Gevrey-Chambertinen gjorde George endnu rødere i hovedet, hvilket Roy bemærkede, da han viste sig igen med maden. "Du skal holde igen," sagde han advarende. "Du bliver taget for spritkørsel, hvis du ikke passer på."
Han var omsorgsfuld over for hende på en kluntet måde, og Jonathan spekulerede på, hvad det egentlig var for en slags forhold. Hun tog i hvert fald Trents bemærkninger med bedre humør, end han ville have gjort, men for ham var venskab også ensbetydende med gensidig respekt. Ellers var det ikke venskab. "Du kommer til at dø som en ensom gammel mand," havde Andrew engang advarende sagt. "Loyalitet er mere værd end respekt."
"Det kommer næsten ud på et." "Næppe. Dine sykofantiske venner ville ikke drømme om at pege på dine fejl."
"Hvad får dig til at tro, at de er sykofanter?" "Fordi du vælger dem med omhu. Du har behov for at blive beundret, Jon. Det er en kæmpe brist i din karakter."
"Hvad er du så?" "En loyal ven fra Oxford-tiden - din eneste ven fra Oxford. Det skulle du tænke over. Det kan være mit magelige temperament, men jeg tror nu snarere det skyldes, at jeg er tyve centimeter mindre end dig, arvede familiefirmaet og bedrog min kone."
"Hvad betyder det?" "At du kan se ned på mig, både bogstaveligt og i overført betydning, så jeg har aldrig truet din selvrespekt. Mit firmas succes, hvis man kan kalde det det, er tydeligvis nedarvet, og mit mislykkede ægteskab betyder, at jeg ikke er bedre til at holde på kvinder, end du er. Det er et interessant paradoks i din karakter. Du forlanger respekt for dig selv, men du kan ikke vise det. I samme øjeblik du mener, at du bliver overstrålet af andre, dropper du dem. Jeg går ud fra, at det er frygt for ikke at slå til og ikke misundelse over andres medgang, der får dig til at gøre det, men det er sgu en løjerlig måde at leve sit liv på."
Jonathan så George vifte sig i ansigtet med et brev og undertrykte en pludselig bølge af foragt. Han så væk for at skjule den og spurgte sig selv i ramme alvor, om der var noget i vejen med ham. Han følte det, som om han var langt væk fra de tilstedeværende og tilmed fra sig selv - en sådan grad af åndsfraværelse var ikke et normalt symptom på jetlag. Han spekulerede på, om det skyldtes vinen. Mærkelige jag skød op i hans arm som elektriske stød, hver gang han løftede glasset op til munden, men det var øjensynlig kun ham selv, der var opmærksom på dem.
"Du kan ikke fortsætte på den måde ... du burde gå til læge ..."
Der var for varmt i lokalet. Han tog et lommetørklæde frem og tørrede en sveddråbe af overlæben. "Jeg kan forstå, at du kendte Howard Stamp," sagde han til Roy, som var i færd med at dække bord.
"Kommer an på, hvad du mener med 'kender'. Han plejede at komme ind i min fars butik en gang imellem for at købe noget til sin bedstemor, men da han aldrig sagde ret meget, var vi ikke ligefrem nære venner."
"Hvor lå butikken?" "Du er gået forbi den på vej herhen. Det er kiosken på Highdown Road."
Jonathan huskede den. "Var han ældre end dig? Han ville have været midt i halvtredserne, hvis han havde levet."
"Jep," sagde Roy blot og tog salt- og peberbøsser ud af et skab. "Men man skulle ikke tro det dengang. Det lykkedes ham at få et lille overskæg og pjusket hårvækst på hagen, men han så altid yngre ud end sin alder. Han var en rigtig lille tøsedreng ... selv hans stemme blev ikke voksen. Min far kaldte ham 'fuglebryst' og sagde, at han skulle skaffe sig nogle vægte til at udvikle musklerne ... men det gjorde han ikke." Han holdt inde et øjeblik og tænkte tilbage. "Det skulle han have gjort. Et par muskler ville have givet ham mere selvtillid."
