Spicer & Hardy lå på tredje sal i et ombygget byhus i en elegant viktoriansk husrække i Vestlondon. Takket være Andrews ekskone, der ernærede sig som indretningsarkitekt, var det seks år forinden blevet piftet op i en mere moderne stil end Mr Spicer og Mr Hardys (død uden efterkommere) forkærlighed for mere støvede videnskabelige omgivelser med mørke vægge, tunge lædermøbler og mahognireoler. Andrew, der havde elsket den gamle stil og stadig mindedes lykkelige barndomsdage med benene trukket op under sig i en lænestol på sin fars kontor, mens han læste, hvad der var, havde aldrig fundet sig til rette med de store vidder, som Jenny havde skabt ved hjælp af glas, farver og skjult belysning. Der var imidlertid ingen, der delte hans følelser. Alle andre syntes, at den hyppigt affotograferede indretning var mere end vellykket.
George Gardener var ingen undtagelse. "Du godeste!" sagde hun beundrende, da Andrew fulgte hende op ad et almindeligt trappeløb og ind i receptionen, hvor en trompe l'il genspejling forvandlede en firkant af glas og krom til en enorm buet skranke. "Det er kæmpestort."
"Synsbedrag," sagde Andrew og åbnede en anden dør. "Pas på ikke at gå ind i en glasplade ved en fejltagelse."
Hun så et glimt af sit eget spejlbillede og skyndte sig at knappe jakken. "Du må have en meget selvsikker receptionist. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have lyst til at se på mig selv hele dagen."
Andrew kluklo. "Vi er ikke store nok til at have råd til en, så alle telefonerne er inde på kontorerne. Det var min kones mindst gode ide. Enten lagde hun planer for en fremtid, der aldrig blev til noget, eller også havde hun en forestilling om, at et litterært agentur er ligesom en læges venteværelse, og at folk kommer lige ind fra gaden med et manuskript i favnen." Han lod hende gå foran. "Det fungerer som et godt og stille rum til at læse i eller holde møde mellem to personer, så det er ikke helt spildt."
Det næste lokale var et kontorlandskab med tre skriveborde adskilt fra hinanden ved hjælp af glasskærme, grønne planter og øer af skjult belysning. Der var ingen skuffer under de L-formede ibenholtbordplader, og der stod kun computere og telefoner på dem. "Du godeste!" sagde George igen, forbløffet over så megen orden. "Bliver det her lokale heller ikke brugt?"
"Det gør det så sandelig. Det her er midtpunktet i hele foretagendet. Alt papirarbejdet bliver lavet herinde ... korrespondance, kontrakter, afregninger, returnering af manuskripter." Han nikkede hen mod det første skrivebord. "Her sidder den, der tager sig af rettighederne. Hun arbejder med en masse sagsmapper hver dag."
"Hvor er de?"
Han bøjede sig ned og trykkede på et hængsel under bordpladen, hvorpå en spejlflade gled tilbage og åbenbarede hylder med papirer. "Fladerne skråner lidt, så de genspejler tæppet, men illusionen forsvinder i samme øjeblik man åbner dem. Jeg synes personligt det er skrækkeligt, men jeg er også kedelig og gammeldags. De ansatte elsker det. Det handler om at skabe rum, selv imaginære rum. Jeg har ladet mig fortælle, at det er godt for stressniveauet."
"Det giver god mening," sagde George og tænkte på det irriterende rod i sin bil, "men det kunne ikke nytte noget at anbringe mig her. Jeg er alt for uordentlig. Jeg ville aldrig gide at rydde op efter endt arbejdsdag, og det ville ødelægge indtrykket for alle andre."
"Det ville jeg heller ikke," sagde Andrew og førte hende ned til et lokale for enden af en kort gang, "så du vil føle dig hjemme herinde. Det var her, jeg satte grænsen."
Lokalet var ikke lige nøjagtigt, som hans far havde efterladt det, men det var ikke meget galt. Læderlænestolen, dobbeltskrivebordet og mahognireolerne stod der stadig, men det var lysere og renere, end dengang Mr Spicer senior havde drysset cigaretaske på gulvet, belagt bøger og loft med nikotin og nøjedes med en enkelt gangsti mellem manuskriptbunkerne rundt omkring på gulvet. Inderst inde higede Andrew stadig efter den gamles aparte væremåde, men Jenny havde overbevist ham om, at hans image var altafgørende. Folk opfattede en mands omgivelser som en afspejling af hans professionalisme.
