"Den samtale du havde med Walter om politiet," sagde Shelby Tuckerman. "Den var et nummer, ikke? I spillede komedie."
"Og De førte os hertil," sagde Jupiter.
Pete og han blev nu sat ned. Ernies ven, ham der hed Luis, havde lagt sin pistol væk og hentet to ekstra stole fra et andet motelværelse. Han bandt Jupe og Pete til dem med strimler fra iturevne lagner, mens Shelby vogtede dem med sin pistol.
"Og hvad glæde kan I have af det nu?" spurgte Shelby. "Hvor er Walter? Venter han på jer nede på vejen?"
Jupe svarede ikke. Shelby smilede hånligt. "Vi skal nok sørge for, at han ikke kommer til at vente for længe," sagde han. "Han skulle jo nødigt blive nervøs."
Luis var færdig med at binde drengene. Shelby lagde også sin pistol til side. Så sagde han noget til Luis på flydende spansk. Mens han talte, lød der to korte bank på døren, og så to bank til. Ernie åbnede døren og trådte ind. Han standsede overrasket, da han så Pete og Jupe.
"Hvad bestiller de to drenge her?" spurgte han vredt Shelby. "Det var slemt nok med én. Nå, skidt. Du må tage dig af dem. Jeg kom for at hente Luis. Båden er næsten færdiglastet. Strauss trækker sig ud nu, og Rafi ordner det sidste."
Bob mumlede til Jupe, der sad ved siden af ham: "Strauss er en fyr, der har et flyttefirma i Oxnard. Jeg så ham læsse en lastbil i eftermiddag. En af kasserne gik op. Der var patroner i den."
"Ammunition!" udbrød Jupe. "Og våben, tør jeg vædde med." Han så op på Shelby Tuckerman. "Jeg troede, det måske kunne være narkotika," sagde han. "Jeg troede, Ernie og hans venner brugte Maria III til narkotikasmugling."
"Det ville have været over mit lig!" råbte Eileen Denicola. "Hvis du tror, at Ernie sejlede den båd så meget som 15 centimeter ud fra anløbsbroen uden mig om bord, så tager du alvorligt fejl!"
Ernie smilede hånligt. "Det har vi altså tænkt os at gøre nu, fru Denicola," sagde han. "Uden Dem om bord."
"Men der vil være våben om bord," sagde Jupe. "Og det er selvfølgelig derfor, I røvede banken. I skulle bruge penge til våbnene. Man kan vel heller ikke vente sig andet af et bundt revolutionære? I vil altså sejle våbnene til Mesa d'Oro, hvor de skal bruges til at skyde uskyldige mennesker."
Ernie rettede sig op i sin fulde højde - for at se retskaffen ud. "De vil blive brugt i kampen for retfærdighed," sagde han.
"Ifølge nogle offentliggjorte rapporter," sagde Jupe, "kan kampen for retfærdighed medføre snigskydning mod ubevæbnede civile."
"Hvis du med civile mener Hjemmeværnet i Mesa d'Oro, repræsenterer de dem, der har ødelagt det hele og stjålet vores jord," sagde Ernie. Han var helt rød i kinderne.
"Hør ikke på ham, Ernesto," sagde Shelby. "Det er da ligegyldigt, hvad den dreng tænker."
"Det var altså Dem, der var den arrede tigger," sagde Jupe til Shelby. "De brugte forklædning for at kunne iagttage banken uden at blive genkendt af hr. Bonestell. De kendte til boksen med kodeuret, og De vidste, at hr. Bonestell ville være i banken, når rengøringspersonalet var gået. Hvis bare De ikke havde været så grådig, da De fandt hr. Sebastians tegnebog ved anløbsbroen dagen før røveriet. Det var en smuk tegnebog, og i stedet for at indlevere den eller smide den i en postkasse stoppede De den i Deres egen lomme og beholdt den. Men De tabte den under røveriet, og den førte os lige hen til anløbsbroen."
"Jeg... jeg ville have smidt den i en postkasse," sagde Shelby hurtigt.
Luis så fra Ernie til Shelby og tilbage igen. Han sagde noget på spansk, og Ernie gav tegn til ham om at tie stille.
"Så den blinde mand samlede altså tegnebogen op," sagde Ernie strengt og anklagende. "For en tegnebogs skyld bragte du vores sag i fare? Er det rigtigt?"
"Selvfølgelig er det ikke det," snerrede Shelby. "Jeg sagde jo, at jeg ville smide den i en postkasse. Lad os ikke stå her og skændes. Den gamle mand er nede på vejen, og -"
"Hvorfor gav du ikke mig tegnebogen?" råbte Ernie. "Jeg ville have ringet til hr. Sebastian, og så ville den sag have været ude af verden. Og der ville ikke have været noget, der kunne bringe os disse fyre på halsen."
