Jupiter spænede tværs over området foran huset op mod kystvejen. Han var alt for tung til at kunne løbe hurtigt ret længe. Han måtte finde et sted at skjule sig for Ernie. Men hvor?
Jupe så en campingvogn stå parkeret i vejrabatten ikke så langt borte. Døren bagi var åben, og manden, der ejede køretøjet, havde vendt sig om et øjeblik. Han stod og så over mod skråningerne på den anden side af vejen, mens han tørrede sine hænder i en papirsserviet.
Jupe tøvede ikke. Han skyndte sig hurtigt og lydløst ind i campingvognen, krøllede sig sammen på gulvet ved siden af nogle spande med muslinger og trak en plettet presenning over hovedet. Et øjeblik efter blev campingvognens dør smækket i. Ejeren steg ind i bilen og startede motoren. Campingvognen kørte ud fra vejkanten. Den kørte nogle få hundrede meter mod syd, så foretog den en U-drejning og speedede op, mens den kørte nordpå. Jupe skubbede presenningen til side, satte sig op og så ud ad vinduet. Da campingvognen passerede anløbsbroen, så han Ernie. Den unge mand stod og så op og ned ad kystvejen. Han havde knyttet hænderne, og i hans ansigt var der et udtryk af total forvirring.
Jupiter lo højlydt.
Da campingvognen var kommet halvvejs igennem byen Oxnard standsede den ved et lyssignal - det var første gang, den standsede, siden den havde forladt Denicola-anløbsbroen. Jupe var parat og ventede blot. I det øjeblik campingvognen holdt stille sprang han ud ad bagdøren og styrede mod kantstenen.
Jupe gik hurtigt hen ad gaden, drejede om hjørnet og skyndte sig videre. Ti minutter senere nåede han busendestationen. Da bussen til Santa Monica påbegyndte sin rute, var Jupe mellem passagererne.
Jupe var himmelhenrykt, mens bussen kørte sydpå. Der var nu ikke den fjerneste tvivl om, at de unge mænd fra Denicola-anløbsbroen udspionerede hr. Bonestell. De kendte til samtalen, Jupe havde haft med ham i går, hvor den blinde mand var blevet nævnt.
Men hvordan havde de fået det at vide?
Jupe rynkede panden. Hr. Bonestell måtte have talt med nogen. Var det Gracie Montoya? Var hun forbindelsesleddet? Jupe følte en bølge af irritation stige op i sig. Hvor dumt af hr. Bonestell at tale om det!
Bussen kørte forbi Denicola-anløbsbroen. Der stod ingen biler på parkeringspladsen, og det lille kontor var tomt.
Hvor var Ernie? Hvor var hans venner? Og hvor var de to Denicola-kvinder? Ernie var i gang med noget skurkagtigt. Det var Jupe sikker på. Der foregik en eller anden sammensværgelse ved anløbsbroen. Var Eileen Denicola og hendes svigermor ofre for den sammensværgelse? Var de uskyldige tilskuere, der var blevet skaffet af vejen et eller andet sted? Eller tog de del i sammensværgelsen?
Pludselig blev Jupe meget bange. Var hr. Bonestell i sikkerhed? Eileen og gamle fru Denicola var forsvundet. Ville hr. Bonestell blive den næste?
Jupe var den første, der sprang ud ad døren, da bussen standsede i Santa Monica. Han havde penge i lommen, og der holdt taxaer ved kantstenen. Han tog en til Dolphin Court.
Klokken var tyve minutter i fem, da taxaen satte Jupe af foran hr. Bonestells hus. Jupe ringede på. Han blev virkelig lettet, da hr. Bonestell åbnede.
"Jeg har da ikke sendt bud efter dig!" udbrød hr. Bonestell. Han virkede fortrøstningsfuld og alligevel en anelse bange. "Jeg gik sådan og ønskede, du ville ringe. Er der noget nyt?"
"Det tror jeg," sagde Jupe. Han fulgte efter hr. Bonestell ud i køkkenet og satte sig ned ved bordet.
"Hr. Bonestell," sagde han. "Hvem har De talt med, siden jeg tog herfra i går?"
Hr. Bonestell så forbløffet ud. "Talt med? Jeg har da ikke talt med nogen. Jeg har ikke været uden for en dør."
"Er der så nogen, der har ringet," sagde Jupe, "eller nogen, der har besøgt Dem?"
"Nej," sagde hr. Bonestell. "Der er ingen, der har ringet. Jeg... jeg har ikke så mange virkelig gode venner. Hvorfor spørger du?"