Han havde ikke set, hvor sandt det var, før hun forlod ham til fordel for skuespilleren. Det var både til at le og græde over, at han havde så godt som givet hende fri tøjler med sit kontor uden at se, at hendes "image er altafgørende" var et skjult budskab til ham. Fra tid til anden svælgede han i nedtrykt navlebeskuelse, hvor han spurgte sig selv, om hun var blevet hos ham, hvis han havde tabt sig, fået indlæg i skoene og købt en toupe. Det var ikke til at komme uden om, at agenturet havde udviklet sig siden nyindretningen, hvilket kun bekræftede, at man bliver bedømt på det ydre.
Som bevis på reglen kiggede George bifaldende rundt i lokalet. "Når du trak grænsen, betyder det så, at din kone ikke havde noget at skulle have sagt herinde?"
"Nej, men vi blev enige om, at jeg kunne beholde de gamle møbler og have en spejlfri zone." Han gjorde tegn til hende om at sætte sig ned og anbragte sig i sin ergonomiske kontorstol. "For at være helt præcis, er hun min ekskone, men det skal du ikke tage dig af. Vi er stadig gode venner." Han iagttog hende, mens hun satte sig til rette i den slidte lænestol og spekulerede på, hvorfor hun og Jon var røget i totterne på hinanden. Hun var smart klædt i en marineblå dragt, makeup neddæmpede de rødmossede kinder, og det fine grå hår lå i bløde krøller om hendes pande. Hun mindede Andrew om en af hans tanter - hans yndlings - og han kunne lide hende på forhånd. "Jeg ville have inviteret dig hjem, men jeg bor i det sydlige London, og mit hus er svært at finde, så jeg tænkte, at det her ville være lettere for jer begge to."
"Kommer Jonathan?"
Andrew nikkede. "Jeg sagde halv et til ham, så du og jeg kunne få en hurtig sludder, inden han kom." Han satte albuerne på skrivebordet og lænede sig frem. "Han har beordret sig selv til at være uegoistisk, George - bliver ved med at sige til mig, at det er din historie og ikke hans. Han vil hellere end gerne medvirke, men han vil have, at du skal skrive bogen og få æren." Han hævede det ene øjenbryn. "Hvad siger du til det? Hvis du har evner for at skrive, kan du både tjene penge og kaste lys over den uret, der er begået mod Howard. Jon er ivrig efter, at jeg skal repræsentere dig, og det er jeg villig til at gøre, hvis du har lyst til at prøve."
Hun betragtede ham indgående. "Burde du ikke argumentere imod det, hvis du er hans agent?"
"Ikke hvis han har givet mig andre instrukser. Under alle omstændigheder er han ikke nem at argumentere med."
"Det lyder, som om der er et 'men' på vej."
Andrew smilede. "Bogen vil være meget nemmere at sælge, hvis Jon står som forfatteren. Det er ham, der har gjort Howard kendt, og hans forlægger vil være interesseret i en opfølgning, hvis der er gode beviser for, at Howard var uskyldig."
George trak på skuldrene. "Jeg regnede ikke med andet. Jeg ved kun, hvordan man skriver afhandlinger." Hun åbnede den lille mappe, som hun havde haft med sig og tog en bunke notater op af den. "Jonathan må gerne plukke hvad han kan bruge ... selv om jeg er begyndt at tvivle på, hvor værdifulde de er. Jeg har en følelse af, at jeg er blevet gelejdet væk fra hvad som helst af vigtighed, og det er grunden til, at jeg bad om dette møde. Jeg håbede, at vi kunne finde frem til nogle nyttige spor, hvis vi lagde hovederne sammen."
"Mm." Andrew foldede hænderne under hagen. "Problemet er, at Jon gerne vil spille martyr i øjeblikket. Det er en meget kedsommelig side af hans personlighed. Han straffer sig selv, hver gang han ikke lever op til det uopnåelige niveau, han har sat sig. Hvis han ikke var ateist, ville jeg indskrive ham på et kloster og give mig selv en pause." Han så hende lægge ansigtet i forstående folder. "Jeg vil gerne foreslå en koproduktion, hvor Jons navn står øverst, fordi han kommer til at skrive bogen, med dit navn nedenunder, fordi du leverer størsteparten af baggrundsmaterialet. I kan enten forhandle procentfordelingen imellem jer, eller jeg kan give dig navnet på en opmand. Uanset hvad skulle du få en pæn sum for dit arbejde. Hvad synes du om det?"