"Du kaldte ham 'arme Howard' lige før. Jeg gik ud fra, at du havde en vis sympati for ham."
"Det har jeg set i bakspejlet - han blev mobbet som bare fanden - men dengang ..." Han holdt inde med en hovedrysten. "Dengang kunne en fyr ikke tillade sig at vise medfølelse. De unge i dag tror, at de er de eneste, der nogen sinde har været cool, men det har man været i årtier. Kun en taber ville have indrømmet, at han var venner med Howard."
"Klassisk torturmetode," mumlede Jonathan fredsommeligt. "Mellem isolationens Skylla og frygtens Karybdis."
Roy standsede op midt i det, han lavede. "Hvis du talte engelsk," sagde han forsigtigt, "ville jeg vide, hvad du snakkede om."
"Skylla og Karybdis var fabel-uhyrer, der levede i klipperne på hver side af et stræde i Middelhavet," sagde George. "I Homers Odysseen skulle Odysseus styre sit skib imellem dem uden at lade sig lokke i uføre."
Roy slappede mærkbart af. "Det er sikkert rigtigt," sagde han og drævede på ordene, "men det er stadig væk ikke engelsk."
"Howard var som en lus mellem to negle," forklarede Jonathan, "han blev mobbet, fordi han ingen venner havde, og han havde ingen venner, fordi han blev mobbet. Han havde ingen steder at gå hen undtagen ind i sig selv. Det ydre tegn på hans trængsler var, at han snittede sig i armene."
Roy trak på skuldrene. "Det er ikke min skyld. Du kan ikke stille os andre til ansvar, fordi Howard ikke kunne tåle mosten. Vi blev alle sammen drillet, men de fleste af os lærte at klare det." Han tog fadet med gryderetten af en varmeplade på skænken og stillede den på en varmebrik midt på bordet. "Velbekomme," sagde han og forsvandt igen.
"Var han en af dem, der mobbede Howard?" spurgte Jonathan og knyttede spontant hånden på armlænet.
George bemærkede det og hørte, at hans stemme lød skarp. "Sikkert," svarede hun ærligt, "men det gjorde alle børnene jo. Jeg synes, det ville være forkert at fremhæve Roy som aggressor. Han var fem-seks år yngre end Howard, så han gik ikke engang i skole med ham, og mobningen i skolen var det værste." Langsomt og møjsommeligt løftede hun sig op af stolen og gik hen til bordet. "Måske var offerlam den forkerte betegnelse. Prygelknabe var måske bedre. Den første betalte for jødernes synder med et ordentligt lag tæsk, hvorefter han blev jaget ud i ødemarken, den anden blev pisket for andres fejl. I begge tilfælde undslap de egentlig skyldige straf. Det er et meget forskruet begreb."
"Men et gammelt begreb." Jonathan trak den anden stol ud. "Jesus døde på korset for at påtage sig verdens synder. Eller har jeg fået forkert fat i det?"
Hun smilede lidt. "Det ved du godt, du ikke har," sagde hun og foldede sin serviet ud, "men der er forskel på Guds søn, der giver menneskeheden syndsforladelse, og et eller andet stakkels lam, der forventes at gøre det." Hun tog hans tallerken og øste lammeragout op på den. "Her er et andet offerlam," spøgte hun og rakte ham den. "Tag selv grøntsager. Så vidt jeg ved, har de aldrig skullet bøde for nogens synder. Eller tager jeg fejl, Mr Hughes?"
Der var mere af samme skuffe under måltidet. Alvorlige bemærkninger afbrudt af drillende indskud. Hun virkede opsat på at bevise sin almenviden, og han lod stort set hende snakke, mens han kæmpede sig igennem lammeragouten. Hans appetit var som sædvanlig minimal, og efter fem minutter skubbede han sin halvfyldte tallerken til side og tændte en cigaret uden at spørge om lov, for ikke at få et nej. Han havde lyst til at tage jakken af, men han var bange for, at hun skulle lægge mærke til hans slidte skjortemanchetter.
