George var ikke at se, da Jonathan fem minutter senere fulgte efter hende ned af trappen, men hendes bil holdt stadig parkeret ude i gården, og der løb et kabel fra en batterioplader under kølerhjelmen til en stikkontakt inde i køkkenet. Slud var blevet til regn, og han blev ubeslutsomt stående i bagdøren, mens han spekulerede på, hvad han skulle gøre. Stikke af? Opsøge hende og undskylde? Men for hvad? Han forstod slet ikke beskyldningen om misbrug. Han havde fundet sig i Roys stikpiller, oven i købet taget forholdsvis pænt imod hans undskyldning. Hvad kunne han ellers have gjort? Han havde i hvert fald ikke påduttet George sin hudfarve under frokosten.
Ikke desto mindre havde han tydeligvis sagt noget, der havde gjort hende vred, selv om han ikke havde nogen anelse om, hvad det var. Det var i hvert fald ikke hans bemærkning om, at hun ville skrive bogen, for på det tidspunkt havde hun besluttet sig. Han havde heller ikke anfægtet nogen af hendes teorier - hvilket som regel var grunden til, at hans kolleger følte sig stødt. Måske var hun blevet fornærmet over, at en opblussen af hans mavesmerter havde forhindret ham i at spise Trents fedtholdige ragout? Han havde mest lyst til at tvinge hende til at forsvare konsekvenserne af sit standpunkt. Hvis hun ville have offentlig opmærksomhed omkring Howard, var det ligegyldigt, om hun kunne lide Jonathan eller ej, når bare han var i stand til at skabe den. Men hendes reaktion havde været følelsesladet, og han mente ikke, at hun ville påskønne en lektion i logik.
Der lød hævede stemmer fra køkkenet. "... skyld, tøs. Skru ned for lyden," sagde Roy bestemt. "Jim vil udbasunere alt, hvad du siger, hvis du ikke passer på."
"Kan det ikke være lige meget?" "Du vil blive beskyldt for bagvaskelse." "Jeg er sgu ligeglad. Han er ikke engang særlig kvik, Roy, bare en ussel lille plebejer, der har lært sig selv at tale korrekt. Jeg tror ikke et ord af, hvad han siger, og jeg vil æde min gamle hat, hvis han nogen sinde har gået på Oxford - snarere en teknisk skole. Guderne må vide, hvordan han er blevet dr.phil."
"Kors! Vil du så slappe af, skat!" "Hvorfor skulle jeg det? Han spurgte overhovedet ikke til mine kvalifikationer, rubricerede mig bare som postbudets datter. Du skulle have set hans reaktion, da jeg fortalte ham, hvad far lavede, så fik han travlt med at være overlegen."
"Hvad får dig til at tro, at han er en plebejer? For mig lyder han rigtig blæret."
"Det er kun, fordi du aldrig har boet i London. Man kan ikke løbe fra sin baggrund, Roy. Det ved jeg om nogen, for jeg er gud dødemig født og opvokset der. Hans udtale går i alle retninger. Han er en charlatan, en fordømt lille fupmager, som hellere vil udnytte andre mennesker end selv gøre arbejdet. Han er ikke interesseret i ret og uret, han vil bare tjene penge. Jeg er simpelt hen så gal, Roy."
"Nærmere skuffet." Der var en lyd af stoleben, som skurrede hen over gulvet. "Op med humøret, min pige. Der dukker noget andet op. Som du selv siger, varede det halvtreds år, før Derek Bentley blev benådet."
"Jamen, jeg har ikke halvtreds år, Roy." "Så må du bare vise, at du har ret, snut. Bliv siddende. Jeg skal nok slippe af med ham, og så kigger jeg på dit batteri. Det har fået over en time, så det skulle være opladet."
Der lød et klik, idet døren gik op, og Jonathan vendte sig om mod den med et usædvanlig bekymret udtryk i ansigtet. Det føltes, som om mavesyren ætsede sig gennem mavesækken på ham, og han ønskede inderligt, at han havde taget nogle syredæmpende tabletter med. Han sank et surt opstød og gav ragouten skylden for sine problemer, mens Roy grinede, for han så kun forlegenhed over Georges angreb på hans gode navn og rygte.
