Han var ikke i bedre humør næste morgen. Endnu en søvnløs nat havde om noget gjort ham mere deprimeret. Han burde bruge dagen til at komme sig i stedet for at overanstrenge sig for at møde George Gardener. Hans interesse for Howard Stamp var intellektuel - et forsømmeligt retssystem tydede på et træt demokrati - men han havde ikke noget egentlig ønske om at iværksætte et korstog for at rense en enkelt persons eftermæle. Han var skribent, ikke handlingsmand. Han stirrede udtryksløst ud gennem togruden og spekulerede på, hvorfor han ikke havde aflyst i tide.
En isnende østenvind piskede slud ind mod vinduerne, der klirrede hver gang toget satte farten ned. De andre passagerer undgik at møde Jonathans blik ved demonstrativt at læse avis. Han så alvorlig ud, og hans briller fik ham til at virke ældre end fireogtredive år. Brillerne var til pynt, han havde et perfekt syn, men han gik med dem, fordi han hadede ikke at blive taget alvorligt som akademiker. Han var affærdigende over for dårlig undervisning og slap tænkning, og han havde ry for faglig magtkamp med kolleger. Det gav ham ikke mange venner, men det betød, at hans intellektuelle autoritet blev anerkendt. Hans medpassagerer fandt i hvert fald det grublende introverte blik intimiderende.
"For himlens skyld, Jon, alle respekterer dig ... de tør ikke andet ..."
I haverne og parkerne i byens udkant lå der et tykt lag is på søer og fiskedamme, men da Jonathan omsider steg af på Branksome station efter at have ventet i kulden på et lokaltog på hovedbanegården i Bournemouth, var slud blevet til regn på fortovene. Butiksejere, der allerede led under følgevirkningerne af usikkerheden omkring krigen og styrtdykkende aktiemarkeder, stirrede trøstesløst ud ad vinduerne, mens chill-faktoren fik kunderne til at blive hjemme. Vejret ville blive et hovedindslag i tv-avisen den aften, når Ældresagen opfordrede til hjælp til pensionisters varmeregninger. Temperaturer under frysepunktet var en sjældenhed i Dorset, og det var derfor, så mange ældre valgte at bo der.
"Blair sender kampvogne ind," stod der på en spiseseddel uden for en kiosk halvvejs oppe ad Highdown Road. Den lå alene, en lillebitte butik på en strækning med nedslidte rækkehuse. Jonathan kiggede på forsiderne af aviserne, der lå på hylderne inden for døren. Kampvognene i lufthavnen var en gammel nyhed. Krigen var stadig bluff. Han gik over en sidevej og stillede sig i ly af et hus for at kigge på sit kort, mens han forbandede sig selv for at være kommet. Når man havde jetlag, kunne kroppen ikke magte at holde sig varm, og hans lette regnfrakke var nogenlunde lige så vandtæt som tyl. Men endnu værre var det, at han havde ondt i maven, fordi han ikke havde spist noget siden klokken otte den foregående aften.
Han kneb øjnene i mod blæst og slud for at læse vejskiltet og ønskede, at han havde været så fornuftig at se vejrudsigten. Irritation over George Gardener vældede et kort øjeblik op i ham. I det sidste brev havde han skrevet, at man nemt kunne gå til pubben fra stationen, men han var sikkert medlem af vandrelauget og travede tredive kilometer hver weekend for fornøjelsens skyld. Jonathan havde opfattet det som et par karreer, ikke en dagsrejse i snestorm. Hans fingre var følelsesløse, skoene utætte, og han troede ikke, at dette vildspor ville føre til noget som helst. Depressionen sænkede sig over ham som en sort sky.
Han tog en cigaret frem og skærmede med hånden for lighterflammen, der blæste ud med det samme. Det var kendetegnende for den dag. Det var formålsløst at vandre i Howard Stamps fodspor tredive år efter hans død for at tale med en, der aldrig havde mødt ham. Han tændte lighteren igen med samme resultat og tænkte, det var hans egen skyld, at han havde givet Andrew Spicer lov til at opgive en kontaktadresse i bogen. "Hvis du tror på det, du skriver, så gør noget ved det," havde Andrew sagt. "Hvis du ikke gør, så hold op med at holde foredrag for os andre om uretfærdighed." Jonathan smed cigaretten i rendestenen og lagde låg på sin ulmende vrede.
