På tæt hold kunne Billy se svage tegn på blå mærker under Louises venstre øje, en gul halvmåne dækket af makeup. Han lagde hånden under hendes hage og løftede hendes hoved. "Hvem har slået dig?" spurgte han.
Hun skubbede hans arm væk og trak et par solbriller der havde holdt hendes hår væk fra ansigtet ned over panden. "Ingen," vrissede hun.
"Jeg troede, du var færdig med alt det, Lou. Aldrig mere sagde du, sidste gang jeg så dig."
Hun drejede rundt på hælen og marcherede målrettet hen mod hoveddøren. "Du forveksler mig med en anden," sagde hun over skulderen. "Jeg hedder Priscilla Fletcher, og jeg har ingen bror. Jeg vil have, du skal gå."
Billy fulgte efter hende. "Og hvis jeg ikke gør det?" "Så ringer jeg til politiet."
Han forhindrede hende i at lukke døren. "Lad være med at være fjollet, søs. Hvad vil du sige til dem? At du aldrig har set mig før i dit liv? Jeg behøver bare at ringe til de gamle og få dem til at komme. Mor vil kunne kende dig med det samme. Du har sikkert stadig væk modermærket på låret og arret på maven, hvor du spildte skoldhed te." Han så, hvordan hun hang resigneret med skuldrene. "De har fandeme været bekymrede for dig i tyve år. Vi fik at vide, at du var taget til Australien."
Hun stod ubeslutsomt i døråbningen og drejede hovedet, som om hun lyttede efter noget langt inde i huset. "Du kan altså ikke komme ind," sagde hun og lagde en lille hånd på hans arm. "Nick sidder inde på sit kontor, og jeg vil ikke have mere ballade. Vi kan mødes et sted. Hvornår har du tid?"
"Nu. Vi kører en tur." "Det kan jeg ikke. Han ved, jeg er hjemme." De hørte begge en dør blive åbnet. "Åh, for fanden," hvæsede hun. "Vi kan mødes uden for Dingles klokken fire i eftermiddag. Skrid så i en fart, ellers får jeg en på skrinet igen."
Han rakte instinktivt hånden ud for at forhindre hende i at lukke døren. "Det her er skørt. Sig til ham, at jeg er din bror."
Men hun var for hurtig. "Han vil ikke tro på det," hviskede hun, idet døren smækkede i for næsen af ham.
- "Jeg kan ikke fordrage at møde den slags kvinder," sagde George om Miss Brett, mens hun låste bildøren op.
"Er det rigtigt?" sagde Jonathan overrasket. "Jeg syntes, hun var utrolig. Knivskarp hjerne ... hukommelse som en computer. Hvis jeg er sådan, når jeg er i firserne, skal jeg ikke klage."
"Præcis," sagde George og smed sin mappe om på bagsædet. "Der er sgu ingen retfærdighed til."
Han ventede, mens hun låste døren op til passagersædet, hvorefter han bøjede sig ned og kiggede ind i bilen på hende. "Masser af mennesker kommer over kræft, George. Der er ingen grund til, at du ikke skulle blive firs, hvis du gør, som lægerne siger. Du må ikke blive deprimeret over arvelighedsfaktoren - det er nutidens forbandelse. Bare fordi din mor døde af det, er det ikke ensbetydende med at du gør."
Han satte sig til rette på sædet. "Det er ikke derfor, at jeg ikke kan lide at møde kvinder som Miss Brett. Hun er vidunderlig, Jonathan. Hun skulle have haft børn. Forestil dig, hvordan de ville have været - intelligente, sunde, vidende. Det skærer mig i hjertet, det gør det virkelig. Hvad er der i vejen med mænd, når de ikke kan se sådan en sød pige lige for næsen af dem?"
Han spekulerede på, om hun talte om sig selv. "Arveanlæg er ikke alt. Miljøfaktorer er lige så vigtige. Miss Bretts rolle her i livet har været at forme andre menneskers børn, og det er en langt mere krævende opgave end tredive sekunders beruset kopuleren, der resulterer i en tilfældig blanding af risikable kromosomer. Og hvordan ved du i øvrigt," sluttede han med et grin og spændte sikkerhedsbæltet, "at hun ikke har fået et barn?"
"Hvis hun havde, ville hun ikke have fået lov til at beholde det ... eller tale om det. Man ville aldrig have valgt en ugift mor til skoleleder i 60erne." Hun satte nøglen i tændingen og spændte sit sikkerhedsbælte. "Det er en skør verden, der opmuntrer de mindst egnede i samfundet til at blive ved med at formere sig, men søger at hindre intelligente karrierekvinder."
