Jupe og hr. Bonestell hentede en stige fra garagen og satte den op til Shelby Tuckermans vindue. Vinduet var ikke lukket, og Jupe kravlede ind.
Der stod en båndoptager på kommoden. Jupe spolede båndet, der sad i, tilbage og afspillede det. Han hørte samtalen, han lige havde haft med hr. Bonestell. Han hørte sig selv dreje et telefonnummer og tale med telefondamen hos Systems TX-4. Han hørte køleskabsdøren blive åbnet og lukket, og han hørte sin bemærkning om, at det måske var for sent. Jupe smilede ubarmhjertigt og slettede alt, hvad der var på båndet. Så gjorde han båndoptageren klar til optagelse igen, vendte sig om og påbegyndte en hurtig undersøgelse af Shelbys værelse.
Det var et underligt værelse. Der lå ingen breve eller postkort på skrivebordet; der lå ingen bøger på sengebordet. Der var ingen billeder og ingen planter. Der var ikke så meget som en tabt sikkerhedsnål, der kunne vise, at der faktisk boede nogen.
Jupe kikkede ind i skabet, hvor der hang jakker, skjorter og lange bukser. Lommerne var tomme. Han åbnede kommodeskufferne, hvor der lå undertøj, sokker og rullekravebluser.
Men i den nederste kommodeskuffe, dækket af sammenlagte sweaters, så han kniven.
Det var en meget skarp kniv, i en fin læderskede. Det var ikke en af den slags knive, man bruger til at spidse blyanter med eller skære fiskersnøre over med. Det var en af den slags knive, man bruger til at kaste med.
Jupe lod den ligge. Han klatrede ud ad vinduet og fortalte hr. Bonestell, hvad han havde fundet, mens de satte stigen på plads.
Hr. Bonestell rystede forvirret på hovedet. "Han siger, han har brug for pistolen, fordi han færdes så meget på landevejene. Og fordi man aldrig kan vide, hvad der sker, hvis bilen bryder sammen. Men en kniv? Hvad skal han bruge en kniv til? Han tager da ikke ud og camperer eller sådan noget. Faktisk foretager han sig ikke noget interessant. Han ser bare fjernsyn og tager sig en lille lur med jævne mellemrum."
Jupe nikkede. "Han virker måske ikke særlig livlig, men han er en mand med hemmeligheder. Han skjulte en mikrofon i Deres køkken. Og han opbevarede noget meget værdifuldt i Deres fryser."
"Hvad? Det eneste, han havde derinde, var dybfrossen mad."
"Jeg tror nu ikke, der var mad i de pakker. Jeg tror, der var penge i. Det kan have været byttet fra bankrøveriet."
"Nej," sagde hr. Bonestell. "Det kan det ikke have været. Shelby har haft en masse dybfrossen mad meget længe. Det var ikke, fordi han spiste hjemme. Det fik ham vel til at føle sig sikker, at han vidste, der var noget mad. Og han vidste jo, at jeg næsten aldrig brugte frostrummet, så han fyldte det bare med sin mad."
"Hm!" sagde Jupe. Han bed sig i underlæben og rynkede panden. "Hvis han ikke har spist hjemme, hvad kan der så være sket med varerne i fryseren? Har han nogen sinde fjernet nogen af dem?"
"Nu hvor jeg tænker over det, så ved jeg... så ved jeg ikke, hvad der er sket med al den mad. Somme tider lavede han selv mad. Og han kom hjem med en masse, men... men det kan ikke have været pengene fra et røveri, medmindre Shelby længe har været bankrøver. Men på en eller anden måde har jeg svært ved at tro, at Shelby skulle være sådan."
"Aha!" sagde Jupe. "Så har det måske været narkotika. Det ville også kunne forklare forbindelsen til Ernie og hans venner. Maria III er måske blevet brugt til at mødes med en anden båd ude på havet. Eller til at sejle til Baja California efter narkotika.
Eller måske henter Shelby og Ernie illegale indvandrere og den blinde mand..." Jupe irettesatte sig selv. "Nej," sagde han. "Det kan ikke have haft noget at gøre med fryseren, medmindre... nå, vi ved det jo ikke bestemt. Vi har ikke nok at gå efter. Ikke endnu."
"Skal vi ringe til politiet?" spurgte hr. Bonestell.
"Det tror jeg ikke, vi skal. Hvordan skulle vi kunne bevise, at Shelby ikke tog sin dybfrosne mad og gav den til de fattige? Eller at den skjulte mikrofon i sukkerskålen ikke er anbragt for sjov? Har Shelby overhovedet noget at gøre med bankrøveriet, eller er han involveret i noget helt andet? Hvad med de to Denicolakvinder? Hvor er de henne? Jeg har stærkt på fornemmelsen, at Shelby ved det."