"Jeg siger jo, at det er ligegyldigt!" vedblev Shelby. "I er snart ude af landet. Jeg skal nok tage mig af drengene!"
"Tager De ikke af sted, hr. Tuckerman?" spurgte Jupe. "Jeg kan godt regne ud hvorfor. De bliver her for at nyde livet for nogle af pengene fra røveriet, ikke? De giver dem ikke til republikanerne."
Ernie stirrede på Shelby. Shelby rødmede først en smule. Så forsvandt farven fra hans ansigt, og han blev ligbleg. Det var helt tydeligt, at Jupe havde ramt sandheden.
"Hvad er nu det for noget?" sagde Ernie. Der var en klang af trussel i hans stemme.
"Pengene er gået til at betale for våbnene!" snerrede Shelby. "Det ved du da godt, Ernesto."
"Jeg ved kun noget om to hundrede tusind dollars," sagde Ernie. "I eftermiddag gav du Strauss halvdelen. Og her til aften gav jeg ham resten. Men hvad med resten af pengene fra røveriet? Du har sagt, at du sendte dem til Rodriguez, men jeg kan se på dit ansigt, at du lyver! I skal ikke gøre jer bekymringer, sagde du. Du har hele tiden været den, der ville ordne det hele. Du sørgede for parykkerne og det underlige tøj, og bilen til at komme væk i og pengene. Og vi troede på dig. Du havde været kurér for os så længe. Du sørgede for, at Rodriguez fik de penge, vi samlede ind til ham, og du sagde, at det kunne du sagtens klare. Det betød ikke så meget for dig. Det var ren og skær forretning. Beholdt du også nogle af de penge selv?"
"Hvor vover du?" råbte Shelby. "Det vil du komme til at fortryde!"
"Nej. Det er sandelig dig, der vil komme til at fortryde," sagde Ernie. "Du tager med os i aften, og så kan du komme til at tale med Rodriguez' folk i Mexico City. Og måske skal du med os hele vejen - til Mesa d'Oro, og -"
"Hvor er du latterlig!" råbte Shelby. "Jeg kan ikke tage af sted i aften. Jeg har vigtige ting at ordne her. Jeg skal først gøre mit arbejde færdigt!"
"Der er mindst halvtreds tusind dollars i hr. Bonestells hus," sagde Jupiter.
"Du lyver!" skreg Shelby. Han vendte sig pludselig mod gamle fru Denicola. "Din gamle kælling!" råbte han. "Det drømte du vel også om, ikke? Og du fortalte det til drengen og..."
"Fru Denicola har ikke fortalt mig noget," sagde Jupiter. "Men jeg kan godt fortælle Deres ven Ernesto, hvor pengene er. De er i frostrummet i hr. Bonestells køleskab, skjult i en iskarton."
Shelby tog to raske skridt tværs gennem værelset og slog Jupe hårdt.
Ernie rystede på hovedet. "Det var ikke særlig smart, min ven," sagde han. "Du må komme med os nu, og så taler vi ikke mere om det, vel?"
Shelby stak hånden ned i sin frakkelomme. Og sekundet efter glimtede noget mørkt stål i hans hånd - pistolen!
"Nå, skal det være på den måde?" sagde Ernie.
Luis havde stået og iagttaget det hele, ubemærket og glemt. Nu handlede han. Så hurtigt, at Shelby ikke nåede at reagere, trådte Luis hen bag ved ham. Han greb om Shelbys hals. Shelby gav et skrig fra sig, smed sin pistol og sank sammen på gulvet.
Ernie trådte frem, samlede pistolen op og sigtede på Shelby.
Shelby stønnede og satte sig op. Luis trak ham op på benene. Et øjeblik efter var mændene væk. De forsvandt ned over skråningen. Regnen slog mod taget, og Eileen Denicola kæmpede for at komme fri.
"Jeg holdt dem hen med snak, så længe jeg kunne," sagde Jupe. "Jeg håber, hr. Bonestell slap væk tids nok til at ringe efter politiet, så de bliver snuppet, før de lægger ud fra anløbsbroen."
"Jeg tror ikke, det vil komme til at gå sådan," sagde gamle fru Denicola. "Jeg tror, der vil ske noget, før politiet kommer - og før vi kan forlade dette værelse."
"Hvad?" sagde Eileen. Så snappede hun efter vejret. Man kunne høre en mærkelig lyd - en lyd, der ikke kom fra stormen, men fra selve jorden. Det var en rumlende lyd. Et eller andet sted i huset gik et vindue i stykker.
"Åh, Gud!" gispede Eileen Denicola.
"Min drøm!" hviskede den gamle dame. "Faren! Værelset der drejede rundt med drengen og mig!" Hun lukkede sine øjne og begyndte en hurtig bøn på italiensk.
Træværket gav sig, og mere glas splintredes. Men det var ikke et jordskælv, som Bob havde troet. Tomme for tomme gled den gennemblødte, regnvåde skråning væk under motellet!