Det var en forbavsende snæversynet indstilling fra en kvinde, der fremstillede sig selv som det modsatte. "Det er bedre, end det var," sagde han lavmælt. "I det mindste bliver kvinder nu om dage ikke stemplet for at få børn uden for ægteskabet."
"Det kan godt være," sagde hun kontant, "men man bliver i hvert fald straffet for det økonomisk. Du skulle prøve at have et fuldtidsjob og betale for børnepasning ud af det, der er tilbage af lønnen, når skatten er trukket. Det er hæmskoen. Det er et tåbeligt spild af godt genmateriale. Hvis jeg sad i regeringen, ville jeg gøre det lovbefalet, at hver eneste arbejdsplads skulle have en vuggestue."
"For dyrt og umuligt at styre," sagde Jonathan. "Forestil dig omkostningerne for et lille firma, hver gang en af de kvindelige ansatte skulle have et barn."
"Så kunne de lave en fælles børnepasningsordning i samarbejde med andre firmaer i området," sagde George og startede bilen. "Hvad er alternativet? Jeg læste i en undersøgelse for nylig, at over tredive procent af karrierekvinder vælger ikke at få børn. Det er en katastrofe. Hvad sker der, hvis det kommer op på tres procent? Hvad sker der, hvis vi ender med et samfund, der stammer udelukkende fra de laveste sociale lag?"
"Det er et meget dystert syn." "Det ville jeg ønske, det ikke var," svarede hun, idet hun trak ud fra kantstenen og vendte bilen.
"Det er lige så svært for mænd," sagde Jonathan. "Bortset fra at I er fertile længere," sagde George med et smil, "og I kan lave et barn om ugen, hvis I kan finde villige kvinder nok."
"Så nemt er det ikke," sagde han knarvornt.
Hun skottede til ham, da hun standsede ved krydset, der førte ud til hovedvejen, og tog bladet fra munden. "Så gå på akkord. Du er både flot og begavet, Jonathan, og du burde få børn."
Han kluklo dæmpet. "Tak, George. Desværre er reaktionen på mine klodsede forsøg som regel: 'Jeg ville ikke have et barn med dig, om du så var den sidste, der kunne gå på to ben.'"
"Så gør noget ved det." "Hvad for eksempel?" "Gå på akkord," gentog hun og ventede på, at en bil skulle køre forbi.
"Gjorde du det?" "Nej. Der var altid noget bedre i udsigt ... og da det endelig gik op for mig, at det var en ufuldkommen livsholdning, var jeg blevet overflødig." Hun sendte ham et strålende smil for at bremse enhver ansats til sympati "Du må ikke begå den samme fejl, Jon. Der er ikke noget værre end at leve med savn."
Med en atypisk gestus lagde Jonathan sin hånd oven på hendes og gav den et hurtigt klem. "Jeg kan trøste dig med, at du er lige så overflødig, hvis du giver dine gener videre," sagde han. "Når først et barn er født - og med undtagelse af de få års pasning der gør det muligt for det at blive uafhængigt - er der intet, du kan tilføje, som ikke allerede er der. Det kan være godt, det kan være dårligt, men med den tredje generation vil dine gener være blevet så udvandede, at dit oldebarn kun vil indeholde en lillebitte procentdel af dig. Menneskets værdi ligger i det, man har udrettet, George, ikke i dets stadig aftagende arvemasse."
Hun var på nippet til at sige, at det man udrettede ikke betød noget, når man ikke havde nogen at dele det med, men i stedet lo hun afslappet. "Så lad os finde et sted at spise, mens vi finder ud af, hvem der i virkeligheden slog Grace ihjel," sagde hun og kørte ud på Bridport Road. "Det ville sgu være at udrette noget."
-
Hun kørte øst for Dorchester til The Smugglers Inn ved Osmington Mill, som var fra det trettende århundrede og lå ved en å i en dyb kløft mellem to græsklædte bakker, der steg op mod de dramatiske kalkstensklinter ved Dorsets kyst. Parkeringspladsen lå med udsigt til vandet - uroligt og gråt den aprildag, pisket op af en østenvind - og man gik ned til den stråtækte kro ad en stejl nedkørsel og en række trappetrin. "Jeg giver," sagde George med fast stemme og gik forrest. "Jeg fik løn i morges, så jeg føler mig ved muffen."
Jonathan kom med en halvhjertet indvending. "Hvorfor kan vi ikke betale hver for sig?"