Hvad vidste Andrew om uretfærdighed? Jonathan burde have taget ham med til New York og præsenteret ham for nogle af sine sorte og muslimske venner, der var for bange til at gå ud. Hævnaktioner tog til i takt med, at tropper blev sendt til Golfen. Hvis de hvide ikke var bekymrede over krigen, så var de bekymrede for deres investeringer. Det var ikke et godt tidspunkt at være araber eller muslim i Amerika. Selv jøderne var skydeskive på grund af den generelle opfattelse af Israels uforsonlige holdning til en palæstinensisk stat. Nederst på rangstigen lå nordafrikanere på uddannelseslegater. Det vidste Jonathan kun alt for godt. Han var fløjet over for at være med til treogtyveårige Jean-Baptiste Kamils begravelse, en af hans studerende der havde spurgt den forkerte mand om vej.
Fraskilte Andrew Spicer, der havde gået på Eton, og som var født med en skinnende sølvske i munden, ville aldrig blive udsat for den form for diskrimination. I stedet provokerede han Jonathan. "Det er på høje tid, du kommer ned fra dit elfenbenstårn og går ud i den virkelige verden," sagde han til ham efter at have læst Gardeners brev. Det ville være en god fortsættelse, hvis du kan bevise din teori, og jeg vil ikke have noget problem med at skaffe dig et forskud."
Jonathan var modstræbende. "Det bliver tidskrævende." "Du har brug for pengene."
Det var sandt nok ... "Så hårdt har jeg heller ikke brug for dem." I hvert fald ikke hårdt nok til at lade Andrews redigering "pifte op" på endnu en bog. Han havde forvandlet en eftertænksom undersøgelse af retskrænkelse til en ublufærdigt kommerciel bog. "Du ødelagde den sidste."
"Den ville ikke have solgt, hvis du havde gjort det på din måde. I stedet fik du en pæn lille fortjeneste ud af det, og den bliver endnu større, hvis du gør Howard til en mærkesag. Se på Ludovic Kennedys 10 Rillington Place. Den blev filmatiseret." Andrew foldede sine små tykke hænder på skrivebordet. "Du har brug for pengene, Jon. Du kan ikke købe Paul Smith-jakkesæt og gå i operaen hver aften på en akademikerløn."
Penge. Med dem kunne en mand lægge sin vrede under lås og slå og være den, han gerne ville være. Uden var han intet. Jonathan tjekkede kortet, så til sin lettelse, at Friar Road var den næste vej på venstre hånd og kæmpede sig videre med bøjet hoved. Han lagde ikke mærke til en BMW, der kørte stilfærdigt ind til kantstenen bag ham.
Pubben lå på hjørnet, en mørk victoriansk bygning med stenpudsede mure og skilte i vinduerne, der reklamerede med levende musik om lørdagen og pensionistrabat på varm mad mandag, onsdag og fredag. Jonathans kvaler tog til. Han kunne ikke fordrage det folkelige. Pubben var utvivlsomt rasteplads for pensionister på dagstur til kysten. Eller hvad der var endnu værre, et værested for dem der boede der. Muzakken ville være Vera Lynn med The White Cliffs of Dover og We'll Meet Again, maden ville være uspiselig, og vinen - hvis det overhovedet kunne fås - ville være ren eddike. Han skulle have holdt på sit og insisteret på en restaurant i byen, men så skulle han måske have betalt. Med et suk skubbede han døren op til baren og blev overrasket over at se, at den næsten var mennesketom.
Der sad en ældre mand på en barstol og søbede en øl i sig og stirrede ud i luften. Et midaldrende par sad inde i et hjørne, stak hovederne sammen og udvekslede hemmeligheder. De kiggede alle tre hen på Jonathan, da han trådte ind, men den manglende reaktion sagde ham, at ingen af mændene var George Gardener. Der var ingen bag baren. Han kiggede ind gennem en dør, hvor der stod "Saloon", men bortset fra et billardbord var der tomt. Spisekortet bestod åbenbart kun af en liste over sandwich sat fast på en træstolpe med en tegnestift og vinbeholdningen af et par åbnede flasker med proppen stukket i ved siden af kasseapparatet. Det var et sted med billig øl og uden dikkedarer, og han spekulerede på, hvad det var for en mand, der ville vælge det til et møde. En gammel Labour-tilhænger der stadig var i gang med klassekampen, tænkte Jonathan nedslået.