Fra tid til anden forsøgte han at bryde hendes talestrøm. Hans spørgsmål var faktuelle. Eksisterede Howards under-skole endnu? Ville de have papirer på ham? Hvilken skole gik han på som teenager? Eksisterede den endnu? Ville de have papirer på ham? Hun svarede beredvilligt nok, men slog øjeblikkelig over i en anden tankebane, og hans frustration voksede. Han havde lyst til at minde hende om, at dette her var et møde beregnet på at udveksle fakta, og som hun havde taget initiativ til, men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det, for han var ikke vant til meget talende midaldrende kvinder, der skar grimasser og fnisede, når de fik noget at drikke.
Efter en halv time skubbede hun sin tallerken til side og plantede sine buttede albuer på bordet. "Har du noget imod, at jeg stiller nogle spørgsmål nu?"
"Om hvad?" "Dig." Hun rystede på hovedet, da han øjeblikkelig fik et lukket udtryk i ansiget. "Ikke personlige spørgsmål, men spørgsmål om hvorfor du blev interesseret i Howards sag. For eksempel hvordan du stødte på den, og hvor du foretog dine undersøgelser? Retssagerne mod Kiszko og Downing var temmelig velkendte, selv før dommene blev omstødt, men interessen for Howard døde sammen med ham. Han er hverken omtalt i bøger eller på internettet, og som jeg sagde i mit første brev, var historien død, længe før jeg flyttede til Mullin Street. Hvad førte dig så til ham?"
"En bog," sagde Jonathan med unødigt eftertryk, "men jeg må indrømme, at den kun er tilgængelig på universitetsbiblioteker - Kliniske Studier af Andrew Lawson. Den udkom i 1975 og har været udsolgt i årevis. Det er en samling psykiatriske vurderinger, og en af dem var om Stamp. Jeg citerede den i Syge sind ... kildeangivelsen er i en fodnote." Han smilede sit kunstige smil igen. "Jeg går altid ud fra, at læserne deler min interesse for bibliografiske henvisninger, men jeg tager åbenbart fejl."
George blev endnu mere højrød i kinderne. "Jeg var ikke klar over, at det var sådan, din interesse blev vakt. Må jeg spørge hvorfor?"
Han trak på skuldrene. "Jeg troede, at det fremgik af det, jeg skrev. Der var paralleller mellem Stamps sag og de andre sager, jeg gennemgik. På mig virkede det indlysende, at hans dom var blevet omstødt, hvis han havde levet."
Hun nikkede. "De fleste af dine oplysninger kommer fra aviskilder. Foretog du andre undersøgelser af sagen?"
Han opfattede det straks som kritik. "Det er et accepteret arbejdsredskab, Miss Gardener ... men, nej, jeg skrev også til Adam Fanshaw, som på sin side satte mig i forbindelse med Stamps advokat. De er begge pensioneret, men de var i stand til at udfylde nogle af hullerne, især om Graces baggrund. Advokaten sendte mig en kopi af et brev, som blev citeret under retssagen, men det indeholdt nogle andre interessante oplysninger, som jeg omtalte i min bog. Desuden fik jeg lavet et psykologisk portræt."
Hun pillede ved kanten af sin tallerken. "Tænker du nogensinde på de fordele, som din mørke hud giver dig?" spurgte hun pludselig.
Han rynkede panden. "Hvabehar?" "De fleste anstændige mennesker vil nødig opfattes som racister. Det må du da nyde godt af noget af tiden?"
Det var endnu et sidespring, men han forstod ikke, hvor hun ville hen. "Jeg er ikke med."
