Andrew Spicer var ikke begejstret for at blive kaldt væk fra sit kontor i London klokken fem om eftermiddagen og køre til Bournemouth for at sige god for sin ven. Da Jonathans identitet blev gået efter i sømmene, kom det frem, at der havde hersket tvivl om et pas tilhørende en mand med hans navn den foregående aften efter ankomsten fra Amerika. Politiet var konsterneret over hans opførsel efter at have arresteret ham for at gå amok på hovedbanegården i Bournemouth og krævede at se bevis på, hvem han var, før de ville overveje at løslade ham.
Lægen, der blev tilkaldt for at undersøge Jonathan Hughes for stofmisbrug og tage en spiritusprøve - som begge var negative - mente, at han skulle underkastes en grundigere undersøgelse. Manden var tydeligvis syg. Jonathan fik at vide, at han havde ret til at blive indlagt, men da han nægtede at sige noget og afviste både læge- og advokathjælp, var der ikke andet at gøre end at henvende sig til litterær agent Andrew Spicer, hvis navn og adresse stod på adskillige breve i Jonathans mappe. Der blev gjort forsøg på at kontakte byrådsmedlem George Gardener, hvis korrespondance foreslog en frokostaftale på The Crown and Feathers, men alle opringninger blev omstillet til en telefonsvarer. Det samme gjorde sig gældende for pubben, der først åbnede igen klokken halv seks.
Hvor syg var han? Var det kritisk? Det var snarere psykisk end fysisk, sagde lægen, så det var næppe akut. Så snart Andrew var blevet overtalt til at komme, mistede politiet interessen. De havde andet at se til, og en tårevædet araber i sikker forvaring var en mindre trussel end utålmodige bilister på glatte veje.
Da Andrew omsider ankom klokken halv ni, træt og sulten efter at have siddet i en trafikprop på motorvejen, fik han forevist Jonathan gennem en spejlrude. "Kender De denne mand?" blev han spurgt af en uniformeret politiassistent ved navn Fred Lovatt.
"Ja." "Hvem er han?" "Jonathan Hughes." "Hvordan kender De ham?" "Jeg er hans litterære agent." "Hvor længe har De kendt ham?"
Andrew knappede jakken op og pegede på en stol. "Må jeg sætte mig? Jeg har ikke fået noget at spise siden i morges, og jeg er helt udkørt." Han lod sig synke ned i den, da den anden nikkede. "Hvad har han gjort?"
"Vær venlig at svare på spørgsmålet, Mr Spicer." "Tolv år ... tretten år. Vi gik på Oxford sammen, men jeg lærte ham først rigtigt at kende, da han i '92 kom til mig med sit første manuskript. Vi har været venner lige siden."
"Hvad laver han?" "Han er universitetslærer. Docent og forskningstipendiat i europæisk antropologi ved Londons Universitet. Faktisk temmelig dygtig ... og meget værdsat af sine studerende, fordi han gør sig meget umage for at gøre faget interessant."
Politiassistenten trak en stol frem. "Er der en grund til, at han ikke vil fortælle os det? Ville det have være et problem, hvis hans universitet var blevet bedt om at sige god for ham?"
Andrew så undersøgende på sin vens ansigt gennem ruden. "Hvad er han sigtet for?"
"Ikke noget endnu." "Hvorfor er han så tilbageholdt?" "Fordi han har overtrådt loven, og han nægter at svare på spørgsmål desangående. Han bliver ikke løsladt, før vi er sikre på at det er forsvarligt at gøre det."
"Hvad har han gjort?"
Fred Lovatt kiggede på et stykke papir. "Gik amok på hovedbanegården i Bournemouth. Han kolliderede med andre passagerer og skreg noget om -" han hævede det ene øjenbryn - "forudsat at det her er rigtigt ... fald stav? Muligvis fald staf? Han nægter at forklare, hvad det betyder. Har De nogen anelse om det?"
Andrew rynkede panden. "Det er en opera af Verdi. Den bliver opført på Covent Garden i aften. Falstaff ... Sir John Falstaff. Han er en komisk figur i Shakespeares De lystige koner i Windsor, i Henrik IV, første del og anden del og desuden i Henrik V. Han er en stor, tyk mand med vidtspændende lyster."
