En uge efter at Maria III var sunket, cyklede De tre Detektiver igen nordpå gennem Malibu og drejede fra kystvejen ind på Cypress Canyon Drive. Hector Sebastian stod og ventede på dem uden for den gamle restaurant Charlie's Place. Indenfor, i det store værelse med udsigt over havet, gjorde den smilende vietnameser Don klar til et festmåltid på bordet med glaspladen.
"Ægte lækkerier til ægte slikmunde!" meddelte Don. "Goobers skumbamser, der får tænderne til at løbe i vand! Arnolds knækpølser der smager, som din bedstemor lavede dem! Sesamburger med vidunderdressing!"
Don smilede bredt og trak sig bukkende baglæns ud af værelset.
Hr. Sebastian sukkede. "Jeg tror, at hvis Don blev sluppet løs i et supermarked, der ikke handlede med opreklamerede varer, så ville han simpelt hen ikke ane, hvad han skulle gøre. Og han ville ikke få købt en eneste ting."
"Det ser alt sammen meget fint ud," sagde Bob venligt. Hr. Sebastian sendte ham et skævt blik. "Mener du virkelig, at du kunne spise Goobers skumbamser, der får tænderne til at løbe i vand?" spurgte han.
"Jeg er nu ikke helt sikker på, at jeg kunne spise skumbamserne," sagde Bob. "Men jeg kan godt lide knækpølser."
"Og burgere," sagde Pete. "Og vi spiser konstant vidunderdressingen derhjemme."
"Jamen, så tag for jer af retterne," sagde hr. Sebastian.
Knækpølserne og burgerne forsvandt hurtigt, men skålen med skumbamser blev ikke rørt. Pete så skeptisk på dem.
"Vi skulle måske også spise nogle af dem," sagde han. "Don virker så... så stolt over dem."
"Før eller senere må Don se virkeligheden i øjnene," sagde hr. Sebastian. "Det vil ikke skade ham at få at vide, at amerikanere ikke udelukkende lever af jordnøddesmør, coca-cola'er og "husmoderens lynmiddage."
Men lad os nu tale lidt om den arrede mand og tegnebogen - jeg er faktisk nysgerrig. Jeg har talt med fru Denicola flere gange, men hun har et temperament, der svarer til hendes røde hår. Når hun tænker på Ernie Villalobos og hans venner, bliver hun så ophidset, at hun ikke kan tale om dem. Hun snubler over ordene. Jeg tror, hun føler, at der er noget, hun er gået glip af."
"Fordi fiskerbåden sank?" spurgte Pete.
"Nej. Fordi politiet ikke vil lade hende få fingre i Ernie og gøre noget drastisk ved ham."
Jupe smålo. "Hun er en viljestærk kvinde. Hun kan ikke lide at blive narret."
"Hvem kan det?" sagde hr. Sebastian. "Men eftersom hun har det med at koge over af raseri, og eftersom hun er travlt optaget af at diskutere med forsikringsmanden om Maria III og forhandle om anskaffelsen af Maria IV, tænkte jeg, at I drenge måske kunne fortælle mig om sagen. Efter at have været detektiv i så mange år må jeg altså vide mere om det, end det aviserne fortæller."
"Vil De læse mine notater om sagen?" spurgte Bob. Han bøjede sig ned efter en stor, brun kuvert, der havde ligget under hans stol, og tog et charteque ud af den.
"Hr. Hitchcock plejede at gennemgå vores sager med os," sagde Pete.
Hr. Sebastian bukkede. "Jeg er beæret," sagde han og gav sig til at læse Bobs notater om den mystiske tigger og patrioterne fra Mesa d'Oro.
For en stund var der fuldkommen tavshed i værelset - bortset fra støjen fra trafikken på kystvejen. Hr. Sebastian var helt fordybet i notaterne. Da han var færdig med at læse, kikkede han ud over træerne og havet i baggrunden.
"Der er tidspunkter," sagde han, "hvor vi må være taknemmelige over menneskenes små laster. Hvis Shelby Tuckerman ikke havde været en smålig, begærlig mand, ville han ikke have beholdt min tegnebog, og I ville ikke have opdaget våbensmuglerne. Gud ved, hvor mange mennesker, der ville være omkommet, hvis den våbenladning var kommet igennem? Det får vi aldrig at vide."
Jupe nikkede. "Folk som Ernie vil sikkert blive ved med at bombe og snigmyrde i Mesa d'Oro, men vi fik da i det mindste stoppet en ladning våben."