"Bare rolig," sagde han og lukkede køkkendøren bag sig. "Jeg bider ikke. Det pisser ned, så jeg ville bare høre, om du vil have en taxi til stationen. Hvis jeg ringer nu, tager det omkring ti minutter. Du kan vente inde i baren eller smutte ovenpå igen." Hans grin blev bredere. "Du er i sikkerhed, så længe jeg holder George ude i køkkenet."
Jonathan gjorde et ynkeligt forsøg på at genvinde overtaget. "Jeg ved ikke, hvad jeg har sagt, der gjorde hende ked af det."
"Så har du noget at tygge på i toget på vejen hjem. Så ... skal jeg ringe efter en taxi, eller vi du hellere gå?"
"Hvorfor skrev hun til mig, hvis hun ikke var indstillet på at dele oplysningerne?"
"Fordi hun i årevis har prøvet at få nogen til at interessere sig for sagen. Hun blev kisteglad, da hun hørte dig i radioen. Troede, at du var den, der kunne sætte gang i tingene."
"Det er jeg." "Det tror George ikke. Efter hendes mening er du kun interesseret i personlig vinding. Du er revnende ligeglad med Howard, når bare du kan få penge ud af hans livshistorie. Sådan er George ikke. Og det har hun aldrig været."
"Jeg vil hellere end gerne anerkende hendes bidrag. Jeg vil give hende en procentdel af mine royalties, hvis hendes oplysninger fører til noget."
Roy rystede på hovedet. "Du fatter det simpelt hen ikke, vel? Hun brugte en halv time på at glatte ud efter mig, hvorpå det gik op for hende, at du er mere dobbeltmoralsk end jeg er. Bare så du ved det, så har hun taget to fag på Åbent Universitet - i psykologi og kriminologi - og desuden læst adfærdspsykologi på Sussex." Han lød fornøjet igen. "Man skal passe på med at drage forhastede slutninger. George er alt for beskeden til at kalde sig dr.phil. - i modsætning til dig
- men hun har lige så meget ret til det. Forskellen er, at hun har skullet knokle for sine kvalifikationer: om aftenen samtidig med at hun havde fuldtidsjob. Du valgte den nemmeste fremgangsmåde og fik det hele betalt af sådan nogen som George. Så er det en fordel at være sort."
"Det passer ikke," sagde Jonathan tamt. "Det mener George. Man skal ikke se ned på andre mennesker, slet ikke hvis man vil samarbejde med dem. Hun er meget flink, hun vil give en hjælpende hånd til enhver, men hun kan ikke lide at blive intimideret, hun kan ikke lide folk, der udnytter andre, og hun kan ikke lide nogen, der er storsnudet." Han vendte tommelfingeren nedad. "Og du er alle tre. Nå ... vil du så have en taxi, eller vil du gå?"
-
Da Jonathan gik tilbage ad Highdown Road, var det beskyldningen om at være intimiderende, der gav mest stof til eftertanke. Bag hans usikkerhed havde der altid været en ulmende vrede, der somme tider gav sig udslag i voldsomme raserianfald over for hans mor og hans senile bedstefar, men han havde aldrig opfattet sig selv som intimiderende. Det var en betegnelse han forbeholdt sin far, hvis frustration kunne bryde ud i brutalitet med skrækindjagende fart. Der havde ikke været nogen fornøjelser i Clarence Hughes' liv, blot en kedsommelig trummerum som kommunalt ansat, der havde gjort ham afstumpet og voldelig imod de eneste mennesker, som var ufarlige - hans familie.
Fra barnsben havde Jonathan forstået, hvad der gav næring til hans fars vrede, selv om han hadede ham for det. Clarence havde ønsket at blive til noget, men i stedet for at give ham mulighed for at brillere havde det været dræbende for ham at være indvandrer i Storbritannien. Han var ikke dum, men med sin udpræget udenlandske accent og uden anerkendte kvalifikationer havde han ikke adgang til stillinger, der ville have givet ham status. I stedet tog han ufaglært arbejde og skjulte sin foragt for de mennesker, han arbejdede sammen med. Alle hans undertrykte følelser gik ud over hans familie, især hans eneste barn, som skulle bære alle forhåbningerne om en bedre fremtid.
