinteria."
"Jeg håbede på, at det var dér, De skulle hen. Kan jeg køre med Dem til Oxnard?"
"Ja, men... men jeg skal ikke tilbage i dag. Hvordan vil du så komme hjem fra Oxnard?"
"Jeg tager bussen," sagde Bob glad. "Tak skal De have, hr. Soames. Hvor er det dog pænt af Dem."
Da Bob smuttede ind på passagersædet i hr. Soames' lille bil, smilede han hen for sig. Jupe kunne ikke have gjort det bedre. Han sparede sig selv for en lang tur ad kystvejen på cykel. Og måske vidste han - inden dagen var forbi - hvad det var for en slags varer, Ernie og hans venner ventede på. Og hvor meget de ville betale for dem!