Det var ligesom at se et batteridrevet stykke legetøj gå i stå. Hvad der end havde været incitamentet bag Louises beslutning om at tage hen til Andrew og fortælle sin historie, var det nu hastigt ved at blive undermineret af vinen og udmattelse. Hun lænede hovedet tilbage mod stoleryggen og stirrede op i loftet.
"Gik du ind i huset?" "Jeg var sgu for bange." "Hvorfor?" "Alt lå på gulvet." "Hvor?" "I køkkenet ... i dagligstuen ..." "Hvad var det for noget?" "Alt. Skuffer, knuste flasker, planter. Det så ud, som om det var blevet ramt af en bombe."
Andrew skottede til hende. "Hvordan kunne du se ind i dagligstuen? Jeg troede, gardinerne var trukket for?"
"Ikke ud til haven. Der var nogle terrassedøre. Jeg kiggede ind af dem." Hun dryssede aske på hans tæppe og tog et sug af cigaretten. "Jeg blev faktisk helt panisk. Jeg vidste, at der var sket noget slemt. Der var blod på ruden ... lige for øjnene af mig. Jeg troede, det var Cills."
"Hvorfor det?"
Hun vendte sig om mod ham. "Fordi Grace var skrupskør," sagde hun hult, "og jeg har altid vidst, at hun ville blive ondskabsfuld en skønne dag. Cill plejede at drille hende som bare fanden med den måde hun talte på, og jeg regnede med, at hun var gået for vidt og at det havde slået klik for Grace."
"Hvad gjorde du så?" "Løb hjem, holdt min kæft og nægtede at gå nogen steder i ugevis." Hun smilede svagt ad hans ansigtsudtryk. "Jeg troede, at strisserne ville skælde mig hæder og ære fra for ikke at fortælle dem, hvor hun var om lørdagen. Det skulle jeg have gjort ... det ville jeg have gjort, hvis min dumme mor ikke havde blandet sig i samtalen først."
"Hvilken dag var det?"
Hun tænkte sig om et øjeblik. "Det må have været om tirsdagen. Jeg smuttede ind på vej hjem fra skole, fordi jeg havde fået nok af, at alle spurgte mig om Cill. Om onsdagen brød jeg sammen, og de gamle holdt mig hjemme, indtil vi flyttede til Boscombe."
Andrew skrev sig den oplysning bag øret. "Hvorfor fortalte du ikke din mor, hvad du havde set?"
Louise svarede ikke med det samme, men gav sig til at stirre op i loftet igen, som om svaret stod at læse i den matte hvide maling. "Hvorfor tror du, at jeg ikke gjorde det?"
"Det står ikke registreret, at hun gik til politiet." "Det betyder ikke, at jeg ikke fortalte hende det." Hun bøjede sig pludselig frem og skoddede cigaretten. "Hun røg helt op i loftet, og det gjorde min far også. Hvordan kunne jeg gøre familien til skamme? Hvad ville naboerne sige? Forstod jeg ikke, hvilken frygtelig forlegenhed jeg havde sat dem i? Først en voldtægt ... så holdt jeg mund med hvor Cill var ... nu kom jeg og fortalte om blod på Graces vinduer ..." Hun lo hult. "De kunne aldrig rigtig lide mig, så jeg er sikker på, de troede, at jeg var indblandet på en eller anden måde."
Andrew stillede sit glas på gulvet for at undgå at se på hende. "Var du det?"
"Nej, jeg var ej," sagde hun roligt. "Jeg anede ikke, hvad der foregik. Ikke engang da de havde arresteret Howard, gav det mening. Jeg blev ved med at spørge mor, hvad der var sket med Cill, indtil hun stak mig en lussing og sagde, at jeg aldrig måtte nævne hende igen. Det var en sær tid ... Jeg kunne overhovedet ikke få det til at give mening. Til sidst gættede jeg på, at Howard også havde slået Cill ihjel, det var det eneste, der gav mening ... men det var alt for sent at sige noget. Politiet ville have slagtet de gamle for at holde det hemmeligt."