Så store forventninger havde på et tidligt tidspunkt lært Jonathan at holde de forskellige dele af sit liv skarpt adskilt og gemme på sine hemmeligheder så omhyggeligt som en tyv. I sin mors øjne var han en populær dreng, der kom sent hjem fra skole, fordi han besøgte sine venner. I sin fars øjne var han en intelligent og flittig elev, der sad på biblioteket og læste lektier efter skoletid. I sine læreres øjne var han søn af en indisk advokat og en ugandisk læge, der i 70erne var blevet fordrevet af Idi Amin og deres ejendele konfiskeret. I sine plageånders øjne var han som sunket i jorden.
Sandheden var, at han havde gemt sig på skolens toiletter, fordi han ikke turde gå hjem, og havde opdigtet en position til sine forældre, fordi han skammede sig over dem, men selv for hans indre blik blev den gådefuld. Det var lettere at opdigte drømmebilleder om popularitet og tvunget eksil end at sætte spørgsmålstegn ved hans egen frygt og længsel efter at blive respekteret. Han havde oven i købet vænnet sig til rollen som offer og hentede styrke i den ved at nedfælde hver ny fornærmelse på sit regneark af hævn.
På hvilket tidspunkt han besluttede sig til at forvandle drømme til virkelighed, vidste han ikke. Da han blev optaget på Oxford? Da han begyndte at efterligne den højere middelklasses lange vokaler og tydelige diktion? Da det gik op for ham, at det at se velstående ud var næsten lige så vigtigt som at have penge på lommen? Eller at myten om en god herkomst var nem at skabe ved blot at udradere familien fra sit liv? Måske var der ikke et afgørende øjeblik, måske var han så gradvis sunket ned i sit sygeligt overdrevne bedrag, at ingen løgn nogen sinde havde virket uhyrlig nok til at han kunne sætte en stopper for det.
"Hvorfor skubber du folk fra dig? Er du bange for, at de skal se dine fejl? Hvad skulle det i øvrigt gøre? Ingen er fuldkommen ..."
Han læste den nye spiseseddel uden for kiosken, da han gik forbi: "USA beskyldt for diktator-diplomati". Pedanten i ham satte spørgsmålstegn ved sammensætningen af "diktator" og "diplomati". De to var uforenelige ... eller burde være det. Det ene henledte tanken på grov uvidenhed, det andet på kompetent intelligens, selv om sabelraslen var et stærkt propagandaredskab for ven såvel som for fjende i krigen, der ikke var nogen virkelig krig.
Jonathan havde ikke tal på, hvor mange gange hans far havde grædt over den mand, han var blevet til, men det havde ikke ændret hans opførsel. Frygten for at blive slået - en større trussel end slagene selv - havde været den altdominerende disciplineringsfaktor både over for hans kone og over for hans eneste barn. Det uretfærdige havde været, da Jonathans senile morfar regelmæssigt forvekslede sit halvstore barnebarn med sin forhadte svigersøn. Den gamle mand lod obsternasigt faderens synder gå ud over drengen med et vovemod, som han selv i sin bedste alder aldrig havde ejet, mens hans mor holdt en finger op for munden og med et bønfaldende blik bad ham om at lade sin Abba få luft for sin galde. "Det er godt for ham," plejede hun at sige. "Nu kan han sove."
Mens Jonathan traskede videre, snoede foragten for hans mor sig om hjertet på ham som en slange. Hun var en ignorant bondeknold, som havde leflet for sit fjols af en far og hyklet sig igennem sine forpligtelser over for sin søn. Hvad kan jeg gøre? Jeg er kun en kvinde. Clarence vil ikke give lov til det ... Clarence vil blive rasende ... Clarence har problemer ... Clarence vil slå mig ... Clarence ... Clarence ... Clarence ...
