Hele værelset rystede!
Lamperne knustes mod gulvet, og der føg en byge af gnister, da ledningerne blev revet over.
"Lad det ikke brænde! " bad Eileen Denicola. "Kære Gud i himmelen, lad det ikke brænde!"
Gnisterne fløj blåhvide omkring, men de slukkedes, når de ramte gulvet. Så blev der helt mørkt - et mørke fyldt med lyden af træværk, der gav sig, og hvinen fra søm, der blev trukket ud af træet.
Det rystede i hele huset en gang til, og gamle fru Denicola skreg højt.
"Hjælp!" hylede Pete. "kom nu og hjælp os!"
Der kom ingen hjælp.
"Hele skråningen kan styrte ned når som helst!" sagde Eileen Denicola.
Ikke så snart havde hun sagt det, førend motellet gled endnu nogle meter nedad, så stolene trillede rundt mellem hinanden i mørket. Pete smadrede ind i sengen, og Jupes stol faldt om på siden.
"Fru Denicola!" råbte Jupe. "Hvordan går det?"
"Hvis det er mig, du taler til, så har jeg faktisk haft det bedre," sagde den gamle dame. "Eileen, hvor er du?"
"På gulvet," svarede Eileen.
"Politiet må da snart være her!" sagde Jupe. "Hr. Bonestell må da have været i kontakt med dem nu. Bob, er du okay? Pete?"
"Okay," stønnede Bob.
"Jeg er her," sagde Pete.
De ventede - lyttende. Jupe kunne høre vand løbe - en lyd, der var tættere på end regnen, der trommede mod taget. Han lå på siden. Hans arme gjorde ondt, der hvor de var bundet til stolen. Han kunne mærke noget vådt, der lugtede af mudder og noget kemikalieagtigt. Han tænkte over det et øjeblik. Så lukkede han øjnene i angst og fortvivlelse.
Svømmebassinet var begyndt at slå revner! Det var vandet fra bassinet, der nu løb ned gennem værelset. Hvis bassinet revnede helt, ville tonsvis af vand - mange tusind liter vand - komme væltende ned over dem.
"Hvor kommer alt det vand fra?" spurgte Pete i mørket.
Eileen Denicola var også klar over det. Hun begyndte at råbe på hjælp.
Pludselig lød der et svarråb fra den forræderiske, glatte skråning udenfor.
"Herovre!" råbte en eller anden. "De er herovre!" En eller anden forsøgte at åbne døren, men den var blokeret.
Der kom endnu en forfærdelig rystelse, og vinduet, der vendte ud mod svømmebassinet, gik itu og faldt ind i værelset. Så var der noget, der lyste. Det var to mænd på skråningen med fakler. Der lød mere råben, og mere vand væltede ned gennem værelset.
"Fru Denicola!" skreg Jupe. "Hjælp fru Denicola!"
En politimand kravlede gennem ruden, efterfulgt af en brandmand. Da brandmanden så drengene og kvinderne bundet til stolene, sagde han: "Hva i al..."
Længere nåede han ikke. De to mænd fik gamle fru Denicola ud i en håndevending - hun var stadig bundet og bad højlydt. Flere mænd kom til, og Eileen blev båret ud, og derefter drengene. På få øjeblikke var de blevet gjort fri, og de vaklede hurtigt ned ad skråningen. Somme tider faldt de, blev samlet op og hjulpet et stykke længere for så igen at falde.
På kystvejen var trafikken blevet standset. Gennem natten rungede lyden af motorer, og projektører fejede op og ned ad skråningen. Der var signallys og afspærringer. Redningsmændene skubbede drengene og de to Denicola-kvinder over vejen til sikkerheden.
"Jeg sagde til dem, I var deroppe!" Det var hr. Bonestell. Han havde banet sig vej gennem afspærringerne, og han nærmest dansede, da han greb Jupes hånd og rystede den. "Jeg sagde til dem, I var deroppe! Og nu er I i sikkerhed! Gud ske lov!"
"Båden!" råbte fru Denicola. Hun pegede.
Denicola'ernes hus var mørkt, og det var kontoret også. Og den hvide lastbil var ikke at se for enden af anløbsbroen. Men mange hundrede meter fra anløbsbroen kunne man se Maria III's sejlende lanterner.
"Sådan... sådan nogle sørøvere!" råbte Eileen Denicola. Hun stirrede efter Maria III. "Hvis de tror, de kan slippe væk...!"
Hun løb ned mod anløbsbroen.
"Kom!" råbte Pete. Han greb Bob i armen og løb efter hende.
"Hr. Bonestell, bed politiet om at få fat i kystvagten!" sagde Jupe. "Mændene på den båd er våbensmuglere!"
"Jeg skal nok fortælle dem det hele," sagde gamle fru Denicola. Jupe> nikkede og løb efter de andre.
Eileen stormede ind på kontoret og greb en nøgle, der lå gemt i en skrivebordsskuffe. Hun beordrede Pete til at hente nogle årer fra skabet bag ved kontoret.
Der lød råb fra kystvejen og larm fra motorer, da brandmændene bakkede deres vogne væk. Til sidst skred hele skråningen, og motellet væltede ned og splintredes. Resterne af det sammenstyrtede hus lå ud over det halve af vejen. Svømmebassinet faldt fuldstændigt sammen, og en mudret strøm væltede ned over skråningen og over kystvejen.
Eileen og drengene så på ødelæggelserne et øjeblik. Så vendte Eileen sig og løb ud på den regnvåde anløbsbro. Drengene fulgte efter hende.