Kold og våd som han var, tog han sin regnfrakke af og anbragte sig ved siden af baren. Bagefter tog han brillerne af og stak dem i brystlommen. At han lignede en akademiker var hans mindste problem, det var designerjakkesættet og skjorten, der var en fejltagelse. Han lignede en påfugl i et hønsehus, lige så malplaceret i denne pub som den gamle mand med øllet ved siden af ham ville have været i operahuset. Han mærkede den gamle mand glide ned fra taburetten for at rykke nærmere og undgik omhyggeligt hans blik. Han var aldrig oplagt til at sludre - det havde han ikke talent for - og især ikke med en fremmed, der så ud, som om hans hovedernæring var øl. Den udlevede metusalem rystede så meget på de leverplettede hænder, at han måtte bruge dem begge for at løfte glasset.
"Man ser ikke mange af din slags her."
Jonathan ignorerede ham. Man behøvede ikke at være et geni for at regne ud, hvad han mente med "din slags", og spekulerede på, hvorfor det altid var ældre mennesker, der sagde det.
En mager finger prikkede ham på armen. "Jeg taler til dig."
Jonathan satte sin lædermappe ned på gulvet og fiskede cigaretpakken op af frakkelommen. "Hvad for en slags er det?" spurgte han og bøjede hovedet over lighteren. "Mænd i jakkesæt?" Han flyttede blikket og stirrede demonstrativt på den prikkende finger. "Eller mænd med meget kort lunte?" Han knyttede højre hånd og lagde den på bardisken.
Den gamle mand trak sig lidt tilbage, måske fordi han forvekslede signetringen med et knojern. "Værten er ude i baglokalet," sagde han. "Jeg bliver ved med at sige til ham, at han mister kunder, men han er ligeglad. Før du kom, var der et par inde, som gik igen."
"Hm." "Du kan skænke selv. Det vil Roy ikke have noget imod ... når du altså bare betaler."
"Hm." "Du kan måske ikke li' øl? Ikke vant til det, hva'?" "Hm." "Du siger ikke meget, hva'? Ka' du ikke tale?"
Jonathan tog sig sammen. Det var ikke den gamle mands skyld, at han var alt for fint klædt til lejligheden. Han burde have indregnet tid til at tage hjem og klæde om inden en aften med Verdi på Covent Garden. "Det haster ikke. Jeg skal møde en, der hedder George Gardener. Kender du ham? Han er byrådsmedlem."
Der var et glimt af morskab i de rindende øjne, formodentlig i forventning om at en gammel forstokket Labourtilhænger og en laps ikke ville være naturlige forbundsfæller.
"Det kan godt være." "Er han stamgæst?" "Kommer et par gange om ugen. Sidder derovre og lytter til alle, der har noget at brokke sig over." Han nikkede over mod et vinduesbord. "Kalder det en konsultation eller noget andet vrøvl. Jeg kalder det fandeme spild af tid. Hvordan skal et byrådsmedlem kunne sætte bistanden op, hva'? Det er regeringens opgave."
Jonathan nikkede diplomatisk. "De skulle tage og lette røven og finde noget arbejde," vrissede den gamle. "Det giver ingen mening at brokke sig til nogen, der ikke kan gøre noget."
"Nej." "Hvad skal du så snakke med George om? Leder du efter et sted at bo?"
"Nej." "Godt det samme. Kommunen sælger fra til dem, som har råd til det ... sådan nogen som mig, der ikke har fem flade ører, beder til, at vi ikke bliver smidt ud." Han stirrede ned i sin øl. "Det burde ikke ku' lade sig gøre."
"Nej."