"Fordi du er flad, og jeg er gammel nok til at være din mor," sagde George og lukkede døren op. "Desuden er jeg hundesulten, og jeg nægter at være flov over at spise tre retter, mens du sidder og stikker til en lille sølle forret, fordi du ikke har råd til andet. Er det grund nok?"
Han fulgte efter hende indenfor. "Andrew har vel udleveret mig igen?"
"Det kommer an på, hvordan du definerer udlevere. Det meste af det, han sagde, var særdeles rosende." Hun vendte sig om og så på ham. "Hvad synes du?"
"At du har ondt af mig." "Om pubben Jonathan. Hvad siger du til pubben?" "Den er god nok," sagde han og lagde mærke til de imponerende egebjælker, der gik på kryds og tværs af det lave loft, de åbne ildsteder med ulmende gløder og tavler, der reklamerede med lokal hummer og et pænt udvalg af vine. "Det er i det mindste bedre end The Crown and Feathers."
"Du er meget svær at gøre tilpas," sagde hun med et suk. "Hvad som helst er bedre end The Crown and Feathers. Jeg håbede, at du ville sætte pris på noget atmosfære."
Han lo og gelejdede hende hen til baren. "Jeg drillede, George. Hvis du vil give dig ud for at være min mor, så bliver du nødt til at lære at tage det i stiv arm."
Dette måltid var så anderledes end det første, de havde spist sammen, at Jonathan tænkte på Georges bemærkning om, at en dårlig begyndelse førte til en dårlig afslutning. Hvis det var sandt, gav han Roy Trent skylden. Uanset hvor dårlig Jonathan havde været den dag, var det Trents udtalelser om 'sorte' og 'fejlfarver', der virkelig havde fået ham til at rejse børster. "Sig mig lige en ting," sagde han, da der opstod en naturlig pause i samtalen. "Ringede du til Roy, da vi skulle mødes til frokost i februar og fortalte ham, at du ville blive forsinket?"
George standsede med gaflen fuld af oksekød halvvejs oppe til munden. "Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg sagde, at jeg med lidt held kunne være der kvarter i et og bad ham om at vise dig ovenpå. Hvorfor spørger du om det?"
"Jeg er bare interesseret i, hvorfor han var så aggressiv. Han lod mig stå ved baren i over ti minutter, inden han viste sig, og det første han gjorde, var at kalde mig en fejlfarve, men han må have haft mistanke om, hvem jeg var. Foruden mig var der kun et midaldrende par og Jim Longhurst, så der var ikke ligefrem en sværm af potentielle Jonathan Hughes'er at vælge imellem."
George så forfærdet ud. "Kaldte han dig virkelig en fejlfarve?"
Jonathan nikkede. "Fejlfarve ... sort ... mørk - det eneste, han ikke kaldte mig, var neger."
George skar en række groteske grimasser. "Du godeste! Det er skandaløst! Intet under du var så gal."
Jonathan grinede og skar et stykke af sin laks. "Jeg tror, han prøvede at slippe af med mig, inden du kom."
"Det var også lykkedes ham, hvis min nabo ikke var kommet hjem i rette tid. Jeg havde regnet med at skulle oplade batteriet en halv time til, før jeg kunne starte bilen, men så dukkede Barry op med startkabler, og efter et par minutter spandt motoren." Hun rynkede panden. "Jeg ringede lige efter tolv, og Roy sagde, at du allerede var der."
"Så må han have holdt øje med mig gennem et kighul i døren," sagde Jonathan kontant, "for han dukkede først op kvarter over tolv. Dengang tænkte jeg, at det var enormt underligt at drive en pub på den måde."
"Han har anbragt et cctv-kamera oven over kasseapparatet og et par skærme i køkkenet." Hun tyggede et stykke kød. "Jeg er helt chokeret. Han fortalte mig, at det eneste racistiske han sagde var, at han ventede en hvid mand, og så styrtede du af sted. Tror du stadig ikke, at han er indblandet?"
Jonathan rystede på hovedet. "Jeg er nok halvfems procent sikker på, at han var en af dem, der voldtog Cill, men jeg kan ikke se forbindelsen til Grace, medmindre politiet overså en helvedes masse bevismateriale. Selv hvis Colley Hurst var morderen og den, der tog bad, så var der intet, der tydede på, at de to andre drenge var der." Han trak på skuldrene. "Colley kunne have fortalt dem om det bagefter, men det fortæller os ikke, hvorfor Roy ville beskytte ham nu."