Politibetjenten kiggede tvivlende hen på Jonathan, hvis skjorte hang ud over hans tynde skuldre. "Hvorfor skulle Mr Hughes hævde, at han var denne mand?"
"Han ville ikke have sagt, at han var Falstaff, men han kan have sagt, at han skulle se Falstaff. Han er vild med opera. Han fortalte mig, at han havde billet til den ... det er grunden til, at han fløj hjem i går aftes. Ellers ville han have aflyst mødet i dag og ventet, til han kunne få en billigere flybillet."
Lovatt så på papiret igen. "Ifølge vidnerne sagde han: 'Jeg er Falstaff.' En af dem hævder, at han også sagde: 'Fanden er en kvinde.' Er han gift? Har han problemer derhjemme?"
Andrew rystede på hovedet. "Han havde en fast kæreste et stykke tid, men de slog op lige efter jul. Jeg tror ikke, det rørte ham synderligt; han gav aldrig indtryk af, at det var alvorligt."
"Er han muslim?" "Nej." Den lille, tykke mand smilede let. "Og spørgsmålet er heller ikke en logisk slutning på 'Fanden er en kvinde'. Så vidt jeg ved, er det ikke en islamisk doktrin, at fanden går i kjole. De tror på det modsatte: at det er djævelen i mænd - slangen i bukserne - der er problemet. Det er derfor, deres kvinder dækker sig til."
Politiassistenten var uanfægtet. "Har den her Falstaff-figur problemer med kvinder?"
Andrew så pludselig interesseret ud. "Det har han i hvert fald i operaen. Verdi tog historien fra Shakespeares Lystige koner, hvor Falstaff er fremstillet som en latterlig figur. Han mister alle sine penge og udtænker en plan om at forbedre sin økonomi ved at forføre de rige koner i Windsor. Da kvinderne finder ud af det, udtænker de nogle ydmygende straffe."
"Hvilken form for straf?" "Falde-på-halen komedie. Det er noget tid siden, jeg har set den, men så vidt jeg husker, kaster de ham i en flod og tvinger ham derefter til at vandre rundt i karnevalsdragt. Temaet er slangen-i-bukserne. Kvinderne opmuntrer ham ved at foregive at kunne lide ham - pirrer ham med andre ord - og så trækker de i land, når han tror han skal til at score. Det er en historie om en mand gjort til grin af gæve kvinder. Budskabet er, at kvinder er mænd intellektuelt og moralsk overlegne."
Politiassistenten brummede misbilligende, som om budskabet ikke appellerede til ham. "Så er det ret aktuelt. Alt handler om det nu om stunder."
Andrew var ikke uenig. "Det har det altid gjort. Det er den evige kamp mellem kønnene ... mænd er fra Mars og kvinder fra Venus. Den menneskelige natur ændrer sig aldrig. Vi kan analysere vores dna, e-maile til hinanden over hele verden, transplantere hjerter ... men grundprincipperne forbliver de samme. Mænd er jægere, og kvinder styrer familien. Så enkelt er det. Shakespeares opfattelse er lige så rigtig nu, som den var for fire hundrede år siden, da han skildrede dem. Han var adfærdspsykolog, før man undfangede ideen om adfærdspsykologien -" han stak tommelfingeren i vejret "- en genial psykolog med en ægte forståelse for, hvordan forhold fungerer - især forhold mellem mænd og kvinder."
"Hm." "Undskyld," sagde Andrew. "Jeg er en stor beundrer ... det løber af med mig."
"Jeg har kun set Hamlet. Nogen har fortalt mig, at hele stykket kan koges ned til monologen om selvmord. 'At være eller ikke være'. Er det rigtigt?"
"Han er i hvert fald en, der udforsker sin egen identitetskrise. I den forstand er det en forløber for det moderne teater."
Politimanden betragtede Jonathan gennem ruden. "Har Mr Hughes en identitetskrise?"
Andrew fulgte hans blik. "Har vi ikke alle sammen det?" "Nogle mere end andre, vil jeg tro," sagde den anden udtryksløst. "Er De klar over, om han nogen sinde har vist tegn på psykiske problemer?"