"Jeg forventede overhovedet ikke at få betaling," indvendte hun, "da jeg oprindelig henvendte mig til Jonathan, og jeg ville bestemt ikke have foreslået et nyt møde, hvis jeg troede, det ville blive en diskussion om ophavsret og penge. Jeg håbede på, at vi kunne gøre det, som vi burde have gjort første gang - nemlig at dele vores viden og se, hvad vi får ud af det."
"Herligt!" sagde Andrew med let ironi. "Nu har jeg to martyrer at slås med. Vi har mulighederne for en bog, der kan bevise en mands uskyld ... og ingen til at skrive den. Hvad vil du foreslå, jeg gør? Udsætter dette møde indtil jeg kan finde en ghostwriter, der kan sidde og tage notater? Tilbyde ideen til en anden agent?"
George var en fornuftig kvinde, hvis eneste ansats til krukkeri var komiske ansigtsudtryk og en tendens til at fnise. "Jeg misforstod dig," sagde hun. "Er det sådan, at koproduktionen snarere var en ordre end et forslag? Skal jeg insistere på at få mit navn på omslaget for at behage din ven?"
Andrew rettede pegefingeren mod hende. "Jo mere du insisterer jo bedre, efter min mening. Det uegoistiske passer ikke til ham. Han er lettere at leve med, når han slås for sin ret og dødirriterende, når han gør sig selv til dørmåtte."
Hun så ud, som om det morede hende. "Hvordan er hans blodtryk? Måske er det bedre for hans helbred at være dørmåtte."
"Overhovedet ikke. Når han sidder og triller tommelfingre, ryger det lige i vejret."
"Jeg kan ikke spille komedie," sagde George advarende. "Hvis du regner med, jeg bliver hidsig, kan jeg ikke gøre det. Jeg er forhandler, ikke en der slår i bordet."
"Betyder det ja?"
Hun trak på skuldrene. "Det gør det vel ... når bare du spørger ham i mit påhør, om han stadig nægter at stå for projektet alene. Jeg vil gerne selv høre ham sige det."
"Enig. Hvis han gør, er du så indstillet på, at jeg er agent for jeres fælles projekt?"
"Har jeg noget valg?" "Ja, absolut. Jeg er sikker på, at en hvilken som helst agent gerne ville repræsentere dig - jeg kan oven i købet anbefale de bedre af dem. Problemet ville være, hvis Jon foretrækker at blive hos mig."
"I så fald bliver det nødt til at være dig." "Glimrende!" Han rejste sig, rakte ind over skrivebordet og trykkede hende varmt i hånden. "Jeg får lavet en kontrakt i morgen, men i mellemtiden har du givet mig tilladelse til at forsøge at få de bedste vilkår for dig ... hvilket betyder, at jeg helst vil have, du ikke siger noget, før jeg spørger om du kan acceptere aftalen. Kan du gøre det?"
"Så længe du ikke fordrejer noget, jeg har sagt." "Udover at understrege at du insisterer på et fælles projekt, er der intet at fordreje," sagde Andrew. "Som et medlem af Spicer & Hardys stald er du nu lige så værdifuld for mig, som Jon er."
-
Da George så tilbage på det, kunne hun ikke lade være med at beundre Andrews behændige håndtering af vennen. Som forudsagt ankom Jonathan i sæk og aske, såvel i overført betydning som i bogstaveligste forstand, eftersom han havde gjort sig den ulejlighed at klæde sig mere afslappet til mødet, hvorimod George havde taget sit fineste tøj på, men han var ikke så ubehøvlet at gøre opmærksom på nogen af delene. Han roste blot George for hendes arbejde med Cill Trevelyan-sagen og nægtede derefter pure at påtage sig projektet, da Andrew spurgte ham. Hans argumenter var overbevisende.
Han var stødt på Howard ved et tilfælde efter at have læst Kliniske studier, og de fleste af hans teorier om sagen var gisninger. Det ville kræve flere dybtgående undersøgelser inklusive interviews og benarbejde at forberede vandtætte modbeviser, og han kunne hverken garantere den nødvendige tid eller energi. Andrew havde før arbejdet med nye forfattere og var udmærket i stand til at redigere et ubearbejdet manuskript, så det var udgivelsesværdigt, eller betale en redaktør for at hjælpe George med selv at gøre det. Selv om det var almindelig kendt, at Jonathan interesserede sig for justitsmord, var hans egentlige interesse den forfejlede politik vedrørende asylansøgninger og økonomiske invandrere. Omvendt var det velkendt, at George var engageret i Howard Stamps skæbne, og Howard var bedst tjent med en, der troede fuldt og fast på hans uskyld - hvad Jonathan ikke var sikker på, han gjorde.