"Fordi det er vigtigt. Tænk Dem nu godt om, hr. Bonestell! I går eftermiddag talte vi om Denicola'erne og om en blind tigger. Og De må altså have nævnt den samtale til nogen, for hvordan skulle en person ved navn Alejandro ellers kende noget til den?"
Hr. Bonestell så oprevet ud. "Jeg har altså ikke talt med nogen," vedblev han. "Der har ikke været nogen her - undtagen Shelby, og jeg har ikke sagt noget til ham. Det har jeg altså ikke. Overhovedet intet. Shelby er ikke - ja, han er ikke så let at tale med. Han opfører sig, som om det, jeg har at sige, ikke er særlig interessant. Og det er det måske heller ikke. Og da han kom hjem i aftes, gik han faktisk ovenpå med det samme og låste sig inde på sit værelse."
"Og De talte altså ikke med ham i aftes? Eller i morges?"
"Nej. Ikke ud over at vi hilste på hinanden. Det er jeg helt sikker på."
Jupe sukkede. Han bed sig i underlæben og stirrede tomt på sukkerskålen. Så kom han til at tænke på Shelby Tuckerman - Shelby med solbriller og rullekrave-bluse. "Ifølge retssystemet i dette land er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist," havde Shelby sagt.
"Mærkeligt at jeg ikke lagde mærke til det," sagde Jupe højt.
"Hvilket?" spurgte hr. Bonestell.
"Shelby er ligeglad med sine naboer, ikke?"
"Det tror jeg nok," sagde hr. Bonestell. "Han synes, de er for almindelige."
"Er han da så ualmindelig selv?" spurgte Jupe.
Hr. Bonestell trak på skuldrene, og Jupe blev ved med at stirre på sukkerskålen. "Hvornår begyndte Shelby at bruge sukker i sin kaffe?" spurgte Jupe pludseligt. "Han har ikke altid brugt det, vel? Den første aften, vi var her, lavede han en kop kaffe til sig selv, og han drak den sort."
"Ja... ja, det gjorde han vist," sagde hr. Bonestell. "Han begyndte at bruge sukker for et par dage siden. Han sagde, at det kvikkede ham hurtigere op med en skefuld sukker."
Jupes øjne lyste, da han rakte ud efter sukkerskålen. Han dyppede en finger dybt ned i den og tog hurtigt en lille flad plasticæske op.
Hr. Bonestell så på tingesten. "Hvad er det?" spurgte han.
"En lytteanordning, hr. Bonestell," sagde Jupe. "En skjult mikrofon. De behøvede slet ikke at tale med Shelby. Da han først havde fået anbragt sukkerskålen på bordet, kunne han lytte til alt, hvad der blev sagt her i køkkenet."
Jupe gik hen til telefonen. "Shelby arbejder jo for Systems TX-4," sagde han. "Kender De firmaets nummer?"
Hr. Bonestell gav ham nummeret, og Jupe drejede det. Klokken var 4:59, da hans opkald gik igennem. Han bad om at tale med Shelby Tuckerman og fik at vide, at ingen af det navn arbejdede hos Systems TX-4.
"Hr. Tuckerman har da arbejdet hos jer," sagde Jupe. "Hvornår holdt han op?"
"Det kan jeg desværre ikke oplyse Dem om," sagde telefondamen. "Hvis De ringer igen mandag morgen, er der måske nogen på personalekontoret, der kan hjælpe Dem."
Jupe takkede telefondamen og lagde røret på.
"Arbejder han der ikke?" sagde hr. Bonestell. "Det forstår jeg ikke. Han må altså arbejde der. Han var jo på arbejde i Fresno for TX-4 forleden dag."
"Det tvivler jeg stærkt på," sagde Jupe. Han gik hen til køleskabet og åbnede for frostrummet. Den dybfrosne mad, som Shelby havde lagt derind for adskillige dage siden, var væk. Det havde været et kæmpestort forråd af TV-middage og frosne pizzaer. Men der var intet tilbage undtagen en pakke is i det ene hjørne.
Jupiter lukkede for frostrummet. "Det må have været her, de var hele tiden," sagde han.
"Hvilke?" spurgte hr. Bonestell.
"Ingenting," sagde Jupe. "Det vil sige, jeg ved det ikke rigtigt. Og det kan være, at vi er for sent på den. Hr. Bonestell, sagde De ikke, at Shelby Tuckerman holdt sin dør låset?"
"Jo, Shelby er en meget hemmelighedsfuld person."
"Det er nu nok en underdrivelse," sagde Jupiter. "Hr. Bonestell, jeg må nødvendigvis ind i hans værelse - og det kan ikke gå hurtigt nok!"