Han blev pludselig krigerisk, som om det gentagne enstavelsesord irriterede ham. Eller måske var det kulden i luften - lokalet var tilsyneladende ikke opvarmet. "Hvad ved du om det?" vrissede han. "Hvor er du fra?"
"London."
Den gamle fnøs foragteligt. "Nærmere Timbuktu." "Det tager kun to timer med toget," sagde Jonathan fredsommeligt. "Jeg tog af sted her i formiddag. Det var ikke så svært."
Han blev belønnet med et mistænksomt blik. "Gør du nar af mig?"
"Nej." "Det håber jeg heller ikke. Jeg kæmpede under krigen, for at sådan nogen som dig kunne blive til noget. Jeg blev dekoreret for det."
Jonathan tog eftertænksomt et sug af cigaretten. Det fornuftigste ville være at rykke over til et af bordene, men fandeme om han ville give det gamle asen den tilfredsstillelse. Han havde kun foragt til overs for senilitet. Det var uforskammet, det var selvoptaget, og det bidrog overhovedet ikke til samfundsudviklingen. Faktisk tværtimod. Det var en ødelæggende faktor både inden for familien og i samfundet på grund af de umættelige krav, det stillede til den næste generation.
Fingeren begyndte at prikke igen. "Hører du efter?" Jonathan trak vejret dybt gennem næsen, hvorefter hans hånd røg op og tog fat om det skrøbelige håndled. "Det skal du ikke gøre," sagde han og flyttede hans hånd over på bardisken. "Jeg fryser, jeg er våd, jeg er træt, og jeg er ikke i det allerbedste humør." Han gav slip. "Jeg er fuld af forståelse for dine boligproblemer, men det er ikke mit ansvar. Jeg vil foreslå, at du henvender dig til dit parlamentsmedlem, selv om han sikkert vil sige, at du skal være taknemmelig over for skatteydere som mig, hvis du har været på bistand hele livet."
"Du skal ikke belære mig," bed den gamle ham af. "Jeg har rettigheder. Flere end du nogen sinde vil få. Jeg er kristen, er jeg, og det her er et kristent land ... det ville det i hvert fald være, hvis vi ikke hele tiden lukkede hedninge ind."
"Generer han dig?" spurgte en kraftig bygget, mørkhåret mand, der dukkede op i bardøren.
Jonathan rystede på hovedet. "Jeg talte ikke til dig, makker. Jeg talte til min stamgæst. Jeg finder mig ikke i, at nogen bliver nærgående over for gamle gutter. Og slet ikke en højrøvet fejlfarve i karnevalsdragt."
Det var som at få en knytnæve i maven. Jonthan var ikke blevet kaldt fejlfarve i årevis.
"Det er lidt barsk," sagde den gamle mand. "Han sagsøger dig, hvis du ikke passer på, Roy."
"Hvorfor havde han fat i din hånd? Gjorde han dig noget?"
"Nej," indrømmede Jim ærligt. "Kunne ikke lide, at jeg prikkede til ham."
"Så må du undskylde. Det var ikke ment som en fornærmelse," sagde Roy, mens han løftede en klap i bardisken og gik om bag baren. "Skulle have kaldt dig sort." Han stod med korslagte arme og aggressivt sammenknebne øjne, som om det han mindst af alt havde lyst til var at skænke en fadøl for denne kunde. "Hvad skulle det være?"
"Ingenting." Jonathan tværede cigaretten ud i askebægeret med rystende hånd og tog sin regnfrakke. "Jeg vil hellere prøve lykken inde i byen." Han tog et visitkort op af lommen og smed det på disken. "Hvis George Gardener kommer herind, så sig til ham, at han kan ringe på mobilnummeret. Han kan få fat i mig, mens jeg spiser frokost, derefter tager jeg af sted igen."
Værtens ansigtsudtryk ændrede sig. "Kors! Er du Jonathan Hughes? Hør her, makker, det må du unskylde. Du skulle have sagt det."
"Sagt hvad?" "Hvem du var, for fanden. Jeg ventede en hvid fyr. Ved George, at du er mørk?"