For første gang virkede hr. Bonestell beslutsom og vred. "Jeg vil gerne hjælpe," sagde han. "Hvad kan jeg gøre?"
"En masse," sagde Jupe, og han fortalte hr. Bonestell om sin plan. Bonestell nikkede ivrigt, og han og Jupe gik hen til nabohuset og bad om at låne en telefon. Hr. Bonestell forklarede kvinden, der åbnede, at hans egen telefon var i uorden.
Jupiter ringede til Pete i Hovedkvarteret, og Pete indvilligede i at støde til Jupe og hr. Bonestell på hjørnet af Dolphin Court og Second Street.
"Jeg kan være der om tyve minutter," sagde Pete.
"Hvis vi ikke er der," sagde Jupe, "så tag tilbage til Hovedkvarteret, og jeg ringer til dig, så hurtigt jeg kan."
Da Jupe var færdig med at tale med Pete, gik han og hr. Bonestell ind i dennes baghave og øvede sig. Derefter gik de ind i køkkenet og førte en kort samtale til ære for den skjulte mikrofon, Jupe igen havde anbragt i sukkerskålen.
"Hr. Bonestell," sagde Jupe, idet han gjorde sig umage med at tale tydeligt. "Jeg ved, at De er ved at blive utålmodig, men vi har nok snart gode nyheder til Dem. Eileen Denicola er måske lige ved at føre os på sporet af noget, vi kan bruge. Pete var inde for at tale med politimester Reynolds i Rocky Beach her for lidt siden, og Eileen Denicola ringede, mens han var der. Pete kunne selvfølgelig ikke høre, hvad der blev sagt i den anden ende af telefonen, men han opfattede dog, at fru Denicola var hysterisk. Politimester Reynolds forsøgte hele tiden at berolige hende. Til sidst sagde han, at han ville komme straks, og han rejste sig op og løb ud af kontoret."
"Men jeg kender jo slet ikke fru Denicola," sagde hr. Bonestell tydeligt. "Hvad kan hun have at gøre med bankrøveriet?"
"Der er altså en eller anden forbindelse," sagde Jupe. "Det er vi sikre på. Pete vil gerne have, at vi tager ud til Rocky Beach Politistation. Han regner med, at politimester Reynolds tager fru Denicola med dertil."
"Jeg henter lige min jakke," sagde hr. Bonestell.
Jupe slukkede for lyset i køkkenet, og han og hr. Bonestell forlod huset og steg ind i hr. Bonestells lille bil. Hr. Bonestell bakkede ud fra indkørslen og kørte hen til hjørnet, hvor han parkerede under et meget stort piletræ, hvis grene hang ud over fortovet. De satte sig til at vente.
Snart efter dukkede Pete op på sin cykel. Hr. Bonestell blinkede med forlygterne for at lade ham vide, at de var der. Pete stillede sin cykel ind under noget krat, der voksede i nærheden. Han kravlede ind på bagsædet i bilen.
"Hvad sker der?" spurgte han ivrigt.
"Shelby har aflyttet hr. Bonestells køkken med en skjult mikrofon i sukkerskålen," sagde Jupe. "I sit soveværelse har han en båndoptager, der aktiveres af stemmer. Minder det her dig om noget?"
"Den blinde mand!" råbte Pete. "Han forsøgte at anbringe en skjult mikrofon på skrammelpladsen. Tror du, at Shelby...?"
"Muligvis," sagde Jupe. "Vi får se."
Derefter fortalte Jupe Pete om den besked, han og hr. Bonestell havde indtalt. "De to Denicola-kvinder er forsvundet, og jeg er meget bekymret for dem," sagde Jupe. "Jeg håber, at Shelby vil føre os til dem, når han har hørt båndet."
Det var meget mørkt nu. Det havde set ud til regn hele eftermiddagen. Den kom nu. Der var ikke ret megen trafik på Second Street, og slet ingen på Dolphin Court - i hvert fald ikke før efter klokken seks. Pludselig drejede Shelbys bil om hjørnet. Hr. Bonestell og drengene så Shelby køre ind i Bonestells indkørsel og parkere. Et øjeblik efter blev lyset tændt i den bageste del af huset, og derefter i værelserne ud mod gaden.
"Han leder efter mig," sagde hr. Bonestell. "Jeg er jo ellers altid hjemme på denne her tid, medmindre jeg er på arbejde."
Lidt efter blev der også tændt lys ovenpå, i Shelbys soveværelse.