Hun fastholdt hans blik en kort stund. "De fleste kultiverede hvide der møder dig for første gang, vil formodentlig gøre sig umage for at vise interesse for det, du siger ... selv om det keder dem. Så du må da nyde godt af at være mørk? De ville ikke udvise den samme høflighed over for en overvægtig, midaldrende, hvid kvinde." Hun smilede lidt. "Men på den anden side bestemmer man selv, om man vil være tyk
- man bestemmer ikke selv om man vil være farvet."
"Det ved jeg ikke, Miss Gardener. Du er den første, der har beskyldt mig for at være kedelig. Jeg kan ikke se forbindelsen til Howard."
"Jeg spekulerede på, i hvor høj grad han selv bidrog til mobningen," sagde hun grundende. "I hvor høj grad bidrager folk selv i det hele taget, når de bliver mobbet?"
"Det gør de ikke. Howard blev syndebuk på grund af sit hareskår. Han kunne ikke gøre for det, lige så lidt som sorte og asiater kan gøre for, at de har mørk hud. Mobning er en form for terror - og terrorister vælger altid de letteste ofre."
Hun vendte tilbage til forskningsmetoderne. "Brugte du kun kildehenvisninger? Overvejede du aldrig at tage ned til Bournemouth og opsøge mennesker, der havde kendt Howard?"
Det var endnu en kritik. "Nej, ikke før i dag. Men jeg tog heller ikke til Rochdale for at efterforske Kiszko-sagen eller til Bakewell for at efterforske Downing-sagen."
"Syntes du ikke, det var vigtigt?" "Min ekspertise ligger i at undersøge og analysere de tilgængelige sagsakter, ikke at banke på døre og opsøge vidner fra fortiden. Stamp-sagen var et kapitel i en stor bog, som det tog over et år at skrive. Jeg følte, at der var tilstrækkeligt skriftligt bevismateriale til at fremsætte muligheden for en ny retssag, og du var tydeligvis enig, ellers ville du ikke have skrevet til mig. Nu er det et spørgsmål om at gå videre med sagen."
"Jeg prøver ikke på at fornærme dig," sagde hun. "Jeg er bare interesseret i, hvordan en akademiker griber sådan et emne som det her an. Jeg ville meget gerne have gået på universitetet, men det var ikke nemt for en datter af et postbud i slutningen af 60erne."
Hold nu op! Troede hun virkelig, det var nemmere for en fejlfarve fra en baggård at få et studielegat til Oxford i slutningen af 80erne? "Det var netop, fordi jeg syntes det var vigtigt at finde nogen, der kendte Howard, at jeg opgav en kontaktadresse i bogen," sagde han tålmodigt. "Det er også derfor, jeg er her i dag -" han tog en cigaret til - "selv om jeg ikke ser ud til at gøre fremskridt."
"Kun fordi du tror, din dagsorden er vigtigere end min." Han tændte cigaretten med sin lighter. "Hvad får dig til at sige det?"
"Dit kropssprog." "Hold nu op med at være så fandens hoven, for himlens skyld. Du er så stiv som en pind."
Han fremtvang et smil. "Har du noget imod, jeg tager jakken af?"
Hun lagde mærke til, at han svedte. "Endelig." Hun så til, mens han rejste sig og omhyggeligt tømte lommerne, hvorefter han forsigtigt hængte den fine uldjakke over stoleryggen. Han lagde sin tegnebog, sit pas og et par penne ned i mappen, og så knappede han skjorteærmerne op og rullede dem op. Det var en interessant procedure, tænkte hun - meget pavlovsk. "Grunden til at jeg spørger dig om disse ting," fortsatte hun, da han satte sig ved bordet igen, "er, at jeg i modsætning til dig har gjort benarbejdet ... med mellemrum siden jeg første gang hørte om Howard." Hun tog en arkivmappe op af den bærepose, hun havde med. "Her er mine notater."