Jonathan tog endnu en beroligende indånding. "Glem det," sagde han, mens han trak den gennemblødte frakke på og tog fat i sin mappe. "Jeg tager det som en oplevelse." Han tog visitkortet igen og stak det i lommen. "Ved nærmere eftertanke kan du fortælle din ven, at jeg ikke vil mødes med ham alligevel. Jeg kan ikke lide de mennesker, han omgås." Han gik hen mod udgangen.
Værten råbte efter ham. "Vent lidt, makker ..." Men hans ord forsvandt i blæsten, da Jonathan rev døren op.
-
Efter at have styrtet af sted et par hundrede meter i rasende fart satte han tempoet ned, efterhånden som hans sunde fornuft vendte tilbage. Han sagde til sig selv, at han burde gøre, som han selv havde sagt, nemlig tage det som en oplevelse. Det var ikke første gang, det var sket, og det ville ikke blive den sidste. Hans pas blev gransket af nidkære paskontrollører, hver gang han skulle ind i landet. Han havde lært at bide tingene i sig, især efter begivenhederne den 11. september, men det gjorde ham stadig rasende. Som yngre havde hans hoved summet af had, hver gang han blev fornærmet - uvidende racister ... tarvelige undermålere ... beskidte analfabeter, men han havde aldrig sagt det højt.
Hvis han skulle tro Andrew, så burde han have gjort det. At holde vrede tilbage i puberteten fører til ubevidst fortrængning.
"Du lod dig intimidere, kammerat. Du kan argumentere nogen i sænk i en artikel eller i et brev, men du vil ikke gøre det ansigt til ansigt. Guderne må vide hvorfor. Du er aggressiv nok ... i hvert fald på papiret."
"Jeg står ansigt til ansigt med mine kolleger og studerende hver dag."
"Hvor der ingen risiko er. Dine studerende vil jo aldrig begynde at slå dig. Du er to forskellige personer, Jon. En rottweiler på instituttet og en lydig mynde udenfor."
"Det er hunde." "Nu skal du ikke være ordkløver. Du kan levere en sønderlemmende kritisk bedømmelse af dine kolleger - det har gjort dig til en helt blandt dine studerende - men du vægrer dig ved konfrontationer på gaden. Du bruger en formue på smarte jakkesæt for at tiltrække dig opmærksomhed, hvorefter du kryber sammen og tager gammeldags briller på, når det sker. Du går til opera, men altid alene, fordi du tror, en invitation vil binde dig i et forhold. Det er ærgerligt, at du ikke slog en skinhead i gulvet, da du var femten. Du har undertrykt dine følelser i så lang tid, at du ikke længere har nogen."
"Hvad får dig til at tro, at der kun var problemer med hvide? Jamaicanerne og kineserne var lige så slemme, og de var i større bander." Jonathan fik et hårdt udtryk i ansigtet, da han mindedes det. "De var uvidende og dumme, og ingen af dem kunne tale engelsk, så det kunne forstås," sagde han med en kynisk skuldertrækning. "Du skulle prøve at være en blanding af iraner og libyer i sådan et miljø ... med mørk hud, hvide træk og et engelsk navn, som ingen tror på, at du har ret til. Tro mig, så holder man lav profil og knokler som en gal for at komme væk. Det sidste man gør er at banke nogen."
"Af en antropolog at være har du stor foragt for mennesker, Jon."
"Det har ikke noget med antropologi at gøre. Abstrakt videnskab vækker ikke had."
"Hvad gør så?"
Krig, tænkte Jonathan. Hans vrede og aggressivitet var vokset med stormskridt, siden myndighederne var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af hans pas, og i baghovedet lurede der en konstant frygt for, at hvis han mistede det, ville han miste alt. Som altid klappede han på brystlommen for at sikre sig, at det var der. Bevægelsen var så automatisk, at den var blevet til en nervøs trækning.
En bil kørte ind til fortovet ved siden ham. Det var en ældgammel Mini Cooper med stabler af bøger og arkivmapper på bagsædet. "Hallo ... hallo!" råbte en kvinde med skinger stemme, mens hun rullede vinduet ned. "Er du Jonathan Hughes?" Stemmen steg med de overdrevne vokaler. "Hallo ... hallo!"
Jonathan ignorerede hende.