Andrew viste sin utålmodighed. "Alt det forklarede jeg George, inden du kom," sagde han, "og det er stadig irrelevant. Jeg begynder at tvivle på, om denne bog er umagen værd at bruge tid på for nogen - mig selv indbefattet." Han pegede anklagende på Jonathan. "Du er kommet i tvivl om Howards uskyld og George -" han rettede fingeren mod hende - "er bange for at hendes undersøgelser er blevet forplumret. Jeg er villig til at repræsentere jer begge, hvis I giver mig noget konkret, men jeg er ikke interesseret i noget halvhjertet. En hvilken som helst redaktør der er sin løn værd vil smide projektet i hovedet på mig igen, hvis det ikke kan bevises, at der var tale om justitsmord."
Jonathan vendte sig forbavset om mod George. "Hvordan er dine undersøgelser blevet forplumret?"
Hun så på Andrew. "Hvis du ikke er interesseret i projektet, kommer det ikke dig ved," svarede Andrew for hende. "George håbede på at forhandle sig frem til, at I får halvtreds procent hver, men da du ikke er interesseret, foreslog jeg, at vi henvender os til Jeremy Crossley."
Jonathan kneb straks øjnene sammen. "Hvorfor ham?" "Han er historiker, og det er den type projekt, han kan lide." Han løftede beroligende hånden. "Jeg ved det godt, jeg ved det godt ... han gennemheglede Syge sind, men det burde være til Georges fordel, især da jeg fortalte ham, at du havde skiftet mening om Howards uskyld." Han grinede. "Han vil vende vrangen ud på sig selv for at bevise, at du tager fejl."
"Du gør det her med vilje," sagde Jonathan studst. "Hvad for noget?" "Irriterer mig. Du ved fandeme godt, hvad jeg mener om Jeremy Crossley. Ham ville jeg ikke pådutte min værste fjende, for slet ikke at tale om en som George. Han vil snuppe hver eneste oplysning, hun kan give ham og så droppe hende fra projektet. Det er sådan, han er."
"Sikke noget vrøvl," sagde Andrew affærdigende. "Jeg er Georges agent, så ingen får adgang til hendes undersøgelser, før vi har indgået en kontrakt. Hun vil selvfølgelig ikke kunne dele lige over med Crossley, men hun vil få noget, når bare hendes undersøgelser er af konstaterbar værdi." Han bankede i bordet med pegefingeren. "Men sådan står sagen altså. I siger begge to til mig, at der er alvorlige svagheder i jeres analyser ... så slagplanen virker dødfødt, inden vi overhovedet er gået i gang."
"Jeg kan høre, at du har lært Crossleys anmeldelse udenad," sagde Jonathan spydigt.
"Jeg kan ikke engang huske den," svarede Andrew uinteresseret.
"Gu' kan du så. Der stod "svagheder i analysen af data" i hver anden sætning. Det var en gang nedrakning fra en andenrangs akademiker, der tror, han kan skrive." Han vendte sig pludselig om mod George. "Du skal ikke lade Andrew overtale dig til at gøre det. Det er en dårlig ide. Skriv den selv ... det er du udmærket i stand til."
"Du ved godt, at det ikke passer," sagde Andrew fast. Han nikkede hen mod en stak manuskripter ved siden af skrivebordet. "Det er uopfordrede manuskripter," sagde han til George. "Det ville overraske mig, om der bare var en nogenlunde brugbar bog blandt dem. At skrive er et håndværk - ingen kan forventes at kunne det, første gang de sætter pen til papir - og det ved Jon lige så godt, som jeg gør."
"Der er andre forfattere," sagde Jonathan. "Det behøver ikke være Crossley."
"Enig. Hvad med din kollega ... som udkommer på Hodder? Henry Carr. Måske er han interesseret. Jeg talte med hans redaktør forleden dag, og hun sagde, at han er grøn af misundelse ... på udkig efter en hvilken som helst ide, der vil overgå Syge sind."