Mappen var over fem centimeter tyk. "Må jeg se dem?" "Ikke endnu," sagde hun med forbavsende bestemthed. "Først vil jeg gerne høre, hvad du har i sinde at bruge dem til."
"Forudsat at de føjer nyt til den viden, jeg allerede har - og naturligvis med din tilladelse - vil jeg indlemme dem i en ny bog."
"Om hvad? Howard ... eller retssystemets misgerninger?" "Begge dele, men først og fremmest Howard." "Må jeg spørge hvorfor?"
Jonathan så ingen grund til ikke at være ærlig. "Det har gjort indtryk på min agent, at jeg har fået så mange breve - ikke alle sammen positivt indstillede - men der er øjensynlig ret stor interesse for Howard."
"Og din agent mener, at bogen vil sælge?"
Han nikkede. "Det er godt." Hun satte hænderne under hagen. "Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg er interesseret i sagen. Som jeg skrev i mit første brev, hørte jeg om den gennem en af mine naboer, som kendte Grace af udseende. De havde et overfladisk kendskab til hinanden, men de var ikke venner, og de kom heller ikke sammen. Hver gang min nabo talte om mordet, fokuserede hun altid på, hvor chokerende det havde været og om den indvirkning det havde haft på vejen. Hun sagde, det varede flere måneder, før hun turde gå ud, og flere år før hun kunne åbne døren uden at være bange for at blive myrdet ... med andre ord længe efter Howard var blevet dømt." Hun tav stille et øjeblik, mens hun samlede tankerne.
"Jeg spurgte hende, om hun troede, de havde fanget den rigtige," fortsatte hun lidt efter, "og hun sagde nej. Andre blev overbevist af hans tilståelse og bevismaterialet, men det gjorde hun ikke." Hun lagde den ene hånd på arkivmappen. "Hun var et af de vidner, der meldte, at hun havde set Howard den dag, mordet blev begået, men hun blev ikke indkaldt til at vidne. Dengang var hun lettet, fordi hun aldrig før havde været i retten og syntes, at det var intimiderende at blive afhørt af politiet. Bagefter satte hun spørgsmålstegn ved, hvorfor hendes vidneudsagn var blevet udeladt. Hun skrev oven i købet til sit parlamentsmedlem om det, men fik aldrig svar." Hun skar en grimasse. "Det er ikke atypisk, men i betragtning af hvad hun havde at sige, burde nogen have taget det op." Hun blev tavs igen.
"Hvad var det?" "At hun havde set Howard komme, men ikke set ham gå. Hun var ved at pudse vinduer i sin dagligstue, da hun så ham låse sig ind i bedstemorens hus med sin nøgle. Hun havde radioen tændt, og hun lyttede til middagsradioavisen. Nyhedsoplæseren sluttede lige efter, at Howard lukkede døren." George smilede utålmodigt ad hans uforstående udtryk. "I 1970 sluttede radioavisen klokken to. Den blev efterfulgt af The Archers, som min far hørte hver dag." Hun slog i bordkanten med knoerne. "Howard kan umuligt have gjort alt det, han blev anklaget for på en halv time."
Jonathan mærkede interessen stige. "Aflagde denne kvinde forklaring?"
"Ja. Jeg prøvede at få fat i det originale dokument via mine kontakter i kriminaludvalget, men det lykkedes ikke for os. Ingen ved, hvor journalen er, hvis den overhovedet eksisterer endnu - jeg gætter på, at den blev destrueret, efter at Howard døde. Men jeg har en kopi, som min nabo dikterede til mig efter hukommelsen i 1997. Det er naturligvis ikke nøjagtigt det samme, men hun underskrev den, og vi fik den notarialt bekræftet." Hun sukkede. "Stakkels kvinde. Hun døde kort efter plaget af skyldfølelse over, at hun ikke havde gjort mere for at forhindre, at han kom i fængsel."
Han askede ned på tallerkenen. "Hvorfor gjorde hun ikke det?"