Hun lød meget troværdig, tænkte Andrew. Det hele passede fint sammen, indtil han tænkte på de spørgsmål, hun ikke havde besvaret. "Det kunne han ikke have gjort," sagde han roligt. "Han havde ikke bil, og der var kun ét lig i huset. Hvordan kom han så af med hende?"
"Hvem ved?" sagde hun mundrapt. "Lovede at følge hende hjem? Gik en tur med hende? Han var en rigtig lille pædofil ... hvis han var sluppet godt fra mordet på Grace, ville han have lokket småbørn med sig hjem. Det passer dig at tro, han var uskyldig, men det er ikke ensbetydende med, at han var det. Jeg var der. Jeg kendte ham." Hun sendte ham endnu et hånligt blik. "Han var dødulækker."
Andrew satte albuerne på armlænene og hvilede hagen mod fingerspidserne. "Men der var ingen tegn på, at andre havde været inde i Graces hus," sagde han. "Hvorfor var Cills fingeraftryk ikke over det hele? Hvorfor var dine ikke? Selv om politiet ikke kunne identificere to hold ukendte fingeraftryk, ville de have undersøgt, hvorfor de var der. Grace var kendt for at holde sig for sig selv. Det første folk sagde om hende var, at hun aldrig havde gæster."
"Mig en gåde," sagde hun. "Forklar du det. Jeg kan kun fortælle, hvad jeg ved. Hun ryddede altid op efter os."
Det var en kløgtig kurs - at udæske ham - og han spekulerede flygtigt på, hvorfor skoleinspektøren havde syntes, at hun var dum. "Howard kunne ikke have slået nogen ihjel, hverken om mandagen eller om tirsdagen, Louise. Han kunne gøre rede for, hvor han befandt sig hele dagen ... og derfor argumenterede anklagemyndighedens patolog så stærkt for, at mordet fandt sted om onsdagen." Han løftede kynisk det ene øjenbryn. "Men det er vel heller ikke dig en gåde?"
Hun sendte ham et skælmsk smil. "Nemlig." "Hvorfor så nedgøre Howard? Indtil videre har du ikke sagt noget, der beviser, at han overhovedet var der."
"Hvem kunne det ellers have været?" sagde hun med en skuldertrækning. "Der var ingen andre, der kom i nærheden af Grace, bortset fra os og ham."
"Hvad med Roy Trent, Colley Hurst og Micky Hopkinson?"
Det var hun forberedt på, tænkte han. Hendes svar kom for hurtigt. "Glem det," sagde hun hånligt. "De var aldrig væk fra Colliton Way. Hvad fanden skulle de lave hos Grace?"
"Lede efter Cill," foreslog Andrew. "De havde voldtaget hende en gang, måske havde de lyst til at prøve igen." Han så hende vende mundvigene nedad. "Måske ledte de efter dig?"
"Hvorfor skulle de det?" "For at give dig en lærestreg, fordi du havde givet politiet et signalement af dem." For første gang kunne han se tvivl i hendes øjne. "Jeg vil tro, de var fuldstændig rasende over, at en dum lille pige havde anmeldt dem."
"Jeg nævnte dem ikke ved navn." "Det behøvede du heller ikke. Politiet må have kendt dem så godt, at det sikkert var nok at sige, der var tre." Han iagttog hende et øjeblik. "Hvis du dertil føjede Colley Hursts røde hår, så kunne du lige så godt have nævnt dem ved navn."
"Det var ikke dem," sagde hun affærdigende, "og jeg burde fandeme vide det. Jeg giftede mig med en af de skiderikker."
Andrew smilede. "Det er ikke ligefrem bevis på, at de er uskyldige."
"Tror du, at jeg ville gifte mig med en morder?" "Hvorfor ikke? De går ikke rundt med et 'M' tatoveret i panden."
Hun overvejede det et øjeblik. "Det vil sige, han kunne have gjort det, men uden at jeg vidste det."
"Det er den ene fortolkning."