Jonathan snerrede: "Selv du ville ikke synke så dybt." "Tro mig, det ville jeg," sagde Andrew advarende. "Jeg er ude efter at få den bedste aftale til George, og Evans vil gå med til en fordeling på tres procent til sig selv og fyrre til George, hvis det betyder, at han kan slå dig af banen."
"Sikke noget pjat. Der er masser af gode unge forfattere på din liste, som ville tage imod sådan en chance med kyshånd. Hvorfor tilbyder du den ikke til en af dem?"
"Fordi forskuddet vil være højere med et etableret navn, og det er til Georges fordel, især hvis hun kan tjene pengene, før der er sat pen til papir."
Jonathan overvejede det et øjeblik og henvendte sig så igen til George. "Er du sikker på, det er det her, du vil, for jeg vil hellere end gerne rådgive dig, hvis du mener, at du kan gøre det selv."
Hun åbnede munden for at sige noget. "Det er Jon ikke den bedste til," sagde Andrew advarende. "Du skal finde en, der virkelig tror på, at Howard er uskyldig."
"Lad være med at lægge mig ordene i munden," sagde Jonathan irritabelt. "Jeg brugte udtrykket at tro "fuldt og fast". Det er vigtigt at forholde sig helt objektivt, når man ser på sådan en sag. Man kan ikke ignorere modstridende beviser, bare fordi det ikke stemmer med ens teori. Man bliver nødt til at forholde sig endnu mere kritisk til dem."
"Hvilket er det modsatte af det, du sagde før. Nu er du fortaler for, at Georges medforfatter udviser en sund skepsis. Jeg ville ønske, du kunne bestemme dig." Han så på sit ur. "For at være helt ærlig kan jeg ikke se noget formål med det her ... vi går bare i ring. Hvis du ikke er interesseret, kan du lige så godt gå, så George kan overbevise mig om, at hun har noget af værdi. Det er ren tidsspilde at diskutere medforfattere, hvis der ikke er beviser nok til overhovedet at vække deres interesse."
"Er der en tilknytning til sagen om Cill Trevelyan?" spurgte Jonathan.
Inden Andrew nåede at sige noget, sagde George: "Jeg er ikke sikker. Det er grunden til, at jeg gerne ville snakke med dig. Du havde ret, hvad skoleveninden angår - hun hed Louise Burton. Det er lykkedes mig at finde frem til hendes bror, og han -"
Andrew brød ind. "Det er det her, jeg frarådede dig at gøre, George. Jon bør kun få del i dette stof, hvis du har indgået en kontrakt med ham."
Hun sukkede skyldbetynget. "Det ønsker han desværre helt klart ikke ... og vi går i ring. Jeg fortalte dig for en halv time siden, at jeg gerne vil samarbejde med Jonathan Hughes, men han er ikke forpligtet til at gøre det samme, hvis han ikke har lyst. Jeg er ikke forfatter -" hun smilede undskyldende til Jonathan - "og jeg går heller ikke specielt videnskabeligt til værks ... så jeg kan sagtens forstå dine forbehold. Problemet er, at hvis William Burton taler sandt, så var Roy Trent en af de drenge, der voldtog Cill. Jeg havde faktisk håbet ..." En bedrøvet stilhed sænkede sig.
Jonathan trak på skuldrene. "Jeg går med til halvtreds procent til hver."
Dygtig pige, tænkte Andrew og stirrede på sine hænder.
-
"Jeg ved godt, det er fristende at se en forbindelse i de samtidige begivenheder. Sammentræf forekommer. Det er grunden til, at PACE og CPIA blev indført og grunden til, at dna er blevet det væsentlige kriterium for en efterforsknings gyldighed. Alle er ude på at eliminere uheldige sammentræf."
"Men hvis Howard var uskyldig, så er det netop et uheldigt tilfælde, der var skyld i hans domfældelse," indvendte George. "Det var hårene i badekarret, der overbeviste nævningene, og anklagemyndigheden beviste, at de udelukkende kunne stamme fra morderen. Ikke desto mindre var det ikke Howard, der var morderen."
"Så meget desto større grund til ikke at blive fikseret på at mistænke en anden, der er rødhåret. En ret stor procentdel af befolkningen har det gen." Han smilede for at mildne skarpheden i udtalelsen. "Det betyder ikke, at vi vil se bort fra din voldtægtsforbryder - han passer bestemt til billedet - kun at vi vil være forsigtige. Det er virkelig en skam, at Roy er det eneste navn, William Burton kan huske ... det var et populært navn i 50erne og 60erne, så der var sikkert en hel del af dem."