"Jeg går ud fra, at hr. Bonestell ikke er mistænkt mere," sagde hr. Sebastian. "Han blev slet ikke nævnt i avisreportagerne."
"Han var i virkeligheden aldrig rigtig mistænkt," sagde Jupe. "Og Ernie og hans to venner har renset ham for enhver mistanke. De er rasende på Shelby, så de fortæller en masse. De synes, at Shelby er en bedrager, der blot lod, som om han var spion og kurér. Der var mange grupper, der som Ernies gav bidrag til republikanerne i Mesa d'Oro. Shelby samlede pengene ind fra gruppelederne, bragte dem hjem til hr. Bonestells hus, i dybfrostindpakninger, og skjulte dem i fryseren. Og cirka en gang om måneden fløj han så til Mexico City for at give Rodriguez' folk pengene. Ernie og hans venner tror, at Shelby overførte nogle af pengene til sin egen bankkonto - og det virker ret sandsynligt."
"Shelby var Alejandro, ikke?" spurgte hr. Sebastian.
"Alejandro er hans mellemnavn," forklarede Jupe. "Hans mor var fra Mesa d'Oro. Hun var terrorist og måtte flygte ud af landet, og hun giftede sig med en amerikaner, der hed Tuckerman. Shelby er opkaldt efter sin far og efter sin morfar Alejandro.
Skønt Shelby er amerikaner, opdrog hans mor ham til at tro, at han tilhørte aristokratiet i Mesa d'Oro, og at det vigtigste af alt var at kæmpe for deres sag. Shelbys mor var meget aktiv. Hun talte ved pengeindsamlings-møderne og skaffede mange penge til Mesa d'Oro. Da hun døde for et par år siden, forsøgte Shelby sig med at overtage hendes opgaver. Men han havde ikke den samme udstråling. Han kunne ikke overtale folk til at give alt, hvad de havde. Så blev han kurér i stedet for."
"Hvordan kunne du vide, at han havde beholdt nogle af pengene fra røveriet?" spurgte hr. Sebastian.
"Jeg vidste det ikke, men jeg anså det for sandsynlig. Og noget blev jeg nødt til at sige for at holde Ernie og Shelby hen, så hr. Bonestell kunne få tid til at få fat i politiet. Og desuden var jeg bange for, hvad Shelby kunne finde på at gøre, hvis Ernie tog af sted på Maria og lod Shelby blive tilbage. De to Denicola-kvinder og vi kunne jo anklage ham, ikke? Men hvis Shelby fik fat i hr. Bonestell og derefter bragte os alle sammen til tavshed..."
Jupe sagde ikke mere. Han så bister ud.
"Ja," sagde hr. Sebastian. "I var i en yderst vanskelig situation. Og det er da nok heldigt for jer, at Ernie tog Shelby med sig om bord på Maria III(
"Jeg ved, at vi var heldige," sagde Bob. "Som De ved, var det Shelby, der førte mig til motellet. Han opdagede mig ude ved Strauss' firma, da han kom for at aflevere den første halvdel af våbenpengene. Nej, mand, hvor blev han gal! Jeg hørte ham skændes med Ernie om, hvad de skulle gøre ved mig. Ernie var egentlig ligeglad, for han skulle jo ud af landet. Men Shelby var på dupperne. Han forsøgte at overtale Ernie til at tage mig med på båden og kaste mig over bord ude på havet!"
Hr. Sebastian skar en grimasse. "I drenge kunne jo også gøre livet hedt for ham. Men var der noget egentligt bevis for, at han tog del i bankrøveriet?"
Pete smålo. "Ja, i isindpakningen, som Jupe gættede sig til. Shelby skulle videresælge nogle smykker, Ernie tog i bankboksen under røveriet. Men Shelby beholdt selv de kostbareste af smykkerne, og dem fandt politiet i fryseren. De blev genkendt af ejerne.
Og politiet fandt sminken og parykkerne i kufferten i Shelbys bil. Shelby syntes, det var dristigt og dramatisk at holde udkig for røverne - forklædt som terroristen Altranto."
Hr. Sebastian lo. "Jeg er nu glad for, at det var jeres sag - og ikke min," sagde han. "Shelby har så travlt med at spille komedie, at det er vanskeligt at tro, han er virkelig."
"Jo, han er virkelig nok," sagde Jupe. "Og det er Ernie og hans venner også. De spiller lige nu deres egen form for komedie. Hvis man er terrorist i Mesa d'Oro og bliver fanget, er det moderne at prale med, hvor forfærdelige éns forbrydelser har været. På den måde bliver man vist en helt i stedet for blot en uligevægtig person, der er vild med sprængstof og våben."