Flere end jeg kan opregne, tænkte Andrew. Misundelse ... vrede ... usikkerhed ... selvhad ... akkurat ligesom hans agent og ethvert andet stakkels fjols på kloden, der ikke kunne leve op til forventningerne. "Nej," sagde han. "Hvorfor spørger De om det?"
"Han modsatte sig anholdelse og nægter at komme med en forklaring. Vi vil gerne vide hvorfor."
"Formodentlig fordi han ikke mener, at han har gjort noget forkert. Han skriver bøger om faldgruberne i forbindelse med sociologiske fordomme og retssystemets mangler, når det behandler fordommen og ignorerer individet. Jeg forestiller mig, at han handler ud fra princippet om, at hvis han ikke er blevet sigtet endnu, så burde han slet ikke have været arresteret."
Politiassistenten rystede på hovedet. "Der var ikke noget ulovligt ved anholdelsen, sir. Mr Hughes blev tilbageholdt i overensstemmelse med lovhjemmel om kropsvisitation, efter at han havde forstyrret den offentlige ro og orden. Da han blev anholdt, slog han ud efter en betjent med sin mappe."
"Ramte han?" "Lige akkurat. Hvis han ikke var sådan en svækling, ville han blive sigtet for overfald, og det er en alvorlig forseelse." En muskel dirrede i hans ene mundvig. "Der er ikke meget slagsbror i Deres ven. Politimanden der anholdt ham sagde, at det var som at slås med en vandrende pind."
"Hvad med de mennesker, han ramlede ind i?" "De var indstillet på at lade det passere." "Hvad er der så tilbage udover at nægte at svare? Jeg troede, det var en ret, ikke en forbrydelse."
"Medmindre man gør det til en vane. Han ankom fra Amerika i går aftes og blev tilbageholdt en time af samme grund."
"Åh, for himlens skyld!" sagde Andrew utålmodigt. "Det sker hver gang. Hvis det ikke er hans mening om Bin Laden, er det sgu hvilket crickethold han holder med. Det bliver jeg aldrig spurgt om, og hvis jeg gjorde, ville jeg sige, at Osama var alletiders fyr bare for at se, hvilken reaktion jeg ville få." Han bøjede sig frem. "Hvis ingen andre vil gå videre med det, er der ingen grund til at tilbageholde ham."
"Vi vil stadig gerne have en forklaring, Mr Spicer. Heathrow lufthavn er i højeste alarmberedskab på grund af terrortrusler, og det samme gælder i større bebyggede områder. Usædvanlig adfærd bliver taget alvorligt."
"Endnu mere når den mistænkte ligner en araber, vil jeg tro." Den anden sagde ingenting. "Hvis De har hans pas, så ved De, at han er britisk. Det betød noget engang."
"Han har ingen identifikation på sig, sir. Det er grunden til, at vi bad Dem om at komme herned."
Andrew så forbavset ud. "Han må da have sit pas. Han er helt paranoid med det ... så hunderæd for at miste det, at han hele tiden klapper sig på brystlommen."
Politimanden rystede på hovedet. "Ikke noget pas." "Hvad med hans tegnebog?" "Ingen tegnebog. Ingen penge. Ingen kreditkort. Ingen togbillet. I hvert fald ikke nogen operabillet til Verdis Falstaff. Deres ven er lidt af et mysterium. Det eneste, han har i sin mappe, er en mobiltelefon - med et dødt batteri - og nogle breve stilet til ham c/o Spicer & Hardy -" han betragtede Andrew eftertænksomt "- så derfor er det noget overraskende, at han nægter at samarbejde. Man skulle tro, han ville bukke begge ender sammen for at bevise, hvem han er."
"Eller også er det netop ikke," svarede Andrew. "Hvornår er der sidst blevet rejst tvivl om Deres identitet to gange inden for fireogtyve timer? De har ikke sat spørgsmålstegn ved min. Hvordan kan det være, at jeg er uskyldig uden pas, mens Jonathan ikke er? Har han ret? Er man ikkee-ksisterende, hvis man er uden papirer og mørkhudet i dette land?"
"De kom frivilligt, sir, og det gjorde Mr Hughes ikke. Det var berettiget at tilbageholde ham og bede om en forklaring på hans opførsel. Da han nægtede at give det, blev han anholdt og bragt herhen. Hvis han havde været villig til at svare på nogle få direkte spørgsmål, var han blevet løsladt, så snart vi havde fået bekræftet rigtigheden af hans svar."