"Kvinder gør dig meget vred, Jon ... en skønne dag går du over stregen, og du ved det ikke, før det er for sent ..."
-
Tog ankom og afgik på Branksome Station, men Jonathan var for dårlig til at bemærke det. Han stod lænet op ad muren under halvtaget, ledeløs og usikker på benene, mens han knugede sin mappe ind mod maven og stirrede ud i luften. På vej ud bemærkede flere passagerer en mand af arabisk udseende, der svedte voldsomt og opførte sig mærkeligt. Stationsforstanderen vurderede ham forsigtigt gennem vinduet og spekulerede på, hvad han skulle gøre. Han kunne ikke forestille sig, at en terrorist ville have udpeget Branksome Station som mål for et attentat, men så tænkte han på, at palæstinensiske bombemænd sprængte sig selv i luften på busser; tog var bare et andet transportmiddel. Han skulle lige til at ringe til politiet, da en anden passager, en kvinde, gik hen til manden og gav ham hånden.
- "Er der noget i vejen?" spurgte den mørkhårede kvinde venligt Jonathan og rakte ud efter hans højre hånd, som hun trykkede ivrigt. Hun var iført en dyr frakke med kraven slået op, og om halsen havde hun viklet et kashmirtørklæde, der skjulte hendes underansigt. "Du ser ud, som om du er lige ved at besvime. Er der noget, jeg kan gøre?"
Han kastede et hurtigt blik på hende og gav sig så igen til at stirre ud over skinnerne. Kvalmen truede, hver gang han bevægede blikket. Han havde overbevist sig selv om, at det var ugevis af søvnløse nætter efterfulgt af jetlag. Det holder op, havde han i næsten en time sagt til sig selv. Alt holdt op med tiden, men de murrende mavesmerter advarede ham om, at det var noget, der skulle blive endnu værre.
Kvinden stillede sig foran ham. "Du bliver nødt til at tale med mig," tilskyndede hun. "To politimænd holder øje med dig." Hun var køn på en kunstig måde - det meste var sminke - men hun så oprigtig bekymret ud. Jonathan, som havde set hvordan alle andre var gået i en stor bue uden om ham, spekulerede på, hvorfor hun gad ulejlige sig med ham.
Politimænd ...? Han pressede ryggen endnu tættere op ad muren. "Jeg har det fint," fik han frem.
Hun lo og lagde en behandsket hånd på hans arm, som om hun hilste på en gammel ven. "Du bliver nødt til at smile og lade som om vi kender hinanden," sagde hun. "De kigger meget mistænksomt på dig." Hun bøjede hovedet hen mod indgangen til perronen. "De står bag muren derovre, og de er bange for, at der er en bombe i din mappe."
En bombe ...? Det slog Jonathan eftertrykkeligt, hvor absurd ideen var, samtidig med at han mærkede noget inden i sig bryde sammen - den første af de støttemure, der holdt hans følelser på plads. Der var intet i hans mappe ud over hans tegnebog, breve om Howard Stamp, billetten til opera-huset og hans pas. Hvis han kunne blive taget i en eneste løgn ... "Hvorfor skulle de tro det?"
"Du er sort," sagde hun uden omsvøb, "du sveder tran, og du ser ud til at være skide bange. Nu om dage skal der ikke meget til at gøre strisserne nervøse."
Endnu en mur brasede sammen. Hvorfor blev alle ved med at kalde ham sort? Hvorfor blev alle ved med at sammenligne ham med en gris? Hysteriet roterede i maven på ham på jagt efter en udvej, men blev så omsat til tilbageholdte tårer. Han var ræd og svedte, fordi han ikke vidste, hvad der var ved at ske med ham. Han prøvede at opretholde myten om jetlag. Ingen der var så udkørt kunne klare en myrdet drengs begravelse, araberfjendtligt hykleri, fjendtlige paskontrollører, kampvogne, soldater, kritiske gammeljomfruer, snavsede pubværter ... krig ... uden at få et sammenbrud. Men han vidste, at det ikke var sandt. Sandheden var, at hans opdigtede personlighed var ved at gå i opløsning for øjnene af en vildfremmed, fordi nogen omsider var lidt venlig over for ham.
