Jupiter sad på kantstenen over for Gracie Montoyas lejlighed. Han var skuffet og kedede sig. Han havde ringet på hos Gracie klokken ni om morgenen og havde endnu en gang forsøgt at gøre hende interesseret i et abonnement på Santa Monica Evening Outlook. Hun ville ikke holde avisen, og denne gang havde hun ikke haft lyst til at standse op og snakke.
Så havde Jupe søgt tilflugt i ejendommen på den anden side af gaden. Han så hende bære vasketøj ind i et værelse ud mod bagsiden af huset og senere vende tilbage med dynger af pænt sammenlagt tøj. Lige nu sad hun ved svømmebassinet og ordnede negle. Jupe ville meget gerne tale med hende igen. Han besluttede sig til at lade, som om han ledte efter en tabt ordrebog.
Jupe rejste sig op fra kantstenen og gik over gaden. Men da han nåede lågen til Gracies hus, standsede han. Pigen sad nu med telefonen i en lang forlængerledning og talte med en, der hed Marilyn.
"De spiller ikke særlig godt," sagde hun. "Men jeg har hørt, at der er gode virkemidler. Da de sprænger et rumskib i luften, kan man ligefrem mærke stolene ryste. Jeg har ringet. Den første forestilling begynder klokken to. Skal vi spise en sandwich, før vi går ind?"
Jupe vendte omkring. Gracie Montoya skulle i biografen om lidt. Selv om han fulgte efter hende, regnede han ikke med, at han kunne få ret meget ud af at sidde i biffen hele eftermiddagen.
Jupe spekulerede på, om Bob mon fik mere ud af det ved Denicola-anløbsbroen. Og han funderede også over, om hans venner og han egentlig gjorde noget for at hjælpe hr. Bonestell. Kunne Ernie og hans venner være bankrøverne? Og hvis det nu var dem, hvordan skulle De tre Detektiver så bevise det?
Pludselig kom Jupe i tanke om noget, han havde set på film og i fjernsynet. Han tog sin cykel og spurtede tilbage til skrammelpladsen.
Pete var i Hovedkvarteret. Han sad og kiggede i et sportsblad og så ud til at kede sig.
"Dejligt at se dig," sagde Pete. "Der har været kedeligt her. Men Bob har ringet en enkelt gang."
"Nå?" sagde Jupe "Hvad sagde han?"
"Han tror, der er noget på færde ved Denicola-anløbsbroen. Ernies to venner lusker hele tiden rundt derude og taler med Ernie. Bob siger, at der er et eller andet galt, de er helt oppe på dupperne over. Og gamle fru Denicola har haft en drøm om Bob. Hun sagde, han var i fare og bad ham om ikke at opholde sig ved anløbsbroen!"
Jupe syntes, at det begyndte at blive spændende. Han var ikke tilbøjelig til at tro på fru Denicolas drøm, men det med Ernie var noget ganske andet. "Er det længe siden, Bob ringede?" spurgte han.
"Det er nok en halv time siden, eller lidt længere. Jeg sagde, at jeg godt ville tage ud til anløbsbroen og afløse ham. Men han ville hellere selv blive der."
Jupe nikkede. "Okay. Hør her, jeg tager derop. Jeg vil forsøge at fotografere de tre fyre. Hvis jeg laver aftryk af billederne og tegner dem op med en filtpen - og tegner skæg og parykker på - kan jeg vise dem til hr. Bonestell. Så kan det være, han kan genkende dem."
Jupe forsvandt ind i mørkekammeret og kom tilbage med et fotografiapparat forsynet med telelinse. "Du bliver ved telefonen," beordrede han. "Jeg ringer til dig, når jeg har set Bob."
En halv time senere befandt Jupe sig på vejen over for Denicola-anløbsbroen. Maria III var der ikke. Og det lille kontor med de mange vinduer tæt ved anløbsbroen var tomt. Han kunne ikke se Ernie og Eileen nogen steder. Jupe trak på skuldrene og cyklede tværs over kystvejen. Han bumpede ned over klipperne til stranden og fandt Bobs cykel fastgjort til en af anløbsbroens pæle. Jupe stillede sin egen cykel ved siden af og låste den. Derefter så han op og ned ad stranden. Han så nogle fiskere i brændingen og nogle børn, der legede med en hund, men ikke Bob. Han kravlede igen op på Denicola-parkeringspladsen - med sit fotografiapparat i hånden. Der var ingen at se. Så fik han øje på bilen, der stod i carporten ved huset med det grå tag - ikke så langt fra anløbsbroen. Der var nogen hjemme hos Denicola.