"Måske burde vi spørge ham," sagde George let. "Han vil bare grine." "Ikke hvis vi koncentrerer os om voldtægten mod Cill," sagde hun. "Vi ved, at politiet forhørte ham om det, og vi ved, hvad hans venner hedder. Det bliver interessant at se, hvordan han reagerer." Hun skubbede utålmodigt sin tallerken til side og satte albuerne på bordet. "Han er så skråsikker, Jonathan. Lad os i det mindste se, om vi kan hyle ham ud af det."
Tanken var fristende. "Hvad nytter det, hvis der ikke er nogen forbindelse til Grace?"
"Det vil skræmme ham fra vid og sans," sagde hun, "især hvis vi spørger ham, hvem Priscilla Fletcher er, og hvorfor hun skulle stjæle din tegnebog. Så vidt han ved, kender vi overhovedet ikke hans ekskone. I øvrigt kan jeg ikke fatte, at han kaldte dig en fejlfarve - det er så groft."
-
Jo tættere de kom på Bournemouth, jo mere fortrød Jonathan, at han havde invilliget i at tage med hende. Der skulle mere end grovheder til at slå ham ud. Han havde levet med det hele sit liv på den ene eller den anden måde. Det havde gjort ham til et dybt hæmmet individ, men det var volden, der skræmte ham.
"Du er sådan en kujon Jon ... det er pinligt. Hvornår vil du forsvare dig?"
"Jeg er ikke sikker på, jeg kan gøre det," sagde han pludselig.
George havde sludret løs, mens han blev mere og mere tavs, og var ikke overrasket. Et par glas vin havde fået ham til at miste hæmningerne længe nok til at tage imod udfordringen, men det påtagede mod havde svigtet ham under den halvtreds minutter lange køretur. "Han vil undgå ubehagelige konfrontationer, så længe han kan," havde Andrew fortalt hende. "Som han selv vil fortælle dig igen og igen, ligger hans ekspertise i at undersøge skriftlige kilder. Han vil have lagt verdens længste forhindringsbane, før han tackler Roy Trent. Det er en forsvarsmekanisme."
"Mod hvad?" "At komme i en situation han ikke kan styre ... ikke at slå til ... at være bange. Jeg havde et hyr med at overtale ham til at tage til Bournemouth for at tale med dig."
"Hvorfor?"
Andrew trak på skuldrene. "Han vidste ikke, hvem du var, eller hvad han kunne forvente. Han er ikke i sit rette element sammen med fremmede."
"Er det generthed?" "Ikke udelukkende. Han blev mobbet meget i skolen, og det har gjort ham overfølsom over for alt - især for at blive afvist."
"Ligesom Howard."
Andrew nikkede. "Bortset fra at Jons ar ikke kan ses, og jeg tror, det gør det sværere for ham. Han har ikke en indlysende undskyldning for at føle, at han ikke hører til - bortset fra hudfarven - og derfor fremstiller han sig selv som et offer for racisme. Det er lettere end at indrømme, at han i virkeligheden er bange for at blive set ned på."
George svarede ikke på Jonathans bemærkning, før hun kunne dreje fra hovedvejen og holde ind bag en parkeret bil i den første sidegade, der viste sig. "Hvad tror du, du ikke kan gøre?" spurgte hun og slukkede for motoren.
"Tale med Roy," sagde han og gned sig i ansigtet som en rasende.
"Hvorfor ikke?" "Vi ved ikke nok. Hvad skal vi sige til ham?"
Hun betragtede ham et øjeblik og betvivlede ikke, at han virkelig var bange. "Jeg har tænkt mig at beskrive bandevoldtægten mod Cill Trevelyan, sådan som William Burton fortalte mig det," sagde hun nøgternt, "og så vil jeg gøre det klart for Roy, at jeg mener han og hans venner Colley Hurst og Micky Hopkinson var indblandet."
"Det vil han ikke synes om." "Hvad rager det mig?" spurgte George med en fornøjet latter.
"Han vil benægte det. Du har ingen beviser." "Jeg har ikke tænkt mig at arrestere ham, Jonathan, bare lade ham vide, hvad jeg ved og så se, hvad der sker."
Han lod sine knyttede hænder falde ned i skødet og slog dem mod hinanden. "Jeg kan ikke se formålet med at advare ham, før der er grund til det. Hvad nu hvis han bliver vred?"