"Hvilke spørgsmål?" "Adresse, arbejde, pårørende, hvorfor han havde været i Amerika. Ikke noget ud over det almindelige ... og ikke noget som vi ikke også ville have spurgt en hvid mand om under de samme omstændigheder."
"Jeg har sagt, hvad han laver, så for at være helt korrekt er det dr.phil. Jonathan Hughes, ikke Mr Hughes. Han bor i en lejlighed i West Kensington - så vidt jeg husker er det Columbia Street eller Road 2b - og hans nærmeste pårørende er hans forældre, selv om han ikke har set dem i årevis. De blev skilt kort før han begyndte på universitetet, og jeg mener, at hans mor tog tilbage til hjemlandet. Han ved ikke, hvad der skete med hans far - og han er i øvrigt ligeglad. Og han tog til Amerika for at deltage i en begravelse; en af hans studerende var blevet overfaldet og dræbt på gaden i New York på grund af sin hudfarve." Han kastede et blik på ruden igen. "Det var Jon, der sørgede for, at han kunne få et studielegat, så jeg gætter på, at han ikke er specielt henrykt over, at drengen blev myrdet."
"Hvordan kan han tillade sig det på en universitetslærers løn?"
"Hvad?" "Rejser til Amerika, Paul Smith-jakkesæt, Versace-skjorter, operabilletter, Armani-briller. Hvad er det for nogen bøger, han skriver? Bestsellere?"
Andrew tøvede med at svare. "Det kan man ikke sige. Han er enlig og uden forsørgerpligter."
"Det er en dyr livsstil, Mr Spicer. Ejer han sin lejlighed?" "Det aner jeg ikke." "Ved De, om han har anden indkomst?" "Nej." Han betragtede politimandens uudgrundelige ansigt nogle øjeblikke. "Hvad antyder De?"
"Det er usikre tider, Mr Spicer?"
Andrew lo. "Hvis De tror, at han er en eller anden form for terrorist, så er De helt galt afmarcheret. Han hader vold."
Politiassistenten tillod sig at smile lidt. "Bor han alene?" "Ja, det mener jeg." "Det er ikke billigt at bo i Kensington, Mr Spicer, uanset om man er lejer eller ejer."
Det var en politimand med en stor evne til at tilegne sig viden, tænkte Andrew og iagttog Jonathan, der afslørede sine rødrandede øjne, da han tog designerbrillerne af og pudsede dem i slipset. I ro og under det stærke lys så hans ansigt hærget ud, mens hans skuldre var lige så tynde og stive som en bøjle. Andrews følelser for Jon havde altid været ambivalente. Deres venskab var baseret på gensidig respekt og en fælles interesse for litteratur og god vin; Andrew kunne imidlertid ikke fordrage Jonathans affekterede udtale, han kunne ikke fordrage snobberiet, og især kunne han ikke fordrage løgnene. Indtil i dag havde han aldrig haft grund til at tro, at de var andet end et dække over hans usikkerhed, men han var ikke sikker. Det var i hvert fald en kendsgerning, at det dække var blevet mere og mere gennemsigtigt de sidste par måneder.
Han vendte sig om mod politimanden igen. "Det jakkesæt er så slidt, at man kan spejle sig i albuerne, og brillerne er kun til pynt. Jeg er ikke hans bankrådgiver, så jeg ved ikke, hvordan han styrer sine finanser, men det skulle ikke forbavse mig, om han sidder i gæld til op over ørerne. Penge åbner døre, og for sådan en som Jon er en lejlighed i Kensington og billetter til operaen sikkert værd at tage et lån for."
"Hvad mener De?" "Nogle mennesker har behov for at give sig ud for noget andet, end det de er. Man kan prale med en aften med Verdis Falstaff, men man kan ikke prale med et tomt køleskab." Den anden så skeptisk ud, men om det var fordi han ikke troede, at Jonathan var så dum at spilde penge på operaen, eller fordi han ikke troede på Andrews hypotese var ikke til at sige. "Jeg ved ikke ret meget om, hvordan terrorister opererer, men jeg går ud fra, at regel nummer et må være ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Er det normal opførsel at gå amok?"