"Fordi hun var et lille ydmygt menneske, som stolede blindt på politiet. Inden retssagen gik hun ud fra, at hendes vidneudsagn ikke var væsentligt nok til, at hun ville blive kaldt som vidne; bagefter begyndte hun at være foruroliget. Hun sagde, at hun talte med den lokale politibetjent, og han sagde til hende, at det var et overstået stadium. Hun forsøgte at kontakte Wynne, men Wynne var allerede blevet genhuset på grund af postyret ... og så hængte Howard sig."
"Og så opgav hun?" "Ja." "Hvornår skrev hun til parlamentsmedlemmet?" "Tre dage før Howard døde. Hun gik ud fra, at det var derfor, hun aldrig fik svar. Så kom jeg og ruskede op i det hele igen." Hun tøvede et øjeblik. "Jeg ved stadig ikke, om det var det rigtige at gøre. Det var lykkedes hende at overbevise sig selv om, at han ikke ville have tilstået, hvis han ikke havde gjort det, og det ville have lettet hendes samvittighed, hvis hun kunne være blevet ved med at tro det."
"Du kan ikke bebrejde dig selv."
Hun lo lidt. "Der er ikke så lidt, jeg kan bebrejde mig selv. I øjeblikket giver jeg mig selv et hak i tuden, fordi bilen ikke ville starte. Man siger, at godt begyndt er halvt fuldendt, så må det modsatte også passe ... efter en dårlig start går det kun ned ad bakke."
Jonathan ignorerede bemærkningen. Fra hans synspunkt var der sket betydelige fremskridt, siden hun var begyndt at tage mødet alvorligt, og han spekulerede på, hvor længe hun havde tænkt sig at hælde vand ud af ørerne. Det var et særegent engelsk træk at blive ved med at trampe rundt i noget. Han tog en notesblok og pen op af sin mappe. "Hvad hed din nabo?"
Et par blå øjne så forskende ind i hans sorte øjne et øjeblik, hvorefter hun med åbenlys beklagelse lagde ansigtet i ildeberørte folder. "Uha, det er her, vi rammer stoppebommen for enden af bakken. Det er jeg bange for, at jeg ikke vil fortælle dig, Jonathan Hughes, og du får heller ikke lov til at læse mine notater. Jeg har givet dig nogle informationer, der tyder på, at Howard er uskyldig, fordi jeg er flov over at have lokket dig hele vejen herned blot for at sende dig tomhændet hjem igen. Men hvis du vil skrive den bog, bliver du nødt til selv at gøre arbejdet - ligesom jeg har gjort."
Han stirrede foragteligt på hende uden at sige noget, og hun vred skuldrene ilde til mode. "Jeg er sikker på, du vil tro, at det har noget med racisme at gøre, men det har det ikke. Jeg har brugt femten år på at efterforske Howards sag, de sidste ti på at få den frem i rampelyset. Jeg blev så optimistisk, da jeg hørte interviewet med dig i radioen og læste din bog, men nu ..." Hun holdt inde med en hovedrysten.
Han smilede kynisk. "Men nu da du ved, at Syge sind er blevet kommercielt interessant," sagde han og sluttede sætningen for hende, "vil du prøve at skrive bogen selv. Har du nogen sinde skrevet noget før, George Gardener? Det er ikke let."
Hun lagde arkivmappen ned i posen igen, rejste sig og tog sin frakke. "Du misforstod mig. Grunden til at jeg ikke ville dele mine oplysninger med dig er, at jeg ikke kan lide dig." Hun trak på skuldrene. "Du benytter dig af din hudfarve til at intimidere andre mennesker, og efter min mening er det en form for misbrug. Det er muligt, at du ikke ville have behandlet mig som skidt, hvis jeg havde været bedre klædt eller ikke var kommet for sent, men jeg tvivler. Som min far plejede at sige, man kan ikke forvente andet end grynten fra en gris."