"Du burde være mere bekymret for, om jeg bliver vred," sagde hun fredsommeligt. "Jeg hader voldtægt af et godt hjerte, Jonathan, især bandevoldtægt mod et barn. Hvis Cill havde været min datter - hvis jeg havde været Jean Trevelyan - ville jeg havde slået mig ned uden for Roys dør for treogtredive år siden, indtil han tilstod, og så ville jeg have flået hovedet af ham. Han kan være heldig, at det ikke var mig."
Jonathan stirrede fortvivlet på hende med store øjne. "Jeg kan simpelt hen ikke gøre det."
Hun lagde hånden på hans arm. "Hvad er du bange for? At han skal slå mig? Det håber jeg faktisk, han gør - så får jeg ham sigtet for overfald - men netop derfor vil han ikke gøre det."
Jonathan rystede på hovedet. "Det kan du ikke være sikker på."
"Nej," medgav George, "men det skal fandeme ikke holde mig tilbage. I øvrigt har jeg en spraydåse i tasken. Den er strengt ulovlig - jeg har købt den i Amerika - men jeg vil hellere i fængsel for at oversprøjte en voldsmand end dø, fordi han havde en kniv." Hun holdt inde for at han kunne fordøje det, hun sagde. "Jeg er ikke let at skræmme, Jonathan. Det kan godt være, jeg ikke er i særlig god form, men min far lærte mig, at jeg skulle kunne klare mig selv, og det var et godt råd. Om nødvendigt tackler jeg Roy alene, men det hjælper ikke dig."
Han fremtvang et glædesløst smil. "Det er bedre end at få kæben brækket."
"Er det sket før?" "En gang." "Af drenge der mobbede dig?" "En dreng," sagde han tonløst. "Meldte du ham?" "Nej. Jeg lod, som om jeg var faldet af cyklen." "Hvorfor?" "Fordi han sagde, at ellers ville han bare brække den igen."
Han smilede skævt. "Min far var ikke som din, George. At forsvare sig selv var det sidste, man gjorde over for min far ... medmindre man ville have mere af samme skuffe."
-
Det tjente ikke noget formål at fortælle ham, at det var en variation over et tema, der gik igen i hver eneste undersøgelse af børnemishandling, som George havde læst. For Jonathan og hvert eneste misbrugte barn var deres egen historie unik. En lavindkomstfamilie der kæmpede for at klare sig. Hemmelighedskræmmeri kombineret med trusler om at tage revanche hvis mishandlingen blev afsløret. Et barn der gemte sig på skolens toiletter, fordi han var for bange til at gå hjem. En vred far hvis voldelige natur blev forværret af alkohol. En foragtet mor der lod sin søn blive slået frem for sig selv. Et dårligt ægteskab der blev gjort værre af en aldrende bedstefar, hvis krav om opmærksomhed forstærkede spændingerne i familien. En tynd, hurtigtvoksende og dårligt klædt pubertetsdreng der blev mobbet, fordi han var alt for sky. En opdigtet baggrund fordi løgne var mindre smertefulde en sandheden. Undertrykte følelser, begrænsede sociale færdigheder, manglende evne til at knytte sig til andre mennesker, frygt for kritik, frygt for fiasko ...
- "Andrew fortalte mig, at du havde en fast kæreste indtil jul," sagde George. "Hvad skete der med hende?"
"Du er sådan en kujon, Jon ... det er pinligt."
Det var ikke en historie, Jonathan havde lyst til at fortælle, og han ville ikke have gjort det, hvis der ikke var opstået en knugende tavshed, som blev mere og mere udtalt, jo længere tid der gik. Han var klar over, at hun havde en langt mere målbevidst natur, end han havde, og han gav sig til at spekulere på, om hun og Andrew havde udklækket denne plan for at få ham til at tale om Emma.
"Løj du om at ville mødes med Roy?" spurgte han vredt, som om George vidste, hvad han tænkte.
Og det gjorde hun måske, for hun tog fat på hans uudtalte spørgsmål. "Er det virkelig så svært at fortælle mig om hende?"
"Der er intet at fortælle," sagde han skarpt. "Det gik ikke, så vi slog op. Det sker hver dag."
Stilheden sænkede sig igen og gik Jonathan på, som en tand det blev ved med at murre i. En uendelig lang række biler kørte forbi, men George var mere indstillet på at vente, end han var, og blev roligt siddende. Han ville helst se ned på hende for hendes nysgerrighed, men han kunne ikke. En nysgerrig kvinde ville have plaget ham om at svare. Han ville helst være vred over hendes forsøg på at manipulere ham, men han kunne ikke, for da han omsider fortalte hende historien, var det fordi han gerne ville.