Jupe bevægede sig over mod huset. Han behøvede ikke at ringe på. Døren blev åbnet, og gamle fru Denicola stod i døråbningen. Hun så på ham med et gennemborende blik.
"Fru Denicola, har De set noget til min ven?" spurgte Jupiter.
"Din ven?"
"Han var her i morges, og da talte De med ham," sagde Jupe til hende, "De havde drømt om ham."
"Nå!" sagde fru Denicola. "Så den dreng - den lille med brillerne - er en af dine venner. Jeg tror nu nok, at jeg vidste det i forvejen."
Hun så bistert og strengt på Jupiter, men Jupe regnede ikke med, at hun var rigtig vred.
"Har De set min ven siden i morges?" spurgte Jupe. "Hans cykel står under anløbsbroen, men han er her ikke. Er han taget ud med en båd? Kan Deres svigerdatter have taget ham med ud på en sejltur?"
Gamle fru Denicola rystede på hovedet. "Ernie og Eileen er sejlet ud med Maria," sagde hun. "Jeg så dem tage af sted. Der er ingen med dem."
"Hvor mon Bob er taget hen?" sagde Jupe, nærmest henvendt til sig selv.
"Jeg ved det ikke," sagde fru Denicola. Hun trådte et skridt tilbage og åbnede døren helt. "Men jeg tror, der vil ske noget forfærdeligt. Jeg drømte om det, og jeg er bange. Det er nok bedst, du fortæller mig om dig selv og din ven. Kom indenfor!"
Den gamle dame talte nærmest med dommedagsstemme Og for første gang faldt det Jupe ind, at Bob måske virkelig var i fare.
Mange kilometer derfra i Oxnard nærmede Bob sig Pacific States Flytte- og Møbelopbevaringsfirma. Det lå på en øde grund på West Albert Road. Bob kunne se et højt stakit, en betonklods af en bygning uden vinduer og nogle få snavsede, hvide flyttevogne. Indkørslen, der førte væk fra porten, var fuld af nedkørte hjulspor og vandpytter. Og porten var låst med hængelås.
Der var ingen at se. Bob begyndte at gå rundt om grunden. Der var masser af ukrudt, ødelagte papkasser og sammenkrøllet papir rundt om den nøgne bygning. Bagved hindrede parkerede biler ham i at se bagsiden af bygningen, men han kunne høre stemmer fra et eller andet sted inde på området.
Bob stod stille og lyttede. Samtalen fortsatte, men Bob kunne ikke tyde ordene. Han lagde mærke til, at en af vognene var parkeret langs med stakittet, hvor han stod. Han kikkede til begge sider og tog så en dyb indånding. Han stak sin tå ind i et hul i stakittet og klatrede op over stakittet og ned på flyttevognen.
Bob lå et øjeblik helt stille for at få vejret igen. Han var ikke så atletisk som Pete, men han havde klaret det! Han var nu sikkert inde på firmaets område. Han kom op på hænder og knæ og begyndte at krybe fremad.
"Det bliver ikke tørt til tiden," sagde en stemme, der nu var helt tæt på.
"Det er da også ligegyldigt," sagde en anden stemme. "Vi bruger den da, hvad enten den er tør eller ej."
En anden vogn var parkeret helt tæt på den, Bob var på. Han rejste sig. Der var ikke en lyd at høre, da han på sine kondisko trådte over på den anden bil. Han lagde sig ned igen og krøb fremad. Nu kunne han se ned på et åbent område, hvor to mænd - med deres rygge til ham - skulle til at starte en skinnende hvid lastbil. Bob lagde sig øjeblikkeligt helt fladt ned på taget af bilen og løftede kun hovedet for at se, hvad der skete.
"Godt nok, Harry," sagde en af mændene. Det var Strauss. Han stod med hænderne på hofterne og hovedet på skrå. "Du laver et godt stykke arbejde."