"Så populært var det heller ikke," sagde George. "Det må da være Roy Trent?"
"Roy Rogers ... Roy Orbison ... Roy fra the Rovers ... Roy Castle ..."
"Mindst en af dem var en tegneseriefigur," sagde Andrew. "Og hvad så? Bill Clinton og David Beckham har opkaldt deres børn efter bydele. Jeg siger bare, vi ikke uden videre kan gå ud fra, at Roy er Roy Trent."
"Det er nu et rimeligt gæt," sagde Andrew. "Manden er en bavian."
"Det gør ham ikke til voldtægtsforbryder. Eller lad mig sige det på en anden måde - hvem af jer har lyst til at tage hen og konfrontere ham med det uden at have bevismateriale, der støtter det ... og hvad tror I, han vil svare?" Han kiggede fra den ene til den anden. "Udmærket! Vi har brug for at finde Louise eller bedre endnu, hendes forældre. Det kan være, de kan give os et efternavn."
"Forudsat at de vil tale med os," sagde George tvivlende. "Jeg kunne forstå på William, at de meget nødig vil involveres."
Jonathan bladede om til sidste side af udskriften. "Har du optaget samtalerne på bånd eller taget notater?"
"Jeg tog notater i bilen efter den første og brugte stenografi til telefonsamtalen. Jeg skrev dem ud med det samme, så jeg er sikker på, at de er nøjagtige."
Han læste signalementet af William Burton, som hun havde tilføjet til sidst. "I fyrrerne, cirka en firs høj, bredskuldret, tatoveringer på armene, tyndt, kommunefarvet hår, grå øjne, venligt smilende ansigt, brandmand. Gift, far til tvillingedøtre." "Du kunne lide ham," sagde han, mere som en konstatering end et spørgsmål.
"Ja. Han var meget åben og imødekommende til at begynde med. Vi snakkede om hans døtre, der skændtes inde i huset, og han var meget morsom. Han blev først stram i betrækket, da jeg nævnte hans søster. Han blev ved med at sige, at han ikke havde hørt fra hende i årevis, men jeg troede ikke helt på ham."
"Du siger her, at han "så foruroliget ud", efter at du havde spurgt ham, om Louise havde fået et barn, da hun var fjorten," bemærkede Andrew og daskede til forsiden af den kopi af udskriften, som hun havde givet ham. "Han svarede: 'Ikke så vidt jeg ved.' Du har skrevet 'undvigende' med et spørgsmålstegn efter. Er det sådan, du opfattede det dengang?"
George nikkede. "Derefter sagde han, at han var meget yngre end hende og ikke ville have forstået, hvad der foregik - det er et par linjer længere nede. Jeg syntes, det var et meget mærkeligt svar ... som om der var sket noget, og han ikke ville lyve om det. Jeg har også sat spørgsmålstegn ud for 'meget yngre'. Louise må være femogfyrre eller seksogfyrre i dag, og William så ud til at være et godt stykke over fyrre."
Jonathan frittede hende ud om nogle notater, der fulgte efter signalementet af William Burton. "(1) Han ville ikke have ringet, hvis han i Priscilla Fletcher havde genkendt Louise. [Et nummer?] (2) Så han Cill Trevelyan i hende? (3) Hvorfor føler han sig pludselig så 'berørt'? [På grund af fotoet af Cill? På grund af sin døtre? Fordi Priscilla F. er Cill, og han godt ved det?]"
"Hvilken betydning har hans døtre?" spurgte han. "Det er i begyndelsen af udskriften af telefonsamtalen. Han sagde, hans kone havde spurgt ham, hvordan han ville have haft det, hvis en af dem var forsvundet sporløst som trettenårig. Det slog ham også, så ung Cill så ud. Han husker hende som ret voksen og var chokeret over at se, at hun stadig havde hvalpefedt." Hun holdt inde et øjeblik. "Det er, som om han for første gang så hende som et menneske ... og jeg spekulerer på, om det er fordi han genkendte hende i Priscilla Fletcher."
"Jeg vil tro, at det snarere var dit første udsagn, der var rigtigt. Tredive år efter hændelsen så han Cill, som hun virkelig var - en mindreårig - og det chokerede ham."
"Han sagde, at hans forældre gav hende skylden for alt det, der gik galt. De kaldte hende 'det fordømte pigebarn' og fremstillede hende som en lille luder."