"Hvad er den anden?" "At du roligt kunne gifte dig med ham, fordi ingen vidste, at han var morder." Han kunne se i hendes øjne, at hun fandt det morsomt. "Hvorfor giftede du dig egentlig med ham?"
"Hvorfor gifter man sig i det hele taget? Det var ligesom med Everest ... fordi han var der."
"Var du ikke bekymret over det, han havde gjort mod Cill?" "Egentlig ikke. Han var sgu ikke så lidt bedre end det dumme svin, jeg havde haft før. Roy havde i det mindste et sted at bo og en indtægt." Hun trak på skuldrene. "Vis mig en mand, der ikke har brugt lidt vold i forbindelse med sex på et eller andet tidspunkt i sit liv. Det er kun naturligt, ikke? I er alle sammen dødprimitive under jakkesættet."
Andrew slog en latter op. "Det er altså det, jeg har gjort forkert. Jeg anede ikke, det var meningen, at sex skulle gøre ondt. Jeg troede, det handlede om at tilfredsstille kvinder."
"Ja, det er klart," mumlede hun sarkastisk. "Og du kan selvfølgelig mærke, når en kvinde får orgasme?"
Det havde han altid troet, han kunne, indtil Greg rykkede ind i hans seng. "Nej," tilstod han. "Ellers ville jeg ikke være fraskilt."
"Kors!" Louise var ikke vant til ærlighed fra mænd. "Den slags ting skulle du ikke indrømme."
"Jeg er ikke ret god til at lyve." Han grinede, da hun skar en grimasse. "Og jeg er ikke en af den slags, der skal bedømmes efter hvor lang min penis er." Han bankede let med fingeren på siden af hovedet. "Jeg er mere interesseret i den her. Hvad der driver folk? Hvorfor nogle af os har succes og andre fiasko?" Han tav stille et øjeblik. "Hvordan tjener Roy penge, når der ikke er kunder i pubben?"
Louise rakte ud efter sin jakke. "Ved det ikke. Den gik fint, da jeg var der."
"Hvem ejer den?" "Roy, måske?"
Andrew rystede på hovedet. "Umuligt. Det er ideelt for en byggeentreprenør. Han ville være belejret af potentielle købere ... og en af dem ville allerede have overtalt ham til at sælge."
Hun tog jakken på. "Hvordan kan det være, du ved så meget? Jeg troede, det var din ven, der var ved at skrive bogen."
Andrew grinede. "Han rådfører sig med mig ... og det gør George Gardener også. Er du skuffet? Valgte du mig, fordi du troede, at jeg vidste for lidt til at stille relevante spørgsmål?"
"Bortset fra hendes adresse havde jeg kun din," sagde hun nøgternt, "og jeg ville ikke snakke med George. Hun ville bare plapre ud med det hele til Roy, og det har jeg ikke brug for lige i øjeblikket."
"Hvorfor ikke? Du sagde, at han ikke var indblandet?" "Noget andet," sagde hun temmelig trist, "det har ikke noget med Cill og Grace at gøre." Hun rykkede frem på stolen. "Fortæller du George og din ven, hvad jeg har sagt?"
"Er det ikke derfor du kom?" Han opfattede hendes tavshed som bekræftelse. "Men de vil gerne selv tale med dig. Hvis det er sandt, hvad du har fortalt mig, så gætter du kun på, at Howard gik over stregen i sin besættelse af Cill ... men du ved helt sikkert, at Roy og hans venner gjorde det. Du var der," sagde han og gentog med vilje hendes tidligere udtalelse, "og bandevoldtægt tyder mere på sociopatisk adfærd end lidt klodsede befamlinger på en sofa."
"Hun havde gejlet dem op til det i ugevis," sagde hun med en smule skadefryd i stemmen. "De var fulde som alliker, og hun kom med sjofelheder i en halv time for at få dem hidset op. Jeg sagde til hende, at hun rodede sig ud i noget, men hun ville ikke høre." Hendes mund blev til en smal streg ved tanken om det. "Hun var en arrogant lille satan. Hun syntes, hun var så klog. Det drev mig til vanvid somme tider."