"Det er nok bedre at være revolutionær end "strandrivert", ikke?" sagde hr. Sebastian.
"Afgjort," sagde Jupiter. "Jeg burde selvfølgelig have mistænkt Shelby med det samme. Han befandt sig jo i den perfekte situation til at kende rutinen i banken, og han sagde til hr. Bonestell: "Ifølge retssystemet i dette land er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist." En person, der betragtede sig selv som amerikaner, ville have sagt: "Ifølge retssystemet i vores land...""
"Det er nok rigtigt," sagde hr. Sebastian. "Men vær nu ikke så hård ved dig selv. I gjorde det da godt."
Bob smilede. "Tak for at De ikke sagde: "Godt klaret af sådan nogle unger.""
"I klarede det flot, punktum," sagde hr. Sebastian. "I har gjort det bedre, end mange andre detektiver kunne have gjort det. Mon ikke Shelby var ivrig efter, at hr. Bonestell skulle bede jer om at hjælpe sig, fordi han regnede med, at I ikke kunne klare det? Så kom han senere på andre tanker og forsøgte at anbringe en skjult mikrofon i jeres værksted."
"Og han anbragte en skjult mikrofon i sukkerskålen på bordet," sagde Jupe. "Først da jeg fandt den skjulte mikrofon i sukkerskålen, blev jeg helt klar over, at han var den arrede mand og forbindelsesleddet til røverne. Men jeg regnede nu ikke med, at der også var tale om våbensmugling. Jeg troede, at det måske drejede sig om narkotika eller indvandrere."
"Nu hvor vi taler om våbensmugling, hvad så med flyttefirmaet i Oxnard?" spurgte Sebastian.
"Strauss og hans kumpaner er landevejsrøvere," forklarede Bob. "Ladningen af våben og ammunition er blevet stjålet fra et fragtskib østpå. Dykkere har hentet nogle af våbnene op, og de er blevet genkendt. Strauss og hans mænd er forsvundet. De efterlod alt og stak af. Vi har fået at vide, at de lastbiler og det udstyr, de efterlod, ikke var noget stort tab. Pacific States Flytte- og Møbelopbevaringsfirma skulle lige til at erklære sig konkurs."
"Det må være svært at drive et flyttefirma effektivt, når man er så optaget af stjålne varer," sagde hr. Sebastian. "Nå, men hvad med sminkøren - kvinden der holdt talen ved mødet den aften?"
"Gracie Montoya tog ikke del i sammensværgelsen," sagde Pete. "Hendes familie er fra Mesa d'Oro, og hun blev opdraget til at tro på republikanernes sag. Mere er der ikke at sige om den ting."
"Det er en tradition," sagde Jupiter. "Den føres videre fra forældre til børn. Jeg tror, at Gracie nu er kommet på andre tanker, hvad den tradition angår. Hun havde ikke noget imod at samle penge ind til en landflygtig i Mexico, men at samle penge ind til våben til at slå folk ihjel med - det er en ganske anden sag."
"Politiet forhørte hende om det skænderi, hun havde med Ernie," indskød Bob. "Han ville gå ud med hende, men hun ønskede ikke at gå ud med ham. Andet handlede det ikke om."
"Godt for hende," sagde hr. Sebastian.
Han rakte chartequet tilbage til Bob. "Det er fine notater," sagde han.
"Jeg er glad for, at De synes om dem," sagde Bob, "for hvis De ikke har for travlt, vil De måske gøre os en tjeneste?"
Hr. Sebastian så spørgende på drengene. Det var Jupe, der til sidst tog sig sammen og sagde:
"Hr. Hitchcock plejede at skrive et forord til vores sager," sagde han. "Jeg ved, at De er travlt optaget af selv at skrive, men forordet behøver ikke være ret langt."
Hr. Sebastian smilede. "Jeg skal gøre mit bedste. Og når jeg er færdig, vil I måske tage imod mit tidligere tilbud om en tur med speedbåden? Jeg sejler godt nok ikke så dristigt med en båd som Eileen Denicola, og vi vil sandsynligvis heller ikke sænke fiskerbåde. Men på den anden side, man kan jo aldrig vide."
Hr. Sebastian holdt en pause og smilede. "Det er jo det, der gør livet interessant ikke? Man kan jo aldrig vide!"