Kvinden rykkede nærmere, og han opfangede en duft af hendes parfume. "Jeg gætter på, at du har fået for meget at drikke, men hvis du vil undgå politiets indblanding, så sig noget, lad som om vi kender hinanden ... eller bedre endnu, giv mig din mappe." Hun holdt hånden frem. "Det er den, der gør dem nervøse. De går igen, hvis du lader mig åbne den."
Han rakte hende den og blev pludselig svimmel. "Jeg er ikke fuld."
"Det skulle man tro." Hun lod mappen hvile på sit ene knæ, slog låsene fra og løftede læderlåget, så enhver kunne se. Med hurtige fingre rodede hun mellem brevene, hvorefter hun tog dem alle sammen op og rakte dem til ham. "Se på mig," sagde hun. "Lad som om vi har aftalt at mødes. Vælg et eller andet og giv det til mig."
Han tvang sig selv til at kigge ned og undertrykte kvalmen, der steg op i halsen på ham. "Hvem er du?"
"Det er lige meget. Bare give mig et stykke papir. Godt." Hun tog arket og lod blikket glide ned over det. "Tal til mig. Sig det samme igen om ikke andet, men giv i det mindste indtryk af, at vi har en samtale."
Hvordan vidste hun, at politiet troede han havde en bombe i sin mappe? "Det samme?"
"Sig det igen." "Det samme ... det samme ... det samme."
Hun pegede på noget i brevet og sendte ham et smil. "Nu skal du grine. Folk, der griner, sprænger ikke tog i luften."
"Jeg har ikke i sinde at sprænge et tog i luften. Jeg er en britisk universitetslærer. Mit pas ligger i mappen. Jeg behøver bare at vise dem det."
"De vil forhøre dig alligevel. Alle har meldt, at der står en splittergal araber på perronen. Jeg smuttede bagom; ellers ville de ikke have ladet mig komme igennem."
"Hvorfor er du ikke bange?" "Jeg ved, hvem du er. Jeg så dig på The Crown and Feathers." Jonathan famlede i sin hukommelse. Der havde været et par i baren, genkaldte han sig, men han troede ikke, at kvinden havde været hende her. "Jeg kan ikke huske dig."
Hun proppede brevene ned i mappen og stak den under armen. "Det er en stor pub," sagde hun kryptisk og kiggede hen mod indgangen til perronen. "Jeg tror, du er okay nu. De ser ud til at være gået. Kom, der er en siddeplads herhenne." Hun holdt den anden hånd under hans albue og hjalp ham hen ad perronen. "Du får det bedre, hvis du sætter dig ned. Du er allerede så våd, at lidt mere vand på rumpen ikke gør nogen forskel." Hun fik ham anbragt på metalbænken og satte sig ved siden af. "Har Roy sagt noget, der gjorde dig ked af det? Han kan være en rigtig skid en gang imellem."
Jonathan lænede sig tilbage, kiggede op i himlen og mærkede kvalmen fortage sig. Regnen var stilnet af, og en svag sol var brudt igennem skyerne, men det var stadig meget koldt. Han kunne lugte hendes parfume, en behagelig duft, og for første gang i flere måneder følte han sig godt tilpas i kvindeligt selskab. Han kunne ikke forklare det og gjorde heller ikke noget forsøg på det, han var simpelt hen taknemmelig for kontakten til et andet menneske. "Er han en af dine venner?"
"Det kan man ikke sige. Jeg kender hans ekskone, så jeg hører om alle hans fejl. Han er berømt for at åbne munden uden at slå hjernen til. Sagde han noget fornærmende?"
"Så er det en fordel at være sort ..." Kunne sandheden nogen sinde være en fornærmelse? Jonathan gav sig på trods til at forsvare manden. "Hvis han gjorde, var det sikkert ikke med vilje."