Politimanden trak på skuldrene. "Vi har haft en læge til at tage spiritus- og narkotikaprøver. Han mener, at Mr Hughes er tæt på et sammenbrud. Jeg er heller ikke terroristekspert, men jeg forestiller mig, at det kan få folk til at opføre sig skørt ... især hvis ens egen død er en del af processen."
Det kunne Andrew ikke være uenig med ham om. "Det er mere sandsynligt, at hele hans korthus er ved at brase sammen. Måske er det bruddet med hans kæreste, der har gjort det ... Måske var han mere forelsket i hende, end jeg troede." Han holdt inde, da han kom til at tænke på Jons bemærkning, efter at Emma var gået. "Jeg kunne ikke opfylde hendes forventninger til kærligheden ..." "Han er ikke let at blive klog på. Det meste af det han tænker og føler, holder han for sig selv."
"Fortsæt." "Jeg gætter på, at det begyndte i Oxford. Jeg kendte ham ikke så godt dengang, hans vennekreds var mere tjekket end min. Det er et sted med fine fornemmelser ... eller det kan det være," rettede han sig selv. "Luftkastellerne om de smukke håb og den gyldne ungdom. For en kyniker som mig er det noget prætentiøst vrøvl - oven i købet demoraliserende - men for en, der kommer fra små kår, er det forførende."
"Han lyder ikke som en, der kommer fra små kår." "Det er en del af bedraget. Han gik med på ideen om, at ens image er altafgørende - hvis man kan give sig ud for at være en af eliten, så er ens lykke gjort. Problemet er, at man er nødt til at holde den livsstil - og hvis man ikke har råd til det, mister man sine venner." Andrew trak på skuldrene. "Jeg tror, han er bange for, at han er på nippet til at blive afsløret. Og det er sikkert svaret på Deres spørgsmål om, hvorfor han ikke har bedt en af sine kolleger på universitetet om at sige god for sig."
Politimanden så eftertænksom ud. "Det er en forseelse at give et forkert billede af sig selv i en jobansøgning."
Andrew rystede på hovedet. "Der er ikke noget i vejen med hans kvalifikationer," sagde han med et ironisk smil. "Det er sin baggrund, han er bekymret for. Manden er antropolog. Det bliver ikke let at indrømme, at han er det uheldige resultat af en gadefejer fra Jamaica og en stuepige fra Hong-kong, når han har gjort det til en vane at lade, som om han er en mørklødet hvid mand."
-
Andrew fik en halv time til at overtale sin ven til at besvare politiets spørgsmål og undgik sympati til fordel for hensynsløs ærlighed. Han opremsede valgmulighederne. Hvis Jonathan ikke havde noget kriminelt at skjule, kunne han forklare sin opførsel og køre med Andrew hjem samme aften eller fortsat nægte at sige noget og tilbringe en nat i arresten, mens politiet udspurgte hans venner og kolleger i London. Hvis han valgte sidstnævnte, ville hans arrestation komme til offentlighedens kendskab, og han måtte selv finde hjem, hvis og når han blev løsladt. Eftersom politiet hverken havde fundet kreditkort, penge eller returbillet i hans lommer eller mappe, kunne det blive svært.
Hvis Jonathan ikke havde råd til egen advokat, sad der en beskikket stud.jur. og kedede sig i venteværelset. Men medmindre han havde lyst til at forlænge pinen ved at forklare sig for en fremmed - og ihukommende at en eventuel sigtelse ville være ubetydelig - var det vanvittigt af ham at spilde tid på en uinteresseret ung kvinde, der ikke havde taget sin afsluttende eksamen endnu. Politilægen, som havde taget urinprøven, havde peget på depression, og hvis han blev ved med at forholde sig tavs, var der en overvældende mulighed for, at næste stop ville være den psykiatriske afdeling på det lokale hospital. Når universitetet hørte forklaringen på hans manglende tilstedeværelse, ville følgevirkningerne være betydeligt mere alvorlige end en stilfærdig konsultation hos en praktiserende læge i London.
Til sidst sagde Jonathans agent, som vidste mere om sin forfatter, end forfatteren selv var klar over, at han allerede havde trådt i det ved at afsløre Jons økonomiske situation, problemer med selvværd og manglende evne til at leve i et fast forhold ... så det var formålsløst at forsøge ikke at tabe ansigt.