Han hørte gearerne knase, da hun kørte efter ham i den forkerte side af vejen. "Vær venlig at standse!" råbte hun og kørte uden om en parkeret bil for at komme foran ham. "Åh, hjælp!" Han hørte hendes klageråb, netop som en varevogn dukkede op i sludregnen foran hende, og hun huggede bremserne i.
Jonathan kneb øjnene sammen og ventede pinligt berørt på, at det uundgåelige skulle ske. Hun var heldig. Chaufføren i varevognen reagerede lige så hurtigt som hende og standsede en meter fra hendes kofanger. Hans mening om kvindelige bilister kunne ikke høres, men tydeligt ses gennem forruden, da han stak en finger i vejret, og intet af det var smigrende. Han kunne især ikke lide tykke kvindelige bilister. Han rystede sin knytnæve, satte vognen i bakgear og kørte væk.
Jonathan bøjede sig ned og kiggede ind i bilen. "Du må hellere køre ind til siden, inden der kommer flere," sagde han. "Jeg venter."
Hun var rød i hovedet og rystede, men havde åndsnærværelse nok til at gøre, som han sagde. "Gud, hvor var det dumt," sagde hun, da hun åbnede døren og steg ud. "Jeg er virkelig ked af det. Hvad må du ikke tro?" Hun var iført en rød dynefrakke, gummistøvler og en limegrøn uldhue, der var trukket ned over hovedet som en gladiatorhjelm, og ingen af delene var gode til hendes figur eller teint. Hun lignede en firskåren havenisse, og Jonathan spekulerede på, om hun nogen sinde så sig i spejlet. Han anslog hende til at være omkring tres.
"Hvad vil du?" spurgte han. "Jeg er George Gardener." Hun rakte ham undskyldende hånden, og han tog den modstræbende. "Jeg kan ikke sige dig, hvor flov jeg er over det her. Jeg kunne myrde Roy og Jim for at være så grove. Jeg vil ikke undskylde Jims opførsel - han er uforskammet over for alle - men Roy troede desværre, at du var kommet for at sælge crack." Hun skar en spydig grimasse. "Politiet advarer os hele tiden om, at London-banderne rykker ind, og han troede, at du var en af dem."
"Skulle det gøre mig bedre tilpas?"
Rødmen steg op i hendes vejrbidte kinder. "Jeg prøver bare at forklare, hvorfor han sagde det, han sagde."
"Jeg troede, at det var Yardy-banderne fra Jamaica, der solgte crack her. Ser jeg ud, som om jeg er fra Jamaica?"
"Nej, men ... forstår du, du har jo et meget engelsk navn, og du ligner ikke ligefrem en englænder," busede hun ud med.
Det gjorde ikke indtryk på Jonathan. "Og du bruger et mandenavn, Mrs Gardener, men det faldt mig ikke ind at fornærme kvinder, fordi jeg ventede at møde en mand." Hans mund fortrak sig bittert. "Går din ven automatisk ud fra, at alle hvide mænd, der kommer ind på hans pub, er narkohandlere?"
Hun tøvede, mens hun overvejede, om det var klogt at være ærlig. "Hvis du ikke har noget imod, at jeg citerer ham direkte, så ja, det gør han ... hvis de var nogen smarte skiderikker i prangende jakkesæt ... og politiet havde fortalt ham, at banderne var hvide. Den slags mennesker kommer ikke i hans pub." Hun vred hænderne. "Vær nu ikke så fornærmet. Det var ikke racistisk ment, Roy prøvede bare at forklare, hvorfor han ikke vidste, hvem du var. Han anstrenger sig for at holde pubben stoffri, og det er grunden til, at de fleste af hans kunder er ældre, og at det kun lige løber rundt. Det er et gammeldags sted. De unge kunne ikke drømme om at sætte deres ben der."
Det troede Jonathan gerne. Han ville ikke komme der, om han så fik penge for det. Men han undrede sig over hendes naivitet og var fristet til at beskrive ordvekslingen fra sit eget synspunkt. Der var ikke tvivl i hans sind om, at Roy var ærkeracist, men der var ikke noget formål med at diskutere det. "Okay," sagde han med et afmålt nik. "Jeg er ikke fornærmet."