Andrew så en ulmende vrede i hendes blik. "Hvorfor prøver du så at ligne hende?"
Det spørgsmål var hun også forberedt på. "Hvis hun stod ved siden af mig, ville du ikke synes vi lignede hinanden bortset fra håret. Og det kan du give min mor skylden for. Det var hende, der farvede det for at undgå pinlige spørgsmål, efter vi flyttede. Nu tror folk, at jeg altid har haft brunt hår -" hun fnisede "- og jeg er for forfængelig til at lade de grå hår vokse ud."
"Du har kaldt dig Priscilla," mindede han hende om. Hun rejste sig og knappede jakken. "Jah. Det skulle jeg ikke have gjort, vel?" sagde hun uforbeholdent. "George var ikke blevet ved med at grave, hvis jeg havde holdt mig til Daisy." Hun stak cigaretterne i lommen. "Jeg skiftede navn til Priscilla, da jeg giftede mig med min første taber."
Andrew kom på benene. "Hvorfor?" "Det lød glamourøst," sagde hun vemodigt, "og det er skørt, når man tænker på, hvad der skete med Cill." Hun gik hen mod døren. "Miss Brett havde nok ret, hva'?"
Han gik foran hende for at lukke døren op. "Hvordan mener du?"
"'Louise Burton handler før hun tænker'," sagde hun med et skævt smil. "Sådan er jeg." Hun rakte ham hånden med overraskende varme. "Jeg håber, du er en af de flinke fyre. Ellers kommer jeg også til at fortryde det her."
Han tog hendes hånd i sin. "Kan du godt køre?" "Det skal jeg."
Hun gav ham ikke tid til at svare, men vendte sig om og gik ud på vejen. Inden hun drejde om hjørnet, stod hun med det blege ansigt i lyset fra en gadelampe og så sig tilbage. Det var umuligt at læse hendes udtryk på den afstand, men at hun vinkede til ham var ikke til at tage fejl af. Han havde ingen anelse om, hvorvidt noget af det hun havde fortalt ham var sandt, men da han ligesom hun løftede hånden til farvel, var han forbavset over, hvor meget han gerne ville tro på hende.
-
Jonathan sad i sengen og rettede opgaver klokken halv tolv, da telefonen ringede. Han havde store forhåbninger om, at det var Emma, indtil han tog den og hørte Andrew plapre begejstret om "noget vigtigt". Det var så usædvanligt, at han gik ud fra, hans ven var fuld og sagde, han kunne ringe igen næste morgen, men Andrew insisterede på at referere samtalens hovedpunkter, mens de stadig var i frisk erindring. "Hun var ret overbevisende."
"Hvem var?" "Priscilla Fletcher. I den grad lyslevende hjemme hos mig, og hun kaldte sig Louise Burton." Han hørte Jonathans dybe indånding. "Okay! Få så blyanten frem, din dovne slyngel, og tag nogle notater."
"Hvorfor kan du ikke skrive dem selv?" "Fordi jeg kun får ti procent af dit honorar, og jeg gider ikke gøre hele arbejdet selv."
"Du lyder ikke, som om du er ugidelig," sagde Jonathan tørt og trak en notesblok hen til sig. "Hvad gjorde hun ved dig?"
"Charmerede mig," sagde Andrew fyndigt.
Jonathan tænkte på, hvordan hun gav den rollen som den barmhjertige samaritaner på Branksome Station. "Hvad har hun så stjålet?"
"Min overbevisning."