"Du kunne låne mig nogle penge, så jeg kan komme hjem," mumlede Jonathan og stirrede ned i gulvet.
"Det kunne jeg godt, men det gør jeg ikke. Hvad er der sket med dine?"
"De blev stjålet." "Hvorfor har du ikke sagt det til politiet?" "Fordi de er undertrykkere, og de arresterede mig kun, fordi jeg er sort."
Det var der noget om, tænkte Andrew, men tidspunktet var ikke det rette at sige det. "Hold nu op, Jon!" svarede han studst. "Fodboldbøller bliver jævnligt arresteret for at gå amok, og nioghalvfems komma ni procent af dem er hvide. Din hudfarve havde ikke noget med sagen at gøre, og under alle omstændigheder sidder du nu her. Du kan enten blive ved med at slikke sårene, eller du kan opføre dig fornuftigt. Uanset om det er rimeligt eller ej, så er du spærret inde i et provinshul for tvivlsom opførsel. Guderne må vide, hvad der er sket, men du kan enten sige det til mig ... eller til politiassistenten. Du bliver i hvert fald nødt til at sige det til nogen."
Jonathan lod hovedet synke ned i hænderne, men svarede ikke.
"Hvad skete der med George Gardener? Hvordan gik det?" "Hun kaldte mig en gris." "Hun? Jeg troede, det var en mand." "Lille, tyk og emsig. Lidt ligesom dig bortset fra at hun er en tudegrim, midaldrende gammeljomfru, der taler som et vandfald."
Andrew trak en stol hen ved siden af ham og satte sig ned. "Hvorfor kaldte hun dig en gris?"
Jonathan gned sig i øjnene med knoerne. "Hun kunne ikke lide mig. Beskyldte mig for at intimidere hende og sagde: 'Man kan ikke forvente andet end grynten fra en gris.'"
"Hvad gjorde du?" "Jeg gik." "Jeg mener, hvorfor blev hun konsterneret?" "Jeg spurgte hende ikke om hendes fordømte kvalifikationer."
Det var ikke en særlig god forklaring, men Andrew kunne nogenlunde forestille sig, hvad der var sket. "Hvorudfra jeg formoder, at du var nedladende over for hende ... og at hun ikke brød sig om det."
Jonathan trak blot på skuldrene, hvilket Andrew tolkede som et bekræftende svar.
"Hvem stjal din tegnebog?"
Han gned øjnene igen. "Jeg tror, det var kvinden på stationen, men det kunne have været hvem som helst af dem."
"Hvilken kvinde?" "Hende der hjalp mig." "Hvad hed hun?" "Det ved jeg ikke, hun ville ikke sige det." "Var det før eller efter, du gik fra snøvsen?" "Før." "Hvorfor havde du brug for hjælp?" "Politiet troede, jeg havde en bombe i mappen, så hun lukkede den op for at vise, at jeg var harmløs." Jonathan udstødte en halvkvalt latter. "Hun sagde, at hun bare ville hjælpe ... og jeg troede på hende. Det viser, hvor dum jeg var. Siden hvornår har en kvinde gjort noget gratis?"
Andrew spekulerede på, om det var et indirekte hib til Emma og skrev sig det bag øret. Minutterne gik, og han kunne ikke tillade sig at komme ind på et sidespor. "Politimanden sagde ikke noget om en bombe. Han sagde, at du ramlede ind i andre passagerer og råbte op om, at du var Falstaff."
"Det var en anden station. De holdt øje med mig fra indgangen, fordi jeg svedte."
"Hvilket station?" "Branksome." "Det har været hundekoldt hele dagen. Hvorfor svedte du?" "Jeg blev dårlig. Man kan ikke blive dårlig her til lands, hvis man er sort. Det skræmmer de indfødte."
"Sikke noget ævl, Jon! Vi har vores gode og dårlige sider, men i det store og hele er vi ret fredselskende."
"Hvorfor er vi så i krig?"
Andrew drejede hovedet og så på ham. "Er det det, alt det her handler om? Var de på nakken af dig i USA?"
Hans ven lo hult. "Sådan er det at være araber. Vi er alle sammen potentielle terrorister."