"Kommer du så med tilbage?" spurgte hun ivrigt. "Nej. Jeg hundefryser, og jeg er ikke til øl og sandwich, Mrs Gardener. Jeg finder et sted med et mere varieret spisekort."
Hun sukkede. "Det er faktisk Miss, men jeg kan ikke fordrage at blive kaldt Ms. Jeg ville hellere have, at du kaldte mig George."
Hvorfor forbavsede det ham ikke? Ingen mand ved sine fulde fem ville være interesseret i denne velmenende lille bondeknold med sin skrækkelige tøjsmag og kluntede krop.
"Roy har lavet en gryderet specielt til lejligheden," sagde hun. "Han er en god kok - det er sandt - og han har reserveret et lokale til os. Der er allerede tændt op i kaminen. Den eneste grund til at jeg valgte The Crown and Feathers er, at Roy kendte Howard Stamp." Hun lagde bønfaldende en lille hånd på hans arm. "Det hele gik galt, fordi min bil ikke ville starte. Det er kulden. Jeg skulle have lagt aviser under kølerhjelmen i går aftes, men jeg regnede ikke med frost. Bare vent: erfaringen viser, at mindst to af mine vælgere vil have brækket hoften inden aften, og halvtreds procent af de øvrige vil sidde og ryste af kulde med et tæppe omkring sig for at undgå en alt for stor varmeregning. Det er pensionisterne ligesom Jim."
Jonathan var fristet til at sige, at Bournemouth virkede mindre og mindre tillokkende, men han tøvede, da hun nævnte Howard Stamp, og hun så interessen i hans ansigt.
"Åh, skønt!" sagde hun og klappede i hænderne som en, der har set lyset. "Hop ind, så kører jeg."
Han var lige ved at stikke af med det samme. "Jeg foretrækker at gå, tak."
"Åh, kom nu," sagde hun og gennede ham rundt om kølerhjelmen. "Jeg skal have Roy til at oplade batteriet for mig, så der er ingen ide i at efterlade bilen her. Du skal ikke tage dig af, hvad chaufføren i varevognen sagde. Mit syn fejler ikke noget, og jeg har haft kørekort i årevis. Desuden kører jeg normalt ikke i den forkerte side af vejen."
Hun forstod øjensynlig ikke et "nej", så han klemte resigneret sin høje skikkelse ind på det snævre forsæde. Hun undskyldte, at hun ikke kunne rykke sædet tilbage, men bilen tjente desuden som arkivskab, og der var ikke plads nok. Jonathan havde næsten knæene oppe under hagen, og han smilede noget syrligt. Det eneste han var taknemmelig for var, at hans studerende ikke kunne se ham. Det jævne var overhovedet ikke dr.phil. Jonathan Hughes' stil. George kvidrede løs som en lille fugl på vej tilbage til pubben, parkerede i en gård bagved, hjalp ham så ivrigt ud, hvorefter hun førte ham ovenpå til det reserverede lokale, hvor han blev tvunget til at tage imod værtens undskyldning.
Det gik ikke så godt, som hun havde håbet. Roy Trent var ikke typen, der krøb til korset, og Jonathan, der kæmpede med sin egen racisme på en måde, som hvide aldrig ville kunne forstå, blev øjeblikkelig fornærmet én gang til over at blive kaldt sort. Til trods for sin mørke hud tænkte han aldrig på sig selv som farvet, kun som araber. Hans irritation voksede, da George gennede ham frem ved at puffe ham i ryggen med en stor plasticpose, som hun havde fisket ud fra bagsædet af bilen. Hun så ud som en posedame, værten - kokken - så ud, som om han ikke havde vasket hænder i ugevis, og Jonathan, der var kræsen af natur, væmmedes bare ved tanken om at spise sammen med dem.
"Jeg ville sikkert kunne tage racediskriminationen ... jeg accepterer den ikke, men jeg forstår på sin vis baggrunden for den. Det er snobberiet, jeg ikke kan fordrage. Du har sådan en overdreven forestilling om din egen intelligens, Jon. Du synes, at det gør dig bedre end alle andre ... men kloge mennesker behøver slet ikke at være nedladende over for enhver, de møder ..."