-
"Hvis Cill var hos Grace, så er det oplagt at mistænke hende for mordet," sagde Jonathan eftertænksomt og lod blyanten glide ned langs notaterne. "Hun var stor af sin alder, hun var på stedet, hun var en forstyrret teenager ... var for nylig blevet voldtaget og havde muligvis været udsat for seksuelt misbrug. Hvis man føjer det til et uberegneligt miskmask af hormoner, så må guderne vide, hvad der kan være sket." Han bankede blyanten let mod tænderne. "Jeg kan forestille mig et scenario, hvor Grace prøvede at få hende til at gå, fordi hun var bekymret for, at politiet skulle komme, og Cill så blev rasende og langede ud efter hende. Det kunne passe med tidspunktet. Hun gemte sig hos Grace i weekenden, slog hende ihjel om mandagen og stak af om aftenen. Det kunne være grunden til, at ingen havde set hende fra første færd ... selv om det er mærkeligt, at hun ikke blev set senere hen."
Andrew gabte i den anden ende. "Hvem tog bad og efterlod de røde hår?"
"Pas." "Hvad med at Howard var lun på Cill? Det lød ret overbevisende. Hun var en køn pige."
"Hun var tretten." "Åh, hold op! Hvad kommer alderen det smør ved? Han var selv en retarderet pubertetsknægt, så en voksen kvindes krav ville have skræmt ham fra vid og sans. Det var måske derfor han blev gal, da hans bedstemor foreslog ham at komme lidt mere i omløb. Hvis han var forgabet i Cill, ville han ikke have været interesseret i andre. Hvad mere er, det kunne være forklaringen på, at han konstant opholdt sig hos Grace. Mænd vil gøre hvad som helst, hvis der er udsigt til et knald."
"Tal for dig selv," sagde Jonathan spidst. "Det gør jeg også," sagde Andrew og lo. "Jeg nedværdiger jævnligt mig selv i smukke kvinders nærværelse, og de synes alle sammen, at jeg er en klovn." Han holdt inde for at tage en slurk af noget. "Du burde snakke med din psykologven om det her, men jeg vil vædde på, Louise var ærlig, da hun kaldte Howard en psykopat. Jeg siger ikke, at han var det," fortsatte han, da Jonathan forsøgte at bryde ind, "jeg siger, at sådan opfattede hun ham. Hun kaldte ham 'dødulækker', og det lød for stærkt til at være noget, hun har fundet på for nylig. Jeg tror, det var sådan hun oprigtigt opfattede det dengang."
-
Jonathan lænede hovedet mod puderne og gned sine trætte øjne. "Jeg er nødt til at sove på det," sagde han til Andrew. "Jeg forstår stadig ikke, hvorfor hun henvendte sig til dig i stedet for at komme til mig eller George."
Andrew forklarede, at hun havde hans visitkort med den håndskrevne privatadresse. "Jeg vil nu ikke tro, at det var grunden. Jeg gætter på, hun forventede, at jeg ville sluge det råt uden at stille spørgsmål ... enten det eller også var det en prøveballon."
"Til hvad? Hun kan ikke ændre sin forklaring nu, ikke uden at nogen bliver harm over det." Han kiggede på notaterne igen. "Hvad var egentlig pointen? Hvad var det meningen, du skulle tro på?"
"Formodentlig at Howard var skyldig, og at Roy og hans bande ikke var impliceret."
"Så har Roy sendt hende," sagde Jonathan nøgternt. "Han sagde til os, at hun ville bakke ham op."
"Men resultatet er ikke synderlig godt. Hvis Grace allerede var død om tirsdagen, frikender det Howard."
"Der er kun Wynnes vidneudsagn om, at han ikke gik ud mandag aften," sagde Jonathan advarende. "Det er ikke noget, vi kan bevise. Hun blev ikke krydsforhørt under retssagen, fordi anklagemyndigheden valgte onsdagen."
"Hvem holder du med?" forlangte Andrew at vide. "Howard ville ikke være gået tilbage, hvis han vidste, at Grace var død ... eller hvis han gjorde, ville han ikke være løbet væk, som om fanden var i hælene på ham og nægtet at fortælle det til nogen. Det her er en gave, for himlens skyld! Det er det bevismateriale, som du og George har ledt efter."
"Det er det, der gør mig mistænksom," sagde Jonathan dystert. "Hvorfor skulle Roy Trent fortælle Louise, at hun skulle sige tirsdag? Det giver ikke mening, hvis han har læst Syge sind."