"Det ville jeg ikke være så sikker på," sagde hun med en spontan latter. "Han er måske nok ikke særlig spids, men han kan godt finde ud af at gøre folk gal i hovedet. Man skal ikke tage sig af det. Han elsker det, hvis han tror, at en af hans ondskabsfuldheder har ramt plet."
Selv om hun var dyrt klædt, mente han ikke, at hun var født ind i en velhavende familie. Hun talte med en landlig dialekt, der lignede Roy Trents. "Er han sådan over for dig?"
"Han er sådan over for alle. Det er derfor han har så få kunder."
Det var en anden forklaring end George havde givet, men den appellerede mere til Jonathan. "Kender du George Gardener?"
"Roys veninde? Kun af udseende." Hun vendte sig om og kiggede på ham. "Sig ikke, at hun har generet dig? Hun blev omvendt efter sin kræftsygdom - vil have hele verden til at tage imod den hellige skrift og alt det lo.." Hun holdt inde. "Nu er jeg ond. Glem, at jeg sagde det. Hun mener det godt ... gør meget for de fattige. Jeg kan ikke forestille mig, at hun vil sige noget grimt."
Jonathan undrede sig flygtigt over, hvorfor hun var så opsat på at give andre skylden for hans problemer. "Det er bare udmattelse," sagde han. "Jeg fløj fra USA i går og har ikke sovet. Jeg skulle hellere være blevet hjemme."
"Var turen umagen værd?" "Til USA?" "Nej ... turen herned ... i dag."
Han rystede på hovedet. "Kommer du tilbage?"
Han sendte hende et hurtigt blik. Spørgsmålet var ikke specielt anmassende, men et eller andet sted i baghovedet ringede alarmklokkerne over hendes ihærdige udspørgen. "Har Roy sendt dig af sted efter mig?"
"Næppe," sagde hun og smilede let. "Han har allerede glemt alt om dig." Hun begravede underansigtet i tørklædet. "For at være helt ærlig var jeg overrasket over at finde dig her. Du forlod pubben længe før mig. Nå ... har du det så bedre nu?"
"Ja, det har jeg." Han var forbavset over det. Kvalmen var væk, og det var oven i købet holdt op med at trække i hans arm. "Det var meget venligt af dig."
"Jeg er i godt humør." Hun kiggede hen ad sporet. "Nu kommer dit tog. Jeg skal nok hjælpe dig om bord, og så skal du bare skifte på hovedbanen i Bournemouth. Kan du klare det?"
Han rykkede ud på kanten af bænken. "Hvad med dig?" "Jeg skal den anden vej," sagde hun, mens hun rejste sig op og rakte ham hans mappe, netop som toget kom. Hun havde låst den igen, og han tog taknemmeligt imod den.
"Hvorfor er du så på denne her perron?" "Jeg kunne se, at du havde problemer."
Han rystede på hovedet. "Jeg ved ikke engang, hvem du er."
"En venlig sjæl," sagde hun blot, mens hun åbnede en vogndør og gennede ham ind i toget.
Da hun løftede en behandsket hånd til farvel, havde hun viklet tørklædet om hovedet, og det var det sidste han så til hende. Men mens han gengældte hendes vinken, faldt det ham ind, at han ikke ville kunne kende hende, hvis han så hende igen. Han havde ikke set andet end et par malede øjne under et mørkt pandehår. Det betød ikke noget, før han åbnede sin mappe på hovedbanegården i Bournemouth og opdagede, at hun havde stjålet alt af værdi. Hun havde taget hans tegnebog, hans togbillet, hans operabillet, og det værste af det hele var, at han ikke havde noget tilbage, der kunne bevise, hvem han var. Hans pas var væk.
Derefter tabte han fatningen. Han løb rundt på banegården og ramlede ind i folk og råbte ad dem. Nogle troede, at han var en stakkels galning, andre at han var farlig. Da to politimænd gav sig i kast med ham og væltede ham om på jorden, kaldte han dem autoritære svin og slog ud efter dem med mappen, indtil en af dem flåede den ud af hånden på ham og gav ham et knæ i maven.