"Det kan ikke vare længe nu," sagde hr. Bonestell. Han nærmest kaglede af glæde. Jupe blev klar over, at hr. Bonestell slet ikke brød sig om Shelby Tuckerman.
Lyset brændte stadig i hele hr. Bonestells hus. Hoveddøren blev åbnet, og Shelby kom ud. Han spurtede tværs over det lille stykke græsplæne hen til indkørslen og sprang ind i sin bil. Motoren larmede, og Shelby drønede ud på gaden. Brøkdele af et sekund senere passerede han hr. Bonestells bil og fræsede rundt om hjørnet til Second Street.
Hr. Bonestell havde allerede startet sin bil. Han fulgte efter Shelby gennem Second Street og derefter over Ocean Avenue ud til kystvejen.
"Han er på vej ud til Denicola-anløbsbroen," sagde Jupe.
Hr. Bonestell sagtnede farten lidt og lod en bil komme mellem sig og Shelby, men han havde hele tiden Shelbys bil inden for synsvidde. De kørte nordpå i øsende regn. Shelby kørte nøjagtigt med den tilladte hastighed. Han sagtnede farten, da han kørte igennem Malibu, og satte derefter farten op igen.
"Det må være Denicola-anløbsbroen, han kører til," sagde Jupe. "Jeg gad vide, om... om... hr. Bonestell, kender De en, der hedder Alejandro?"
"Nej. Shelbys mellemnavn begynder med A, men jeg tror ikke, det står for Alejandro. Det er det spanske navn for Alexander, ikke? Shelby kommer ikke fra Spanien."
Hr. Bonestell tog farten af bilen. De nærmede sig Denicola-anløbsbroen. Der var ikke ret megen trafik, og de kunne se Shelbys bil forude, hans baglygter skinnede i vejbanens regnglatte overflade. De kunne også svagt skimte en hvid lastbil, der var parkeret ved anløbsbroen. Men før Jupe kunne nå at tænke nærmere over det, bremsede Shelby brat og drejede til højre væk fra havet. Han drønede op ad indkørslen til Motel Havblik.
"Motellet!" udbrød Pete, da hr. Bonestell hurtigt trak ind i vejrabatten. "Det er nok der, fru Denicola - og den gamle dame - er."
"Det burde jeg have tænkt på," sagde Jupe. "Okay. Nu ved vi det. Hr. Bonestell, vil De vente på os her? Hvis vi ikke er tilbage om femten minutter, så få fat i en telefon og ring efter politiet."
"Det skal jeg nok!" sagde hr. Bonestell. "Vær nu forsigtige! "
Jupe og Pete steg ud og så sig omkring. De kunne kun se omridset af motellet for enden af indkørslen. Der var ikke tændt lys nogen steder. Drengene gik op ad indkørslen uden at tale sammen, med skuldrene trukket op mod den silende regn. Da de var nået op for enden af indkørslen til parkeringspladsen, trak Pete Jupe i ærmet. "Der er Shelbys bil," hviskede han. "Men jeg kan ikke se Shelby nogen steder."
"Han er sikkert inde i motellet," sagde Jupe.
De sneg sig videre ind på området med svømmebassinet bag ved motellet. Lige så snart de havde motel-bygningen mellem sig selv og havet, var de i læ for vinden. Aftenen var heller ikke helt sort mere, for regndråberne kastede nu et svagt lysskær tilbage.
Jupe pegede. Der var en svag lysbræmme rundt om et af motellets vinduer. En lampe var tændt bag et tykt gardin.
Drengene listede sig hen til vinduet og lænede sig frem for at lytte.
Og pludselig hørte Jupe noget bag sig, der hverken lød som vinden eller regnen. En eller anden stod bag ved ham.
Jupe drejede hovedet.
"Stå stille!" sagde Shelby Tuckerman. Han holdt en pistol i hånden. "Rør jer ikke!"
Så råbte Shelby.
Døren ind til motelværelset blev åbnet. Lyset strømmede ud. I døråbningen stod en af Ernies venner - ham der havde manglet hele eftermiddagen. Han havde også en pistol.
"Ind med jer, I to!" beordrede Shelby.
Jupe og Pete gik ind i et værelse, der stank af cigaretrøg. Eileen Denicola sad derinde på en lille, hård stol, med håndleddene bundet fast til armlænene. Hun så rasende ud. Hendes svigermor var bundet til en lænestol ved siden af sengen.
Shelby kom drivvåd ind i værelset, og Ernies ven lukkede døren.
"Hej!" sagde en velkendt stemme.
Og der i hjørnet bag ved døren, også bundet til en stol, sad Bob Andrews!