"Hvad var det, de gav hende skylden for?"
Hun trak på skuldrene. "Voldtægten ... at Louise fik agorafobi ... politiets forhør. Det var de ting, han nævnte, men han sagde, at det stod på i flere måneder."
"Agorafobien?" "Formodentlig." "Interessant," sagde Jonathan langsomt. "Hvad var hun bange for? Drengene? Selv at blive voldtaget?"
"Det sagde han ikke. Han nævnte i forbifarten, at forældrene flyttede hende til en anden skole, så hun ikke skulle blive mindet om Cills forsvinden, men det var det hele."
Andrew knipsede pludselig med fingrene. "Gå tilbage til det første afsnit, hvor George har lavet en synopsis af samtalen om pigerne," sagde han til Jonathan. "Anden linje: 'Mr Burton gjorde grin med sine døtres ildrøde hår og iltre temperament ... sagde, at han ville betale for at komme af med dem.'"
"Og hvad så?" "Rødt hår er arveligt, men jeg er stensikker på, at begge forældre skal have genet for at kunne frembringe den ildrøde farve."
Jonathan lod eftertænksomt sin finger glide ned langs underkæben. "Fortsæt."
"Du er besat af den rødhårede voldtægtsforbryder, men hvilken farve havde Louises hår?"
Fra: George Gardener [geo.gar@mullinst.co.uk] Sendt: Torsd 17/04/03 15.07 Til: jon.hughes@london.ac.uk Kopi til: Andrew Spicer
Emne: Louise Burton
Kære Jonathan og Andrew
Bureauet i Bristol var meget negativt indstillet og nægtede at fortælle noget som helst om deres efterforskning og at udlevere Mr og Mrs Trevelyans adresse. De henviste til, at oplysningerne var fortrolige, men de nægtede at ringe til Trevelyans for at få deres tilladelse. Desværre troede de, jeg var journalist. Som sagerne stod besluttede jeg mig til ikke at forære dem Priscilla Fletcher, og vedr. Louise henviste de mig blot til William Burton.
Vores ven Fred Lovatt har ikke haft held med sig i arkivet, og han har heller ikke fundet frem til nogen kolleger, der havde med sagen om Howard eller Cills forsvinden at gøre. Politiassistent Prentice, som var omtalt i avisudklippene, gik af i 1982 og menes at være død af hjerteslag engang i 1990erne.
Da jeg ikke vil 'skræmme' Burton væk, har jeg besluttet mig til at prøve en anden vinkel. Det er næsten sikkert, at pigerne gik i Highdown skole på Wellingborough Road, inden Cill forsvandt. Den blev moderniseret i 1970erne og flyttede senere ind i en større nybygning på Glazeborough Road (i øvrigt på grunden, hvor den nedlagte Brackham & Wright fabrik lå, og hvor Wynne Stamp arbejdede!). De beholder kun navnene på de tidligere ansatte og gamle elever, der stadig modtager skolens nyhedsbrev. Imidlertid har de navn og adresse på den kvinde, der var skoleinspektør fra 1968 til '73. Det er: Miss Hilda Brett, Hardy Mansions 12, Poundbury, Dorchester, Dorset. Jeg har spurgt mig for og kan forstå, at Hardy Mansions er beskyttede boliger for 'aktive' ældre - dvs. folk der stadig er ved deres fornufts fulde brug. Det er virkelig heldigt, eftersom det må være Miss Brett, der bortviste Cill, og hun burde kunne huske begge piger. Jeg er villig til at tale med hende alene, selv om jeg ville foretrække, at Jonathan er med, ikke alene fordi hans renommé som stipendiat og forfatter vil give spørgsmålene en videnskabelig autoritet - og måske gøre hende mere imødekommende - men også fordi jeg ikke er sikker på, hvordan jeg skal tilrettelægge interviewet.
Siger vi, at vi leder efter Cill Trevelyan? Efter Louise? Nævner vi Howard? Ingen af dem ... kun at vi undersøger, hvordan Highdown var i 1970 og fik hendes navn af hendes gamle skole?
Svar udbedes, tak!
Mange hilsener George
PS. Hvis Jonathan kan deltage, vil jeg gerne vide, hvilke dage han kan. I det store og hele synes jeg, at vi bare skal dukke op i stedet for at forsøge at aftale et møde med hende, for hvis hun siger 'nej', mister vi denne mulighed.