Manden, der hed Harry, mumlede et eller andet. Han havde en dåse maling i den ene hånd og en lille pensel i den anden. En stærk lugt af maling hang i luften. Lastbilen, mændene stod og beundrede, havde lige fået malet nye bogstaver på siden. Bogstaverne erstattede navnet på flytte- og møbelopbevaringsfirmaet. Nu stod der i stedet: McCutcheon's Maritime Udstyr.
Bob lo for sig selv. Mændene havde camoufleret en af flyttevognene.
"Jeg har gjort mig stor umage," sagde manden og slog ud med penselen.
"Der står også en del på spil," sagde Strauss. "Vi kan ikke tage chancer. Enhver, der ser en flyttevogn parkeret ved Denicola-anløbsbroen, vil begynde at stille spørgsmål."
Strauss vendte sig om og forsvandt ind ad den åbne dør i den kæmpestore vinduesløse bygning. Et øjeblik senere fulgte hans kammerat efter, og i lang tid kunne Bob ikke høre andet end lyden af træ, der skrabede mod noget beton. Endelig dukkede Strauss op igen. Han trak en lille vogn med tre trækasser efter sig. Han trillede dem hen til den nymalede lastbil.
Harry kom bumlende ud af bygningen med endnu et læs kasser. Før han var nået ret langt, kørte trillevognen imidlertid ned i et hjulspor. En af kasserne gled ned på jorden og sprang op. Og dusinvis af små æsker trillede ud i snavset.
"Pas dog på, mand!" råbte Strauss.
"Okay, okay!" sagde Harry. "Tag det roligt, hvad!"
Han bøjede sig ned, samlede de små æsker op og stoppede dem ned i den ødelagte kasse. Så løftede han kassen op på trillevognen igen.
Fra sin udkigspost oven på den tomme lastbil kunne Bob se, at en af de små æsker var gået i stykker. En masse små dimser var faldet ud af den, og de lå nu på jorden. Bob holdt vejret og ventede. Hverken Strauss eller Harry lagde mærke til de små dimser. De fortsatte med at læsse kasser ind i den nymalede vogn. De blev ved med at hente nye kasser inde i bygningen.
De to mænd arbejdede i næsten en halv time. De læssede kasser i alle mulige størrelser og faconer. Nogle af dem var lavet af træ, andre af bølgepap. Nogle af dem var så tunge, at begge mænd måtte løfte dem. Til sidst lukkede mændene bagdørene i lastbilen og sikrede dem med en hængelås.
"Vi kunne nu godt have haft brug for lidt hjælp," sagde Harry. Han tørrede sig over panden med et lommetørklæde.
"Vi har ikke brug for flere vidner," sagde Strauss.
Mændene forsvandt ind i betonbygningen, og Bob lå helt stille og ventede. Der gik fem minutter. Der gik ti minutter. Strauss dukkede ikke op igen. Og Bob så intet til Harry. Han gik derfor ud fra, at de to mænd ikke ville komme tilbage til den læssede vogn.
Bob kravlede hen foran på den lastbil, der havde været hans skjulested. Han lod sig glide ned på taget af bilen, derfra videre ned på motorhjelmen og så helt ned på jorden. Han skyndte sig hen til de små dimser, der var trillet ud af den ødelagte æske, og bøjede sig ned for at samle én op.
Den var tung. Bob blev stiv af skræk, da han så, hvad det var.
En patron!
Så så han op, og hans skræk forvandledes til sand rædsel. Han prøvede at synke, men han var helt tør i halsen. Han stod bomstille - han var endog for lamslået til at ryste.
En hund stod og iagttog ham! En doberman! Den stod på spring knapt ti meter fra ham. Dens sorte øjne var rettet mod Bob, og den havde rejst ørerne. Den sagde ikke noget. Den stod på vagt, spiddede Bob med sit blik.
"Hej!" sagde Bob. Det lød som en hvisken - en åndeløs, rallende lille hvisken. "Hej, vovse! Hej med dig, vovse!"
Bob rejste sig langsomt op og trådte et skridt væk fra hunden.
Den blottede sine hvide tænder, og der lød en lang, truende knurren fra den.
"Hej !" sagde Bob.
Hunden knurrede nu højere. Bevægede sig fremad og standsede.
Bob rørte sig ikke igen. Hunden var en vagthund - vidste Bob nu. Den ville holde Bob i skak dér hele dagen, hvis det var nødvendigt. Bob var fanget!