"Vi tager Sebastians speedbåd," råbte Eileen. "Den kan så let som ingenting overhale Maria!"
De sprang ned i robåden, der lå og ventede. Pete
roede til ud mod bøjen, hvor speedbåden lå fortøjet.
"Den sejler ned langs kysten," sagde Jupe til hende.
"Ernie er en smadderdårlig styrmand," sagde Eileen. "Han styrer den lige ind i klipperne."
De nåede speedbåden og skyndte sig at afdække styrehuset. Fru Denicola sprang ned i båden, og drengene hoppede ned bagefter. Jupe gjorde robåden fast til bøjen. Motoren hostede og hakkede og begyndte så at snurre. Så hoppede og dansede båden hen over vandet i den regnmørke aften. Speedbådens forstavn slog mod bølgerne med et knald så højt som et pistolskud. Eileen Denicola greb om roret med begge hænder, og drengene klyngede sig til bådens sider og mandede sig op.
Lysene på land var fjerne og tågede, da Bob lagde mærke til lanternerne foran dem.
"Der er de!" råbte han.
"Ja!" Eileen Denicola speedede båden op til en stadig højere hastighed.
Der var et skarpt lys, der for et øjeblik blændede dem. De hørte lyden fra en helikoptermotor over deres hoveder. Så blev det mørkt igen, da projektøren fra helikopteren fejede hen over det sorte vand.
"Kystvagten !" sagde fru Denicola.
Lanternerne på Maria III blev slukket, og fiskerbåden blev nu bare en sort skygge i mørket. Men speedbåden var tæt på nu, og Eileen og drengene kunne se kølvandsstriben, båden trak efter sig.
"Pokkers også!" råbte Eileen. "De styrer ud mod det åbne hav! De slyngler! De slipper væk!"
Hun rykkede i roret. Speedbåden drejede brat. Den lille båd spurtede gennem Maria's kølvandsstribe. Nu befandt fiskerbådens skrog sig ved siden af speedbåden, og en eller anden affyrede et skud fra dækket på Maria.
"Kujoner!" råbte fru Denicola.
Speedbåden smuttede hurtigt op foran det større fartøj og strejfede boven på Maria.
Fiskerbåden kom ud af kurs og mistede fart.
Nu blev projektøren på Maria III rettet mod speedbåden. Der lød endnu et skud fra Maria. Det var en forbier, og kuglen faldt bare i vandet. Og så var helikopteren der igen, og dens kraftige blåhvide lysstråle fandt let Maria III.
"Nu har de dem!" sagde Jupe, da helikopteren vedvarende holdt Maria III i lyskeglen.
"Pokkers også!" råbte Eileen Denicola. "Hvor bliver kystvagtkutteren mon af?"
Maria var kommet op i fart igen. Den vendte og drejede skarpt et lille stykke tid som for at ryste den svævende helikopter af sig. Så vendte den boven mod det åbne hav igen og susede af sted med kurs mod friheden.
Eileen Denicola lo hånligt og styrede speedbåden ind i kølvandet på fiskerbåden. Endnu en gang overhalede speedbåden Maria, og endnu en gang reagerede manden ved roret med at dreje båden skarpt for at undgå et sammenstød.
Til venstre for sig så Jupe skummende vand, og han hørte brådsøer buldre og bruse.
"Pas på!" skreg Pete.
Fru Denicola trak hårdt i roret, og den lille båd kom til at ligge på siden og nærmest glide hen over bølgerne. Så var de ude i mørket igen - sikkert og velbeholdent.
Men Maria III stødte på grund med et skrabende, knasende brag, der flåede hele bunden op.
Fiskerbåden blev løftet et stykke op af vandet og vippede om på den ene side. Mændene på dækket råbte op og for forvildede rundt. Speedbådens passagerer så et glimt af orangerøde flammer.
"Den brænder," sagde Eileen Denicola. Hendes råben op og hendes vrede var forbi. Speedbåden drev rundt i frigear, hoppede på bølgerne, og Eileen Denicola græd. Tårerne løb ned over hendes kinder og fangede lyset fra den brændende fiskerbåd. "Et brændstofrør må være sprunget," sagde hun.
En mand sprang ud fra dækket af Maria, så en til og derefter endnu to.
"Hent bådshagen!" beordrede fru Denicola. "Hold den parat! Hvis nogen forsøger at kravle op i denne her båd, så skub til ham."
"Ja, frue", sagde Pete.
En mand kom svømmende gennem vandet. "Der er redningsveste under sæderne," sagde fru Denicola.
Jupe smed en redningsvest ud til hver af de skibbrudne, når de nærmede sig speedbåden. Ernie forsøgte at svømme tættere på, og Pete svingede bådshagen. Alle fire mænd forstod, hvad det betød, og holdt sig på afstand.
Bob fandt et stykke reb, som mændene i vandet kunne holde sig fast i. De drev dansende rundt på bølgerne, mens de iagttog Maria.
Fiskerbåden brændte med en voldsom ild, der oplyste mørket. Så lød der en eksplosion. En del af skroget sprang i luften, og båden gled ned fra klipperne og sank som en sten.
Da kystvagtens skib nåede frem, var speedbåden der stadig. Fire unge mænd, der klamrede sig til redningsveste, flød rundt i nærheden.
Der var ikke andet tilbage af Maria III og dens dødbringende last end vragstumper, der skvulpede rundt på bølgerne.