Andrew rystede på hovedet. "Bortset fra at du ikke er araber. Du er halvt jamaicaner og halvt kineser, og ved et eller andet genetisk lune er du kommet til at ligne en beduin."
Jonathan fik et hårdt drag om munden. "Hvordan ved du, hvem jeg stammer fra?"
"Du blev plakatfuld ugen efter, at Emma var gået. Det meste af det gik hen over hovedet på mig, men jeg blev stopfodret med interessekonflikten mellem det karibiske og det asiatiske." Et forvirret had til hans forældre kombineret med en racistisk aversion over for enhver af afrokaribisk eller kinesisk afstamning på grund af de ondskabsfulde bander, der havde terroriseret ham som barn.
"Hvorfor har du ikke nævnt det før? Hvorfor lade mig fortsætte under falske forudsætninger?"
"Det kom ikke mig ved. Hvis du gerne vil være araber eller iraner, så er det helt fint med mig. Jeg kan ikke se, at det betyder særlig meget, medmindre det giver dig problemer? Gør det det?"
Nationalitet er et valg, ikke en ret ... "Nej." "Hvorfor sidder du så her? Hvorfor blev du dårlig på stationen?"
"Det var jetlag. Jeg havde brug for at hvile mig, så jeg lænede mig op ad en mur."
"Hvor længe?" "Det kan jeg ikke huske." "Så dukkede denne kvinde op og rodede i din mappe?" "Ja." "Syntes du ikke, at det var lidt besynderligt?"
Jonathan kiggede på ham med øjne, der var blodskudte af udmattelse. "Det gør jeg nu," sagde han lavmælt. "Dengang troede jeg på hende. Jeg takkede hende oven i købet for hendes venlighed. Kan man overhovedet blive dummere ... først bliver man gjort til grin af en kvinde, og bagefter takker man hende for det."
Det var grunden til, at han havde kaldt sig Falstaff, tænkte
Andrew. "Åh, lad nu være, kammerat, du blev bondefanget. Det lyder som et professionelt fupnummer ... man udser sig folk i vanskeligheder, og så flår man dem ved at lade, som om man hjælper dem. Du skulle have sagt det til politiet. De ved sikkert alt om hende."
Jonathan sagde ingenting. "Okay, så siger jeg det til dem. Hvordan så hun ud? Hvilken alder?"
"Det ved jeg ikke." "Du må have en ide om det."
Han gav sig til at stirre ned i gulvet igen. "Jeg fik kvalme, hver gang jeg flyttede blikket, så jeg så ikke rigtig på hende."
Andrew rystede på hovedet. Hele historien blev mere og mere mærkværdig, og han opdagede, at han var fuld af forståelse for politiassistenten, der mente, at Jon havde psykiske problemer. "Det er ikke noget, du finder på, vel?" spurgte han uden omsvøb. "Eksisterer denne kvinde rent faktisk?"
"Hvorfor skulle jeg opdigte hende?" "Fordi du er ude, hvor du ikke kan bunde, kammerat. Du har mistet dit pas, dine penge og din returbillet. Du har lagt dig ud med den eneste nyttige kontakt til en bog om Howard Stamp, og du er blevet arresteret for at opføre dig som en idiot. Hvad helvede er der foregået?"
Intet svar.
Andrew rejste sig. "Det her er skørt. Jeg beder dem om at ringe til George Gardener. Hun kan i det mindste fortælle os, hvad der skete på pubben."
"Hun sagde, at hun kendte Roy Trent og så mig på pubben."
"George Gardener?" "Kvinden. Hun havde mørkt pandehår og talte med Dorset-dialekt."
"Hvem er Roy Trent?" "Ejeren af pubben." Der var en lang pause. "Det er ham, der er intimiderende, Andrew. Han lader, som om han hjælper hende, men han gør det på en ondskabsfuld måde. Han kaldte mig en fejlfarve og neger og sagde, at jeg kun kom ind på Oxford, fordi én sort skulle de optage."
"Oka-a-ay." Andrew iagttog ham et øjeblik og drejede så på dørhåndtaget. "Hvornår har du sidst fået en ordentlig nats søvn, Jon?"
Hans ven lo igen sin dæmpede latter. "Jeg tænker for meget," svarede han kryptisk.